Indlæg tagget med Bøger

Er rådent liv? John Lydon har skrevet sin biografi (igen)

1. maj 2015

John Lydon, alias Johnny Rotten fra Sex Pistols, har udsendt en ny biografi, der i modsætning til forgængeren Rotten: No Irish, No Blacks, No Dogs (1994), handler om hele Lydons liv og ikke kun de gyldne Ã¥r med Sexpistolerne. Lydon nærmer sig – utroligt nok – de 60, men er stadigvæk fræk og ligefrem. Det kan man læse i et interview med ham i Rolling Stone. En gang en punk, altid en punk.

“Whatever I do in music is now really a part of my life. I got into it very early and I never looked back. That’s the greatest thing that ever happened to me, and the Sex Pistols was wonderful for me. What a great start. My God. Arguments and all, everything. It was a real crash course in how to survive in the modern world.”

John Lydon til Rolling Stone

Og skru sÃ¥ op….

Linda Ronstadt og de enkle drømme

23. februar 2014

Min natlektyre bestÃ¥r for tiden – blandt andet – af Linda Ronstadts musikalske erindringer Simple Dreams. En bog, jeg kun kan anbefale alle med interesse for hendes musik og perioden af halvfjerdserne og frem. Og der kan siges meget godt om den bog. Men lad mig i første omgang nøjes med lidt fra det anekdotiske. Ronstadt fortæller fx Ã¥benhjertigt om, hvordan hun bliver træt af sit succesfulde liv med en Ã¥rlig plade og efterfølgende koncerter pÃ¥ alt for store scener. Vi er i stadiumrockens periode og hun kan ikke lide den – heller ikke dens effekt pÃ¥ pladerne, der forsøger at tilpasse sig den unuancerede stadiumrocks lyd. Og derfor sadler hun om og kaster sig over operetten. Et kapitel af hendes musikalske løbebane, jeg ikke har kendt sÃ¥ meget til. Men hun optræder bl.a. i forestilingen Pirates of Penzance af de navnkundige Gilbert og Sullivan. Nedenfor finder du et uddrag af en tv-udgave. Og Linda synger godt, men jeg mÃ¥ ærligt indrømme, at jeg foretrækker, nÃ¥r hun kaster sig ud i countryrock eller lignende.

 

En shub, der dur i A-dur – Michael Hardinger har begået sine erindringer

1. september 2013

 

Som titlen på Michael Hardingers erindringsbog mere end antyder, så er det i år fyrre år siden Shu-bi-dua blev dannet. Et jubilæum, der – bandets store folkelige succes taget i betragtning – nok fortjener at blive markeret, bl.a. med en bogudgivelse.

Den afdøde musikjournalist og -blogger Torben Bille havde faktisk planer om at skrive en bog om Shu-bi-dua, men den blev aldrig til noget. Ikke fordi Torben døde alt for tidligt, men fordi en af Shu-bi-duas centrale skikkelser, Michael Bundesen, blev ramt af en hjerneblødning, der gjorde ham uegnet til at medvirke i en sådan bog. Og når han ikke var med, så kunne bogen ikke blive til noget, mente Torben. Og det havde han ret i – når bogen skulle skrives af en udenforstående. Men nu har Shu-bi-dua så alligevel fået en bog – skrevet af en anden ankermand, Michael Hardinger, musiker og komponist til mange af gruppens kendte sange.

Og så alligevel ikke. For bogen 40 år i A-dur handler kun til dels om Shu-bi-dua som et vigtigt kapitel i Michael Hardingers liv, der fortælles kronologisk fra undfangelsen på Hotel Hafnia i København i februar 1948 og frem til nutiden. Som Hardinger selv gør opmærksom på på bogens omslag, så er det at skrive bøger ikke hans metier: “Dette er min første bog. Og sikkert også den sidste. Den er skrevet nogenlunde som jeg taler. Der er ingen  ghost-writer på. Og tegnsætningen er som det behager mig. Da jeg synes det er latterligt ikke at bruge kommaer til at skille teksten for forståelse. Istedet for kold kryds og bolle. Deal with it. Klager modtages ikke, kære skole lærere. I gjorde jeres bedste men den bed ikke på mig”. Det er på disse vilkår, bogen er blevet til. Og må læses og anmeldes. Det er her man finder bogens styrke og dens svaghed.

