Indlæg tagget med CAPAC anbefaler

Capac anbefaler: Fjelding – Into the light

10. maj 2019

Straight from the Shadows hed bandet Fjeldings debutalbum fra 2015. Og den nye hedder Into the light og der skal ikke herske nogen tvivl om, at Fjelding gerne vil ind i lyset – rampelyset – med deres 2019-udgave af klassisk guitardrevet rock.

Fjelding er centreret om Mikkel Fjelding og Christian Panum, og det er de to, der har skrevet albummet ialt elleve, skarpt skårne rocksange. Det er sange, der har noget på hjerte, både tekstligt og musikalsk. Tekstligt spreder det sig over genkendelig emner fra livsappetit til kærlige spark i bagdelen til os alle og en diskret opfordring til at få en holdning til tingenes gang (“Take a stand”).

Også musikken har en god portion genkendelighed i sig. Der er ingen tvivl om, at Fjelding kan deres rockhistorie fra tresserne og frem. Og deres frenetisk guitardrevne rock associerer såvel til halvfjerdsernes store guitarbands men også til hård post-punk og grunge. Men Fjelding er også deres egne med deres fornemmelse for den gode popsang og så den entusiasme og energi, de lægger for dagen i fremførelsen af numrene. Fjelding burde være selvskreven til de kommende mange festivaler som et bevis på, at guitarrocken slet ikke er så død, som nogen gerne så den. Into the light er klassisk rockskive, der holder mere end en sæson. Hermed anbefalet.

Fjelding. Into the Light. Eget forlag. Udkom d. 26. april

Skrevet i Musik | Tagged | Ingen kommentarer »

Capac anbefaler: Wayne Graham – Songs only a mother could love

10. maj 2019

Fotoet på coveret til duoen Wayne Grahams nye LP Songs only a mother could love sender uvægerligt tankerne tilbage til tresserne eller i hvert fald lige omkring 1970. En ung dame kigger bagud fra forsædet i ældre bilmodel. Måske er det et ungdomsbillede af den moder, der sigtes til i titlen. Hende, der vil kunne sætte pris på brødrene Kenny og Hayden Miles’ sange.

Brødrene Miles kommer fra en af de fattigste dele af Trump-land, den tidl. kulmineby Whitesburg, South-East Kentucky, hvor de fra barnsben har fået musikken ind med modermælken og familiens engagement i den lokale kirke. Og den musikalske opvækst på et udsted i guds eget land sætter sit præg på duoens sange, der tekstligt set er meget jordnære og ligefremme med et typisk lokalt perspektiv på livet.

Sangene, der primært fremføres af Kenny og Hayden (med lidt hjælp fra et par familiemedlemmer og venner), er relativt korte og bygget op omkring Kennys sang og Haydens markante trommer, suppleret med slagtøj, tangenter og lidt andet. Der er tale om en slags folk-rock af en tidløs slags, der sagtens – apropos indledningen – kunne være skabt i tresserne eller halvfjerdserne. Stilfærdige sange, der minder om mangen en garvet sangskriver – fx John Prine – men samtidig er helt deres egne. Sangskriver Kenny har sin egen stilfærdige, tilbagelænede facon at skrive melodiske, bevægende sange sammen på – og fremfører dem helt i den ånd.

Det er musik, der ikke gør meget væsen af sig (sådan som tiden ellers foreskriver). En slags lokalt forankret udgave af den frodige, mangfoldige americana, hvor traditionsbevidstheden er stor og hvor man sætter tidløshed højere end aktuel hurtigtsælgende x-faktor. Songs only a mother could love er en af den slags tidløse, slidstærke plader, der lever højt på solid sangskrivning og lige så solid fremførelse. En plade af den slags, der hører til i min musiksamlings afdeling for tidløse album, man altid har brug for.

Hermed anbefalet.

Wayne Graham. Songs only a mother could love. Celebrations Records. Er udkommet.

Skrevet i Musik | Tagged | Ingen kommentarer »

Capac anbefaler: She Trio – As simple as that

7. maj 2019

Vokaljazztrio med referencer til cabaret og salon. Sådan markedsføres trioen She Trio – bestående af Sanne Graulund (sang, klaver), Eva Malling (bas, kor) og Benita Haastrup (trommer, slagtøj, kor). Forklaringen er til dels, at de tre kunstnere fik en slags gennembrud med forestillingen “Cabaret”, og det har farvet tiden efter lidt.

Men den slags PR skal tages med et gran salt. For ganske vist har pladen kabaret- og salonmusikkens intimitet og ambitiøsitet, men ikke den kulturelle og politiske dimension, som de gamle musikformer havde i bagagen. I hvert fald ikke i gammeldags forstand. Nej, stregen skal sættes under vokaljazztrio, for det, de tre kunstnere og deres fornemme liste af gæstemusikere (fra Mathias Heise – kendt her fra bloggen – til Gustav Ljunggren), brillerer i er vokalarbejde og jazzmusiceren af højeste kvalitet og bedste skuffe.

