Indlæg tagget med CAPAC anbefaler

Capac anbefaler: Sweet Pete and the Land Band – Land

5. juli 2019

På tv forklarer en japansk immigrant forskellen på japanske og amerikanske børnetegninger. Når en lille japaner skal tegne, begynder han/hun med at tegne bjerge i baggrunden og så huse og mennesker i forgrunden. En lille amerikaner begynder med at tegne et hus og nogle mennesker efter at have tegnet en horisontal streg, der angiver de amerikanske vidder. Og det var disse vidder, den japanske immigrant ville opleve, da han forlod sit hjemland for at blive kok i Amerika.

Og det er disse vidder eller landet, der møder en på Sweet Pete and the Lands debutalbum Land. På coveret, der viser en slags port til de uendelige strækninger, man finder derovre, og som har været inspirationskilde for sangskrivere gennem århundreder. Ikke mindst i countrymusikken. Og også musik og tekst på pladen inviterer ind på det store, åbne land med alle dets modsætninger, myter, mennesker og historier.

Og Sweet Pete (alias Peter Ole Pedersen) og The Land Band (Klaus Møller, strenge og kor, Palle Hjorth, alskens tangenter, Rasmus Skov, pedal steel guitar, Tobias Lange, trommer, Henrik Poulsen, bas, Christen Brunsgård, guitar, sang og musik og Morten Aron Larsen, kor) er tydeligvis forelskede i dette land og den musik, der er vokset op af det gennem tiderne. Især den moderne, alternative countrymusik med dens dybe americanarødder og stærke traditionsbevidsthed.

Med undtagelse af to sange, Bruce Springsteens klassiske “Cadillac Ranch” med sin mytomane dyrkelse af det bilmærke og Beau Brummels-sangskriveren Ron Elliotts “All time green” og dens hyldest til det at være på farten – i direkte og overført betydning, så er sangene forfattet af Sweet Pete og musikken gestaltet af Christen Bundsgård. Men det er sange, der bevæger sig inden for samme mytologiske rammer. Om at være i bevægelse på det store land, om de følelser og tanker det afsætter i sangskriveren osv. En slags americana-romantik med en realistisk og melankolsk kant, der også gennemsyrer musikken.

At lytte til Land er – i det mindste for en halvgammel dreng som mig – som at vende tilbage til den alternative countrys første tider i sluttresserne og starten af halvfjerdserne. Det kunne være musik fra arkiverne hos Gram Parsons, Flying Burrito Brothers, Pure Prarie League m.fl. Men det er det ikke. Det er moderne dansk alt-country, når det er bedst. Spillet med kærlighed til og indlevelse i musikken. Så autentisk, at selv amerikanerne må tage denne plade til sig, hvis der er nogen retfærdighed til (og det er der som bekendt ikke…). Hermed varmt anbefalet.

Sweet Pete & The Land Band. Land. Eget plademærke. Er udkommet.

 

Capac anbefaler: About.June. – Chasing Mountaintops

2. juli 2019

Chasing Moutainstops kalder kvartetten About. June. deres første langspiller. Og det med at jage bjergtoppe, bestige bjerge og se, hvad der gemmer sig på de anden side, er jo et litterært billede på selve det at leve livet, at stræbe efter noget, at søge noget, at finde sin vej gennem livet og så videre. Og det passer såmæn godt på sangene på pladen, som er skrevet af Kasper Bro (der også synger for). Og teksterne, der beskriver en eksistentiel søgen og rastløshed har ikke et bestemt budskab til lytteren, men stiller sig tilfreds med at beskrive og lade udsagnene stå åben for fortolkning. Som tilfældet er i titelsangen, der er afbilledet nedenfor.

På den måde kan man sige, at teksterne er meget moderne, ja måske endda post-moderne, i deres åbenhed og fortolkelighed.

Musikken på pladen er også moderne, i den forstand, at den bygger på en rock, der både har rødder langt tilbage i det tyvende århundrede, men også er tydeligt farvet af de seneste to-tre årtiers opgradering af rockudtrykket – fx i grungen, i den allestedsnærværende garagerock og (post)punken. 12 sange er der ialt. 12 melodiøse sange, der fremføres vokalt af Bro, der har en både kraftfuld og energisk sangstemme. Og bag ham arbejder bandet tæt og energisk med markant smældende trommer (Morten Buhl), en sej og tung basbund (Thomas Buhl) og heftige guitarer (Martin Aakjær), der gerne vil frem i lydbilledet. Samlet set har sangene et meget homogent præg, der tyder på at bandet har fundet deres stil som moderne rockfortolkere.

