Indlæg tagget med Beatlemania

John Lennon – og det alt for menneskelige

23. februar 2007

Ifølge DR Nyhederne har Yoko Ono nedlagt forbud mod forevisningen af filmen Working Class Hero, som BBC ville vise. årsagen skulle være, at filmen ville afsløre sider af personen John Lennon, som offentligheden skulle se i følge Yoko. Blandt andet skulle John Lennons første kone Cynthia fortælle om Johns massive stofproblemer og deres betydning for ægteskabets kuldsejling. Og en psykiater, der havde Lennon i behandling for stofmisbrug, skulle give en beskrivelse af John Lennons “besidderiske” kærlighed til Yoko Ono.
Nu ved jeg ikke, hvor overraskende disse eksempler er. Lennons stof(mis)brug har været kendt siden tresserne, og hans “store” kærlighed til Yoko har også været almindelig kendt. Fx kender man godt historien om hans personlige deroute med druk og hor, da Yoko forlod ham i en periode i halvfjerdserne.
Det er altid betænkeligt, når nogen forsøger at forskønne et billede af en kendt person. John Lennon var et menneske som alle andre; ikke nogen helgen. At han søgte tilflugt i stoffer og var slave af sit kærlighedsliv ændrer ikke en tøddel ved hans format som musiker og kunstner. Tværtimod. Lad os så se den film!

 

A Hard Days Night – udsat for Peter Sellers

22. februar 2007


Det er svært at omtale The Beatles’ tyske indspilninger af She loves you osv. uden at komme i tanke om den fabelagtige engelske komiker Peter Sellers’ kærlige håndtering af flere sange, inkl. den nævnte, som Sellers oven i købet lavede i flere udgaver: en cockney-udgave, en tysk, en irsk tandlægeudgave, en teutonsk, en chinless… Nyd ham her i en hopla-udgave af A Hard Days Night (bemærk at visse udtryk er censureret af en hyletone…):

George Harrison in Memoriam

21. februar 2007

Selv om internetsiderne er lidt uenige om, hvorvidt Beatles-medlemmet George Harrison blev født den 24. eller den 25 februar (det var vist natten imellem…), så skal det ikke forhindre bloggen her i at gøre opmærksom på, at denne fine musiker, guitarist og sangskriver ville være blevet 64 i denne uge, hvis ikke en hjernetumor var kommet i vejen.

THE ART OF DYING

There’ll come a time when all of us must leave here
Then nothing sister mary can do
Will keep me here with you
As nothing in this life that Ive been trying
Could equal or surpass the art of dying
Do you believe me?

Therell come a time when all your hopes are fading
When things that seemed so very plain
Become an awful pain
Searching for the truth among the lying
And answered when youve learned the art of dying

But youre still with me
But if you want it
Then you must find it
But when you have it
Therell be no need for it

Therell come a time when most of us return here
Brought back by our desire to be
A perfect entity
Living through a million years of crying
Until youve realized the art of dying
Do you believe me?

www.georgeharrison.com Læs mere »

Corny…Beatles

21. februar 2007


Da Beatlemania for alvor gik i gang indspillede gruppen nogle af sine hits på tysk for at tilgodese det store tyske marked. She loves you blev til Sie liebt dich (syng selv med, yeah-yeah…), I want to hold your hand blev til Komm, gibt mir deine Hand og i den dur. De fleste af disse tyske coverversioner findes på den LP’en Rarities, som udkom 1979 (oven i købet i flere udgaver) og vist ikke er genudgivet på cd endnu. Det er også på sådan en plade, at de hører hjemme, for de var mere udtryk for købmandskab end for kunstnerisk tilbøjelighed. Men corny, det er de nu.
På YouTube faldt jeg over denne herlige optagelse, hvor Mccartney og Lennon med vanlig humor går rundt og kommenterer forskellige versioner af deres melodier. Man hører tyske, italienske, japanske, franske osv. udgaver. Udgaver med Rolling Stones, Ella Fitzgerald m.fl. Og ser klip med flere af datidens navne, fx Lulu, Marianne Faithfull osv.

