CAPAC

Frank Leppard er ikke et herrenavn, men navnet på et band, der er samlet omkring Peter Kibsgaard, Assi Roar og Carsten Skov. Og de pladedebuterer med et album, der stilistisk er som en stor pose blandede bolscher. Og alle smagsforskellene styrkes af de musikalske medspillere, som Frank Leppard har inviteret med i studiet – fra Al Agami over Louise Norbye til Ole Kibsgaard. Der er dog en grundsubstans i posen, nemlig det, vi i mangel af bedre, kalder rocken. Rockens puls – der bl.a. holdes af Kibsgaards solide, tørre trommespil – sikrer af diversitetsprojektet ikke skrider ud i den rene stilforvirring.

Tematisk når vi også vidt omkring, men den uopslidelig kærlighed får selvfølgelig en del ord med på vejen. Det gælder fx i den indledende sang “Dead girl in Texas”, der er en morbid historie om kærlighed, der dræber. Med Al Agami i front er det en blodig sang, der lader rap møde crooner– og cirkusmusik. Louise Norbye lader sin dejlige stemme klinge i kærlighedssangen “Love Song”, der gælder den kærlighed, der har været. En voksen kærlighedssang om den mirakuløse, men også svære kærlighed. Det er en poprocksang, hvor Norbyes fine stemme og trommernes pulseren følges af stemningskabende klange fra guitar og tangenter. I “Shoot my baby up” er vi tilbage i de morbide kærlighedssange. Det er en ren rocker, der både kalder på associationer i retning af straight tresserrock og stålsat rock à la Lou Reed. Ja, tematisk kunne den såmæn være taget fra Reeds heroinerfaringsverden.

Men der er også sange, der er sværere at greje, fx “Satellites”, der står i gæld til elektropoptraditionen og handler måske om telefoniens fremmedgørelse og sjælen ubodelige ensomhed. Eller der er en sang som “Fool”, en let dansende rocker, der måske handler om at være det fjols, vi nu engang er. Lidt i samme spor finder vi “Pirates”, der handler om at være fribyttere – pirater – i vores eget liv. Det er et livligt rocknummer, der ikke mindst i kraft af de flotte korarbejde lyder som var det trukket ud af et teaterstykke om sørøvere og andet godtfolk.

Og sådan er det i det hele taget på Frank Leppards debut. Tematisk bredde er indlejret i den stilistiske bolscheposes rockrammer, der på den anden side tilsættes krydderier i kraft af fængende arrangementer og anvendelse af instrumenter, man ikke hører hver dag i dagens rock – fx vibrafon, theremin og mandolin.

Når pladen skal anbefales – varmt – så er det på grund af den iørefaldende, smittende og forførende diversitet i udtrykket (hvilket ikke er hverdagskost i lille Danmark). En alsidig plade, der vinder ved hvert genhør.

Frank Leppard. Frank Leppard. VME. Udkom i går.

Now er det andet album fra Big Fox, alias den unge svenske singer-songwriter Charlotta Perer. Og det er – både musikalsk og tekstligt – et meget feminint album. Teksterne tegner en ung kvindes opleveler og erfaringshorisont. Som fx i singleudspillet “Girls”, der handler om kvinders spejling i hinanden: “I wanted to be like the girls who had curves under their ‘fruit of the loom’sweatshirts I wanted to be…” eller i sangen sange “Rain”, der handler om forelskelsens på samme tid dragende og skræmmende karakter. “I was young and terrified of faling in love with you”. De to eksempler fortæller måske også noget om, hvilken målgruppe plade primært henvender sig til? Til dem, der er ude over teenagealderen og står med det ene ben inde i det både tiltrækkende og lidtangstfremkaldende voksenliv.

Men vi andre kan sagtens lytte med til Big Fox’ spinkle og sprøde pop, der bæres frem at Charlottas sarte stemme og hendes gennemgående piano. Det er små fine popperler, der er delikate og bristefærdige som små sæbebobler. Iørefaldende og forførende som en letfodet amerikansk romantisk komedie af den slags, Big Fox synger om i “Romantic Movie Love”. Hermed anbefalet.

Big Fox. Now. Produceret af Fredrik Karlsson. Hybris. Udkommer i dag.

Tonen på duoen Forbandede Ungdoms nye plade Mest tilbage anlås allerede i den indledende titelsagn “Mest tilbage”. Slæbende trommer og slæbende keyboard ligger under ordene “Jeg er træt i de her dage. Det er mindst frem og mest tilbage”. Sammen med sangene “En god dag” og “Ligger helt stille” løfter titelsangen låget til et forslået, sårbart maskulint erfaringsunivers, der måske er repræsentativt for mange mænd i vores feminint dominerende kultur? Men det er ikke kun kønsforholdets problemer og belastninger, der står for skud på pladen. I “Månen over Fahra” kommer vi omkring soldaterliv og -død i Afghanistan og i “Nytår ’11″ beklages tidens åndløshed – ja, “åndsdød” – og dårskab.

