Indlæg tagget med blog

Capac fylder 10 år

13. marts 2016

Som tiden den dog går. I dag fylder bloggen her 10 år. Og når jeg bladrer tilbage kan jeg se, at den stadigvæk fremstår som sit udgangspunkt: en autonom, non-kommerciel, personlig blog, der er drevet af skribentens sære lyster og tilbøjeligheder. Og sådan skal det også være fremover. Til lykke Capac.

Indlæg nummer 10.000 i capac – med “You’ve got a friend”

3. august 2015

Ja, statistikfunktionen i bloggens maskinrum fortæller mig, at dette lille indlæg er nr. 10.000 – ja, titusind – der er offentliggjort i capac-bloggen. Og det er svimlende at tænke pÃ¥. Og det mÃ¥ vi jo hellere lige markere. Med min gamle helt James Taylors tilbagevenden til Newport Folk Festival 2015. Sidst han var der – for 46 Ã¥r siden – blev hans optræden afbrudt af nyheden om Neil Armstrongs og Buzz Aldrins mÃ¥nelanding. Tja, det gik man meget op i dengang. Men nu vendte Taylor tilbage og tog trÃ¥den op som om intet var hændt.. “You’ve got a friend”..

Capac fylder 9 år!

13. marts 2015

Klokken er lort om natten – og det gÃ¥r lige pludselig op for mig, at capac – altsÃ¥ bloggen her – fylder ni Ã¥r. Med fare for at gentage mig selv, sÃ¥ gÃ¥r det godt med bloggen. Der er mange besøgende. Og det er blevet til mange indlæg. Hvad mere kan en blogejer ønske sig? For mig er det vigtigst, at bloggen holder fast i udgangspunktet. Det er en ikke-kommerciel, uafhængig og personlig blog, der afspejler forfatterens tanker, ideer og indfald. PÃ¥ den led tror jeg, at capac er tro mod sit udgangspunkt. Mutadis mutandis, som latinerne siger. Og foranderligheden tager jeg gerne pÃ¥ mig. Det er livets betingelse.

Men lad mig i dagen anledning fremhæve en enkelt ting, der til stadighed glæder mig. Det er når nye bands/solister, små pladeselskaber og små promotionvirksomheder kontakter mig, fordi de gerne vll have min mening om ny musik. Og som læserne vil vide, så gør jeg det gerne og tit. Det er en ubetinget glæde, for det bekræfter mig til stadighed i, at der er masser at talent og livskraft i musikken. Og hvis jeg med mine skriverier kan få nogen derud til at lytte med, ja så er det det hele værd.

Og det musikalske indslag pÃ¥ denne dag er The Band og deres “Up on Cripple Creek” fra gruppens andet eponyme album. Fordi jeg helt tilfældigt genhørte The Band og deres “The Weight”  pÃ¥ radioen i gÃ¥r pÃ¥ arbejde og igen mÃ¥tte indse, at The Band er et rockband i særklasse.

 

 

Bloggen fylder 8 år

13. marts 2014

Ja, i dag den 13. marts er det otte år siden, bloggen fik en snublende start som smartlogblog. Og den 13. august 2006 afløstes smartloggen af den autonome capac wordpress, som du nu sidder og kigger på. Dengang havde jeg ingen forestilling om, hvor længe det projekt skulle køre eller udvikle sig. I dag ved jeg meget mere om det. Jeg ved også, at den vil fortsætte længe endnu, hvis omstændighederne ellers tillader det. Den har fundet en slags identitet, men er under stadig forandring, selv om den ikke forandrer sig så meget nu som tidligere. Den nærmer sig de 9000 indlæg (dette indlæg er nr. 8616), og bloggen har stadigvæk rigtig mange besøgende, hvilket jeg er meget glad for og beæret over. Tak!

Og sÃ¥ vælger jeg at markere dagen med en af mine yndlingssange fra dengang capac var helt ung og gik med BeatleshÃ¥r. Tror du pÃ¥ magi? Do you believe in magic? spørger Lovin Spoonful – og svaret er selvfølgelig: Ja.

KODA og de “usolidariske”, musikelskende weblogs

1. oktober 2011

Under rubrikken “Koda-direktør: Musikbloggerne er usolidariske” (Politiken, d. 30. september 2001) bøjer KODA-direktør Anders Lassen i neon, hvad KODA er for en størrelse. Nemlig en non-profitorganisation, der har til formÃ¥l at sikre, at musikere fÃ¥r et afkast af den musik, de har lavet, nÃ¥r den afspilles i det offentlige rum.

