Indlæg tagget med CAPAC anbefaler

Capac anbefaler: Michael Wedgwood – About Time

9. august 2017

Kunstnerens navn får måske ikke en klokke til at ringe hos alle læserne, men med et musikalsk CV, der tæller navne som Overlanders, Curved Air, Caravan, Kiki Dee, The Whos John Enttwistle, Elton John m.fl., så falder tingene måske på plads.

“About time” er Wedgwood tredje album. Det er indspillet over et par dage på Silkeborg Musikteater med hjælp fra musikalske venner som Eddi Jarl (Lilholt Band og Johnny Madsen), Henrik Skriver (Poul Krebs m.fl.), Peter Bødker (Bamses Venner, Johnny Madsen m.m.) og Lars Schroeder. Og pladen skulle angiveligt være en afsked med 70’ernes stil. Men som bekendt flytter nissen altid med. Det kan godt være, at der er mere end et stenkast fra Curved Air og Caravan og noget af halvfjerdseræstetikken til “About time”, men med sit fokus på sangskrivningen og sin nøgne, næsten spartanske, instrumentering (guitar, piano, bas og trommer), så skriver pladen sig lige netop ind i en lang række plader, der siden de allertidligste halvfjerdsere (ja, tresserne) har kredset om en stemme, en guitar og en portion personlige sange. En tradition, der ufortrødent har holdt sig oven vande lige siden folk som James Taylor og Carole King udsendte deres første soloalbums tilbage i tiden.

Og på den led er “About Time” en plade, der viderefører en til stadighed vedkommende genre eller stil, der altid vil have et publikum i kraft af nogle lytteværdige, melodiøse sange, der øser af komponistens personlige oplevelser af livets spil og tilfældigheder. Og sådan er “About time”. En dybt personlig plade, der ikke kan løbe fra sit tidsmærke, men som netop i kraft af dette mærke opnår en særlig tidløshed, der sikrer, at den slags plader ikke simpelthen er til fals for tidsånden, men har slidstyrke og holdbarhed længe.

Lyt til pladen på kunstnerens hjemmeside.

Michael Wedgwood. About Time. Produceret af Wedgwood og bandets medlemmer. Eget pladeforlag. Er udkommet.

 

Capac anbefaler: Elektrojazz – New York Tribute

9. august 2017

Titlen på denne plade fortæller det hele. Elektrojazz – dvs. Anders Larson (komponist, trombone- og tangentspiller, programmør m.m.), Anders Rose (Fender Rhodes og Wurlitzer), Matthias Petri (el- og alm. bas) og Andres Svendsen (tromer og andet slagstøj) – har været på opholde i jazzens mekka, The Big Apple, New York. For at lade metropolens atmosfære og miljø inspirere til en hyldest til byen. En hyldest, der – i følge PR-materialet – skulle genskabe noget af den ‘feel and sound’, der kendetegnede plader fra halvfjerdserne.

Og så er vi musikalsk set tilbage i en for den elektriske jazz gylden periode, hvor netop elektrificeringen af jazzen stod på agendaen under overskrifter som “fusion”, “funk”, “elekctrojazz” osv. Og at lytte til New York Tribute er da også som at blive sænket ned i netop en smeltedigel af stilarter, der blev kreeret i netop halvfjerdserne (med åbning bag- og forud i tid…). Associationer og allusioner står i kø. Lige fra soulmusikken over Manhattan Transfer, Al Jarreu, Earth, Wind & Fire og rækken af store elektrojazzorkestre med Weather Report i spidsen. Elektrojazz indfanger – i samarbejde med en håndfuld indfødte musikere – fint følelsen og lyden af New York – forstået ikke som en fysisk realitet men som et musikalsk univers – med en klar fornemmelse for halvfjerdsernes æstetik.

Hvis man ikke har tid eller råd til at tage en tur til det store æble, så kan man passende lægge New York Tribute på afspilleren – og give den en plads på pladehylden sammen med de elskede gamle elektrojazzrockindspilninger fra 1970’erne. Hermed varmt anbefalet.

Elektrojazz. New York Tribute. Giant Sheep Music. Er udkommet.

Elektrojazz på Youtube

Capac anbefaler: Mathias Heise Quadrillion – Decadence

31. juli 2017

I 2015 havde fornøjelsen af at omtale kvartetten Mathias Heise Quadrillions album Sudden Accent, og jeg opfattede pladen som en velkommen genopdagelse og -livning af en fusionsmusik, der for alvor udfoldede sig tilbage i 1970’erne med navne som Weather Report, Mahavisnu Orchestra, Return to Forever, Herbie Hancock med mange flere.

Og nu foreligger der så et nyt album med titlen Decadence. En tvetydig titel, der både kan henvise til samtidens kulturelle, åndelige og moralske forfald, men også – samtidig – til den forfinede æstetiske dyrkelse og nydelse, som en epokal opløsnings- og forfaldstid ofte fører med sig. I hvert fald finder man på denne plade en udsøgt, smagfuld, æstetisk forfinet dyrkelse af den musik, der opstår i mødet mellem jazzens, rockens og poppens brede landskaber. En vellydende, forførende, smuk, improvisatorisk legering, der både griber ud efter elskeren af det jazz-improvisatoriske og efter pop- og rocklytteren, der tilfredsstilles af den gode melodi og den dansante rytmik. Og som sådan bekræfter pladen i højeste grad det dekadente – i den æstetiske betydning.

