Indlæg tagget med Bøger

Miss Marple

18. september 2006

Gode krimier skal ses i biografen eller på skærmen! For nu at citere en bekendt. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer. Raymond Chandler vinder ikke nødvendigvis ved at blive omsat til film. Bare som eksempel. Men filmmediet egner sig fortræffeligt til kriminalhistorier. Ingen tvivl om det.

Jeg har tidligere været inde pÃ¥ min forkærlighed for engelske krimiserier, der har en meget høj kvalitet. For øjeblikket kører den meget indviklede serie “Sagen genÃ¥bnet” pÃ¥ DR2 om torsdagen. Boyd og hans stab, der alle er sammensatte figurer med en fortid, der spiller ind i udredningen af de forskellige sager og deres indbyrdes forhold, optrævler gamle mordsager ved hjælp af højteknologi, psykologisk ekspertise og almindelige detektivisk snusfornuft. Det er stærkt underholdende. Og man kan sagtens se den igen, for man kan sgu ikke huske, hvad plottet gik ud pÃ¥. Samtidig er genudsendelsen af krimiseriernes svar pÃ¥ Gøg og Gokke – Daziel & Pascoe efter Reginald Hills forlæg – begyndt pÃ¥ samme kanal søndag eftermiddag. Alene samspillet – had/kærligheds-forholdet – mellem arbejderklasseroden Daziel og akademikerspiren Pascoe er det hele værd. Og sÃ¥ er Daziel min favorit blandt coppers med sin blanding af en bulldogs robusthed og en følsomhed som en mimose.
Huske plottet kan man til gengæld i den Miss Marple-serie, der kører på DR 1 mandag aften. Agatha Christie har aldrig for alvor været min cup of tea. Men hendes whodunnit-historier har været ganske underholdende, når de blev sat ordentligt i scene med gode skuespiller. Der findes faktisk en hel del seværdige filmatiseringer af hendes bøger. Og den nye serie instrueret af Ed Hall og med Geraldine McEwan som frk. Marple er intet mindre end en prægtig filmatisering. Udført med stor kærlighed til det engelske litterære klenodie, Agatha Christie, og med udsøgt ensemblespil og præcist ramt miljøskildring ned til mindste detalje.

Støvet i Cristie-historierne bliver i den grad rystet af i denne serie, hvor karaktererne er besat med en imponerende dækning. Endnu engang må man bøje sig i næsegrus beundring for englændernes skuespilkunst og type-casting. De spiller en vis legemsdel ud af bukserne på langt de fleste amerikanske serieskuespillere. Så er det sagt.

Geraldine McEwan er noget nær den bedste Miss Marple, jeg mindes at have set. En pÃ¥ samme tid lidt skrøbelig engelsk spinster, modelleret over Agatha Christies egen person, og en djævleblændt, skarp analytiker af kriminalgÃ¥derne, som ikke helmer før sagen er løst. Det er en ren fornøjelse at se, hvordan hun med pÃ¥taget naivitet fÃ¥r de involverede politifolks undersøgelse til at fremstÃ¥ som den rene amatørisme. Ærgerligt er det blot, at jeg ikke har fÃ¥et bÃ¥ndet de sidste episoder. Men heldigvis har jeg set, at seriens første kapitler allerede er udkommet pÃ¥ dvd. Julegaveønsket er pÃ¥ plads, og sÃ¥ kan jeg i aften sætte mig pÃ¥ plads og nyde “Hun døde ung”, nÃ¥r den ruller over skærmen kl. 22.00.

Bogudsalg for kunstinteresserede

18. september 2006

Højbjerg Bibliotek starter et udsalg af kunstbøger d. 23. september kl. 10. Så hvis man er interesseret i kunst er der mulighed for at gøre et kup. Der er hundredvis af titler. Prisen er 25 kr. pr. bind den første dag, derefter falder den til 10 kr. Da der plejer at være stor interesse for kunstbøgerne, skal man nok ud af hullerne, hvis man vil have suppleret sin egen samling.

Musik på hjernen

17. september 2006

Et af de emner, denne blog er optaget af, er – ud over musikken selvfølgelig – hjerneforskningen i alle dens afskygninger. Derfor har blogbestyreren med interesse læst om en ny bog med titlen This Is Your Brain on Music: The Science of a Human Obsession af Daniel Livitin. Bogens forfatter, der ud over at være ph.d i neurologi, ogsÃ¥ har været pladeproducer for en lang række kunstnere, fx Stevie Wonder, Grateful Dead og flere heavy-metal-bands, hamrer blandt andet en pæl igennem den gamle myte om, at musikalske mennesker skulle være særligt genetisk begavede eller have en usædvanlig hjerne, der adskiller sig fra os andre dødeliges hjerner. Se bogens hjemmeside her. Bogen har været omtalt mange steder, fx pÃ¥ Boingboing.net.

Der gror aldrig mos på en rullesten I

16. september 2006

Én ting er at mangle noget i sine samlinger. Det er jo det, samleriet næres af: At der altid er huller, der skal fyldes ud. Noget andet er, at man ikke kan finde det, man (tror, ved, hÃ¥ber…), man har. Efter at have skrevet omtalen af Klaus Lynggaards nye artikelsamling fik jeg lyst til at kigge lidt i den omtalte inspirationskilde: “Der gror aldrig mos pÃ¥ en rullesten. Rock-præk” fra 1970 (Borgens Billigbogs Bibliotek nr. 13 ).

