Indlæg tagget med Bøger

The New Bedside Playboy

18. februar 2007

Der er sikkert mange mænd, der har drømt om at tage Playboy (altsÃ¥ mandebladet) med i seng som godnatlekture. Og lige sÃ¥ mange kvinder, der har frabedt sig at dele seng med afbildede nøgne kvinder…
Men nu er det muligt for mændene at gøre det uden at få problemer med sengens bedre halvdel. For The New Bedside Playboy er på markedet.
I mange Ã¥r har det været en kendt sag, at Playboy-bladet ikke kun bød pÃ¥ veldrejede unge damer au naturel og kunstnerisk fotograferet – men ogsÃ¥ pÃ¥ læsestof af høj karat. Hvis man kunne se bort fra kaninpigerne i bladet, sÃ¥ kunne det godt fremstÃ¥ som et af de bedre kulturtidsskrifter fra USA. Den nye bog har et forord af Hr. Playboy himself, hedonisten Hugh Hefner, der ud over at være en kvindeglad ældre herre ogsÃ¥ er en mand med god smag for litteratur og andre kulturfrembringelser. Bogen byder pÃ¥ tekster – essays, noveller, interviews etc. – af notabiliteter som: Borges, PG Wodehouse, Nabokov, Updike, Maupassant, Marquez, Bellow, Joyce Carol Oates, Nadine Gordimer og Jane Smiley. Blot for nævne nogle fÃ¥. Mændene er i overtal, hvilket mÃ¥ske ikke er overraskende. En bog, der egner sig til at blive læst i smÃ¥ bidder. Passende til natbordet.
Man kan finde en lang række – fortrinsvis positive anmeldelser – rundt om pÃ¥ nettet. Fx i The Times.
Apropos mænd og bøger så læs debatten her hos Uffe.

Rebel

15. februar 2007


Som man har kunnet læse ovre hos Filoffen og Paw og andre steder har den unge frembrusende antropolog Dennis Nørremark fået megen avisspalteplads til sit opgør med venstrefløjen (der i parantes bemærket aldrig har være en venstrefløj, heller ikke i halvfjerdserne…). Nørremark sprang op som en ung, fyrig løve og faldt ned som et mæ-lam efter at være blevet sat argumentatorisk på plads af en række bedre tænkende unge mennesker som Paw, Carsten og andre. Sådan skal det være.
I den forbindelse er det nok værd at gøre opmærksom pÃ¥ den bog, der spiller en vis rolle for de Nørremarkske tankemæssige vildskud, nemlig Rebel – Modkultur som globalt brand, der, som man kan se pÃ¥ ovenstÃ¥ende illustration, faktisk er oversat til dansk og udkommet pÃ¥ Husets Forlag. PÃ¥ forlagets hjemmeside kan man downloade et uddrag af bogen og læse meget mere om værket. Og medens man er inde pÃ¥ siden kan man jo lige sÃ¥ godt downloade hele kataloget og se pÃ¥ alle de spændende bøger, der er udgivet eller pÃ¥ vej. Fx en nyoversættelse af Don Quixote…

My Mommy’s dead – John Lennon og moderen Julia

26. januar 2007

My mummy’s dead
I can’t get it through my head
Though it’s been so many years
My mummy’s dead
I can’t explain
So much pain
I could never show it
My mummy’s dead

– med disse ord og den lille sang slutter John Lennons debutsoloalbum Plastic Ono Band, der udkom i 1970. Pladen, hvis indhold stÃ¥r i skærende kontrast til omslagets idylliske billede af John og Yoko under træet, gjorde et uudsletteligt indtryk pÃ¥ blogbestyreren, dengang den udkom, og den er forblevet en af de plader, der stadigvæk fÃ¥r hÃ¥rene pÃ¥ underarmene til at rejse sig.
Pladen var ikke blot en afsked med Beatles-perioden, men samtidig Lennons hudløse selvransagning og -analyse. En dybt personlig plade, hvor nøgne, hudløse, poetiske tekster er sat perfekt i scene i et lige så nøgent musikalsk udtryk. En fuldendt plade.
I en periode op til indspilningen af musikken havde Lennon og Ono deltaget i primalskrigsterapeuten Arthur Janovs seancer. Og det kan høres på pladen. Janov, der var elev af Wilhelm Reich og tilhørte en kropsterapeutisk tradition inden for de psykodynamiske teorier, mente, at man skulle skrige sine traumer og psykiske lidelser ud af kroppen. Og det er, hvad John Lennon gør, ikke mindst i sangen Mother:

Mother, you had me, but I never had you
I wanted you, you didn’t want me
So I, I just got to tell you
Goodbye, goodbye

Father, you left me, but I never left you
I needed you, you didn’t need me
So I, I just got to tell you
Goodbye, goodbye

Children, don’t do what I have done
I couldn’t walk and I tried to run
So I, I just got to tell you
Goodbye, goodbye

