Indlæg tagget med CAPAC anbefaler

Capac anbefaler: Esben Langkniv – Gudenåen

20. september 2021

Esben Bøgh Laursen kalder sig som kunstner Esben Langkniv, med et lån fra den berømt-berygtede danske “Robin Hood” Jens (Olesen) Langkniv, der huserede som fredløs i 1600-tallet og især Trediveårskrigen. Og med dette navn skaber Esben ikke en men flere forbindelser til fortiden. Jeppe Åkjær, der er et socialt-realistisk forbillede for Esben, har skrevet om Jens Langkniv. Det samme har en anden forudsætning, nemlig Lars Lilholt, der har viet både en sang og et helt album (hans andet) til netop denne mytologiske figur i jysk historie.

Og Esben trækker på alle disse forbindelser til det, der har været. Og med sit projekt Gudenåen, hvor han har taget dette vandløb som inspirationskilde for femten sange, der alle på den ene eller anden måde knytter an til den store å, går han både i Lilholts Aakjærs og andres fodspor. Ja, Esben fremhæver selv amerikaneren Woody Guthrie som et forbillede udi den kunst det er, at fortælle historier med udspring i det folkelige og med kun guitaren som akkompagnement. Man kunne også vove den påstand, at Esben Langkniv griber tilbage til den danske troubadourtradition, der går helt tilbage til folkevisernes tid. Det er der en sandhed i, som jeg tror Esben Langkniv vil goutere.

I hvert fald trækker Langkniv på en lang og sej tradition for at synge og fortælle historier, som altid har været der og sandsynligvis altid vil tiltrække nogle kunstnere. Behovet for at skrælle alle unødvendige udenomsværker – som der er rigtig mange af i vores tid – og komme ind til kernen i såvel det tekstlige som det musikalske.

Og sammen med Tom Bilde (kendt fra sit samarbejde med netop Lars Lilholt og Poul Krebs) har Esben Langkniv så skabt femten sange, der alle tager deres udspring i Gudenåens historie og resulterer i sange, der både er båret af humoristisk sans, sans for fordybelse og ikke mindst lysten til at fortælle en historie.

Musikalsk set kan det være svært at kategorisere pladen. Det er folk med mange krydderier fra andre af de store genrer. Her er lidt rock, lidt blues osv. Alt sammen tilsat i forhold til den historie, der skal fortælles.

Gudenåen er en rigtig fin plade, der bekræfter behovet for at genbruge traditionen og genopfinde de gamle dyder – at fortælle en god historie med en god sang. Og som sådan indskriver den sig smukt i en lang række af plader – både danske og udenlandske – der har håndhævet de basale kvaliteter i den folkelige musik. Hvis man er til Lilholt, Guthrie, John Mogensen, Bruce Springsteen, Bob Dylan eller Ulf Lundell, for at nævne nogle af tradionens bærere i flæng, så kan man roligt indlemme Gudenåen i rækken. Hermed anbefalet.

Esben Langkniv. Gudenåen. Produktion: Tom Bilde, Esben Langkniv og Torben Laursen. Gateway Music. Udkom 7/8-2021

Capac anbefaler: Impromptu

19. august 2021

Impromptu hedder gruppen. Impromptu hedder albummet. Og “impromptu” kommer fra fransk og betyder at ‘være uforberedt’, at improvisere – med et oprindeligt italiensk ord. At lade det uforudsete, uventede, uforberedte ske. Og impromptu er kendt fra især klassisk musik og jazz, men også fra visse sider af rockmusikken (fx Grateful Dead, britiske Canterbury-bands og tyske krautrockbands).

Danske Impromptu består af Daniel Frank på bas (double bass), Jeppe Gram på trommer, slagtøj og Philicorda orgel, Aske Jacoby guitar og sang – og Jeppe Saugman sonics. Og det hele begyndte med, at trommeslager Jeppe Gram opfordrede de andre til at give en koncert på Blågårds Apotek (København) i januar 2020 uden at afsløre, hvad de skulle spille. Planen – eller ikke-planen – var, at kaste musikerne ud på dybt vand. Spil! Og det kan gå to veje. Enten går det ikke, eller også går det. Og det gik – over al forventning. Noget magisk opstod til glæde for musikerne og publikum.

