CAPAC

Netop som jeg havde kørt automobilet ud af garagen og skulle sætte igang mod arbejdspladsen knækkede mit koblingpedal af. Skyndte mig så at låne svigerfars lille vakse Suzuki Swift. På vejen kørte jeg så ind for at kompensere for den benzin, jeg har brændt af ved at låne Swiften et par gange, og kunne så ikke starte den igen. Batteriet var dødt. Tycho, where are you?

PS. Skal du så ikke have en ny bil, spurgte en kollega? Underforstået: Sådan en gammel kasse har man kun bøvl med. Men nej, den minder mig alt for meget om voksenalderens plager. Knagende knogler og småreperationer (tænder og nye briller). Og i øvrigt har min kollega lige måttet punge 7000 kroner ud på sin ganske nye model…

Da jeg for 35 år siden (tja..) fik kørekort fik jeg lov til at køre i min fars Morris 1000. Oven i købet fik jeg lov til køre til gymnasiet i den, fordi min far alligevel var væk det meste af ugen, da han sejlede mellem Esbjerg og England. Jeg var privilegeret.
Blandt sine kolleger havde min far en maskinmester, Carlo, der var en meget venlig mand med stil. Han var den lykkelige besidder af en DKW totakter. Og da han skulle skifte den ud med en større og mere komfortabel model foreslog han, at min far skulle købe den – til mig. For små 3000 kr. Carlo havde vist fået den af sin broder, da han fik en større bil, og nu ville han så for et symbolsk beløb sende den videre.
Af en eller anden grund – sikkert udsigten til flere forsikringsregninger og afgifter – takkede min far nej. Til min ærgelse. Men lige siden har jeg synes, at denne model med to farver og to takter har været noget helt særligt. En drømmebil.
DKW, der jo står for Dampf Kraft Wagen (og ikke Deutsche Kreatur Wagen, som vi spøgefuldt sagde dengang) er åbenbart et mærke, der har fulgt mig gennem mange år. Se bare her.

¹

I min barndoms gader var der ikke mange biler. Og jeg kan kun komme tanke om ganske få i vores bekendtskabskred, der frem til midten af tresserne ejede en bil. Derfor vakte det gevaldig opsigt, da en nabo i 1962-63 fik sig en sort Taunus 12 M.
Manden, hvis navn vi vil beholde for os selv af diskrete årsager – lad os kalde han Ernst – var et ungt menneske, der havde en meget livlig fantasi (nogle vil nok foretrække at sige, at han var en notorisk løgnhals, men dem om det…) og pyntede gerne på den i forvejen lidt grå virkelighed. Således fortalte han, at hans smukke unge kone havde en fortid som fotomodel i København. Hendes nydelige ydre talte for, at historien kunne være sandt. Men de jorbbundne naboer kunne ikke lade være med at lufte deres skepsis: Hvorfor var hun så var endt (oveni købet sammen med Ernst…) i en ussel lille lejlighed i et esbjergensisk arbejderkvarter? Det var en gåde, der snart blev forvandlet til en sladderhistorie: Hun havde ikke været model, men været en dulle “løs på tråden”, som det eufemistisk hed dengang.
Men Ernst var en rar mand. Vi børn kunne godt lide ham, for han tog sig tid til at snakke med os og til at underholde os med sine vidtløftige historier. Vi fik også en kulørt historie om hans erhvervelse af den skinnende sorte Taunus og om hans meriter som chauffør. Ernst stod der i gården i skjorteærmer og fortalte med et stort smil under sit sorte hår historien for et lydhørt publikum. Vi var ‘åben mund og polypper’ af ren benovelse. Og benovelsen holdt et par dage, lige indtil han kørte ind i et træ i Nygårdsvej lige uden for Bødtkers Tømmerhandel. Hvordan det var gået til, husker jeg ikke. Men synet af bilen, der stod der med snuden mod træet, husker jeg, som var det i går.
Det viste sig, at Ernst hverken havde kørekort eller havde fået bilen på helt legal vis. Et stykke tid derefter så vi ikke noget til ham, men så dukkede han op igen – med nye historier i ærmet.

1. klik på billedet og se det i stor udgave [back]

På morgenens tur med gravhunden passerede jeg en af de århusianske indfaldsveje. Og selv om vi skulle over et fodgængerfelt med belysning tog det sin tid. Langt fra alle bilister var til sinds at standse og lade os kommer over på den anden side. Selv om færdselsloven foreskriver det. Folk har jo travlt sådan en morgen. Og der var mange biler.
Det fik mig til at tænke på noget, som den lokale mekaniker sagde til mig forleden. Ved værkstedet stod der rigtig mange biler og ventede på at blive repareret. Da jeg hentydede til arbejdspresset, sagde han: “For nogle år siden var der “døde” perioder her i butikken. Men ikke længere. Det er, fordi dem, der tidligere ikke havde råd til en bil, har det nu, og dem, der tidligere havde en bil, har nu råd til to, og dem, der havde to biler…”. Ingen tvivl om det. En stor del af danskerne har fået flere penge mellem hænderne (friværdi!) og bruger en del af dem på biler.
Når man tænker på den klimaproblematik, der netop ikke dominerede valgkampen, og som har fået en stedmoderlige behandling i regeringsgrundlaget, så kan man godt bliver lidt bekymret.
For lidt over en uge siden var der et interview med Jørgen Leth i Information. Anledningen var den nye bog. Interviewet overskrift var “Livet og lysten” og handlede netop om disse to ting. Til allersidst i interviewet spørger intervieweren, Kristen Bjørnkjær, så: “- Hvad tænker du som kosmopolitisk rejsende om klimaspørgsmålet. Har vi håb?” Og Leth svarer: “Jeg har stor respekt for Al Gore og det, han gør, men jeg er ikke så optimistisk, for somme tider har jeg en fornemmelse af, at der er noget uafvendeligt i gang. Jeg tror, at videnskabsmændene har ret i deres forudsigelser – mere end offentligheden er klar over. Det bekymrer mig.”. At der er noget uafvendeligt i gang. Den fornemmelse har jeg også. Naturkatastrofernes antal er firdoblet inden for de seneste år. Australiens landbrug er truet af en årelang tørke, der ingen ende synes at få. Og så videre.

