Indlæg tagget med Bøger

Bill Bryson – og seksualmoralen i halvtredserne

8. september 2006

Min gode ven Michael gjorde mig for længe siden opmærksom på den amerikanske forfatter Bill Bryson.

Bryson, der er født i 1951, slog sig ned i England i 1973, hvor ham på en rejse mødte sin kone. Her har han boet siden, bortset fra en periode i slutningen af 1990’erne, hvor han og familien var tilbage i staterne. Han ernærede sig som skribent for de to førende aviser The Times og The Independent, hvor han har skrevet en lang række artikler, især om det at rejse.

Skribentvirksomheden resulterede også i en lang række bøger, hvoraf mange er blevet bestsellers, fx debuten The Lost Continent, hvor han beskriver sin rejse rundt i USA i sin moders gamle Chevy. Hans seneste bog er en erindringsbog med titlen The Life and Times of The Thunderbolt Kid. Avisen Guardian bringer et fyldigt uddrag af bogen, som jeg har læst og moret mig en del over. Den handler nemlig om seksualmoralen i 1950’erne. Undervejs kunne jeg ikke lade være med at tænke på de seneste dages opstandelse over chatekperten Rudy – som Peter Laugesen i dagens Information meget lidt flatterende kalder “Pikken fra Herning” (à  la “Ørnen…”) – der, bogstaveligt talt, blev grebet med bukserne nede om hælene i sine bestræbelser på at misbruge unge pigers stjernedrømme til egen seksuel lystgevinst. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det er forkasteligt, at en mand misbruger en betroet stilling som chatkonsulent til den slags. Og han skal nok få sin fortjente straf for det.

Men den smålumre, skingre moralske forargelse og slet skjulte sensationsophidselse i visse dele af medierne er grinagtig, tankevækkende og vækker genklang af netop halvtressernes forkrampede seksualmoral. Man skulle tro, at vi ikke er kommet ret meget videre… I sin bog beretter Bryson fx om, hvordan skuespilleren og komikeren Lucille Ball i den dengang meget populære tv-serie I Love Lucy, der også blev vist i Danmark (Lucy Show), var gravid i en række afsnit i periode 1952-53, og det blev forbudt at nævne ordet “gravid” i udsendelserne. En ting var, at man kunne se det, men tale om det, måtte man ikke! Meget sigende.

Bryson fortæller også en herlig historie om Ruthie Lucille Fontanini, der bestyrede et etablissement i Des Moines med navnet Ruthie’s Lounge. I 1953 foranstaltede det lokale politi en razzia mod stedet for at pågribe Ruthie, der var blevet kendt for at udføre, hvad der blev beskrevet som en usædelig handling. Handlingen bestod i, at hun placerede to ølglas på sine sweatersklædte bryster, fyldte dem – altså glassene – med øl og bar dem hen til et bord – uden at spilde en eneste dråbe. Bryson ironiserer over, at handlingen åbenbart var så provokerende, at det var nødvendigt for to vicepolitiofficerer og politichefen at opsøge stedet for opleve nummeret. I øvrigt havde de fleste mænd i byen set stuntet.

Heldigvis afviste den lokale dommer sagen og Ruthie endte som hjemmegående husmor, gift på 30. år. Morsom er også forfatterens beretning om, hvordan hans 11-årige storesøster indvier ham i seksuallivets mysterier, så han er om muligt endnu mere mystificeret efter forelæsningen. Hans beretning om dengang, han overraskede sin moder og fader midt i den seksuelle “brydekamp” (hvor moderen fremstod som vinderen!) er også latterfremkaldende. For slet ikke at nævne fortællingen om, hvordan det omsider lykkedes kammeraterne at få den underskønne Mary O’Leary til at smide tøjet oppe i hulen i træet, medens forfatteren som hvalp var bortrejst for at besøge de tv-løse bedsteforældre. Ønsker man at vide mere om denne forfatter til bøger om rejser, videnskab og det engelske sprog kan man opsøge Wikipedia.

 

Fay Weldon – “Læn dig tilbage og tænk pÃ¥ Jesus !”

6. september 2006

En gammel talemÃ¥de siger, at nÃ¥r Fanden bliver gammel, sÃ¥ begynder han at gÃ¥ i kirke. TalemÃ¥den falder mig ind under læsningen af et interview med den engelske forfatterinde Fay Weldon i The Guardian. Weldon er kendt som en ferm beskriver af kvindeliv igennem de sidste tre-fire Ã¥rtier. PÃ¥ sin egen vittige og skarpe facon har hun slÃ¥et et slag for kvinders frigørelse med bøger som The Fat Woman’s Joke (1971), Puffball (1980), The Lives and Loves of a She-Devil (1983), Big Women (1991) og selvbiografien Auto da Fay (2001). Bare for at nævne et par stykker. Mange af bøgerne er – med held – blevet filmatiseret til biograflærredet og ikke mindst tv-skærmen.