Og min tanke er – medens jeg sidder her med hovedtelefonerne på og lytter til albummet – at det selvfølgelig kun kan gå, når et hold garvede musikere med masser af erfaring og kunnen i rygsækken kaster sig ud på det musikalsk dybe vand. Fra første nummer – Impromptu #1 (de hedder alle det samme Impromptu #1-#12) slår det mig, at det, der genererer musikken er de medvirkendes evne til at lytte sig ind på hinanden. En lægger ud med en enkelt tone eller akkord, som straks følges op af et andet instrument og derfra vokser stykkerne stille og roligt i en konstant supplerende (i ordets egentlige forstand) leg, hvor musikalsk erfaring og kreativ musikalitet lader musikstykkerne opstå, ja gro som planter i jorden.

Efter den vellykkede koncert opstod ideen til et album, der blev til ud fra samme nulpunkt. Eller rettere – samme idé. For nu havde de jo afprøvet det med held, og skulle “bare” overføre det til pladestudiet. Og sådan skete det. De gik i studiet, satte optageren i gang og spillede så – live som man siger – de stykker, der blev til pladen.

Og man må sige, at successen fra Blågårds Apotek bliver gentaget på pladen. Det er både meget overraskende at lytte til (fordi vi som musiklyttere ikke rigtig er vant til at skulle nulstille vores forventninger og give plads til noget radikalt nyt) og meget tilfredsstillende, fordi improvisationerne frembringer skøn musik, der fører en uventede steder hen, samtidig med, at der også er en vis genkendelighed i kraft af musikernes erfaringsgrundlag. Om det er jazz, vil jeg gerne overlade til lytterne om at dømme. I mine ører er der tale om en frugtbar krydsning mellem musikalske genrelandskaber – jazz, fusionsmusik, rock og avant-garde. En særlig hybrid, der er et barn af de involveredes samlede talentmasse.

Impromptu vil sikkert vise sig at være et af dette musikårs helt store overraskelser. En plade, der er en gave til alle musikelskere, der ønsker at få deres indlejrede fordomme og parate forventninger sat på spil, ud af spil og blive nødt til at lytte på ny. Det er forfriskende og befordrende for lytteren. Og jeg kan kun ønske mig at høre mere fra Impromptu og at coronapandemiens aftagen gør det muligt for os at opleve dem et sted ude i landet. Hermed varmt anbefalet.

Impromptu. Impromptu. Produktion: Impromptu & Jeppe Saugmann. Little Sprout/ Giant Birch. Udkommer d. 19. august

 

 

Capac anbefaler: Nicolai Majland Trio – Welcome

7. juli 2021

Selv om Nicolai Majland Trios nye album Welcome vist nok er blevet til en sommerferie i den italienske landsby Sutri, så er det langtfra det sydlandske der præger musikken. Det er snarere den melankolske nordiske tone, som allerede blev bemærket på Majlands første plade Leaving and Believing. En vemodig, eftertænksom tone, der strømmer ud fra Majlands ret så dominerende piano og farver de i øvrigt meget melodiske numre på pladen og dermed også helhedsindtrykket.

Det er kendetegnende for pladen, at numrene har en næsten popagtig karakter i kraft af deres ubetvivlelige melodiøsitet, samtidig med at denne lethed og opdrift sættes på spil af jazztilgangen, og det vil først og fremmest jo sige improvisationerne.

Det illustreres smukt af det indledende nummer – “Sutri” – hvor først Majland piano bearbejder melodien for så at blive suppleret af Thomas Fonnesbæks lydhøre og indlevende basbearbejdning af samme. Og også Morten Lunds trommer får løbende lov til at udfolde sig inden for numrenes melodisk-melankolske rammer. Og bekræfter hermed, at der er tale om en trio-indspilning.

For godt nok dominerer Majlands piano lydbilledet, men det er kun for et første og måske lidt overfladisk lyt, for efter nogen tid står det klart for en, at de tre musikeres musiceren indgår i en nærmest organisk symbiose, hvor instrumenterne får lov til at supplere hinanden og væve et sammenhængende smukt lydbillede af nordisk vemod og melodisk forførelse.  Hermed anbefalet.

Nicolai Majland Trio – Welcome. Produktion: Thomas Vang. Amp Music and Records. Er udkommet.