Opdatering: Nanne og Henrik har været så venlige at gøre opmærksom på Past Masters-serien, hvor de tyske indspilninger findes på vol. 1 (1988):

Digital Beatles

20. februar 2007

Det var, medens The Beatles arbejdede i de berømte Abbey Road-studier, at de sammen med teknikeren Ken Townsend opfandt A.D.T. A.D.T. står for automatic double tracking. John Lennon havde beklaget sig over, at han måtte synge og optage et sangspor to gange for at få den effekt, at han kunne høre sig selv synge tostemmigt (som fx på Revolution nr. 1 fra Det Hvide Album).
Fortællingen om A.D.T. kan man læse om i Kevin Ryan og Brian Kehews stortanlagte bog Recording The Beatles, der er resultatet af 10 års undersøgelse af det tekniske bag gruppens optagelser. Bogen, der allerede er blevet et hit blandt inkarnerede Beatles-fans og blev udsolgt i førsteoplaget ganske hurtigt selv om prisen er ca. 100 £, sætter fokus på de teknikere, der iført hvide og brune kitler arbejdede med The Fab Four for at forsøge at realisere deres kunstneriske ideer. Der er for så vidt ikke noget nyt i det forhold, at teknikken havde en stor betydning; det nye er, at nogen har taget sig tid til at få de forskellige teknikere til selv at fortælle om processen og dokumentere, hvad der skete i billeder og tekst. Det er fortællingen om, hvordan fire musikere, en talentfuld, lydhør producer og en række dygtige teknikere udvidede den musikalske horisont ved at udvide lydbilledet rent teknisk – og derved ændrede populærmusikhistorien.
2007 er året, hvor The Beatles’ musik sandsynligvis bliver tilgængelig alment i digital format, nemlig som mp3-filer, der kan købes og downloades fra e-butikker som I-Tunes. Og det markerer et vendepunkt i den forstand, at gruppens musik jo blev indspillet analogt.
De fleste af de påfund, Beatles, produceren George Martin og hæren af teknikere vred ud af den analoge teknik, er i dag hvermandseje. De leveres som software, som kan købes for relativt få penge. I hvert fald sammenlignet med de summer, Beatles dengang måtte bruge på at lønne de bedste teknikere i timevis.
Når man hører Beatles’ musik, fx på Sgt. Pepper, Abbey Road eller Det Hvide Album kan man godt engang imellem glemme, at det hele foregik analogt i en tid, hvor flersporsbåndoptagere var state-of-the-art. Derfor har et værk som dette sin berettigelse. Det kan minde en om, at tresserne ikke blot musikalsk var et stor epoke i popmusikkens historie, men at det også var her den teknologiske revolution omkring pladeoptagelser blev startet.
Nu mangler vi blot, at få The Beatles’ hovedværker udgivet i en digital version, der lever op til de gamle masterbånds høje standard.

Stridens æble – Apple vs. Apple

6. februar 2007

Endnu engang – den tredje – er der indgået forlig mellem de to stridende “æbler” – computerfirmaet Apple Inc. og Beatles-firmaet Apple Corps Ltd. – om brugen af den sunde logo, æblet. Den nye afgørelse giver computerfirmaet retten til navn og logo – men pålægger dem samtidigt at tilstå Beatles-folkene licens til at bruge det berømte trademark som det tidligere er sket. Den nye afgørelse skulle en gang for alle bilægge tvisten mellem de to frugter.
Tilbage står spørgsmålet, om Beatles-sangene nu vil blive tilgængelig via I-Tunes, hvor de, som tidligere nævnt, har været holdt ude? Til dels på grund af stridighederne.

