Indlæg tagget med CAPAC anbefaler

Capac anbefaler: Sarah Elgeti Quartet – Dawn comes quietly

13. september 2019

Dawn comes quietly hedder Sarah Elgeti Quartets nye album. Og i PR-materialet citeres Sarah Elgeti for at ville “skabe et behageligt rum, hvor man kan fordybe sig og slappe af”. Som en slags modvægt eller modspil til en verden, hvor vi dagligt bombarderes med indtryk, lyde og informationer.

Og billedet af et sådant behageligt rum er en godt nøgle at have med sig, når man lytter til pladen. For det man oplever som lytter er netop at blive lukket ind i et rum eller univers, hvor musikken fra første færd inviterer en til at læne sig tilbage og fordybe sig musikkens detaljer.

Og det er værd at tage imod invitationen. Quartetten med Elgeti i spidsen som komponist og instrumentalist (tværfløjte og saksofon) byder på moderne jazz, der spænder fra det følsomme og lyriske til det sprælske og sejt funky swingende.  Og der musiceres så det er den rene fryd. Elgeti synger ikke, men får hjælp af den her fra bloggen kendte Sidsel Storm på tre af albummets numre, men ellers  er det instrumentalt. Og instrumentalisterne får herligt lov til at udfolde sig undervejs, så Elgetis kompositioner rigtig kommer til deres ret.

Ud over sine egne kompositioner, har Elgeti valgt at nyfortolke to stykker af Carl Nielsen (“En sommeraften” og “Tit er jeg glad”), der får lov til at afslutte pladen med maner.

Jo, at lytte til kvartettens plade er som at sidde i sit eget lille musikalske rum og opleve, hvordan dagen gryr. En jazzmusikalsk dæmning, der efterlader en med ro i sind og krop. Hermed anbefalet.

Sarah Elgeti Quartet with friends. Dawn comes quietly. Produceret af: Sahra Elgeti. Gateway Music. Er udkommet.

 

 

Capac anbefaler: Mette Juul – Change

13. september 2019

Change, Forandring hedder Mette Juuls nye album. Og man kan hævde, at det er en titel, der forpligter. Tekstligt og musikalsk. Og pladen lever da også op til titlen dobbelttydighed.

På tekstplanet drejer det sig om de forandringer, der udgør – ja er – livet eller i hvert fald livets vilkår. Fx at vi mødes og skilles på vores veje gennem livet. Sådan som Mette Juul selv tematiserer det i sin selvskrevne sang “It might be time to say goodbye”:

What if it’s time to say goodbye

and suddenly I realise

this might be the dumbest thing I’ll ever do

might never find someone

sweet as you

Men Forandring er ikke et rigidt bindende tema, mere et synonym for selve livet. Og sangene, der både er skrevet af Juul selv og hentet fra den store sangskat, der omfatter navne som Cole Porter (“Get out of town”) og Antonio Carlos Jobim (“Double Rainbow”), tangerer tematikken mere eller mindre direkte.

Hvis der er tale om musikalsk forandring, så er det måske i den forstand, at Mette Juul på denne plade stilistisk drejer sig markant i retning af den brasilianske bozza nova og samba og oven i købet i den amerikaniserede udgave, der opstod i tresserne, da de brasilianske toner ramte den amerikanske jazz og pop. Fra første laserspor farves sangene af den lette bossa nova-følelse og -stemning, der skabes smukt af det yderst kompetente ensemble, Mette Juul har allieret sig med: Ulf Wakenius (guitar), Lars Danielsson (bas, cello m.m.), Heine Hansen (piano, harmonika m.m.), Gilad Hekselman (guiatr) og Per Møllehøj (guitar).

Og Mette Juul tager den stilistiske forandring eller drejning til sig som det naturligste i verden. Den passer bare så godt til hendes smukke stemme, der med sin feminine klarhed og ro forvalter den stilistiske inspirations tradition med stor overbevisning, samtidig med at den tilfører noget personligt.

Hvis man er til bozza nova, easy listening jazz, amerikansk vokaltradition, så er der ingen grund til at betænke sig med at kaste sig over Mette Juuls plade. Hermed anbefalet.

Mette Juul. Change. Produceret af. Mette Juul, Lars Danielsson og Lasse Nilsson. Universal. Er udkommet.

 

CAPAC anbefaler: Extra store grønlandske rejer – Vejen ud/ Vejen hjem

3. september 2019

Vi skal helt tilbage til 2013 for at finde Extra Store Grønlandske Rejers opus Superego her i bloggen. Et udspil, der dengang fremstod som et frisk, ungdommeligt argument for rockens aktualitet og vitalitet.