 

 

Capac anbefaler: Laursen – Brændenælden

24. juni 2021

Sangskriver og forsanger Andreas Laursens ru og lidt hæse vokal sender straks denne skriverkarls tanker hen i retning af Hans Vinding (og Hyldemor), Hasse og William og den lidt flippede del af tressernes rockmusik. Og coverfotoet af et brændenældeblad gør også sit – selv om det nok ville have været et hampeblad dengang… Og Laursen lægger da heller ikke skjul på, at tekst og musik på albummet Brændenælden (gruppens andet album) har en nostalgisk og tilbageskuende karakter. Og det kan da heller ikke undre en, at en af sangene på pladen er Per Dichs berømte sang om kapitalismen ( i en moderniseret, uptempo-folk-udgave).

Titlen, coverfotoet og sangen “Brændenælden” har symbolværdi og peger på, at Laursen vil være talerør for dem og det, der ikke rigtig passer ind i det moderne vækstsamfund. Og i de herlige dansksprogede tekster er det samfundets bærme og udskud, der kommer til orde gennem Andreas Laursens ord, der personligt og ganske originalt vrider det danske sprog for poetisk energi. Og teksterne kunne fortjene en dybere analyse, men fraværet af tekstark gør det til en lidt uoverkommelig opgave.

Musikalsk befinder Laursen sig i krydsfeltet mellem pop, rock og folk. Også her peger projektet nostalgisk bagud mod tresserne og de tidlige halvfjerdsere, hvor folk netop var en markant inspirationskilde. Og med analoge instrumenter som mandolin, banjo, violin og dobro sørger bandet for at folktonen er markant og uomgængelig.

Med Brændenælden skriver Laursen sig ubesværet ind i rækken af dansksprogede sanger-og-sangskrivere, der har noget på hjerte – menneskeligt og socialt – og forstår at omsætte det til velgørende og ørebehagende sange. Og med en air af gamle dage – uden at blive bedaget eller irrelevant for vor tids lyttere. Hermed varmt anbefalet.

Laursen. Brændenælden. Egen produktion. Udkom d. 7. maj 2021.

Capac anbefaler: Jeg er Jeanette – Vi må gerne være her

23. juni 2021

Voksenmobning hedder det vist, når skolegårdens ondskabsfuld- og nederdrægtigheder fortsætter ind i voksenlivet. Og akkurat som i skolegården, hvor ethvert tilløb til at skille sig ud fra mængden kan give anledning til buksevand og verbale og fysiske overgreb, så kan man også som voksen møde det uudtalte krav om at rette ind og tilpasse sig fællesskabets grå, klæbrige masse.

Og sangerinden Jeanette Christiansen er en af de mange, der på sin egen krop har mærket, hvad det vil sige ikke helt at passe ind i andres forventninger og fordomme om, hvordan man skal se ud og opføre sig. Hvad enten det drejer sig om udseendet eller valget af et liv, der ikke i den konforme forestilling om far, mor, børn, villa, vovse og Tesla i garagen.

Men i stedet for at vælge den nærliggende og tidstypiske reaktion og italesætte krænkelserne på de såkaldt sociale medier, har Jeanette valgt at lade oplevelser være udgangspunkt for kreationen af en række sange, der tematiserer krænkelseskulturen (som fænomenet kaldes nu om stunder), men også – og nok så vigtigt – slår et slag for retten til at være den, man ønsker at være, og besynge livet, der jo er godt nok, selv om det ikke altid er retfærdigt (som Lou Reed gjorde opmærksom på).

Og hvilket medie er bedre til det formål end poppen. Og det er da også popmusik, Jeanette Christiansen har lavet. Ni sange, der måske sammenfattende kan kaldes voksenpop. Popsange, der trækker på det bedste fra poppens mangeårige tradition – med fokus på iørefaldende melodier og arrangementer, der lægger vægt på analoge instrumenter som guitar, klaver og orgel – og ikke på samtidens digitale legetøj.

Og det er lykkedes Jeanette og hendes hold at musikere at få skabt et helstøbt og bundsympatisk album, der uden mislyde får budskabet om at vi alle gerne må være her ud af højtalerne. Projektet er lykkedes, selv om voksenmobberiet jo nok fortsætter derude i virkeligheden. Hermed anbefalet.

