Indlæg tagget med Bøger

En 68-bagskid ser tilbage – Niels Skousens erindringer “Herfra hvor jeg står””

7. november 2011

Niels Skousens erindringsbog “Herfra hvor jeg står” begynder i et tog. Den femårige Niels står og kigger ud af togvinduet, medens toget bevæger sig gennem Rendsborg i retning mod det Tyskland, som familien kommer fra. Den kun 1 meter og 10 centimeter høje dreng iagttager sanseligt og konkret, hvad han ser. Togets lyde, skiltene på stationerne (skrevet med gotiske bogstaver), de krigshærgede tyske byer, menneskerne. Detaljerne stiger op fra papiret med en filmisk konkrethed.

Ved bogens slutning stiger Niels igen på toget. Han har indløst en 14-dages Eurodomino-billet og drager af sted mod sit oprindelsesland, Tyskland, hvis sprog han behersker, og hvor han kan ‘glide ubemærket’ ind.

I den mellemliggende tid har han levet sit liv i Danmark og er så småt nået frem til en erkendelse af, hvad han vil med sit liv. Skrive sange om det og spille dem. At være troubadour.

Rejsen er ikke en ukendt metafor for det levede liv. Niels Skousen nævner da også vores store rejsende digter, H. C. Andersen, som et forbillede og inspiration. Og togrejsen er et udmærket billede på, hvordan Skousens liv forløber i fortællingen. Han er både den iagttagende, “ der ‘herfra hvor jeg står’ med skærpede sanser registrerer, hvad der foregår omkring ham“, men også selvforglemmende aktiv og involveret i det liv, der leves.

I forbindelse med omtalen af den plade, hvorfra erindringsbogen henter sin titel, Skousen & Ingemans klassiker “Herfra hvor vi står”, forklarer Skousen, at teksterne på pladen netop handler om ‘hvor svært det er at nå frem til sit eget jeg’ og om betingelserne for denne svære selverkendelse, bevægelsen og forandringen. Semper idem et alter, som de gamle latinere sagde. Man skal forandres for at forblive sig selv. Og pladen er optaget af denne foranderlighed og bevægelse. “Jeg var optaget af bevægelse og forandring. ‘Det bevæger sig, når vi går’, var selve kernen i min indgang til den sang. Den oplevelse, at dit perspektiv, dit synsfelt og objekternes forhold til hinanden forandres, når du sætter dig i bevægelse. At handlingen, deltagelsen og din egen indgriben i verden var vigtig og gav et andet perspektiv end det du ville ved blot at sidde og se på”.

Og sætte sig selv i bevægelse og på spil gør den unge Niels fra første færd. Han kaster sig ud i livet i Danmark og lever det forlæns og forstår det så småt baglæns, for nu at parafrasere en Kierkegaard-maxime.

Niels er sammen med sin mor og storebroder kommet til Danmark efter krigen og besættelsen. Og moderen, der til sin død i en fremskreden alder af 93 år insisterer på sin tyske identitet, kæmper en heroisk kamp for at overleve og blive accepteret i et land, hvor det at være tysk, ja, i det hele taget anderledes, var et tungt åg at bære rundt på. Men Niels’ moder er også et aktivt og kreativt menneske, og det lykkes faktisk for hende at skabe et liv med gymnastik og dans som levevej blandt de danskere, som hun aldrig kommer til at kunne fordrage. Og man forstår hende godt, når man læser den barske historie. Hvis vi tror, “integration” er et nyt problem Danmark, så læs med i Skousens erindringer… Fortællingen om de første år frem til gymnasieårene står stærkt og gribende i fortællingen. Efter min mening noget af det bedste i bogen.

Hvor moderen står ved sin anderledeshed og kæmper sin kamp sammenbidt med den pris det har, fx i form af flere børnehjemsophold for Niels og storebroderen, så glider Niels ind i det danske liv uden de store problemer. Sådan som børn nu gør. Først i erindringens klare lys går det op for forfatteren, at det har haft en pris. Undervejs er noget blevet trængt i baggrunden, fortrængt, og det vender så tilbage. En almen lærdom ved livet.