Og så havde jeg balladen! Hvor pokker var den bog? Hylde efter hylde blev gransket nøje (synes jeg i hvert fald). Efterhånden dukkede spørgsmålet op i mit hovede: Skulle jeg i et svagt øjeblik have forvist den til kælderen? Noget, jeg nødigt gør, fordi det gør det endnu mere besværligt at finde noget som helst. Jeg blev langsomt men sikkert mere modfalden og slukøret. Og det, vidste jeg godt på forhånd, ville ske. Ikke at kunne finde noget gør mig nedslået og i trist humør. Det slår aldrig fejl.

Da jeg for tredje gang omhyggeligt, men forgæves gik hyldemeter efter hyldemeter igennem, fordi jeg vidste, at jeg kunne have overset den et sted, fordi sÃ¥dan en granskning af bogrygge altid fÃ¥r mig til at tænke pÃ¥ alt muligt andet, der lige i øjeblikket er irrelevant – fx hvornÃ¥r mon Heidegger blev født. Hvorfor Ringo Starr altid virker sÃ¥ venlig? Hvorfor der ikke skrives flere bøger om erotiske tegneserier? HvornÃ¥r jeg dog fÃ¥r læst alle de bøger om H.C. Andersen, som er indkøbt osv.? – sÃ¥ satte jeg mig lettere opgivende foran computeren og satte John Cales Paris 1919 pÃ¥ cd-afspilleren (en smuk plade, der gør humøret godt…). Og hvad falder mit øje sÃ¥ pÃ¥? PÃ¥ hylden lige over computeren? Ja, netop: Rullesten-bogen. PÃ¥ hovedet. Og det forklarer mÃ¥ske noget af den mislykkede jagt. En sten faldt fra mit hjerte – og ud af bogen faldt et par gamle udklip: En omtale af en koncert med netop John Cale og hans band i Klub Tatuba i København. Et gulnet avisudklip med et par fotos af selveste Gorm Valentin af en hvidklædt, sortmaskeret Cale med flyverbriller og pileformet el-guitar – og et lille udklip fra Brabrand Boligforenings medlemsblad med omtale af Cales koncert pÃ¥ Gellerupscenen dagen før (el. efter). Datoen er borte, men det var 1974 eller -75 – altsÃ¥ kort tid efter Paris 1919 – i den periode, hvor Cale havde kontrakt med Island Records og udsendte pladerne Fear, Slow Dazzle og Helen of Troy. Jeg husker selve koncerten pÃ¥ Gellerupscenen ganske tydeligt. Med sig havde han den fabelagtige guitarist Chris Spedding og bassisten Pat Donaldson. Det var en af de mest vellykkede rockkoncerter, jeg har været til. Lyden var perfekt (mÃ¥ske, fordi det foregik i en teaterbygning), bandet fungerede optimalt sammen og Cale var i hopla med sit teatralske sceneshow.

Mere om Rullesten-bogen i morgen.

Klaus Lynggaard – en musikanmelder

15. september 2006


I dagens Information anmeldes Klaus Lynggaards nye bog Et kullet klarsyn, der bestÃ¥r af et skønsomt udvalg af Lynggaards skriverier i samme avis fra perioden 1992-2006. Anmelderen er vennen, den jævnaldrende filmanmelder pÃ¥ Weekendavisen, Bo Green Jensen. Green gør fra starten af opmærksom pÃ¥, at han, der har drukket andet end kaffe og røget andet end tobak med Lynggaard – og mere end én gang – er helt og aldeles inhabil. Hvorefter han leverer et meget fint portræt af en af sin generations nok bedste rockmusikanmeldere (Jensen var en af de andre…). Det er et billede af den lidenskabelige skribent og musiksamler, der dropper en i øvrigt mere end lovende litterær forfatterkarriere til fordel for det at skrive om rockmusikken (i bredeste forstand). Men Green stryger ham ikke bare med hÃ¥ret, selv om artiklen oser af dyb respekt for Lynggaards evner som formidler af sin passions frembringelser og flere gange kanoniserer hans artikler. Som den kender af Lynggaard, Green er, gÃ¥r han ogsÃ¥ i clinch med hans undertiden noget kategoriske underkendelse af visse kunstnere, som fx Michael Falch og Poul Krebs, og anfægter ogsÃ¥ hans vurdering af visse pladers holdbarhed; det gælder fx Marc Bolans Electric Warrior og The Slider m.fl.

Reflekterende sin inhabilitet kommer Green ogsÃ¥ ind pÃ¥ spørgsmÃ¥let om generationssamtidigheden. Er det, fordi Lynggaard fylder 50 (som Green), at han synes, de “gamle navne” (Dylan osv.) er begyndt at skrive deres bedste sange? Og man mærker en latent frygt for, at det ogsÃ¥ er denne samtidighed, der præger vurderingen af Lynggaard. I hvert fald lidt. Men – som jeg ser det – sÃ¥ har alderen kun betydning pÃ¥ den mÃ¥de, at ca. 25 Ã¥rs intens beskæftigelse med en musik, der lidenskabeligt har optaget en og fortsat gør det, giver et overblik og en dyb forstÃ¥else, som man nødvendigvis ikke kan have som nyudsprunget anmelder. Dertil kommer selvfølgelig, som Green ogsÃ¥ pointerer, at man har nogle fælles referencer, som indiskutabelt har med tiden at gøre. Fx at begge fik en Donovan-single som den første plade eller begejstredes for bogen Der gror aldrig mos pÃ¥ en rullesten fra 1970 (den første egentlige samling af dansk rockkritik).