Indlæg tagget med blues

Dagens citat: om bluesens fremtid eller mangel på samme

3. august 2015

I worry about the future of blues music whether you are black or white. If they don’t hear it like I did and listen to it and don’t know about it — you ever been to Louisiana where they cook all this gumbo? [..] So if you never tasted it, you wouldn’t love it. That’s what’s happening with the blues. Now, the young people don’t know nothing about it unless — I know satellite [radio] do play blues, but we need more than that. I tell everybody I would love to hear Muddy Waters twice a week. I’m not telling you to play him all day, all night; just play him. Let the young people know where it all started. Buddy Guy

Sådan skulle det da helst ikke gå, så vi må hellere spille the blues lidt mere. Måske kan vi nå et par af de unge, der ikke kender til denne forudsætning for moderne populærmusik. 

Har man fået lyst til mere, så kan man passende (gen)se Martin Scorseses dokumentar om the blues.

 

Varme på dåse

23. maj 2015
Dengang og nu: samme kærlighed

Der er gÃ¥et 46 Ã¥r, men de er stadig sammen…

Ad veje, der kan være svære at rekonstruere (men det begyndte i gÃ¥r aftes, hvor jeg lyttede til nogle tidlige Eric Clapton-sessions), er jeg endt med at sidde og genhøre en opsamlingsplade med det amerikanske blues-rock-band Canned Heat, der blev dannet tilbage i 1965 og – mig bekendt – stadigvæk eksisterer, selv om ophavsmændenen Alan Wilson og Bob Hite for længst har takket af. Canned Heat er et af de bands fra dengang, der vokser lidt hver gang, jeg lytter til dem. De var bestemt ikke nyskabende i deres bluesorienterede spil, men det er netop deres loyalitet over for the blues og deres dedikerede tilgang til den, der fÃ¥r bandet til at vokse i mine ører og min bevidsthed.

 

PS. Fotoet af parret fra Woodstock 69 er lånt fra 107.3 The Wawes Facebookside

Lead Belly: The Smithsonian Folkways Collection

8. januar 2015

Under titlen Lead Belly: The Smithsonian Folkways Collection
fejrer Smithsonian Folkways den store blues- og folkmusiker Lead Belly (ogsÃ¥ kendt som Huddie Ledbetter). Creedence Clearwater Revival, Tom Waits, Led Zeppelin, Beach Boys og mange andre har hyldet Lead Belly ved at genindspille hans sange og dermed demonstreret, hvilken betydning han har haft for den moderne populærmusik. Nu udkommer sÃ¥ en oppulent 5-cd-boks med 108 optagelser og en stor bog om manden og hans liv i musikkens tjeneste. Hvis økonomien tillod det, burde man nok have den stÃ¥ende pÃ¥ reolen…

PÃ¥ denne side kan man smuglytte til udgivelsen.

Læs mere »

S̴ er der blues Рp̴ svensk: Svante Sj̦blom Trio

17. december 2014

Svante Sjöblom är en fridens man. Som många känner till är han en fantastisk gitarrist och sångare, specialiserad på akustik blues och folkmusik från förkrigstiden. Mindre känt är kanske att han dessutom är en skicklig finsnickare och passionerad flugfiskare.

En fridens man som sagt var.

Men ibland far djävulen i honom och han letar fram elgitarren, skruvar upp volymen till elva och brister ut i ett bluesens primalskrik.

Svante Sjöblom Trio består av, förutom Svante, Marcel Strub, Micke Nilsson och Magnus Nörrenberg och spelar stenhård gitarrblues med hög intensitet.

Denna EP spelades in vintern 2014 och släpptes i en begänsad upplaga som bara såldes på konserter. Den tog snabbt slut och därför är denna digitala release efterlängtad. [Bandcamp]

Mere Sonny Boy Williamson: Kirk in Copenhagen

1. juni 2014

Vi skal ikke helt slippe den gamle bluesmester Sonny Boy Williamson. Jeg har lyttet meget til det lille bokssæt Bye Bye Sonny. der over to cd’er dokumenterer Williamsons sessions med Yardbirds, The Animals og Brian Auger. Indspilninger, der repræsenterer noget a det bedste af mødet med den gamle blues og de nye bluesdrenge fra Storbritannien.