Med fortællerens eget ordvalg, så kaster han sig ud i livet og håber at lande på begge fødder. Og springet lykkes. Det er også hans held, at det sker i en periode, “ tresserne“, hvor mulighederne er mangfoldige og verden åbner sig på en måde, vi hverken har oplevet før eller siden.

I sin gymnasietid får Niels smag for dramatikken og “ efter et årstid som medicinstuderende på universitet“ bliver teateret et af de to spor, der tydeligst løber gennem hans liv. Det andet spor er musikken. Uden andre forudsætninger end en skolekomedie bliver Niels Skousen skuespiller. Studenterscenen med Hans Chr. Ægidius som leder bliver under titlen Collage den læreplads, hvor Skousens skoling finder sted. Og derfra går det slag i slag. Niels går “ igen med forfatterens eget ordvalg “ fra det ‘ene rum til det andet’. Og et af disse rum bliver efter årene med Collageteateret tressernes nye populærmusik. Beatles, Stones, Kinks, Dylan. Og sidstnævntes Another Side of Bob Dylan får den unge Niels til at købe en elendig Western-guitar og øve sig hver eneste dag. Og langsomt, men sikkert bliver musikken det andet tydelige spor i hans liv.

Niels går fra det ene rum til det andet. Og dørene åbner sig. Skuespil, teater, film, tv, radio, musik m.m. Tilfældet hersker. Og en “ set her fra 2011“ en imponerende og misundelsesværdig lang række muligheder og chancer tilfalder fortælleren som appelsiner i turbanen. Dramatikken vejer tungt, men også årene med Skousen & Ingeman og Musikpatruljen fylder godt i erindringerne, selv om det var år, hvor hashtågerne hang tungt over hele sceneriet.

Det udadvendte liv fylder meget i bogen. Man får som læser en klar fornemmelse af at være med, hvor det sker. Og det private fylder tilsvarende lidt. Selv om vi får noget at vide, så hersker der en markant diskretion omkring det mest intime og private liv. Og det taler måske for sig selv, at det aktive liv, hvor fortælleren er opslugt af sit virke får ham til at glemme pleje det første ægteskab, han indgår. Utroskab og en efterfølgende smertende skilsmisse er prisen for en forglemmende opslugthed af det kunstneriske arbejde. Men intet er som bekendt ikke så skidt, at det ikke også er godt for noget, og bearbejdningen af skilsmissen er med til at sætte den efterlods forståelse af de foregående års ‘togrejse’ i gang. Niels når et point of no return og må indse, at han har været naiv. En ikke uvæsentlig erkendelse.

Skilsmissen bliver en ny begyndelse. Og Niels tager sig selv i nakken. Genoptager skuespilleriet og samler den musik, der efter årene med Peter Ingeman var gået helt i stå, op igen. Han vil spille teater og lave en ny plade. Og netop i vendepunktet løber han ind i en ung kvinde, digteren og den senere filminstruktør, Linda Wendel, som bliver fortællerens nye hjerterdame. Teaterarbejdet udvikler sig og topper, da Niels bliver en central figur i tv-serien “Landsbyen”, som han ikke alene spiller en hovedrolle i, men også er med til at idéudvikle og skrive. Til gengæld går det halvskidt med solokarrieren som troubadour. Efter albummet “Landet rundt”, som går helt fejl af tidsånden, opstår der et længere afbræk i det musikalske spor. Og for en tid bliver Skousen nærmest glemt som musiker. Illustreret af en oplevelse, han har på et værtshus i Ringsted, hvor han optræder sammen med Peter Ingeman og Stig Møller. Bodegapublikummet tager imod dem med tilråbet: “Aksel er Gud, Aksel er Gud!”. Skousen huskes kun for sin rolle i “Landsbyen”.

