Indlæg tagget med Bøger

Erindringer: Pete Townshend – Who I Am. A memoir.

28. juli 2012

Tressernes og halvfjersernes rockikoner er kommet til Ã¥rs, og ganske naturligt kommer der en lind strøm af mere eller mindre autoriserede biografier om ikonerne. Og hører man til den race af boglæsere (og musikelskere), der læser bøger om rockikoner, sÃ¥ vil man ogsÃ¥ vide, at meget af det, der er kommet, er hø og hakkelse – i stedet for Ã¥ndelig føde.

Men én biografi ser jeg frem til med store forventninger. Til oktober kommer Pete Townshends egne erindringer med det pirrende, selvbevidste titel Who I Am. A Memoir. Når jeg ser frem til den, så er det ikke kun, fordi Townshend altid har stået for mig som værende en yderst selvbevidst (for nu at sige det pænt) mand, der ikke alene skrev nogle fantastiske sange og spillede en formidabel rockguitar i et af verdens bedste rockbands, The Who, men også fordi Pete Townshend i årevis har været en semi-intellektuel skrivende personage. Han kan skrive.

Helt tilbage i starten af halvfjerdserne havde han sin egen klumme i Melody Maker, og siden avancerede han til jobbet som essayist for rockjournalistikkens flagskib Rolling Stone, hvor han leverede tre større essays. Et om sin Ã¥ndelige vejleder Meher Baba, et om en Who-opsamlingsplade (Meaty, Beaty, Big and Bouncy) og en med den sigende titel “The Punk meets the Godmother”. Og Ã¥rtiet efter blev han redaktør for det velanskrevne forlag Faber and Faber, hvor han blandt andet havde ansvar for kollegaen Eric “The Animals” Burdons selvbiografi og andre bøger om musik. En enkelt fiktionsbog er det ogsÃ¥ blevet til fra Townshends hÃ¥nd, den kritikerroste novellesamling Horse’s Neck fra 1985.

Ud over arbejdet som redaktør har Townsend ogsÃ¥ fÃ¥et tid til at etablere sit eget forlag Eel Pie Publishing, der udgiver bøger for børn, om musik og spirituelle emner. Og han har sÃ¥gar startet sin egen boghandel med navnet Magic Bus (titlen pÃ¥ en af The Whos store singlehits). Glemmes skal selvfølgelig heller ikke de tydelige litterære aftryk pÃ¥ The Whos plader og Townshends egne. Townshend stod bag de kontroversielle rockoperaer Tommy og Quadrophenia – og flere af Towsends egne soloplader har tekster, der oprindeligt var tænkt som mulige bogudgivelser. Fx pÃ¥ pladen Psychoderelic.

Der er selvfølgelig allerede udsendt bøger om Townshend, men det skal blive interessant at læse, hvad han har at fortælle om sit liv. Ikke, fordi det er Sandheden om Pete Townshend, men fordi han tilhører den lille skare af rockmusikere, der ogsÃ¥ har et tænksomt og skabende forhold til et andet medie end musikken – skriften.

Pete Townshend – English Boy & Face the Face

Rolling Stones på boghylden

15. juli 2012

Rolling Stones’ 50 Ã¥r lange karriere har ikke kun sat sig musikalske spor, men ogsÃ¥ litterære. Og nogle af de mange bøger om Rolling Stones er faktisk ogsÃ¥ læseværdige som litteratur – og ikke kun som informationsportaler til gruppen. Andre – fotobøgerne – er ogsÃ¥ dokumenter over en tid og en kultur.

Keith Richards’ “Life” er ikke til at komme uden om, hvis man vil vide noget om Keefer. En selvbiografi, der pÃ¥ én og samme tid bekræfter billedet af ham som en enfant terrible, men ogsÃ¥ nuancerer billedet meget.