Det er måske ikke et album, der rykker voldsomt ved rockens samlede billede, men det er et album, der fortjener lyttere i kraft af sin stilistiske konsekvens og sin insisteren på sin musikalske egenart. Hermed anbefalet.

 

About. June. Chasing Mountaintops. Gateway Music. Er udkommet.

Capac anbefaler: Sidetrackers – Live! in the studio

1. juli 2019

Martin Blom er ikke et ukendt navn her i bloggen. I 2016 anbefalede jeg hans asketiske Sange fra Ødekirken og i 2017 var han aktuelt og anbefalet med Trouble Cats og deres Live in Aarhus. Og nu er Martin så med i en nye konstellation, en trio, der ud over Blom selv (guitar og sang) består af Martin Jønsson (kendt fra bl.a. Johnny Madsen) på Hammond orgel, andre tangenter og kor – og Svend Eeg (Tabasco Beat, Undertowdk m.fl.) på trommer.

Og Sidetrackers dyrker lige som Trouble Cats en rockmusik, der suger sin næring fra de amerikanske rødder, ikke mindst den uomgængelige blues, der jo løber som en blå blodåre gennem amerikansk musik frem til i dag. Og som Trouble Cats har Sidetrackers (klogeligt) valgt at indspille en liveplade. En liveplade i studiet, som det lidt paradoksalt nok hedder. Men meningen er god nok. Ideen er selvfølgelig at få musikken til at fremtræde, som om der var tale om en live-præstation.

Og der er også forskel på Trouble Cats og Sidetrackers. Sidstnævnte er i materialevalget tættere på rødderne. Der er færre selvskrevne numre og flere fra de store sangbog, bl.a. sange af Blind Willie Johnson, Albert King, Freddie King, T. Bone Walker og såmæn Bob Dylan (Gotta Serve Somebody). Og i udtrykket dyrker trioen tilstedeværelsen af Hammond-orglet, hvis distinkte lyd præger det samlede lydbillede på den fede måde.

Pladen er optaget i Jønsson Studierne og det er lykkedes for Blom og vennerne at få skabt en livelyd, der både giver musikerne plads til at strække ud, som de vil, og til at lade musikken fremstå så umiddelbar og “beskidt”, som man kender den fra vellykkede koncerter.

Jeg kan kun give pladen min helhjertede anbefaling. Det er en plade efter mit hjerte – uden opstyltede, prætentiøse ambitioner og med sans for det umiddelbare, svedige udtryk, som udmærker den slags bluesbaseret rock.

Sidetrackers. Live! In the studio. Produceret af: Martin Jønsson. MMJ Records. Er udkommet.

Capac anbefaler: Toft Olsen – Special

1. juli 2019

For mindre end et år siden havde jeg den udelte fornøjelse at anbefale Toft Olsens Four. Og nu er opfølgeren Special så ude. Og igen er der tale om crooner-jazz fra bedste hylde.

Opskriften er den samme som på forgængeren. En udsøgt blanding af standards (Porter, Young, Geshwin og – ja – Mathisen og Chaplin) og så en lille håndfuld selvkomponerede numre, hvor Toft står for  musikken og Mark Davies for teksterne. Og igen – som sidst – er det numre af så høj kvalitet, at de ikke falder igennem i sammenhæng med klassikerne.

Holdet bag Toft Olsen er det samme som sidst – Thomas Vang (bas), Morten Lund (trommer) og Heine Hansen (piano) – og de spiller indforstået og leverer en loyal og smuk bund for Olsens stemme, der – hvis jeg ikke tager fejl – står lidt længere fremme i lydbilledet end sidst, såmtidig med, at der er plads til at instrumenterne kan udfolde sig relativt frit, især i de passager, hvor Olsens stemme tier.

Og igen er der tale om en produktion (af Toft Olsen selv), der skærer ind til benet og er helt rent i sit udtryk – for at lade musikken og stemme tale. Det er bare som det skal være på en plade af den slags.

