CAPAC

Beatles siger det mest nødvendige i sangen ovenfor. En Beatles-sang, jeg altid har holdt meget af. Her er de i deres mest gale, vilde, rockende hjørne. Lad mig blot konstatere, at bloggen lever i bedste velgående. Den har aldrig nogensinde haft så mange læsere eller fået så mange hits som nu. Og om kort tid når den indlæg nr. 8000 (publicerede indlæg). Det er svimlende, synes jeg. Men der er flere indlæg i posen, skal jeg hilse at sige.

Men uden dig, kære læser og besøgende, ville CAPAC nok for længst være gået til ophugning. Derfor skal der i dagens anledning lyde en stor tak til dig – både den gamle og den tilkommende læser. Jeg glæder mig hver dag over, at du kigger forbi – og over at skrive lidt om stort og småt. For intet er for småt eller stort at skrive om lige her. Jeg kunne skrive en masse om bloggens udvikling, men vil nøjes med at slå fast, at musikken har fået førertrøjen på i det tematiske felt. Stort og småt om plader, nyheder, baggrundsstof, fødselsdage og begravelser – og så den evigt tilbagevendende nostalgiske tur tilbage til dengang blogskribenten gik i korte bukser. Og det vil ikke ændre sig synderligt fremover. Tak!

I dag er det nøjagtig 5 år siden, webloggen ved navn CAPAC søsattes ved en tilfældighed. Som så meget andet i denne blogskrivers liv. Tilfældigheden er stadigvæk en styrende princip i bloggen. Jeg ved aldrig, hvad dagen vil bringe, når jeg sætter mig til tastaturet. Kun sjældent har jeg en færdigbagt idé med. Men det er heller ikke nødvendigt, for ideer har der altid været nok af. Resten bestemmes af skriftens veje og vildveje. Alligevel er det ikke den rene tilfældighed længere. Bloggen sejler af sted med næsten daglige indlæg. De dage, hvor der ikke har været et eller flere indlæg kan nemt optælles.
Målt på besøgstal og antal læsere så er bloggen en større succes end den nogensinde har været. Antallet af unikke besøgende og – ikke mindst – (tro)faste læsere, som vender tilbage jævnligt (nogle dagligt) er vokset stødt, stille og roligt. Og denne rolige udvikling passer helt til mit temperament.
Jeg har ingen planer om at oplægge bloggen. Den er blevet en del af min hverdags puls – et sted, hvor jeg kan få lov til det, jeg har allermest lyst til: at skrive og tænke, tænkeskrive… Vi får se, hvad den kommende tid bringer. God søndag til alle, der kommer forbi.

I dag er det to år siden, bloggen capac så dagens lys som smartlogblog. Ganske vist daterer det første indlæg sig fra den 14. marts, men det er, fordi det allerførste indlæg blev slettet – sammen med hele bloggen – ved en begynderfejl. Siden er det blevet til mange indlæg og kommentarer. Dette indlæg bærer ID 2717, og dertil skal lægges indlæggene fra smartloggen. Og kommentarernes antal er – heldigvis – endnu større. Tak for det. Dertil kommer, at bloggen med tiden har fået en hel del faste besøgende og læsere, der jævnligt – ja, for nogles vedkommende dagligt – lægger vejen forbi. Og det er jeg -helt ærligt – meget beæret over.
Det ville nok være forkert at sige, at bloggen har taget form, for formløsheden, grænseløsheden, tilfældigheden osv. har nærmest været dens princip. Det er skriverens – eller rettere skriftens – veje, der bestemmer, hvordan bloggen former sig. På den anden side tror jeg, at dem, der læser bloggen jævnligt, har en klar fornemmelse af, hvad capac-bloggen står for. Selv om det kan være svært at indkredse og definere præcist.
Hvorom alting er: bloggen tager hul på tredje år, og vi får se, hvor langt det bærer. Jeg er bange for, at I ikke slipper af med den foreløbig. Hav en god dag derude!

Grøn er vårens hæk,
kåben kastes væk,
jomfruer sig alt på volden sole.
Luften er så smuk,
deres længselssuk
kendes let på deres silkekjole.

Nu har viben æg,
pilen dygtig skæg,
og violen småt på volden pipper.
Gåsen sine små
lærer flittig gå,
skaden vindigt med sin hale vipper

Svenden med sin brud
går i haven ud,
på de grønne sko hun synes danse.
Ak, hvor hun er let!
foden er så net.
Pogen sælger til dem grønne kranse.

Storken er så travl
højt på bondens gavl,
og de røde fødder næbbet slibe.
Høkren med sin viv
går for tidsfordriv
med sin sølvbeslagne merskumspibe.

Hulde piger små,
røde, hvide, blå,
sender deres blikke rundt som pile.
Og som krigerflag
i det kælne slag
silkebånd fra liljenakken ile.