Ialt tolv numre præsenteres lytteren for. Otte af dem er skrevet af Sanne Graulund, der også er forsanger, tre er lavet af Eva Malling og endelig står Benita for et enkelt nummer. Men materialet er samlet set præget af den allerstørste homogenitet, der nok afspejler trioens indforståede samspil og arrangementernes ensartethed. De tolv sange er domineret af gode melodier, en tilbagelænet, lidt indadvendt stemningsfuldhed og lyrisk spændvidde. Sanne Graulund synger smukt for med sin klare, feminine stemme – og bakkes indfølt og -forstået op af Malling og Hastrup på både vokal- og instrumentalsiden. Det er trioen, der skaber fundamentet og kontinuiteten på pladen, medens de inviterede gæstemusikere hver på deres måde og i samklang krydrer sangene med solistiske og stilistiske farvninger.

Samlet set har She Trio lavet en plade, der smager af meget mere. Og man kan som jazzelsker kun se frem til, hvad trioen kan udvikle sig til de kommende år, og håbe, der kommer mange flere plader fra deres side. Så hvis du er til vokaljazz, så betænkt dig ikke, men lyt med til She Trio. Hermed varmt anbefalet.

She Trio. As simple as that. SayYesMusic. Er udkommet.

Pladen har vist ikke resulteret i nogen video, men jeg fandt denne med de tre dejlige damer.

 

 

Skrevet i Musik | Tagged | Ingen kommentarer »

Capac anbefaler: Jan Olsen – Vagabond Trail

6. maj 2019

I marts 2015 omtalte og anbefalede jeg Jan Olsens debutplade Fairground og noterede mig dengang at kunstneren var traditionalist. At Jan Olsen ikke fulgte tidens dominerende strømninger inden for musikken, hvor al det moderne isenkram præger og nogle gange spænder ben for det musikalske udtryk. I stedet tager Olsen sit udgangspunkt i de popmusikalske rødder i folk, blues og elementær rock. Og denne grundholdning skinner også tydeligt igennem på den nye plade Vagabond trail, hvor kunstneren som titlen antyder har ladet sig inspirere af landstrygerens ubundne strejfen omkring.

På coverfotoet kan man se kunstneren gå ad trådte stier med læderjakken over skulderen. Og i pladens fem sange trædes der også ad allerede trådte stier. Det er gammeldags sangskriverkunst med vægt på fængende melodier og arrangementer, hvor brugen af akustiske instrumenter er garant for, at lytteren får et homogent udtryk, der smager af både americana og den nordiske variant. Olsens rå stemme får et fint, let, feminint modspil af Trine Lunaus og Karin Malmstrøms kor, der sørger for, at det samlede lydbilede ikke vender den tunge ende nedad.

Vagabond trail er voksenpoprock af den slags, der lever højt på solid sangskrivning og en tro på at gammeldags musikalske dyder ikke er ensbetydende med anakronistisk uddatering, men tværtimod garant for slidstyrke og langtidsholdbarhed. Hermed anbefalet.

Jan Olsen. Vagabond trail. Produceret af: Peter Sund. Gateway Music. Er lige udkommet.

 

Skrevet i Musik | Tagged | Ingen kommentarer »

Capac anbefaler: Little Winter

6. maj 2019

Med deres debutplade tager århusianske LIttle Winter temperaturen på tiden melankolske tilstand med fem skarpe poprocksange. Om hjemve (“Mt Egmont”, “Moment of your time”), ensomhed (“Summer never ends”) og kedsomhed (“Something cool”). Men også en lille portion livsappetit som modvægt (fx i “My Garden”).

Teksterne er forfattet af Nikolai Ryan, der også synger for med en stemme og stemmeføring, der passer helt fint til den fundamentalt melankolske stemning, der præger sangene. Men ellers får stemningen et godt modspil af de kollektivt skrevne sange, der besidder et overbevisende pophitpotentiale. Jo, Århus har fået en sangskriverteam, som vi bør holde øje med fremover – på plade og på scene. Det er poprocksange, der er indspillet live i studiet, hvilket giver dem en særlig friskhed og autenticitet, der ikke skjules, men indrammes af de ekstra lag let støjende og stemningsskabende lyd, der er tilføjet bagefter.

Alt i alt er LIttle Winters EP en overbevisende debut, der vil have let ved at ramme ethvert pophjerte som Amors pil. Hvis Nikolaj Johansaen Sodemann, Alexander Mirz, Daniel Clifton, Martin Welling & Nikolai Ryan forfølger det spor, de har lagt, så skal det nok gå dem godt i musik-Danmark. Hermed anbefalet.

Little Winter. Little Winder. EP. Produceret af: Daniel Clinton. Celebration Records. Er lige udkommet.

Skrevet i Musik | Tagged | Ingen kommentarer »

Ældre CAPAC anbefaler indlæg »