Ja, jeg er en heks – Yoko Ono er tilbage

30. januar 2007

Selv om den kan ligne en Tribute to-plade, så er Yoko Onos nye skive med den selvironiske titel Yes, I’m a Witch ikke en sådan. Yoko har egenhændigt udvalgt en række mere eller mindre kendte kunstnere (se playlisten nedenfor) og bedt dem om at bearbejde nogle sange fra hendes oeuvre.
Yoko Ono musikalske udskejelser kom desværre til at stå lidt i skyggen af al balladen omkring The Beatles. Og det er en skam, for hun er en særpræget musiker, der på helt personlig vis forener elementer af asiatisk musiktradition, rock’n roll med mere eller mindre feministiske og avantgardistiske tanker om livet. Hvis man skulle være i tvivl, så kan blogbestyreren anbefale en gennemlytning af hendes OnoBox, der udkom for en del år siden (1994), og som indeholder det meste af hendes produktion.

Hør/se Yoko Ono-avantgarde-filmen Four (ikke egnet for folk, der ikke kan lide numser…). Og en anden: Blinking:

Faktisk blev der udgivet en Tribute-plade til Yoko Ono allerede i 1984: Every Man Has A Woman. Pladen er svært at opdrive, men er faktisk ret interessant, når man tager de deltagende kunstnere i betragtning: Læs mere »

My Mommy’s dead – John Lennon og moderen Julia

26. januar 2007

My mummy’s dead
I can’t get it through my head
Though it’s been so many years
My mummy’s dead
I can’t explain
So much pain
I could never show it
My mummy’s dead

– med disse ord og den lille sang slutter John Lennons debutsoloalbum Plastic Ono Band, der udkom i 1970. Pladen, hvis indhold står i skærende kontrast til omslagets idylliske billede af John og Yoko under træet, gjorde et uudsletteligt indtryk på blogbestyreren, dengang den udkom, og den er forblevet en af de plader, der stadigvæk får hårene på underarmene til at rejse sig.
Pladen var ikke blot en afsked med Beatles-perioden, men samtidig Lennons hudløse selvransagning og -analyse. En dybt personlig plade, hvor nøgne, hudløse, poetiske tekster er sat perfekt i scene i et lige så nøgent musikalsk udtryk. En fuldendt plade.
I en periode op til indspilningen af musikken havde Lennon og Ono deltaget i primalskrigsterapeuten Arthur Janovs seancer. Og det kan høres på pladen. Janov, der var elev af Wilhelm Reich og tilhørte en kropsterapeutisk tradition inden for de psykodynamiske teorier, mente, at man skulle skrige sine traumer og psykiske lidelser ud af kroppen. Og det er, hvad John Lennon gør, ikke mindst i sangen Mother:

Mother, you had me, but I never had you
I wanted you, you didn’t want me
So I, I just got to tell you
Goodbye, goodbye

Father, you left me, but I never left you
I needed you, you didn’t need me
So I, I just got to tell you
Goodbye, goodbye

Children, don’t do what I have done
I couldn’t walk and I tried to run
So I, I just got to tell you
Goodbye, goodbye