Hardinger skriver da også som en brækket arm med hakkende tegnsætning og navneord, der ikke bliver sammesat. Men han fortæller også lystigt om livets gang – illustreret med små tegninger af Tania “Dut” Ovesen og fotos og udklip fra Hardingers egne scrapbøger. Jeg skal ikke forsøge at genfortælle det levede liv i kort form. Men Hardinger kommer godt rundt omkring i sin krønike. Lige fra barndommens omskifteligheder med en omrejsende far og frem til tiden som veletableret musiker med rod i USA.

Og det er en helt igennem positiv fortælling, for Hardinger gør også det valg fra starten, at han skærer meget væk. Fx forbliver han “privat” – så koner, kærester, ja privatliv i det hele taget forbliver inden for en lukket parantes, som vi ikke får lov til at kigge ind i. Det samme gælder livets genvordigheder i form at konflikter, uoverensstemmelser og lignende. Vi ved, at der var ballade i og omkring Shu-bi-dua, men det preller af på Hardingers positive tilgang til tingene som vand på en gås. Og det er nok den største anke, jeg har mod bogen: Den savner en kritisk dimension, der kan være med til at give læseren et nuanceret syn på et kompleks levned.

Bortset fra det, så er det fornøjelig læsning. Hardinger får malet et fint billede af sig selv som et menneske, der lever i og for musikken. Selv om også bliver ret tydeligt, at musikken langt fra et det eneste, der optager Hardinger. Længe er han fx på vej til at gøre stor karriere i charter-, hotel- og feriebranchen og han får også foden inden for i DR, hvor han som bekendt møder Bunden, Michael Bundesen, og får grundlagt Shu-bi-dua. Man får en fornemmelse af, at skæbnen sagtens kunne have taget en anden drejning for Hardinger. Men det gjorde den som bekendt ikke.

40 år i A-dur er først og fremmest en fortælling om en mand, der fra barnsben af fulgte sin egen næse, havde heldet med sig og fik lov til at leve af popmusik. Ungdomsoprøret gik helt hen over hovedet på den unge mand, der ellers aldersmæssigt burde have været både langhåret og have haft Karl Marx’ Kapitalen under armen. Hardingers oprør bestod i fravælge et almindeligt borgerligt liv med læreplads, fast arbejde fra 8-16 og villa, volvo og vovse. Hardinger bor nu i United Bluff og kan se tilbage på en ret så imponerende liv i musikkens tjeneste. Det har været en fest, som han skriver. Desværre fik vi ikke så meget at vide om tømmermændene, men vi var godt underholdt, medens snakken gik.

I øvrigt fik Torben Bille alligevel sat et lille aftryk på denne bog. For halvvejs inde i historien får vi anekdoten om Torben Billes kritiske syn på Shu-bi-dua – og om gruppens lille hævn i form af sangen “Billen på bladet”. Det kan godt være at Torben ikke var Shu-bi-dua-fan, men han kunne have skrevet et fint supplement til Hardingers bog. Og så i øvrigt havde Torben det jo med at tage sine synspunkter op til renfærdig revision. Måske kunne han godt lide Shu-bi-dua efter 40 år!?

Michael Hardingers bog overflødiggør med andre ord ikke andre bøger og artikler om Shu-bi-dua, men er en absolut læseværdig biografi af og om en af den helt centrale figurer i bandet. En bog, man som musikelsker, bør unde sig selv at læse.

Michael Hardinger. 40 år i A-dur. Bogkompaniet. Udkom d. 20. august.

 

riverrun…. Dagens bogindkøb

8. juli 2013

Jeg har det lidt som Dan Turèll, der engang blev spurgt, om hvad han læste af ny litteratur. Han svarede noget i retning af, at han havde sÃ¥ mange klassikere, han endnu ikke havde fÃ¥et læst, sÃ¥ det var sÃ¥ som sÃ¥ med alt det nye. Blandt de værker, der stÃ¥r pÃ¥ min imaginære liste over bøger, jeg mÃ¥ se at fÃ¥ læst, inden det er for sent, stÃ¥r James Joyces elitære hovedværk Finnegans Wake. En bog med et ry om at være nærmest ulæselig. MÃ¥ske endda skrevet – for at være ulæselig. Og sÃ¥ alligevel. For al litteratur er pr. definition læselig. SÃ¥ nu stÃ¥r den restaurerede udgave af Finnegans Wake og samler støv ved siden af Kierkegaard og Proust. riverrun…

I dreamed i was a very clean tramp. A memoir.