Kvartetten består stadigvæk af kapelmester Mathias Heise, der håndterer tangenter, skriver musik og krydrer musikken med sit eminente mundharpespil, der stadigvæk forbigående lader en venlig tanke gå tilbage til mesteren Toots Thielemans, Mads Christiansen på guitar, David Vang på bas og Aksel Stadel Borum på trommer. Og kvartetten får hjælp af en god håndfuld musikere: Hans Ulrik (saxofon), Anne Dirks (vocoder), Live Johansson (cello), Monika Malmquist (violin), Christian Ellegaard (violin), Andreas Bernitt (viola). Og – Emilie Molsted, der synger for på nummeret “Would u” og lægger endnu et smukt lag på det lydbillede, kvartetten hidtil har budt på. Og for min skyld må kvartetten gerne bruge Molsted mere i fremtiden.

Den nye plade lægger nogle alen til den foregående. Især forekommer det mig, at der denne gang er gjort lidt mere plads til de enkelte musikeres lyst og behov for at eksperimentere og improvisere – uden at det sprænger de kompositoriske rammer, der er lagt med Heises stykker.

Hvis man holder af fusionsmusik, så er der ingen grund til ikke at få fat i dette på enhver måde veludførte og vellykkede album, der rager højt op over den mainstreammusik, vi ellers møder i dagens dekadente (?) samfund… Hermed varmt anbefalet.

Mathias Heise Quadrillion – Decadence – Producer: Erik Zobler – Giant Sheep Music. Er udkommet.

Capac anbefaler: Bite the Bullet – Can be anything

17. juli 2017

En flyvende, smeltende lakridsispind. Hvad mon tanken er med dette stykke coverart?, kunne jeg ikke lade være med at tænke, da jeg for et stykke tid siden fik fat i bandet Bite the Bullets nye album. Og jeg valgte at forstå det som et alt andet end entydigt humoristisk udsagn.

Og måske er det rigtig set. I hvert fald er Bite the Bullets udgave af rock præget af en humoristisk, ja næsten drilsk, tilgang til rock og rul. Det er rock, der ikke skal tages alt for alvorligt. Det er rock, hvor man ikke er bange for at genbruge klichéerne fra rockens store spættebog og heller ikke går af vejen for at lave underlige lyde (især på keyboardet). Det er rock, der leder denne lytters associationskæder hen på rockens lette brigade i halvfjerdserne, fx Mabel og Walkers (for nu at nævne danske repræsentanter). Rockmusik, der ikke først og fremmest retter sig mod Kloge Åge-segmentet, men mod den lytter, der gerne vil have fængende poprocksange, der egner sig til dans og sjov og ballade.

Denne iagttagelse skal ikke forstås på nogen pejorativ facon, for Bite the Bullet leverer faktisk nogle medrivende rocksange, der netop har disse kvaliteter, og sikkert nok skal finde sit publikum derude på de små scener og i radiokanalerne, der spiller den slags rock.

Med deres album viser trioen, at der stadigvæk er plads til poprock, der ikke vil tages alt for alvorligt, men med tungen i kinden og et godt øre for den fængende popsang vil underholde rockpublikummet. Og det skal der også være plads til i vores ofte alt for alvorlige tidsalder. Hermed anbefalet.

Bite the Bullet. Can be anything. Produceret af: Søren Christensen. Target Records. Er udkommet.

Desværre har jeg ikke kunne finde musikeksempler fra pladen, men dukker de op, dukker de også op her.

Capac anbefaler: Musikkens kraft

23. maj 2017

MK

Musikkens kraft hedder den plade, der her skal anbefales. Undertitlen lyder: et støtteprojekt for unge kræftramte. For pladen og musikken er ude i et ærinde. Nemlig at itale- og itonesætte den særlige situation, det er, at være ung og kræftramt.

Fem unge mennesker fra Esbjerg og omegn – Sallie Nielsen, Betina Lodberg Jakobsen, Sabine Varmking Cheyne, Marlene Sørensen Baatz og Ole Brøndberg Selstø – omfavner den situation at være kræftramt i en alder, hvor livet først for alvor rigtig er begyndt. Og sammen med sangskriver Gert Barslund er de alvorlige tekster blevet forvandlet til sange. Og de ialt ti sange er lagt i hænderne på andre unge fra samme lokalområde. Jonas Rendbo, Rikke Egholm Ravn, Silje Holtan, Zenia Levring Madsen, Mia Nielsen, Frederik Kjeldsen Hertz, Janne Mark, Christine Brandstrup Jørgensen og Gert Barslund synger sangene. Og de gør det smukt, bevægende og med popfremdrift. Dertil kommer et hold musikere, der sætter det hele i musikalsk scene.

Jeg skal afholde mig fra at nærlæse de enkelte tekster (der kan studeres på projektets hjemmeside), men det siger næsten sig selv, at de alle forholder sig til effekterne af den alvor – og potentielt: det memento mori – som en kræftsygdom har på et ungt menneske, der må revidere ungdommens indbyggede tro på udødelighed og besinde sig på netop den. Men også om den paradoksale livskraft og -vilje, der følger med som den mørke alvors lyse skyggeside. Og teksterne er generelt ligefremme og undgår heldigvis at blive søgt litterære i deres udtryk. Ja, de fremstår som en slags alvorspoptekster.

Og musikken på pladen kan også beskrives sådan. Som alvorspop, der er ude i et alvorligt og dybt sympatisk ærinde. Men også en pop, der sagtens kan konsumeres uden at tænke på kræft, alvor og dødelighed – lige i det øjeblik, hvor sangene lyder. Og det er en stor styrke ved sangene på pladen, at de formår at balancere med denne dobbelthed af at være dødsensalvorlige og dybt underholdende, sådan som pop nu engang er og skal være. Hermed varmt anbefalet.

Musikkens kraft. Produceret af Boe Larsen og Jonas Rendbo. Gateway. Udkom d. 5. maj 2017