Indlæg tagget med CAPAC anbefaler

Capac anbefaler: Holtsø og Wittrock – Det’ altid nu!

14. juni 2018

Tre år er gået, siden Holtsø & Wittrock forsynede os med Glemte nætter. Et stykke gedigent dansksproget bluesrock af den langtidsholdbare slags. Og nu er duoen så tilbage med Det’ altid nu!

Også denne gang har de to fået hjælp til sangskriveriet af Marcus Winther-John. Og så har de fået solid hjælp af en række kendte musikere fra de danske scener. På en enkelt sang får Jes Holtså velgørende modspil og -sang af selveste Esther Brohus. Og i baggrunden spiller Knud Møller, Jens Runge, Racob Rathje, John Chipman, Mikkel Risum m.fl. Og i koret hører man garvede navne som Ivan Pedersen og Lei Moe. Så ved man, at der er styr på den side af sagen.

Ellers fortsætter Holtsø og Wittrock i det spor, de lavede med Glemte nætter. De har fundet et udtryk eller en stil, de forståeligt nok holder fast i. Fordi den virker i al sin enkelhed. Med sin ramponerede mandstemme synger Holtsø sig gennem de ligefremme, jordnære tekster om livet i hverdagen – og skriver sig endnu engang ind i den tradition for folkelig dansksproget rock, vi har haft siden tresserne.

Jeg slipper aldrig fri af Olsenbanden, har forsanger Jes Holtsø, der engang var en lyshåret ung knægt i de folkelige komedier om Olsenbanden. Men jeg ville nu ikke være så pessimistisk. For hvis Holtsø holder fast i sin hverdagsblues fra storbyen, så vil han ende med at stå for en anden og nok mere autentisk folkelighed end den banden stod for engang. Som forgængeren Glemte nætter er Det’ altid nu! ikke en plade, der ændrer radikalt ved det musikalske landskab her i landet. Men i kraft af sin stilbevidsthed og ærlighed repræsenterer den et hjørne af den folkelige musik, som vi helst skal bevare. Hermed anbefalet.

Holtsø & Wittrock. Det’ altid nu! Producer: Morten Wittrock. DME. Er udkommet.

Capac anbefaler: Judith Owen – RedisCOVERed

14. juni 2018

Jeg har haft den store fornøjelse at anbefale waliseren Judith Owen seneste to album. Og begge gange har jeg fremhævet hendes rødder i halvfjerdsernes amerikanske vestkyst, som hum – bl.a. med samarbejde med musikere, der er rundet af samme vestkyst – med talent og personlighed har forstået at opdatere, så enhver elsker af den bølge kun kan føle sig godt og grundigt forført.

Med sit nye album kaster Judith Owen sig over den særlige øvelse, det er at fortolke andres sange. Og pladetitlen siger det hele. Det handler om at lave coverversioner, men også om at genopdage gode gamle sange. Og med understregningen af “redisCOVERed” fremhæver Owen, at det er den personlige fortolkning, der står i centrum. Det handler ikke blot og bare om at lave loyale fortolkninger (hvilket i sig selv kan være svært nok…), men om at sætte sit helt eget aftryk på fortolkningen. Og det går ud over så forskellige sange som Drakes “Hotline bling”, Ed Sheerans “Shape of you”, Soundgardens “Black hole sun”, Donna Summers “Hot Stuff”, Joni Mitchells “Cherokee Louise” og “Ladies Man”, Beatles’ “Blackbird”, Deep Purples “Smoke on the water, Grease-hittet “Summer nights”, Wild Cherrys “Play that funky music” og Ella Fitzgeralds “Dream a little dream of me”.

