Indlæg tagget med CAPAC anbefaler

Capac anbefaler: Stig Skovlind – Singlerne

14. november 2018

Sidst Stig Skovlind var forbi bloggen til en anbefaling var med EP’en Kaffe og kærlighed. Og jeg hæftede mig dengang – igen – ved opdriften og lyset i Skovlinds sange. Og alt andet end tilfældigt hedder en af sangene på det nye album med den tvetydige titel Singlerne netop “Opdrift” og understreger med al ønskelig evidens, at Skovlinds musik er båret af et lyst syn på tingene, en fundamental tro på, at livet er fundamentalt godt, selv om det ikke altid er retfærdigt eller let:

Opdrift – ja tænk at få opdrift

Det er noget med at finde en varm strøm

En drøm man kan padle på

Opdrift – ja tænk at få opdrift

Jeg må opfinde en opvind

Jeg kan sprede mine vinger på

Selv i titelsangen “Singlerne” om den evigt ubestandige og evigt eftertragtede kærlighed blæser en blid opvind, selv om ingen kan undslippe en snert af kulde og melankoli:

Når man bare ku’ la’ vær med at holde af

Og holde op med at længes efter nogen

Når man bare ku’ lade være med at binde sig For fa’en

Så ku’ søndagen gå uden sure miner

Uden spektakel og småskænderier

Og helt uden andre frakker på knagen

Og selv om sangskriveren godt ved, at vi ikke slipper for spektakel og småskænderier – hvis vi vil kærligheden (og det vil han…) – ja, i det hele taget alt det bøvl og alle de problemer, menneskelivet fører med sig som en ubønhørlig pris, så holder han som en anakronistisk hippie fast i at sige “pyt” til det meste (sangen “Pyt”) og appellere til en menneskehjertelighed (“Menneskehjerte”), der trodser  besværet, materialismen, travlheden og alt det, der står i vejen for netop kærligheden, venskabet (“Min fine ven”) og et liv med sol oven over alting (“Sol til alle”).

Singlerne hedder albummet altså, og titlen alluderer også til tidens tendens til at atomisere albummet / værket i singleudspil. Og de ialt elleve positive sange på pladen kan da også sagtens fremstå som små funklende singleudspil, som enhver anstændig radioplayliste vil kunne være bekendt at have med. Men Singlerne fungerer absolut også som en samlet vitaminindsprøjtning af musikalsk opdrift, af den slags alle vi musikelskere kun kan have god brug for her, hvor efteråret er gået i gråt og giver forsmag på kulde og mørke.

Og som tilfældet var med de to foregående udgivelser, jeg har anbefalet, så fremføres sangene af Skovlinds behagelige, lyse mandsstemme og de bindes op og under af musikalske arrangementer, der i Kaffeorkesterets udførelse giver energi til opdrift og -vind med lækker pop, der er drevet af endog meget forførende melodier og er krydret med stilistiske påvirkninger fra nær og fjern. Jo, Singlerne er en plade, der tøer forfrosne hjerter lidt op, sætter pulsen lidt op også og efterlader lytteren i et bedre humør efter lytningen. Og det er svært at finde en ret meget bedre anbefaling end den på sådan en kold og våd novemberdag. Så få fat i den plade derude et eller andet sted…

Stig Skovlind. Singlerne. Giant Sheep Music. Udkom 1/11/2018

 

Capac anbefaler: De Efterladte – Synger dagen ind

3. november 2018

Der er noget religiøst eller i det mindste kirkeligt over titlen på De Efterladtes nye album Synger dagen ind. Man – apropos den aktuelle før-jule-aktivitet på markedet – synger fx julen ind, hvormed menes, at man så småt tager hul på højtiden osv. Men, men, som jeg før har været inde på, når det drejer sig om De Efterladte og især tekstforfatter Peter H. Olesen, så er han ikke for fastholdere, men foretrækker at trække tæppet væk under det éntydige. Således synger – eller reciterer – Olesen dagen ind på den første sang på pladen, “Synger dagen ind”:

Du synger nattens ømhed

og morgenens håb

Du synger en ny dags skønhed

og den nye dags dåb…

– og jo ordvalget (dåb) tager sigte mod vores fælles kristne kulturbaggrunds begreber, og kun bevæbnet med sin stemme og et raslende instrument i baggrunden får sangen/digtet uvægerligt noget meditativt-religiøst over sig. Det er som en verdslig salme eller måske endda en slags bøn. Men næppe er denne stemning anslået, før Olesen distancerer sig fra dagen med dens lys, støj og liv i sangen “Jeg bilder mig ind vi kan se helt til Sverige”:

Støjen fra gaden dysser dig i søvn

mens jeg sidder her og forsøger

at læse udsigten

Synet af byen om natten

tøjer min uro og alting falder

midlertidigt på plads

Det centrale ord i det her citerede er “midlertidigt”. For ikke så snart Olesen har taget natten i øjesyn og ladet den dæmpe den indre uro, så falder ordet “midlertidigt”. For det konstante er netop uroen, rastløsheden, tvivlen og usikkerheden og måske endda selvbedraget: “Jeg bilder dig ind vi kan se/ helt til Sverige, du spiller villigt med/ på mine hvide løgne”. Et selvbedrag, der deles af den anden og måske i virkeligheden af alle. Ledsaget af Michael Lunds tangenter og Boi Holms synthezisers får teksten noget hårdt og kantet storbyagtigt over sig. Og sangen er måske i virkeligheden en slags nøgle til tekstuniverset på denne plade, hvor mennesket eller personen, der reciterer og synger (og ikke simpelthen skal identificeres med den kødelige mand bag ordene…), afsløres i sin eksistentielle udsathed og rastløshed.

Og ikke så snart er tingene faldet midlertidigt på plads ved synet af byens nat, før det lyder:

Jeg vil ikke bytte nattens lys

med dagens grumsede grå

Januar er et fængsel

men jeg er igen på vej ovenpå

Jeg ved at lykken

er et øjeblik

Jeg låner et stykke

inden den igen er værk

(“Nattens lys”)

Ledsaget af Michael Lunds næsten blide tangentspil og en modsvarende nærmest hård, lidt tilbagetrukken, maskinel trommelyd tegner Olesens tekst billedet af et jeg, der begærer det hele og lykkestunderne med, men først og fremmest ligger tilbage i rummet med udsigt til sneen på byens tage. Det er som om jeget igen og igen bliver slået hjem (som i Ludo) til en tilstand eller situation, hvor jeget distanceret iagttager og registrerer. Helt tydeligt bliver det i den efterfølgende sange (bemærk titlen!) “Aldrig ind i denne dag”, hvor det blandt andet hedder:

Du kommer aldrig ind i denne dag

og det ved du

Du får aldrig disse timer tilbage

men det er intet tab

Du er en skygge i skyggen

En biperson blandt bipersoner

Udenfor alting, midt i mylderet

blandt millioner

Du går gennem byen

Forbi de steder du kender

Blindgyden, dit andet hjem

Afvejen hvor alting ender

Du kommer aldrig ind i denne dag.

Der er noget paradoksalt over denne oplevelse af at være udsat, uden for, efterladt. Både i forhold til albumtitlens næsten højstemte anslag, men måske også i forhold til den udadvendthed og selviscenesættelse, som ligger som  et krav og en forventning til kunstneren. Og paradoksaliteten passer også bedst til digterrollen. For Olesen er jo digter – med romaner og digtsamlinger bag sig. Og selv om De Efterladte fremstår som en duo  – med ikke ubetydelig støtte fra tredjemanden Boi Holm, så kan man let få det indtryk, at albummet et langt stykke hen ad vejen er en hybrid af reciteret digtsamling og kuldslået, minimalistisk storbyrock.