Mama don’t go
Daddy come home

Det var allerede dengang en kendt sag, at John Lennon mistede sin mor, Julia, tidligt. Hun døde i en trafikulykke i 1958, da John var 17 Ã¥r. Men han havde allerede mistet hende før, for John voksede op hos sin moster Mimi. I mytologien er Mimi blevet fremstillet som den rare person, der tog sig af John, fordi moderen ikke kunne. Journalisten Torben Bille refererer myten sÃ¥ledes i sin bog Lydspor: “Han havde haft en svær barndom med en mor, der overlod ham til hans tante, før han var fyldt tre, og sÃ¥ døde, da han endelig havde fÃ¥et kontakt med hende igen”. Men nu har John Lennons halvsøster Julia Baird udgivet bogen Imagine This: Growing Up with My Brother John Lennon (2007), der fortæller en hel anden historie om en yderst dysfunktionel Liverpool-familie og et jalousidrama mellem to søstre.
Kort fortalt, er det historien om moster Mimi, der ikke kunne acceptere, at Lennons moder i en meget ung alder giftede sig med ung sømand i handelsflÃ¥den – Alf, Johns fader – der aldrig var hjemme og derfor kastede Julia i armene pÃ¥ en elsker. Mimi brugte affæren – og ikke mindst dens tidstypiske følger: en datter, der blev bortadopteret – til at anmelde Julia til de social myndigheder og fÃ¥ tvangsfjernet John pÃ¥ grund af moderens pÃ¥stÃ¥ede letlevende liv. Bairds bog afslører, at Mimi ikke var drevet af høje moralske fordringer, men af regulær misundelse og jalousi. Storesøster Mimi, der aldrig fuldbyrdede sit eget ægteskab til manden George, kastede sig selv ud i en dybt hemmelig, lidenskabelig affære til en ung biokemiker, der boede til leje hos Mimi og George. Den unge mand var halvt sÃ¥ gammel som Mimi, men hun var villig til at opgive alt for at følge med ham til New Zealand. Inklusive John. Bogen fortæller ogsÃ¥ om en moder, der helt frem til sin død, savnede sin søn og gentagne gange forsøgte at opsøge ham hos søsteren, blot for at blive afvist.
Mimi ønskede ikke, at John skulle se sin moder, og det til trods for, at de boede tæt på hinanden. Det var først, da John blev 11 og selv kunne gå i skole, at han fik mulighed for nu og da at besøge moderen og se, hvordan hun levede med sin nye familie.
I hvert fald siden Freud har vi godt vist, at familien er roden til alt ondt (og godt…). Familien kan være helvede pÃ¥ jord. Og at John Lennon skulle lide under de dysfunktionelle familiære forhold er nok med til at forklare hans behov for at udtrykke sig selv kunstnerisk, selv om man skal passe pÃ¥ med at overbetone et sÃ¥dant patologisk motiv…

Politisk korrekte børnebøger

24. januar 2007


I mediestormen kan det let ske, at man overser en interessant nyhed. I sidste uge kunne DR Nyhederne sÃ¥ledes fortælle, at danske forlæggere ikke ønsker at ændre pÃ¥ ældre kontroversielle danske børnebøger for at gøre dem “politisk korrekte”. Det gælder fx bogen Lille Sorte Sambo om den lille negerdreng, der oplever en masse herlige ting med tigersmør osv. Det gælder ogsÃ¥ Tintin i Congo, en af de mest udskældte tegneserie i den forbindelse. De nye oversættelser er foretaget i respekt for værkernes oprindelige form, ikke af hensyn til aktuelle politiske strømninger. I modsætning til Norge, hvor man fx ikke vil have, at Pippis far er negerhøvding…

Hitchcock og musikken

12. januar 2007

I Alfred Hitchcocks film Menneskejagt (North by Northwest), hvor hovedpersonen, oplagt spillet af Cary Grant, hvirvles ind i række dramatiske hændelser pÃ¥ grund af en misforstÃ¥else, er der en fin scene, hvor Grant – lige inden helvede bryder løs – gÃ¥r igennem en hotellobby for at gÃ¥ i fælden. Medens han gÃ¥r spiller en melodi i baggrunden: “It’s a Most Unusual Day”. Den lille scenes ironi er blot et eksempel pÃ¥, hvor stor en rolle musikken spillede for Hitchcocks film. Intet var overladt til tilfældighederne. Denne iagttagelse er der for sÃ¥ vidt ikke noget nyt i. Der er skrevet adskillige afhandlinger om musikken hos den gamle gysermester. Men i sin relativt nye bog om Hitchcocks musik (“Hitchcock’s Music”, Yale U.P.) pÃ¥viser Jack Sullivan, at der var tale om mere end omhyggelighed i detaljen; der var tale om et bevidst fokus pÃ¥ musikken. Hitchcock ønskede ikke blot, at musikken skulle tjene billedsiden; men – og det er overraskende – at billedsiden skulle tjene musikken. Sullivan gennemgÃ¥r minutiøst hver eneste film fra Hitchcocks hÃ¥nd (ogsÃ¥ ret ukendte film som fx Waltzes from Wienna fra 1934) for at dokumentere sin tese om musikkens hidtil undervurderede betydning for mesterens arbejde. Man fÃ¥r dermed et billede af Hitchcock som en meget moderne instruktør, der ikke blot opfattede filmen som – i klassisk forstand – levende billeder, men derimod som en hybrid kunstart, hvor alle delene – billede, musik, drama osv. skulle have betydning. En sjov detalje er, at i en af de mest kendte Hitchcock-scener, nemlig den famøse brusebadsscene fra “Psycho”, hvor Bernhard Hermanns musik er uforglemmelig, mente Hitchcock ikke, at der skulle være musikalsk akkompagnement, men Hermann fik ham overbevist om noget andet. Heldigvis.