Og man tænker ved synet af de musikalske bredde, der er tale om – fra moderne pop som Drake til Deep Purples heavyode “Smoke on the Water” – hvad kan der gå galt? Og svaret er: ingenting. For Judit Owen er klar, præcis og kompromisløs i sin tilgang til sine fortolkninger. Alle sangene trækkes ind i en fortolkningsmodus, hvor melodierne og teksterne underordnes nedtonede, intime arrangementer, hvor fokus er på sangerindens smukke stemme og dens udviklede sans for forfinede fraseringer, der både understreger det personlige og afslører melodiernes oprindelighed. Netop Deep Purple-oden er et godt eksempel. Mangen en kunstner ville med sikkerhed knække nakken på den sang, der næsten kalder på et heavy arrangement. Men i Owens arrangement drosles sangen så meget ned, at sangen næsten – men også kun næsten – er uigenkendelig i sin indlejring et arrangement, der især er båret af et diskret pianoakkompagnement. Men kan man sin Deep Purple er man ikke i tvivl og glædes ved, at Owen formår at redde teksten og melodien smukt i land.

Og sådan er det hele vejen gennem pladen. Owen insisterer på gøre sangene til sine ved at skære ind til kernen i sangen og arrangere dem neddæmpet og overvejende akustisk – uden skelen til om udgangspunktet var pop, hård rock, funk eller grunge. Og på den måde lykkes det for sangerinden at gøre sangene helt personlige.

Pladen er selvskreven i enhver Judith Owen-elskers pladesamling. Ganske vist lægger den ikke alen til hendes andre plader med selvskrevne numre, til gengæld er den med til at udvide indtrykket af hendes stadigvæk smukke og imponerende stemmepragt. Hermed anbefalet.

Judith Owen. RedisCOVERed. Twanky Records. Er udkommet.

 

Capac anbefaler: Laursen – Nutidslevn

7. juni 2018

Johannes Vilhelm Jensen drager fra Himmerland til København med sit pikpak og en håndfuld mønt, som faderen kunne undvære. For at læse teologi, men egentlig for at realisere den forfatterdrøm, der allerede tidligt havde sat sig fast i maven. Mere end hundrede år siden hedder den unge mand Laursen, Andreas Laursen. Og han gentager rejsen mod hovedstaden, efter at have opsagt sit kontorarbejde i hjembyen Aalborg og rejst lidt rundt ude i den store verden. Og man kunne nævne mange andre – fra H. C. Andersen til vor tids håbefuld studeende – der har forladt eller vil forlade provinsen for at indtage den eneste storby, vi har her i landet, København. Altså en klassisk tematik, der er rigeligt beskrevet i dansk litteratur og den særlige afdeling af populærmusikken, der trækker på netop mødet mellem provins og hovedstad. Johnny Madsen, Allan Olsen, Niels Hausgaard og så videre. Vi taler om en tradition.

Laursen slår kontant temaet fast med den indledende sang “Bonderøv i hipsterklær”: “Hvem er det der kommer der? Hvem er det der kommer der? Han rør ik’ kød, nej han vil kun have bær. Bonderøv i hipsterklær.”. En ung mand, der bliver hip og hipster. bare fordi han insisterer på at være sig selv. Desværre er pladens tekster ikke optrykt på den CD-udgave, jeg sidder med. For de kunne godt fortjene er nærlæsning. Men af det man trods dette kan høre, så afæskes tematikken kendte dimensioner. Lige fra nostalgien i sangen “Langt væk herfra”, hvor det oprindelige hjemsted manes frem med hjemlængslens lyse farver, til sangen “Håb” om den udlængsel, der med sine drømme og forhåbninger, driver et ungt menneske væk fra oprindelsen.

Nutidslevn kalder Laursen sin plade. Et selvmodsigende udtryk, idet levn peger bagud og nutid er, ja, nutid. Men måske er det netop denne selvmodsigelses spaltning, der bedst indfanger grundstemningen i pladens bearbejdning af ude-hjemme-tematikken. I hvert fald mærkes splittelsen stærkt i pladens måske stærkeste sang, “Den danske sang”, hvor den hjemvendende konfronteres med et transformeret Danmark, hvor selv den højst besungne danske hygge har “det skidt”. Sangen er nok det nærmeste, man kommer på en regulær politisk sang på pladen. Politisk i en ikke deklamatorisk forstand, hvor sangskriveren nøjes med at konstatere og beskrive, hvordan hjemligheden er forvandlet til noget værre end oprindeligt. Og i det møde kan man sikkert føle sig selv som både et (nostalgisk) levn og indfanget af en (ubehagelig) nutid.

