CAPAC

Jeg har været inde på det i flere indlæg her i bloggen, også på det seneste. Dyrkelsen af The Beatles når nye højder i disse år, hvor fodgængerfeltet ved Abbey Road ophøjes til nationalt kulturklenodie, og folkevalgte politikere slår et slag for en kondemneringsmoden bolig, hvor Ringo Starr (over)levede et par år i sin barndom. Mellem linjerne har spørgsmålet ligget: Er det gået for vidt med dyrkelsen af tresserikonerne The Beatles? I går tog John Harris fat på det latente spørgsmål i The Guardian under den umisforståelige rubrik: “I am a Beatles obsessive. But let’s cut the Fabs-worship“.

Dråben, der fik bægeret til at løbe over, er det seneste ståhej om 9 Madryn Street. Som vores medblogger Torben har Beatlesbesatte Harris lagt vejen forbi den vaklende rønne for at konstatere, at bevaringsværdien er tvivlsom. Og Ringo og familien boede der jo heller ikke ret længe. Hvilket det engelske National Heritage, som tager sig af den slags spørgsmål, netop har brugt som argument for en nedrivning.

Men så gik der national politik i det, da minister Shapps gjorde en sag ud af det. Hans motiver kan man kun gisne om. Måske er han gammel Beatlefan, men det er nok mere pragmatiske, for ikke at sige opportunistiske bevæggrunde, der ligger bag.
Harris ser det seneste tiltag som endnu et eksempel på ‘transformationen af The Beatles til en national religion’.

Med tænderskærende sarkasme peger Harris på andre udslag af tilbedelsen. Ikke mindst Liverpools hengiven sig til ‘ideen om at Beatledom kan være en erstatning for den tabte merkantile fortid’ med John Lennon Lufthavn, A Hard Days Night Hotel, Magical Mystery Tours osv. Harris noterer tørt, at den Beatles-drevne regeneration ikke rigtig fungerer i al den forlorne atmosfære…

Journalisten konstaterer også, at Beatles’ kulturelle dominans især har taget til i post-Blair-perioden og nu nærmest har drænet kulturen for ilt. Og han peger på det egentlige problem med følgende, rammende kommentar: “Og tænk en gang på, hvad den statsstøttede dyrkelse af Fab Four gør ved vores anerkendelse af deres eget arbejde. Forståelsen af det væsentlige ved deres musik – den tidlige periodes flydende begejstring, det kreative vovemod i så meget af det, de skabte, det 1000 km-i-timen-tempo, hvormed de udviklede sig – besværliggøres i stigende grad af et stort tæppe af tvungen sentimentalitet“. Amen.

Og Harris forudser den dag, hvor Paul og Ringo er borte, hvor sange som ‘A Day In The Life’ er optaget i skolens sangbog og Beatlesmagien er knust…

Som antidot citerer han John Lennons desillusionerede, kyniske bemærkning om, at ‘det bare er en rockgruppe, der er gået i opløsning. Det er ikke noget vigtigt – du kan få alle pladerne, hvis du vil mindes”. Den ubenægtelige sandhed kalder Harris Lennons dom. Men han tager fejl. Beatles var ikke bare en rockgruppe. De var – og er – noget særligt. Som så ofte før skrevet, så ligger “sandheden” nok et sted mellem Beatledom og Lennons udslettende ord. Men Harris har ret i, at Beatledom har taget overhånd. Lad bulldozerne gøre deres arbejde ved 9 Madryn Street. Og lad os finde Beatlespladerne frem fra hylderne. Det er der, det sner. Stadigvæk.

