Indlæg tagget med Bøger

Libertineren Jørgen Leth slår til igen

4. oktober 2009

Man kan næsten forestille sig, hvordan visse feminister i Kvindfo eller Dansk Kvindesamfund vil fÃ¥ morgenkrydderen gevaldigt galt i halsen over titlen pÃ¥ Jørgen Leths og Morten Sabros nye bog. “Derfor knepper de sÃ¥ meget i dette land…” hedder den. Bogen er (endnu en ) dialogbog – ja, faktisk en emailbaseret bog – hvor et af temaerne er Leths med spænding imødesete film “Det erotiske menneske”, som bl.a. vil vise Jørgen Leth elske med en ung tahitiansk kvinde. Bogen omtales i Berl. Tidende og man fÃ¥r det indtryk, at Leth og Sabro er helt bevidste om det provokatoriske i titlen og i bogens emne. Og Leth siger det ogsÃ¥ direkte, nÃ¥r han vil forsætte sin udforskning af den erotiske lidenskab “om sÃ¥ de moralske hader mig til døden”. Og det er da ogsÃ¥ lige i det udsagn libertineren Leth træder i karakter. Han forfølger monomant sin hedonistiske lyst – med de omkostninger, det har for ham selv og andre involverede – pÃ¥ trods af enhver moralisme. Og det vil i disse tider sige en post-feministisk nypuritanisme, der helst vil forvise seksualiteten til parforholdets trygge rammer af misforstÃ¥et ligestilling. Det er godt, at der stadigvæk er folk som Jørgen Leth, der kan minde os om, at vores liv er styret af andre og stærkere kræfter end nypuritanske moralister vil være ved.

Lykkens pamfil

19. september 2009

Man (dvs.Jeg!) gÃ¥r ikke ustraffet ind i en boghandel for at snuse rundt, medens Fruen fÃ¥r købt sine nødvendigheder ind andetsteds i Ã…rhus City. Med hjem i en pose var Peder Bundgaards 450 sider store bog om dansk rock fra tresserne til halvfjerdserne “Lykkens pamfil”. Cirka 50 kr. Med bogen følger en cd med smagsprøver fra opsamlingsalbummet “Derfra hvor vi stod”. Jeg har ikke læst bogen endnu, men cd’en kunne man godt have sparet, for den er en reklamestunt, der ikke gør hverken bog eller opsamlingsplade nogen ære…

Torben Bille – Når lyset bryder frem – en biografi om Sebastian

17. september 2009

Hver gang jeg ser eller hører Sebastian, kommer jeg i tanke om dengang i starten af halvfjerdserne, hvor jeg hørte ham spille i en radioudsendelse. Jeg tror nok, det var en udsendelse med Hans Otto Bisgård, og Sebastian spillede og blev interviewet på et gadehjørne i enten Tønder eller Åbenrå. I hvert fald i Sønderjylland. Det var dengang, Sebastian endnu var grøn og ikke var trådt ud af forbilledernes – Donovans og Dylans – skygge. Jeg ser ham for mig med guitaren, mundharmonikaen på stativ, langt hår, cowboy-jakke osv.


Siden er der jo sket meget i Sebastians karriere. Senest har man kunnet læse, at han i en alder af 60 år har samlet en garvet flok musikere og drager ud på landevejene for at spille sange fra sit store repertoire.


Selv om jeg har fulgt Sebastian fra dengang, hvor han debuterede, så var det først for alvor i sidste halvdel af halvfjerdserne og starten af det efterfølgende årti, han rigtig trådte ind i mit musikalske univers. Pladen Circus Fantastica var en milepæl i så henseende. Og det samme var en uforglemmelig koncert, som blev givet på Østergades Hotel og delvist dokumenteret på albummet Sebastian Live, der udkom i 1980. Det var på det tidspunkt, det gik op for mig, at vi havde at gøre med en dansk sangskriver af format, som det nok var en god idé at følge fremover.


Jeg vil ikke prale af, at jeg har fulgt Sebastian i et og alt. Nok har jeg hørt det meste af det, han har udsendt på plade, og overværet mange af hans koncerter, men jeg har ikke været fan på den måde. Ikke desto mindre står Sebastian for mig som en af de uomgængelige sangskrivere i dette land. En sangskriver med en stor musikalsk spændvidde, som få (om nogen!) kan matche i hans generation. Fra folkesanger på engelsk over velswingende rock-ensembler til film-, teater- og balletmusik. Med mere. Slet og ret imponerende.

I dag udkommer Torben Billes store biografi om denne kæmpe i moderne dansk musik. Titlen er hentet fra en af sangene “Når lyset bryder frem“. På forsidefotoet ser man meget passende en ung, langhåret Knud Christensen siddende i en vinduekarm, hvor lyset bryder gennem vinduets upolerede glas. Et foto af en ung kunster, der sender kameralinsen – og os læsere – en blik, der både rummer en kritisk, sky distance og selvbevidsthed. Det er denne sammensatte personlighed, bogen forsøger at tegne et facetteret billede af.


