Netop som jeg havde kørt automobilet ud af garagen og skulle sætte igang mod arbejdspladsen knækkede mit koblingpedal af. Skyndte mig så at låne svigerfars lille vakse Suzuki Swift. På vejen kørte jeg så ind for at kompensere for den benzin, jeg har brændt af ved at låne Swiften et par gange, og kunne så ikke starte den igen. Batteriet var dødt. Tycho, where are you?
PS. Skal du sÃ¥ ikke have en ny bil, spurgte en kollega? UnderforstÃ¥et: SÃ¥dan en gammel kasse har man kun bøvl med. Men nej, den minder mig alt for meget om voksenalderens plager. Knagende knogler og smÃ¥reperationer (tænder og nye briller). Og i øvrigt har min kollega lige mÃ¥ttet punge 7000 kroner ud pÃ¥ sin ganske nye model…
Da jeg for 35 år siden (tja..) fik kørekort, fik jeg lov til at køre i min fars Morris 1000. Oven i købet fik jeg lov til køre til gymnasiet i den, fordi min far alligevel var væk det meste af ugen, da han sejlede mellem Esbjerg og England. Jeg var privilegeret.
Blandt sine kolleger havde min far en maskinmester, Carlo, der var en meget venlig mand med stil. Han var den lykkelige besidder af en DKW totakter. Og da han skulle skifte den ud med en større og mere komfortabel model foreslog han, at min far skulle købe den – til mig. For små 3000 kr.
Carlo havde vist fået den af sin broder, da han fik en større bil, og nu ville han så for et symbolsk beløb sende den videre. Af en eller anden grund – sikkert udsigten til flere forsikringsregninger og afgifter – takkede min far nej. Til min ærgrelse.
Men lige siden har jeg synes, at denne model med to farver og to takter har været noget helt særligt. En drømmebil. DKW, der jo står for Dampf Kraft Wagen (og ikke Deutsche Kreatur Wagen, som vi spøgefuldt sagde dengang) er åbenbart et mærke, der har fulgt mig gennem mange år. I hvert fald var det en DKW-motorcykel, min onkel havde, og som jeg fik lov til at sidde på som en bette knægt.
I min barndoms gader var der ikke mange biler. Og jeg kan kun komme tanke om ganske få i vores bekendtskabskred, der frem til midten af tresserne ejede en bil. Derfor vakte det gevaldig opsigt, da en nabo i 1962-63 fik sig en sort Taunus 12 M.
Manden, hvis navn vi vil beholde for os selv af diskrete Ã¥rsager – lad os kalde han Ernst – var et ungt menneske, der havde en meget livlig fantasi (nogle vil nok foretrække at sige, at han var en notorisk løgnhals, men dem om det…) og pyntede gerne pÃ¥ den i forvejen lidt grÃ¥ virkelighed. SÃ¥ledes fortalte han, at hans smukke unge kone havde en fortid som fotomodel i København. Hendes nydelige ydre talte for, at historien kunne være sandt. Men de jorbbundne naboer kunne ikke lade være med at lufte deres skepsis: Hvorfor var hun sÃ¥ var endt (oveni købet sammen med Ernst…) i en ussel lille lejlighed i et esbjergensisk arbejderkvarter? Det var en gÃ¥de, der snart blev forvandlet til en sladderhistorie: Hun havde ikke været model, men været en dulle “løs pÃ¥ trÃ¥den”, som det eufemistisk hed dengang.
Men Ernst var en rar mand. Vi børn kunne godt lide ham, for han tog sig tid til at snakke med os og til at underholde os med sine vidtløftige historier. Vi fik ogsÃ¥ en kulørt historie om hans erhvervelse af den skinnende sorte Taunus og om hans meriter som chauffør. Ernst stod der i gÃ¥rden i skjorteærmer og fortalte med et stort smil under sit sorte hÃ¥r historien for et lydhørt publikum. Vi var ‘Ã¥ben mund og polypper’ af ren benovelse. Og benovelsen holdt et par dage, lige indtil han kørte ind i et træ i NygÃ¥rdsvej lige uden for Bødtkers Tømmerhandel. Hvordan det var gÃ¥et til, husker jeg ikke. Men synet af bilen, der stod der med snuden mod træet, husker jeg, som var det i gÃ¥r.
Det viste sig, at Ernst hverken havde kørekort eller havde fÃ¥et bilen pÃ¥ helt legal vis. Et stykke tid derefter sÃ¥ vi ikke noget til ham, men sÃ¥ dukkede han op igen – med nye historier i ærmet.
