Indlæg tagget med biografer

Godt brølt, løve! – MGMs løve – erindret

13. november 2011

I denne weblog har jeg ofte fortalt om min barndoms og ungdoms biografer og de oplevelser, de gav anledning til. Strandbio, Phønix Bio, Kosmorama osv. Biograferne har for min generation været en væsentlig del af den kulturelle dannelse, vi fik. Ikke mindst i årene før tv-mediet for alvor tog over.

Til biografoplevelser hørte ikke kun de mange film, men ogsÃ¥ biografreklamerne. BÃ¥de de billige, der kun bestod af enkelte fotos og mÃ¥ske en speakerstemme, og de “rigtige” reklamefilm. Og introen med de lÃ¥rsvingende piger, som man aldrig vil glemme, før det kan være lige meget.

Noget andet, jeg heller aldrig vil glemme, er filmselskabernes logoer. Især MGMs løver. Den brølende løve i det cirkulære bannerlogo med indskriften “Ars Gratia Artis” (kunst for kunsten skyld! Et slogan, man ikke altid har holdt i hævd i filmbranchen – heller ikke hos MGM…). Eller rettere de brølende løver, for der var flere. Og ofte har jeg tænkt pÃ¥, hvad der mon var sket med dem – og hvordan deres liv mon har været.

Leo the Lion er navnet på maskotten for Metro-Goldwyn-Mayer, og det var art director Lionel S. Reiss, der fik æren for at have fundet på produktionslogoet. Den første Leo hed egentlig Slats og var aktiv fra 1917 til 1928. Slats, der kom til verden i Dublins Zoo, brølede i alle MGMs sort-hvide film i perioden 1924-28. Slats døde i 1936 og hans skind ligger til skue på McPherson Museum i McPherson.

Den næste Leo var Jackie, der lignede Slats til forveksling og var den første, man kunne høre brøle i biografsalen. Man havde optaget hans brølen på en grammofonplade, som blev afspillet, medens billederne gled over skærmen. Som en slags foregribelse af talefilmen. Jackie fik æren af at indlede alle de sort-hvide film i årene 1928-1956.

Tanner afløste Jackie i 1934. Og han fik lov til at indlede MGMs Technicolor-film i årene 1934-56 og tegnefilm i perioden 135-67 (med en pause fra 1958 til 1963).

George var kun aktiv fra 1956-58 og var den Leo, der havde den kraftigste manke.

Den femte løve er Leo, som er blevet brugt fra 1957 og frem til i dag. Han har været at skue i de fleste af MGMs film i det tidsrum. Leo forlod også sit logo og optrådte i tv-udgaven af Tarzan-filmene og i de Tarzan-film, hvor Mike Henry havde hovedrollen. Leo har også optrådt i nogle andre film.

Selv om MGM har haft tilløb til andre logoer og faktisk lavede et nyt i 1986 med en grafisk fremstillet løve, så har man holdt fast i Leo the Lion hele vejen igennem. Grafikken og lyden er blevet justeret og forfinet undervejs, men det grundlæggende logo har vist sig at være nærmest uopslideligt.

Forleden hørte jeg pÃ¥ P1 om løvernes brølen. En forsker forklarede, at hanløvernes stemmebÃ¥nd er forsynet med et særligt fedtlag (lige som tilfældet er med smÃ¥børn!), der gør, at de frembringer lyde, der kan opfattes af hunløver mange kilometer væk. Det var, medens jeg lyttede til det indslag, jeg kom til at tænke pÃ¥ Leo the Lion, hvis brølen stadigvæk er i min erindring…

Se løverne her. Historien om Leo the Lion findes flere steder på nettet, bl.a. er der en wiki om dem.