9 Madryn Road er adressen på et af de steder, Ringo boede som dreng. Og som tidligere fortalt, så påtænker byrådet i Liverpool at nedrive bygningen og andre bygninger i gaden, fordi de ikke er værd at sætte i stand. Kondemneringsmodne er, hvad de er. Der er tale om ialt 445 huse fra tiden før 1919. Men, når en notabilitet som Ringo Starr har trådt sine barnesko i den vaklende rønne, så er sagen knap så enkel. Lennons og McCartneys barndomshjem er for længst blevet museale, medens George Harrisons fungerer som almindelig bolig.
Nu har Housing Minister Grant Shapps gjort endnu et forsøg på at fortøve nedrivningsprocessen ved at skrive til byrådet, så eksperter i bevaring af gamle bygninger kan komme med ideer til en redningsplan. Om det virkelig ligger Shapps på sinde at redde Beatles-“klenodiet” eller der er tale om et almindeligt populistisk forsøg på at tækkes nogle vælgere, skal jeg lade være usagt. Men i hvert fald har de lokale politikere taget henvendelsen ilde op, fordi man åbenbart ser mere pragmatisk på det faldefærdige, gamle lort…
Uanset udfaldet af sagen, så er den en udmærket illustration af, hvilken betydning The Beatles har haft på den britiske kultur.

Som tidligere dokumenteret, så er der penge i The Beatles’ efterladenskaber. Forleden solgte auktionshuset Norfolk den hvide habbit, som John Lennon bærer på coveret til Abbey Road for den nette sum af 46.000 dollars. Men der er også tale om et håndsyet sæt, designet af den parisisk modeskaber Ted Lapidus. Og måske har fodgængerfeltets nylige ophøjelse til nationalt klenodium bidraget til at få prisen op i det rette leje? Flere detaljer om auktionsbydernes personlige oplevelser med Lennon kan man læse her.

Man skal høre meget, før ørerne falder af, sagde min far altid. Nogle gange drejede søulken det over i det mere bramfri og gjorde ‘høre’ til ‘hore’… Men lad os holde os til den sobre talemåde. Her på blanke natten læser jeg, at fodgængerfeltet ved Abbey Road-studierne (afbildet på pladen med vejnavnet) er blevet ophøjet til national kulturarv. Intet er åbenbart for banalt til at blive genstand for ophøjelse til Beatles-klenodie. Måske med undtagelse af den kondemneringsmodne bolig, som Ringo boede i, da han var barn.
Jeg kan ikke befri mig helt fra den mistanke, at æren knap så meget skyldes, at de fire Beatlesmedlemmer har gået der mange gang og er blevet foreviget på pladecoveret, som det faktum, at stedet er blevet et sted, hvor turister valfarter til for at fotografere hinanden og siden hen at kunne sige, medens de kigger på pladecoveret: Der har jeg stået og gået.
Der er penge i Beatles-brandet…

En virkelig nørdet ting fra Beatlesmania-overdrevet er skuespillerinden Dora Bryans Beatle-exploitationssang “All I Want For Christmas Is A Beatle“. På coveret er Dora iført Beatle-mop og guitar, og den uforglemmelige tekst, om pigen (skuespilleriden var 39, da hun indsang den…), der ønsker sig en Beatle på juletræet (og gerne en til sin mor…) er forfattet af en vis Gladys Benton. Muligvis et pseudonym for Dora selv.
Hvis man lytter godt efter, kan man (heldigvis) godt høre, at Dora opfattede det hele som en spøg. Hun var blevet opfordret til at lave en juleplade, medens hun optrådte på Londons Adelphi Theatre i stykket “Six Of One”, og det blev altså denne spøjse sag, der faktisk blev et mindre hit med masser af radioafspilninger, et cover på Melody Maker og optræden på Top of the Pops. Selv kaldte Bryan sit lille hit for “the best bad record of 1963”.

Medlemmerne af The Beatles var også glade for opmærksomheden, de brugte noget af sangen i en af deres berømte julehilsner til fans og venner og sendte Dora et telegram med tak.

Jo, bølgerne gik virkelig højt i Beatlemania-tiden.

En af de mange anekdoter i Beatlemania-mytologien drejer sig om tilblivelsen af sangen “Yesterday”. Eller rettere teksten. Oprindeligt hed den “Scrambled Eggs”. Sangen er aldrig blevet fremført offentlig med den originale tekst før forleden, hvor tv-værten Jimmy Fallon overtalte Macca til at synge den – sammen med Fallon selv… Scrambles Eggs, Oh my Baby how I love your Legs..