Jeg har med de ovenstående overvejelser forsøgt at begynde en læsning, begynde at begynde en læsning af Olesens tekstunivers på denne plade, og jeg vil overlade til dig, kære læser/lytter, selv at prøve min fortolkning af ved at lytte til denne fine LP, der føjer endnu et kapitel og et lag til De Efterladtes alt for oversete (-hørte) bud på en – i flere betydninger – moderne storbyrockpoesi. Hermed varmt anbefalet.

De Efterladte. Synger dagen ind. Melodika. Udkom d. 19. oktober 2018

 

 

 

 

 

Capac anbefaler: Burning Velvet – Listen

1. november 2018

Sidst Burning Velvet – og det vil sige Nicolai Wøldike Schmiths musikalske projekt – var da dobbeltalbummet Night Ligt // Slow Grass ramte grammofonen (ja, vi snakker “vinyl”). Og nu har opfølgeren Listen gjort det samme og snurrer lystigt på min gode, gamle Pioneer-afspiller.

Og måske lyttede musikpublikum ikke nok efter dengang i 2017, i hvert fald kan man godt opfatte titlen Listen som en venligt ment opråb om at give pladen en chance til – og også den nye. Og det kan der bestemt være al mulig god grund til.

Burning Velvet, der denne gang har bandkarakter over sig, idet Nicolai til lejligheden har allieret sig med en god håndfuld kunstnere for at kunne realisere sit projekt. Det vil sige Moogie Johnson (guitar, bas og sang), Camilla Munck (kort og tangenter) og Tobias Lange (trommer og kor). Og projektet, der skulle realiseres og blev det, var at lave en plade, der opdaterer dobbeltalbummets udforskning af americanaen, altså den sammenkogte, amerikanske ret, der lystigt blander alskens musikalske rødder og gør det med et personligt anstrøg. Det skal helst smage af personen eller bandet, der står bag.

Og det gør det i tilfældet Burning Velvet. Det musikalske præg trækker stadigvæk lidt i retning af akustisk folk med masser af lag, hentet fra den tilbagesøgende og -skuende musikalske interesse. Lytter man godt efter, så kan man høre spor af så forskellige forbilleder som Lou Reed og Velvet Underground tydeligt i en sang som “Waiting for the train”, der godt kan opfattes som en diskret, stilfærdig hilsen til “Waiting for my man”), Neil Young, Leonard Cohen og flere til. Sporene er som akvarelfarver, der løber ud i vandet og blander sig til et sammensat, changerende indtryk.

Listen handler ikke kun om at lytte til musikken, men også om generelt at lytte til hinanden i en verden, der til trods for såkaldt sociale medier måske er mere selvoptaget end tidligere og derfor glemmer, hvad der binder os sammen, når mobiltelefonen og computeren ikke er der. Det er denne problematik, tekstuniverset på den nye plade, kredser om. Og det kan man studere nærmere, for tekterne er heldigvis og fornemt optrykt på et separat ark i coveret.

Listen er et nedtonet, afdæmpet album, der i den grad lever op til sin titel om at spidse ører og lytte opmærksomt efter, hvad der sker i de ialt ni lo-fi-perler, der fylder de to sider. Det er ikke musik, der skriger efter mainstreampoppublikummet, men snarere henvender sig stille og roligt til det segment af lyttere, der netop foretrækker musik, der skal indtages andægtigt med høretelefonerne på eller på et ikke alt for overfyldt, støjende spillested.

Burning Velvet forfiner med sin nye plade såvel lyden som det stilistiske udtryk, der prægede forløberen. Så der er al mulig grund til at dem, der lyttede med for et år siden, også gør det nu – og at andre får ørerne op for projektets fine udgave af roots-orienteret dansk musik. Hermed varmt anbefalet.

Burning Velvet. Listen. Produceret af: Schmidt, Johnson og Lange. Celebration Records. Er udkommet.

 

Når der dukker en video op, bliver den vist her.

 

Capac anbefaler: Hot Flush – Better Late than never

31. oktober 2018

Bedre sent end aldrig kalder Hot Flush – og dvs. Pia Melnyk (sang, tangenter og kor) og Anette Dannesro (sang, kor) – deres debutalbum og sigter med titlen på den gamle sandhed om, at man skal gøre noget ved sagerne nu – hvad enten det er kunstneriske ambitioner (som at lave en plade) eller få kærlighedslivet til at fungere. Ellers kan det netop være for sent.