Mama don’t go
Daddy come home

Det var allerede dengang en kendt sag, at John Lennon mistede sin mor, Julia, tidligt. Hun døde i en trafikulykke i 1958, da John var 17 år. Men han havde allerede mistet hende før, for John voksede op hos sin moster Mimi. I mytologien er Mimi blevet fremstillet som den rare person, der tog sig af John, fordi moderen ikke kunne. Journalisten Torben Bille refererer myten således i sin bog Lydspor: “Han havde haft en svær barndom med en mor, der overlod ham til hans tante, før han var fyldt tre, og så døde, da han endelig havde fået kontakt med hende igen”. Men nu har John Lennons halvsøster Julia Baird udgivet bogen Imagine This: Growing Up with My Brother John Lennon (2007), der fortæller en hel anden historie om en yderst dysfunktionel Liverpool-familie og et jalousidrama mellem to søstre.
Kort fortalt, er det historien om moster Mimi, der ikke kunne acceptere, at Lennons moder i en meget ung alder giftede sig med ung sømand i handelsflåden – Alf, Johns fader – der aldrig var hjemme og derfor kastede Julia i armene på en elsker. Mimi brugte affæren – og ikke mindst dens tidstypiske følger: en datter, der blev bortadopteret – til at anmelde Julia til de social myndigheder og få tvangsfjernet John på grund af moderens påståede letlevende liv. Bairds bog afslører, at Mimi ikke var drevet af høje moralske fordringer, men af regulær misundelse og jalousi. Storesøster Mimi, der aldrig fuldbyrdede sit eget ægteskab til manden George, kastede sig selv ud i en dybt hemmelig, lidenskabelig affære til en ung biokemiker, der boede til leje hos Mimi og George. Den unge mand var halvt så gammel som Mimi, men hun var villig til at opgive alt for at følge med ham til New Zealand. Inklusive John. Bogen fortæller også om en moder, der helt frem til sin død, savnede sin søn og gentagne gange forsøgte at opsøge ham hos søsteren, blot for at blive afvist.
Mimi ønskede ikke, at John skulle se sin moder, og det til trods for, at de boede tæt på hinanden. Det var først, da John blev 11 og selv kunne gå i skole, at han fik mulighed for nu og da at besøge moderen og se, hvordan hun levede med sin nye familie.
I hvert fald siden Freud har vi godt vist, at familien er roden til alt ondt (og godt…). Familien kan være helvede på jord. Og at John Lennon skulle lide under de dysfunktionelle familiære forhold er nok med til at forklare hans behov for at udtrykke sig selv kunstnerisk, selv om man skal passe på med at overbetone et sådant patologisk motiv…

The Beatles på Valentines Day

18. januar 2007

Rygterne løber gennem de amerikanske medier: At ITunes på selveste Valentines Day ( I ved nok den der særlige amerikanske gavegivningsdag, som man også forsøger at presse ned over hovedet på os danskere…), vil gøre The Beatles’ bagkatalog tilgængeligt i en eksklusiv tremåneders periode. Beatles har ikke tidligere været gjort til genstand for den slags lovlig digital distribution. I følge Wired er det store spørgsmål nu, hvornår nyheden offentliggøres? Vil det ske i forbindelse med The Super Bowl eller..?

Se også tidligere omtale vedr. de digitale udgivelser her.

Radio Dårlig Musik

17. januar 2007

Meet the Barkers

Apropos The Smithereens’ Beatles-fortolkninger, så er der andre, der gør sig i mere respektløs omgang med klenodierne. En af de respektløse grupper er The Barkers, der – som navnet antyder – gør (vuffer!) Beatles-sange… Man kan høre eksempler på deres (ret morsomme) covers på Bad Music Radio, der også byder på andre (tvivlsomme) oplevelser som fx. William Shatners udgave af Lucy in the Sky, John Waynes sang om Amerika (Ja, ham…), Dean Milans Do It Like A Dog, Ralph Pierces Disco Duck, U.A.H.C’s I’m Proud to be a Jew og en række andre “perler”…

Meet the Beatles…and the Smithereens…

17. januar 2007

Meet the Smithereens

1964 var året, hvor Beatles udsendte pladen “Meet the Beatles” i USA. Den første regulære Beatles-longplaying-grammofonplade derovre med klassikere som: “I Want To Hold Your Hand”, “I Saw Her Standing There”, “This Boy”, “It Won’t Be Long”, “All My Loving” m. fl. Som man kan se på coveret, så er den næsten magen til LP’en “With the Beatles”; men indeholdt ikke dennes “You Really Got A Hold On Me”, “Devil In Her Heart”, “Money”, “Please Mister Postman” og”Roll Over Beethoven”, som amerikanerne først fik med næste udgivelse med den originale (!) titel “The Beatles’ Second Album”.
Nu har gruppen The Smithereens fået den idé at fejre den første udgivelse med en cover-version med titlen “Meet The Smithereens”. Man kan høre, hvad de får ud af deres anstrengelser på denne side. Og blogbestyreren må sige, at som coverversioner betragtet, så gør gruppen de udmærket. Det ligger meget tæt på originalerne.
Det er i øvrigt ikke første gang denne skive har været genstand for coverdannelse. I 1997 udkom “Meet the Covers: A Tribute to The Beatles” med alternative udgaver af pladens numre, udført af folk som: Earth, Wind & Fire, Aretha Franklin, Little Richard, Mamas & Papas, Nielsson, Wilson Pickett, Ike & Tina Turner m.fl.