Mere Information gør i en lille notits opmærksom på, at en af hippiernes foretrukne transportmidler, VW “Rugbrødet”, fylder 60 år. Vi ønsker nostalgisk og anakronistisk til lykke!

Jeg faldt lige over et billede af min automobilradio: Blaupunkt Ludwigshafen anno 1972. På siden med det sigende navn www.oldtimerradio. com kan man studere tilsvarende nostalgiske radioer – uden cd-, mp3-afspiller, digital søgning og andre nymodens ting. Til gengæld var/er de bundsolide…

Vi lever ikke kun i ideernes verden. Materien kommer vi ikke udenom. Men, hvorfor behøver man ligefrem at få et emotionelt forhold til det materielle? Jo, fordi ting ofte har en historie. Tænk blot på alle de anakronistiske og nostalgiske indlæg her og hisset.
Det er da også gået sådan, at capac har fået et nært forhold til sit retro-automobil, som han arvede efter sin gamle far. Capac regnede ikke med, at den skulle være i familien længere, end det tog at sætte den til salg for en passende pris. Sådan skulle det ikke gå. Nu er den her på tredje år, og capac er begyndt at holde af det gamle dyr. Derfor var det ikke uden en vis bekymring (at bekymre sig er noget, man skal undgå, jævnfør Regitze…), at der lød en ringende, bankende metallisk lyd, da bilen blev startet her til morgen. Den smeldende, skingre lyd kom fra udstødningrøret kunne jeg se, da jeg var kommet ned på alle fire og havde fået hovedet så langt ind under vognen, som muligt var. Derfor slog capac et smut forbi den lokale mekaniker, Jørgen, der kun ligger et stenkast fra capacs garage. Heldigvis viste det sig, at der var tale om ubetydelig metalring, der havde revet sig løs. Med lidt rustopløsningsmiddel og et par fastnøgler skulle problemet kunne løses – uden omkostninger. Det sidste er ikke uvæsentligt, for det er dyrt at komme til mekanikeren. Og indtil videre har automobilet ikke budt på voldsomme udgifter. Heldigvis.

Da capac, iført automobilet, vendte tilbage fra eksilet i det nordvestjyske, mente fruen, at det ville være en god idé at køre via havnen i Århus. For at citere Wayne fra Waynes World: Not! Verden går videre uden for eksilet, og Århus har benyttet eksileringen til at afholde skibsfest i byen – med trafikalt kaos til følge. Men flotte, det er de, sådan nogle sejlskibe.

Den lykkedes lige denne her at komme helskindet og lidt renere igennem et skybrud mellem Århus og Hørning… Før var det et automobil, nu et amfibie…

I går lykkedes det omsider for blogbestyreren at komme ind og se det århusianske kunstmuseum Aros’ tilløbsstykke Racing Cars – The Art Dimension. 20 racerbiler fra perioden 1936 og frem til nutiden. Et kondenseret overblik over en teknologisk udvikling inden for et begrænset område. I modsætning til mange andre udstillinger herligt overskuelig og overkommelig!
Og uden at ville se KUNST i de firhjulede, så er det imponerende, hvor megen fantasi, kreativitet og æstetisk sans, der ligger gemt i disse maskiner. Det er slående at se, hvordan formsansen efterhånden – omkring 1970 groft taget – afløses af en rent tekno-videnskabelig kalkulation med fremdrift, aerodynamik og så videre. I gamle dage var det ikke nok at køre stærkt, man skulle også være en fryd for øjet. Sagt på en anden måde: de ældste biler er de smukkeste… Min favorit er en nærmest postkasserød Alfa Romeo fra 1936. Den ældste i samlingen. Den ville jeg have kunnet score med dengang, det ikke hed at score. Hvis ellers der havde været plads til to i den.
Jeg er ellers ikke meget til racersport. Synes det er tåbeligt at se løb i fjernsynet. Der er sportsgrene, der ikke egner sig til tv. Racersport er en af dem.
Min interesse for racerbiler og motoriseret fart forsvandt omkring 1971. Den toppede med Steve Mcqueen -filmen Le Mans, som jeg selvfølgelig så i min barndoms Strandbio. Dengang var det vildt spændende. Filmen gjorde et stort indtryk. Jeg kan huske ,at alene lyden var imponerede med den tids målestok. Det var længe for THX og alt det gejl. Men egentlig tror jeg, at interessen forsvandt sammen med interessen for knallerter. Min tre-gearede Tomos, der havde transporteret mig til skole og tilbage igen gennem et par år, sygnede hen i mine forældres garage og endte på et spejderloppemarked – og jeg fik kørekort med ret til at låne min fars Morris 1000, når han var ude at sejle, hvilket han var for det meste. Og samtidig kom der andre interesser. Bortset fra piger: litteratur, film, kunst osv.

Udstillingen kan anbefales alle af begge køn. Den skulle efter planen slutte d. 31/12, men er blevet forlænget nogle dage ind i januar, fordi bilerne alligevel ikke blive hentet før…

PS. Lee H. Katzins film Le Mans har jeg ikke set siden dengang, og jeg har en fæl fornemmelse af, at jeg nok vil blive skuffet ved et gensyn. Måske lige bortset fra Steve Mcqueen…