Indlæg tagget med capac anbefaer

Capac anbefaler: Isse – Gør dit hjerte stolt

27. maj 2022

For godt et årstid siden anbefalede jeg Isses EP En umulig drøm. Og nu er hun tilbage med sit debutalbum med titlen Gør dit hjerte stolt. Og jeg må sige, at Isse fuldt ud lever op til de løfter, hun gav sidste år med sine popsange, og til de forventninger, de afsatte hos mig.

Som jeg forsøgte at skrive dengang, så formår Isse at krænke tidens modeluner og audiofile muligheder af sig og holde fast i sit eget projekt. Et projekt, der kort kan beskrives som melodiøs, dansksproget poprock, der både minder om noget, man har hørt før, men også og i allerhøjeste grad har sin egen personlige karakter.

De danske tekster er ganske mundrette og fortæller om emner, der ofte er beskrevet i poppen og som kendtegner poppens univers. Og i Isse mund fungerer teksterne rigtig godt i deres ligefremhed og syng-med-kvalitet. Og selv om alvorens gløder brænder under ordene, så løftes sangene op mod lyset af nogle endog meget iørefaldende melodier, af Isses kønne, livskraftige, ja lidenskabelige stemme og af det hold af musikere, hun omgiver sig med; hendes faste band plus et par hjælpende navne, der forstår at omslutte Isse og sangene med swingende, medrivende poprockarrangementer.

Jovist, Isse består med glans sin albumdebut, med en plade, der appellerer til ethvert popøre, der forventer pop, som kan løsrive sig fra tidens digitaliserings- og nivelleringstilbøjeligheder og hævde poppens tradition for den gode, iørefaldende og dansante, popsang – med streg under både pop og sang. Og det vil være svært ikke at forvente, at albummet her vil få masser af afspilning på radiostationer og andre kanaler rundt omkring. Så hvis du er til renlivet pop, så kan du roligt tage Isses nye plade til dig. Hermed varmt anbefalet af dette gamle popøre.

Isse. Gør dit hjerte stolt. Producer: Gabriel Uth Jacobsen. Sandorf Records. Er udkommet. 

Isse – Din verden brænder (officiel video)

Tættere på (officiel video)

 

Capac anbefaler: Sundays – Wiaca

11. februar 2019

Op fra den danske undergrund ( fx SPOT- og Uhørt-festivalerne) bobler Sundays (ikke at forveksle Rough Trade-bandet fra firserne..) med deres første langspiller Wiaca. Og lad mig bare afsløre med det samme, at det er et band og et album, der fortjener stor opmærksomhed og fra første rille på vinylen appellerer til den, der kan lide pop og indierock – med nordisk melankoliske over- og undertoner.

Allerede med den indledende sang “Shade of the Pines” får Marie, Morten, Victor og Magnus slået stemning og tematik fast – og får også slået fast, at Sundays allerede her på debutalbummet har fundet en stil, der både kan vise sig at være slidstærk og nok skal finde en kultpublikum (mindst). Sangen er – som jeg hører den – en bittersød  kærlighedssang, hvor hjerte og smerte smelter sammen som var det naturligste i verden: “And I ache my love/ For a song I can slip throug your drapes/ And you would open and call out my name so high/ I will be swept off the beach in your eys/ And we’ll be back in the shade of the pines/ But the are getting harder and harder to find//Don’t say you’re going to save med/ I know you’re going to save me” Suk, hjerte, brist ikke.