Meet the Beatles

Sergent Pebersvends Ensomme Hjerters Klub Band- en minderune

5. januar 2007

Jeg sad i den bagerste del af den orange bus mod Hjerting (nr. 21 var det vist). Det var først på eftermiddagen, og på skødet havde jeg en af de orange papirsposer fra Jaspers Radio. Det var sommer – juni måned – og The Beatles’ nyeste opus Sgt. Pepper’s lonely Hearts Club Band var samme dag kommet i butikkerne i Danmark. Danmarks Radio havde fortalt om det dagen før, hvor hele pladen var blevet præsenteret. Det kunne man gøre dengang. Og det var en begivenhed, at der kom en ny Beatles-plade. Større end Dronningens Nytårstale… Jeg var taget direkte fra skole hjem og hente lommepengene og så af sted mod byen for at få fat i et eksemplar.
Et par drenge i bussen spurgte nysgerrigt til, hvad jeg havde i den solide papirspose, og jeg oplyste dem præcist om indholdet. Længere blev den snak ikke. Jeg skulle hjem og lytte. Og studere pladecoveret.
Pladen var udkommet i England og USA nogen tid før, fjorten dage eller deromkring, og Radio Luxembourg havde slidt en pr-presning op ved at spille den i døgndrift. Selv havde jeg ligget i timevis på min gamle, grimme, grønne briks med hovedet inde i den lille Nordmende-radio og lyttet til skæringerne fra den nye udgivelse. Det var kuldegysningfremkaldende at høre de nye lyde og de nye toner, selv om radioen ikke var den bedste, og selv om signalforholdene heller ikke var det. Sådan havde Beatles ikke lydt før. Sådan havde ingen lydt før.
Når jeg i dag hører nogen blasert og bagklogt affærdige pladen, så tænker jeg: De havde ikke ører dengang. De ved ikke, hvad de taler om. Eller også er de blevet ramt af voksenalderens arrogance og besserwissen. Som Klaus Lynggaard, Informations anmelder, da han for et par år siden nedgjorde Sgt. Pepper…
DJ’en på Luxembourg-radioen havde sit hyr med at komme ind og ud af skæringerne, fordi numre umærkeligt gled over i hinanden. Også uhørt dengang, hvor singlepladedominansen endnu var udbredt. Og så var det mystiske udløbsspor, som blev udsat for alskens fortolkningsforslag (og fortsat gør det…). Efter at have afspillet skiven adskillige gange kom jeg til at lave en lille skramme på pladen, så jeg siden hen har forventet, at der skulle komme en lille knæklyd i et bestemt nummer. Derfor tog det mig lidt tid at vænne mig til cd-versionen, da jeg købte den mange år senere. Lyden var næsten for ren, og jeg savnede den lille mislyd som en gammel ven. Til gengæld fik jeg så “løsningen” på omslagets mange mysterier: Hvem er hvem i galleriet? De fleste af personerne havde jeg gættet mig til eller læst mig frem til, men der var et par stykker, jeg ikke kendte. Bloggens skytsånd, Oscar Wilde, ser man lige over John Lennons højre skulder.
Sgt. Pepper’s lonely Hearts Club Band er stadigvæk en af de plader, jeg skal have med på min øde ø. Og når jeg lytter til den, så hører jeg stadigvæk den friskhed, musikalske opfindsom og spilleglæde, der væltede mig omkuld dengang i de sene tressere…
Mit favoritnummer dengang var Getting Better. På grund af teksten, som enhver skoletræt ungersvend og -mø let kunne identificere sig med: “The Teachers that taught me weren’t cool. You’re holding me down, turning me round. Filling me up with your rules”. Men især på grund af den hårde, metalliske rytmeguitar, der bankede sangen og ordene – den utilpassede Lennons ord – ind i ørerne på mig.


