Paul McCartney har rejst sig fra sygelejet og genoptaget sin heftige koncertaktivitet. Og det har bla. ført ham til Candlestick Park i San Francisco, det sted, hvor Beatles spillede deres sidste officielle koncert for mange år siden. Nu skal stedet kondemneres, men Macca nåede lige at give en koncert, der også knyttede tråde tilbage til Beatlemania. Long Tall Sally…
I går var det 45 år siden det berømte coverfoto til Beatlespladen Abbey Road blev til. Man kan læse mere om tilblivelsen her. Et ikonisk billede. Pladen blev officielt udsendt Storbritannien den 26 September 1969.
“Nobody knew for sure that it was going to be the last album – but everybody felt it was. The Beatles had gone through so much and for such a long time. They’d been incarcerated with each other for nearly a decade, and I was surprised that they had lasted as long as they did. I wasn’t at all surprised that they’d split up because they all wanted to lead their own lives – and I did, too. It was a release for me as well.” George Martin Anthology
Fra hestens egen mund – Paul McCartneys hjemmeside – forlyder det, at Wings-pladerne “Venus and Mars” og “At the Speed of Sound” genudgives til september i såvel fysiske som digitale formater. Der kommer både standardversioner (den originale cd + en med ekstramateriale) og en luksusudgave bestående af 2 cder og en dvd plus en bog.
“Venus and Mars” har siden den udkom første gang været en af mine favoritplader med Wings. Den gik rent ind dengang. Så derfor er jeg seriøst fristet til at få fat i genudgivelsen. “At the Speed of Sound” synes jeg til gengæld ikke rigtig levede op til mine forventninger. Men måske skal jeg give den en chance til ved lejlighed?
50-året for Beatles’ begyndelse har givet sig udslag i diversen komplette udgivelser af bandets værk. Senest har vi fået både den amerikanske udgave og den japanske udgave af det oprindelige bokssæt. Og nu kommer alle pladerne så også i en ny, forbedret vinyludgave. Hvad mere kan vi ønske os beatlemanikere? Restaureret vinylmono må være det ultimative.
I 1964 var Beatles godt igang med at rulle Beatlemania ud over kloden. Også i USA. Men på dette tidspunkt for 50 år siden, måtte det fire mopheads fra Liverpool dog se sig forvist til Billboard-listens andenplads med “Love me do”. De blev fortrængt af tre piger fra New Orleans, Louisiana, der med en sang af Phil Spector, Jeff Barry og Ellie Greenwich, understregede, at der stadigvæk blev lavet lytteværdig pop i Amerika. Barbara Ann Hawkins, søsteren Rosa Lee og deres kusine Joan Marie Johnson gled fra listens andenplads til førstepladsen med “Chapel of Love”, der solgte mere en 1 million eksemplarer og gav pigerne en guldplade. Sangen var i øvrigt allerede blevet indspillet af Dalene Love i 63 og af Ronettes og The Blossoms i 64, men Dixie Cups hittede altså med sangen. Ugen efter lå den også nr. 1 og opholdt sig ialt 11 uger på listen, heraf de tre på toppen.
Sangen blev fulgt op af en lille håndfuld andre hits, bl.a. “Iko Iko”, men ingen kom i nærheden af “Chapel of love”. Gruppen eksisterer endnu, selv om der har været pauser undervejs.
Kigger man lidt nærmere på top-10-listen denne uge for et halvt århundrede siden, så kan man se, at godt nok har Beatles sat et kraftig aftryk med “Love me do” og “P.S. I love you” og fået selskab af Peter & Gordon med “A World Without You” og Billy J. Kramer and the Dakotas og deres “Little Children”, men ellers er det amerikansk vokalpop, der beklæder pladserne. På tredjepladsen liggger Mary Wells med “My Guy”, efterfulgt af Ray Charles Singers med “Love me with all your heart” og Louis Armstrong med “Hello Dolly”. Den britiske invasion var begyndt, men havde endnu ikke helt fået overtaget.
Skruer vi hitlisten yderligere et tiår tilbage til uge 23 i 1964, så finder vi Beatles på førstepladsen af den danske Top 20 med “Can’t buy me love”. Det var tredje uge i træk den lå på førstepladsen, og den fik endnu en uge der. Længere ned på listen finder vi andre Beatlesange. På 6. pladen “All my loving”, på 10. pladsen “I saw her standing there”, på 15. pladsen “My Bonnie” (m. Tony Sheridan) og endelig som ny deltager på listen “Aon’t she sweet” på en 17. plads. Jovist, der var gang i Beatlemania den uge for 50 år siden. Og det var mindre end et år siden, de første gang dukkede op med “Twist and Shout” (uge 35, 1963).
En anden måde at måle Beatlemania på er at se på, hvor mange coverversioner, der kom. Og “Can’t buy me love” blev alene i 1964 planket af så forskellige navne som Alvin and the Chipmunks, The Supremes og – selveste Ella Fitzgerald.