Den alt for tidligt afdøde musikelsker, -nørd, -samler, -skribent m.m. Lennart Persson havde en umættelig glæde ved musik og en yderst bred musiksmag. Men Paul McCartneys sangskrivningen kunne han ikke rigtig se noget i. Selv om det overraskede mig lidt, så kommer det på den anden side ikke helt bag på mig. For jeg tror, at vi alle – alle os musikelskere med en tilsvarende umættelighed og næsten grænseløs smag for musik – har vores blinde pletter, lige som vi har vores forkærligheder, som andre kun kan ryste på hovedet over eller trække på skuldrene af.
I Lennart Perssons tilfælde kom der dog en sprække i forbeholdet over for McCartney. Nemlig, da han hørte Rickie Lee Jones’ udgave af “For No One”. Og denne omvej via en fortolkning til kilden, ja, den kender jeg godt fra andre sangskrivere. Nogle gange kan en fortolkning fungere som fremkaldervæske for en sangs kvaliteter. Og pludselig har man fået skærpet lyttesansen for den pågældende sangskrivers kvaliteter i almindelighed. Jeg tror nu ikke, at Persson blev fan af McCartney efter denne lille åbenbaring, men et forbehold blev brudt.

Beatles – For No One

Emmylou Harris – “For No One” – jeg tror, at denne version kunne have gjort det, hvis ikke jeg i forvejen var overbevist…

Cilla Black – For No One – det tror jeg til gengæld ikke, Cilla Blacks ligefremme udgave kunne have formået – selv om jeg altid godt har kunnet lide hendes stemme…

Elliott Smith kunne uden tvivl….

– men i øvrigt har sangen været planket af mange kunstnere, og det burde måske kunne overbevise om dens kvaliteter…

Medens vi er ved det, så bortauktioneres også den kopi af albummet “Double Fantasy”, som John Lennon signerede til en vis Mark Chapman, fem timer før samme Chapman vendte tilbage og skød Lennon ned foran Dakota-bygningen. I det kaos, der opstod efter nedskydningen, blev eksemplaret tabt foran indgangen til bygningen, og en servicemedarbejder samlede det op og overgivet til den offentlige anklager som bevismateriale. Men servicemedarbejderen fik det siden tilbage med tak for hjælpen.
Nu kan man så byde på på på www.momentsintime.com, som specialiserer sig i autografer og lignende memorabilia. Auktionen har fast en pris til 850.000 $, men mon ikke LP’en går for et højre bud?
Den nuværende ejer foretrækker at være anonym, fordi han/hun har modtaget dødstrusler på grund af ejerskabet. Mark Chapman sidder stadigvæk i fængsel, og Yoko Ono har modsat sig, at han skulle sættes på fri fod.
I øvrigt blev John Lennons autograferen i Mark Chapmans selskab fotograferet af fotografen Paul Goresh, som stod sammen med nogle fans uden for Dakota-bygningen. Man kan se fotografiet her.

I 1966 gennemførte The Beatles den verdensturné, der skulle blive gruppens sidste. Og fotografen Robert Whitaker fik lov til at følge de fire til Tyskland, Alaska, Japan, Hong Kong, Filippinerne osv. Han dokumenterede, hvordan livet så ud for de fire i Beatlemania: Et liv, der foregik bag lukkede døre for det meste – og så på scenerne. Det er ikke idolbilleder. Whitaker var ikke grebet af Beatlemania, men en professionel på arbejde. Det ses af de fotos, som den tyske avis Zeit viser i forbindelse med udgivelsen af Whitakers bog “The Beatles: Eight Days A Week” på tysk.

John, Paul og George øver sig lidt i garderoben, gruppen tager en slapper med Brian Epstein i drømmesenge, Ringo læser et filmblad, Paul prøver tøj, John og Ringo i japansk outfit osv. Uglamourøse fotos, men også dokumenter af en tid og en tidsånd. Stemninger. Billedet viser. Her.

If the rain comes they run and hide their heads.

Vender vi singlen om, finder vi sangen “Rain”. Kaldet Beatles’ fineste B-side nogensinde. Som “Paperback Writer” er der tale om en meget enkel popsang. Paperback Writer bruger to akkorder, Rain tre. Per Wium betegner – i sin lille bog “Beatles for alle” – de to sange som mindre poppede end de foregående singleudspil fra gruppen. Det er jeg ikke helt enig i. Vurderingen bygger på den kendsgerning, at indspilningen er mere avanceret end tidligere indspilninger. Beatles stod ved indgangen til deres anden periode, hvor koncerter var et overstået kapitel og al energien skulle lægges i sangskrivningen og – ikke mindst – studiearbejdet. På Paperback Writer og Rain eksperimenterer Beatles, George Martin og teknikerne for alvor med studiets muligheder for at skabe nye lyde og effekter. Men i bund og grund – og hørt på mere end fire årtiers afstand – så er de to sange klare popsange.