Det er nok ikke tilfældigt, at det egentlige erkendelsesmæssige vendepunkt kommer, da forfatteren sidder i et lille lokale ude på Østre Gasværk og skriver dagbog. Han er med i en lille rolle i opsætningen af Romeo og Julie og har tid til at sidde i sin minimale garderobe og skrive. Det er her, medens skriften folder sig ud på papiret, at han bliver klar over, at han undervejs har glemt sig selv, glemt at lytte til sin egen lyst. Og det er her beslutningen om at købe en ny guitar og kast sig over det fortællende sangskriveri bliver taget. Og beslutningen om at stige på toget igen.

Skousen forlader læseren på et tidspunkt, hvor han er genrejst som troubadour med de kritikerroste album “Dobbeltsyn” og “Daddy Longleg”, og hvor moderens død på et plejehjem får ham til at indse, at hans egen livsrejse er del af en større bevægelse. Generationernes store togrejse. Familiens og slægtens. Det går op for ham, at man for at blive sig selv, skal vedgå den ubevidste arv og gæld, man modtager fra sin familie. Fx moderens andethedsfølelse og hendes ambitioner, som kommer til udtryk i Niels eget optagethed af det moderne i teater og musik. Men også den fraværende fars betydning som fraværende.

“Herfra hvor jeg står” er en velskrevet erindringsbog. Den er skrevet i en enkel, sansemættet og konkret prosa, der trækker på samme hammel som den gode danske naturalistisk-realistiske tradition i dansk litteratur. Man mærker, at det ikke ligger forfatteren fjernt at skrive, selv om han langtfra og heldigvis ikke er “litterær” i sit afsæt og sit anslag. Undervejs kom jeg til at tænke, at Skousens prosa er som godt rugbrød med kerner i. Det skal forstås som en ros. Jeg elsker godt rugbrød.

Bogen er udgivet af Gyldendal i 2011.

Omtalen kan også læses i Geiger

 

Søde Judy med de blå øjne

5. november 2011

Hun har rundet de 72 Ã¥r, og har for nylig udsendt et nyt album, Bohemians. Og sÃ¥ har hun – meget passende – fÃ¥et udsendt sine erindringer med den stærkt associative titel Sweet Judy Blue Eyes. Vi ved jo alle, at hun havde amourøs omgang med Steven Stills, der ogsÃ¥ skrev Suite: Judy Blue Eyes til Crosby, Stills & Nash første plade i 1969.

Ikke alene har Judy Collins øjne så blå, at man kunne forsvinde i dem, men også en af de flotteste sopraner i moderne populærmusik. Måske den bedste af dem alle. Hun var imidlertid sen til at komme igang med at skrive sine egne sange i en tid, hvor det blev nøglen til stor anerkendelse og succes, og blev derfor hængende i et image som fortolker af andres sange.

Collins kom fra en musikalsk familie. Faderen var radiomand, og den unge Judy fik en klassisk musikalsk dannelse. Men det var ikke klaverværker af Mozart og andre klassiske komponister, der trak i de unge i tresserne. Det var folk og pop, og via optræderner på klubber og cafeer fik Collins adgang til populærmusikkens hellige haller, pladestudierne. En kontrakt med det dengang kreative og fremsynede Elektra sørgede for at sætte hendes karriere på skinner med en række velproducerede og kritikerroste album, fx “Wildflowers” (1967) og “Who Knows Where the Time Goes” (1968).