Bourne Ultimatum – en moderne odyssee

26. august 2007

Da jeg sammen med fruen kom ud af biografens mørke med adrenalinen pumpende i kroppen, efter at have set Bourne Ultimatum, kom jeg til at tænke på den græske søhelt Odysseus, der med sine søfolk rejste ud og mødte en række udfordringer og farer for til sidst at vende hjem til sin ventende, standhaftige kone. En fantastisk fortælling, der har inspireret mange digtere og filmfolk siden hen, vi behøver blot at nævne James Joyce. Og en fortælling, som har rollen som en slags grundfortælling for vesteuropæisk fortællekunst og tænkning og har leveret et uopslideligt grundtema: identiteten. Hvem er jeg? Hvordan blev jeg den, jeg er? Og så fremdeles.

Bourne-fortællingen står i gæld til denne urfortælling om individet, der bliver sendt på en årelang – i Bournes tilfælde tre år – rejse gennem nutiden og tilbage i historien for at finde sig selv. I Bourne-fortællingen bliver det også en moderne fortælling om individet, der må kæmpe mod et bundkorrupt system, der kun vedkender sig magtens tale og dødens og løgnens argumenter. Dermed bliver det også en slags filosofisk fortælling om at søge og afsløre sandheden.

Det kan også være svært ikke at se et stykke civilisationskritik i filmens modstilling af det ærligt kæmpende individ over for et post-9/11-overvågningssystem, der har løsrevet sig enhver demokratisk kontrol. Samtidig er det også en fortælling, der er solidarisk med, men også kritisk over for, den klassiske amerikanske fortælling om den hævnende, udrensende ensomme helt… I det hele taget kan der lægges mange fortolkningsvinker ned over fortællingen.

Jason Bourne-trilogiens styrke som mainstream-action-film er, at manuskriptforfatterne og instruktørerne (i det seneste afsnit manusforfatterne Scott Burns, Tony Gilroy og George Nolfi – og instruktøren Paul Greengrass) på intet tidspunkt svigter filmenes præmis: At Jason Bourne er drevet af ønske om at genvinde sin erindring og at blive den han egentlig er – men for en tid har “glemt” – David Webb. Fortællingen og alle dens spektakulære detaljer er underordnet denne præmis. Derved undgår filmene den faldgrube, som har plaget mange amerikanske actionfilm de seneste årtier: At actionscenerne og kampscenerne bliver reduceret til udvendige, “tomme”, imponerende underholdningsindslag. Det var blandt andet problemet med flere James Bond-film, inden “Casino Royal” med Daniel Craig var med til at genrejse genren.

Bourne Ultimatum, som tredje afsnit hedder, fortsætter, hvor vi forlod Jason Bourne i toeren. I Moskva, efter den drabelig biljagt, hvor endnu en hitman møder sin skæbne. Via en naiv, engelsk journalist fra The Guardian, der er kommet på sporet af den store sammensværgelse, som Bourne er indviklet i, sættes Bournes bevægelse mod det konspiratoriske spindelvævs centrum i gang med bravour.

Filmens første scoop er en halvtime lang sekvens, hvor Bourne skal mødes med journalisten i myldretiden på Waterloo Station, der – som en af CIA-folkene siger er “et overvågningsmareridt”. Forfulgt af bagmænd og en dræber (en såkaldt asset) lykkes det med nød og næppe Bourne at få de ønskede oplysninger og fortsætte sin søgen. Som Bo Green Jensen skriver i sin anmeldelse af filmen, så må denne sekvens af filmen have været et “logistisk helvede” at gennemføre. Ikke desto mindre fungerer den perfekt. En drabelig forfølgelse, hvor Bourne både skal tage vare på den intetanende journalist og sig selv, finder sted, samtidig med at baggrunden oprulles i parallelle dialoger og anden kommunikation blandt bagmændene.

Både denne sekvens og flere af de følgende klippes i et tempo, som jeg ikke mindes tidligere at have oplevet. Vanvittigt hurtigt klippes der, men ikke hurtigere, end man kan følge handlingen. Det er i bedste og egentligste forstand med-rivende. Man får et regulært adrenalin-sus, der varer hele filmen igennem og faktisk vokser det sidste stykke.