9. maj 2013

Jeg er gÃ¥et i gang med at læse Richard Hells erindringsbog I dreamed i was a very clean tramp (Harper Collins). Og selv om jeg ikke er kommet ret langt, sÃ¥ tør jeg godt sige, at det bliver en af en de større oplevelser i musiklitteraturen for mit vedkommende. Jeg kan vældig godt lide titlen, der er anderledes, end man er vant til at se. Og sÃ¥ kan jeg godt lide Hells anslag i bogen. Der er ikke meget idoldyrkelse eller rockmytologisering i hans helt nede pÃ¥ jorden-fremstilling af sin opvækst. Det er meget let at identificere sig med den unge Richard, der ser Zorro pÃ¥ tv og drømmer om at stikke af fra det hele (og gør det). I første omgang er det ikke rock’n roll, der tænder den unge løjser. Det er litteraturen. Han vil være forfatter. Ikke som Borroughs og Ginsberg, men som digteren c.c. cummings. Men i New York fÃ¥r rocken alligevel tag i ham – og resten af historien kender vi (selv om jeg ikke har læst den i Hells udgave endnu…):
“There was just so muchmore excitement in rock & roll than sitting home writing poetry. Thepossibilities were endless. I mean, I could deal with the same matters that I’d be sweating over alone in my room,to put out little mimeograph magazines that five people would ever see. And wedefinitely thought we were as cool as the next people, so why not get out thereand sell it?” (cit. fra bogen Please Kill Me, der er en mundtlig overlevering af punkens historie)

Erindringer: Pete Townshend – Who I Am. A memoir.

28. juli 2012

Tressernes og halvfjersernes rockikoner er kommet til Ã¥rs, og ganske naturligt kommer der en lind strøm af mere eller mindre autoriserede biografier om ikonerne. Og hører man til den race af boglæsere (og musikelskere), der læser bøger om rockikoner, sÃ¥ vil man ogsÃ¥ vide, at meget af det, der er kommet, er hø og hakkelse – i stedet for Ã¥ndelig føde.

Men én biografi ser jeg frem til med store forventninger. Til oktober kommer Pete Townshends egne erindringer med det pirrende, selvbevidste titel Who I Am. A Memoir. Når jeg ser frem til den, så er det ikke kun, fordi Townshend altid har stået for mig som værende en yderst selvbevidst (for nu at sige det pænt) mand, der ikke alene skrev nogle fantastiske sange og spillede en formidabel rockguitar i et af verdens bedste rockbands, The Who, men også fordi Pete Townshend i årevis har været en semi-intellektuel skrivende personage. Han kan skrive.

Helt tilbage i starten af halvfjerdserne havde han sin egen klumme i Melody Maker, og siden avancerede han til jobbet som essayist for rockjournalistikkens flagskib Rolling Stone, hvor han leverede tre større essays. Et om sin Ã¥ndelige vejleder Meher Baba, et om en Who-opsamlingsplade (Meaty, Beaty, Big and Bouncy) og en med den sigende titel “The Punk meets the Godmother”. Og Ã¥rtiet efter blev han redaktør for det velanskrevne forlag Faber and Faber, hvor han blandt andet havde ansvar for kollegaen Eric “The Animals” Burdons selvbiografi og andre bøger om musik. En enkelt fiktionsbog er det ogsÃ¥ blevet til fra Townshends hÃ¥nd, den kritikerroste novellesamling Horse’s Neck fra 1985.

Ud over arbejdet som redaktør har Townsend ogsÃ¥ fÃ¥et tid til at etablere sit eget forlag Eel Pie Publishing, der udgiver bøger for børn, om musik og spirituelle emner. Og han har sÃ¥gar startet sin egen boghandel med navnet Magic Bus (titlen pÃ¥ en af The Whos store singlehits). Glemmes skal selvfølgelig heller ikke de tydelige litterære aftryk pÃ¥ The Whos plader og Townshends egne. Townshend stod bag de kontroversielle rockoperaer Tommy og Quadrophenia – og flere af Towsends egne soloplader har tekster, der oprindeligt var tænkt som mulige bogudgivelser. Fx pÃ¥ pladen Psychoderelic.

Der er selvfølgelig allerede udsendt bøger om Townshend, men det skal blive interessant at læse, hvad han har at fortælle om sit liv. Ikke, fordi det er Sandheden om Pete Townshend, men fordi han tilhører den lille skare af rockmusikere, der ogsÃ¥ har et tænksomt og skabende forhold til et andet medie end musikken – skriften.