Aftnen driver på,
mens de skønne gå,
bare de dem ikke skal forkøle.
Hvilken yndig strøm,
barmen blir så øm,
man mit hjerte kan på vesten føle.

I den tavse nat,
som en stor dukat,
månen stænker guld på alle grene.
Ak, de skønne svandt
jo fra hver en kant.
Det er tungt, man skal gå hjem alene.

Hundeluftning. Og der er grøde overalt. Buske og træer knoppes, så det er en lyst. Det myldrer frem med krokusser og andre vækster. Og frem af hjernens dybe forviklinger dukker melodi og tekst til Paul Martin Møllers gamle danske sang “Grøn er vårens hæk” (melodi af Niels W. Gade). Kors hvor blev den sunget mange gange i min skoletid, af mere eller mindre engagerede børnestemmer. Og mejslet ind i capacs hjernevindinger. Især den der sætning med jomfruerne, der sig på volden sole, gjorde indtryk dengang.

Sikke en nat! Feber og hoste forvandlede det, der skulle have været en god nats søvn, til en hikstende, hostende og svedende og søvnløs rotation. Capac som grillkylling. Hver eneste knokkel i det gamle kadaver værker. Musklerne er ømme. Hals og svælg ligeså. Godt man er kommet på højkant.
Måske er det fimbulvinteren, der således melder sig komme!?

Nej, jeg nåede heller ikke i år at få indkøbt gaver etc. inden den første December. Men jeg har også indset for længst, at det nok aldrig bliver sådan. Derfor er dagen i morgen helliget indkøb af alt fra julegaver til vanillestænger. Med lidt planlægning og beslutsomhed skulle det nok kunne nås i løbet af 2-3 timer. Så er den potte ude, og capac kan koncentrere sig om det essentielle: julehygge med familien. Når arbejdet er overstået, forstås.

The Beatles: Two of Us

Two of us riding nowhere
Spending someone’s
Hard earned pay
You and me Sunday driving
Not arriving
On our way back home
We’re on our way home
We’re on our way home
We’re going home

Two of us sending postcards
Writing letters
On my wall
You and me burning matches
Lifting latches
On our way back home
We’re on our way home
We’re on our way home
We’re going home

You and I have memories
Longer than the road that stretches out ahead

Two of us wearing raincoats
Standing solo
In the sun
You and me chasing paper
Getting nowhere
On our way back home
We’re on our way home
We’re on our way home
We’re going home

You and I have memories
Longer than the road that stretches out ahead

Two of us wearing raincoats
Standing solo
In the sun
You and me chasing paper
Getting nowhere
On our way back home
We’re on our way home
We’re on our way home
We’re going home

We’re going home
Better believe it

En linje som “You and I have memories / Longer than the road that stretches out ahead” er jo selvskrevet til denne blog!

Syng bare med – her er et par videoer: Læs mere »

Stikordene var rocking og girl, og associationen: Fanny. Et af de meget få rockbands, måske det eneste, i tresserne og de tidlige halvfjerdsere, som udelukkende bestod af kvinder. De kvindegrupper, der dominerede dengang var vokalgrupper.
Gruppen blev dannet i slutningen af tresserne af June Millington (guitar og sang), Jean Millington (bas, sang), Nickey Barclay (keyboards, sang) og Alice de Buhr (trommer og sang). Dengang gjorde man meget ud af, at det var et pigeband, og måske stod dette fokus lidt i vejen for deres musik . Jeg kan huske, at Jørgen de Mylius var flink til at spille deres albums, når de udkom. Det var solid, velspillet rock med gode melodier og meningsfulde tekster. Det lykkedes dem at komme på hitlisten to gange. I 1971 med sangen Charity Ball, og i 1975 med Butter Boy. Seks albums blev det til: Fanny (1970), Charity Ball (71), Fanny Hill (72), Fanny Live (72), Mother’s Pride (73, produceret af legenden Todd Rundgren) og Rock and Roll Survivors (74). I 2002 udsendte nostalgiforlaget Rhino Records en retrospektiv boks med fire cd’er: First Time In A Long Time. Mere om deres pioner-historie kan man læse her. Gruppen blev gendannet for en kort bemærkning i 2007.

Det har desværre ikke været muligt at finde videoer med bandet live. Men her er et par med deres musik: Læs mere »

Selv om jeg ikke læser Ekstra-Bladets sportssider hver dag (eller nogen anden avis’ sportsider for den sags skyld), så følger jeg dog slagets gang for min barndomsbys fodboldklub Efb. I følge Ritzaus nyhedsbureau blev Viborgspillerne “sendt skamfulde i bad” efter “afklapsningen”. Tænk sig, jeg troede bare, det var en fodboldkamp. Nå, men Efb er åbenbart kommet godt fra start, så får vi se, hvor længe det holder. I det mindste kan capac glæde sig over, at han ikke skiftede over til AGF dengang, han flyttede til Århus…

Måske skulle man købe sådan en – i str. xxl? Bare for nostalgiens skyld…