Indlæg tagget med bil

Tycho Brahe 2.0

26. februar 2008


Netop som jeg havde kørt automobilet ud af garagen og skulle sætte igang mod arbejdspladsen knækkede mit koblingpedal af. Skyndte mig så at låne svigerfars lille vakse Suzuki Swift. På vejen kørte jeg så ind for at kompensere for den benzin, jeg har brændt af ved at låne Swiften et par gange, og kunne så ikke starte den igen. Batteriet var dødt. Tycho, where are you?

PS. Skal du sÃ¥ ikke have en ny bil, spurgte en kollega? UnderforstÃ¥et: SÃ¥dan en gammel kasse har man kun bøvl med. Men nej, den minder mig alt for meget om voksenalderens plager. Knagende knogler og smÃ¥reperationer (tænder og nye briller). Og i øvrigt har min kollega lige mÃ¥ttet punge 7000 kroner ud pÃ¥ sin ganske nye model…

En tysk kreaturvogn – DKW – erindringsskitse

2. februar 2008

Da jeg for 35 år siden (tja..) fik kørekort, fik jeg lov til at køre i min fars Morris 1000. Oven i købet fik jeg lov til køre til gymnasiet i den, fordi min far alligevel var væk det meste af ugen, da han sejlede mellem Esbjerg og England. Jeg var privilegeret.

Blandt sine kolleger havde min far en maskinmester, Carlo, der var en meget venlig mand med stil. Han var den lykkelige besidder af en DKW totakter. Og da han skulle skifte den ud med en større og mere komfortabel model foreslog han, at min far skulle købe den – til mig. For små 3000 kr.

Carlo havde vist fået den af sin broder, da han fik en større bil, og nu ville han så for et symbolsk beløb sende den videre. Af en eller anden grund – sikkert udsigten til flere forsikringsregninger og afgifter – takkede min far nej. Til min ærgrelse.

Men lige siden har jeg synes, at denne model med to farver og to takter har været noget helt særligt. En drømmebil. DKW, der jo står for Dampf Kraft Wagen (og ikke Deutsche Kreatur Wagen, som vi spøgefuldt sagde dengang) er åbenbart et mærke, der har fulgt mig gennem mange år. I hvert fald var det en DKW-motorcykel, min onkel havde, og som jeg fik lov til at sidde på som en bette knægt.

Taunus 12 M – erindringsfragment

1. februar 2008

Taunus 12 M anno 19621

I min barndoms gader var der ikke mange biler. Og jeg kan kun komme tanke om ganske få i vores bekendtskabskred, der frem til midten af tresserne ejede en bil. Derfor vakte det gevaldig opsigt, da en nabo i 1962-63 fik sig en sort Taunus 12 M.
Manden, hvis navn vi vil beholde for os selv af diskrete Ã¥rsager – lad os kalde han Ernst – var et ungt menneske, der havde en meget livlig fantasi (nogle vil nok foretrække at sige, at han var en notorisk løgnhals, men dem om det…) og pyntede gerne pÃ¥ den i forvejen lidt grÃ¥ virkelighed. SÃ¥ledes fortalte han, at hans smukke unge kone havde en fortid som fotomodel i København. Hendes nydelige ydre talte for, at historien kunne være sandt. Men de jorbbundne naboer kunne ikke lade være med at lufte deres skepsis: Hvorfor var hun sÃ¥ var endt (oveni købet sammen med Ernst…) i en ussel lille lejlighed i et esbjergensisk arbejderkvarter? Det var en gÃ¥de, der snart blev forvandlet til en sladderhistorie: Hun havde ikke været model, men været en dulle “løs pÃ¥ trÃ¥den”, som det eufemistisk hed dengang.
Men Ernst var en rar mand. Vi børn kunne godt lide ham, for han tog sig tid til at snakke med os og til at underholde os med sine vidtløftige historier. Vi fik ogsÃ¥ en kulørt historie om hans erhvervelse af den skinnende sorte Taunus og om hans meriter som chauffør. Ernst stod der i gÃ¥rden i skjorteærmer og fortalte med et stort smil under sit sorte hÃ¥r historien for et lydhørt publikum. Vi var ‘Ã¥ben mund og polypper’ af ren benovelse. Og benovelsen holdt et par dage, lige indtil han kørte ind i et træ i NygÃ¥rdsvej lige uden for Bødtkers Tømmerhandel. Hvordan det var gÃ¥et til, husker jeg ikke. Men synet af bilen, der stod der med snuden mod træet, husker jeg, som var det i gÃ¥r.
Det viste sig, at Ernst hverken havde kørekort eller havde fÃ¥et bilen pÃ¥ helt legal vis. Et stykke tid derefter sÃ¥ vi ikke noget til ham, men sÃ¥ dukkede han op igen – med nye historier i ærmet.