Og nu er det ålborgensiske foretagende med det spøjse navn ude med albummet Vejen ud / Vejen hjem. Og selv om pladen har været længe undervejs – 5-6 år faktisk – så bekræfter den det fundamentale indtryk, man fik af de fire ålborgensere på Superego i 2013. Tiden har ikke sat sig spor på pladen i form af kompliceret produktion og avancerede poprockstykker. Næh, heldigvis holder firkløveret fast i rockens elementarpartikler, så at sige. Extra Store Grønlandske Rejer ved, hvad der tæller, når rocken skal spille. Og det er at holde fast i de dybe, enkle rødder. Både hvad musikken gælder og den tekst, der obligatorisk skal følge.

Eksempelvis kan vi tage sangen om “Det satans liv”, der er netop eksemplarisk for teksterne på pladen:

VINTEREN I MIT SIND PAKKES IND
PAKKES LANGT LANGT VÆK
OG SOMMEREN BRYDER FREM SOM I EN SANG
HVOR DU ER MED
DANSENDE RUNDT I SPOTLIGHTS SÅ MØRKE SOM NAT
STRÆBER VI EFTER ALTING MEN HVORDAN FÅR VI FAT?
REJS DIG OP IGEN PRØV AT GLEM
FOR EN STUND HVEM DU ER OG HVAD DU GØR
MENS DU VENDER DIG RUNDT
LAD ENERGI OG GLÆDE KOMME TIL DIG KORT
GRIB OG GIV SLIP MEN JAG DET ALDRIG BORT
GRIB DET SATANS LIV
GRIB FOR SATAN NU
LYSETS FAVN PÅ DIT BRYST RAMLER IND
OG GØR DIG VARM
OG MORGENTANKERNES REST SUSER UD
BAG BYENS LARM
MINDERNES STOLTE TID BLEV ET SLID
UDEN HELD
EVIGHEDERNES DRØM DEN BRYDER FREM
ENDNU EN GANG
DANSENDE RUNDT I SPOTLIGHTS SÅ MØRKE SOM NAT
STRÆBER VI EFTER ALTING MEN HVORDAN FÅR VI FAT
REJS DIG OP IGEN..

Det er lige ud ad landevejen. Livsbekræftende og positivt i enkle, mundrette sætninger, der synges fyndigt og fængende ud i lytternes ører. Det er hverdagslyrik, der passer godt til den underliggende elementære rock, der som en varmt hjerte banker melodierne og rytmerne ud ad højtalerne. Der går en lige tråd fra rejerne tilbage til rockens grandonkel Chuck Berry, der også ekscellerede i ukomplicerede tekster om de nære  hverdagsliv. Uden sammenligning i øvrigt.

Det er ESGRs styrke, at de står ved deres udgangspunkt, holder fast i det uden at ville udvikle det og gøre det mere kompleks, men i stedet insisterer på at rendyrke formen, så den fremstår ren og klar. Og det gør den på Vejen ud / Vejen hjem. Den er et godt bud på en vaskeægte rockplade, der appellerer til alle, der elsker rock som modspil til tidens mainstream-overproduktion og velfriserethed. Hermed anbefalet.

Extra store grønlandske rejer. Vejen ud / Vejen hjem. Produktion: rejerne (Mads Peter J. Laursen, Nicklas Beermann, Jonaas Jensen og Casper Tonnisen). Eget plademærke. Udkom . 30/8-2019

 

Capac anbefaler: Nordbrandt & Nussbaum – Hjemløshed

30. august 2019

Poesien og musikken henviser til hinanden som redningsbåden henviser til moderskibet. Poesien har sin egen indbyggede musik. Den kaldes metrik. Og musikken har altid omfavnet og omgærdet sproget og det poetiske. Og de to tiltrækkes af hinanden som hinandens modsætninger. Nogle gange går det godt, andre gange går det slet ikke.

Mødet lykkes i særdeles udpræget grad på albummet Hjemløshed, hvor digteren Henrik Nordbrandt og sangerinden og sangmageren Channe Nussbaum (kendt fra bl.a. Klezmofobia og sit samarbejde med Laura Illeborg) mødes omkring en række af Nordbrandts digte. På papiret et lidt umuligt projekt, fordi Henrik Nordbrandt ikke hidtil har forestillet sig, at hans digte skulle itonesættes. Men Channe Nussbaum har budt Nordbrandt op til kunstnerisk dans – og hvem siger nej til en dejlig dame og kunstner som Channe Nussbaum. Ikke jeg og ikke Nordbrandt.