Hvad Anders Lassen ogsÃ¥ fÃ¥r slÃ¥et fast med syvtommersøm  -med hoveder sÃ¥ store som CD-skiver – er, at KODA gÃ¥r ind for et principrytteri, der er fuldstændig immunt over for den verden i forandring, som musikken spiller i.

Lassen angriber de unge, musikglade bloggere, der sammen med unge musikere – hvoraf flere er organiseret i KODA – streamer musik pÃ¥ deres blogs, tillader downloads og lader tonerne fÃ¥ følgeskab af entusiatiske omtaler. Problemet – for Lassen – er ikke, at de unge entusiaster af egen drift og for egne penge gør et stykke formidlingsarbejde, for det betragter Lassen blot som en absurditet – sÃ¥ længe de unge ikke oven i købet betaler for at lade musikken spille. Uden i øvrigt at argumentere for, hvori det absurde bestÃ¥r.

For den principfastfrosne Lassen er forestillingen om kompromisser, der ville kunne tilgodese både de fremadstræbende unge musikere, de idealistiske, engagerede bloggere og KODAs fundamentale, økomiske interesse, ligger helt uden for Lassens horisont.

Men problemet er, at de digitale virkelighed på internettet for længst har overhalet det forretningsprincip, som KODA stædigt holder fast i. Forestillingen om, at musikafspilning i det offentlige rum altid og i enhver sammenhæng skal få kasseapparatet til at klinge, er for længst blevet overdøvet af de mere eller mindre legale musikstrømme.

NÃ¥r Lassen angriber de unge musikbloggere – vi taler vist om ca. 70 blogs i dansk regi – for at være “usolidariske“, viser han ikke alene, at han ikke ved, hvad ordet solidaritet indebærer – bl.a. en gensidighedsrelation – men glemmer ogsÃ¥, at der slet ikke er konsensus omkring KODAs mÃ¥lsætning, heller ikke blandt organisationens egne medlemmer. Lassens position er lige sÃ¥ konservativ og rigid, som den vi i Ã¥revis har kunnet iagttage hos den kriseramte pladebranche, der kun vil tænke i “forretningsmodeller” og bundlinjer, hvor det der allermest er brug for, er at tænke internettet og digitaliseringen som en kulturel revolution, man gør klogt i at tilpasse sig og ikke modarbejde.

Du unge musikbloggere repræsenterer ikke bare et mediemæssigt supplement til de kommercielle medier – aviser, radioer, tv – men er en ny, autonom, singulær, subjektiv og ikke mindst non-kommerciel form for medieformidling, der allerede har bevist sin betydning. Og hvis KODA vil udvikle sig med tidsÃ¥nden, kunne man passende begynde med at vise de unge musikbloggere en smule anerkendelse og respekt…

Lukas Kaldan – Er du tilfreds, Kodamedlem?

KODA, musikformidlingen – og de autonome musikweblogs

13. september 2011

For et stykke tid siden blev musikbloggen Wonders Make Joy kontaktet af KODA, der selv opfatter sig som “en nonprofit medlemsforening” ( ” Vores opgave er at sørge for, at dem, der har skabt musikken, fÃ¥r betaling, nÃ¥r deres musik spilles offentligt”). Ã…rsagen var, at Wonders Make Joy – en non-kommerciel, autonom musikblog – havde tilladt sig at streame musik, som musikere, bl.a. KODA-medlemmer, havde stillet til rÃ¥dighed for siden. Og KODA krævede, at bloggen enten fjernede strømmene eller betalte KODA-afgifter.

I forbindelse med sagen har KODA fremlagt, hvad foreningen selv kalder en “løsningsmodel“, der gÃ¥r ud pÃ¥, at musikblog skal betale et mÃ¥nedligt beløb (mindst 109,69 kr. pr. md.) for at streame eller tillade downloads fra bloggen.

Forslaget er forudsigeligt. Og understreger, at KODA forfølger et motiv: At offentlig afspilning af musik skal resultere i betaling ved kasse 1 – alle steder og til enhver tid. Og forslaget illustrerer i al sin forudsigelighed den konflikt, der er mellem de autonome, non-kommercielle weblogs og den kommercielt orienterede musikbranche. Ja, mellem internettets traditionelle friheder og kommercialismen slet og ret.