  1. klik på billedet og se det i stor udgave[back]

Uafvendelighed – klimaforandringer

26. november 2007

På morgenens tur med gravhunden passerede jeg en af de århusianske indfaldsveje. Og selv om vi skulle over et fodgængerfelt med belysning tog det sin tid. Langt fra alle bilister var til sinds at standse og lade os kommer over på den anden side. Selv om færdselsloven foreskriver det. Folk har jo travlt sådan en morgen. Og der var mange biler.
Det fik mig til at tænke pÃ¥ noget, som den lokale mekaniker sagde til mig forleden. Ved værkstedet stod der rigtig mange biler og ventede pÃ¥ at blive repareret. Da jeg hentydede til arbejdspresset, sagde han: “For nogle Ã¥r siden var der “døde” perioder her i butikken. Men ikke længere. Det er, fordi dem, der tidligere ikke havde rÃ¥d til en bil, har det nu, og dem, der tidligere havde en bil, har nu rÃ¥d til to, og dem, der havde to biler…”. Ingen tvivl om det. En stor del af danskerne har fÃ¥et flere penge mellem hænderne (friværdi!) og bruger en del af dem pÃ¥ biler.
Når man tænker på den klimaproblematik, der netop ikke dominerede valgkampen, og som har fået en stedmoderlige behandling i regeringsgrundlaget, så kan man godt bliver lidt bekymret.
For lidt over en uge siden var der et interview med Jørgen Leth i Information. Anledningen var den nye bog. Interviewet overskrift var “Livet og lysten” og handlede netop om disse to ting. Til allersidst i interviewet spørger intervieweren, Kristen Bjørnkjær, sÃ¥: “- Hvad tænker du som kosmopolitisk rejsende om klimaspørgsmÃ¥let. Har vi hÃ¥b?” Og Leth svarer: “Jeg har stor respekt for Al Gore og det, han gør, men jeg er ikke sÃ¥ optimistisk, for somme tider har jeg en fornemmelse af, at der er noget uafvendeligt i gang. Jeg tror, at videnskabsmændene har ret i deres forudsigelser – mere end offentligheden er klar over. Det bekymrer mig.”. At der er noget uafvendeligt i gang. Den fornemmelse har jeg ogsÃ¥. Naturkatastrofernes antal er firdoblet inden for de seneste Ã¥r. Australiens landbrug er truet af en Ã¥relang tørke, der ingen ende synes at fÃ¥. Og sÃ¥ videre.

Folkevognsrugbrødet fylder 60

5. oktober 2007

Mere Information gør i en lille notits opmærksom pÃ¥, at en af hippiernes foretrukne transportmidler, VW “Rugbrødet”, fylder 60 Ã¥r. Vi ønsker nostalgisk og anakronistisk til lykke!

Oldtimerradio: Blaupunkt Ludwigshafen

27. juli 2007

Jeg faldt lige over et billede af min automobilradio: Blaupunkt Ludwigshafen anno 1972. PÃ¥ siden med det sigende navn www.oldtimerradio. com kan man studere tilsvarende nostalgiske radioer – uden cd-, mp3-afspiller, digital søgning og andre nymodens ting. Til gengæld var/er de bundsolide…

En materialists bekymringer

9. juli 2007

Vi lever ikke kun i ideernes verden. Materien kommer vi ikke udenom. Men, hvorfor behøver man ligefrem at få et emotionelt forhold til det materielle? Jo, fordi ting ofte har en historie. Tænk blot på alle de anakronistiske og nostalgiske indlæg her og hisset.
Det er da ogsÃ¥ gÃ¥et sÃ¥dan, at capac har fÃ¥et et nært forhold til sit retro-automobil, som han arvede efter sin gamle far. Capac regnede ikke med, at den skulle være i familien længere, end det tog at sætte den til salg for en passende pris. SÃ¥dan skulle det ikke gÃ¥. Nu er den her pÃ¥ tredje Ã¥r, og capac er begyndt at holde af det gamle dyr. Derfor var det ikke uden en vis bekymring (at bekymre sig er noget, man skal undgÃ¥, jævnfør Regitze…), at der lød en ringende, bankende metallisk lyd, da bilen blev startet her til morgen. Den smeldende, skingre lyd kom fra udstødningrøret kunne jeg se, da jeg var kommet ned pÃ¥ alle fire og havde fÃ¥et hovedet sÃ¥ langt ind under vognen, som muligt var. Derfor slog capac et smut forbi den lokale mekaniker, Jørgen, der kun ligger et stenkast fra capacs garage. Heldigvis viste det sig, at der var tale om ubetydelig metalring, der havde revet sig løs. Med lidt rustopløsningsmiddel og et par fastnøgler skulle problemet kunne løses – uden omkostninger. Det sidste er ikke uvæsentligt, for det er dyrt at komme til mekanikeren. Og indtil videre har automobilet ikke budt pÃ¥ voldsomme udgifter. Heldigvis.

