Indlæg tagget med CAPAC anbefaler

Capac anbefaler: Helle Hansen – Integrity

11. december 2017

Vi skal tilbage til 2014 for at finde Helle Hansens seneste soloudspil Songs of Death, Love & Other Mayhem.

Men nu er hun så tilbage med sin tolvte (!) udgivelse, der bærer den drilske titel Integrity/In The Gritty. Drilsk, for Helle Hansen er ikke for fastholdere, som Rifbjerg engang udtrykte det. Og det komplekse og alt andet end entydige ligger Helle Hansen nær, når hun synger om livet i dets mangfoldige udtryk. Som – for eksempel – i den for en overfladisk betragtning enkle sang om et pars feriedrømme, Vacation, hvor drømmene om virkelighedsflugt og kærlighedsbehov vokser ud af en grum virkelighed: “For far too long now we’ve been/ Overlooked and underpaid/I predict we’d/ Be severely/Depressed if we just staid“.

Musikalsk fortsætter Helle Hansen også, hvor hun slap på forgængeren, med at lade genrerne  og stilarterne blande sig. Denne gang er der dog tale om tolv sange, der godt kan opfattes som tolv popsange, der hver især er arrangeret som primært akustiske stykker, der leder tankerne hen på folkemusik. Men rundt omkring  brydes det entydige indtryk af klange og toner (fx kalimba, rainstick, klokker og duduk), der lægger lag af verdensmusik over det hele.

Men som sidst er det Helle Hansens gode stemme, der står centralt i udtrykket og sikrer at albummet opleves som en samlet enhed. Og det er måske på den led, pladen lever op til sin titel Integritet. Hermed anbefalet.

Helle Hansen. Integrity. Producer: Helle Hansen. Gateway Music. Er udkommet.

Capac anbefaler: August Rosenbaum – Vista

29. november 2017

I pressematerialet til August Rosenbaums nye album Vista, citeres Rosenbaum for at karakterisere pladens musik som “a score in search of a movie”, altså musik, der kunne være filmmusik, hvis filmen til musikken altså var lavet. Filmløs filmmusik, kort sagt. Og man associerer da også nemt til det filmiske, når man lytter til pladens ialt 13 skæringer.

Men først og fremmest er det, der slår mig, at musikken har en meditativ og inadvendt karakter. Det er ikke musik, der umiddelbart sigter mod store koncertscener og lign. Det er musik, der appellerer til andægtig lytten og fordybelse. Man kan godt mærke, at Rosenbaum især har haft sit virke som arrangør og “bagmand” for en række andre kunstnere – fx Mø og Sonic Youths Kim Gordon.

Musikken er i høj grad eksperimenterende og legerer elementer af electronica, pop, jazz m.m. til lydbilleder, der er fulde af meget forskelligartede stemninger. Undertiden kan musikken i sin tilgang til det kompositoriske minde om moderne klassisk kompositionsmusik – bortset fra altså, at vi befinder os inden for populærmusikkens felt. Det betyder også, at pladen – i mine ører i det mindste – indskriver sig i en række albums, der hver på sin vis dyrker det knapt så mainstreamsøgende, introverte og udforskende. Jeg kommer i tanke om vidt forskellige kunstnere som Brian Eno og Talk Talk – uden at Rosenbaum på nogen måde lyder som dem.

Vista er kort sagt en rigtig lytteplade, der kræver, at man følger kunstneren ind i det musikalske univers. Og så er man til gengæld sikker på at få en særegen musikoplevelse. Værsgo.

August Rosenbaum. Vista. Tambourhinoceros. Udkom den 24. november.