Beatles gav jo ikke koncert dengang. Beatlemania havde gjort det for surt at være udøvende og i øvrig ville det – dengang – være nærmest umuligt at reproducere lyden fra Sgt. Pepper. Men musikken indgik bl.a. i den tegnefilm, der blev lavet om gruppen Yellow Submarine. Her er et klip med netop ovenomtalte musik:

It’s wonderful to be here
It’s certainly a thrill
You’re such a lovely audience
We’d like to take you home with us
We’d love to take you home
I don’t really want to stop the show
…”

Beatles på mærkerne!

30. december 2006


Den 9. januar går det løs. Så kan englænderne sætte John, Paul, George & Ringo på deres breve og pakker. Så hvis man er samler – filatelist eller Beatleman – så er det med at få fat i førsteudgaver og få venner og bekendte til at sende en nogle breve….
Medens vi er ved resterne af den legendariske gruppe, så forlyder det, at Sir Paul Mccartney vil transformere sit selvbiografiske Liverpool-oratorium til et teaterstykke. Men mon ikke han springer skilmissen med sin enbenede ex over!? Læs om Maccas jul i Daily Mail, hvis du tør (A very unmerry Maccamas)!

John Lennon – renset…

21. december 2006

Det var i starten af 1970’erne, at Beatle-John på grund af sit politiske engagement kom i vanskeligheder i USA, hvor myndighederne mente, at han udgjorde en trussel mod det amerikanske samfund. Han fik gevaldige problemer med sin opholdstilladelse; mange andre kunstnere, fx Paul Simon, talte hans sag. Og mange, blandt andet historikeren Jon Wiener, mente, at der ikke var suppe på den pind, myndighederne kogte på. Derfor krævede han allerede for 25 år siden at få udleveret de sidste FBI-papirer i sagen. Siden har historikeren ført en indædt kamp for at få dem frigivet – og nu er det omsider lykkedes.
De i alt 10 sider skulle vise, at John udgjorde en trussel på grund af sine forbindelser til anti-krigsgrupper og venstreorienterede dengang i de tidlige halvfjerdsere. Men det gør de ikke, fastslår historikeren. FBIs påstande dengang var “absurde” med Wieners ord. Lennon gav udtryk for stolthed ved sin proletariske baggrund (A Workingclass hero is something to be…) og sympati for verdens undertrykte, men allierede sig ikke med bestemte venstresnoede grupperinger. FBI-dokumentet afslører derimod “government paranoia at a pathological level” (!), som en af Wieners medarbejdere, Mark Rosenbaum, udtrykte det. Og en kommentar fra en af de venstreorienterede, der nævnes i materialet, siger alt om vigtigheden af denne offentliggørelse. I kommentaren siger Said Tariq Ali: “Det morsomme ved informationerne er deres patetiske karakter. Den overvågning, der foregår i de vestlige demokratier, er lige så foruroligende nu ,som den var dengang.” FBI har ingen kommentarer til sagen. (kilde: LA Times)
John Lennon

Denis Payton – hvil i fred

18. december 2006

Denis elller Denny Payton var medlem af den engelske gruppe The Dave Clark Five, der sammen med The Beatles o.a. udgjorde spydspidsen af “The British Invasion” i USA i tresserne. Denis, der spillede harmonica, saxofon og guitar i gruppen, blev 63 år og døde som følge af “alvorlig sygdom”, som det hedder. The Dave Clark Five, der havde navn efter trommeslageren og populært blev omtalt som DC5, solgte omkring 100 millioner plader i løbet af karrieren, der varede frem til 1970. Som mange andre blev gruppen siden gendannet.
Blandt bandets mange singlehits kan nævnes “Glad all over” og “Over and over”, der begge gjorde sig godt på i Europa og USA. Hør deres hits på jukeboxen her.
Og her er de så i en video fra dengang, hvor de fulgte i fodsporet på Beatles i USA: