Indlæg tagget med biografer

Godt brølt, løve! – MGMs løve – erindret

13. november 2011

I denne weblog har jeg ofte fortalt om min barndoms og ungdoms biografer og de oplevelser, de gav anledning til. Strandbio, Phønix Bio, Kosmorama osv. Biograferne har for min generation været en væsentlig del af den kulturelle dannelse, vi fik. Ikke mindst i årene før tv-mediet for alvor tog over.

Til biografoplevelser hørte ikke kun de mange film, men også biografreklamerne. Både de billige, der kun bestod af enkelte fotos og måske en speakerstemme, og de “rigtige” reklamefilm. Og introen med de lårsvingende piger, som man aldrig vil glemme, før det kan være lige meget.

Noget andet, jeg heller aldrig vil glemme, er filmselskabernes logoer. Især MGMs løver. Den brølende løve i det cirkulære bannerlogo med indskriften “Ars Gratia Artis” (kunst for kunsten skyld! Et slogan, man ikke altid har holdt i hævd i filmbranchen – heller ikke hos MGM…). Eller rettere de brølende løver, for der var flere. Og ofte har jeg tænkt på, hvad der mon var sket med dem – og hvordan deres liv mon har været.

Leo the Lion er navnet på maskotten for Metro-Goldwyn-Mayer, og det var art director Lionel S. Reiss, der fik æren for at have fundet på produktionslogoet. Den første Leo hed egentlig Slats og var aktiv fra 1917 til 1928. Slats, der kom til verden i Dublins Zoo, brølede i alle MGMs sort-hvide film i perioden 1924-28. Slats døde i 1936 og hans skind ligger til skue på McPherson Museum i McPherson.

Den næste Leo var Jackie, der lignede Slats til forveksling og var den første, man kunne høre brøle i biografsalen. Man havde optaget hans brølen på en grammofonplade, som blev afspillet, medens billederne gled over skærmen. Som en slags foregribelse af talefilmen. Jackie fik æren af at indlede alle de sort-hvide film i årene 1928-1956.

Tanner afløste Jackie i 1934. Og han fik lov til at indlede MGMs Technicolor-film i årene 1934-56 og tegnefilm i perioden 135-67 (med en pause fra 1958 til 1963).

George var kun aktiv fra 1956-58 og var den Leo, der havde den kraftigste manke.

Den femte løve er Leo, som er blevet brugt fra 1957 og frem til i dag. Han har været at skue i de fleste af MGMs film i det tidsrum. Leo forlod også sit logo og optrådte i tv-udgaven af Tarzan-filmene og i de Tarzan-film, hvor Mike Henry havde hovedrollen. Leo har også optrådt i nogle andre film.

Selv om MGM har haft tilløb til andre logoer og faktisk lavede et nyt i 1986 med en grafisk fremstillet løve, så har man holdt fast i Leo the Lion hele vejen igennem. Grafikken og lyden er blevet justeret og forfinet undervejs, men det grundlæggende logo har vist sig at være nærmest uopslideligt.

Forleden hørte jeg på P1 om løvernes brølen. En forsker forklarede, at hanløvernes stemmebånd er forsynet med et særligt fedtlag (lige som tilfældet er med småbørn!), der gør, at de frembringer lyde, der kan opfattes af hunløver mange kilometer væk. Det var, medens jeg lyttede til det indslag, jeg kom til at tænke på Leo the Lion, hvis brølen stadigvæk er i min erindring…

Se løverne her. Historien om Leo the Lion findes flere steder på nettet, bl.a. er der en wiki om dem.

Bourne Ultimatum – en moderne odyssee

26. august 2007

Da jeg sammen med fruen kom ud af biografens mørke med adrenalinen pumpende i kroppen, efter at have set Bourne Ultimatum, kom jeg til at tænke på den græske søhelt Odysseus, der med sine søfolk rejste ud og mødte en række udfordringer og farer for til sidst at vende hjem til sin ventende, standhaftige kone. En fantastisk fortælling, der har inspireret mange digtere og filmfolk siden hen, vi behøver blot at nævne James Joyce. Og en fortælling, som har rollen som en slags grundfortælling for vesteuropæisk fortællekunst og tænkning og har leveret et uopslideligt grundtema: identiteten. Hvem er jeg? Hvordan blev jeg den, jeg er? Og så fremdeles.

Bourne-fortællingen står i gæld til denne urfortælling om individet, der bliver sendt på en årelang – i Bournes tilfælde tre år – rejse gennem nutiden og tilbage i historien for at finde sig selv. I Bourne-fortællingen bliver det også en moderne fortælling om individet, der må kæmpe mod et bundkorrupt system, der kun vedkender sig magtens tale og dødens og løgnens argumenter. Dermed bliver det også en slags filosofisk fortælling om at søge og afsløre sandheden.

Det kan også være svært ikke at se et stykke civilisationskritik i filmens modstilling af det ærligt kæmpende individ over for et post-9/11-overvågningssystem, der har løsrevet sig enhver demokratisk kontrol. Samtidig er det også en fortælling, der er solidarisk med, men også kritisk over for, den klassiske amerikanske fortælling om den hævnende, udrensende ensomme helt… I det hele taget kan der lægges mange fortolkningsvinker ned over fortællingen.
Jason Bourne-trilogiens styrke som mainstream-action-film er, at manuskriptforfatterne og instruktørerne (i det seneste afsnit manusforfatterne Scott Burns, Tony Gilroy og George Nolfi – og instruktøren Paul Greengrass) på intet tidspunkt svigter filmenes præmis: At Jason Bourne er drevet af ønske om at genvinde sin erindring og at blive den han egentlig er – men for en tid har “glemt” – David Webb. Fortællingen og alle dens spektakulære detaljer er underordnet denne præmis. Derved undgår filmene den faldgrube, som har plaget mange amerikanske actionfilm de seneste årtier: At actionscenerne og kampscenerne bliver reduceret til udvendige, “tomme”, imponerende underholdningsindslag. Det var blandt andet problemet med flere James Bond-film, inden “Casino Royal” med Daniel Craig var med til at genrejse genren.
Bourne Ultimatum, som tredje afsnit hedder, fortsætter, hvor vi forlod Jason Bourne i toeren. I Moskva, efter den drabelig biljagt, hvor endnu en hitman møder sin skæbne. Via en naiv, engelsk journalist fra The Guardian, der er kommet på sporet af den store sammensværgelse, som Bourne er indviklet i, sættes Bournes bevægelse mod det konspiratoriske spindelvævs centrum i gang med bravour.

Filmens første scoop er en halvtime lang sekvens, hvor Bourne skal mødes med journalisten i myldretiden på Waterloo Station, der – som en af CIA-folkene siger er “et overvågningsmareridt”. Forfulgt af bagmænd og en dræber (en såkaldt asset) lykkes det med nød og næppe Bourne at få de ønskede oplysninger og fortsætte sin søgen. Som Bo Green Jensen skriver i sin anmeldelse af filmen, så må denne sekvens af filmen have været et “logistisk helvede” at gennemføre. Ikke desto mindre fungerer den perfekt. En drabelig forfølgelse, hvor Bourne både skal tage vare på den intetanende journalist og sig selv, finder sted, samtidig med at baggrunden oprulles i parallelle dialoger og anden kommunikation blandt bagmændene.
Både denne sekvens og flere af de følgende klippes i et tempo, som jeg ikke mindes tidliger at have oplevet. Vanvittigt hurtigt klippes der, men ikke hurtigere, end man kan følge handlingen. Det er i bedste og egentligste forstand med-rivende. Man får et regulært adrenalin-sus, der varer hele filmen igennem og faktisk vokser det sidste stykke.
Jeg vil også gerne fremhæve en enkelt anden scene i filmen. På et tidspunkt ender Bourne i Tanger sammen med den solidariske agent Nicky Parsons (spillet af Julia Stiles), hvor de konfronteres med endnu en af konspirationens effektive assets. En hektisk forfølgelsesscene, hvor Bourne jagter dræberen, der igen er i hælene på den flygtende Nicky, fører os gennem det tætbefolkede Tangers markedspladser og smalle gader, ind og ud af små labyrintiske huse, for til sidst at ende i en infight mellem Bourne og dræberen. Jeg mener ikke nogensinde at have set et så virtuost filmet og intenst slagsmål. Her er vi langt fra helteslagsmål, hvor helten efterfølgende blot kan børste støvet af tøjet og lade hånden glide gennem frisuren. Faktisk er man i tvivl om, hvorvidt Bourne klarer ærterne (selv om man selvfølgelig godt ved, at han skal…). Som fruen gjorde mig opmærksom på, så er fx lydsiden et studie værd. Hvornår har lyden af knust glas lydt så forfærdelig autentisk som her?
Filmens roller er stærkt besat. Hovedrolleindhaveren Matt Damon er et fund som den martrede, udsatte Jason Bourne/David Webb. David Straithern og Scott Glenn er mørke, farlige CIA-bagmænd med urovækkende manér. Joan Allen spiller den hæderlige CIA-agent, Pamela Landy, der er den eneste i flokken, der har forstået, hvad der driver Bourne, og derfor kommer i konflikt med sine overordnede, der bilder sig ind, at de blot kan annullere Bourne. Og endelig skal Albert Finney ikke glemmes, selv om han kun spiller en lille rolle som superskurken Dr. Albert Hirsch. Han lyser altid op, hvor han viser sig.
Uden at afsløre noget, vil jeg også lige pege på slutningen, der er anderledes, end man er vant til i den slags sequel-film. Fortællingen om Jason Bourne er slut – eller er den nu også det!? Og så får smilet omsider lov til at komme ind i filmen, der ellers udmærker sig ved sin dødelige alvor.
Bourne-trilogien, som bestemt skal have sin æresplads i capacs dvd-samling, er et bevis på, at mainstream-action-underholdning sagtens kan være vedkommende på andre end rent underholdningsmæssige planer – eksistentielt, psykologisk, moralsk, politisk, æstetisk osv. God fornøjelse!
.
Teaser. Trailer 1.

Gem

TV-reklamer og populærmusik

20. juni 2007

Capac har aldrig været til reklamer, men har lært at leve med dem. Biografernes korte reklameblokke i barndommens tid og tysk tvs tidlige brug af reklamer gjorde overgangen næsten smertefri. Men det er ikke reklamerne som sådan, der generer mig. Vi lever i et forbrugersamfund, hvor reklamer er en del af spillet. Længere er den sådan set ikke.

Hvad der derimod generer mig, er, at langt de fleste reklamer er håbløst talentløse. Dårligt oversatte udenlandske reklamer for endnu et vaskepulver. Under-lavmålet-“komiske” turistreklamer. Osv. Selvfølgelig er der undtagelser. Harry og Bahnsen fx. Eller den der fantasifulde bilreklame, hvor de gamle biler svæver op i himlen, løftet af balloner.
Det værste er reklamernes hensynsløse (mis)brug af pop-, rock- og klassisk musik. Som oftest uden hensyn til sangenes indhold. Produkt og sang skal blot forbindes i konsumenterens bevidsthed. Senest har der været tale om en skamfering af det gamle Soft Cell-hit Tainted Love i en reklame for bredbånd. Ofte er der også tale om lowbudget-udgaver, der gør sangskriverne mere skam end ære. Men der er selvfølgelig penge i det. Royalties etc. Og populærmusikken har jo altid været viklet godt og grundigt ind i kommercialismen.
Når der så endelig dukker en iørefaldende melodi op, som man ikke har hørt før, ja, så viser det sig, at den ikke er udgivet. Som tilfældet er med den seneste Peugeot-reklame: Læs mere »

Barnlige glæder: Cirkeline

16. juni 2007

Dagens nostalgiske indkøb er filmen Cirkeline 2 Ost og Kærlighed. Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg været fan af Cirkeline og hendes følgesvende – og i det hele taget af Jannik Hastrups enkle tegnefilm. For mig har Hastrups kunst altid været et bevis på, at man sagtens kan lave morsomme, underholdende, fantasifulde, grinagtige, frække, gribende film for børn og barnlige sjæle uden det store tekniske opbud og mange, mange penge. Cirkeline-filmene slår mange oppulente Hollywood-produktioner med mange alen… Filmen er set til 25 kroner ude i byen.

Mine biografer

30. maj 2007


Af en eller anden grund – måske forstærket af skriverierne i denne blog – har min barn- og ungdoms biografer fået en særlig nostalgisk tiltrækning. Efter at have opdaget den lille side med Biografmuseet fik jeg fat i et eksemplar af ovenstående bog Mine Biografer af Jørgen Stegelmann.
Stegelmann (1925-1999) vil sikkert være kendt af nogle af denne blogs læsere. Som mangeårig leder af Krebs’ Skole i København (hvor bl.a. de kongelige har gået) eller som far til Jakob Stegelmann, der bestyrer DRs enestående Troldspejlet og kultprogrammet Planet X. Jørgen Stegelmann var teolog af uddannelse og havde en stor kærlighed til filmen. Han var en ferm og velskrivende filmanmelder på Berlingske Tidende og skrev manuskript til Henrik Stangerups film Giv Gud en chance om søndagen, der havde Ulf Pilegaard i hovedrollen som præst ( i øvrigt en god film ). Han skrev en række bøger, blandt andet om filmstjerner og yndlingsfilm (Mine 100 film) og tegneseriernes historie (sammen med sønnike). Derud over en selvbiografi og et par romaner.
Mine Biografer, der udkom i 1986, begynder således: ” Der var engang, da København levede med en rigdom af biografer. De lå rundt om i byen, overalt, hvor mennesker boede og færdedes. De var ikke som her i de seneste tider samlet i enkelte overnaturlige insektboer, hvor biograf ved biograf er skubbet sammen i et mærkeligt deprimerende skuffedarium, en biografsamlng til ophobning ikke bare af film, men af forloren selskabelighed ved grillen og pommes fritterne… I hine de langt lykkeligere tider lå biograferne ikke bare inde i midten af byen…“. Så er den anakronistiske-nostalgiske tone vist slået an!
Mit eksemplar er uopskåret (endnu), bortset fra et kapitel om Saga på side 105. Man forestiller sig, at en nostalgiker har været på spil og er sunket ned i erindringer om netop sin lokale biograf…
Stegelmann har været en flittig biografgænger og omtaler med stor hengivenhed en lang, lang række af datiden filmtempler. Lige noget for en biografnostalgiker som mig. Måske man skulle skrive noget sammenhængende om sine egne biografer!?

Tilføjelse: Jeg kan slet ikke stå for følgende citat, som Jørgen Stegelmanns far er mester for og udtaler som følge af sin søns beklagelse over filmenes mangel på kvalitet:

Der gives ingen dårlige film, thi hvem skulle vel være interesseret i at lave en dårlig film?

Tja, hvem mon?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 1 af 41234