En biografi kaldes bogen. Og det kan der være gode ikke mindst markedsføringmæssige årsager til, for biografier er en populær genre i disse år. På den anden side er det også en problematisk genre. Jeg tænker ikke så meget på det principielt “umulige” i at skildre et levned, men mere på de faldgruber, der er for sådan et projekt. Ikke mindst faren for at falde i privatismens hul, at forfalde til utidig snagen i det private livs detaljer.

Torben Bille, der er en god ven af Sebastian, undgår denne fatale vej ved at foretage nogle nærliggende valg og prioriteringer, der sikrer, at der er en rød tråd i fremstillingen og et fokus, der fører læseren ud over privatheden. Bille bygger sin bog op om de musikalske projekter – især grammofonpladerne – som Sebastian har realiseret i sit nu 60-årige liv. Kapitlerne, der er mange, behageligt korte og læservenlige, fører os fra den ene perle på den røde snor til den næste. Det er så at sige bogens backbone, dens rygrad.


Men inden vi når frem det første egentlige musikprojekt, får vi forhistorien og dermed et bud på, hvorfor musikken blev levevejen og lidenskaben for Knud Christensen, manden bag kunstnernavnet Sebastian. Uden af afsløre for meget, så er det historien om en dreng, der vokser op med en familie, hvor kærligheden er ulige fordelt, og musikken bliver det medie, hvorigennem det personlige oprør og ambitionerne kan komme til udtryk. Men ikke kun det personlige oprør, for Sebastian tilhører en generation, der fik det kors at være selve Ungdomsoprøret. Hos Sebastian glider det personlige opgør umærkeligt sammen med opgøret med det, forældregenerationen havde skabt og stod for.

Men først og fremmest kæmper Sebastian en fortsat kamp for at leve sine stadigt voksende musikalske ambitioner ud. Men en skarp, kritisk pen tegner Torben Bille et fascinerende billede af det miljø, kampen udspilles i. Det er et nuanceret billede af ikke mindst pladeselskaberne (men også fx teaterverdenen) og deres aktører, hvor kræmmermentaliteten er udpræget og musikalske idealister – de få der er – har meget at slås for og kæmpe imod. Uden at dyppe sin pen i vitriol leveres der skarpe miniportrætter af centrale personer i den sammenhæng. Det samme gælder beskrivelsen af de mange musikere, som Sebastian arbejder sammen med.

Bille forstår med fyndighed og anekdotisk kraft at fremmane troværdige portrætter af disse personligheder på godt og ondt. Hvad enten det er en Alex Riel, en Lis Sørensen eller en Peter Thorup. Kærligt, men ikke ukritisk. Det samme gælder også det portræt, der løbende skrives frem af hovedpersonen. Forfatteren er, som antydet, ikke fanget i en misforstået loyalitet over for sin ven, men lader den kritiske røst kommentere med. Og derfor står man tilbage med et sammensat billede af manden. For han er jo en sammensat størrelse – lige som alle vi andre. Og i mine øjne gør det bare Sebastian endnu mere sympatisk – som person og musiker.


Fremstillingen af livsforløbet er også præget af, at Torben Bille har en journalistisk baggrund. Der er en meget grundig research. Båndede interviews, korrespondencer, avisanmeldelser osv. inddrages løbende, hvilket også har den oplagte fordel, at fremstillingen bliver flerdimensionel og levende. Det er ikke kun forfatteren selv, der tegner et billede af Sebastian og hændelserne omkring ham. Der er flere stemmer i koret. Og det er fortræffeligt, fordi det henleder læserens opmærksomhed på det forhold, at en biografi er en fortolkning af et levned. Det er ikke sandheden om et menneske, sådan som den biografiske illusion ellers gerne vil have os til at tro.


Billes egen holdning kommer løbende til udtryk i kommentarer til hændelser og udsagn. Og der er ingen tvivl om, at forfatteren sætter kunstneren Sebastian
(og personen Knud Christensen) meget højt, samtidig med at der er et kritisk øje for de musikalske kompromisser og fejltagelser. Fx når Sebastian igen og igen insisterer på at få sin musik ud på plade, selv om musikken – fx til en tv-serie eller et teaterstykke – fungerer bedst i den sammenhæng, den er skrevet ind i. Og alligevel får kunstneren selv – hver gang stort set – lov til at tage til genmæle. Så læseren selv kan danne sig en mening.


Bogen formår med enkle midler og greb at skildre Sebastians musikalske udvikling frem til i dag. En udvikling, der går både i bredden og i dybden. Sebastian starter som en Donovan-Dylan-elev på engelsk, får strøm på via fx pigtrådens Peter Belli (“Move on”!) og bliver nationalsproget under kritiks indtryk af (Jørgen Thomsens) Kashmir, Steppeulvene m.m. Siden vokser de musikalske ambitioner til regulære rockgruppeformat med kæmpemæssig succes i de for pladeindustriens gyldne år i firserne. Men Sebastian er mere en folk og beat. Hans musikalske ambitioner lader sig ikke indramme af bestemt genrer. En gammel kærlighed til den ofte ( i hvert fald blandt rockpurister) uglesete musical-genre får frit løb. Og også andre dramatiske sammenhænge – teaterstykker, film, tv-serier osv. – kommer ind over. Og igennem denne produktive udvikling sker der et skred fra at være primært udøvende til fortrinsvis at være komponist og sangskriver.