Vi kan håbe, at Mick kommer sig over Keiths kommentarer angående Jagges forplantningsværktøj og selv tager sig sammen til at skrive-fortælle sine erindringer. I mellemtiden kan man passende læse Christopher Andersens krønike om bandets ubestridte forgrundsfigur.

Rygradden eller pulsen i Rolling Stones har altid været trommeslageren Charlie Watts. Om bandets gentleman med den store kærlighed til jazz og raceheste kan man læse i Alan Claysons biografi, der bare hedder: Charlie Watts. Ingen markskrigeri, for det er ikke nødvendigt, når det gælder Charlie Watts.

Blandt fotobøgerne kommer vi ikke uden om den danske fotograf Bent Rejs dokumentation af de unge rullesten. Her får vi dem frisk fra fad, længe før der gik verdensberømmelse og high society i gruppen. Samtidig får man et fint stemningbillede af de tidlige tressere. Kan kun anbefales.

Selv om Kefer ikke selv har medvirket til Jessica Pallington Wests What would Keith Richard do?, så er den en stærkt underholdende pendant til de mange angelsaksiske citat-bøger og som disse tankevækkende læsning.

Vi kommer heller ikke uden om bassisten Bill Wyman, selv om det efterhånden er mange år siden, han var med. Som Charlie Watts lagde Wyman en bundsolid bund under bandet musikalske rejse gennem bluesuniverset. Stone Alone er en af Wymans fortællinger om sit liv med og uden rullesten.

I Sway skaber Zachary Lazar en litterær roman ud af sladder- og biografistoffet omkring Anita Pallenberg og den amourøse trekant, hun indgik i med Keith Richard og Brian Jones.

Et andet uomgængeligt værk er den legendariske manager Andrew Loog Oldhams anekdotemættede beretning Rolling Stoned, der både er selvbiografi, samtidskrønike og saftig sladderhistorie i et. I øvrigt er det den tredje beretning fra hans hånd.

Og denne lille anbefaling kunne vi passende slutte af med Rolling Stones’ Yesterday’s Papers. Hvem læser gÃ¥rsdagens aviser? Nej, men med bøger er det en helt andet sag…

Michael Falch – Trækruter – en bogomtale

19. januar 2012

Undervejs i læsningen af Falchs nye bog Trækruter kom jeg pÃ¥ et tidligt tidspunkt i tvivl om, hvorvidt Falch nu havde fundet den rigtige form. Michael Falchs bog bygger pÃ¥ hans egen weblog. Vejen fra internettets – webloggens – ‘løsrevne dagbogsnotater’ til bogformen synes kort og ligetil. Men i min optik er der et kvalitativt spring fra netop weblog til bog. Og Falchs egen henvisning i bogen til H. C. Andersen, Martin A. Hansen og Henrik Nordbrandt som forbilleder understreger det. Der er forskel pÃ¥ at skrive dagbog og skrive dagbog med henblik pÃ¥ bogudgivelse – for nu at sætte det hÃ¥rdt op. Selv om Falchs bog bestemt er læseværdig pÃ¥ grund af det indblik, den giver i mandens liv og karriere, sÃ¥ er jeg langt fra sikker pÃ¥, at den valgte form er den rigtige. I hvert fald ikke den bedste.

Jeg har indtil videre ikke kunnet frigøre mig fra en fornemmelse af, at det der i første omgang oplevedes som et stilistisk flow mere var et resultat af bogens udspring i de løsrevne, personlige blogposteringer end Falchs forfatterkvaliteter. Kort sagt, tror jeg, Trækruter som et stykke erindrings- og dagbogslitteratur ville have vundet ved fra starten at være tænkt og skrevet som bog. I hvert fald havde tvivlen ikke forladt mig, da jeg vendte den sidste side.

Prisen for den valgte form er også, at strukturen i bogen får et løst og tilfældigt præg. Mere løst og tilfældigt end godt er. Selv om bogen følger kalenderen fra sidst i 2009 og frem til midten af 2011, så brydes kronologien op af sidespring, erindringer m.m. Og ligefrem fremstilling blandes godt og grundigt op med småfilosofiske livsbetragtninger, småfortællinger om personer og hændelser osv.