Ja, det er ungdommeligt følsomt. Men det bærer igennem, fordi forsanger Magnus Jacobsens sarte, næsten skrøbelige stemme løfter teksterne, samtidig med at de tilstræbt fine, lette, næsten blide arrangementer understøtter stemningen og teksternes hensigter. Det er indiepoprock, der er forelsket i såvel melodiøs, melankolsk pop som i moderne følsom folktone. Sundays imponerer (denne lytter) med deres stilistiske konsekvens, hvor arrangementer med luftigt-lette syntheziserflader blander sig med diskrete guitarer og korstemmer, der uden vanskeligheder falder ind i det luftige lydbillede. Jo, Sundays overbeviser selv en gammels skeptiker som mig med en stilbevidst samling sange (10 stk. i alt), der alle holder i kraft af et homogent tekstunivers og nogle meget popmelodiske sange. Det er svært ikke at forestille sig, at Sundays nu må boble op på diverse playlister rundt omkring og vil kunne indtage diverse mindre og større scener i de kommende mange festivalmåneder. Hermed varmt anbefalet.

Sundays. Wiaca. Produceret af: Mads Bjørn Nielsen & Sundays. Celebration Records. Udkom i februar 2019.

 

Capac anbefaler: Hvem er Alf?

20. juni 2018

Et øjeblik følte jeg mig hensat til tiden lige i kølvandet på punkens og new wave-rockens gennembrud i Århus, da jeg for første gang lagde ører til den århusianske kvartet Hvem er Alf? og deres eponyme, nye udspil.

For musikken kommer ud af højtalerne og  ud over rampen med en friskhed og energi, der minder ikke så lidt om forne tiders musiksmag. Og det har sikkert noget med kvartettens tilgang til deres musik. Det er poprock, der dyrker gode, gamle dyder – med en markant, fængende forsangerinde (Laura Lundfold, sang og guitar), iørefaldende poprocksange, man kan synge med på, arrangementer der er centreret omkring sangen, trommerne og fængende guitarer.

Teksterne er enkle, ligefremme og kredser om hverdagens kaotiske tilstande i vor tid, i privatlivet såvel som verden omkring os. Og de leveres af Lundfold med frished og sprælskhed. Tekster kastes nærmest ud gennem mikrofonen og ind i øret på lytterne med en energi, der netop minder om dengang nybruddet skyllede ind over Århus.

Hvem er Alt? er et frisk pust fra den jyske hovedstads rockundergrund. Et pust, der minder en om, at selv om vi skriver 2018, så kan man sagtens lave ligefrem powerpoprock, der vil sit publikum uden teknologiske svinkeærinder og finder sit brændstof i poprockens elementarbestanddele. Hermed anbefalet.

Hvem er Alf? Produceret af Tommy Hansen og bandet. Eget forlag. Er udkommet.

Capac anbefaler et come back: Frank Lauridsen – How it feels to be Frank

20. marts 2014

Engang var Frank Lauridsen forsanger i det gode, populære halvfjerdserband Midnight Sun, hvor han i 1972 afløste Allan Mortensen som forsanger. Og endnu tidligere var han med som sanger i Baronets (sammen med bl.a. Lasse Helner). Men sygdom slog Frank ud af den musikalske løbebane i en længere periode.

Men det er nu fortid, og Frank vender tilbage med sin gode stemme og et album med den dobbelttydige titel How it feels to be Frank. 