Pete Townshend – English Boy & Face the Face

Rolling Stones på boghylden

15. juli 2012

Rolling Stones’ 50 Ã¥r lange karriere har ikke kun sat sig musikalske spor, men ogsÃ¥ litterære. Og nogle af de mange bøger om Rolling Stones er faktisk ogsÃ¥ læseværdige som litteratur – og ikke kun som informationsportaler til gruppen. Andre – fotobøgerne – er ogsÃ¥ dokumenter over en tid og en kultur.

Keith Richards’ “Life” er ikke til at komme uden om, hvis man vil vide noget om Keefer. En selvbiografi, der pÃ¥ én og samme tid bekræfter billedet af ham som en enfant terrible, men ogsÃ¥ nuancerer billedet meget.

Vi kan håbe, at Mick kommer sig over Keiths kommentarer angående Jagges forplantningsværktøj og selv tager sig sammen til at skrive-fortælle sine erindringer. I mellemtiden kan man passende læse Christopher Andersens krønike om bandets ubestridte forgrundsfigur.

Rygradden eller pulsen i Rolling Stones har altid været trommeslageren Charlie Watts. Om bandets gentleman med den store kærlighed til jazz og raceheste kan man læse i Alan Claysons biografi, der bare hedder: Charlie Watts. Ingen markskrigeri, for det er ikke nødvendigt, når det gælder Charlie Watts.

Blandt fotobøgerne kommer vi ikke uden om den danske fotograf Bent Rejs dokumentation af de unge rullesten. Her får vi dem frisk fra fad, længe før der gik verdensberømmelse og high society i gruppen. Samtidig får man et fint stemningbillede af de tidlige tressere. Kan kun anbefales.

Selv om Kefer ikke selv har medvirket til Jessica Pallington Wests What would Keith Richard do?, så er den en stærkt underholdende pendant til de mange angelsaksiske citat-bøger og som disse tankevækkende læsning.

Vi kommer heller ikke uden om bassisten Bill Wyman, selv om det efterhånden er mange år siden, han var med. Som Charlie Watts lagde Wyman en bundsolid bund under bandet musikalske rejse gennem bluesuniverset. Stone Alone er en af Wymans fortællinger om sit liv med og uden rullesten.

I Sway skaber Zachary Lazar en litterær roman ud af sladder- og biografistoffet omkring Anita Pallenberg og den amourøse trekant, hun indgik i med Keith Richard og Brian Jones.

Et andet uomgængeligt værk er den legendariske manager Andrew Loog Oldhams anekdotemættede beretning Rolling Stoned, der både er selvbiografi, samtidskrønike og saftig sladderhistorie i et. I øvrigt er det den tredje beretning fra hans hånd.

Og denne lille anbefaling kunne vi passende slutte af med Rolling Stones’ Yesterday’s Papers. Hvem læser gÃ¥rsdagens aviser? Nej, men med bøger er det en helt andet sag…

Michael Falch – Trækruter – en bogomtale

19. januar 2012

Undervejs i læsningen af Falchs nye bog Trækruter kom jeg pÃ¥ et tidligt tidspunkt i tvivl om, hvorvidt Falch nu havde fundet den rigtige form. Michael Falchs bog bygger pÃ¥ hans egen weblog. Vejen fra internettets – webloggens – ‘løsrevne dagbogsnotater’ til bogformen synes kort og ligetil. Men i min optik er der et kvalitativt spring fra netop weblog til bog. Og Falchs egen henvisning i bogen til H. C. Andersen, Martin A. Hansen og Henrik Nordbrandt som forbilleder understreger det. Der er forskel pÃ¥ at skrive dagbog og skrive dagbog med henblik pÃ¥ bogudgivelse – for nu at sætte det hÃ¥rdt op. Selv om Falchs bog bestemt er læseværdig pÃ¥ grund af det indblik, den giver i mandens liv og karriere, sÃ¥ er jeg langt fra sikker pÃ¥, at den valgte form er den rigtige. I hvert fald ikke den bedste.

Jeg har indtil videre ikke kunnet frigøre mig fra en fornemmelse af, at det der i første omgang oplevedes som et stilistisk flow mere var et resultat af bogens udspring i de løsrevne, personlige blogposteringer end Falchs forfatterkvaliteter. Kort sagt, tror jeg, Trækruter som et stykke erindrings- og dagbogslitteratur ville have vundet ved fra starten at være tænkt og skrevet som bog. I hvert fald havde tvivlen ikke forladt mig, da jeg vendte den sidste side.