På morgenens tur med gravhunden passerede jeg en af de århusianske indfaldsveje. Og selv om vi skulle over et fodgængerfelt med belysning tog det sin tid. Langt fra alle bilister var til sinds at standse og lade os kommer over på den anden side. Selv om færdselsloven foreskriver det. Folk har jo travlt sådan en morgen. Og der var mange biler.
Det fik mig til at tænke pÃ¥ noget, som den lokale mekaniker sagde til mig forleden. Ved værkstedet stod der rigtig mange biler og ventede pÃ¥ at blive repareret. Da jeg hentydede til arbejdspresset, sagde han: “For nogle Ã¥r siden var der “døde” perioder her i butikken. Men ikke længere. Det er, fordi dem, der tidligere ikke havde rÃ¥d til en bil, har det nu, og dem, der tidligere havde en bil, har nu rÃ¥d til to, og dem, der havde to biler…”. Ingen tvivl om det. En stor del af danskerne har fÃ¥et flere penge mellem hænderne (friværdi!) og bruger en del af dem pÃ¥ biler.
Når man tænker på den klimaproblematik, der netop ikke dominerede valgkampen, og som har fået en stedmoderlige behandling i regeringsgrundlaget, så kan man godt bliver lidt bekymret.
For lidt over en uge siden var der et interview med Jørgen Leth i Information. Anledningen var den nye bog. Interviewet overskrift var “Livet og lysten” og handlede netop om disse to ting. Til allersidst i interviewet spørger intervieweren, Kristen Bjørnkjær, sÃ¥: “- Hvad tænker du som kosmopolitisk rejsende om klimaspørgsmÃ¥let. Har vi hÃ¥b?” Og Leth svarer: “Jeg har stor respekt for Al Gore og det, han gør, men jeg er ikke sÃ¥ optimistisk, for somme tider har jeg en fornemmelse af, at der er noget uafvendeligt i gang. Jeg tror, at videnskabsmændene har ret i deres forudsigelser – mere end offentligheden er klar over. Det bekymrer mig.”. At der er noget uafvendeligt i gang. Den fornemmelse har jeg ogsÃ¥. Naturkatastrofernes antal er firdoblet inden for de seneste Ã¥r. Australiens landbrug er truet af en Ã¥relang tørke, der ingen ende synes at fÃ¥. Og sÃ¥ videre.
Mere Information gør i en lille notits opmærksom pÃ¥, at en af hippiernes foretrukne transportmidler, VW “Rugbrødet”, fylder 60 Ã¥r. Vi ønsker nostalgisk og anakronistisk til lykke!
Jeg faldt lige over et billede af min automobilradio: Blaupunkt Ludwigshafen anno 1972. PÃ¥ siden med det sigende navn www.oldtimerradio. com kan man studere tilsvarende nostalgiske radioer – uden cd-, mp3-afspiller, digital søgning og andre nymodens ting. Til gengæld var/er de bundsolide…
Vi lever ikke kun i ideernes verden. Materien kommer vi ikke udenom. Men, hvorfor behøver man ligefrem at få et emotionelt forhold til det materielle? Jo, fordi ting ofte har en historie. Tænk blot på alle de anakronistiske og nostalgiske indlæg her og hisset.
Det er da ogsÃ¥ gÃ¥et sÃ¥dan, at capac har fÃ¥et et nært forhold til sit retro-automobil, som han arvede efter sin gamle far. Capac regnede ikke med, at den skulle være i familien længere, end det tog at sætte den til salg for en passende pris. SÃ¥dan skulle det ikke gÃ¥. Nu er den her pÃ¥ tredje Ã¥r, og capac er begyndt at holde af det gamle dyr. Derfor var det ikke uden en vis bekymring (at bekymre sig er noget, man skal undgÃ¥, jævnfør Regitze…), at der lød en ringende, bankende metallisk lyd, da bilen blev startet her til morgen. Den smeldende, skingre lyd kom fra udstødningrøret kunne jeg se, da jeg var kommet ned pÃ¥ alle fire og havde fÃ¥et hovedet sÃ¥ langt ind under vognen, som muligt var. Derfor slog capac et smut forbi den lokale mekaniker, Jørgen, der kun ligger et stenkast fra capacs garage. Heldigvis viste det sig, at der var tale om ubetydelig metalring, der havde revet sig løs. Med lidt rustopløsningsmiddel og et par fastnøgler skulle problemet kunne løses – uden omkostninger. Det sidste er ikke uvæsentligt, for det er dyrt at komme til mekanikeren. Og indtil videre har automobilet ikke budt pÃ¥ voldsomme udgifter. Heldigvis.