Jeg vil også gerne fremhæve en enkelt anden scene i filmen. På et tidspunkt ender Bourne i Tanger sammen med den solidariske agent Nicky Parsons (spillet af Julia Stiles), hvor de konfronteres med endnu en af konspirationens effektive assets. En hektisk forfølgelsesscene, hvor Bourne jagter dræberen, der igen er i hælene på den flygtende Nicky, fører os gennem det tætbefolkede Tangers markedspladser og smalle gader, ind og ud af små labyrintiske huse, for til sidst at ende i en infight mellem Bourne og dræberen. Jeg mener ikke nogensinde at have set et så virtuost filmet og intenst slagsmål. Her er vi langt fra helteslagsmål, hvor helten efterfølgende blot kan børste støvet af tøjet og lade hånden glide gennem frisuren. Faktisk er man i tvivl om, hvorvidt Bourne klarer ærterne (selv om man selvfølgelig godt ved, at han skal…). Som fruen gjorde mig opmærksom på, så er fx lydsiden et studie værd. Hvornår har lyden af knust glas lydt så forfærdelig autentisk som her?

Filmens roller er stærkt besat. Hovedrolleindhaveren Matt Damon er et fund som den martrede, udsatte Jason Bourne/David Webb. David Straithern og Scott Glenn er mørke, farlige CIA-bagmænd med urovækkende manérer. Joan Allen spiller den hæderlige CIA-agent, Pamela Landy, der er den eneste i flokken, der har forstået, hvad der driver Bourne, og derfor kommer i konflikt med sine overordnede, der bilder sig ind, at de blot kan annullere Bourne. Og endelig skal Albert Finney ikke glemmes, selv om han kun spiller en lille rolle som superskurken Dr. Albert Hirsch. Han lyser altid op, hvor han viser sig.

Uden at afsløre noget, vil jeg også lige pege på slutningen, der er anderledes, end man er vant til i den slags sequel-film. Fortællingen om Jason Bourne er slut – eller er den nu også det!? Og så får smilet omsider lov til at komme ind i filmen, der ellers udmærker sig ved sin dødelige alvor.

Bourne-trilogien, som bestemt skal have sin æresplads i capacs dvd-samling, er et bevis på, at mainstream-action-underholdning sagtens kan være vedkommende på andre end rent underholdningsmæssige planer – eksistentielt, psykologisk, moralsk, politisk, æstetisk osv. God fornøjelse!
.
Teaser. Trailer 1.

Gem

TV-reklamer og populærmusik

20. juni 2007

Capac har aldrig været til reklamer, men har lært at leve med dem. Biografernes korte reklameblokke i barndommens tid og tysk tvs tidlige brug af reklamer gjorde overgangen næsten smertefri. Men det er ikke reklamerne som sådan, der generer mig. Vi lever i et forbrugersamfund, hvor reklamer er en del af spillet. Længere er den sådan set ikke.

Hvad der derimod generer mig, er, at langt de fleste reklamer er hÃ¥bløst talentløse. DÃ¥rligt oversatte udenlandske reklamer for endnu et vaskepulver. Under-lavmÃ¥let-“komiske” turistreklamer. Osv. Selvfølgelig er der undtagelser. Harry og Bahnsen fx. Eller den der fantasifulde bilreklame, hvor de gamle biler svæver op i himlen, løftet af balloner.
Det værste er reklamernes hensynsløse (mis)brug af pop-, rock- og klassisk musik. Som oftest uden hensyn til sangenes indhold. Produkt og sang skal blot forbindes i konsumenterens bevidsthed. Senest har der været tale om en skamfering af det gamle Soft Cell-hit Tainted Love i en reklame for bredbånd. Ofte er der også tale om lowbudget-udgaver, der gør sangskriverne mere skam end ære. Men der er selvfølgelig penge i det. Royalties etc. Og populærmusikken har jo altid været viklet godt og grundigt ind i kommercialismen.
NÃ¥r der sÃ¥ endelig dukker en iørefaldende melodi op, som man ikke har hørt før, ja, sÃ¥ viser det sig, at den ikke er udgivet. Som tilfældet er med den seneste Peugeot-reklame: Læs mere »

