Indlæg tagget med CAPAC anbefaler

Capac anbefaler: Long Line Down – Days Gone By

7. marts 2019

Attituden på det sort-hvide coverfoto på duoen Long LIne Downs debutalbum Days Gone By er ikke til at tage fejl af: Ungdom, vildskab og garagestemning. Og så langt er coveret en nærmest perfekt indgang til de to musikeres musik. For Anders Holms og Martin Christensens musik oser langt væk af at være akkurat lige så ubesmykket, glatproduceret og ‘perfektionistisk’ som fotoet antyder.

Long Line Down spiller musik, der er meget tæt på rødderne, dvs. på den allestedsnærværende blues, som jo er rockens moder, og så en beskidt rock, som vore forfædre og -mødre biksede sammen i garager og kældre tilbage i efterkrigstidens første årtier. Lytter man godt efter – og det anbefales! – kan man spore strejf og spor af andet, fx den kulørte americana.

Selv om Long Line Down kun er en duo får Anders og Martin det optimale ud af deres anstrengelser. Anders synger for med en energi og attitude, der ikke er hverdagskost i dansk rock, og han får også meget ud af sine trommer, der virkerlig fylder godt i lydbilledet og lyder af meget mere, end man kunne forvente. Og Martins guitarspil løfter fint sin rolle med både lyrisk spil (fx i balladen “Sailor’s lullaby”, der afslutter pladeside 1) og bluesy rockvoldsomhed, der ubesværet giver trommemuren et overbevisende modspil. Dertil skal lægges nogle lag af baggrundsvokaler og håndklap m.m., der er med til at udfylde lydbilledet af en duo, der gerne vil lyde af mere, af band.

Days Gone By er sådan en plade, man som gammelt pop- og rockhovede kun kan holde af. En af den slags plader, man altid håber en dag vil ramme grammofonen og minde en om, hvordan det hele begyndte med ungdommelig energi og vildskab, tilsat attitude og fandenivoldskhed. Days Gone By er på den måde en gammeldags plade, der lever højt på at rådyrke de kvaliteter, der altid har været dele af rockens sjæl. Så hvis du er til den slags elementærrock, så skal du kende din besøgelsestid og få fat i den plade – og ellers holde øje med duoens aktiviteter på de danske spillesteder. Hermed varmt anbefalet.

Long Line Down. Days Gone By. Produceret af: Long LIne Down. Early Bird Records. Udkom 1.3.2019

 

Capac anbefaler: Yellowbellies – All the in between

24. februar 2019

Sidst vi hørte noget til Yellowbellies her i bloggen var med de foregående album Asnywhere but here i 2016. Dengang var der tale om en slags concept-album, idet bandet kredsede om temat “flygtningekatastrofen”. Men på det nye album All the in between er der ikke et bærende concept, men derimod en samling sange, der peger i forskellge retninger. Titelsangen handler således om København, “Not Around” om en besteforælders afsked med livet, “Cruise ship captain” om at komme overes med sig selv og sine rødder. Og så videre.

Det der binder sangene sammen er Yellowbellies udgave af moderne indierock. En rock, der båret af iørefaldende melodier og arrangementer, der har en særlig lethed, der til tider – fx i den titelbærende sange – nærmer sig et akustisk udtryk, men ellers består af luftige arrangementer, hvor producer (og trommeslager) Asger Møller har forstået at skabe et musikalsk univers, hvor der både er sammenhængende tæthed og hvor de enkelte instrumenter og vokaler får lov til at træde frem.

Samlet set er All the in between tydeligvis et album, der tager sigte mod det store mainstreamsegment. Og lur mig om ikke flere af sangene på dette album vil snige sig ind på de førende radiostationers playlister, hvor de passer ind som Hans i Grete. Hermed anbefalet fra capac.

Yellowbellies. All the in between. Producer: Asger Møller. Soundchest Records. Udkom fredag d. 22/2-19.

Capac anbefaler: Jan Lippert Hard Company – Hard Jazz

5. februar 2019

Hard Jazz, Hård Jazz, kalder Jan Lippert Hard Company – der også tæller Hans Emborg (bas, tangenter), Mikkel Brink (trommer) og Mads Storm (piano) – gruppens vist nok tredje fælles udgivelse. For nogle årtier siden ville man nok have omtalt musikken som jazzrock eller måske fusionsmusik. I

I hvert fald går der en lige, klar linje eller rød tråd fra denne plade og tilbage til og gennem den funky Miles Davies i 1980’erne og videre tilbage til halvfjerdsernes store navne inden for det særlige, vitale møde mellem jazzen og rocken. Weather Report, Mahavisnu Orchestra, Return to forever, Brødrene Brecker og mange flere.