Musikken på pladen bevæger sig inden for et spektrum, der både sender tankerne tilbage på nordjysk folk som fx Tørfisk og De gyldne Løver – og rummer elementer af moderne americanarock og singer-songwriter-sange. Mange af sangene egner sig godt til mainstreamradiokanalerne, medens andre – fx og ikke mindst den tydeligt Tom Waitske “I morgen kan du komme igen” – sigter mod et i mere end en forstand modent segment. Og alt i alt er der tale om et album, der i sin sammensathed burde kunne nå et stort publikum, og som lover godt for fremtiden. Hermed anbefalet.

Laursen. Nutidslevn. Deluxe Music. Er udkommet.

 

 

Capac anbefaler: Frederik Damhus and the Great Outdoors

7. juni 2018

Lad det være sagt med det samme: Det er en dødsympatisk plade, Frederik Damhus and the Great Outdoors. Sådan en plade, der uden de store svinkeærender og armsving går lige til sagens kerne: En snes gode. iørefaldende sange med meningsfulde tekster. Genren er, hvad man forsøgvis kunne kalde moderne country med en snert af folk. Et genremix, der ikke er helt ualmindelige i disse år. Centreret omkring den akustiske guitar, mundharmonikaen og Damhus’ behagelige, lyse mandsstemme leveres sangene, der alle har potentiale til at kunne gøre sig i konkurrencen på singlehitmarkedet.

Til det sympatiske hører, at musikken på pladen – lige som pladecoveret i øvrigt – er gennemført i sin enkel- og ligefremhed. Her er ikke noget ønske om at overproducere musikken eller lægge ekstra, overflødelige lag på sangene, der står sig bedst ved at stå i nøgne, americanafarvede arrangementer. Det er en plade, der sagtens kunne være blevet til i countryens hjemland, men som samtidig understreger at countrymusikken si den nutide former for længst har rykket sig fri af sin oprindelse og er blevet en international musikstilart. Hermed varmt anbefalet.

Frederik Damhus and the Great Outdoors. ST. Eget forlag. Er udkommet.

 

Capac anbefaler: The Van –

22. maj 2018

Dick Dale and the Del-Tones møder Vanilla Fudge, møder Frank Zappa på syre. Jovist, The Van dypper den brede pensel dybt ned i rockens farvestrålende palet på deres nye live on tape-indspillede, eponyme album. Så dybt, at min associiationsmaskine er lige ved at brænde sammen.

The Blue Van er blevet affarvet til The Van og de fire gutter er gået i studiet med en snes sange om aktuelle emner for at lave en plade på gammeldags tressermanér. Dvs. indspille den uden lagkageteknik og med masser af albuerum til de enkelte solister og med stor appetit på hele rockkataloget – fra tidlig garagerock over stadionrockens storhedstid til indierocken. Med en masse mellemregninger. Og plade lyser langt væk af løssluppenhed, legesyge og spillelyst. Og det har selvfølgelig (?) den pris, at pladen stritter i mange retninger. Men betragt det som en charme i en tid, hvor ensretning og konformisme er mere reglen end undtagelsen. Med The Van kommer man på en charmerende associationsrejse gennem rockhistorien med allehånde guitar- og trommesoloer og hele det musikalske udtræk.

Og helt i ånden fra den fortid, hvorfra pladen og The Van henter masser af inspiration, så er pladen sådan en, der skal lyttes til in extenso. I forhold til nutidens streaming- og atomiseringstrang, så er pladen en anakronisme. En nostalgisk og anakronistisk modgift mod vor tids bestræbelse på at nedbryde det musikalske værk som helhed til fordel for fragmentariske stumper. I den sammenhæng har The Van ikke så meget at gøre. Men hvis man er lidt nostalgisk eller gammeldags indstillet og har sin grammofon endnu, så har man en plade, der lever op til nogle af de bedste kvaliteter fra rockindspilningsstudiernes storhedstid i tresserne og halvfjerdserne. Hermed anbefalet, at man tager med på en associativ tidsrejse med The Van.

The Van. Samme titel. Produceret af The Van. Iceberg Records. Er udkommet.