At Frank ikke har glemt, hvad ham kommer fra musikalsk set afsløres af pladens to lånenumre. Først er der Curtis Mayfields “People get ready”, der i 1965 var et hit for The Impressions og blev et hit herhjemme med Red Squares. En fundamental gospel-soul-sang med dybe religiøse rødder. Og i Frank Lauridsens version viser den, at han som sanger står solidt plantet netop i den tradition. Og båndet understreges af et arrangement, hvor en meget stærk korside med den gamle kollega Allan Mortensen synger sammen med Ivan Pedersen, Lone Selmer og Lars DK Nielsen.
Den anden sang, der spinder en tråd til Lauridsens rødder er Buffalo Springfield-nummeret “For what it’s worth”. Stephen Stills’ sang er en klassiker, der tematisk og musikalsk knytter sig til det opbrud, som tresserne var. Lidt forkortet sagt, kan man sige, at dette nummer repræsenterer et andet vigtigt fundament i Frank Lauridsens musikalske univers. Den rock eller beatmusik, der boblede frem i tresserne, og som på forskellig vis blev forvaltet af fx Baronets og mere sofistikeret af Midnight Sun.
De to lånesange markerer på en måde den musikalske ramme, som Frank Lauridsen og hans hold af gode musikere og sangere bevæger sig frit og lystigt inden for.
Helt i ånden fra Mayfields fede, saftige gospelmættede soul har Jakob Olsen skrevet “Shake that rythm“, der indleder pladen. Med et godt drys rock oveni er det en sang, der ud over at pege tilbage på traditionen demonstrerer, hvor god en sanger Frank Lauridsen er, når han med sin bløde, maskuline stemme får lov til at frasere sig gennem en god sangtekst. Og igen får Lauridsen imponerende flot med- og modspil af det ovenfor nævnte kor og et lydhørt hold af musikere, der nok ved, hvordan sådan en soulfuld kage skal skæres.
Og lidt i samme spor fortsætter det med Finn Poulsens “Keep on truckin'”, en tilbagelænet, stille rockende sang om at fortsætte, selv om livet møder en med modstand.  Keep on truckin’ your blues away. Måske pladens mest afdæmpede sang, der så meget desto mere eksponerer Lauridsens gode stemme og giver plads til fx Lasse Storgaards improvisationer på tangenterne. Finn Poulsen står i øvrigt for fire af pladens ialt tolv numre.
At Lauridsen også selv kan skrive sange viser han i “Wheeling and dealing”, som han har forfattet sammen med Torben Eschen. Et solid rocker om at være træt af at spille. Måske en symbolsk sang om livets store spil. Hvem ved. Det er en herlig enkel sang, der lever højt på sit saftige kor og hvor bandet bare trykker den af.  Lauridsen står også for sang nr. 10, “Hook line and sinker” sammen med Torben Eschen. En spøjs sang om at få en havfrue på lystfiskerkrogen, men også en Van Morrisonsk underdrejet soulsang, der løftes af Allan Bo Larsens indfølende guitar og Veronica Mortensens og Niels H. P.’s fornemme korarbejde.
Med “River Café” har Fin Poulsen forsynet pladen med en lille, melankolsk sang om et tilflugtssted, som vi alle kan have brug for, når verden bliver lidt for tung at bære. På den lille café ved floden kan man stå af verdens ræs med en flaske vin og lidt god mad. Og i Lauridsens arrangement bliver sangen en lille soulfuld sang, der godt kan føre ens tanker hen på en Van Morrison eller en Sam Cooke.
Også den her fra bloggen velkendte Jens Lysdal er med på sangskriverholdet og bidrager (sammen med Jakob Olsen) med rockandrollballaden “Don’t call home”, der handler om at være fanget på et motel og være fristet af at ringe hjem til hende derhjemme, hvilket ikke er en god idé for “your old lady’s night might have changed over night”.  Det er et sejt, swingende rocknummer, hvor Frank Lauridsen får rigtig god hjælp på korsiden af Allan Mortensens datter Veronica Mortensen og Niels H. P.
Uden at kommentere alle numre, så er det en plade, der veksler ubesværet og fornemt mellem det melankolsk-soulagtige og det frisk-rockende. Det musikalske pendul svinger ubesværet mellem yderpunkterne takket være et mere end almindeligt kompetent hold af musikere (ingen nævnt ingen glemt…) og sangere, der lydhørt og intuitivt forstår, hvor Lauridsen vil hen med sin musik. Med denne plade har Frank Lauridsen indtaget sin naturlige plads på den danske musikscene. Og han har forstået at føre sine musikalske rødder op til dagen i dag, så de lyder lige så friske som dengang, de første gang blev blotlagt. Hermed varmt anbefalet. Et flot, flot come back af en af de store gamle stemmer.
Frank Lauridsen. How it feels to be Frank. Giant Sheep Music. Udkommer i dag.