Mod Strømmen gør opmærksom på det. George Harrison ville være blevet 68 i går, hvis ikke en hjernekræftsygdom havde gjort det af med ham i 2001.
Inspite of All The Danger – Harrison-McCartney-komposition (vist den eneste)
Andre har også gravet og fundet nogle sjældenheder frem med George. Du kan høre dem her.
De sidste par dage har jeg lyttet til dobbeltcd’em “John Lennon’s jukebox” fra 2004 (og som i dag er svært at opdrive til en rimelig pris). Den jukebox, titlen henviser til en transportabel jukebox – en Swiss KB Discomatic, som Lennon var ejeren af og som dukkede op på en Christie-auktion i 1989, hvor den blev solgt for 2500 £. Lennon købte den angiveligt i 1965 og fyldte den med 40 singleplader, som han holdt af og kunne have med, når han rejste rundt. Om han faktisk slæbte rundt på den tunge sag, vides ikke med sikkerhed.
Køberen af maskinen, musikpromoteren John Midwinter, forsøgte efterfølgende at katalogisere de sange, Lennon havde fyldt på og havde anført på den dertil hørende katalogliste. Især det sidste voldte vanskeligheder på grund af Lennons håndskrift, og Midwinter døde af kræft, inden han nåede at se sit arbejde gjort færdig. Men i 2004 lavede The South Bank Show en dokumentarudsendelse om jukeboxen, hvor man ikke alene spillede sange fra jukeboxen men også fik nogle af kunstnerne og berømtheder som fx Sting til at kommentere musikken.
Titlen på dobbeltcd’en skal tages med et lille gran salt. Der er tale om en rekonstruktion, men den giver alligevel et fint indtryk af, hvad Lennon havde lyttet til i midten af tresserne og en fornemmelse af, hvor Beatles hentede deres inspiration i den første halvdel af karrieren. En stor del af sangene kan man lytte til på Last.fm her. Det er en fin opsamling med lutter gode skæringer, og den fortjener at blive genoptrykt…
Disc one
1. “In the Midnight Hour” by Wilson Pickett
2. “Rescue Me” by Fontella Bass
3. “The Tracks of My Tears” by Smokey Robinson and the Miracles
4. “My Girl” by Otis Redding
5. “1-2-3” by Len Barry
6. “Hi-Heel Sneakers” by Tommy Tucker
7. “The Walk” by Jimmy McCracklin
8. “Gonna Send You Back to Georgia” by Timmy Shaw
9. “First I Look at the Purse” by The Contours
10. “New Orleans” by Gary U.S. Bonds
11. “Watch Your Step” by Bobby Parker
12. “Daddy Rollin’ Stone” by Derek Martin
13. “Short Fat Fannie” by Larry Williams
14. “Long Tall Sally” by Little Richard
15. “Money (That’s What I Want)” by Barrett Strong
16. “Hey! Baby” by Bruce Channel
17. “Positively 4th Street” by Bob Dylan
18. “Daydream” by The Lovin’ Spoonful
19. “Turquoise” by Donovan
20. “Slippin’ and Slidin'” by Buddy Holly
[edit] Disc two
1. “Be-Bop-A-Lula” by Gene Vincent
2. “No Particular Place to Go” by Chuck Berry
3. “Steppin’ Out” by Paul Revere & the Raiders
4. “Do You Believe in Magic” by The Lovin’ Spoonful
5. “Some Other Guy” by The Big Three*
6. “Twist and Shout” by The Isley Brothers
7. “She Said, Yeah” by Larry Williams
8. “Brown Eyed Handsome Man” by Buddy Holly
9. “Slippin’ and Slidin'” by Little Richard
10. “Quarter to Three” by Gary U.S. Bonds
11. “Ooh! My Soul” by Little Richard
12. “Woman Love” by Gene Vincent
13. “Shop Around” by The Miracles
14. “Bring It on Home to Me” by The Animals
15. “If You Gotta Make a Fool of Somebody” by James Ray with the Hutch Davie Orchestra
16. “What’s So Good About Goodbye” by The Miracles
17. “Bad Boy” by Larry Williams
18. “Agent Double-O Soul” by Edwin Starr
19. “I’ve Been Good to You” by The Miracles
20. “Oh I Apologize” by Barrett Strong
21. “Who’s Lovin’ You” by The Miracles
I går aftes bivånede jeg sammen med Frøkenen en stor del af englændernes svar på Oscaruddelingen, BAFTA-filmprisuddelingen, som blev vist på DR2. Undervejs fik jeg god tid til at undre mig over meningen med den slags galskab. En ting er, at man vil udmærke filmene og deres skabere. Men hvorfor transmittere overrækkelserne af priserne? Filmene selv henvises til en perifer plads, hvor man får ultrakorte og temmelige meningsløse klip i forbindelse med nomineringsoplæsningen og den endelige uddeling. Jo, forklaringen er selvfølgelig – helt i pagt med tiden – at vi får de kendte skuespillere, instruktører osv. at se, hører og ser dem takke hinanden og deres syge moster, rose hinanden osv. osv. En slags Billedbladet eller Se&Hør for tv.