Men problemstillingen er ikke sÃ¥ enkel, som KODAs sÃ¥kaldte “løsningsmodel” forudsætter. For KODA ser helt bort fra en række væsentlige faktorer.

For det første, at musikere – ikke mindst unge, ukendte – har en Ã¥benlys interesse i at komme ud til deres publikum via de mange blogs, som typisk læses og dyrkes af ligesindede musikelskere. Ellers ville de jo ikke uopfordret kontakte dem (jeg kan tale med om det, for ogsÃ¥ min indbakke fyldes løbende op med henvendelser og musik fra ind- og udland…).

For det andet, så er KODA helt blinde over for det forhold, at bloggerne på linje med de kommercielle mediers musikjournalister, men ganske udlønnet og primært drevet af lyst og interesse, gør et stykke PR- og formidlingsarbejde for både kunstnere og pladeselskaber! Derfor er det et helt urimeligt krav, at bloggerne oven i købet også skulle betale for det  gennem KODA-afgifter. KODAs forslag er ganske enkelt udtryk for en manglende anerkendelse af det arbejde, der gøres. Og egentlig harmonerer holdningen dårligt med KODAs holdning til musikernes arbejde. Musikernes arbejde skal honoreres, men de fri journalister på bloggene får ikke engang anerkendelse for deres ulønnede arbejde. Hvis der endelig var nogen, der skulle betale for det formidlingsarbejde, bloggene leverer, så må det være producenterne af musikken og/eller blogbrugerne, altså de forbrugere, der lytter til musikstrømmene og henter musik på siderne.

Hvis KODA fÃ¥r gennemført sit “løsningsforslag”, sÃ¥ vil det betyde, at mange musikblogs vil være nødt til at fjerne musikken fra deres sider. Nogle vil mÃ¥ske endda lukke. Andre vil -fortsætte med at skrive om musik, fordi det interesserer.

Min holdning er, at musikerne og KODA mÃ¥ gøre op med sig selv, om de er interesseret i det stykke autonom, entusiastisk, subjektiv, ikke-kommerciel musikformidling, som de mange smÃ¥ blogs repræsenterer. Men anerkendelsen af dette stykke arbejde sker ikke ved at pÃ¥lægge de egenbetalte blogs afgifter. Det er blot udtryk for en tankegang, der hører fortiden til…

Dette lille indlæg, der kun forholder sig til et par problemer, er inspireret af Börnebloggers indlæg.

Wonder of Joy har ogsÃ¥ en holdning til KODAs nye “løsningsforslag”.

NÃ¥r en midaldrende mand springer ud som syrisk, lesbisk blogger…

13. juni 2011

Bag pseudonymet “Capac” gemmer der sig i virkeligheden en ældre, sort transvestit fra det øvre Congo! Nej, undskyld. Selvfølgelig gør der ikke det. Men det kunne have været tilfældet.

Min gode veninde Gertrud har i et par mails henvist mig til dagens interessante mediehistorie om den syriske og lesbiske blogger, “A Gay Girl in Damascus“, som igennem længere tid har været en vigtig kilde for massemedierne vedr. situationen i Syrien. Nu viser det sig sÃ¥, at den 35-Ã¥rige, kvindelige syrer i virkeligheden er en 40-Ã¥rig, gift, amerikansk mand, bosiddende i Edinburgh i Skotland! En køns- og kulturskifteoperation, der vil noget!

Tom MacMaster, som manden hedder, bedyrer, at det kun er navnet og identiteten, han har opdigtet. Indholdet af bloggen er sandt.

Sagen er ikke kun morsom. Den er også interessant som illustration af, hvordan de traditionelle nyhedsmedier agerer i de nye sociale mediers verden. Kort fortalt agerer de, som om weblogs og andre sociale medier var traditionelle medier. Og i deres nyhedshunger og dead-line-hastværk glemmer de helt ædle journalistiske dyder som kildekritik og almindelig research. Sagt mere verdsligt: De er blevet taget ved næsen, ført rundt i manegen, til grin for offentligheden.

