Indlæg tagget med CAPAC anbefaler

Capac anbefaler: The Blaze – Territory

18. april 2017

blazeblaze

 

Det er ikke tilfældigt, at jeg indleder omtalen af den franske producer- og instruktørduo The Blazes nye EP med to videoer. For spørgsmålet er nemlig, om – eller rettere i hvilket omfang –  musikken på EP’en kan konsumeres uden videoernes billedside!? I pressematerialet gøres der en del ud af, at The Blaze fik sit initiale gennembrud med sangen “Virile” og den tilhørende  video. Og også opfølgeren “Territory” fremhæves som noget særligt.

Og der kan da heller ikke herske nogen tvivl om, at The Blazes electronica bærer nogle klare filmiske kvaliteter, der nærmest gør numrene til oplagte, integrale videoelementer. Melodiske numre med udpræget brug af stemningsskabende klangflader, kombineret med sang og nogle basale, nærmest “Popcorn”-agtige rytmiske elementer.

Selvfølgelig kan man sagtens lytte til musikken uden billedsiden, men det er tydeligt at de to franskmænd befinder sig som fisk i vandet, når de forener det filmiske og det auditive medie. Og på det sæt og vis er The Blaze meget moderne forløbere for en sammensmeltning af genrer, der hidtil var separate.

The Blaze. Territory. Produktion: The Blaze. Animal63. Udkom 7. april 2017

 

Capac anbefaler: Jan Rørdam – This!

22. marts 2017

Også på Jan Rørdams nye plade This! er det poppaletten, der bliver taget i brug.

Og der bliver brugt mange af palettens farver på de ialt ni numre, som pladen byder på. Fra den symfonisk farvede indledningssang “Heartful of art” over den lidt belærende protestsang “If ther suit fits, it might suit ya” over den blide, tilbagelænede, nærmest crooneragtige “A door in the mirror og videre til den rockende “We’ll never know”.

Rørdam svinger både den brede og den fine popmusikalske pensel, men fælles for alle sangene er en smagfuldhed, der vidner om stor erfaring, og en modenhed, som man kun kan finde, hvis man har været med i længere tid. Det er kort sagt en plade, der falder ind under kategorien “voksenpop” med en lille snes sange, der oser langt væk af erfaring og traditionskendskab, der kommer til udtryk i komplekse arrangementer, der kredser for en forkærlighed for akustisk enkelhed (en mand og hans guitar).

Hvis der er plads på din pladereol til endnu en skive “adult pop rock”, så reserver den til Jan Rørdams plade, der måske ikke dominere pophitlisteradioerne, men fortjener at blive en del af den voksne poplytters lydspor.

Jan Rørdam. This! Eget forlag. Udkom d. 17. marts

capac anbefaler: Milky Chance – Blossom

22. marts 2017

Uden for vinduet blomstrer påskeliljer og andre forårsbebudere. Og på pladetallerknen ligger det tyske band Milky Chance med den sæsonpræcise titel Blossom. Bag navnet Milky Chance gemmer sig barndomsvennerne Clemsn Rehbein og Philiip Dausch, der stammer fra byen Kassel og allerede har gjort sig bemærket rundt om i Europa med deres debutalbum Sadnecessary og en lille håndfuld singler, der er udsprunget af den udgivelse.

At duoen kommer fra et lille sted i det store Tyskland er dog ikke noget, der overhovedet præger musikken. Tværtimod vil det være mest retfærdigt og rigtigt at hævde, at Milky Chance er børn af globaliseringens og internationaliseringens æra. Deres musik kunne lige så vel være blevet til i Storbritannien, USA eller – for den sags skyld – i lille Danmark.

Det, der først slår en, når man lader CD’en snurre på anlægget, er, at Milky Chance har en umiskendelig tæft for pop. Titelsangen “Blossom”, der klogeligt får lov til at indlede pladen, er sådan en forførende popsang, der “sælger” pladen, inden man har lyttet til mere af pladen. En sang, der går direkte ind i øret og videre ind i blodet, hvor den så pulserer rundt med sin melodi, sit B-stykke. Og sangen hjælpes godt på vej af en ligefrem sang og et musikalsk arrangement, der med let hånd blander et elementært, akustisk udtryk med noget moderne elektro-lyd. Præcis hvem, der trakterer hvad og hvilket elektronisk grej, der er på spil, fremgår desværre ikke at mit eksemplar. Men det er sådan set også ligegyldigt, fordi det er helhedsindtrykket, der tæller.

Og “Blossom” er heldigvis kun porten eller døren til de to tyske venners melodiske og besnærende univers. De slipper ikke lytteren med deres første hitlisteaspirerende sang, men lader den ene perle følge den næste. Og Milky Chance forstår at lade poppen tale til såvel øret som fødderne. Det er musik, der både lader lytteren nynne med og bevæger ham/hende ud på dansegulvet.

Glem dine fordomme om tysk musik, glem European Song Contest og denne begivenheds popløshed, glem alt om xfactor-overfladiskhed og giv Milky Chance en chance på din afspiller. Så har poppen fået chance hos dig.

Milky Chance. Blossom. Universal. Udkom d. 17. marts

Capac anbefaler: Burning Velvet – Night light // Slow Grass

6. marts 2017

Som man kan se på fotoet ovenfor, så kaster jeg mig her over en vinylplade. Oven i købet en dobbelt-LP i vinyl. Og det er jo ikke hver dag, man sidder med sådan en herlighed i favnen. Men Burning Velvet har valgt at udsende debutalbummet på vinyl. Bag projektnavnet Burning Velvet gemmer sig Nicolai Wøldike Schmidt. Og der er mere end almindelig mening med galskaben bag sådan en old school-vinyludgivelse. For Burning Velvet sværger også – i hvert fald her på pladen – til en musikform og en æstetik, der kan betegnes som old school. Stilen er en folk-orienteret udgave af den allestedsnærværende americana. Og instrumentering, arrangement og indspilning er lige så basal som stilen. Sangene på pladen er indspillet på såkaldt “vintage” gear i et “take” i studiet som en slags live-i-studiet-indspilning. Kun en lille håndfuld sange er indspillet uden for Burning Velvets hjemmestudie – uden at det dog gør den store forskel.

Og holdningen til musikform og æstetik præger selvfølgelig pladen i allerhøjeste grad. Udtrykket er meget nøgent og autentisk. Man fornemmer klart, at man er tilstede i et hjemmestudie, hvor rummets naturlige resonans er en del af lydbilledet. Der er noget næsten spartansk og primitivt (i ordet positive betydning) over sangene på pladen. Og pladen indskriver sig en særlig subgenre-tradition, hvor kunstnerne sværger til enkelheden, de analoge instrumenter (og optagefaciliteter) og søger et ærligt udtryk. Det er en sub-genre, jeg selv holder meget af – og denne plade indgår nu naturligt i min egen lille samling af plader fra denne sub-genre. Lo-fi, low budget, no bullshit musik med dybe rødder.

Nicolai fremfører sine sange, der både er melodiske og let melankolske, med forkærlighed for den akustiske guitar, garneret med anden analog lyd, fx en mundharmonika. Og teksterne er eftertænksomme og alvorlige, akkurat som man kunne forvente af en plade som denne.

Pladens titel antyder, at den er blevet til, når dagen er omme. Og pladen passer da også særdeles godt til at bliver sat på pladetallerknen, når dagens puls er faldet til ro og der er tid til fordybelse og eftertænksomhed. Hermed varmt anbefalet af en fan.

Burning Velvet. Night Light // Slow Grass. Produceret af Nicolai Wøldike Schmith. Celebration Records. Vinyl. Er lige udkommet.

 

Capac anbefaler: John Schmidt – By night

6. marts 2017

Jeg skulle ikke lytte ret længe til John Schmidts nye album By night, før jeg tænkte: ‘det her er jo helt klassisk’.

Ikke klassisk i betydningen ‘klassisk musik’, men i den forstand, at Schmidts iscenesættelse og tilgang til musikken  har været med os i årtier. Helt ud i det nærmest arketypiske coverfoto af manden selv med sit instrument, guitaren, og ind i temtikken og tekstuniverset, der kredser om Kærligheden i alle dens afskygninger og chatteringer, og videre til sangene – seksten styk i alt – der bevæger sig inden for et genkendeligt, velkendt og velkomment musikalsk felt, der går under mange forskellige betegnelser. Lige fra softrock over poprock til AOR.

Altså musik, der er båret af en umiskendelig melodisk tæft med appel til store radiolyttersegmenter, arrangementer, der sætter sangskriveren i centrum i bedste moderne singer-songwriter-tradition og videre til en musikalsk opbakning fra en hold særdeles kompetente musikere og sangere, der diskret (men dog tydeligt hørbart) forløser såvel de mere rockende sange som de oplagte ballader.

Og Schmidt synger med en stemme, der ubesværet bruger hele sit register med indlevelse og – ja – kærlighed til at forløse sangenes potentiale. Og jeg synes, projektet lykkes. Schmidt og Co. har leveret en plade, der netop er “klassisk” i ovennævnte forstand og som fortjener at trænge igennem xfactor-overfladiskheden og fænge hos mange danske lyttere. Hermed anbefalet.

John Schmidt. By night. Eget forlag. Er lige udkommet.

Lyt til John Schmidt på hans Youtube-kanal

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 1 af 6612345678910...Sidste »