Det er ikke en plade, der lægger mange nye alen til forgængeren, men som denne er det en skøn plade, der er den bedst tænkelige ambassadør for crooner-jazzen. Så hvis man er til den slags, så er der ingen grund til at holde sig tilbage. Hermed varmt anbefalet.

Toft Olsen.Special. Produceret af: Toft Olsen. AarhusArt. Er udkommet.

 

Capac anbefaler: Mørtel – Vagusnerven

19. juni 2019

På coveret til Mørtels nye album Vagusnerven kigger en corgi (hunderace) ud og op mod den, der holder albummet i sine hænder. Og sammen med titlen – Vagusnerven, der er den længste nerve i det autonome nervesystem og har en afgørende rolle for vores ikke-bevidste funktioner som fx blodcirkulation, åndedræt og fordøjelse – får vi som lyttere allerede et fingerpeg om, at vi ikke befinder os på poppens og rockens alfarvej, dér hvor der er trængsel og alle dem, der vil frem i musikverdenen, viser sig frem og lader sig høre. Nej, Mørtel – og det vil sige komponist og tekstforfatter Andreas Hjertholm og de musikalske venner Morten Ammitzbøll, Peter Esben Kofoed, Filip Danstrup, Merete Ørting Lahey, Line Felding, Marija Krogh Iversen og (?) Hollie – bevæger sig ad sit eget aparte og originale spor.

Ikke mindst tekstmæssigt, hvor de for et første blik ligefremme tekster er oversået og gennemvævet af vendinger og brokker, der gør meningen løs, menings-løs. Der er plads til det gakkede, det skæve, det poetisk overdrevne, der modstår de tilløb til fortolkelighed, som teksterne lægger op til. Tag for eksempel singleudspillet (sidste sang på side A på vinylen), “Forår i trafiksignalet”: “Jeg drukner på en sandbanke/ og jeg fristes af en evig tilstand/ der flyder en papirtiger/ den er blev klippet af mit indre barn//bring mig forår i trafiksignalet/du du du du du du/Jeg finder aldrig kærlighed/men er jeg blir fyldt til randen/ og taler med en solsikke/ det er nu jeg findes alle vegne“. Nej vel!? Man skal virkelig anstrenge sig for at finde meningen med galskaben. Og det er – selvfølgelig – fordi galskaben er meningen. Den drilske leg med ord, sætninger og betydninger er drivkraften i Hjertholms nye tekster.

Jeg ved ikke, om der er nogen parallel til Mørtel i musikhistorien. Jeg kan i hvert fald ikke lige komme på nogen, der på den måde dyrker det skæve og gakkede. Det skulle da lige være ovre i omegnen af børnemusik, -rim og -remser. Måske et vist slægtsskab med Kaptajn Bøfhjerte eller måske Halfdan Rasmussen…!?  Nej, det er temmelig originalt og modigt sådan at sætte pladelytterens intellekt på prøve, sådan som Hjertholm og Mørtel gør. Og det er også – hvis man ellers er åben og modtagelig for den slags tekstgalskab – ganske velgørende og befriende, fordi sætter megen af de nutidige pop- og rocktekster i et kritisk perspektiv. Der er mange former for meningsløshed og galskab.

Og pudsigt nok danner musikken en næsten paradoksal modsætning til tekstuniversets galskab. Her er der tale om en slags dansk indiepop med ganske melodiske sange, der fremføres ganske uskyldigt af Andreas Hjertholm, der sammen med en lyd, bestående af bas, trommer, el-guitar, cello og kor, lokker lytteren ud på tekstligt dybt vand. Sangene har bestemt potentiale for at komme på radioernes playlister, selv om det nok ikke er, hvad de i første omgang er tænkt som. Nej, Mørtels Vargusnerven er musik for dem, der stadigvæk besidder et indre legebarn og gerne lægger øre til musik, der ikke bekræfter tidens musikalske normer, men er aparte og sætter det andet i relief. Hermed varmt anbefalet af Capac.

PS. Andres har lige gjort mig opmærksom på, at det hedder vagusnerven (uden r), så det har jeg selvfølgelig rettet i ovenstående.  Va-gus-nerven. Husk det.

Sangmageren med sin corgi.

Mørtel. Vagusnerven. Produceret af: Per Buhl Acs. Ramona Records. Er lige udkommet.