Indlæg tagget med Bøger

Dumbledore er bøsse

20. oktober 2007

Harry Potter-sagaen har en stor stjerne her i casa capac, for Frøkenen læser bøgerne med stor selvforglemmelse og ser filmene med hjertet oppe i hjernen. Samtidig har Frøkenen en hormonalt og udviklingsbestemt interesse for de forskellige mandlige aktører. Hvem er nu værd at rette en følelsesmæssig investering i? That’s the Question – når man er tidlig teen-ager.
Derfor er det ikke uden en vis interesse, at vi i dag kan læse, at alle Potter-bøgers moder, J. K. Rowling har afsløret, at selveste mester-troldmand og rektor for Hogwarts, Aldus Dumbledore er bøsse. Who’s next?!

Paw-bøgerne – mere drengebogsnostalgi

4. oktober 2007

Indlægget om De Fem (el. De 5) fik tankerne til at springe til Torry Gredsteds (Thorvald Gredsted) bøger om den danske indianerdreng Paw. Den første bog Paw. En dansk indianerdrengs eventyr udkom helt tilbage i 1918 og var med til at etablere “drengebøgene” som genre. Gredsted, der blev født i 1885, skrev en række bøger – noveller og romaner – frem til 1938. De berømteste er Paw-bøgerne.
Mere end ti år efter Gredsteds død (1945) filmatiserede Astrid-Henning Jensen historien om den vestindiske drengs møde med Danmark. Sammen med sin mand Bjarne skrev hun manuskriptet til filmen, der udkom i 1959 og blev nomineret til en Oscar som et bud på “bedste udenlandske film”.
Jeg kan huske, at jeg så filmen nogle år senere på Sømandshjemmet i Antwerpen, hvor jeg opholdt mig en kold vinteraften sammen med mine forældre. I Sømandshjemmet havde den administrerende præst anskaffet et rigtigt filmapparat, så han kunne underholde søfolk, der var langt fra hjemmet.
Jeg kan kun erindre nogle få episoder fra bøgerne og filmen om Paw og så den særlige stemning, der var over disse opbyggelige værker. Paw blev en helt for os drenge på linje med biografens Zorro, Tarzan og diverse cowboydere.
Efter forevisningen af filmen indviede skibet kammer- og messedrenge mig i at spille pool. Det var en stor succes og en helt anden historie.

Enid Blyton – De Fem-serien – nostalgi

3. oktober 2007

Trillende rundt med en mega indkøbsvogn i den lokale Coop-forretning falder blikket på en bunke bøger. Eksemplarer af Enid Blytons serie om De Fem, genudgivet på forlaget Sesam med de oprindelige forsider. I min barndom tyggede jeg mig gennem flere bind i serien. Enid Blyton nåede at skrive 26 bind i halvtredserne og tresserne. I 1968, hvor Enid Blyton døde, 71 år gammel, tog forfatteren Claude Voilier over.
Serien er en slags detektivhistorier for store børn og unge. Og hovedpersonerne var Anne, søskendeparret Dick og Julian, deres kusine, drengepigen Georgina (blot kaldt Georg) og Georgs hund Timothy (kaldt Tim). De enkelte historier kan jeg ikke længere huske i detaljer, men stemningen. Og så, at Georgina – bøgernes svar på håndbold-Anja-Andersen – var min helt. Derfor er det lidt sjovt at se samme Georgina fremhævet som feministisk forbillede i The Guardians rundspørge til læserne om kvindesagsbøger med indflydelse.

Opdatering: Det slår mig lige, at serien om The Famous Five, som den rigtignok hed, jo blev udsat for en dansk filmatisering med blandt andre allestedsnærværende Ove Sprogø. Som DR skrev i forbindelse med visningen af filmene, var det “mærkeligt nok” første gang, serien blev omsat til en biograffilm, da “De 5 og spionerne” havde premiere i 1969. Serien var til gengæld genstand for indtil flere udenlandske tv-serie-filmatiseringer. Jeg kan mindes at have set udsnit af nogle af de tidlige tv-serie-udgaver på tysk tv, men noget gik tabt, når Georg og Co. talte tysk…
De danske film er hæderlige danske familie- og ungdomsfilm af den pæne slags, der ikke gør nogen fortræd. Så har vi vist ikke sagt for meget.