Og mødet og foreningen af musik og poesi lykkes, fordi parret netop ikke fremtvinger en sammensmeltning af poesi og musik, men lader de to kunstarter spille op mod hinanden som modsætninger. Helt konkret afspejles dette ved, at Nordbrandt læser en håndfuld digte op, ledsaget af smukke toner fra orkesteret*), toner, hvis skønhed nærmest modsiger Nordbrandts notoriske alvor og særlige nihilisme. Fx i digtet “Inshallah”, hvor Nordbrandts tekst nærmest er frappant anti-religiøs i sin insisteren på al tings forgængelig, samtidig med at den citerer det religiøse “inshallah”/ om gud vil. Og Channe Nussbaums udgave af samme tekst lader ikke alene skønsangen og den mellemøstligt farvede musiks skønhed, men også Nordbrandts stemme (som et særligt instrument) løfte teksten og lette på alvoren.

Og sådan er det på denne dejlige plade. Musikken og sangen på den ene side og den talte poesi på den anden byder hinanden op til kærlig dans og anbefaler hinanden over for lytteren. Læs poesi, siger de. Hør musik og sang, siger de. Modsætninger mødes og en ny form for musik opstår i hjertet, for nu at parafrasere Jens August Schade. Hjemløshed er et særdeles vellykket møde mellem poesi og musik, der kun kan inspirere til mere af samme slags. Hermed varmt anbefalet.

———-

‘)Bjarke Kolerus (klarinetter), Henrik Goldschmidt (duduk og shofar), Elisabeth Dickmann (violin), Fuat Talay (saz), Johan Ohlsson (harmonika og klaver), Hans find Møller (kontrabas), Andreas Ugorskij (guitar), Jonatan Nussbaum Aisen (slagtøj), Jonas Nakel (tangenter og pedaler), Sophus August Tuxen (electronica og kor), Laura Illeborg, Philip Nussbaum Varlev, Barbara Nussbaum Varlev (kor)

 

Nordbrandt & Nussbaum. Hjemløshed. Exlibris. Er lige udkommet.

Capac anbefaler: Sweet Pete and the Land Band – Land

5. juli 2019

På tv forklarer en japansk immigrant forskellen på japanske og amerikanske børnetegninger. Når en lille japaner skal tegne, begynder han/hun med at tegne bjerge i baggrunden og så huse og mennesker i forgrunden. En lille amerikaner begynder med at tegne et hus og nogle mennesker efter at have tegnet en horisontal streg, der angiver de amerikanske vidder. Og det var disse vidder, den japanske immigrant ville opleve, da han forlod sit hjemland for at blive kok i Amerika.

Og det er disse vidder eller landet, der møder en på Sweet Pete and the Lands debutalbum Land. På coveret, der viser en slags port til de uendelige strækninger, man finder derovre, og som har været inspirationskilde for sangskrivere gennem århundreder. Ikke mindst i countrymusikken. Og også musik og tekst på pladen inviterer ind på det store, åbne land med alle dets modsætninger, myter, mennesker og historier.

Og Sweet Pete (alias Peter Ole Pedersen) og The Land Band (Klaus Møller, strenge og kor, Palle Hjorth, alskens tangenter, Rasmus Skov, pedal steel guitar, Tobias Lange, trommer, Henrik Poulsen, bas, Christen Brunsgård, guitar, sang og musik og Morten Aron Larsen, kor) er tydeligvis forelskede i dette land og den musik, der er vokset op af det gennem tiderne. Især den moderne, alternative countrymusik med dens dybe americanarødder og stærke traditionsbevidsthed.

Med undtagelse af to sange, Bruce Springsteens klassiske “Cadillac Ranch” med sin mytomane dyrkelse af det bilmærke og Beau Brummels-sangskriveren Ron Elliotts “All time green” og dens hyldest til det at være på farten – i direkte og overført betydning, så er sangene forfattet af Sweet Pete og musikken gestaltet af Christen Bundsgård. Men det er sange, der bevæger sig inden for samme mytologiske rammer. Om at være i bevægelse på det store land, om de følelser og tanker det afsætter i sangskriveren osv. En slags americana-romantik med en realistisk og melankolsk kant, der også gennemsyrer musikken.

At lytte til Land er – i det mindste for en halvgammel dreng som mig – som at vende tilbage til den alternative countrys første tider i sluttresserne og starten af halvfjerdserne. Det kunne være musik fra arkiverne hos Gram Parsons, Flying Burrito Brothers, Pure Prarie League m.fl. Men det er det ikke. Det er moderne dansk alt-country, når det er bedst. Spillet med kærlighed til og indlevelse i musikken. Så autentisk, at selv amerikanerne må tage denne plade til sig, hvis der er nogen retfærdighed til (og det er der som bekendt ikke…). Hermed varmt anbefalet.

Sweet Pete & The Land Band. Land. Eget plademærke. Er udkommet.