Williamsons ophold i Europa i starten er fuld af anekdoter om afbrændte hotelværelser, slagsmÃ¥l i gaden osv. Mindre kendt er det mÃ¥ske, at Williamson ogsÃ¥ var et smut i København, hvor han under dæknavnet Big Skol medvirkede pÃ¥ jazzmusikeren Rahsaan Roland Kirks livealbum Kirk in Copenhagen (Mercury 1963) pÃ¥ nummeret “The Monkey Thing”. Et af de fineste øjeblikke i Williamsons europæiske eventyr. Han døde kort tid efter, han var vendt tilbage til USA.

Den vist nok sidste indspilning Williamson nÃ¥ede at lave i England var “I’m Trying To Make London My Home” sammen med afdøde Hubert Sumlin pÃ¥ guitar.

The baddest motherfucker – Johnny Winter – fylder 70 i dag

23. februar 2014

Den legendariske albino-bluesman Johnny Winter fylder 70 i dag. True to the blues hedder en bokssæt, der er udkommet for nylig. Og den titel angiver meget godt, hvad det har drejet sig om for Johnny Winter. At være tro mod the blues.

PS. Indlæggets overskrift henviser til Mike Bloomfields introduktion til den dengang ukendte Johnny Winter i Fillmore East i 1968: “Man, this is the baddest motherfucker!”

I’m Your Hoochie Coochie Man

5. april 2012

I gÃ¥r ville McKinley Morganfield – bedre kendt som Muddy Waters – være fyldt 97 Ã¥r, men han takkede verden farvel allerede i 1983, 70 Ã¥r gammel. Waters’ største hit var klassikeren “I‘m your hoochie coochie man“, som Willie Dixon havde skrevet. Ã…ret var 1954.

Waters havde haft en del mindre hits inden da, men “I’m Your Hoochie Coochie Man” lÃ¥ pÃ¥ den sorte R&B-listes top i samfulde tretten uger. Det betød dog ikke, at Muddy Waters blev en rig mand pÃ¥ den indspilning. Pladen udkom pÃ¥ det navnkundige Chess-plademærke, men dengang var der ikke mange radiostationer, der spillede ‘sort musik’. Og det var ikke nogen selvfølge, at pladen blev distribueret i storbyernes sorte bydele. Pladebutikker var ikke almindelige – og pladerne blev solgt i smÃ¥forretninger, der var datidens svar pÃ¥ døgnbutikker eller minimarkeder og solgte alt fra mælk, over tobak til vinylplader.

Alligevel blev sangen en succes. Man snakkede om den i de sorte miljøer, og man købte den. Og noget var ved at ske i det raceadskilte land. En ung hvid kunstner vred hofterne til rock’n roll-sange – og gjorde det synligt og hørbart for publikum, at bluesmusikken havde fÃ¥et greb i den hvide verden. Hans navn var selvfølgelig Elvis Presley.

“I’m Your Hoochie Coochie Man” hittede i et Ã¥r, hvor jernmuren mellem det sorte og hvide Amerika for alvor begyndte at smelte, Og rock’n roll-musikken fremkomst betød, at den hvide verden stod pÃ¥ vid gab over for den musik, der blev kaldt sort: blues. Og i Ã¥rene efter – og især i tresserne – blev bluesen genstand for den anerkendelse, den altid havde fortjent at fÃ¥.

“I‘m Your Hoochie Coochie Man” blev indspillet med Muddy Waters legendariske band: guitaristen Jimmie Rodgers, pianisten Otis Spann, sangskriveren og bassisten Willie Dixon, trommeslageren Fred Below og Little Walter pÃ¥ mundharmonika. Samtidig markerede pladen et stilistisk skifte fra den Mississippi Delta-country-blues, Muddy Waters havde spillet de første Ã¥r, i retning af den Chicago-blues, der bl.a. fik unge musikere i Rolling Stones og andre beatgrupper op af stolene og ind i øvelokalet.

Rolling Stones & Muddy Waters – 1981 – se Mick Jagger hygge sig med Muddy! Fin optagelse!

Louisiana Red – blueslegende – er død, 79

1. marts 2012

Kort tid før, han kunne være fyldt 80 år, døde bluesmusikeren Louisiana Red.