 

Capac anbefaler: Anna Kruse – Himlens Rand

29. november 2017

I maj 2015 anbefalede jeg den svenske sangerinde Anna Kruses album Champagnefötter, hvor hun fortolkede sin landsmandinde Edith Södergrans poesi. Sådan som hun i øvrigt havde gjort på sit debutalbum Lyckokatt i 2009.
Og sørme om ikke Anna Kruse fortsætter sit projekt (for det må man næsten kalde en sådan trilogi) på sit nye album Himlens Rand.
Det nye album adskiller sig dog på et lille, men bestemt ikke uvæsentligt,  punkt fra de foregående. På det nye album har Anna Kruse nemlig viseligt valgt at lade en skuespillerinde – nemlig Stina Ekblad – stå for noget digtoplæsning. Og det tilføjer en ikke uvæsentlig dimension, nemlig den, der handler om, at digte fra begyndelsen af er bestemt til at blive læst op. Digtere har altid læst deres digte op – for sig selv og for andre. Og Ekblad gør det – forventeligt – med bravour med stor sans for poesiens egen metrik.
Det ændrer ikke noget ved, at Anna Kruses insisteren på at synge Södergrans digte stadigvæk har den allerhøjeste relevans – for digtlæsere såvel som musikelskere. Sangen og itonesætningen – igen arrangementer, der fint sammenspinder let jazz, svensk folketone og moden popklang – tilføjer de modernistiske digte stemninger, ikke mindst let melankolske, der passer forbavsende godt sammen med Södergrans alvorlige poesi.
Undervejs i lytningen kunne jeg ikke lade være med at tænke over, hvor sjældent vi her i landet oplever kunstnere, der kaster sig over danske digtere og sætter musik til dem. Der er jo nok at tage fat på!
Men det understreger blot relevansen og modet i Anna Kruses projekt. Og hun fortjener, at digt- og musikelskere lytter til de tre plader – og måske også gør sig den ulejlighed at få fat i Södergrans samlede digte (findes både på svensk og dansk).

I øvrigt har Anna Kruse også udsendt en lille EP med titlen Anna Kruse & Edith Band. 10-års jubilæum, der som titlen angiver markerer projektet tiår. Også her medvirker Stina Ekblad som oplæser. EP’en består af 6 forskellige fortolkninger af digtet Til fots, hvor medlemmer fra Edith band har komponeret musikken. Og det understreger i hvor stor grad Södergrans digte egner sig til netop det formål.

Hermed anbefalet.

Anna Kruse sjunger Edith Södergran. Himlens Rand.Gateway Music. Udkom den 17. november

Capac anbefaler: Mads Toghøj – Rødder

20. november 2017

Da jeg for snart mange år siden var fast lytter til Danmarks Radios P3-musikprogrammer lyttede jeg bl.a. til programmet “Folknyt” (tror jeg det hed) med Allan Klitgaard ved mikrofonen. Her excellerede man i folkemusik i alle dens afskygninger, og det er ikke for meget at sige, at jeg brændte godt gammeldags varm på netop den musikstil, hvad enten der var tale om britisk folk som hos fx Fairport Convention eller nordisk.

– Og  ved lytningen til Mads Toghøjs nye plade Rødder blev den gamle flamme tændt igen. Med de indledende toner til den indledende sang “Min barndomsby” blev jeg sendt tilbage til ungdommens forelskelse i folkemusikken. Det var lyden af dengang, der ramte mig lige i nakken.

Og det er nok ikke tilfældigt, for albummet hedder jo Rødder og handler både om sangskriverens rødder i det nordjyske, i Skagen og omegn, hvor Mads voksede op som barnebarn af selveste Fisker Thomas, der allerede dengang i halvfjerdserne var en slags legende (selv om man nok ikke ville bruge det ord på de kanter…), og om de rødder, der er musikalske og stikker dybt. Det sidste understreges kun alt for flot af, at Mads omkring sig har kendte folk som Jens Memphis (fra de navnkundige Gyldne Løver) på fløjte og kor, Flemming Fiol (fra Spillemændene og Poul Krebs) på violin og kor og flere til. Og bedre bliver det kun af, at Mads Toghøj ud over sine egne sange har indlemmet tre sange, der peger tilbage. Det er dels Erik Byes “Anna Lovinda”, der også var en sang i morfarens repertoire, og dels de to traditionelle sange, “Tre både” (irsk) og “Fra Halifax til Spanien” (endnu en af morfarens “hits”).