Klokken er 5:38 og et sted i det mørkeste Jylland er en flok håbefulde studerende ved at gøre sig klar til disciplinen “mundtlig eksamen”, så jeg må hellere overlade casa til familia og drage ud på landevejene. Jeg krydser fingre for de håbefulde… Og hvad kan man så skråle på dette tidspunkt af døgnet? Go’ morgen, go’ morgen…
I år er det også 50 år siden, Beatles offentliggjorde deres første film – A Hard Days Night. Og i The Independent fortæller Andrew Robert om den forskel Beatles-filmen gjorde, da den satte en ny dagsorden for teenagefilm. Indtil Beatlesfilmen havde teenagefilmene været præget af et meget konservativt billede af teenagerne, hvor der altid var voksne autoriteter i nærheden til at holde de unge i ørerne. Filmene – fx Cliff Richards – var ofte fiktioner over fandyrkningen af idolerne med skrigende piger osv. Men alt blev holdt inden for anstændigheden rammer. Det skulle de voksne nok sørge for.
Beatles-filmen skilte sig ud ved at være en absurd fortælling om drengenes egne oplevelser med beatlemaniske fans. Filmen viser et England fra gamle dage med gamle jerbanestationer og pubs, men er – takket være Richard Lester – en modernistisk film med håndholdt kamera, hurtig klipperytme og masser af absurd humor. Selv i dag virker den som en saltvandsindsprøjtning.
Vi kommer ikke uden om at markere dagen – for 50 år siden – hvor The Beatles optrådte på det berømte Ed Sullivan Show på amerikansk tv og kickstartede Beatlemania derovre. Men – når sandheden skal frem var denne optræden på tossekassen ikke populærmusikkens svar på Big Bang, sådan som den ofte er blevet fremstillet. Jorden for Beatles gennembrud i USA var blevet gødet godt og grundigt inden dag. Læs fx denne artikel om Beatles vej til berømmelse i ‘guds eget land’.
Dagens sang, der steg op af hjernens dybere lag og satte sig fast i spilledåsen, var The Beatles’ “Can’t buy me love”. Den sang har altid været en af mine Beatles-favoritter. Og den sidder stadigvæk lige i skabet – og er efter min mening indbegrebet af, hvad Beatles stod for dengang Beatlemania stod på sit højeste. Et budskab om, at kærligheden er det vigtigste og bedste middel mod den materialisme, som tresserne også blev et bastant udtryk for. All you need is love, som det senere hed hos Beatles selv.
En lille anbefaling til alle bloglæsere med beatlemaniske tilbøjeligheder. Det udmærkede musiktidsskrift Mojo har i sit seneste novembernummer Paul McCartney på forsiden og i et stort interview. Men det allerbedste er den opsamlingscd, der følger med magasinet. Songs in the key of Paul kalder Mojo opsamlingen, der består af femten numre, der alle kan siges at demonstrere, at The Beatles’ – og ikke mindst Paul McCartneys – musikalske ånd svæver over den moderne pop- og rockmusik. Mange af navnene er relativt ukendte, men samlet set dokumenterer denne fine opsamling i hvor høj grad McCartney og Beatles har sat deres præg på det melodiske, harmoniske osv. i moderne pop og rock. Jeg kan kun anbefale, at man lytter til opsamlingen, der har haft en så heldig hånd i sit udvalg.
Vækkeurssangen denne morgen var The Beatles’ “Yer Blues” med den klare Dylan-henvisning: “I feel so suicidal just like Dylan’s Mr. Jones” (Ballad of a thin Man). Sangen, der som mange andre Beatlessange fra det album er blevet vendt og drejet af analytikere, kan læses på mange ledder og kanter. En af dem er: som en bitter kærlighedssang – “Oh girl you know the reason why”.
Og kan man forestille sig nogen mere oplagt end John Lennon til at synge denne mørke sang?
Yes I’m lonely wanna die
Yes I’m lonely wanna die
If I ain’t dead already
Ooh girl you know the reason why
In the morning wanna die
In the evening wanna die
If I ain’t dead already
Ooh girl you know the reason why
My mother was of the sky
My father was of the earth
But I am of the universe
And you know what it’s worth
I’m lonely wanna die
If I ain’t dead already
Ooh girl you know the reason why
The eagle picks my eye
The worm he licks my bone
I feel so suicidal
Just like Dylan’s Mr. Jones
Lonely wanna die
If I ain’t dead already
Ooh girl you know the reason why
Black cloud crossed my mind
Blue mist round my soul
Feel so suicidal
Even hate my rock ‘n’ roll
Wanna die yeah wanna die
If I ain’t dead already
Ooh girl you know the reason why
Man skulle tro, at alt var sagt og skrevet om The Beatles. Som nedenstående video også dokumenterer, så er der forfattet et hav af bøger om de fire talentfulde drenge fra Liverpoool. Men nej. Om kort tid udsender Beatles-kenderen Mark Lewisohn et trebindsværk om bandet. Her forsøger han at fortælle en historie, der ikke er fortalt før om fænomenet, der ændrede kulturen i tresserne. All these years hedder bogværket. Tune in hedder første bind, og der er masser af læsestof. Ikke mindst, hvis man investerer i den næsten 1800 sider store udvidede særudgave til omkring 120 pund.
Her kan du se og høre forfatteren fortælle om sit værk:
Macca fanget bag scenen med sit band. Uden udenomsværker. Det fungerer. Det er godt.