Jeanette Christiansen. Jeg er Jeanette. Vi må gerne være her. Produktion: Boe Larsen. Udkom d. 28. maj 2021.

 

Capac anbefaler: Isse – En umulig drøm

9. juni 2021

Jeg har nu og da her i bloggen begrædt eller i hvert fald beklaget, at den gammeldags pop, hvor vægten lægges på en god melodi, et godt omkvæd og nogle tekster, der var umiddelbart forståelige og ofte til at synge med på. At poppen på en måde var blevet offer for en udvikling, der har ladet hip hop og elektronisk studiekram være dominerende i musikbranchen.

Derfor er det rart at sidde med Isses nye EP En umulig drøm, hvor det netop er renlivet pop og poprock, der sætter dagsordenen. Her er ingen leflen for tidens dominerende tendenser, men en afklaret holdning til, hvad Isse vil med sin musik – og det er ørehængende, dansant og let medrivende poprockmusik.

Isse er en ung kunstnerinde, og derfor er det da heller ikke overraskende på nogen måde, at temaerne på den ialt fem sange er bristede venneforhold og lige så bristede kærlighedsrelationer. Altså sammen genkendeligt, og sådan har det altid været i poppen.

Isse synger dejligt med en stemme, der med sin klar- og renhed ekkoer af det bedste fra dansk pop – både danskpoppen og den pop, der ikke hører hjemme i denne kategori. Anstrenger man sig, kan man sagtens få associationer til det bedste af fortidens danske pop. Firsernes “gymnasiepop” ligger lige for som sammenligningsgrundlag.

Men Isse er først og fremmest sin egen. Og hendes sange brænder igennem i kraft af den ærlighed og den passion, der driver hendes sange. Og med god støtte fra en god snes musikere, der nok ved, hvordan man skærer en poprockmelodi, og nogle lige så kongeniale producere, har Isse leveret en overbevisende popplade, som man kun kan håbe på vil finde sin naturlige plads på landets mange radiospillelister.

Hermed anbefalet.

Isse. En umulig drøm.  Flere producere. Eget plademærke. Udkom 21.05. 21

 

 

Capac anbefaler: Caper Clowns – Abdicate the throne

1. juni 2021

Jeg tror, at jeg har været heldig nok til at anbefale det meste af det, Caper Clowns har udsendt. I hvert fald siden Type your text here i 2015 og senest med A salty taste to the lake i 2018. Og hver gang har jeg været ikke bare anbefalende, men også indtaget af dette danske indiebands forvaltning af den musikalske arv.

For det er en del af Caper Clowns vandmærke, at de kender traditionen og ved, at man kun kan blive til noget inden for populærmusikken – lige som kunsten i  det hele taget – hvis man lærer af de gamle mestre – for at kunne beherske udtrykket og for at kunne udvikle og – i bedste fald – forny det.

Og det er denne truisme, jeg finder bekræftet i Caper Clowns nye og dejlige album Abdicate the Throne. Den første association, der ramte mig, da jeg lyttede til albummet var Beatles’ Magical mystery Tour og ægteparret McCartneys jubiliæumsalbum Ram, uden at det på nogen måde skal forstås alt for bogstaveligt eller direkte. Det var mere lyden, ekkoet,  af den qvasi-mccartneyske lyst til eksperimenteren og legen med lyde, der i forbifarten farvede sange som den indledende “Pineapple Songs” og opfølgeren “Caps lock on”. Trangen til lige at tilføje noget ekstra oven på en god melodi og et elementært arrangement af en god rocksang.

Caper Clowns er et familieforetagende. Og måske er det en del af forklaringen på, hvorfor det lykkes så godt for gruppen at skabe en fortættet sound, der emmer af klassiske poprockdyder, som en rytmekerne af trommer og bas, et flot vokalarbejde, hvor det flerstemmige sidder lige i skabet og så nogle nærmest homogene arrangementer, der fint indfanger bandets stil anno 2021.

Hele fjorten sange er det blevet til denne gang. Og det må lytteren nærmest betragte som en gave. Fjorten sange, der alle fortjener at blive inviteret ind i ethvert popøre i dette land. Jo, Caper Clowns har gjort det igen – lavet et album med stor slidstyrke og stor appel til enhver elsker af den melodiske, kreative tradition i poppen og rocken. Hermed begejstret anbefalet.

