Indlæg tagget med CAPAC anbefaler

Capac anbefaler: Sonny Møller – Episode III

20. september 2018

En anden dansk sanger-sangskriver finder vi i den anden ende af landet, “på toppen af Danmark”, nemlig nordjyden Sonny Møller, der er ude med Episode III, der består af ialt ti sange. Og der er tale om, hvad kan passende kunne kalde klassisk sanger-sangskriver-sange, der omhandler livets lyse og mørke sider. Desværre er teksterne ikke trykt på CD’en, og det fortjener de, men man kan godt med opmærksomhed opsnappe såvel den obligatoriske melankoli, eftertænksomheden og den lokalpatriiotiske kærligheden til vort lands nordligste egne.

Sonny Møller synger ligefrem og klart med en stemme, der i forbifarten leder tankerne hen på salig Flemming “Bamse” Jørgensen, men også – forbigående – på C. V. Jørgensen. Og musikken – hvor Møller får hjælp af en lille håndfuld musikere – er countryfarvet danskrock med elementer af folk, nordjysk folkemusik og dansk visesang. Det er musik, der ikke sigter mod Kloge Åger, der vil sidde med høretelefoner og detaljeanalysere musik og tekst. Musikken tager tydeligvis mere sigte mod de mange lokale scener, der findes, hvor Sonny og Co. med deres enkle rocksange vil finde deres rette element. Jeg er sikker på, at sangene fungerer helt fint på et nordjysk dansested. Hermed anbefalet.

Sonny Møller – Episode III – produceret af Sonny Møller og Martin Nielsen. Møller Musik. Er lige udkommet.

 

Capac anbefaler: Bo Schiøler & Skavankerne – Passion – sange fra et levet liv

20. september 2018

I Januar sidste år anbefalede jeg Bo Schiølers Gårdsanger Optur, hvor den gamle Kattejammer-bagmand kastede sig ud i rollen som sanger-sangskriver i sin egen ret. Alderen (Schiøler er født i 1945) trykkede lidt, men ikke mere end at han kunne lave hverdagsrealistiske sange med elementer af almenmenneskelig politiske iagttagelser og en hel del livsvisdom og -erkendelse.

Og nu er Schiøler så tilbage med sine Skavanker og et album med titlen Passion. Passion eller med et godt dansk ord “lidenskab”. Og titlen siger ganske godt, hvad Schiøler har på hjerte. Ikke beklagelse over livets ubønhørlige gang og alderdommens komme, men lidenskabelig appetit på livet og musikken. Som det fx hedder i sangen “Alder ingen hindring”:

Alder ingen hindring

smerte søger lindring

ta’ min hånd i din

– og lad os bare gå

stjernerne skinner lidt skjult

de smukke ord klinger lidt hult

blændværk, bluff og illusion

– du nægter at høre derpå

En sang om at holde fast i livslidenskaben og -appetiten på trods af den modstand, de problemer og forhindringer, livet byder på. Og sådan er det med Schiølers sangkunst. Godt nok tynger alderen, sådan som den skal med al dens erfaringer, oplevelser og erindringer, men det overlejres og domineres af livsglæde og taknemmelighed over stadig at være i live og kunne indtage livet hver dag.

Og som sidst er Schiølers sange musik, der ubesværet blander elementer af pop, rock, jazz og mange andre stilelementer, der også afslører kunstneres lange livsbane. Og Skavankerne fremfører loyalt og indforstået sangene, så arrangementerne på bedste vis omfavner og frembærer teksterne. Så hvis man er til kløgtig sanger-sangskriver-musik med både erfaring og humor, så er der ingen grund – og i hvert fald ikke alderen – til at holde sig tilbage. Lyt til Schiøler og opsøg ham og Skavankerne, når de spiller i nærheden. Hermed anbefalet.

Bo Schiøler & Skavankerne. Passion Sange fra et levet liv. Producer: Torsen Utke. Sundance Music. Er lige udkommet.

Capac anbefaler: Maria Elisabeth – Circle the Woods

28. august 2018

En anden kending her i bloggen er Maria Elisabeth. I 2013 anbefalede jeg hendes dansksprogede album Se med hjertet. Og nu er hun så tilbage og har genoptaget de engelsksprogede tekster på sit nye album Circle the Woods. Og det er der en ydre forklaring på. For nogle år siden mødte kunstnerinden amerikaneren Virginia “Ginny” Anderson, der har en doktorgrad i psykologi og har dyrket bjergvandring i sin hjemstat Californien. De to blev venner og amerikanerens interesse for psykologi og bjergvandring – som også har udmøntet sig i en stor bog – blev inspiration for Maria Elisabeth til det nye album. Og ikke nok med det. Anderson er medforfatter til teksterne på pladen. Og teksterne trækker Maria Elisabeth i retning af amerikanerindens psykologi- og naturforståelse.

Men ikke kun Anderson har været med til at definere det nye album. For at realisere sit nye projekt, der så at sige skulle føre Maria Elisabeth tilbage til sit kreative nulpunkt og være en frisk start på sangskrivning og sang, kontaktede hun ingen ringere end Henrik Balling, Gangways gamle ankermand, der også har været medsangskriver på et par af pladens sange. Og samarbejdet med Balling i produktionen sikrer, at godt nok tager Maria Elisabeth en frisk start, men Ballings erfarne og sikre fornemmelse for radiovenlig pop holder Maria Elisabeth på et spor, vi kender fra hendes tidligere arbejder. Circle the Woods rummer tolv meget iørefaldende popsange, der uden undtagelse vil kunne gøre sig på enhver radiostation, der vil nå lidt ud over det helt unge segment. Det er sofistikeret voksenpop, der sender en garvet lytters associationer i mange retninger i poppens historik. Og de komplekse, forfindede arrangementer holdes sammen af Maria Elisabeths indtagende, klare, feminine stemme, der passer så godt til lige netop voksen pop.