Bøger, bøger, bøger 2

27. september 2007

Til trøst for Bo i Jiggly Room (måske…), så går det kun trægt frem med bogoprydningen og katalogiseringen. Tre reolsektioner er det blevet til siden sidst. Mest tidskrævende er det selvfølgelig at listeføre alle de bøger, der skal stå i bagerste række. Det fornøjelige ved det i øvrigt kedsommelige projekt er genopdagelsen af mere eller mindre glemt litteratur og fund af mærkelige ting og sager, der har forputtet sig bag bøgerne (en gammel uskik, jeg har haft). Restproblemet er så, at jeg allerede nu har flere TOMME hyldemeter. Og det er der jo en løsning på for en notorisk samler!

Bøger, bøger, bøger…

23. september 2007

Words, words, words, skrev Shakespeare. Bøger, bøger, bøger, kunne capac tilføje. Inspireret af magister Gorzelaks bogflytteri har capac taget fat på noget lignende. “Kontoret” – for indviede: “Hulen” – hvor capac residerer, er ved at sande til i bunker af bøger, aviser, cd’er og lignende. Og derfor står den på oprydning (noget capac ikke er den store tilhænger af..). Bøger stilles i dobbelte rækker på hylderne (efter at de bagerste er omhyggeligt katalogiseret på computeren og der er støvsuget godt på hylderne). Der er ingen vej udenom. Det tager tid, men skulle – selv om det umiddelbart ikke ser sådan ud – give mere plads til capac og gravhunden…
Opdatering: Det tager som sagt sin tid at flytte bøger og registrere dem. Dagens resultat er to sektioner bøger, så det kommer til at tage nogle dage, hvis det skal gøres færdigt i denne omgang…

Passageværket af Walter Benjamin – på dansk

22. september 2007

Det må betegnes som en stor idéhistorisk, filosofisk og litterær begivenhed, at det lille eksklusive forlag Politisk Revy nu udgiver den tyske filosof Walter Benjamins storværk “Passageværket” i en dansk oversættelse af Benjamin-kenderen Henning Goldbæk. To bind på ikke mindre en 1256 sider er der tale om. Hatten af for forlæggeren Johannes Sohlmann, oversætteren og evt. støtter. Wikipedia sammenfatter, hvad Passageværket kan siges at være: “The Passagenwerk … was Walter Benjamin’s lifelong project, an enormous collection of writings on the city life of Paris in the 19th century, especially concerned with the roofed outdoor “arcades” which created the city’s distinctive street life and culture of flânerie. The project, which many scholars believe might have become one of the great texts of 20th-century cultural criticism, was never completed. Written between 1927 and 1940, it has been posthumously edited and published in many languages in its unfinished form.”. Der er noget at gå i gang med i de lange mørke vinteraftener…

Walter Benjamin
PASSAGEVÆRKET, bd 1-2
Oversat fra tysk og med efterskrift af Henning Goldbæk
Rævens Sorte Bibliotek nr 70
ISBN 978 87 7378 279 8 (begge bind samlet)
i alt 1.256 sider, kr 748
Udkommer torsdag, den 13. september 2007
Arrangement på Københavns Universitet fra 12-16 samme dag
og om aftenen kl. 17 reception i Literaturhaus, København-Nørrebro og
kl. 20 samme sted off. arrangement om PASSAGEVÆRKET (entré kr. 40)

Gonzo-guide for begyndere: Hunter S. Thompson

21. september 2007

The Rolling Stone bringer en begynder-guide til læsere, der sætter pris på new-journalism-galningen Hunter S. Thompson. De fem bøger, der får korte karakteristikker med på vejen, er:

1. The Great Shark Hunt (1979)
2. Fear and Loathing in Las Vegas (1971)
3. Hell’s Angels
4.Fear and Loathing on the Campaign Trail ’72 (1973)
5. The Proud Highway: Saga of a Desperate Southern Gentleman (The Fear & Loathing Letters, Vol. 1) (1997)

