Indlæg tagget med Beatlemania

Meet the Beatles…and the Smithereens…

17. januar 2007

Meet the Smithereens

1964 var Ã¥ret, hvor Beatles udsendte pladen “Meet the Beatles” i USA. Den første regulære Beatles-longplaying-grammofonplade derovre med klassikere som: “I Want To Hold Your Hand”, “I Saw Her Standing There”, “This Boy”, “It Won’t Be Long”, “All My Loving” m. fl. Som man kan se pÃ¥ coveret, sÃ¥ er den næsten magen til LP’en “With the Beatles”; men indeholdt ikke dennes “You Really Got A Hold On Me”, “Devil In Her Heart”, “Money”, “Please Mister Postman” og”Roll Over Beethoven”, som amerikanerne først fik med næste udgivelse med den originale (!) titel “The Beatles’ Second Album”.
Nu har gruppen The Smithereens fÃ¥et den idé at fejre den første udgivelse med en cover-version med titlen “Meet The Smithereens”. Man kan høre, hvad de fÃ¥r ud af deres anstrengelser pÃ¥ denne side. Og blogbestyreren mÃ¥ sige, at som coverversioner betragtet, sÃ¥ gør gruppen de udmærket. Det ligger meget tæt pÃ¥ originalerne.
Det er i øvrigt ikke første gang denne skive har været genstand for coverdannelse. I 1997 udkom “Meet the Covers: A Tribute to The Beatles” med alternative udgaver af pladens numre, udført af folk som: Earth, Wind & Fire, Aretha Franklin, Little Richard, Mamas & Papas, Nielsson, Wilson Pickett, Ike & Tina Turner m.fl.

Meet the Beatles

Sergent Pebersvends Ensomme Hjerters Klub Band- en minderune

5. januar 2007

Jeg sad i den bagerste del af den orange bus mod Hjerting (nr. 21 var det vist). Det var først pÃ¥ eftermiddagen, og pÃ¥ skødet havde jeg en af de orange papirsposer fra Jaspers Radio. Det var sommer – juni mÃ¥ned – og The Beatles’ nyeste opus Sgt. Pepper’s lonely Hearts Club Band var samme dag kommet i butikkerne i Danmark. Danmarks Radio havde fortalt om det dagen før, hvor hele pladen var blevet præsenteret. Det kunne man gøre dengang. Og det var en begivenhed, at der kom en ny Beatles-plade. Større end Dronningens NytÃ¥rstale… Jeg var taget direkte fra skole hjem og hente lommepengene og sÃ¥ af sted mod byen for at fÃ¥ fat i et eksemplar.
Et par drenge i bussen spurgte nysgerrigt til, hvad jeg havde i den solide papirspose, og jeg oplyste dem præcist om indholdet. Længere blev den snak ikke. Jeg skulle hjem og lytte. Og studere pladecoveret.
Pladen var udkommet i England og USA nogen tid før, fjorten dage eller deromkring, og Radio Luxembourg havde slidt en pr-presning op ved at spille den i døgndrift. Selv havde jeg ligget i timevis på min gamle, grimme, grønne briks med hovedet inde i den lille Nordmende-radio og lyttet til skæringerne fra den nye udgivelse. Det var kuldegysningfremkaldende at høre de nye lyde og de nye toner, selv om radioen ikke var den bedste, og selv om signalforholdene heller ikke var det. Sådan havde Beatles ikke lydt før. Sådan havde ingen lydt før.
NÃ¥r jeg i dag hører nogen blasert og bagklogt affærdige pladen, sÃ¥ tænker jeg: De havde ikke ører dengang. De ved ikke, hvad de taler om. Eller ogsÃ¥ er de blevet ramt af voksenalderens arrogance og besserwissen. Som Klaus Lynggaard, Informations anmelder, da han for et par Ã¥r siden nedgjorde Sgt. Pepper…
DJ’en pÃ¥ Luxembourg-radioen havde sit hyr med at komme ind og ud af skæringerne, fordi numre umærkeligt gled over i hinanden. OgsÃ¥ uhørt dengang, hvor singlepladedominansen endnu var udbredt. Og sÃ¥ var det mystiske udløbsspor, som blev udsat for alskens fortolkningsforslag (og fortsat gør det…). Efter at have afspillet skiven adskillige gange kom jeg til at lave en lille skramme pÃ¥ pladen, sÃ¥ jeg siden hen har forventet, at der skulle komme en lille knæklyd i et bestemt nummer. Derfor tog det mig lidt tid at vænne mig til cd-versionen, da jeg købte den mange Ã¥r senere. Lyden var næsten for ren, og jeg savnede den lille mislyd som en gammel ven. Til gengæld fik jeg sÃ¥ “løsningen” pÃ¥ omslagets mange mysterier: Hvem er hvem i galleriet? De fleste af personerne havde jeg gættet mig til eller læst mig frem til, men der var et par stykker, jeg ikke kendte. Bloggens skytsÃ¥nd, Oscar Wilde, ser man lige over John Lennons højre skulder.
Sgt. Pepper’s lonely Hearts Club Band er stadigvæk en af de plader, jeg skal have med pÃ¥ min øde ø. Og nÃ¥r jeg lytter til den, sÃ¥ hører jeg stadigvæk den friskhed, musikalske opfindsom og spilleglæde, der væltede mig omkuld dengang i de sene tressere…
Mit favoritnummer dengang var Getting Better. PÃ¥ grund af teksten, som enhver skoletræt ungersvend og -mø let kunne identificere sig med: “The Teachers that taught me weren’t cool. You’re holding me down, turning me round. Filling me up with your rules”. Men især pÃ¥ grund af den hÃ¥rde, metalliske rytmeguitar, der bankede sangen og ordene – den utilpassede Lennons ord – ind i ørerne pÃ¥ mig.


