Indlæg tagget med CAPAC anbefaler

Capac anbefaler: Hanne Boel – Between Dark & Daylight

24. januar 2020

Hanne Boel får meget passende lov til at indlede pladeåret her i bloggen med sit nye album Between Dark & Daylight.

Da jeg fik den nye plade i hænderne og kiggede på den alvorlige Boel på coveret, kunne mine tanker ikke lade være med at glide tilbage til dengang i sidste halvdel af 1980’erne, hvor jeg oplevede Boel sammen med det danske soul-funk-bigband Blast optræde i Tivoli Friheden. Jeg var lokket til koncerten, fordi Boels stemme – sammen med Tina Schäfers og Lisa Dandanells stemmer – havde trukket mine ører i den retning. Og det var – ikke mindst i kraft af d’damers indsats – en af den slags koncerter, der brænder sig fast og bliver siddende længe i kroppen.

Og det er stadigvæk stemmen, der trækker i dag – her mange år og mange soloplader senere. Ikke kun fordi det er en soloplade, men fordi produktionen i den grad fremhæver Boels stemme og sætter den i et naturligt centrum. Det illustreres eksemplarisk af pladens første sang, “Paint me a picture”, hvor stemmen står næsten nøgen i sangens indledning, kun akkompagneret af noget rytmisk electronica. Herefter lægges der lag på lag. Strygere, piano, backingvokaler m.m. om- og indsvøber Hanne Boels stemme, uden at drukne den. Den står beundringsværdigt klart i lydbilledet, helt som den fortjener det.

Og Jacob Funchs produktion kan lige netop det: At lade Hanne Boels stærke stemme komme til sin ret, samtidig med at den lader musikere og medsangere udfolde sig omkring Boels stemme. Og det på en måde, hvor de enkelte instrumenter også får lov til at komme til orde, hvis man kan sige det på den måde. Illustreret af sang nr. 2, titelsangen, hvor fx Funchs basspil står helt skarpt i lydbilledet, i fin kappestrid med strygere og vokaler. Det er en nænsom og respektfuld produktion, Funch har leveret.

Og Hanne Boel, der selv har skrevet sangene (i samspil med Jacob Bellens, Emil Falk, Anders SG, Peter Vetesse og Bobby Ricketts på flertallet af sangene), synger om erfaringerne og oplevelserne fra et voksent liv. Desværre er sangteksterne ikke trykt i mit eksemplar, hvilket de godt kunne fortjene, men Boels synger klart nok til at man godt kan følge med. Og det er refleksive, alvorlige tekster, der passer sig for et voksent menneske i populærmusikkens verden.

Musikken på pladen er meget moderne og international. Bigbandmusik, der helt i tidens ånd blander stilarter frit og ubesværet. Her er elementer af jazz, rock, folk og meget andet, legeret til sin helt egen bigbandlyd. Sangene besidder umiddelbar poptæft og aspirerer til dem, der gerne vil have musik, man kan nynne med eller synge med på. En slags voksen, moderne pop, kunne man måske driste sig til at kalde det. I hvert fald har Hanne Boel og hendes hold af fortræffelige musikere og sangere skabt en plade, der uden problemer må ramme dem, der har ventet i mange år (9!?) på nyt fra Boel, men også mange nye, potentielle Boel-fans. Det er en plade, der fortjener at blive spillet meget og lyttet meget til. Hermed varmt anbefalet.

Hanne Boel. Between Dark & Daylight. Produceret af: Jacob Funch. Stunt Records. Udkommer i dag.

Capac anbefaler: Finn Olafsson – Elements

27. december 2019

Og dette års pladeomtaler afrunder jeg på bedst tænkelige måde med genudgivelsen af Finn Olafssons soloalbum fra 1981, Elements.

Den konkrete anledning til genudgivelsen er, at trommeslageren Gert Smedegaard døde – alt for tidligt – i slutningen af 2018. Og eftersom Smedegaard er drivkraften på trommer og slagtøj på Elements, så kan man vel ikke fortænke nogen i at bruge den triste baggrund som en passende anledning til en genudgivelse. Og Smedegaard er i øvrigt allerede på behørigt vis blevet mindet, bl.a. ved udgivelsen af datteren Signe Trylles “Bølgerne ved Bellevue” (omtalt i bloggen) og ved en stor mindekoncert.

Jeg tror heller ikke, at det er helt tilfældigt at Elements er valgt som erindringsstof. For Gert Smedegaard spiller – bogstaveligt – en stor rolle på denne plade som trommeslager og slagtøjspiller. Og allerede fra første skæring bliver man mindet om, at Gert Smedegaard ikke kun slog på tromme, men faktisk spillede trommer og slagtøj. På titelsangen, der indleder pladen, ligger Smedegaard både bag og helt fremme i lydbilledet (hvis det giver mening..). Han er både tilbagelænet og helt fremme i lydbilledet og på beatet og bærer det frem med en forbavsende lethed, spændstighed og markant fremdrift.