Hvis man stiller sig tilfreds med at se de kendte, så er det selvfølgelig den rene svir, for kameraet søgte og fandt publikummerne løbende. Frøkenen var vist godt underholdt, medens jeg sad og græmmedes over, at DR2 endnu ikke har fået stablet et rigtigt filmprogram på benene til afløsning af Bogart og de andre gode gamle informative programmer. Når man kan have Tryllespejlet for børn og barnlige sjæle, hvorfor kan man så ikke have et filmprogram for voksne?
Nå, men en af de personer kameraet fangede nede i salen var selveste Paul McCartney, som sammen med kæresten lod sig underholde af løjerne.Og han må efterhånden være vant til den slags. Dagen før, i søndags, vandt han således sin første solo-Grammy siden 1979. Han var nomineret for sangen “Helter Skelter” fra den udmærkede cd-dvd-udgivelsen “Good Evening New York City” i skarp konkurrence med Eric Clapton, Neil Young, Robert Plant og John Mayer. Sidst Sir Paul vandt var med “Rockestra Theme” med Wings. Et par nomineringer er det dog blevet til i mellemtiden.
Ved samme Grammyuddeling fik hans også del af æren for prisen for det bedste historiske album, som gik til Beatles Remastered Stereo Box Set. Et valg, der vel ikke kan siges at være overraskende, al den stund, at boksen har solgt ufattelig godt. Det tæller jo i den branche. [kilde: The Examiner]
Ja, for nøjagtig 50 år siden indtog John, Paul, George og Pete (Best) Cavern Club i Liverpool og begyndte deres rejse mod berømmelsens tinder. De var iført læder jakker og høje hæle og strøede om sig med vittigheder til det ikke særligt store publikum. Som det gamle foto ovenfor antyder, var The Cavern et hul i jorden. Men i følge Gerry Marsden – fra Gerry & the Pacemakers – havde stedet sin egen charme. Til The Guardian siger han: “Det var en snusket kælder og, når man gik ned af trappen, kunne man lugte Dettol. Det var tilrøget og en ren brandfælde – sveden dryppede fra loftet ned på forstærkerne”.
Tresserne var ikke bare et årti, hvor musikken blomstrede op med ungdomskulturen. Det var også et årti, hvor fotografiet – sammen med de levende biller i biograferne og på tv – fik en betydning, som det ikke havde haft tidligere. Det var det årti, hvor fotografiet for alvor blev hvermandseje i kraft af pocketkameraerne, som blev billigere og billigere og i kraft af farverne, som også blev almindelige.
Billederne var også en væsentlig del af årtiets mytologisering. Tænk på Vietnamkrigen, Kennedymordet, Woodstockfestivalen, månelandingen osv. Og straks strømmer bestemte billeder hen over den indre skærm. Det samme gælder for The Beatles og beatmusikkens udøvere i det hele taget. Billedet viser, som Rifbjerg skrev i et afmytologiserende digt.
Noget, der kan rokke ved myterne – eller i det mindste bløde dem op og nuancere dem – er, når der dukker nye fotografier op. Fotografier, man ikke tidligere har set. Sådan som tilfældet er med Don McCullins snapshots i bogen “A Day In The Life Of The Beatles”, som udkom for nylig.
I september måned 1968, kort tid efter udgivelsen af “Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” fik McCullin til opgave at følge Beatles en hel dag og fotodokumentere. Cullin havde allerede et renommé som krigsfotograf og de fire mopheads var i forvejen forvænt med at have alskens kendte fotografer til at forevige sig og var med på ideen med det samme. Som McCartney udtrykte det: Fotografiet var kulturens frontlinje.