Barnlige glæder: Cirkeline

16. juni 2007

Dagens nostalgiske indkøb er filmen Cirkeline 2 Ost og Kærlighed. SÃ¥ langt tilbage jeg kan huske, har jeg været fan af Cirkeline og hendes følgesvende – og i det hele taget af Jannik Hastrups enkle tegnefilm. For mig har Hastrups kunst altid været et bevis pÃ¥, at man sagtens kan lave morsomme, underholdende, fantasifulde, grinagtige, frække, gribende film for børn og barnlige sjæle uden det store tekniske opbud og mange, mange penge. Cirkeline-filmene slÃ¥r mange oppulente Hollywood-produktioner med mange alen… Filmen er set til 25 kroner ude i byen.

Mine biografer

30. maj 2007


Af en eller anden grund – mÃ¥ske forstærket af skriverierne i denne blog – har min barn- og ungdoms biografer fÃ¥et en særlig nostalgisk tiltrækning. Efter at have opdaget den lille side med Biografmuseet fik jeg fat i et eksemplar af ovenstÃ¥ende bog Mine Biografer af Jørgen Stegelmann.
Stegelmann (1925-1999) vil sikkert være kendt af nogle af denne blogs læsere. Som mangeÃ¥rig leder af Krebs’ Skole i København (hvor bl.a. de kongelige har gÃ¥et) eller som far til Jakob Stegelmann, der bestyrer DRs enestÃ¥ende Troldspejlet og kultprogrammet Planet X. Jørgen Stegelmann var teolog af uddannelse og havde en stor kærlighed til filmen. Han var en ferm og velskrivende filmanmelder pÃ¥ Berlingske Tidende og skrev manuskript til Henrik Stangerups film Giv Gud en chance om søndagen, der havde Ulf Pilegaard i hovedrollen som præst ( i øvrigt en god film ). Han skrev en række bøger, blandt andet om filmstjerner og yndlingsfilm (Mine 100 film) og tegneseriernes historie (sammen med sønnike). Derud over en selvbiografi og et par romaner.
Mine Biografer, der udkom i 1986, begynder sÃ¥ledes: ” Der var engang, da København levede med en rigdom af biografer. De lÃ¥ rundt om i byen, overalt, hvor mennesker boede og færdedes. De var ikke som her i de seneste tider samlet i enkelte overnaturlige insektboer, hvor biograf ved biograf er skubbet sammen i et mærkeligt deprimerende skuffedarium, en biografsamlng til ophobning ikke bare af film, men af forloren selskabelighed ved grillen og pommes fritterne… I hine de langt lykkeligere tider lÃ¥ biograferne ikke bare inde i midten af byen…“. SÃ¥ er den anakronistiske-nostalgiske tone vist slÃ¥et an!
Mit eksemplar er uopskÃ¥ret (endnu), bortset fra et kapitel om Saga pÃ¥ side 105. Man forestiller sig, at en nostalgiker har været pÃ¥ spil og er sunket ned i erindringer om netop sin lokale biograf…
Stegelmann har været en flittig biografgænger og omtaler med stor hengivenhed en lang, lang række af datiden filmtempler. Lige noget for en biografnostalgiker som mig. Måske man skulle skrive noget sammenhængende om sine egne biografer!?

Tilføjelse: Jeg kan slet ikke stå for følgende citat, som Jørgen Stegelmanns far er mester for og udtaler som følge af sin søns beklagelse over filmenes mangel på kvalitet:

Der gives ingen dårlige film, thi hvem skulle vel være interesseret i at lave en dårlig film?

Tja, hvem mon?