Løsriver man sig lidt fra lytningen til Smedegaards prægnante spil (og det kan være svært, når først man har indstillet ørerne på det…), så er det selvfølgelig Finn Olafssons plade. Det er hans guitarer, der er i centrum af musikken. Og det er post-Ache-musik, rock der er farvet af akustiske guitarer og de strømninger i datidens rock, som var inspireret af folk , men samtidig har et fast greb om rocken – lyt fx til det heftige “Currents”, hvor Olafsson giver sig selv mulighed for at strække ud på guitaren.

Og måske er Elements nok en tand mere rocket end Savannah, som jeg tidligere har givet min varme anbefaling. Og det klæder Olafsson, Smedegaard, Torsten Olafsson (bas, bambusfløjte og slagtøj), Per Vium (tangenter) og Steen Toft Andersen (mundharmonika på et enkelt nummer) at holde fast i rockudgangspunktet (så det kan kun blive spændede at høre, hvad det netop gendannede Ache kan udrette i det nye år…). Elements består af hele tolv sange (med bidrag fra alle involverede, men primært sange af Finn Olafsson), der besidder en høj grad af homogenitet og stilistisk ensartethed. Det gør pladen til en sand fornøjelse at lytte til.

Elements er en plade, der oser langt væk af spilleglæde. Der musiceres lystigt på mange iørefaldende sange, og ensemblespillet løfter og bærer pladen igennem. Det er en rigtig lytteplade, der kan få lytteren til at fortabe sig i de mange lækre detaljer fra de involverede. Hermed varmt anbefalet.

 

Finn Olafsson. Elements. Produceret af: Finn Olafsson. Olafssongs. Er udkommet.

 

 

Capac anbefaler: Berlev’s Rock ‘n’ roll hotel – Close to the line

27. december 2019

Når man har siddet bag trommerne i Danmarks vel nok mest berømmede rockorkester Gasolin, så er der måske ikke så meget, man kan ønske sig som rocktrommeslager?! Eller hvad!? Det skulle da lige være at fortsætte med at spille på sine trommer og spille den rock og rul, man er vokset op med og elsker.

I hvert fald er Søren Berlev aktuel med et nyt rockalbum, Close to the line, som han har lavet sammen med sine medarbejdere i rockhotellet, forsanger Esben Hegelund, guitarist Erik Winther og bassist Søren Fjalland. Close to the line hedder pladen.

Det er ikke sådan, at Berlev har ligget på den lade side, siden dagene med Gasolin. Han har et soloalbum på samvittigheden. En plade, der fik mange knubbede ord med på vejen af den altid nyhedshungrende og sensationalistiske presse. Og så har han ej at forglemme udfyldt rollen som trommeslager i evigtunge Young Flowers, hvor han har været en fuldgod kompensation for den afdøde Ken Gudman.

Men tilbage til rockhotellet. Konstellationen Berlev, Hegelund, Winther og Fjalland byder på rock, der ikke kan og heller ikke vil benægte gælden til en rockform, der havde sin storhedstid i de sene tressere og ikke mindst halvfjerdserne. Rock, hvor kvalitetsstemplet er sat i form af velturnerede sange med latent hitlisteappel, gode guitarriffs (der nok har været brugt før, men bevares…), grooves og så en masse energi. Energi, der selvfølgelig leveres af Berlev selv bag trommerne, men også af Hegelund, der leverer en klassisk energisk vokalpræstation i forgrunden med mange associationer til forgængene i faget. Og også resten af det tætte combo gør, hvad de kan for at leve op til de krav og forventninger, som klassisk rock fra halvfjerdserne sætter.

Og der er, som stilen foreskriver, plads til både de mere balladeagtige sange og så de decideret uforfalskede rocksange. Berlevs hotel opfinder hverken den dybe tallerken eller det varme barbervand i så henseeende, men stiller sig tilfreds med at træde allerede trådte stier. Men kvartetten gør det med sin egen insisteren på berettigelse og en umiskendelig kærlighed til en rockform, der måske/måske ikke har haft større publikumsappel end her på kanten til et nyt årti!? I hvert fald er der ingen grund til at holde sig tilbage, hvis man er gammel Gasolinfan, elsker halvfjerdserrocken  og/eller trænger til at få pulsen sparket op her op til årsskiftet. Hermed varmt anbefalet.

Berlev’s Rock ‘N’ Hotel. Close to the Line. +Musiccode. Er udkommet.,

Capac anbefaler: Where did Nora go – Womb of Life

17. december 2019

Mere end fem år skulle der gå, før Astrid Nora lod høre fra sig igen. Sidst var det med albummet Shimmer (omtalt her i bloggen). Og nu gælder det mini-LP’en eller EP’en Womb of Life.