Bogen udkom i forbindelse med 30-året for John Lennons død. Og det gør et vist indtryk, at John Lennon et sted på et af fotografierne agerer død.. Men ellers er der tale om fascinerende, uglamourøse fotografier af de fire på udvalgte steder som fx. McCartneys have, ved Themsens bredder osv. Et must for enhver Beatlemaniker…
Allerede tidligt i Beatles’ karriere brandede Richard Starkey sig selv som Ringo med store, glimtende ringe på fingrene. Men nu har Ringo åbenbart taget endnu et skridt ad kommercialismens fodsti og ansøgt op at få navnet Ringo godkendt som trademark. Planen er vist at bruge det i forbindelse med videospil og andet legetøj. Jovist. Beatles er også en pengemaskine …
En ting er at lytte til The Beatles, en anden er at analysere og fortolke deres sange. Noget helt andet er at gribe guitaren og forsøge at gøre dem kunsten efter. Om det er blevet lettere end dengang, mine kammerater kæmpede med akkorderne ved studenterfesterne, er svært at sige. Men de teknologiske muligheder er i hvert fald blevet bedre. Vi har fået Beatles som videospil og nu kommer de også – selvfølgelig – som app til iPhone. I forbindelse med bogen Beatles Little Black Songbook – udgivet af Northern Songs – med 160 Beatlesklassikere som tekst og guitarakkorder, har man lavet en app med 30 professionelt indspillede backingspor, som man kan forsøge at spille til. Se introen her. Beatlemania rules.
I går var det nøjagtig 40 år siden, John Lennon indspillede sangen “Instant Karma”. Lennons tredje solosingleudspil, og en af de singler, der hurtigst fandt vej fra indspilningsstudiet. Den blev udsendt den 6. februar 1970 i England og den 20. februar i USA. Hastigheden var en vigtig del af markedsføringen, som Lennon med vanlig humoristisk sans formulerede med ordene: “jeg skrev den ved morgenmaden, indspillede den ved frokosttid og vi udsendte den til aftensmaden”. Som 7″ vinyl med Yoko Ones “Who Has Seen The Wind?” som B-side. Jeg kan godt huske, at Ole Reitov spillede pladen på Danmarks Radio, da den dugfrisk blev bragt ind i studiet i et anonymt ensfarvet cover (og det karakteristiske Applemidterlabel med beskeden: “Play Loud”).
Produceren var den famøse Phil Spector og backing var Plastic Ono Band i en opstilling med Lennon selv i forgrunden på guitar, klaver og sang, George Harrison på el-guitar og baggrundsvokal, Billy Preston på piano, Klaus Voorman på bas, Alan White på trommer, Yoko med sin uforlignelige stemme og Mal Evans brugte hænderne og noget slagtøj. Dertil kommer en flok venner i baggrundskoret. Pladen blev et stort hit og blev siden indlemmet på opsamlingen Shaved Fish.
Ja, det skulle jo ske før eller siden: At en akademiker sprang ud med en akademisk grad i The Beatles’ musik. Den første af slagsen er 53-årige Mary-Lu Zahalan-Kennedy, der har taget en masteruddannelse på Liverpool Hope University med fokus på Beatles’ kompositioner, sound og indflydelse på populærkulturen. Ved siden af sit akademiske virke har Mary-Lou sin egen musikalske karriere. Hun har indspillet tre album og har modtaget Juno-prisen i 1983 som Canadas mest lovende sangerinde. Derud over underviser hun på Sheridan College i Ontario.
“ I only got £200 for designing Sgt Pepper. I could kick myself and be bitter about it (I don’t even get royalties, despite the cover becoming legendary) but what use is that? I have to move on. Focus on what you can do, not what you can’t or should have done.”
Rigtig attitude Peter! I den branche er der altid en risiko for at blive tørret…
Først kanoniseredes de hvide striber ved Abbey Road, så blev en midlertidig bolig for en meget ung Ringo genstand for en national bevaringskampagne. Og nu gælder det så Woolton Baths i Liverpoolforstaden Woolton, hvor en ung John Lennon angiveligt lærte at svømme. Den victorianske bygning blev lukket sidste år af budgetmæssige grunde, men nu har to lokale knægte sammen med en tv-journalist taget initiativ til et politisk møde for at tage beslutningen om badets lukning. til revision. Retfærdigvis skal det siges, at det først og fremmest drejer sig om at bevare lokalområdets eneste, nærliggende svømmefacilitet. Men John Lennons navn er oplagt at bruge i en by, der forstår at slå mønt på alt, hvad der har med The Beatles at gøre. Hvad mon det næste bliver. Nogle offentlige toiletter eller pissoirer?
1971 var et godt pladeår. Mange kunstnere var i pladestudiet omkring årsskiftet for at kunne sende en plade på gaden de følgende måneder. En af dem var Paul McCartney, der – sammen med fru Linda – var i studiet i New York for at lave opfølgeren til Pauls dogmeplade, den minimalistiske og succesfulde “McCartney”. Sangene blev til hjemme på gården i Mull of Kintyre i Skotland. Og sammen med en række håndplukkede sessionmusikere, bl.a. Hugh McCracken og David Spinozza, indspillede ægteparret så pladen i the Big Apple.