Jeg har altid synes, at Weldon var interessant at læse og lytte til, fordi hun ikke blot var blåøjet kvindesagsforkæmper. Det har altid været med en god portion ironi og skepsis i relation til kvinders handle- og tænkemÃ¥de; en djævlesplint i øjet, en ironi, der altid lod en tilbage med en fornemmelse af, at Weldon kunne overraske en igen. Som mange andre gode forfattere og kunstnere i almindelighed – lad os bare nævne bloggens darling, Bob Dylan – har hun aldrig været for fastholdere.

Nu kan man sÃ¥ læse, at Fay i en høj alder (hun er over 70) har forladt ateismen til fordel for kristendommen. Hun er oven i købet blevet døbt. Intervieweren, Robert Harris, lægger ikke skjul pÃ¥, at han inderligt hÃ¥ber, det er en spøg, og at hun er en upÃ¥lidelig fortæller. At Weldon endnu engang vil drille sine læsere, trække dem rundt i manegen ved næsen. Men nej, Weldon forklarer sin modstand mod at tro pÃ¥ Gud og et evigt liv som en intellektuel vildfarelse. En vigtig bevæggrund for hendes omvendelse er, at hun for et Ã¥r siden var lige ved at dø pÃ¥ grund af en allergisk reaktion. Da oplevede hun, at døren – en gammel flot trædør med dobbeltglasruder – til Himlen (eller mÃ¥ske Helvede) Ã¥bnede sig, og medens lægerne trak den ene vej, trak en kerub den anden vej. Det var ikke nogen rar oplevelse, men den forvissede forfatterinden om, at der er en sjæl i mennesket, og at der er noget hinsides døden.
I sin nye bog What Makes Women Happy forklarer hun, at det nok ville være meget nemmere, hvis sjælen ikke eksisterede, og man ikke behøvede at bekymre sig om det hinsides. Men så nemt slipper vi ikke.
Omvendelsen har præg af anger og fortrydelse. For, som Fay Weldon siger, så har hun medansvar for den kultur, vi lever i. Det er til dels min skyld, at balancen mellem kønnene er ændret, pointerer hun. Måske en smule ironisk, håber Harris. Han er stadig i tvivl.
Det ville nok være for meget af det gode, hvis Weldon simpelthen var faldet til patten. Hvis hun var blevet en af de skingre, “frelste” nykristne, der blot vil moralisere over os andre arme syndere (jeg skal nok undlade at give nogle danske eksempler…). Men hun mener, at bÃ¥de mænd og kvinder vil have godt at føle mere skyld. Det vil gøre deres sjæl godt. Hvis en kvinde har et sidespring, sÃ¥ skal hun ikke være sÃ¥ dum at forlade sin mand til fordel for elskeren. Men vende tilbage til ægteskabet, holde kæft og – føle skyld. Næsten Business as usual, kan man sige, men et kristent, moralsk twist. Weldon har tydeligvis selv behov for at føle skyld over sit umoralske levned, som hun har beskrevet detaljret i sin selvbiografi om de unge Ã¥r. Her fortæller hun Ã¥benhjertigt om, hvordan hun lod sine indre dæmoner styre sit liv med uheldige konsekvenser. Sjovt nok er det ikke en Ã¥ndelig leder, der fÃ¥r hende til at indse det hÃ¥bløse i at forfølge sine egoistiske impulser, men derimod en “hÃ¥rd og streng freudiansk hjernevrider”! Og præsterne kan hun ikke rigtig bruge til noget. De er blevet en slags terapeuter og følelsespsykologer, der ikke forstÃ¥r deres moralske fordring.

Men Weldon er stadigvæk god for en provokation. I den nye bog, som hun blandt andet har skrevet, fordi hun er blevet ansat pÃ¥ et universitet som underviser i creative writing, kommer hun med overraskende tanker om den kvindelige lykke. Svarene pÃ¥, hvad der gør kvinder lykkelige – bogens titel – er: Sex, chokolade, shopping og venner, mad og familien. Og sidst men ikke mindst: Vær god! Hvis du er god bliver du lykkelig, vær lykkelig og du vil blive god!