Biografmuseet

26. maj 2007


Som mange filmelskere – i hvert fra fra min generation – har jeg et nostalgisk forhold til barn- og ungdommens biografer, hvor man (for?)spildte mange timer væk fra verdens larm. Derfor er det lidt sjovt at opdage, at der faktisk eksisterer en side, der dyrker den form for nostalgi: Biografmuseet. Siden, der ikke er sÃ¥ omfattende, er et besøg værd. Der er fx en lille, fin litteraturoversigt over bøger om emnet, og sÃ¥ er der – nok sÃ¥ interessant – nogle personlige beretninger om diverse biografer rundt om i Danmark.

Bobby ‘Boris’ Pickett – manden bag “Monster Mash” er død, 69

28. april 2007

Endnu en af tressernes hitlisteklatrere, Bobby Pickett, har forladt denne verden. Pickett var en af de utallige en-gangs-hittere, som vi ofte omtaler i denne blog. Til gengæld blev det ene hit et rigtig sÃ¥dant. Det udsendtes første gang i 1962 og indtog igen hitlisten i 1970 og 1973. Noget af en bedrift. Sangen er Picketts forsøg pÃ¥ at efterligne Boris Karloff, hvis film han dyrkede som knægt i sin fars biograf. Nu er Pickett ikke mere, leukæmien gjorde en ende pÃ¥ hans dage, men sangen er der stadig, sÃ¥ man man synge med pÃ¥ linjen “He did the monster mash, it was a graveyard smash” …

Det fabelagtige engelske humorist-rockband The Bonzo Dog Doo Dah Band lavede en kærlig cover nogle år senere:

The Graduate – Fagre voksne verden

27. februar 2007

Hello darkness, my old friend, I’ve come to talk with you again, Because a vision softly creeping, Left its seeds while I was sleeping, And the vision that was planted in my brain Still remains Within the sound of silence…”.
I søndags fik fruen den fruelige idé, at der skulle flyttes rundt på indboet i stuen. Reolen skulle flyttes et par meter, så der kunne blive plads til andre rokeringer. Som sagt så gjort.
Medens bøger osv. blev taget ned af reolen, kørte tv i baggrunden. Og pludselige fanger ordene And here’s to you, Mrs. Robinson Jesus loves you more than you wil know mine ører, og jeg ved, at det er The Graduate – Fagre Voksne Verden – der ruller over skærmen med Simon & Garfunkels fantastiske soundtrack.
Mike Nichols fødte klassiker og debut, der katapulterede Dustin Hoffman helt op på stjernehimlen, har en særlig plads i min cineastiske erindring. Jeg var lige kommet godt i gang med gymnasiet i Esbjerg, da den daværende rektor Poul Rasmussen fik den brillante idé at lade de unge mennesker se biograffilm. Det foregik på den måde, at en busfuld gymnasiaster en gang om ugen blev sendt til Brørup, hvor Brørup Bio lå. De viste kvalitetsfilm.
Den aften, hvor vi sÃ¥ The Graduate stÃ¥r som mejslet ind i hjernebarken. Filmen om den nyuddannede unge mand, der ikke kan finde meningen med livet og bestemt ikke kan genkende denne mening i de voksnes liv med dobbeltmoral og materialisme – inkarneret i hundyret fru Robinson, der spilles uovertruffent, suverænt af afdøde Anne Bancroft – ramte som en forhammer en streng i mit unge, gymnasiesind. Identifikationseffekten var optimal. Den næsten klaustrofobiske indespærrethed (som genialt bliver fremstillet i den vidunderlige swimmingpoolscene, hvor Dustin Hoffman iført sin nye dykkerudstyr har sat sig ubevægelig pÃ¥ bunden af bassinet), man kan føle i de Ã¥r, hvor man er ramt af almindelig skoletræthed, forældreforstoppelse og udlængsel, grænsende til desperation og livslede, gik rent ind i den unge capac. Og bagefter havde jeg en tydelig fornemmelse af, at verden og capac havde forandret sig i løbet af den halvanden time, som filmen varede. Hvis jeg nogensinde havde tvivlet pÃ¥ kunstens diskrete evne til at bevæge og forandre livet, sÃ¥ blev jeg overbevist i den biografsal.
Det hjalp selvfølgelig ogsÃ¥ til, at Dustin Hoffmans hjerterdame blev spillet af den underskønne Katherine Ross, der var som skabt til sætte drengehjerter i brand. Eller i hvert fald sætte gang i drengelængsler…
Med denne film sikrede Brørup Bio – der stadigvæk eksisterer i bedste velgÃ¥ende – sig en varig plads blandt “mine biografer”. Og den sikrede ogsÃ¥ Simon & Garfunkel en plads blandt mine varige favoritter.
Siden har jeg set filmen nogle gange med længere mellemrum. Og hvert gang har jeg syntes, at den holdt som en tidløs fortælling om den der forfærdelige tid, hvor man “skal blive voksen”, men hverken er fugl eller fisk. En filmisk udgave af Sallingers Griberen i rugen (Forbandet ungdom) eller Ribjergs Den Kroniske Uskyld. Men afdøde Anne Bancroft som en suveræn forførerisk hunedderkop i borgerskabets kvælende net – en fin pendant til Rifbjergs Fru. Juncker-figur.
Nu må jeg se at få den anskaffet i en god dvd-udgave.