Interessen i bogen samler og begrunder sig i det forhold, at Michael Falch er en kendt skikkelse i rocken – og pÃ¥ det seneste ogsÃ¥ som endnu en af de kendisser, der er blevet ædru alkoliker. Historien om Falchs alkoholisme og vejen bort fra flaskens dæmoni, og de omkostninger den nuvundne ædruelighed fik – bl.a. opløsningen af et Ã¥relangt ægteskab – fylder en del i bogen. ForstÃ¥eligt nok. Men vi fÃ¥r ogsÃ¥ et indblik i rockmusikerens succesfulde liv i internettets tidsalder, hvor den gamle Malurt-forsanger finder nye veje med eget pladeselskab og nye samarbejdsformer (bl.a. samarbejdet med Poul Krebs). Og sÃ¥ er dagbogen spækket med anekdoter – om Sebastian, Bruce Springsteen osv. – der er med til at gøre den fundamentalt underholdende – og til at holde dagbogsmonotonien stangen.

Mit forbehold til trods, så kan jeg kun anbefale bogen til dem, der interesserer sig for rock og for Michael Falch i særdeleshed.

En længere udgave af ovenstående omtale kan læses på Geiger.

Torben har ogsÃ¥ læst og pÃ¥skrevet Falchs bog – med et lidt andet udbytte – her.

The Byrds i biografiens vold

20. december 2011

Amerikanske forfattere betales pr. trykt side, har jeg hørt. Det tror jeg gerne. I hvert fald forklarer det, hvorfor mange amerikanske bøger lider af voluminøs elefantiasis. Edb-manualer på tusindvis af sider, romaner på den forkerte side af 500 osv.

Jeg kom til at tænke pÃ¥ dette fænomen og pÃ¥ tanken om begrænsningens ædle kunst (som skulle være enhver skribents og kunstners dyd i følge Goethe), da jeg læste om Johnny Rogans nye biografi om The Byrds. Rogan er allerede kendt for sin omfangsrige Byrds-biografi fra 1999 – Timeless Flight Revisited – der fyldte hele 768 sider i hardback-udgaven. Men Rogan har Ã¥benbart ment, at der var mere at fortælle. I hvert fald har han udsendt Requiem For The Timeless pÃ¥ hele 1152 sider – og det er vel at mærke kun Bind I!

I følge oplysningerne har Rogan interviewet alle, der har været med i gruppen og haft forbindelse med gruppen – selv groupierne – for at finde stof nok til sit storværk. Jeg vil overlade det til andre at læse dette værk – og nøjes med at lytte til gruppens musik, for det er der, vi finder ‘sandheden’ om The Byrds: Turn, Turn, Turn.

Neil Diamonds største…

6. december 2011

Julen stÃ¥r for døren og tiden er oprunden, hvor pladebranchens købmænd skal høste det sidste i Ã¥ret. Og tradionelt har forudsigelige og uinspirerede opsamlinger med kunstneres "største" eller "bedste" sange – ofte ny indpakning af gamle opsamlinger (som stadig kan fÃ¥s) – været vejen til købernes lommer. Men ret skal være ret. Nogle opsamlinger forekommer at være mere velanbragte end andre. Det gælder fx den nye udgave af Neil Diamonds "allerbedste". Ikke, fordi den er hævet over diskussion – men fordi man i det mindste har gjort sig den ulejlighed at lave et tværsnit af mandens produktion fra de tidlige indspilninger pÃ¥ Bang og Universal og frem til Diamonds kunstneriske come-back i samarbejdet med produceren Rick Rubin.

Neil Diamon er en af de kunstnere, der har f̴et en kunstnerisk revival i min bevidsthed. Er du i tvivl om hans sangskriverkvaliteter Рs̴ lyt til den nye opsamling Рher.