Louisiana Red – eller som han egentlig hed Iverson Minter – blev født i Alabama i 1932. Og hans opvækst og sene succes tegner pÃ¥ sæt og vis et næsten typisk billede af den sorte blues historie i det tyvende Ã¥rhundrede. Faderen blev lynchet af Ku Klux Klan, forbrydelsen blev aldrig undersøgt – og forbryderne ikke straffet. Slavetiden hang endnu som en tung skygge over det amerikanske samfund. Ikke mindst i syden.

Efter faderens død blev den unge Iverson sendt til Pittsburgh, hvor voksede op i et samfund, der var præget af racehad. Og det var først, da han kom ind til militæret, at han oplevede hvide borgere som andet end racister. I militæruniformen var alle lige, og Iverson fik flere hvide venner.

Helt efter bogen om de sortes historie voksede Iverson op hos forskellige familiemedlemmer, plukkede bomuld, kom pÃ¥ børnehjem og ud i smÃ¥kriminalitet – før han i 1949 kom med i John Lee Hookers band. Et par Ã¥r senere sørgede en anden blueslegende, Muddy Waters, for, at Louisiana Red – under kunstnernavnet Rocky Fuller – kom til at indspille for Chess Records. I 1963 udsendtes albummet The Lowdown Back Porch Blues, der Ã¥ret efter blev fulgt op af Seventh Son. Det var ogsÃ¥ i denne periode, Loiusiana Red fik sit kaldenavn – efter en stærk sovs, som han holdt meget af, The Louisiana Hot Sauce.

For mange blueskunstnere blev beatmusikkens optagethed af blues og rhythm and blues et vendepunkt med hensyn til anerkendelse og succes. For Louisiana Red, der havde moderat succes i tresserne, blev der tale om et egentlig gennembrud, da han optrådte på Montreux Jazz Festival i 1975. At det europæiske publikum var mere lydhøre over for jazz- og bluesfolk var kendt. Måske var det også derfor, Louisiana Red senere slog sig ned i Tyskland, hvor han også døde d. 25. februar.

Sweet Blood Call

Hubert Sumlin – bluesman – er død, 80 Ã¥r

5. december 2011

Endnu et dødsfald. Bluesguitaristen Hubert Sumlin er død, 80 år gammel.

Sumlin blev mest kendt for sit samarbejde med Howlin’ Wolf, i hvis orkester han spillede fra 1955 og frem til Wolfs død i 1976. I tiden efter fortsatte Humlin i gruppen The Wolf Pack, der var en slags hyldest til den afdøde bandleder. Sumlin indspille ogsÃ¥ plader i eget navn.

Mick Jagger mindes Hubert med denne indskrift på sin Facebook-side:

“Hubert was an incisive yet delicate blues player. He had a really distinctive and original tone and was a wonderful foil for Howlin’ Wolf’s growling vocal style. On a song like “Goin’ Down Slow” he could produce heart-rending emotion, and on a piece like “Wang Dang Doodle” an almost playful femininity. He was an inspiration to us all.”

Her kan du se og høre Hubert Sumlin fortælle om sin Mississippi-blues-stil.

Howlin’ Wolf med Hubert Semlin spiller Tail Dragger.

Torben hylder ogs̴ Hubert Рher.

 

Robert Johnson – 100

7. maj 2011

I morgen er det vidst 100 år siden bluesmanden Robert Johnson kom til verden. I hvert fald fejres dagen rundt omkring og ikke mindst i hjemlandet. Med sine ialt 29 indspilninger kom han til at spille en rolle for populærmusikken, som han næppe havde forestillet sig. Sammen med folk som Chuck Berry og Buddy Holly er han uden tvivl en af de allermest indflydelsesrige musikere.

Enhver, der har læst Searching for Mr. Johnson, vil vide, at mandens eget liv er ringe belyst. SÃ¥ ringe, at myterne stÃ¥r i kø for at fÃ¥ plads i alle de biografiske huller. Fx myten om, at Johnson ved en korsvej solgte sin sjæl til djævelen til gengæld for et stort musikalsk talent. Men mÃ¥ske er myter sandere en biografiske kendsgerninger. I hvert fald er det gennem musikken og sangene, vi fÃ¥r ‘sandheden’ om Mr. Johnson. Og sangene er stadigvæk den dag i dag lige sÃ¥ fascinerende, som første gang de blev lagt ned i rillerne.

Opdatering søndag
: Torben skriver udførligt om denne djævelske bluesmusiker – her.