Og såvel titel som tidsafstanden peger i retning af en årsag til den lange ventetid. I mellemtiden er Nora blevet mor til to små piger. Og netop denne begivenhed er – som den altid er – skelsættende i et menneskes liv. Og i en kunstners. Og i Astrid Noras tilfælde har den nye status og alle oplevelserne undervejs givet noget eksistentielt at tænke over, sådan som det meget ofte sker. Meningen med livet og alt det der. Og det kan man sagtens læse ind i pladens tekster, hvor den nye erfaring skriver sig tydeligt ind, som fx i sangen “Surroundet by light”:

Surrounded by light
Vibrating my shattered body
I let it in
For too long
I carried far too heavy a load
To prove that I could
Now I let go
Aid comes in all the many shapes of light
Let it comfort you
All draped in colors of the womb of life
Let it shelter you
Or are you too stubborn
Too busy proving your worth?
Darling, let it go
They’re all patterns – shadows of the past
They no longer hold the truth
Let it go
Aid comes in all the many shapes of light
Let it comfort you
All draped in colors of the womb of life
Let it shelter you
Surrounded by light
Vibrating my shattered body
Let it in

Den nye status udmønter sig her i en tro på, at der var en mening med galskaben, og i at man skal tro på og tillid til livet og det, der kommer til en som lys udefra.

Musikalsk er der er en klar forbindelse til de gamle udgivelser. Det er stadigvæk Astrid Noras specielle stemme, der er den store attraktion i lydbilledet. Musikken er indspillet “live i studiet”, som det hedder, når miksning og redigering er begrænset til minimale. Og det kan da også høres, at der er et særligt klangligt nærvær.

Dertil kommer, at Astrid Nora får det fornemste med- og modspil af Jacob Haubjerg (bas), Anders Bach Pedersen (slagtøj og tangenter), Aske Bode (tangenter) og Brian Batz (tangenter og effekter). De har sammen med Astrid Nora skabt et lydunivers, der passer fint til hendes stemme og sangenes seriøsitet. Et lydbillede, der emmer af både noget gammelt og noget helt moderne. Jovist, Astrid Nora er tilbage med manér. Tag godt imod Womb of Life.

Where did Nora go. Womb of Life. Produktion: Brian Batz. Celebration Records. Er udkommet.

 

Capac anbefaler: Death Machine – Orbit

17. december 2019

I dag kan man i pressen læse om en exo-planet, der har fået et dansk mytologisk navn, Surt. Men det er ikke den eneste astrobegivenhed, dagen byder på. Her i bloggen skal Death Machines tredje album med den astronomiske titel Orbit anbefales. Orbit betyder bl.a. en planets eller rumfærges omløbsbane. I bredere forstand er orbit et billede på det, der kredser om noget andet – uden at der nødvendigvis bliver tale om kontakt mellem de to ting. Og hvis jeg ellers har forstået sangskriver Jesper Mogensens tekster, så er Orbit en slags metafor for eller billede på det moderne menneske i dets på samme tid distante, iagttagende og lidt alienerede udsathed i vor tid. Tag som eksempel den indledende sang “Alien”, hvor det hedder:

Alien
I am not quite here
Not there
I’m the man who used
to care
I’ve been walking many miles
But now and then it seems
Like memories of places I’ve never seen
We’ve been talking many times
But now I can’t recall
If everything is built upon dilusive core
Don’t know where it goes
if blown to a hole
Don’t know
I’ve been up all night
Just waiting
Need to dye your eyes
I’m fading
I will go for anything I’m longing to connect
But something deep inside me will not eject
Going down this road where I’ve been a thousand times
Wait! this ain’t getting anywhere,
I let you drive
Don’t know where it goes
if blown to a hole
Don’t know
Don’t know

Fremmedfølelse, uvished, uvirkelighedsfornemmelse osv. Uden skulle eller ville overfortolke teksten her, så fornemmer man en fundamental fremmedgjorthed, der er som grundlag for oplevelsen i denne sang – og flere af de andre.

Og musikken i de i alt ti sange på pladen passer på smukkeste vis til denne grundfølelse. Sangene er alle sært betagende og melodisk besnærende uden på noget tidspunkt at blive tilnærmelsesvis poppede. De tager uden tvivl sigte mod hitlisternes fællesnævner, men arrangementerne, der måske bedst kan beskrives som lydlandskaber (soundscapes) eller lyduniverser, sørger for at det samlede udtryk befinder sig udenfor “mainstream”, et sted, hvor analoge og digitale elementer (lige fra gammeldags trædeorgel til moderne “synths”) helt i tidens ånd blandes til en musikalsk kompot, der unddrager sig selv de mest komplekse genrebetegnelser, men associerer til alt muligt fra moderne og ældre folk over americana til moderne ambient. Men først og fremmest afslører arrangementerne, at Death Machine har fundet en lyd og et udtryk, der er deres eget.

Orbit er en af den slags plader, der falder lidt uden for kategori og med sin forførende stemning og særprægede lyd gør krav på en vis tidløshed og derfor fortjener en plads blandt den slags plader på pladereolen. Orbit skal nok appellere til vor tids streamere, men fortjener også et stort publikum blandt de lyttere, der foretrækker at lytte til et helt album ad gangen. Hermed anbefalet.

Death Machine . Orbit. Produktion: Death Machine. Celebration Records. Er lige udkommet.