Til Collins’ image hører ogsÃ¥ associationerne i retning af den “pæne pige”, der ikke flippede sÃ¥ meget ud som andre i den generation. Men i følge forskræppende til memoirerne, sÃ¥ korrigeres dette billede. OgsÃ¥ hun fik sin del af sprutten, stofferne og den fri sex – i hvert fald før hun giftede sig for anden gang med Louis Nelson. Og det er vel ganske befriende at konstatere, at hun nok lød hun og sÃ¥ ud som en engel, men hun var det ikke…

I følge anmeldelserne af bogen, sÃ¥ er hendes kommentarer til kollegerne ogsÃ¥ værd at læse – og med til at nuancere billedet af ikonerne. Fx fÃ¥r Dylan pÃ¥ puklen, fordi han gladeligt lod sig promovere af Joan Baez i de unge Ã¥r, hvor han optrÃ¥dte som gæst ved hendes koncerter, men aldrig gjorde gengæld siden hen. Endnu en brik til billedet af egocentrikeren Bob Dylan. Eller nÃ¥r Collins beretter om Janis Joplins nøgterne selvdestruktive erkendelse af, at flasken ville blive hendes skæbne.

Omtalerne af bogen giver en lyst til at læse den fra ende til anden, fordi den er endnu en personlige fortælling om en æra, hvor verden forandrede sig mere end nogensinde før.

BohemianTurn Turn Turn

Gregg Almann skriver (også) selvbiografi

22. september 2011

Bob Dylan har gjort det. Neil Young har gjort det. Og flere med dem. Blandt andet Gregg Almann – fra legendariske Allman Brothers Band – som til forÃ¥ret udsender sin levnedsskildring. Titlen er endnu ikke fastlagt, men forlaget bliver William Morrow/ Harper Collins. Jovist, tressernes og halvfjerdsernes store stjerner er kommet i memoirealderen….

Et Band-medlems memoirer – Robbie Robertson

9. marts 2011

Den uformelle leder af The Band, Robbie Robertson er aktuel med en ny plade How To Become Clairvoyant, der udkommer i næste mÃ¥ned. I den forbindelse har Robertson oplyst, at han vil gÃ¥ i gang med at skrive sine memoirer. ‘Jeg mÃ¥ smøje ærmerne op, tage ud i en hytte i skoven og gøre det ordentligt’, udtaler han. I forvejen er to forsøg med ghost writers mislykkedes. Hvis man har set The Bands afskedskoncertfilm The Last Waltz, kunne man ellers godt fÃ¥ det indtryk, at Robertson mÃ¥tte kunne fortælle sin livshistorie med bÃ¥de fynd og klem. Sans for gode anekdoter og timing har han i hvert fald. Der er noget at se frem til… [kilde: Telegraph]

Peter Øvig Knudsen om Hippierne

4. marts 2011

Efter Blekingegadebanden har forfatteren og journalisten Peter Øvig Knudsen kastet sig over de danske hippier med fokus pÃ¥ lejren i Thy. Det kommer der et værk pÃ¥ hele to bind ud af. Det første kommer til oktober og det næste i 2012. Til Jyllands-Posten siger forfatteren: “- Efter Blekingegadebanden, som var fortællingen om den kommunistiske del af ungdomsoprøret, der næsten endte i terrorisme og i hvert fald i kriminalitet og vold, ville jeg skrive om den anden side, nemlig hippierne, om kunstnerne, stofferne, kærligheden og musikken”. AltsÃ¥ sÃ¥dan en slags modpol til Blekingegadesagaen. Det bliver spændende at dykke ned i…

Kadaverdoktoren og andre lydbogsoplevelser

5. november 2010

Selv om lydbøger ikke er det samme som rigtige bøger, sÃ¥ er de fremtiden og et godt supplement til bogstavsmylderet pÃ¥ papir. I forbindelse med det kommende bogmarked, kaldet Bogforum, i København, kaster Danmarks Radios kulturafdeling hele fire lydbøger i grams til lytterne. Det drejer sig om Lene Kaaberbølls “Kadaverdoktoren”, Anna Grues “Den skaldede detektiv”, Gretelise Holms “Møgkællinger” og – eneste mandlige og eneste ikke-krimibidrag (symptomatisk?) – Jonas Jonassons “underholdningsroman” “Den hundredÃ¥rige, der kravlede ud ad vinduet og forsvandt”. Du kan hente de mange megabytes her – inden d. 19. november.

