Indlæg tagget med CAPAC anbefaler

Capac anbefaler: Strangers on a Train – The End is nigh but the night is young

18. december 2018

Sidst Strangers on a Train var forbi bloggen her, var det med den overbevisende The Doghouse Suite, hvor bandet viste sig som troværdige arvtagere af en særlig vesterlandsk kabarettradtion, hvor der hersker en udpræget sans for for det dekadente og dionysiske. En tradition og en musikalsk niche, der går direkte tilbage til tredivernes Berlin, Kurt Weil og flere til.

Og Strangers on a Train fortsætter i samme spor på deres nye plade med den næsten dystopiske titel The end is nigh but the night is young. Jovist, orkesteret spiller lystigt og forrygende videre, selv om enden er nær.Og måske er det i virkeligheden pladens let skjulte tematik. Hvor forgængeren var ganske eksplicit i sin dyrkelse af den musikalske niches grænsesøgende og -overskridende beskæftigelse med det burleskes driftsbesathed og livsappetit, så er den nye plade lidt mere diskret og skilter måske ikke så direkte med sit budskab om at fortsætte festen, selv om enden er nær. Men tag ikke fejl. Den er der.

Og som sidst står Frederik Juul Rasmussen i spidsen med en stemme, der ikke lader Tom Waits noget tilbage med hensyn til whisky- og tobakspatina.  Og sammen med bandet føres lytteren gennem hele tolv numre på en samlet spilletid lige i underkanten af de 40 minutter. Sange om ludere (Whores), djævlen (Baby, I’m the devil) og enden (…And so it ends). Der spilles suverænt og helt i stilens ånd er der godt med mandolin, harmonika og trombone  involveret. Og musikken appellerer til de indre dansesko og den indre festabe. Så hvis man er til den niches musik – der fx også kan høres i den fabelagtige tyske tv-serie Babylon Berlin – så er der al mulig god grund til at få fat i pladen og smide den på pladeafspilleren. Og i øvrigt finde forgængeren. Hermed varmt anbefalet.

Strangers on a Train. The End is nigh but the night is young. Celebrations Records. Er udkommet.

Capac anbefaler: Toft Olsen – Four

18. december 2018

Ja da. Capac kan lige så godt tage skridtet fuldt ud og anbefale en rigtig jazzplade. Og samtidig foreslå, at man – i stedet for at overveje at give sig selv en julegave – bruger denne plade som julegave til en man holder af og som man gerne vil give en god musikalsk oplevelse.

Det drejer sig om sangeren Hans Toft Olsens album Four.  Der er tale om crooner-jazz, og sammen med sit lille hold af musikere – Thomas Vang (bas), Morten Lund (trommer) og Heine Hansen (piano) – crooner Hans Toft Olsen sig gennem 11 jazzstandards af navne som Miles Davies (titelnummeret), Cole Porter (“Every time we say goodbye”) og Thelonius Monk (“‘Round Midnight”). Og det sker i en produktion, der er renset for teknologiske gimmicks og deslige. En produktion (forestået af Olsens selv), der naturligt og forståelig sætter stemmen i centrum, men samtidig sørger for at akkompagnerende instrumenter står forbilledligt klart i det samlede lydbillede. En produktion, der – modsat meget af tidens produktioner – gør musikken en stor tjeneste i stedet for at sløre den.

Og Toft Olsen har en rigtig god stemme, der passer smukt til croonerjazzen. Fraseringernen og udtalen sidder lige i skabet, så man både kan aflæse teksterne uden besvær, samtidig med at sangen fremføres med både swing og swung. I entid, hvor selv Bob Dylan har kastet sig over croonerjazzen, så er det godt, at Toft Olsen er trådt ud af sit århusianske skjul (hvor han vist mest underviser) og demonstrerer, at vi har fået endnu en kvalificeret crooner i Danmark.

Det er kort fortalt en dejlig plade, de fire musikere har fået skruet sammen. En plade, der fortjener mange lyttere og burde kunne overbevise mangen en jazzskeptiker om, at jazz er noget, man også sagtens kan lytte til. En plade, der fortjener at ligge under juletræet. Og nu ligger den på min pladetallerken, så jeg behøver slet ikke at give mig selv en julegave alligevel. – Hermed varmt anbefalet.