Skal man nu være chokeret over Fays omvendelse? Næ, egentlig ikke. Hun er stadigvæk ironisk og dybt skeptisk over for det, hun ser og oplever. Fx mener hun, at kvindefrigørelsen ikke har gjort kvinder lykkeligere. Tværtimod. Kvinderne har vundet kvindekampen. Ingen tvivl om det. Men de har ikke vundet lykken. Kvinderne har fÃ¥et magt, men ved ikke, hvordan de skal bruge den til deres eget bedste. Som eksempel – og man vil forstÃ¥, at det ikke er, hvilket som helst eksempel, nÃ¥r man kender lidt til Weldons forfatterskab – orgasmerne. De er ikke en kilde til lykke, siger Fay. I gamle dage bekymrede mænd sig ikke om kvinders orgasme. Og mange kvinder anede ikke, at de fandtes. Nu er orgasmen en mÃ¥lestok for vellykket sex – og for mænds duelighed i sengen. Men, du kan sagtens nyde sex uden orgasme, understreger Fay. Med kravet om orgasme risikerer bÃ¥de kvinder og mænd at blive frustrerede.

Hvad mon feministerne vil tænke?, spørger den rystede interviewer. “Det er jeg for gammel til at bekymre mig om”, lyder svaret.

PS. Overskriften, som jeg har tyvstjålet fra Guardian, er selvfølgelig en parafrase af Victorianismens holdning til sex. Tænk på Gud og Imperiet, de par minutter den kødelige akt tager.

Festugemarked – bøger, cd’er, plader, vhs, dvd, tegneserier og bøger i massevis!

5. september 2006

Jeg kom lige forbi St.Knuds Torv (Ryesgade), hvor der er et STORT hollandsk marked med bøger i lange baner, tegneserier i stabler, videobÃ¥nd i hundredtal, musik pÃ¥ grammofonplade og cd. I dag er enhedsprisen 35 kr., og den falder de følgende dage, som det sig hør og bør. Jeg købte ikke noget – havde for travlt, kunne ikke beslutte mig osv. Men der var ellers mange lækkerbiskener, fx adskillige omnibus-bøger fra Carit Andersen forlag, men ikke lige dem, jeg var ude efter.

Opdatering: Jeg ved godt, at det er “ondt” over for bibliofile bloggere som Lars og Carsten, men pÃ¥ den anden side ville de jo ærgre sig, hvis det var kommet igennem Festugen uden at være informeret om denne overflod af medier, der bare bliver billigere og billigere…

Janis Ian

26. august 2006

I den fortsatte serie “Hvad blev der af…?” (sidst Twiggy) er vi kommet til sangeren, sangskriveren og musikeren Janis Ian. Ian var et stort navn i tresserne og halvfjerserne. Hun slog igennem allerede i 1965-67 i en alder af 15 Ã¥r med sangen “Society’s Child” om den dengang kontroversielle kærlighed mellem en sort og en hvid i USA. Det fortælles, at det store pladeselskab Atlantic Records, der skulle have udgivet pladen, fik kolde fødder og trak sig. Siden hen er sangen indlemmet i Grammy Hall of Fame som en tidsløs sang af stor betydning for musikhistorien.

Samtidig med singlehittet udsendtes hendes første LP, der blot hed “Janis Ian”, og den blev ogsÃ¥ en sællert. I 1975 udsendte hun, hvad man kunne kalde hendes kendingsmelodi: “At seventeen”. En iørefaldende sang, der som titlen antyder, handler om den svære teenagetid, set fra den voksnes synspunkt. Sammen med det album, sangen var en del af, “Between the Lines” indtog den hitlisterne.

Ians succes fortsatte frem til 1980’erne, hvor hun stod uden pladekontrakt efter dÃ¥rlige salgstal for pladerne Miracle Row (1977), Night Rains (1979), and Restless Eyes (1981). Gode plader, men uden deciderede hitpotentialer. Derefter var hun ude af mediernes søgelys en hel del Ã¥r, uden at hun af den grund var holdt op med at spille musik og komponere. Og i 1993 vendte hun tilbage med LP’en “Breaking Silence”, hvis titel hentyder til, at hun var sprunget ud af skabet som lesbisk. Rygtet om hendes seksuelle orientering havde cirkuleret i henved tyve Ã¥r.

At Janis Ian ikke er gÃ¥et i stÃ¥, kan man forvisse sig selv om ved at besøge hendes interessante hjemmeside. Blandt andet har hun været en hÃ¥rd kritiker af musikindustrien og en varm fortaler for fildeling og downloading af gratis musik (free Music i samme betydning som free Beer, som hun pÃ¥peger). PÃ¥ hendes hjemmeside kan man af samme grund downloade en række af hendes fine sange, lige som man kan downloade alle hendes sangtekster i pdf-format og gratis ring-tones, og man kan læse “The Internet Debacle” om kulturpolitiken pÃ¥ dette omrÃ¥de. Man kan selvfølgelig ogsÃ¥ købe hendes plader pÃ¥ siden.

Ian har ogsÃ¥ kastet sig over forfattervirksomheden som science fiction-forfatter, og har en række titler bag sig.  Man kan ogsÃ¥ læse noget om the Pearl Foundation, en fond, som er oprettet i Janis’ mors navn til fordel for studerende, der, efter at være droppet ud af en eller anden grund, kan fÃ¥ mulighed for at vende tilbage til uddannelsessystemet. Fordi mennesker skal have lov til at slÃ¥ nogle kolbøtter i deres liv… Dybt sympatisk.