Bogforsider

13. september 2007

Lars har jo ret. Og Klaus har længe dokumenteret det: At der findes mange flotte bogforsider. Det fik mig til at huske på et halvt løfte, jeg afgav, da jeg omtalte min erhvervelse af Eivind Johnsons genfortælling af Odysseen Brændingens Brus. Nemlig at bringe en illustration af forsiden. Her er den så. Skyggen til venstre skyldes, at jeg indskannede billedet og ikke ville “brække” bogen for meget. Den er, som sagt, meget velholdt. Det sjove ved Svend Ottos forsideillustration er, at jeg i alle de år, der er gået, siden jeg første gang hørte om bogen og lånte den på Sædding Skoles bibliotek, har haft et krystalklart erindringsbillede af den smukke blå illustration i mit hoved. Forsiden passer på smukkeste vis til beretningen om søfareren Odysseus, som jeg pt. er ved at genlæse…
Svend Otto eller Svend Otto S (S for Sørensen), som han også kaldte sig var en kendt og berømmet billedkunstner, der lavede mange smukke bøger og bogforsider. Læs mere om ham her.

Suzy Quatro lyner ned

11. august 2007

57 år er hun efterhånden blevet, den lille rocksanger og -bassist, skuespiller og radiovært Suzy Quatro. Bloglæsere, der kan huske halvfjerdsernes popmusik, vil også huske Quatros række af hits, som det kendte sangskriverpar Nicky Chinn og Mike Chapman (Chin & Chap) – storleverandører af musik til den engelske glam rock – gav til hende: Can the Can (73), 48 Crash (73), Daytona Demon (74) og Devil Gate Drive (74). Med sit stramtsiddende læderoutfit, der ikke overlod meget til fantasien hos unge fløse, tog hun kegler i Europa og Australien, medens fædrelandet ikke rigtig ville kendes ved hende. Siden har hun taget revanche, idet hun har fået en vis succes som skuespiller i tv-showet Happy Days som Leather Tuscadero.
Ved siden af sin egen solokarriere arbejdede Quatro som sessionmusiker for en lang række af datidens store navne. Efter popkarrieren har hun arbejdet som skuespiller og medarbejder ved radio og tv.
Nu har Suzy så udgivet sin selvbiografi Unzipped, hvis titel spiller på det velkendte halvåbne lynlås i læderoutfittet. I bogen lyner hun ned for erindringen og fortæller om karrieren og dens bagside: skilsmisse, familieproblemer osv.
Erindringsnote: Suzy Quattro, Slade og Sweet var ikke noget jeg lyttede meget til dengang. Skulle det være glam, så skulle det være David Bowie, Mott the Hoople og et par af de mere avancerede navne. Men det var svært at undgå at lytte til de populære navne. Jeg forbinder dem især til P4 på P3, som jeg lyttede en del til. Ikke, fordi jeg hørte til kernepublikummet, men fordi det var godt radio.

Sådan så hun ud (og lød) dengang i de tidlige 1970’ere, Can the Can: Læs mere »

Pattie Boyd, Eric Clapton og George Harrison – ménage à troi

5. august 2007

Til historien om the Fab Four hører også en række historier om de fire Liverpool-drenges respektive kvindelige partnere. Senest har man kunnet følge med i Sir Paul Mccartneys alt andet en lykkelige skilsmisse fra sin anden kone, og tidligere var der historien om Yoko Ono, John Lennons viv, der fik skyld for opløsningen af gruppen m.m. Og så var der historien om Pattie Boyd, der fordrejede hovedet på både Eric Clapton og George Harrison. En amourøs trekant eller ménage à trois, som der er blevet skrevet og kommenteret meget på – dog uden hovedpersonens medvirken. Det bliver nu – 40 år efter – muligt at læse, hvad Pattie selv oplevede og tænkte, for i denne måned udsender hun sin selvbiografi Wonderful Today med Penny Junor som ghost-writer (forlag: Headline Review).