Toft Olsen. Four. Producer: Hans Toft Olsen. AarhusArt. Er udkommet.

 

Capac anbefaler: Le Duc – Too

26. november 2018

Jeg har brugt temmelig lang tid på at finde et coverfoto af Le Ducs nye album/EP “Too”. Og jeg fandt da også et lille bitte foto på Spotifys side, hvor pladen allerede ligger. Se her.

Bag kunstnernavnet Le Duc gemmer sig 20-årige Thea, der pladedebuterede i maj måned med “One”. Og nu får vi så, hvad der skulle være den “svære toer”.  Men den har angiveligt været en leg at lave, og det er da altid et godt udgangspunkt.

Le Duc er barn af sin tid. Opvokset med elektronisk musikisenkram inden for rækkevidde (fx mosters Roland RE-201 Space Echo, der som navnet antyder leger med gentagelses-/ekkoeffekter). Og det er da også en meget legende, eksperimenterende musik, der møder en på albummets ialt fem numre. Instrumentale numre, der sammenklipper/blander, ja citerer, lydsekvenser (bas, tangenter, stemmer, guitarer, “grooves”) til relativt lange forløb, hvor det repetetive, ja monotone, er dominerende. Monotonien er fremherskende, og der er ikke spor af popmusikkens traditionelle strukturer, hvor der fx bygges meld A- og B-stykker eller forløb med klimaks. Nej, musikken bevæger sig konstant inden for sine egne monotone rammer. Men det skal ikke forstårs negativt. Monotoni er en del af det musikalske udtryk og kan være meget stemningsskabende . Og det er da også tilfældet på Le Ducs plade, der i høj grad eksisterer og fascinerer i kraft af sin særlige minimalisme, der er en slags ekstrem udgave af dub/electronica /groove-musik, som Le Duc selv kalder den.

Too er ikke en plade for sarte popsjæle eller for folk, der synes at musikkens udvikling gik i stå sidst i forrige århundrede. Men hvis man kan åben ørerne igen, så er der en fascinerende oplevelse at hente i Theas musikalske legestuen, hvor det moderne isenkram er i højsædet.

Le Duc. Too. LD Records. Udkom d. 23/11-2018

Capac anbefaler: Jette Torp – Jul

25. november 2018

Forleden gik jeg tur på det aarhusianske strøg i et bestemt ærinde. Nærmere bestemt Ryesgade ved Banegården. Og der var ingen tvivl om, at julen står for døren og har gjort det nogen tid. Selv om jeg af natur og gemyt skubber julen foran mig til engang omkring den 24. december, for at det ikke skal blive for meget, så er det ikke til at tage fejl af, at julen – i hvert fald den kommercielle del af den – er over os her i november måned. Med LED-lys og alskens kommers – i alle dette ords betydninger.

Så der er ikke noget underligt i, at jeg nu sidder med den første af årets juleplader i hånden. Det er Jette Torps plade med den enkle titel Jul.

Jette Torp har i mange år været et kendt ansigt og navn i dansk underholdningsoffentlighed. Men hun har holdt en pause fra al det fokus og støhej, der hører med til at være fremme i offentlighedens søgelys. Og den nye plade er et produkt af denne tid, hvor der har været skruet ned for det store format og de store armbevægelser.

Og det er da også et album, der er præget af, hvad man kunne kalde begrænsningens kunst. Den kunst, hvor kunstneren ved, hvor langt man kan gå uden at træde ved siden af eller overgøre projektet. Og det er positivt, for som man siger er det i begrænsningens kunst mesteren viser sig.

Jul består af en række velkendte julesange – af fx Brorson, Grundtvig og Laub – suppleret med et par selvkomponerede sange af Jette Torp – i samarbejde med hhv. Jan Kaspersen og Odd Nordstoga. Og netop de to selvskrevne sange – “Julen er tilbage igen” og “Lad glæden spire, lad glæde gro” – viser, at Jette Torp helt står inde for de kvaliteter, vi almindeligvis forbinder med den danske jul: det følelsesmæssige, fælleskabet og den religiøse dimension. Og selv om de to sange måske ikke bliver selvskrevne til fremtidige juleopsamlingsplader eller bliver obligatoriske i de små hjem, så lever de helt op til de melodiske og indholdmæssige forventninger, man kan have til sang til og om den forestående højtid.

