Indlæg tagget med bil

Tycho Brahe 2.0

26. februar 2008


Netop som jeg havde kørt automobilet ud af garagen og skulle sætte igang mod arbejdspladsen knækkede mit koblingpedal af. Skyndte mig så at låne svigerfars lille vakse Suzuki Swift. På vejen kørte jeg så ind for at kompensere for den benzin, jeg har brændt af ved at låne Swiften et par gange, og kunne så ikke starte den igen. Batteriet var dødt. Tycho, where are you?

PS. Skal du sÃ¥ ikke have en ny bil, spurgte en kollega? UnderforstÃ¥et: SÃ¥dan en gammel kasse har man kun bøvl med. Men nej, den minder mig alt for meget om voksenalderens plager. Knagende knogler og smÃ¥reperationer (tænder og nye briller). Og i øvrigt har min kollega lige mÃ¥ttet punge 7000 kroner ud pÃ¥ sin ganske nye model…

En tysk kreaturvogn – DKW – erindringsskitse

2. februar 2008

Da jeg for 35 år siden (tja..) fik kørekort fik jeg lov til at køre i min fars Morris 1000. Oven i købet fik jeg lov til køre til gymnasiet i den, fordi min far alligevel var væk det meste af ugen, da han sejlede mellem Esbjerg og England. Jeg var privilegeret.
Blandt sine kolleger havde min far en maskinmester, Carlo, der var en meget venlig mand med stil. Han var den lykkelige besidder af en DKW totakter. Og da han skulle skifte den ud med en større og mere komfortabel model foreslog han, at min far skulle købe den – til mig. For smÃ¥ 3000 kr. Carlo havde vist fÃ¥et den af sin broder, da han fik en større bil, og nu ville han sÃ¥ for et symbolsk beløb sende den videre.
Af en eller anden grund – sikkert udsigten til flere forsikringsregninger og afgifter – takkede min far nej. Til min ærgelse. Men lige siden har jeg synes, at denne model med to farver og to takter har været noget helt særligt. En drømmebil.
DKW, der jo står for Dampf Kraft Wagen (og ikke Deutsche Kreatur Wagen, som vi spøgefuldt sagde dengang) er åbenbart et mærke, der har fulgt mig gennem mange år. Se bare her.

Taunus 12 M – erindringsfragment

1. februar 2008

Taunus 12 M anno 1962 ((klik på billedet og se det i stor udgave))

I min barndoms gader var der ikke mange biler. Og jeg kan kun komme tanke om ganske få i vores bekendtskabskred, der frem til midten af tresserne ejede en bil. Derfor vakte det gevaldig opsigt, da en nabo i 1962-63 fik sig en sort Taunus 12 M.
Manden, hvis navn vi vil beholde for os selv af diskrete Ã¥rsager – lad os kalde han Ernst – var et ungt menneske, der havde en meget livlig fantasi (nogle vil nok foretrække at sige, at han var en notorisk løgnhals, men dem om det…) og pyntede gerne pÃ¥ den i forvejen lidt grÃ¥ virkelighed. SÃ¥ledes fortalte han, at hans smukke unge kone havde en fortid som fotomodel i København. Hendes nydelige ydre talte for, at historien kunne være sandt. Men de jorbbundne naboer kunne ikke lade være med at lufte deres skepsis: Hvorfor var hun sÃ¥ var endt (oveni købet sammen med Ernst…) i en ussel lille lejlighed i et esbjergensisk arbejderkvarter? Det var en gÃ¥de, der snart blev forvandlet til en sladderhistorie: Hun havde ikke været model, men været en dulle “løs pÃ¥ trÃ¥den”, som det eufemistisk hed dengang.
Men Ernst var en rar mand. Vi børn kunne godt lide ham, for han tog sig tid til at snakke med os og til at underholde os med sine vidtløftige historier. Vi fik ogsÃ¥ en kulørt historie om hans erhvervelse af den skinnende sorte Taunus og om hans meriter som chauffør. Ernst stod der i gÃ¥rden i skjorteærmer og fortalte med et stort smil under sit sorte hÃ¥r historien for et lydhørt publikum. Vi var ‘Ã¥ben mund og polypper’ af ren benovelse. Og benovelsen holdt et par dage, lige indtil han kørte ind i et træ i NygÃ¥rdsvej lige uden for Bødtkers Tømmerhandel. Hvordan det var gÃ¥et til, husker jeg ikke. Men synet af bilen, der stod der med snuden mod træet, husker jeg, som var det i gÃ¥r.
Det viste sig, at Ernst hverken havde kørekort eller havde fÃ¥et bilen pÃ¥ helt legal vis. Et stykke tid derefter sÃ¥ vi ikke noget til ham, men sÃ¥ dukkede han op igen – med nye historier i ærmet.

Uafvendelighed – klimaforandringer

26. november 2007

På morgenens tur med gravhunden passerede jeg en af de århusianske indfaldsveje. Og selv om vi skulle over et fodgængerfelt med belysning tog det sin tid. Langt fra alle bilister var til sinds at standse og lade os kommer over på den anden side. Selv om færdselsloven foreskriver det. Folk har jo travlt sådan en morgen. Og der var mange biler.
Det fik mig til at tænke pÃ¥ noget, som den lokale mekaniker sagde til mig forleden. Ved værkstedet stod der rigtig mange biler og ventede pÃ¥ at blive repareret. Da jeg hentydede til arbejdspresset, sagde han: “For nogle Ã¥r siden var der “døde” perioder her i butikken. Men ikke længere. Det er, fordi dem, der tidligere ikke havde rÃ¥d til en bil, har det nu, og dem, der tidligere havde en bil, har nu rÃ¥d til to, og dem, der havde to biler…”. Ingen tvivl om det. En stor del af danskerne har fÃ¥et flere penge mellem hænderne (friværdi!) og bruger en del af dem pÃ¥ biler.
Når man tænker på den klimaproblematik, der netop ikke dominerede valgkampen, og som har fået en stedmoderlige behandling i regeringsgrundlaget, så kan man godt bliver lidt bekymret.
For lidt over en uge siden var der et interview med Jørgen Leth i Information. Anledningen var den nye bog. Interviewet overskrift var “Livet og lysten” og handlede netop om disse to ting. Til allersidst i interviewet spørger intervieweren, Kristen Bjørnkjær, sÃ¥: “- Hvad tænker du som kosmopolitisk rejsende om klimaspørgsmÃ¥let. Har vi hÃ¥b?” Og Leth svarer: “Jeg har stor respekt for Al Gore og det, han gør, men jeg er ikke sÃ¥ optimistisk, for somme tider har jeg en fornemmelse af, at der er noget uafvendeligt i gang. Jeg tror, at videnskabsmændene har ret i deres forudsigelser – mere end offentligheden er klar over. Det bekymrer mig.”. At der er noget uafvendeligt i gang. Den fornemmelse har jeg ogsÃ¥. Naturkatastrofernes antal er firdoblet inden for de seneste Ã¥r. Australiens landbrug er truet af en Ã¥relang tørke, der ingen ende synes at fÃ¥. Og sÃ¥ videre.

Folkevognsrugbrødet fylder 60

5. oktober 2007

Mere Information gør i en lille notits opmærksom pÃ¥, at en af hippiernes foretrukne transportmidler, VW “Rugbrødet”, fylder 60 Ã¥r. Vi ønsker nostalgisk og anakronistisk til lykke!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...