Teksten, som John Lennon vist fik inspirationen til, da gruppen indtog Australien i et kraftigt regnvejr, bliver i Ian McDonalds langhårede Kloge-åge-udlægning til en syresang. Den udtrykker ‘den vibrerende klarhed fra en godartet LSD-oplevelse’ noterer han og demonstrer derved, at han er et barn af periodens tidstypiske tendens til at trække enhver sangtekst ud på fortolkningens overdrev, fordi tekstforfatterne tog for sig af de forhåndenværende kemiske stimulanser. Selvfølgelig indtog de fire Beatler på dette og hint, men prøv engang at læse teksten. Teksten er lige som musikken uhyre enkel – også selv om de synger baglæns til sidst – og behøver ikke overfortolkningens byrde for at give god mening. Igen er det selvsagt musikkens avancerede arrangement og lydbillede, der forleder den gode McDonald til at skrive tidsånden ind i den lille sang.

Ser man bort fra tekniske detaljer – leg med båndhastighed, optagevolumen (ATOC, Automatic Transient Overload Control) osv. – så er det, der springer i ørerne Paul McCartneys impressive baspil, Ringo Starr fantastiske, spændstige, aggressive trommespil, en næsten Byrds ringlende leadguitar og så den flerstemmige sang, der sidder lige i skabet og må have givet Brian Wilson og co. noget at tygge på.

Det er sjovt at læse om gruppens eksperimenterlyst i denne fase, hvor der for alvor kommer gang i den musikalske og kreative innovation. Der er ikke altid enighed om, hvordan ideerne opstår. Om det er Lennon, McCartney, Martin eller en af teknikkerne, der får en ny idé. Men samlet set får man et billede af et kreativt miljø, hvor de fire Beatler efter nogle slidsomme år på verdens koncertscener slippes løs i den musikalske legetøjsbutik, som pladestudiet var ved at udvikle sig til – en udvikling, Beatles satte yderligere skub i gennem deres imponerende kreativitet…

Rain – digitalt fornyet.

I går satte jeg The Beatles “1” på afspilleren. I ved den med “27 No. 1 singles on 1 CD”, som der står på den lille sorte, markskrigeriske mærkat på plastikæsken. Selv om den endnu ikke er kommet i en digital forbedret udgave (med det gør den, tro mig…), så er den et genhør værd, for det giver et særligt, lidt skævt fugleflugtsoverblik over den legendariske gruppes musikalske udvikling fra Love Me Do til The Long And Winding Road.
Og for mig, som voksede op med singleplade-og EP-Beatles, er det frydefuldt at løbe denne perlerække af sange igennem, fordi genhøret genoptrykker stemninger og situationer fra de første gange, musikken åbnede sig for en. Et eller andet sted inde i hjernens grå masse må disse tidlige musikoplevelser havde lejeret sig med forbindelser til kropslige og andre stemninger, følelser, lugte, redundante lyde, synsindtryk osv. Forbindelser, der reaktiveres ved genhøret. Hver gang.

Singlen “Paperback Writer/ Rain” måttt jeg sågar sætte på repeaten, fordi den sendte frydefuld kuldegysninger ned ad ryggen. Sådan som den gjorde dengang for mange, mange år siden ved den grønne rejsegrammofon og familiens store rørforstærkede radio.