Det er en fortælling om den smukke top-model Pattie, der møder Beatle-George i 1964, da gruppen er ved at indspille filmen A Hard Days Night. Og de bliver gift. Seks år senere forelsker Eric Clapton sig voldsomt i fru Harrison og gør alt, hvad han kan for at få fat i sit hjertes udkårne. Blandt andet skriver han sangen Layla til hende, og den bliver en vigtig brik i spillet om Pattie. Som bekendt lykkedes det for Eric at forføre Pattie – og redde venskabet med George Harrison.

 

Historien er ikke kun en historie om det alt for menneskelige og kærlighedens veje og vildveje, men også en historie om kærligheden som inspirationskilde for musikalsk udfoldelse. George Harrison skrev sangen Something (Abbey Road) om og til Pattie. En af de smukkeste sange i Beatles-sangbogen. Og Clapton tilegnede både Layla og Wonderful Tonight til den smukke blondine, der blev en muse for de to store tresserikoner. De saftigere detaljer om trekanten må man selv læse sig til…

 

Hvor døde Jim Morrison?

28. juli 2007

Rocken har sin egen mytologi. Og som sådan er det en blanding af fakta og digtning. Tag nu for eksempel historien om Jim Morrison, der døde i sit badekar i Paris. En god historie, der glider let ind i bevidstheden som et smukt billede. Men er den sand? Det svenske organ Sonic fortæller, at en ny bog af Sam Bernett “The End” fortæller en helt anden historie. I følge Bernett blev Jim fundet natten mellem den 2. og den 3. juli 1971 på et toilet på den parisiske rockklub Rock’n Roll Circus, og to af Jims narkopushere slæbte hans afsjælede legeme op i lejligheden, hvor myten så kunne digtes. Forfatteren påstår, at han har set det med sine egne øjne, fordi han arbejde i rockklubben dengang. Sandt eller falsk? Who knows. Musikken spiller endnu.

Keith Richards selvbiografi

27. juli 2007

Apropos punks, så fortæller NME, at to store forlag – HarperColins og Little Brown – kæmper om rettighederne til rullesten Keith Richards selvbiografi. Indtil videre er prisen presset om til et forskud på $ 7.3 millioner. Men så får man også saftige historier om berygtede arrestationer og hans liv med fotomodeller. Det er lukrativt at være kendt punk…

Dagens bogfund: Klaus Rifbjerg “Huset”

10. juli 2007

Tilfældet ( = et pludseligt regnvejr ) ville, at capac gik ind i den lokale genbrugsforretning og kom ud igen ( i tørvejr ) med et eksemplar af Klaus Rifbjergs bog fra 2000, “Huset”. Mere passende kunne det næsten ikke være for en anakronolog og nostalgiker som capac. For bogen handler om barndommens hus på Amager og dets betydning i forfatterens liv. Et hus, der har været med i mange af Rifbjergs skriverier – uden dog at være hovedperson, før nu altså. En bestillingsopgave fra forlaget. der ville have en bog om “en begivenhed eller et sted, der havde haft stor betydning for forfatteren” i det forgangne århundrede. Pris kr. 8,-. Fin stand, bortset fra en kaffeplet på forsiden.

Tirsdagsbogsamleri…

26. juni 2007

Tja, jeg kom igen forbi den lille butik – tidligt – hvor jeg fandt de Stynede Popler, og gjorde også denne gang et fund. Ernst Frandsen & Niels Kaas Johansens Danske Digtere i det 20. århundrede fra førsteudgaven i 1951 i to bind. Plus det tredje supplementsbind, der kom i 1955 med titlen “Ny Samling”. Igen et ualmindeligt velholdt (ubrugt?) eksemplar af første udgaves første oplag, privat rødt halvlæder med guldtryk på ryggen. Sikkert fra samme ejer som Nis Petersen-bogen, i hvert fald har den samme aroma… Så nu dufter mit kontor efterhånden som et gammelt bibliotek.
Pris: kr. 50,- for alle tre bind.

Dagens bogsamleri…

25. juni 2007

Nis Petersen “Stynede Popler”, første udgave, første oplag, 1943. Indb. privat halvlæder, meget velholdt, kun en svag aroma af gode cigarer. Pris: kr. 5, -.