Og den råde tråd træder tydeligt frem allerede ved indledningen af første nummer “Humongous”, hvor en potent, legende el-guitar tager føringen og hurtigt ledsages af lige så markante trommer og tangenter. Ja, der er streg under hard i Hard Jazz. Rockkanten fornægter sig ikke, men det gør jazzen heller ikke, for fra første færd er det ludisk-improviserende på færde og spil, og der broderes lystigt hen over de klare melodiske strukturer i numrene, der er skrevet af Lippert og Emborg.

Men selv om Hard Company altså står trygt og godt på skuldrene af en jazz-rock-tradition, så har deres bud på denne hybrid sin egen karakter og farve. Hard Company svinger, swinger, let mellem de to punkter, samtidig med, at der er toner af noget nordisk – eller måske ligefrem dansk – melankoli over dele af musikken. Hvorved fusionen får en særlig dobbeltkarakter, hvor jazz og rock, leg og tungsind, melodiøsitet og improvisorisk vildskab danser med hinanden og rækker ud mod både et inkarneret jazz- og rockpublikum – og dem, der sagtens kan sidde mellem begge stole uden at falde igennem.

Hard Jazz er et godt bud på en opfriskning af en fusionsmusik, der måske har haft trange tider hen over årtusindskiftet, og et godt argument for at tage den op og alvorligt igen. Hermed varmt anbefalet.

Jan Lippert Hard Company. Hard Jazz. Gateway Music. Er udkommet.

Capac anbefaler: Johannes Andersen – Der er grænser

19. januar 2019

Johannes Andersen får lov til at indlede dette blogårs musikanbefalinger med sit nye album Der er grænser. En dobbelt- eller flertydig titel, der i det mindste både rummer det konstaterende – der er grænser, ja, det er der! – og det moralsk-etiske, ‘der er grænser’, der må være en grænse, en blonde… Hertil og så ikke længere…

Men det ville ligne Johannes Andersen dårligt, hvis der blot var tale om et tema eller en firkantet bærende idé for hele pladen. Pladens concept så at sige. Der er snarere tale om, at fænomenet “grænse” er et symptom på den tid, vi lever i her et par årtier inde i det nye årtusinde. En  problematisk tid, som pladens tekster belyser fra meget forskellige, konkrete vinkler.

Den første sang hedder simpelthen “Grænser”:”Der er hul i grænser/ Skyer krydser dem/Ørkensandet flyver rundt/ Havet bølger frem/ Se der er en spurv/ På grænsebommens snor/Myrer på rov/Uden at få lov/Kun et menneske kan være en fremmed/ Mellem hvorfra og hvorhen“. Det er svært ikke at læse denne tekst som en spidsfindig kommentar til vor tids helt store grænseudfordring, migrationen. Som en kommentar til alle dem – murbyggende præsidenter, nationale hegnopsættende og grænsebomshævdende politikere, grænsedragende europolitikere osv. – der tror, det er muligt at holde det fremmede, det andet helt ude i et konstant “hvorfra”. Grænserne brydes hele tiden, af naturen og af mennesker. Ingen grænse er absolut. Men samtidig peger sangen måske også på den grænse, der er mest problematisk, nemlig den – i vores hoveder – der skelner mellem, skiller, mennesker: “dem” og “os”, danskerne og “de fremmede”. En mental – psykologisk, politisk osv. – grænsesætning, der bærer den generelle grænsedragnings usikkerhed, ustabilitet og uro i sig.

Hvis det er rigtigt, forklarer det også noget af den næste, alt andet end enkle sang, “Skyggebokser på vejen”, der i et enkelt billedsprog (skyggebokseren) indfanger et menneske, der “i en vild fantasi” forsøger at bokse sig ud af usikkerheden, uroen og utrygheden: “Løber gennem regnene/Svupper i mine sko/ Hunden gør bag hækken/Skræmmer os begge to/ Der holdes vagt hele dagen/ Fremmede jages på flugt/ Rygter svæver i vinden/ Drevet af en indre frygt// Er der grænser/Ingen vil se/ Er der steder/ Uden anstændighed/...”. Det er kendetegnende for Johannes Andersen som sangskriver, at han forstår og formår at trække en almen tematik eller problematik (grænsen) helt ned på et konkret, individuelt plan, hvor den singulære oplevelse for alvor opløser ethvert tilløb til sort-hvid begribelse af emnet eller problemet. Som i tilfældet med skyggebokseren, der fanget i og blændet af bilernes lyskegler ikke rammer noget, men slår sine hænder til blods , får vand i skoene og spilder sin og vores energi: “Altid bedst at vinde/ Konkurrencen er så tæt/ Er man stærk som fanden/Hævder man de stærkes ret/ Skyggebokser midt på vejen/Spilder vores energi/Svært at finde hinanden/Og nu er klokken over ti”.  Måske er ‘skyggebokseren på vejen’ et billede på den politisk impotente verdensborger, der i en tid, hvor såkaldt ‘globalisering’ og ‘internationalisering’ nedbryder den ene grænse efter den anden, reagerer irrationelt og er tilbøjelig til at følge med dominerende dagsorden, hvor konkurrencen styrer og de stærke får deres ret.