Og Jette Torp synger godt, måske endda bedre end hun har gjort længe. Måske, fordi hun med dette sæsonbestemte projekt har fundet én hjemmebane, der passer til stemmen og de kunstneriske ambitioner. Og så får hun god hjælp af en række musikere – ikke mindst Jan Kaspersen – der formår at itonesætte julesangene, så de på fineste facon foregriber den julestemning, som mange af os ellers kan have svært ved at finde, når det hele går op i stress, jag og forbrugerisme. Så samlet set er Jul en særdeles vellykket plade, der sagtens kan supplere eller ligefrem erstatte de juleplader, man har i forvejen. Hermed anbefalet.

Jette Torp. Jul. Produceret af: Jan Kaspersen. Eget forlag. Er udkommet.

 

Capac anbefaler: Consolation – Heartland

21. november 2018

Også The Consolation – Nis Gaarde (sang, guitar, banlo, piano og synths), Rasmus Skov (guitarerpå “the fire”), Jacob Svensson-Hahn (bas), Uffe Nørtoft (pedal steel) og Sven Busck Andersen (trommer) – er gamle kendinge her i bloggen. Det vil sige: Jeg omtalte og anbefalede bandets eponyme debutalbum tilbage i april 2015, hvor jeg især fremhævede bandets fine eksponering af den efterhånden allestedsnærværende americana.

Nu er bandets så tilbage – i en let modificeret udgave (og med tilføjelse af seks andre musiske mennesker) – med opfølgeren Heartland med en bisonokse og et umiskendeligt amerikansk landskab på coveret. For ligesom at understrege, at det med americanaindflydelsen slet ikke var – eller er – nogen tilfældighed. The Consolation lægger på inden måde skjul på, hvor hovedinspirationen kommer fra – det store land derovre. Og måske er det det, der er hjertelandet? Landets hjerte? Kernen i landet? Eller måske er det i virkeligheden et imaginært land!? Hvad ved jeg…

I hvert fald er der ingen tvivl om, hvor inspirationen er hentet. Og denne gang er der ekstra accent på og understregning af, at amerikansk rock også er en væsentlig påvirkning. Fra allerførste skæring – “Stampede” – er der smæld i trommerne, bassen pumper løst,  kontante, markerede riffs på guitarerne rammer trommehinderne og en attitude, hvor sanger og band er helt fremme i skoene og appellerer direkte til koncert- og festivalpublikum med hang til at danse og skeje lidt ud. Nis Gaarde synger godt med den autoritet og selvbevidsthed, der hører med til den store stolte amerikanske tradition for fortællende rock. Og bag ham sørger bandet for at  får rockbudskabet igennem med tæt, dirrende rock og rul.

Men det er ikke kun rock. Der er selvfølgelig også spor af alt det andet fra den store americanagryde, der synes at være en konstant inspirationskilde her og hisset. Den rigt facetterede country sætter også sin umiskendelige spor på sangene – ikke mindst i form af countryens flair for fortællende sange. Et rigtig godt eksempel er titelsangen “Heartland”, der – hvis ellers jeg har dechifreret teksten rigtigt – handler om kærligheden – til hjertelandet og en eller anden skøn dame… Et andet godt eksempel er den efterfølgende sang om hjertedamen “Mary Sue”, der svinger af sted ad countryens velkendte, trådte stier.

Consolation tager med Heartland et skridt fremad og bjergtager mig med et album, der minder mig om store albums fra min ungdom. Album med, ja, Little Feat, The Band m. fl. Sådan at forstå, at det er et album, der overbeviser ved sin musikalske konsekvens, sit tætte samspil og sin tro på projektet. Heartland er et album, der har beriget mig her i 2018. Og det er jeg glad for. Hermed varmt anbefalet.

Consolation. Heartland. Producer: Nis Gaarde. DME. Er lige udkommet.