Yeah, Yeah, Yeah! – en bogomtale

29. oktober 2010


Omslaget på Torben Billes nye bog “Yeah Yeah Yeah. En krønike om The Beatles” prydes af et sort-hvidt foto, taget af Erik Petersen i 1964. Fotografiet viser et udsnit af publikum ved The Beatles’ legendariske koncerter i København samme år. Taget fra scenekanten. Man kunne godt forestille sig, at det så nogenlunde sådan ud deroppefra, hvor John, Paul, George og Jimmy Nicol var placeret. Hvis de da overhovedet kunne se noget… For høre noget kunne de vist ikke.

Begejstringen lyser ud af de unge mennesker, men der er ikke meget Beatlemania over det. En ung fyr i nappajakke og stribet T-shirt har friseret håret ned i øjnene, og en anden har en kraveløs, grå Beatlesjakke (el. måske hjemmesyet kopi) på. Men ellers er det slående – som Torben selv er inde på – at fotografiet viser ungdommen anno 1964. En ungdom, der mere ligner deres forældre end noget som helst andet. En ungdom, der iklædte sig voksenverdenen ved konfirmationen.

Vi befinder os midt i tresserne, på kanten til “ungdomsoprøret” osv., men er endnu “langt” fra det tidspunkt, hvor ungdommen for alvor begynder at træde i karakter som en særlig afgrænset gruppe af forbrugere med en egen identitet. Ungdommen som et særligt fænomen er forpuppet i dette foto, selv om der er sprækker. Der er langt til 1966-67-68…

Men fotografiet viser også noget andet. Det viser en diskret hovedperson i Torbens bog. For ganske vist er The Beatles selvfølgelig hovedpersonerne i bogen – lige som Torben selv i øvrigt – men også fansene, The Beatles’ entusiastiske publikum spiller en diskret, men central hovedrolle. For, hvor banalt og indlysende det end må lyde, så ville Beatlemania aldrig være blevet noget uden den specifikke klangbund, som den unge Beatlesfans leverede i tresserne. Det skal jeg vende tilbage til.

Torben kalder sin bog en krønike. Og ifølge min gamle fremmedordbog kendetegner det krøniken, at den ikke alene er en kronologisk fremstilling, ‘en historisk fremstilling efter tidsfølgen’, men også har karakter af digt eller ‘skrøne’. Jeg vil hellere formulere det på den måde, at som enhver gedigen historisk fremstilling har krøniken om The Beatles karakter af fortolkning. Nødvendigvis, for der findes ikke slet og ret en historisk sandhed – heller ikke om The Beatles – eller hvis den findes, så skinner den kun igennem i fortolkningen. Og tager Torben fortolkerrollen på sig. Det er befordrende for bogen.

Men “Yeah Yeah Yeah” er mere end en krønike. Krøniken er hovedstykket i bogen og fylder ca. 275 sider. Dertil skal lægges et supplement, der dels består af fire små portrætter af John, Paul, George og Ringo, hvor Torben så at sige sammenfatter og uddyber det billede af gruppens medlemmer, som læseren har fået i løbet af krøniken. Miniportrætter af ti siders længde, hvor de mytologiske billeder af de fire måske ikke ligefrem afmytologiseres, men i hvert fald nuanceres, så personerne fremstår som mere sammensatte og dermed mere levende størrelser, end den mest firkantede mytologi har villet det.

Portrætterne følges om af en fyrre sider lang ‘genanmeldelse’ af Beatles’ album, hvor Torben – igangsat af den nye boksudgave – forsøger det umulige: At vende tilbage og lytte til pladerne, som om det var første gang. Som al nostalgi er det selvfølgelig illusorisk. Og dog. For det er netop karakteristisk ved The Beatles musik, når den er bedst (og det er den for det meste), at den paradoksalt nok lyder, som var det første gang, man lagde øre til den. Og denne “friskhed” er jo netop en af hemmelighederne i fænomenet The Beatles.