Så når pladen her har noget gammeldags over sig og henfører denne lytter til ungdommens radiolytteri, så er det ingenlunde tilfældigt. Traditionsbevidstheden er til at tage og føle på hos Mads Toghøj. Her er ingen overfladisk leflen for tidsånden. Man står ved det, man kommer af – menneskeligt såvel som musikalsk.  Mads Toghøj understreger det også i sit forord, hvor han  manende skriver: “Alligevel bliver du aldrig andet end det menneske, din opvaækst gjorde dig til. På godt og ondt. Du er skabt af minder, lyde, lugte, billeder. Uanset hvor gammel, du bliver, er du altid et barn af dine forældre. Barnebarn af dine bedseforældre. Gennem hele livet søger du i en eller anden grad hjem“.

Men man går jo ikke restløs op i sit ophav. Også ens egen tid sætter sig spor i en. Og på Rødder hører man fx de spor, som Mads Toghøjs egen lytten til anden musik end den lokale. Her spores påvirkning fra britisk og amerikansk folkelig musik – lige fra country til americana. Musikalske genrer, der udmærker sig ved en særlig realisme og autencitetssøgen, der også kommer til at præge Mads Toghøjs venden tilbage til morfarens musik.Til rødderne.

Og Mads Toghøj fremfører sangene på sin egen ligefremme facon, der stemmer godt overens med sangenes ærlighed og jordnærhed.

At lytte til Mads Toghøjs plade er – for en vestjyde som mig i det mindste – som at vende tilbage til Vesterhavet og stå på stranden med blæsten i ansigtet og håret og den salte smag af vand på læben. Akkurat som Mads Toghøj gør på det sepiafarvede coverfoto, hvor han står og kigger på det altid urolige, men i det indre roskabende, hav. Det er lidt som at vende hjem, at lytte til disse sange. Geografisk, historisk og mentalt. Og tak for det Mads. Hermed varmt anbefalet.

Mads Toghøj. Rødder. Produceret af Mads Toghøj og Jens Varmløse. Tavin Records/ Deluxe Music. Udkom 27. oktober 2017

 

Capac anbefaler: Flemming Borby feat. Greta Brinkman – Hell is too far

20. november 2017

Når man kan skrive fx Poets og Greene på sit musik-CV, så er man vel ikke en hr.-hvem-som-helst. Og Flemming Borby kan det. Hans liv med musikken går langt tilbage -til tressernes radiolytning – men de senere år har Borby været solist og har boet uden for landets grænser.

I 2015 udsendte han debutsoloalbummet Somebody Wrong, hvis indiepopsange faldt i god jord hos flere anmeldere. Og nu et par år senere er toeren kommet, Hell is too far, hvor Borby har allieret sig med den garvede bassist Greta Brinkman (der bl.a. har arbejdet sammen med Moby og Debbie Harry).

Og Hell is too far lægger sig smukt i forlængelse af debutpladen med otte indtagende indie-poprock-sange, der emmer af inspiration fra især den stærkt popmelodiske strømning i indierocken, den strømning, der både går tilbage til den solide popsangskriverkunst fra tresserne (med Brill Building i bakspejlet) og løber gennem den lange række af kunstnere, der stod ved deres poporientering. The Go-Betweens er blevet nævnt – og med rette – et par gange i forbindelse med Borbys navn.

Der er tale om otte mageløst, velturnerede sange, der både er let melodisk forførende, samtidig med, at arrangementerne lyser – og lyder – langt væk af at være gennemtænkte, komplekse og professionelt udførte. Og Borby synger med en lys mandestemme, der kun passer alt for godt til popintentioner. Det er indiepoprock med hitlistepotentiale, og det ville være synd og skam, hvis ikke de unge DJs på de store radiofonistationer fik ørerne op for Borby og sørgede for at sende hans toner ud til ungdommens mobiltelefoner og DAB+-radioer. Hermed anbefalet.

Flemming Borby featuring Greta Brinkman. Hell is too far. Produceret af Flemming Borby. Divine Records. Udkom 29. september.