Store skibe og små biler

8. juli 2007

Tyske Roald Amundsen - en brigg
Da capac, iført automobilet, vendte tilbage fra eksilet i det nordvestjyske, mente fruen, at det ville være en god idé at køre via havnen i Ã…rhus. For at citere Wayne fra Waynes World: Not! Verden gÃ¥r videre uden for eksilet, og Ã…rhus har benyttet eksileringen til at afholde skibsfest i byen – med trafikalt kaos til følge. Men flotte, det er de, sÃ¥dan nogle sejlskibe.

Water, Water, everywhere!

23. juni 2007

Den lykkedes lige denne her at komme helskindet og lidt renere igennem et skybrud mellem Ã…rhus og Hørning… Før var det et automobil, nu et amfibie…

Racerbiler

28. december 2006

I gÃ¥r lykkedes det omsider for blogbestyreren at komme ind og se det Ã¥rhusianske kunstmuseum Aros’ tilløbsstykke Racing Cars – The Art Dimension. 20 racerbiler fra perioden 1936 og frem til nutiden. Et kondenseret overblik over en teknologisk udvikling inden for et begrænset omrÃ¥de. I modsætning til mange andre udstillinger herligt overskuelig og overkommelig!
Og uden at ville se KUNST i de firhjulede, sÃ¥ er det imponerende, hvor megen fantasi, kreativitet og æstetisk sans, der ligger gemt i disse maskiner. Det er slÃ¥ende at se, hvordan formsansen efterhÃ¥nden – omkring 1970 groft taget – afløses af en rent tekno-videnskabelig kalkulation med fremdrift, aerodynamik og sÃ¥ videre. I gamle dage var det ikke nok at køre stærkt, man skulle ogsÃ¥ være en fryd for øjet. Sagt pÃ¥ en anden mÃ¥de: de ældste biler er de smukkeste… Min favorit er en nærmest postkasserød Alfa Romeo fra 1936. Den ældste i samlingen. Den ville jeg have kunnet score med dengang, det ikke hed at score. Hvis ellers der havde været plads til to i den.
Jeg er ellers ikke meget til racersport. Synes det er tåbeligt at se løb i fjernsynet. Der er sportsgrene, der ikke egner sig til tv. Racersport er en af dem.
Min interesse for racerbiler og motoriseret fart forsvandt omkring 1971. Den toppede med Steve Mcqueen -filmen Le Mans, som jeg selvfølgelig sÃ¥ i min barndoms Strandbio. Dengang var det vildt spændende. Filmen gjorde et stort indtryk. Jeg kan huske ,at alene lyden var imponerede med den tids mÃ¥lestok. Det var længe for THX og alt det gejl. Men egentlig tror jeg, at interessen forsvandt sammen med interessen for knallerter. Min tre-gearede Tomos, der havde transporteret mig til skole og tilbage igen gennem et par Ã¥r, sygnede hen i mine forældres garage og endte pÃ¥ et spejderloppemarked – og jeg fik kørekort med ret til at lÃ¥ne min fars Morris 1000, nÃ¥r han var ude at sejle, hvilket han var for det meste. Og samtidig kom der andre interesser. Bortset fra piger: litteratur, film, kunst osv.

Udstillingen kan anbefales alle af begge køn. Den skulle efter planen slutte d. 31/12, men er blevet forlænget nogle dage ind i januar, fordi bilerne alligevel ikke blive hentet før…

PS. Lee H. Katzins film Le Mans har jeg ikke set siden dengang, og jeg har en fæl fornemmelse af, at jeg nok vil blive skuffet ved et gensyn. MÃ¥ske lige bortset fra Steve Mcqueen…