“Paperback Writer” er også noget særligt. Alene det forhold, at sangen ikke handler om kærlighedens gerninger og genvordigheder, men om et ungt menneske, der vil være billigbogsforfatter, er usædvanligt. Den intellektuelle, socialt bevidste, skarpe analytiker Ian McDonald noterer i sin bog om ‘Revolutionen i hovedet’, at sangteksten vittigt afspejler “dens æra af klasseløs ambition: generationen af ‘unge meteorer’, der i midten af tresserne  steg op fra provinsiel og proletarisk baggrund for at lade britisk mode, film og litteratur stråle”. I en note antyder McDonald måske også en anden, mere subjektiv baggrund for sangen. Paul McCartney skulle have fået ideen, da han hjalp en ven i dennes boghandel. Måske er sangen også Paul McCartneys dagdrøm: Hvad kunne det være blevet til, hvis ikke musikken havde taget over? For godt nok var det Lennon, der fik image som den semi-intellektuelle Beatle, men det var i allerhøjeste grad McCartney, der gik på kunstudstillinger, læste kloge bøger osv.

I følge Beatles-litteraturen var Paperback Writer i høj grad Paul McCartneys sang. Faktisk var den næsten fiks og færdig, da han kom i studiet med den. Men det betyder ikke, at de andre ikke havde indflydelse. Således fortæller Mark Lewison i sin bog om Beatles optagelser, at det var John Lennons idé at gøre bassen til et markant instrument. John havde hørt et nummer med soulsangeren Wilson Pickett, hvor baspillet havde en mere fremtrædende plads end på nogen Beatlessang. Og meget typisk for gruppen, så tog de inspirationen til sig ud fra devisen: Det kan vi også – og bedre. McCartney skiftede Höfnerbassen ud med en Rickenbackerbas, og ved at bruge en bashøjtaler som mikrofon (og nogle andre tekniske fiduser) lykkedes det at få den distinkte, “tykke” baslyd frem, der som en bølge bærer denne pragtfulde sang frem – og som understreger med en tyk sort streg, at McCartney er en fremragende bassist, hvis man skulle have overhørt det tidligere.

Ian McDonald peger også på et andet interessant forhold. Selv om han har et skarpt blik for det sociale i Beatles’ musik, så fremhæver han, at Paperback Writer (og singlen i det hele taget) ikke først og fremmest handler om tiden og tidsånden generelt, men om popmusikken på det tidspunkt. Beatles havde antennerne ude og registrerede med næsten seismisk finesse, hvad der skete på popmusikkens overdrev – for at lade sig inspirere og drive gruppens egen musikalske udvikling videre mod hidtil ukendte horisonter. Således antager Beatlelogerne, at gruppen må have lagt øre til Beach Boys’ og deres flerstemmige vokalarbejde på “Sloop John B”, som netop var kravlet op på hitlisterne på tidspunktet for indspilningen. Og Beatles tangerer, ja overgår, Beach Boys’ flerstemmige sang – og tilføjer oven i købet en dimension af humor. Prøv at nærlytte beatlernes falsetsang. De synger med tungen kinden, hvis man ellers kan udtrykke det sådan i denne sammenhæng. Diverse outtakes fra indspilningen understreger kun, at de har moret sig kosteligt i de 11 timer, der tog at indspille sangen.

Paperback Writer spiller lige nu på repeaten igen. Den er ikke til at blive træt af. Og der er hele tiden detaljer, der træder frem. Er det mon McCartney, der (også) spiller guitarriffet, sådan som Lennon har antydet? Macca var perfektionist og vist ikke så lidt pedantisk i studiet, når det kom til realiseringen af sine ideer. Sikket en pain in the Ass for de andre, men også en dedikeret kunstner. Never mind. Det er en uopslidelig Beatlessang.

Paperback Writer – Remaster!

[ukrediteret foto af nogle meget unge Beatler…]

Så kom Beatles på iTunes. Og medens debatten går pro-et-contra, så overrasker gruppen igen – salgsmæssigt. En uge efter lanceringen af Beatles som digital download er der solgt 450.000 album og 2 millioner singler. I følge Apple selv. Med en pris på 12.99 $ pr. album og 1.29 $ pr. single løber det op i omkring 8 millioner  $. Dertil skal lægges salg af dobbeltalbum (19.99 $) og de digitale Beatles-bokssæt (149 $).

En bieffekt af denne åbenlyse succes er, at Apple i samme åndedrag har valgt at begynde at sætte priserne på de fysiske cd-udgivelser ned, så pladerne nu sælges til 7.99 $ (altså væsentligt billigere end downloadudgaverne…) for enkeltalbum, 11.99 $ for dobbeltalbum og 129.99 $ for stereobokssættet. Som Beatlesfans vil vide, har gruppen sjældent været på tilbud, der kunne matche den almindelige inflation på området. Nedsættelsen har resulteret i, at seks af gruppens plader er dukket op igen på Amazons top 100.

Nyheden er også en understregning af cd’ens aktuelle udviklingsstatus i forhold til de digitale download…

Det er snart jul. Og hvis man mangler en original julegaveidé – og ellers har en stor tegnedreng – så er der mulighed for at erhverve John Lennons Sgt. Pepperjakke (eller rettere: en af dem) i Los Angeles. Eller hvad med et røngtenbillede af Albert Einsteins hjerne. Nærmere geniets materie kan man vel ikke komme? Men der er også andre gode sager fra de dødes efterladenskaber, bl.a. en hel del fra boet efter Johny Cash. Og så et pilleglas – tomt – som Marilyn Monroe nåede at tømme inden hun forlod denne verden… Her.

Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band- The Beatles

Manden bagerst på fotoet ovenfor er Dick Matthews. En amatørfotograf fra Liverpool, som fik æren af at tage nogle af de allerførste snapshots af Beatles, før de blev store. Omkring 200 billeder fik Matthews taget. En del af dem kan man se på denne side. Nogle af billederne er siden indgået i berømmelsens fotomappe. Matthews døde den 11. november af et hjertetilfælde, 80 år gammel.

Som skrevet er jeg i denne weekend nedsunken i Beatles’ første tid, første halvdel af tresserne. Og en af de ting, der har imponeret mig, måske mere end nogensinde før, er John Lennons mundharmonikaspil på de tidlige sange.

Som Torben kan fortælle, var det af bluesmanden Delbert McClinton , Lennon tog ved lære på det lille mundorgel. Og nærlytter man til fx Love Me Do, må man sige, at Lennon har været en mere end lærenem elev. (I dette interview kan man høre, McClinton fortælle, at Lennon ikke lærte noget af ham, men lod sig inspirere, medens Lennon anerkender sin påvirkning). Lennons mundharmonikaspil har den samme frenetiske energi, som kendetegner gruppens musikalske udfoldelse i det hele taget i disse år. Lennon gør McClintons bluesharmonika til beatharmonika. Og det er et element, der virkelig giver et ekstra drive til de tidlige sange, instrumentet bruges i.

Så vidt jeg kan læse mig frem til, så begyndte Lennon allerede at spille mundharmonika som 8-9-årig (i en alder, hvor han stadigvæk gik i korte bukser, som han fortæller i et interview). På en tur til Edinburgh med sin tante Mimi spiller John hele vejen og gør så stort et indtryk på buschaufføren, at han næste dag forærer ham en anden og bedre mundharmonika. Det fortælles også (i Philip Normans “Shout!”), at Lennon stjal en mundharmonika i en forretning i Arnhem, Holland, da gruppen var på vej til deres engagement i Hamborg.

I hvert fald var det i forbindelse med Delbert McClintons og Bruce Channels turné i England i 1962, John aflurede Delberts cross harp stil. Lennons markante harmonika høre på “I Remember You” (Star-Club-optagelse), “Love Me Do”, “Please Please Me”, “There’s A Place”, “Chains”, “From Me To You”, “Thank You Girl”, “I’ll Get You”, “Little Child”. “I Should Have Known Better” og “I’m A Looser”. Sange fra årene frem til og med 1964.

Derefter forstummer Lennons markante, rock’n roll-mundharmonika. Mundharpen forsvandt ikke helt ud af det musikalske billede, fx kan man høre den på “Rocky Racoon” (Det Hvide Album), All Together Now, Being for the Benefit of Mr Kite, Fool On the Hill og i Lennons solokarriere: Oh Yoko. Men det er ikke den samme markante brug. Spørgsmålet er så hvorfor?

Lennon citeres flere steder for at sige “it got to be a gimmick so we dropped it”. Og peger dermed på den ændring af Beatles musik, som netop skete i året 1965. Beatles var stort set færdig som koncertband på det tidspunkt, og musikken bevægede sig i en mere eksperimenterende og kompleks retning. I 1965 kom “Rubber Soul” og året efter “Revolver”.

I’m A Looser