Retfærdigvis skal det skrives, at Lindas rolle nok især var hustruens. Ganske vist synger hun med på pladens numre, men hendes betydning har nok især været at være kærlig og forstående over for Paul, der endnu var i omstillingsfasen efter bruddet med århundredets største popgruppe. Og den rolle skal man nok passe på med at undervurdere. Kunstnere har altid haft glæde af deres muser – også kreativt…
Selv om pladen blev en kommerciel succes med høje hitlisteplaceringer her og der, så fik den også på puklen af anmeldere, der bl.a. mente, at den var rodet og usammenhængende. Men det var lige præcis pladens særlige uensartede sammensathed, der gjorde den til en af mine personlige favoritter blandt McCartneys plader. Jeg kan huske, at jeg engang på program 3 (Danmarks Radio) høre musikeren Karsten Vogel berette om sin begejstring for McCartneys musikalske opfindsomhed på netop denne plade. Til forskel fra debutsolopladens enkelhed, så er det på Ram som om McCartney for alvor har fået sluppet det indre legebarn, som vi kender fra Beatlespladerne, løs igen. De musikalske ideer ideligt vælter frem med overraskende indfald her og der. Der er noget næsten Sgt. Peppersk over albummet – helt ud i det småkomiske albumcover, hvor Paul tager ikke tyren, men vædderen, ved hornene.
Tråden til Beatlesperioden understregedes også at, at pladen ikke blot udkom i stereo, men også i mono. Beatles’ foretrukne lydbillede.
Jeg synes stadigvæk, det er en fantastisk plade, som jeg ikke rigtig kan blive færdig med.
Ram On
Linda & Paul McCartney TV Special (1973) – I – II – III – flere klip her
I fredags kunne Apple Inc. afsløre, at ITunes-butikken har solgt mere en 5 millioner Beatlessange, siden november 2010, hvor gruppens musik omsider blev tilgængelige i den elektroniske pladebutik. Hertil skal lægges mere end 1 million album. Albummet “Abbey Road”, som også topper listen over solgte vinyler, er det mest efterspurgte hos ITunes. Og sangen “Here Comes The Sun” – en Harrison-komposition! – er den mest købte sang.
Alt andet lige, så er det godt gået af en beatgruppe, der stoppede i 1970.
Baby you can drive my car, Yes I’m gonna be a Star, Baby you can drive my car, and maybe I love you.… Stjerne er John Lennon for længst blevet. Og mere end det. Og i disse dage er hans efterladte biler genstand for medierne opmærksomhed. Hans Ferrari 300 GT 2+2 Coupe fra 1965 auktioneres og forventes at indbringe i omegnene af 100.000 – 140.000 £. Selv skulle Lennon vist have betalt 2.000 £ for automobilet, da han omsider havde fået sit kørekort og råd til at købe en sådan bil. Kort tid efter købte han også sin berømte og berygtede psykedelisk malede Rolls Royce. Dengang vakte det furore i England, at Lennon havde tilladt sig at psykedelisere sin 6 tons tunge Rolls Royce Phantom V. Men i den nærmeste fremtid udstilles den på Royal Museum BC i Victoria. Tja, the times they are-a-changin… Rigtignok.
Ikke nok med, at The Beatles remasterede udgaver storsælger, og gruppens indtog på ITunes både kommercielt og på anden måde er en kæmpesucces. Men også på vinyl kan de fire liverpooldrenge stadigvæk gøre sig stort. i følge Nielsen SoundScan, som overvåger medieforbruget, er Abbey Road-albummet for andet år i træk det mest sælgende stykke vinyl. Efterfulgt af navne som Arcade Fire (The Suburbs), The Black Keys (Brothers), Michael Jackson (Thriller) og Pink Floyd (Darks Side of the Moon). Top 10 ser sådan ud:
Top 10 Vinyl Records of 2010:
01. The Beatles – Abbey Road
02. Arcade Fire – The Suburbs
03. Black Keys – Brothers
04. Vampire Weekend – Contra
05. Michael Jackson – Thriller
06. National – High Violet
07. Beach House – Teen Dream
08. Jimi Hendrix Experience – Valleys of Neptune
09. Pink Floyd – Dark Side Of The Moon
10. The XX – XX
Hvad skal man sige til det? I hvert fald må man sige, at denne kendsgerning er med til at dementere ordene, som indleder det dramatiske højdepunkt på vinylalbummets side to: “You never give me your money/ You only give me your funny paper/ and in the middle of negotiations/you break down…”. Beatles er for alvor blevet en rigtig god forretning.