Sagen er ogs̴ en p̴mindelse om, at personlige weblogs ikke simpelthen kan reduceres til fx nyhedskilder. Weblogs er Рgenerelt set Рhybride medier, der blander genrer og stilarter efter forgodtbefindende. Og det er en markant udfordring for nyhedsjournalistikken.

Tom MacMasters fiktion er ogsÃ¥ interessant ved – som bedrageri og iscenesættelse – at indgÃ¥ i vores opfattelse af, hvad der foregÃ¥r i Syrien lige nu. Selv om indlæggene fra den homoseksuelle pige i Damascus har været fiktive, sÃ¥ har de ogsÃ¥ indebÃ¥ret en kritik af det bestÃ¥ende syriske magtvæsen og den despotiske præsident. En kritik, som medierne uden omtanke har viderekolporteret…

Sagen er altså også en illustration af, hvad weblogs faktisk kan som demokratiske organer. Nemlig: være med til at sætte dagsordenen for den politiske debat.

Skulle MacMaster sÃ¥ have undladt sin lille ‘litterære’ leg? Som han selv understreger i sin undskyldning, sÃ¥ har meningen ikke været at gøre nogen ondt. Og der er nok heller ikke nogen, der har taget skade af fiktionen. AltsÃ¥ lige bortset fra pressen, der er blevet taget med bukserne ned om hælene endnu engang. Endnu engang er vi vidne til, at pressen har fÃ¥et punkteret sin højt besungne troværdighed. Og det er mÃ¥ske den vigtigste lære af denne lille spøjse sag: At vi konstant skal være skeptiske over for medierne. BÃ¥de de etablerede nyhedsmedier og de sociale….

5 ̴r i blogland Рcapac

13. marts 2011

I dag er det nøjagtig 5 år siden, webloggen ved navn CAPAC søsattes ved en tilfældighed. Som så meget andet i denne blogskrivers liv. Tilfældigheden er stadigvæk en styrende princip i bloggen. Jeg ved aldrig, hvad dagen vil bringe, når jeg sætter mig til tastaturet. Kun sjældent har jeg en færdigbagt idé med. Men det er heller ikke nødvendigt, for ideer har der altid været nok af. Resten bestemmes af skriftens veje og vildveje. Alligevel er det ikke den rene tilfældighed længere. Bloggen sejler af sted med næsten daglige indlæg. De dage, hvor der ikke har været et eller flere indlæg kan nemt optælles.
MÃ¥lt pÃ¥ besøgstal og antal læsere sÃ¥ er bloggen en større succes end den nogensinde har været. Antallet af unikke besøgende og – ikke mindst – (tro)faste læsere, som vender tilbage jævnligt (nogle dagligt) er vokset stødt, stille og roligt. Og denne rolige udvikling passer helt til mit temperament.
Jeg har ingen planer om at oplægge bloggen. Den er blevet en del af min hverdags puls – et sted, hvor jeg kan fÃ¥ lov til det, jeg har allermest lyst til: at skrive og tænke, tænkeskrive… Vi fÃ¥r se, hvad den kommende tid bringer. God søndag til alle, der kommer forbi.

Midlertidig afbrydelse af bloggen

27. maj 2010

Som nogle af jer har bemærket, sÃ¥ har der været en midlertid suspendering af min side. Det skyldes for heftig trafik pÃ¥ min weblogs database, hvorfor min udbyder mente sig i sin gode ret at lukke – uden at gøre mig opmærksom pÃ¥ det først. Det er jeg selvfølgelig særdeles utilfreds med. Men nu skulle den altsÃ¥ være oppe at køre igen, medens jeg forsøger at afhjælpe problemet – og overvejer om jeg fortsat skal være pÃ¥ det hotel…

Capac i krise

21. marts 2010

Som beskrevet nedenfor i de to foregående indlæg, så er der problemer med bloggen. Til problemerne hører, at man ikke kan kommentere på indlæggene. Jeg arbejder på sagen og håber at få dem løst i løbet af aftenen..

Opdatering: Efter megen møje og besvær ( bl.a. opgradering af bloggen til 2.9) ser det ud til, at det spiller igen med en enkel mislyd eller to…

Opdatering nr. 2: Påskeægget er åbenbart knyttet til version 2.6 og betaudgaver af 2.7 WordPress. I denne lille youtubefilm kan du se, hvordan du IKKE skal gøre, hvis du vil undgå at slippe påskeharen løs.