Caper Clowns. Abdicate the Throne. Gateway Music. Udkom maj 2021.

Capac anbefaler: Mathilde Falch – Solen brænder

28. maj 2021

Da Mathilde Falch i 2012 udsendte sin debut-EP skrev Torben Bille, at Mathildes stemme mindede ham om Chrissie Hynde (The Pretenders) og Lise Cabble (Miss B Haven), men også, at stemmen først og fremmest lød som sin helt egen. Og det er da – lyttet her i år 2021 til Mathildes nye album Solen brænder – især stemmen, der er den helt store attraktion. Mathilde har en stemme. der måske godt i forbifarten kan give mindelser om denne og hin sangerinde, men først og fremmest gør et stort indtryk i kraft af sin helt egen inderlighed, alvorlighed og lidenskabelighed.

Coronapandemien har angiveligt betinget den nye plade. På den måde, at den nødvendige isolation har nødvendiggjort en sangskrivning, der måtte tage udgangspunkt i et intimt samarbejde med Christian Ki for stemme og guitar. Og så senere udfoldet og iscenesat med tidens digitale og elektroniske isenkram i nogle arrangementer, der både dufter af moderne, følsom soul og det brogede, musikalske landskab, der kaldes hip hop.

Og udgangspunktet passer faktisk fantastisk godt til Mathilde Falchs søgende, sjælegranskende, sårbare tekstunivers, hvor den dobbeltbundede, tidstypiske og for Falch typiske melankoli udfolder sig og stortrives. Og netop den for melankolien karakteristiske tvivlen og usikkerhed gennemsyrer teksterne på en markant og særgen vis, der kunne fortjene en nærmere læsning (hvilket dog ikke er muligt for mig, da teksterne ikke er trykt i CD-udgaven, som jeg besidder – den eneste lille anke, jeg har mod udgivelsen…).

Heldigvis ophæves den grundliggende melankoli af den musikalske ramme, som Mathildes melodier og bandets og producentens arrangementer sætter. Det er en række iørefaldende, indtagende og bevægende sange, der ikke er pop, men besidder samme evne til at påkalde et og flere genhør, når først man er begyndt at lytte. Det er sange, der giver indtryk af, at Mathilde Falch med denne udgivelse –  i hvert fald for en tid –  har fundet et kunstnerisk ståsted, der både rummer udviklingsmuligheder og måske løfter om en egentlig personlig stil. I hvert fald er der god grund til at lytte til Solen brænder og se frem mod nye landvindinger.  Hermed varmt anbefalet.

Mathilde Falch. Solen brænder. Produktion: Chritian Ki. Just for the Record. Udkom 21. maj i år.

 

Capac anbefaler: Nello – Perfect Sense

17. maj 2021

Når man har et alenlangt musikalsk CV, der går lige fra de århusianske punkere i  Lost Kids til årelang tjeneste hos selveste Johnny Madsen – plus alt det mere eller mindre løse og fast – og så brænder inde med nogle sange, som man ikke rigtig har kunnet komme af med eller som ikke rigtige passede ind på den lange rejse i musikkens tjeneste, ja, hvad gør man så. Jo, man gør det, som ligger lige for, når man er sangmager: Man laver sit eget album.

Og i Nellos – Niels Nello Mogensens – tilfælde skal det tages næsten bogstaveligt. Han står selv for det meste på sit første regulære soloalbum, der bærer titlen Perfect Sense. Men hel alene er man jo aldrig, vel? For det første står sangene – alle til hobe – i gæld til kvinden i Nellos liv. Hende konen, kællingen og – musen, uden hvem sangene ikke var blevet til. Og af samme årsag handler sangene selvfølgelig om den evigt udfordrende kærlighed og om livet slet og ret. Og det med fare for at ende i banalitetens garn, som det ofte er sket i poppen og rocken. Men Nello undgår det, fordi han har noget på hjerte og fordi ærligheden og ægtheden har overtaget.