Janis Ian er i øvrigt en af de kunstnere, der har gjort sig godt i Japan.

Forbrugeroplysning: Stort set alle Janis Ians plader kan man låne via folkebibliotekerne ( og bibliotek.dk).

Blow-up

26. august 2006

Dagens fødselar er den belgisk-argentiske forfatter Julio Cortazar (->), der forlod denne verden i 1984. Det viser sig, at han bl.a. har leveret forlægget til Antonionis filmklassiker Blow Up, der nemlig bygger pÃ¥ forfatterens historie Las Babas del Diablo,  (oversat til engelsk, men vist ikke til dansk). Det kunne jeg ikke huske. Antonionis film tilhører den kategori af film, der ud over at have en bestemt historie at fortælle, ogsÃ¥ handler om filmkunsten som sÃ¥dan. Om voyeur-temaet, om forholdet mellem virkelighed og fiktion (ser jeg nu det, jeg ser…) osv. Peeping Tom er anden, Rear Window (Hitchcocks) en tredje. Jeg husker den ogsÃ¥ som en film, der er meget præget af tressernes smag for eksperimenterende udtryksformer. Fødselsdagen har givet mig lyst til et snarligt gensyn. Læs nærmere om filmen her: http://www.dbhome.dk/martin/film/antonioni/anto3.htm

The Doors in-a-box

26. august 2006

Nostalgiforlaget Rhino udsender om kort tid en boks med The Doors. Titlen er “Perception”, og sættet indeholder gruppens seks officielle pladeudgivelser i remasterede udgaver, plus en DVD med ny 5.1 DTS Sound Surround Mix. DVD’en indeholder sjælne lydoptagelser, videoer, lyrik og fotos. Blandt højdepunkterne pÃ¥ sættet er en hidtil ikke udgiven version af gruppens debutsang “Indian Summer” og alternative takes af flere klassikere, fx Love me two times. I forbindelse med bokssættets udgivelse udkommer ogsÃ¥ den første autoriserede selvbiografi “The Doors by The Doors” pÃ¥ forlaget Hyperion. Doors-fans glæder sig…

Coveret ovenfor er fra det dobbeltalbum, som The Doors udsendte med titlen Absolutely Live. PÃ¥ det tidspunkt, hvor pladen udkom, var jeg meget ung og havde ingen penge, sÃ¥ det var sin sag at fÃ¥ fat i den musik, man gerne ville have. Men en bekendt af mine forældre havde arbejdet pÃ¥ Thule Airbase og kom hjem med en masse musik, blandt andet denne Doors-lp. Da jeg havde gjort ham en tjeneste (slÃ¥et græsplæne eller noget i den stil…) fik jeg lov til selv at vælge en plade. Enten Doors-pladen eller en med The Associations (mon nogen kan huske dem?!). Gæt, hvad valget faldt pÃ¥… Associations, selvfølgelig. Siden fik jeg dog fat pÃ¥ Doors-pladen.

Solvognen

22. august 2006

Dagens bogindkøb er Nina Rasmussens bog Solvognen. Fortællinger fra vores ungdom. Jeg fandt den billigt i Kvicly Extra, men ville nok have købt den alligevel. Dette er jo en nostalgisk blog, og titlen fik billederne til at storme gennem min bevidsthed. Billeder af Solvognens medlemmer udklædt som indianere ved dansk-amerikanernes Ã¥rlige møde i Rebild Bakker, billeder af medlemmerne udklædt som julemænd i Magasin og Illum, uddelende gaver til de forbipasserende osv. Solvognen forbinder jeg med den kulturelle og kunstneriske frodighed, som den venstresnoede ungdom stod for i 1970’erne med folk som Clausen og Petersens gadecirkus, Jomfru Ane Teater og Band, pladeforlaget Demos, Røde Mors kunstnerkollektiv og band m.fl. Den galskab, vildskab og humor, de stod for, kan jeg virkelig godt savne i disse konforme tider…

Nu er 1970’erne historie og mange af deltagerne i den tids bevægelser skriver nu erindringer. Og det er godt, for sÃ¥ kan vi fÃ¥ et andet og mere nuanceret billedet end det, medierne ofte leverer. Nina Rasmussen er en af dem (og du kan læse et uddrag af bogen her). Ole Grünbaum, den tidligere provo, er en anden (Bar røv i 60’erne).

Nina Rasmussen er nok mest kendt for sine populære rejsebøger, som hun skrev de fleste af sammen med Hjalte Tin (se Ninas og Hjaltes hjemmeside).