Prisen for den valgte form er også, at strukturen i bogen får et løst og tilfældigt præg. Mere løst og tilfældigt end godt er. Selv om bogen følger kalenderen fra sidst i 2009 og frem til midten af 2011, så brydes kronologien op af sidespring, erindringer m.m. Og ligefrem fremstilling blandes godt og grundigt op med småfilosofiske livsbetragtninger, småfortællinger om personer og hændelser osv.

Interessen i bogen samler og begrunder sig i det forhold, at Michael Falch er en kendt skikkelse i rocken – og pÃ¥ det seneste ogsÃ¥ som endnu en af de kendisser, der er blevet ædru alkoliker. Historien om Falchs alkoholisme og vejen bort fra flaskens dæmoni, og de omkostninger den nuvundne ædruelighed fik – bl.a. opløsningen af et Ã¥relangt ægteskab – fylder en del i bogen. ForstÃ¥eligt nok. Men vi fÃ¥r ogsÃ¥ et indblik i rockmusikerens succesfulde liv i internettets tidsalder, hvor den gamle Malurt-forsanger finder nye veje med eget pladeselskab og nye samarbejdsformer (bl.a. samarbejdet med Poul Krebs). Og sÃ¥ er dagbogen spækket med anekdoter – om Sebastian, Bruce Springsteen osv. – der er med til at gøre den fundamentalt underholdende – og til at holde dagbogsmonotonien stangen.

Mit forbehold til trods, så kan jeg kun anbefale bogen til dem, der interesserer sig for rock og for Michael Falch i særdeleshed.

En længere udgave af ovenstående omtale kan læses på Geiger.

Torben har ogsÃ¥ læst og pÃ¥skrevet Falchs bog – med et lidt andet udbytte – her.

The Byrds i biografiens vold

20. december 2011

Amerikanske forfattere betales pr. trykt side, har jeg hørt. Det tror jeg gerne. I hvert fald forklarer det, hvorfor mange amerikanske bøger lider af voluminøs elefantiasis. Edb-manualer på tusindvis af sider, romaner på den forkerte side af 500 osv.

Jeg kom til at tænke pÃ¥ dette fænomen og pÃ¥ tanken om begrænsningens ædle kunst (som skulle være enhver skribents og kunstners dyd i følge Goethe), da jeg læste om Johnny Rogans nye biografi om The Byrds. Rogan er allerede kendt for sin omfangsrige Byrds-biografi fra 1999 – Timeless Flight Revisited – der fyldte hele 768 sider i hardback-udgaven. Men Rogan har Ã¥benbart ment, at der var mere at fortælle. I hvert fald har han udsendt Requiem For The Timeless pÃ¥ hele 1152 sider – og det er vel at mærke kun Bind I!

I følge oplysningerne har Rogan interviewet alle, der har været med i gruppen og haft forbindelse med gruppen – selv groupierne – for at finde stof nok til sit storværk. Jeg vil overlade det til andre at læse dette værk – og nøjes med at lytte til gruppens musik, for det er der, vi finder ‘sandheden’ om The Byrds: Turn, Turn, Turn.

Neil Diamonds største…

6. december 2011

Julen stÃ¥r for døren og tiden er oprunden, hvor pladebranchens købmænd skal høste det sidste i Ã¥ret. Og tradionelt har forudsigelige og uinspirerede opsamlinger med kunstneres "største" eller "bedste" sange – ofte ny indpakning af gamle opsamlinger (som stadig kan fÃ¥s) – været vejen til købernes lommer. Men ret skal være ret. Nogle opsamlinger forekommer at være mere velanbragte end andre. Det gælder fx den nye udgave af Neil Diamonds "allerbedste". Ikke, fordi den er hævet over diskussion – men fordi man i det mindste har gjort sig den ulejlighed at lave et tværsnit af mandens produktion fra de tidlige indspilninger pÃ¥ Bang og Universal og frem til Diamonds kunstneriske come-back i samarbejdet med produceren Rick Rubin.

Neil Diamon er en af de kunstnere, der har f̴et en kunstnerisk revival i min bevidsthed. Er du i tvivl om hans sangskriverkvaliteter Рs̴ lyt til den nye opsamling Рher.