Beatles gav jo ikke koncert dengang. Beatlemania havde gjort det for surt at være udøvende og i øvrig ville det – dengang – være nærmest umuligt at reproducere lyden fra Sgt. Pepper. Men musikken indgik bl.a. i den tegnefilm, der blev lavet om gruppen Yellow Submarine. Her er et klip med netop ovenomtalte musik:

It’s wonderful to be here
It’s certainly a thrill
You’re such a lovely audience
We’d like to take you home with us
We’d love to take you home
I don’t really want to stop the show
…”

Beatles på mærkerne!

30. december 2006


Den 9. januar gÃ¥r det løs. SÃ¥ kan englænderne sætte John, Paul, George & Ringo pÃ¥ deres breve og pakker. SÃ¥ hvis man er samler – filatelist eller Beatleman – sÃ¥ er det med at fÃ¥ fat i førsteudgaver og fÃ¥ venner og bekendte til at sende en nogle breve….
Medens vi er ved resterne af den legendariske gruppe, så forlyder det, at Sir Paul Mccartney vil transformere sit selvbiografiske Liverpool-oratorium til et teaterstykke. Men mon ikke han springer skilmissen med sin enbenede ex over!? Læs om Maccas jul i Daily Mail, hvis du tør (A very unmerry Maccamas)!

John Lennon – renset…

21. december 2006

Det var i starten af 1970’erne, at Beatle-John pÃ¥ grund af sit politiske engagement kom i vanskeligheder i USA, hvor myndighederne mente, at han udgjorde en trussel mod det amerikanske samfund. Han fik gevaldige problemer med sin opholdstilladelse; mange andre kunstnere, fx Paul Simon, talte hans sag. Og mange, blandt andet historikeren Jon Wiener, mente, at der ikke var suppe pÃ¥ den pind, myndighederne kogte pÃ¥. Derfor krævede han allerede for 25 Ã¥r siden at fÃ¥ udleveret de sidste FBI-papirer i sagen. Siden har historikeren ført en indædt kamp for at fÃ¥ dem frigivet – og nu er det omsider lykkedes.
De i alt 10 sider skulle vise, at John udgjorde en trussel pÃ¥ grund af sine forbindelser til anti-krigsgrupper og venstreorienterede dengang i de tidlige halvfjerdsere. Men det gør de ikke, fastslÃ¥r historikeren. FBIs pÃ¥stande dengang var “absurde” med Wieners ord. Lennon gav udtryk for stolthed ved sin proletariske baggrund (A Workingclass hero is something to be…) og sympati for verdens undertrykte, men allierede sig ikke med bestemte venstresnoede grupperinger. FBI-dokumentet afslører derimod “government paranoia at a pathological level” (!), som en af Wieners medarbejdere, Mark Rosenbaum, udtrykte det. Og en kommentar fra en af de venstreorienterede, der nævnes i materialet, siger alt om vigtigheden af denne offentliggørelse. I kommentaren siger Said Tariq Ali: “Det morsomme ved informationerne er deres patetiske karakter. Den overvÃ¥gning, der foregÃ¥r i de vestlige demokratier, er lige sÃ¥ foruroligende nu ,som den var dengang.” FBI har ingen kommentarer til sagen. (kilde: LA Times)
John Lennon

Denis Payton – hvil i fred

18. december 2006

Denis elller Denny Payton var medlem af den engelske gruppe The Dave Clark Five, der sammen med The Beatles o.a. udgjorde spydspidsen af “The British Invasion” i USA i tresserne. Denis, der spillede harmonica, saxofon og guitar i gruppen, blev 63 Ã¥r og døde som følge af “alvorlig sygdom”, som det hedder. The Dave Clark Five, der havde navn efter trommeslageren og populært blev omtalt som DC5, solgte omkring 100 millioner plader i løbet af karrieren, der varede frem til 1970. Som mange andre blev gruppen siden gendannet.
Blandt bandets mange singlehits kan nævnes “Glad all over” og “Over and over”, der begge gjorde sig godt pÃ¥ i Europa og USA. Hør deres hits pÃ¥ jukeboxen her.
Og her er de så i en video fra dengang, hvor de fulgte i fodsporet på Beatles i USA: