Indlæg tagget med beat/pigtråd/rock

Mere nostalgi: The Beatophonics tager tråde op fra tressernes beat

27. marts 2015

Det er sikkert og vist: The Beatles har ikke spillet forgæves. Det vidner det danske beatorkester  Beatophonics’ nye video om. Og stilen er holdt med Keld Heick som Otto Leisner-klon og billeder, der emmer af tressernostalgi. Det skal blive spændende at lægge øre til Beatophonics album, nÃ¥r det rammer os i maj mÃ¥ned. Den 11. maj mere præcist.

Dozy er død

15. januar 2015

Dozy eller Trevor Ward-Davies, som hans borgerlige navn var, er død i en alder af 70 Ã¥r. Dozy var bassist i det flamboyante og kulørte tresser beatorkester Dave Dee, Dozy, Beaky, Mick and Tich, der havde otte solide hits i tresserne og ofte – meget ofte, som jeg husker det – optrÃ¥dte i det tyske musikprogram Beat-Club, hvor meget af min musikoplevelse stammer fra.

 

The Artwoods – et tresserbeatorkester fra g(l)emmebogen

28. oktober 2014

Tre Ã¥r fik The Artwoods at gøre godt med i midten af tresserne. De gjorde sig især som liveband og konkurrerede med de andre R&B-pÃ¥virkede bands som The Animals, Yardbirds osv. Men nogen stor succes som pladekunstnere fik de aldrig – forstÃ¥ det, hvem der kan. Men nu er bandets musik udsendt i en boks, sÃ¥ man kan genopdage dem, hvis man vil.

Artwoods blev ogsÃ¥ kendt som et band med kendte navne. Fx spillede Jon Lord keyboard, Keef Hartley tog sig af trommer og Ron “Rolling Stone” Woods storebroder Art(hur) sang for og gav navn til gruppen. Det hjalp dog ikke meget pÃ¥ salgstallene. Og det endte med at gruppen blev droppet af de pladeselskaber – Parlophone og Fontana – de havde kontrakter med. Og sÃ¥ var det slut. Synd og skam, for de havde meget at byde pÃ¥ og indfangede fint lyden af tresser-bluesinspireret beatmusik.

Obskurt: The Renegades – 13 Women

10. oktober 2014

158-Renegades

Dannet i 1962 i Birmingham af Kim Brown (sang og gt), Denny Gibson (leadgt.), Graham Johnson (trommer), Ian Mallet (bas) og Joe Dunnett (gt.) var The Renegades et bud pÃ¥, hvordan den moderne beat skulle lyde. Selv om bandet fik godt greb i det lokale (pige)publikum, sÃ¥ fik det aldrig et rigtigt gennembrud i hjemlandet, selv om det blev til ialt fire singler pÃ¥ fire forskellige plademærker. Til gengæld fik italienerne ørerne op for Renegades, og det samme gjorde finnerne, der sendte bandet op pÃ¥ den lokale hitliste. Der er kommet en enkelt opsamling – Cadillac and other Hits – med bandet. Her er de med deres vilde sang Thirteen Women – optaget i Finland i 1966.

Freakbeatens urfædre: The Sorrows

18. februar 2012

Blandt de mange mere eller mindre obskure opsamlinger med musik fra tresserne, som er udkommet, støder man på nogle, der kredser om genren "freakbeat". Betegnelsen retter sig netop mod obskure, glemte optagelser fra især midten af tresserne med grupper, der ikke stod i spidsen af The British Invasion, men udfoldede sig i den mere støjende ende af den rhythm and blues-inspirerede beatmusik. Det er her man finder forløberne til punken og new waven i Storbritannien. Forvrængede, vilde guitarer, bankende, kontante trommer, manieret sang osv. En slags europæisk pendant til den amerikanske garagerock, som den spilledes hos 13th Floor Elevators og The Seeds.

En af de centrale figurer på Freakbeat-scenen var Coventry-kvintetten The Sorrows, der blev dannet i 1963 og i første omgang huserede frem til 1967. Gruppen er blevet gendannet så sent som i 2011.

Som de forleden omtalte The Liverbirds, sÃ¥ gjorde The Sorrows sig primært i Tyskland, hvor de spillede intensivt i 1963. Blandt andet optrÃ¥dte i pÃ¥ tv – Hessische Rundfunk. De fik en pladekontrakt med Piccadilly Records, og det første album – Take a Heart – kom i 1965 og leverede en rÃ¥, upoleret omgang proto-Freakbeat. Musikken gjorde sig ikke rigtig pÃ¥ de engelske hitlister, men tyskerne – der fx ogsÃ¥ tog The Monks til sig – havde Ã¥benbart mere smag for beatmusik, der ikke ville være pop.

Albummet – Take a Heart – er blevet kult i tiden efter Nuggets-opsamlingernes revival for glemte musikgrupper fra tresserne. Og genopdagelsen af The Sorrows blev markeret med opsamlingen You’ve got what i want. The Essential Sorrows 1965-67, som blev udsendt i 2010.

The Sorrows pÃ¥ tysk tv: No, No, No, NoTake a HeartLet me inYou’ve got what I want

– tak til Claus1 for at have genopfrisket min erindring omkring The Sorrows…

Ved landsbyens gadekær – da pigtrÃ¥d blev dansktop

9. marts 2008

Det foregÃ¥ende indlæg minder mig om, at jeg sÃ¥ en udsendelse om HitHouse-perioden forleden dag. Og undervejs fik vi historien – eller i hvert fald lidt af den – om dengang, hvor det pludselig blev moderne (eller rettere: profitabelt for pladeselskaberne) at fÃ¥ danske pigtrÃ¥dsgrupper til at indspille gamle danske sange.
Det var Keld Heick & Donkeys, der startede dillen. Æslerne var blevet dannet i 1962 og var inspireret af først The Shadows og siden af The Beatles. I 1965 vandt de et af de mange popkonkurrencer, DM i Popmusik, i K.B. Hallen med en version af Beatles’ Eight Days A Week. Gevinsten var en pladekontrakt med Sonet, hvor de indspillede et par engelsksprogede singler, som var skrevet af Keld Heick (hvilket var ret usædvanligt i perioden, fordi de fleste pigtrÃ¥dsbands holdt sig til covernumre). Ã…ret efter forlod Donkeys Sonet og fik af deres nye pladeselskab til opgave at indspille “Ved landsbyens gadekær”.
Selv om sangen stod for alt, hvad den oprørske ungdom opponerede imod – forældrenes smÃ¥borgerlige idyl – sÃ¥ blev den et kæmpehit, og pladeselskaberne sÃ¥ en økonomiske interesse i at fÃ¥ de andre pigtrÃ¥dsorkestre til at følge trop. I omtalte udsendelse ser man sÃ¥ledes Lasse Helner blive pinlig berørt ved konfrontationen med The Baronets forsøg udi den danske sangskat. En dansk-retro-bølge var sat i gang. Og jorden var gødet for fænomenet Dansktop-musik.

OgsÃ¥ det førende danske orkester The Defenders mÃ¥tte kaste sig ud i det danske med “Jeg har aldrig fÃ¥et noget ” og “Der er lys i lygten” osv. Min mor købte en af Defenders danske singler, hvilket siger noget om populariteten…
Allerede dengang syntes jeg, at Ved landsbyens gadekær var for meget. Den markerede ogsÃ¥ skillelinjen mellem dem, der var “de pæne”, og dem, der var “de grimme” inden for pop- og beatmusikken. De pæne var Cliff Richard, The Shadows og lignende bands. De “grimme”, The Beatles med deres lange hÃ¥r og ikke mindst The Rolling Stones, Pretty Things osv.

 

Mere dansk beat: Ache

14. februar 2008

Vi fortsætter lidt i samme spor. Jeg faldt over en optagelse med beat-orkesteret Ache, der ser ud til at stamme fra samme tv-program, som indslaget med Young Flowers. Ache, der bestod af Peter Mellin (tangenter), Finn Olafsson (guitar og sang), Torsten Olafsson (bas og sang) og Glen Fishcer (trommer og slagtøj), var også en af de fine progressive bands fra tresserne og første halvdel af halvfjerdserne og gjorde sig bemærket med de fine albums De Homine Urbano (70) og Green Man (71). Bandets musik er sat i forbindelse med Pink Floyd, Procol Harum, Vanilla Fudge, The Nice og Vand der Graff Generator. Og det er nok ikke helt galt. Bandet er, så vidt vides, stadigvæk aktiv og har en fin hjemmeside. Man finder også oplysninger på Alex Gitlins musikside.

Ache spiller

Strawberry Alarm Clock – psychedelia, nostalgia…

28. juli 2007

Bøjet ind over supermarkedets køledisk med is og isdeserter og diskuterende med Frøkenen, om vi nu skal vælge Hansens øko-chokoladeis, en fransk framboise-sorbet eller en ordinær jordbær- eller flødeis, popper navnet Strawberry Alarm Clock op i hovedet. Jordbær Vækkeur. Sikke et navn. Godt nok til at bide sig fast i hjernebarken, eller hvor det det nu bed sig fast dengang for en del år siden.
Strawberry Alarmclock var en del af tresser psychedelia-bølgen og fik et hit, nemlig “Incense and peppermints”, der til gengæld toppede Billboards hitliste. Gruppen bestod af store knægte, hvoraf flere stadig gik i skole, og pÃ¥ hittet fik de en 16-Ã¥rig skolekammerat, Greg Munford, til at synge lead. Efter en masse udskiftninger gik bandet allerede i opløsning i 1971, men nÃ¥ede at udsende fire LP’er, uden at nogen af dem blev store hits. Film-buffs blandt bloglæserne vil mÃ¥ske huske gruppens navn fra et par film, Psyched-Out med Jack Nicolson, hvor gruppen spillede en hÃ¥ndfuld sange, blandt andet omtalte hit, og Russ Meyers trash-klassiker Beyond the Valley of the Dolls, hvor de ogsÃ¥ lagde lyd til soundtracket.

Strawberry Alarmclock tilhørte den “poppede” end af den psykedeliske bølge sammen med fx The Flowerpot Men og lignende. Men derfor er de nok et genhør og -syn værd: Læs mere »

Hvor døde Jim Morrison?

28. juli 2007

Rocken har sin egen mytologi. Og som sÃ¥dan er det en blanding af fakta og digtning. Tag nu for eksempel historien om Jim Morrison, der døde i sit badekar i Paris. En god historie, der glider let ind i bevidstheden som et smukt billede. Men er den sand? Det svenske organ Sonic fortæller, at en ny bog af Sam Bernett “The End” fortæller en helt anden historie. I følge Bernett blev Jim fundet natten mellem den 2. og den 3. juli 1971 pÃ¥ et toilet pÃ¥ den parisiske rockklub Rock’n Roll Circus, og to af Jims narkopushere slæbte hans afsjælede legeme op i lejligheden, hvor myten sÃ¥ kunne digtes. Forfatteren pÃ¥stÃ¥r, at han har set det med sine egne øjne, fordi han arbejde i rockklubben dengang. Sandt eller falsk? Who knows. Musikken spiller endnu.

Blind Faith – dagens musiknostalgiske indslag

30. maj 2007


PÃ¥ biblioteket faldt jeg over ovenstÃ¥ende dvd med en koncertoptagelse med Blind Faith fra Hyde Park i London 1969 – den park, der ogsÃ¥ dannede rammen om en meget berømt koncert med The Rolling Stones lige efter Brian Jones’ druknedød i en swimmingpool.
Blind Faith var en af tressernes såkaldte supergrupper og blev dannet i 1968. The Cream var gået i opløsning og Eric Clapton og Ginger Baker slog sig sammen Rich Grech, der kom fra Family, og Steve Winwood, der havde en fortid i legendariske Spencer Davis Group og det hippieinspirerede band Traffic.

Blind Faith fik kun en kort levetid og opløstes pÃ¥ grund af en række musikalske og andre stridigheder, som bandets medlemmer var involveret i – internt og i forhold andre eksterne musikalske sammenhænge. Men selv om bandet sÃ¥ledes var en slags overgangsprojekt, sÃ¥ fik den dog lavet et holdbart album med gruppens navn. Musikken er stærkt præget af Steve Winwoods karakteristiske stemme, keyboardspil og hans ønske om at spille mere improvisatorisk, end han havde haft mulighed for i Spencer Davis Group og Traffic. Efter sigende var det ogsÃ¥ de musikalske friheder, der tiltalte Eric Clapton. Friheder, der blandt andet kom til udfoldelse i en række jamsessions hjemme hos Clapton i Surrey, sessions, der siden hen gik gny om.
Gruppen debuterede med omtalte koncert i Hyde Park. En koncert, der var gratis. Eric Clapton var vist ikke helt tilfreds med bandets musiceren ved den lejlighed. Men jeg synes godt, at man kan høre, at de fire musikere har noget at byde på. Døm selv. Her er et par klip fra YouTube-samlingen.

Læs mere »