I gÃ¥r lykkedes det omsider for blogbestyreren at komme ind og se det Ã¥rhusianske kunstmuseum Aros’ tilløbsstykke Racing Cars – The Art Dimension. 20 racerbiler fra perioden 1936 og frem til nutiden. Et kondenseret overblik over en teknologisk udvikling inden for et begrænset omrÃ¥de. I modsætning til mange andre udstillinger herligt overskuelig og overkommelig!
Og uden at ville se KUNST i de firhjulede, sÃ¥ er det imponerende, hvor megen fantasi, kreativitet og æstetisk sans, der ligger gemt i disse maskiner. Det er slÃ¥ende at se, hvordan formsansen efterhÃ¥nden – omkring 1970 groft taget – afløses af en rent tekno-videnskabelig kalkulation med fremdrift, aerodynamik og sÃ¥ videre. I gamle dage var det ikke nok at køre stærkt, man skulle ogsÃ¥ være en fryd for øjet. Sagt pÃ¥ en anden mÃ¥de: de ældste biler er de smukkeste… Min favorit er en nærmest postkasserød Alfa Romeo fra 1936. Den ældste i samlingen. Den ville jeg have kunnet score med dengang, det ikke hed at score. Hvis ellers der havde været plads til to i den.
Jeg er ellers ikke meget til racersport. Synes det er tåbeligt at se løb i fjernsynet. Der er sportsgrene, der ikke egner sig til tv. Racersport er en af dem.
Min interesse for racerbiler og motoriseret fart forsvandt omkring 1971. Den toppede med Steve Mcqueen -filmen Le Mans, som jeg selvfølgelig sÃ¥ i min barndoms Strandbio. Dengang var det vildt spændende. Filmen gjorde et stort indtryk. Jeg kan huske ,at alene lyden var imponerede med den tids mÃ¥lestok. Det var længe for THX og alt det gejl. Men egentlig tror jeg, at interessen forsvandt sammen med interessen for knallerter. Min tre-gearede Tomos, der havde transporteret mig til skole og tilbage igen gennem et par Ã¥r, sygnede hen i mine forældres garage og endte pÃ¥ et spejderloppemarked – og jeg fik kørekort med ret til at lÃ¥ne min fars Morris 1000, nÃ¥r han var ude at sejle, hvilket han var for det meste. Og samtidig kom der andre interesser. Bortset fra piger: litteratur, film, kunst osv.
Udstillingen kan anbefales alle af begge køn. Den skulle efter planen slutte d. 31/12, men er blevet forlænget nogle dage ind i januar, fordi bilerne alligevel ikke blive hentet før…
PS. Lee H. Katzins film Le Mans har jeg ikke set siden dengang, og jeg har en fæl fornemmelse af, at jeg nok vil blive skuffet ved et gensyn. MÃ¥ske lige bortset fra Steve Mcqueen…
Ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det. [Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare]
Cicero, år 43 f. Kr.
Manden bag CAPAC
Hvem eller hvad er Capac?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internettider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 14 år.
Velkommen.
Kontakt
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er emailadressen følgende:
capac[SNABELA]capac.dk
Capac: About this weblog
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog. And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification of the
danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 14 years.
Welcome
Omtale af musik etc. / Reviewing music etc.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(mr.capac_SNABELA_gmail.com).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful. (Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Om brug af billeder – The use of internet photos etc.
Når man låner billeder på nettet kan det være svært at afgøre, om de er “frie” eller ej. Jeg bestræber mig dog altid på kun at bruge billeder, der ikke er behæftet med rettigheder. Og i de tilfælde, hvor det er muligt, altid at angive navnet på fotografen/kilden.
Skulle nogen derude mene, at jeg krænker deres rettigheder til et billede, så kontakt mig, og det vil straks blive fjernet. Det gælder også links til videoer.
/
This site takes pride in using pictures that are not copyrighted or are royalty free. If I know the name of the photographer I always mention it.
Should someone out there regard my publishing of one of their photos and/or video footage as a violation of their copyright, do drop me a mail and I’ll remove it right away.
Ovenstående formulering er venligst lånt af Torben Bille og fru Anna-Katrine. Tak.
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”. -Joni Mitchell
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