Men ellers har Nello selv stået for sange, arrangementer og produktion. Og man mærker allerede fra første skæring, at Nello har masser af erfaring at gøre godt med. Produktionen og arrangementerne sidder “lige i skabet”, som man siger nu om stunder. Og det hele bliver ikke ringere af, at Nello har allieret sig med nogle folk, der forstår, hvordan man får det hele ind i det der skab. Det gælder fx og ikke mindst Per Kolling, der leverer nogle trommer, som man straks bemærker, fordi de har en særlig, lækker lyd. Og det gælder Søren Jacobsen, der supplerer Nello på guitar og er garanti for en homogen lyd gennem alle sangene. Nævnes skal også Marianne Lange/Mari Mana, der i sit duet med Nello – “I Will” – giver sangen og dermed albummet et ekstra løft. Og noget lignende kan siges om Palle Hjorth, der i den sidste sang – “Let love lead your life” giver Nello både med- og modspil på den gode måde.

Nello selv står naturligvis central på albummet med sin guitar og sin gode stemme. Og hvis han minder om  nogle af de sangskrivere, der gennem årtier har sat dagsordenen – fx Neil Young – så er det nok alt andet end tilfældigt. For selvfølgelig er Nellos soloalbum farvet af al den gode musik, han selv er vokset op med og har levet med. Og sådan skal det være. Men Nello gør det dog helt på sin egen måde og sætter sit eget markante vandmærke i sangene med sin akustiske guitar og sin modne, følsomme stemme.

Kvinden i hans liv må kun kunne være tilfreds, lige som alle os andre. Perfect Sense giver rigtig god mening som debutsoloalbum fra en mand med et imponerende CV og en masse på hjerte. Hermed varmt anbefalet.

Nello. Perfect Sense. Life is Good Music. Produktion: Nello. Udkom d. 7. maj 2021

Capac anbefaler: Lei Moe – Lei Moe

24. april 2021

Hvad får cirkushesten til at opsøge savsmuldet i cirkusarenaen igen? Hvad får en erfaren, navnkundig korsangerinde til at indspille sit tredje soloalbum efter årtiers virke bag cremen af dansk pop og rock? I Lei Moes tilfælde skulle der en Morten Wittrock (her i bloggen kendt for sit fornemme virke sammen med Jes Holtsø) til at lokke Lei ud af sin selverklærede pensionisttilstand for at gribe mikrofonen og stå i den lidt uvante rolle som soloartist og frontfigur.

Hvad Wittrock kunne og kan er at skrive sange (og producere dem), der stikker deres rødder dybt ned i blues, soul og funk. Og det er lige dernede, Lei finder sine musikalske rødder.

Og Lei er som en lille fisk i vandet på de ialt otte sange på pladen, hvor hun får kollegial hjælp af skuespilleren Troels Lyby (på sangen “Honey”), sangeren Allan Mortensen (på sangen “Won’t let go”) og nevøen Joey Moe (på den indleden sang “Mighty Good”). Og bag sig har Lei lutter gode kræfter. Ud over Wittrock på tangenter fx Pete Repete på orgel, Knud Møller guitar og Anders Gårdmand på saksofon. Et solidt set-up, der garanterer, at Lei kommer god i land med sit projekt. Og det gør hun.

Selvfølgelig er der noget (i bedste forstand) altmodisch over den musikalske retning. Vi befinder os herligt langt fra vor tids computeriserede og ofte sterile lydbillede. Til gengæld vækker Lei og Co. minder om tidligere tiders udprægede sans for behjertet, jordnær, swingende, saftig soul. Lei synger med al sin erfaring, fraserer ubesværet og får sangene til at swinge og danse i ørerne og kroppen.

Det er – helt musikkens ånd – sange om familie, kærlighed og livsappetit. Helt som det skal være. Med Wittrocks lydhøre produktion og arrangementer sidder de otte sange lige i skabet, som man siger nu om stunder. Albummet er et værdigt come back til rollen som solist der sagtens kunne bane vejen for endnu en solopladen engang med tiden. I hvert fald et album, der kun kan tilfredsstille enhver lytter, der endnu kan huske, hvad der blev lavet af musik i sidste halvdel af forrige århundrede. Så er du til musik af den ærlige, ægte slags, så er der ingen vej uden om Lei Moe. Hermed varmt anbefalet.

Lei Moe. St. Prdducer: Morten Wittrock. Crawfish Music. Udkom d. 9. april 2021