Circle in the Woods er samlet set en overbevisende popskive, der byuder på fornyelse fra Maria Elisabeth uden at slippe hendes varemærker: stemmen, den gode melodi og den eftertænksomme produktion. Hermed anbefalet.

Maria Elisabeth. Circle in the Woods. Produtkion: Henrik Balling & Maria Elisabeth. Gateway. Er udkommet.

 

Capac anbefaler: Spinkelman – Dark & Shiny

28. august 2018

Det er næsten seks år siden, jeg omtalte Spinkelmans EP Hole in your soul. Og nu sidder jeg så med Spinkelmans – alias Warren Frenchs – album Dark & Shiny. Dengang hæftede jeg mig ved Spinkelmans dyrkelse af low-fi-udtrykket og sammnelignede med fx McCartneys tilløb til en solokarriere -uden sammenligning i øvrigt.

Og Spinkelman fortsætter uftortrødent i udforskningen af det neddæmpede og -tonede, og udforskningen udmønter sig på vinylpladens to sider, hvor den ene hedder “Dark” (med passende sort midteretikette) og den anden “Shiny” (med tiilsvarende skinnende hvid midte). Og spaltningen eller opsplitningen afspejler sig også – hvis ellers jeg har dechifreret Spinkelmans tekster rigtigt – i tilsvarende emotionelle tilstande. Den mørke sniger sig omkring det melankolske og den anden side skinner lidt mere optimistisk. Forenklet sagt.

Men ellers er musikken præget af en nostalgisk, ja næsten bedaget stemning, der oser af gamle music halls, tivolier og jazzfyldte sydstatsbordeller. Spinkelman skyer det moderne i betydningen moderne electronica, moderne high-tech-production osv. og dyrker den nedtonede, raffinerede, smagfulde, diskrete udtryk. At lytte til Dark & Shiny er som at lytte til en gammeldags spilledåse af tin med smukt malede sider og en lille danserinde på toppen, der drejer rundt til de sprøde, knasende toner fra dåsen. Men musikken kommer fra Spinkelman selv, der selv trakterer en række instrumenter – fra gammeldags guitar over glockenspiel, sitar, optigan, theremin og harmonika. Og enmandsprojektet sikrer en meget homogen lyd pladen igennem. Spinkelman sammenligner selv lydsporet som lydsporet til en gammel sort-hvid film. Og det er da også rigtigt: Lydsporet kunne sagtens ligge bag en gammeldags eftertænksom film i sort og hvidt.

Det er en udpræget lytteplade, Spinkelman har skabt. En af den slags plader, jeg selv sætter højt i min samling. En plade, der lokker en ind i et næsten lukket univers af low-fi-musiceren, hvor man inviteres til at fordybe sig i detaljerne og lade bevidstheden flyde stille med. En plade, der ligger forfriskende langt fra mainstreamsporet støjen og sætten-sig-selv-i-scene. En plade, der vinder lidt ved hver afspilning og fortjener lyttere, der sætter pris på den slags. Hermed varmt anbefalet.

Spinkelman. Dark & Shiny. Eget forlag. Er udkommet 29/06/2018

Capac anbefaler: Holtsø og Wittrock – Det’ altid nu!

14. juni 2018

Tre år er gået, siden Holtsø & Wittrock forsynede os med Glemte nætter. Et stykke gedigent dansksproget bluesrock af den langtidsholdbare slags. Og nu er duoen så tilbage med Det’ altid nu!

Også denne gang har de to fået hjælp til sangskriveriet af Marcus Winther-John. Og så har de fået solid hjælp af en række kendte musikere fra de danske scener. På en enkelt sang får Jes Holtså velgørende modspil og -sang af selveste Esther Brohus. Og i baggrunden spiller Knud Møller, Jens Runge, Racob Rathje, John Chipman, Mikkel Risum m.fl. Og i koret hører man garvede navne som Ivan Pedersen og Lei Moe. Så ved man, at der er styr på den side af sagen.

Ellers fortsætter Holtsø og Wittrock i det spor, de lavede med Glemte nætter. De har fundet et udtryk eller en stil, de forståeligt nok holder fast i. Fordi den virker i al sin enkelhed. Med sin ramponerede mandstemme synger Holtsø sig gennem de ligefremme, jordnære tekster om livet i hverdagen – og skriver sig endnu engang ind i den tradition for folkelig dansksproget rock, vi har haft siden tresserne.

Jeg slipper aldrig fri af Olsenbanden, har forsanger Jes Holtsø, der engang var en lyshåret ung knægt i de folkelige komedier om Olsenbanden. Men jeg ville nu ikke være så pessimistisk. For hvis Holtsø holder fast i sin hverdagsblues fra storbyen, så vil han ende med at stå for en anden og nok mere autentisk folkelighed end den banden stod for engang. Som forgængeren Glemte nætter er Det’ altid nu! ikke en plade, der ændrer radikalt ved det musikalske landskab her i landet. Men i kraft af sin stilbevidsthed og ærlighed repræsenterer den et hjørne af den folkelige musik, som vi helst skal bevare. Hermed anbefalet.

Holtsø & Wittrock. Det’ altid nu! Producer: Morten Wittrock. DME. Er udkommet.