Hele denne bevægelse indfanger Torben Bille overbevisende.
Bogen er velskreven i Billes kendte stil. Til den hører en stadigt islæt af kulturhistorisk kommenteren. Små doser tidskolorit drysses over fremstillingen. Lidt om moden, politiken, seksualmoralen osv. skaber stemning og genkendelighed uden at ende i regulær samtidshistorie. I det hele taget er Bille god til med fyndighed at fremmane billeder og stemninger. Som oftest med humoristisk glimt i øjet.


Ud over den centrale tekst er bogen generøst forsynet med en række fine fotos af hovedpersonerne og hans omgivelser. Der er også et meget nyttigt personregister, en oversigt over Sebastians pladeproduktion med oplysninger om salgstallene, Sebastians personlige playlist (sådan noget kan vi musiknørder godt lide at læse!), en fyldig litteraturliste, en oversigt over Sebastians turnéorkestre, en over musical-opførelserne og sidst men ikke mindst et Proustsk email-interview med hovedpersonen.


Torben Bille har begået en bog, der fortjener at blive læst af alle med interesse for dansk populærmusik i almindelighed og Sebastian i særdeleshed. Den er let at læse, stærkt underholdende, informativ og vidende. En bog, hvor man ikke kun får et nuanceret billede af Sebastian – som bryder med de fordomme, der er om manden og hans musik – men også et signalement af den tid, han indgår i, og de mennesker, han møder på sin vej. Det er godt gået på knap 300 sider.


Drop den næste femi-krimi og læs Når Lyset Bryder Frem i stedet. Det fortjener den. Hermed anbefalet.

Godt fra Vonnegut

30. august 2009

Som omtalt i april mÃ¥ned, sÃ¥ udgives der en god snes short stories, som Kurt Vonnegut ikke nÃ¥ede at fÃ¥ publiceret i levende live. Det nye er, at historierne først kommer som elektroniske udgivelser og dernæst som gammeldags bøger. Den første – “Hello, Red” – kan allerede købes digitalt formedelst $1.99.

Plader, der ændrede et liv – Heavy Rotation

30. juli 2009

De fleste musikelskere har deres eget personlige soundtrack med sange og plader, der har haft og har en særlig betydning for deres liv. Sange, der knytter sig til kærlighedens op- og nedture (“Vores melodi” osv.), musikstykker og plader, der flyttede ens opfattelse af, hvordan musik kunne lyde. Sange, der lige netop ramte en bestemt følelse eller stemning pÃ¥ et bestemt tidspunkt i ens liv. Og sÃ¥ videre.

Men – kan sange, plader, musik ændre ens liv? SpørgsmÃ¥let er pÃ¥ linje med et andet: Kan bøger forandre verden? Selvfølgelig. Hvad ville verden være, hvis ikke Biblen var blevet en bog? Eller Das Kapital? Eller Arternes Oprindelse? Eller?

Grammofonplader derimod ændrer nok snarere den enkeltes liv. Og dermed verden. I det små. Sommerfuglens vingeslag. Peter Terzian har fået den nærliggende ide, at få en en række lovende unge forfattere til at skrive om musik, der ændrede deres liv. Og det er der kommet en bog på mere end 300 sider ud af.

Her kan man fx læse om den betydning Joni Mitchells vidunderlige album “Blue” fik for den unge irske forfatter Colm Toibin. En henrevet anmeldelse i Irish Times fÃ¥r den 16-Ã¥rige knægt til at købe den lokale pladebutiks eneste eksemplar af pladen, der efterfølgende ligger konstant pÃ¥ pladetallerknen i tre uger. Midt en en kaotisk verden af politiske konflikter rammes han af en tone i musikken. Ordene forstÃ¥r han ikke helt. Men det er kærlighed ved første lytning. Den kærlighed, der opstÃ¥r nÃ¥r pickuppen rammer vinylet.

Og der er tilsvarende historier om The Smiths The Queen is Dead, Meet The Beatles!, Fugazi, Talking Heads Remain in Light, Kate Bush The Sensual World, Pearl Jam Ten, Eurythmics Savage, B52s , Pretenders, ABBA, Who (Quadrophenia), Rickie Lee Jones og et par stykker til.

Selv om anmeldelser bestemt har deres berettigelse – og der findes mange gode anmeldere – sÃ¥ har den slags dybt personlige vidnesbyrd om musikkens (litteraturens, kunstens…) betydning for det singulære liv altid haft en særlig plads i min tilgang til musikken.