Endelig bruger Torben en god snes sider på at følge inspirationens spor efter Beatles. Et emne, der sagtens kunne give anledning til et eller flere større værker, men her begrænser sig til album, teaterstykker m.v., som direkte knytter an til gruppens værk.

Men tilbage til hovedstykket, bogens centrale afsnit, krøniken. The Beatles’ historie er fortalt mange gange, ikke mindst på engelsk, og Torbens bog bygger og trækker selvfølgelig også på de bedste af slagsen, fx Hunter Davies’ uomgængelig monografi, Bob Spitz’ på enhver måde voluminøse og stofmættede fortælling og Ian McDonalds banebrydende, intellektuelle “Revolutionen i hovedet”. Og det sikrer, at fremstillingen bliver informationsmættet, stofrig, fuld af nyttige detaljer og oplysninger, men også med underholdende historier og anekdoter om gruppen og dens medlemmer. Som sådan kunne fortællingen være blevet endnu en i rækken af historiske fremstillinger, men det forhindrer Torbens særlige fortællergreb.

Krøniken begynder med Torbens besøg i Liverpool, hvor han bogstaveligt talt vender tilbage til den kontekst, hvor det hele begyndte. Til de arbejderbydele og huse, hvor hovedpersonerne voksede op. Fidusen ved dette fortællergreb er ikke kun, at vi får en iscenesat, nostalgisk tilbagevenden til oprindelsen med lokalkolorit og aktuel historisk autenticitet, men også, at Torben med et snuptag får skrevet sig selv ind som figur i krøniken. Torben er ikke kun fortælleren, men også en del af det fortalte. Og det gør, for mig at se, en væsentlig forskel for læseren. For det betyder, som indledningsvist antydet, at krøniken ikke kun kommer til at handle om fire musikeres vej til berømmelsens tinder og hinsides det, men også bliver en fortælling om Torben og – i en vis forstand – alle andre “indviede”, dvs. alle “os” andre, der var med dengang, The Beatles og Beatlemania ramte Kulturen og forandrede den for stedse.

Og jeg tror, det er væsentligt, fordi det slet ikke er muligt at forstå eller forklare fænomenet The Beatles uden at få den side med. Men også, fordi det giver krøniken et selvbiografisk tilsnit, der – som selvbiografisk forankrede fiktioner – lader læseren og sine indviede samtidige træde ind i i fortællingen. Og det sker også helt bogstaveligt i løbet af beretningen om de fire. Samtidig med, at vi følger de fire Liverpools vej fra hjembyen via Hamborg og lige lukt ind i Beatlemania, så får vi, omend i fragmenter, historien om Torben fra Sydhavnen og hans forhold til fænomenet. Men vi får også et sideblik til Torbens samtidige. Fx træder vennen og musikeren Billy Cross lyslevende ind i fortællingen for at fortælle sin historie om The Beatles’ betydning. Eller “Benedikte”, som var med ved The Beatles’ optræden i København, og som Torben opsøger og giver en personlig stemme i bogen.

Torbens krønike er – det er umuligt andet – endnu et bidrag til forståelsen af fænomenet. Og det siger måske noget om styrken i Torbens fortælling, at man sidder tilbage med en bestyrket opfattelse af, at fænomenet The Beatles ikke bare var et fænomen blandt andre – sådan som de efterhånden mange og obligatoriske sammenligninger kunne lade en tro – men at der var tale om et unikt, et i ordets egentlige forstand enestående, fænomen. Noget, der kun kunne ske denne ene gang. Og hverken før eller siden.