I sange som “Terroristen”, “Rimelighed”, “En mand der viser mod” og “Hadet” tangerer sangskriveren emner, der er tæt knyttet migration og globalisering. Man kan måske driste sig til at hævde, at disse sange beskriver aspekter af den fælles virkelighed, vi deler, og som er præget af ikke mindst de mentale (psykologiske og politiske) grænser, vi har draget i vores hoveder.

Men hvis vi skal holde fast i grænsen som symptom, så er der også andre sange om andre grænser. Det gælder fx sangene “En kat alene i en lejlighed” og “Godt 70”, der hver på deres måde taler om den grænse, livet har. Katten går rundt på “tredje døgn i træk” i en lejlighed, hvor “en er død”. Ogi den anden sang handler det om de overvejelser, man som “godt 70” kan gøre sig, når ungdommens utålmodige higen efter at få tiden til at gå og blive voksen er afløst af tidens begrænsning. Til samme gruppe af sange hører nok også “Glæden ved at gå”, der først og fremmest gælder glæden ved at leve – helt banalt: gå, stå, høre, se, sove, vågne osv. – men også rummer det tilbagevendende kritiske blik på samme liv: “Glæden ved at være/glæden ved at sidde/ Og vide at vi går glip af en masse/ Men mere ulighed – kan det nu passe?

Og – måske lidt uden for nummer, hvis vi skal være pendantiske (det skal vi ikke..) – så slutter pladen af med en dansk udgave af et Bob Dylan-nummer. Dylans “Sweetheart like you” (fra Infidels) er blevet til “En pige som dig”. Og med den sang vedgår Johannes Andersen sin arv og gæld og fremhæver den røde tråd, der går tilbage til Natten er nær fra 2012.

Musikken på den nye plade knytter på fineste vis an til de foregående plader med en blanding af rockende og mere balladeagtige sange. Måske har tangenterne en lidt mere fremtrædende rolle dennegang? (og de trakteres af Nikolaj Heyman og Gæst Vincent), men der er stadigvæk tale om musik, der står i gæld til den allestedsnærværende “americana” og dens forkærlighed for at blande alskens musikalske elementer. Her er den dog med et anker i den sanger-sangskrivertraditon, der går tilbage til og gennem Bob Dylan.

Som i forbindelse med de foregående plader kan jeg kun anbefale Der er grænser på det varmeste. Det er uden tvivl en plade, der ikke kun holder året ud, men langt ind i fremtiden.

Johannes Andersen. Der er grænser. Produktion: Nikolaj Hayman og Gæst Vincent. JLA Records.Udkommer til februar.

 

 

Capac anbefaler: Strangers on a Train – The End is nigh but the night is young

18. december 2018

Sidst Strangers on a Train var forbi bloggen her, var det med den overbevisende The Doghouse Suite, hvor bandet viste sig som troværdige arvtagere af en særlig vesterlandsk kabarettradtion, hvor der hersker en udpræget sans for for det dekadente og dionysiske. En tradition og en musikalsk niche, der går direkte tilbage til tredivernes Berlin, Kurt Weil og flere til.

Og Strangers on a Train fortsætter i samme spor på deres nye plade med den næsten dystopiske titel The end is nigh but the night is young. Jovist, orkesteret spiller lystigt og forrygende videre, selv om enden er nær.Og måske er det i virkeligheden pladens let skjulte tematik. Hvor forgængeren var ganske eksplicit i sin dyrkelse af den musikalske niches grænsesøgende og -overskridende beskæftigelse med det burleskes driftsbesathed og livsappetit, så er den nye plade lidt mere diskret og skilter måske ikke så direkte med sit budskab om at fortsætte festen, selv om enden er nær. Men tag ikke fejl. Den er der.

Og som sidst står Frederik Juul Rasmussen i spidsen med en stemme, der ikke lader Tom Waits noget tilbage med hensyn til whisky- og tobakspatina.  Og sammen med bandet føres lytteren gennem hele tolv numre på en samlet spilletid lige i underkanten af de 40 minutter. Sange om ludere (Whores), djævlen (Baby, I’m the devil) og enden (…And so it ends). Der spilles suverænt og helt i stilens ånd er der godt med mandolin, harmonika og trombone  involveret. Og musikken appellerer til de indre dansesko og den indre festabe. Så hvis man er til den niches musik – der fx også kan høres i den fabelagtige tyske tv-serie Babylon Berlin – så er der al mulig god grund til at få fat i pladen og smide den på pladeafspilleren. Og i øvrigt finde forgængeren. Hermed varmt anbefalet.

Strangers on a Train. The End is nigh but the night is young. Celebrations Records. Er udkommet.