Og sammen med Jens Runge (guitar, bas og sang) og Kristian Dalsgaard (trommer og slagtøj) har de to damer så lavet et album bestående af 13 sange, der vender og drejer kærlighedslivets ups and downs m.m.

Og kærlighedsgrublerier er pakket ind i en musikalsk ramme, der ud over stilistisk at pege tilbage i tiden afslører, at godt nok er de to sangerinde sent ude med deres plade, men de har ingenlunde spildt tiden, for begge har brugt og trænet deres stemmer i forskellige korsammenhænge. Og det kan høres på pladen, hvor vokalarbejdet står helt tydeligt i centrum for de musikalske udfoldelser og med rette, for vokaludfoldelserne har meget høj klasse og det er længe siden, vi har hørt noget lignende på dansk.

Musikken ser, som skrevet, tilbage og henter inspiration hos bl.a. en lang tradition for sanger-sangskrivning. Det er nærliggende at tænke på en Carole King og andre kvinder, der har dyrket den romantiske side af singer-songwriter-kunsten – uden at Hot Flush på nogen måde lyder som dem. Men de deler traditonens forkærlighed for lette, iørefaldende, sjælfulde, smægtende sange, der er garneret (arrangeret) med blide strygere, diskrete keyboards og næsten sarte guitarakkorder og -riffs. Det er easy listening, når det er bedst. Det er voksenpop for dem, der er  blevet voksne og dem, der gerne vil være det. Better late than never er et afklaret album, der taler til enhver, der har lyst til og øre for lækker voksenpop. Musik, der engang var selvskreven til radioerne spillelister og stadigvæk bør være det.

Hot Flush – Better late than never – produceret af Meinyk og Dannesro. Gateway Music. Udkom 12.10.2018

 

Capac anbefaler: Select Captain – Off to save the world

24. oktober 2018

Her i bloggen har jeg haft det held at kunne følge Select Captain  – kunstnernavn for Kristian Gaarskjær – fra starten. Off to save the world er femte udgivelse fra kaptajnen, 3 album og en EP er det blevet til.

Og projektet Select Captain  har vokseværk. Sidste udgivelse Strings & Feathers voksede i udtryk, fordi det var en regulær bandplade, hvor bandet omkring Gaarskjær var med i produktionen. Og på den nye plade vokser foretagendet endnu en tand, fordi kaptajnen denne gang har allieret sig med en række danske og udenlandske sangskrivere – og flere producere. Det giver pladens udtryk mere dybde, mere bredde og flere nuancer. Og det er kun godt.

Men ellers er meget ved det gamle. Sangene på pladen er stadigvæk farvet af det allestedsnærværende nordiske vemod og teksterne er markant tankefulde og sjælegranskende. Titlen på pladen kan da også give forkerte associationer. Kaptajnen er ikke ude i det store ærinde at redde vores fælles krisetyngede verden. Nej, det handler først og fremmest om at få styr på sin egen lille verden. Også her er kaptajnen helt i pagt med tidsånden.

Off to save the world er en meget afdæmpet, hvor de egentlig meget melodiske sange er centreret om Gaarskjærs stemme og guitar med arrangementer, der er bevidst nedtonede. Men netop de diskrete, næsten tilbageholdte arrangementer, understreger paradoksalt nok, hvor gode sange, Select Captain  har fået lavet. Sange, der oplagt henvender sig til et modent publikum, men sagtens kan mænge sig med al poppen på de kommercielle radioers playlister. Off to save the world er en af den slags stille album, man med tiden får samlet nogle stykker af på pladereolen. En plade, der passer til stille eftertænksomme stunder og fortjener mange – voksne såvel som unge – lyttere. Hermed anbefalet.

Select Captain. Off to save the world. Soundchest Records. Er lige udkommet.