Til forklaringen hører mange elementer. Mange determinatorer. Og Torbens krønike kommer rundt om mange af dem. Vi kender også de fleste. Talentmassen i gruppen med sangskriverbroderskabet, der i løbet af ganske få år når højder, som få – om nogen – har nået eller overgået siden hen. Konstellationen af fire personligheder, der næppe kunne være mere forskellige, men også – når musikken spillede – kunne falde i hak, indgå i et symbiotisk forhold, som er sjælden. Men især to forhold eller forklaringspunkter har læsningen af Torbens bog skærpet min bevidsthed om.

For det første betydningen af læretiden i Hamborg og tiden lige efter. Firkantet sat op, så var The Beatles røv og nøgler, før de som helt unge mænd drog til den store tyske havnebys forlystelses- og luderkvarterer for at stå i lære som musikere og som gruppe. Som Torben er inde på i sin bog, så spillede Beatles mere i de formative år end noget andet band når at spille i hele dets karriere… Det var på de skrå brædder i Hamborg, gennem et dagligt hårdt program, holdt oppe på bl.a. “ferietabletter”, The Beatles fik sat deres professionalisme på plads, fik samspillet til at falde helt naturligt og fik skabt den ideelle grobund for de efterfølgende års talentudvikling.

For det andet så efterlader Torbens fremstilling af Beatles’ gennembrud i hjemlandet, i USA og i Danmark en med det indtryk, at Beatlemania aldrig ville være blevet til noget, hvis ikke det var for ungdommen i disse vestlige lande. Stod det alene til pladeselskaberne, pressen, radio- og tv-stationerne, journalisterne, koncertarrangørerne osv., så ville The Beatles aldrig være blevet til et fænomen. Men den udbredte modstand, de etablerede repræsenterede, blev ophævet af den begejstring, Beatles musik vakte hos de unge. Torbens beskrivelse lader en ane, at ganske vist kom Beatles med fornyelse af populærmusikken, et overstrømmende talent, en uhørt energi, et til stadighed overraskende nærvær osv., men alle disse kvaliteter modsvaredes også af et ungt publikum, der var klar til at sætte sig selv fri, slippe tøjlerne, slippe energien løs. Jeg tror, og Torbens krønike bekræfter det, at The Beatles’ held var, at gruppen med sit ubestridelige kreative potentiale skrev sig ind i en unik, historisk situation, som vi endnu ikke helt har forstået. Vi, de “indviede”, der var med dengang, forstod det ikke dengang, men oplevede det “bare”. Og dette billede gentager sig i bogens små personlige beretninger om det første møde med gruppens musik. Torbens eget og de andre medvirkendes. Og de små anekdoter bekræfter på mikroplan, hvad der skete på Beatlemanias makroplan. Til billedet hører også, at den ungdommelige energi rev de ældre generationer med sig. Mangen et oprindeligt forbehold smuldrede eller blev fejet bort i glemslens mørke.
Et andet tankevækkende forhold, som Torben også får skærpet ens bevidsthed om i krøniken om The Beatles’ storhed og ophør (ikke fald), er tidsfaktoren. Som bekendt er vi i 50-året for gruppens allertidligste start, og det vil sige, at gruppen med god vilje havde en karriere på 10 år. Det er slet og ret imponerende, hvad gruppen nåede på det tiår med hensyn til koncertaktivitet, sangskrivning osv.
Jeg vil ikke følge Torben helt til dørs. Men han følger gruppen helt til dørs. Gennem den første fase, hvor de arbejder around the clock med hektisk koncertaktivitet og pladeindspilninger i “pauserne”, til den anden fase, hvor Beatlemania og stadig mere avanceret pladeproduktion gør det umuligt at gøre det, de måske var bedst til, når regnskabet skal gøre op: optræde for et publikum. Og frem til den uomgængelige opløsning af gruppen på et tidspunkt, hvor kreativiteten langt fra var udslukt, men hvor de fire individer var vokset fra hinanden.