Ian Richardson – hvil i fred

10. februar 2007

Ian Richardson sammen med Martin Landau

Den britiske skuespil- og filmverden er blevet lidt fattigere. Den fine Royal Shakespeare Company-uddannede skotske skuespiller Ian Richardson har forladt denne verden i en alder af 72. Hvis man som blogbestyreren har en forkærlighed for engelske film og tv-serier, vil man have bemærket Richardson mange gange. Lad mig blot nævne hans rolle som dobbeltagent i Le Carré-filmatiseringen Tinker, Taylor, Soldier, Spy eller hans levendegørelse af Sherlock Holmes-figuren (oven i købet i to omgange). Senest sÃ¥ blogbestyreren ham i den lidt undervurderede Jack-the-Ripper-film From Hell (hvor han spillede over for Johnny Depp og Heather Graham). Richardson var en af den slags skuespillere, der “stjal billedet” fra andre skuespillere, nÃ¥r han trÃ¥dte inden for rammen. Uanset om han spillede skurk eller en mere munter rolle. Og han Shakespeare-skolings autoritet og elegance skinnede igennem ved alt, hvad han rørte ved. The Internet Movie Database har en udførlig liste over alle de levende billeder, han medvirkede i. Hvil i fred

Van Morrison i filmens verden

7. februar 2007

Trackliste:

  1. Gloria (performed by Them) — The Outsiders
  2. Baby, Please Don’t Go (performed by Them) — Wild At Heart
  3. Jackie Wilson Said (I’m In Heaven When You Smile) — Pope Of Greenwich Village
  4. Domino (live) — Clean & Sober
  5. Moondance (live)* — An American Werewolf In London
  6. Queen Of The Slipstream — Extreme Close-Up
  7. Wild Night — Thelma & Louise
  8. Caravan (live) — The Last Waltz
  9. Wonderful Remark — King Of Comedy
  10. Brown Eyed Girl — Born On The Fourth Of July
  11. Days Like This — As Good As It Gets
  12. Into The Mystic (live) — Patch Adams
  13. Hungry For Your Love — An Officer And A Gentleman
  14. Someone Like You — French Kiss
  15. Bright Side Of The Road — Fever Pitch
  16. Have I Told You Lately? — One Fine Day
  17. Real Real Gone — Donovan Quick
  18. Irish Heartbeat (with Chieftains) — The Matchmaker
  19. Comfortably Numb (live) — The Departed

– kommentarer er vist unødvendige…