Torben fortæller krøniken med et skarpt, kritisk, men også muntert, blik for udviklingens alt andet end éntydige forløb, personligt konfliktstof, mytologiske fordrejninger osv. Alt bliver anskuet gennem det personlige filter, der blev lagt ned over krøniken fra starten af, alt bliver vejet, vurderet og kommenteret med Torbens velkendte friske, pointerende stil, der ofte lægger op til citat. Af det foregående skulle gerne være fremgået, at jeg synes, der er tale om en vellykket krønike. Ja, jeg vil gå så langt som til at sige, at det er den bedste Beatlesbog på dansk, man kan finde, og jeg har svært ved at forestille mig, at den vil blive overgået i mange år frem. Styrken i bogen er den personlige, ja næsten esoteriske fortolkning af Beatleshistorien. Torben er – som undertegnede – en af de “indviede”, der var med, da de sneede. Til allersidst skriver Torben: “Ville verden have været den samme uden John, Paul, George og Ringo og det, de gjorde ved hinanden og os? For den, der skriver dette, er det så uimodsigeligt som jordens runding, at hvis man ikke kan høre undertonerne i og rækkevidden af de tre ord ‘yeah, yeah, yeah’, kan man ikke sige, at man har levet fuldt og helt.” Punktum. Spørgsmålet er selvsagt retorisk. Bogen giver svaret. Spørgsmålet er så, om efterkommerne kan dele denne passionerede erfaring? Vil senere generationer kunne fatte denne rækkevidde? Det vil jeg overlade til andre – yngre læsere og lyttere – at svare på . Hermed er min begejstrede anbefaling givet videre.

Tilbagespoling: Torben Bille – Når lyset bryder frem


“Vi støder alle ind i døden…” – Keith Richards erindringer

27. oktober 2010

I anledning af offentliggørelsen af Keith Richards selvbiografi Livet/ Life, vil jeg lige gøre opmærksom pÃ¥ et on-line-interview med manden selv. Det er – igen – NPR, amerikanernes public service-tilbud, der stÃ¥r for det. Et underholdende, informativt interview, som enhver fans af Stones og Richard bør unde sig at lytte til. Blandt andet kan man høre, hvad Richard har at sige om forholdet mellem Beatles og Stones. Her.

Bob Dylan i Amerika

12. september 2010


Litteraturen om Bob Dylan er vokset stødt gennem de sidste mange Ã¥r. Det ene biografiske værk efter det andet har forsøgt at trænge ind i til mennesket bag sangene. Det biografiske begær trives til stadighed pÃ¥ bedste – eller værste – vis. Selv har jeg undgÃ¥et disse værker, for jeg er af den formening, at man bedst forstÃ¥r Dylans betydning gennem hans sange – og dernæst gennem deres betydning for de efterhÃ¥nden mange generationer, der har fulgt ham i tykt og tyndt. Netop derfor kan Princeton-historikeren Sean Wilentzs nye bog “Bob Dylan in America” (Doubleday) være interessant. Her er synsvinklen ikke den nyfigne snagen i Dylans private liv, men Dylans kulturhistoriske betydning som sangskriver. Og det vil ogsÃ¥ sige: At forsøge at finde et dækkende svar pÃ¥, hvor netop han (lige som The Beatles) fik den unikke betydning, han fik. Og hvorfor der ikke er kommet en ny Dylan siden hen?

Jerry Hall sælger varen…

6. september 2010

null

I næste mÃ¥ned udkommer Jerry Halls selvbiografiske billedbog My Life In Pictures. Den fotogene model og tidligere samlever til Mick Jagger ved nok, hvordan hun skal sælge varen. Selvfølgelig skal selvbiografien være en fotobog. Men det hjælper ogsÃ¥ pÃ¥ salget at bringe saftigt sladder til torvs. I den kulørte engelske presse har Hall sÃ¥ledes beskrevet Mick som en “sexual predator” og en “serial seducer”. Mick kunne angiveligt ikke holde sig fra andre damer, medens han stod i forhold til Hall – og den slags sidespring gør man ikke ustraffet. Især ikke, hvis det kan lokke nogle flere til at købe bogen…