Men det hele ville være nedslående og begrædeligt, hvis ikke sangene “Hvad var rock’n roll uden mig” og “Når du rocker med mig”, hvor livsmodet og -appetitten bryder gennem som solen på himlen eller en god rocksang gennem radioernes banale playlistesange. I disse to livsbekræftende sange finder man en lille gylden nøgle til forståelse af hele pladen, vil jeg mene.

Det kan godt være at den grasserende danske melankoli også har fat i flere at Peter Hegårds og Klaus Møllers tekster, men i kraft af musikken er der optimisme og livskraft på den musikalske bundlinje. Sammen med de musikalske legekammerater – Ole Jeppesen (trommer, bas og kor), Ronny Gregersen (bas), Mikkel Sørensen (tangenter), Margrethe Bjørklung (pedal steel guitar), Jonas Linnet (guitar og kor), Morten Hyldahl (trommer), Jesper Kalholt (guitarer), Karen Strande (saksofon), Ramus Skov (tolvstrenget guitar), Ida Kudo Høffding (kor) og Bjørn Grubbe Rasmussen (koklokke) – har duoen Klaus Møller og Peter Hegård skruet 12 iørefaldende poprocksange sammen. Sange, der uden at lefle for popradiosegmentet har popappel, samtidig med at musikken trækker store veksler på de rockrødder, der nærmest er fælles gods for vor tids bedste danske rockplader.

“Mest tilbage” er en af den slags plader, der ikke eksploderer i hovedet på en som en forførende og uafrystelig popsang, men som vinder ved flere gennemlytninger, hvor de musikalske lag afslører sig for lytteren. Hermed anbefalet og placeret på reolen blandt de slidbare album.

Forbandede Ungdom. Mest tilbage. Produceret af Klaus Møller og Peter Hegård. Gateway Music. Udkommer i dag.

Vi skal ikke slippe Lou Reed helt. Han nævnes helt eksplicit som inspirator for det pladedebuterende band North Ship. Og der er da også noget Reedsk over sangene på albummet Murder River. Momentvis kan numrene lede tankerne hen på Velvet Underground og den unge Lou Reed, når de var i det mest lyriske og neddæmpede hjørne. Men ellers er det mest moderne folk, jeg får i tankerne, når jeg lytter til North Ship, der har indspillet deres plade uden rytmegruppe og med vægten lagt på akustisk guitar, cello og vokaler. Hovedindtrykket er en samling melodiske, meget nedtonede sange, der med en typisk debutantattitude gerne – i følge pressemeddelelsen til pladen – vil skille sig ud fra mængden af nutidig musik, men et eller andet sted lyder vældig gammeldags. Nej, man kan ikke opfinde den dybe tallerken på ny – og singer-songwriter Thomas Golzen og hans musikalske venner skriver sig ind i en folky akustisk tradtion, der i hvert fald går tilbage til tresserne.

Golzen synger for med sin maskulint rustne stemme og får et modspil af Signe Haupts og Nadja Uldalls pæne, blide pigestemmer, og de passer godt sammen, selv om man godt kan savne lidt mere passion og vildskab undervejs. Men måske det kommer næste gang…

Murder River er en plade, der i allerhøjeste grad inviterer lytteren til stille lytten bag hovedtelefonerne. Alternativt vil plade være fint akkompagnement til opvasken eller andre rutinegøremål i hjemmet. Hermed anbefalet.

North Ship. Murder River. Melodika. Er udkommet.

Titlen på Sam Robas nye plade siger næsten det hele om, hvad det drejer sig om: Mississippialabamageorgiatennessee. Pladen er en stor kærlighedserklæring til de amerikanske sydstater og ikke mindst den musik, der udspringer af disse stater og de tilstødende. Den amerikanske populærmusiks vugge, den musikalske smeltedigel uden hvilken rocken aldrig var kommet i støbeformen.

Sam Robas – hvis borgerlige, danske navn er Ebbe Weile – har som rejseleder i sydstaterne et nært forhold til området og dets musik. Og det understreges af pladen, fx af sange som Mississippi Love Affair (skrevet af Marie Bergman), Hank Williams-konstruktionen “Only One Hank Williams Song Away” (der tekstligt består af citater af Williams-sange) og “Damn the Blues” (skrevet af Weile selv i samarbejde med Miller). Det er musik, der – naturligt nok – giver associationer til mange amerikanske plader. Og Ebbe Weiles rustne stemme lader billeder af Bob Dylan, Kris Kristoffersen m.fl. dukke op på det indre lærred. Men når det er sagt, så har Weile sammen med sit kompetente hold af musikere (Per Chr. Frost, gt. – Palle Hjort, keyboards – Michael Borup, bas – Kent Olsen, trommer og slagtøj – Ulrik Bust, saxofon – Jim Hawkins, piano og kordamerne Tina Mitchell Wilkins. Shawnda Birch og Suan Arbuckle)  fået skruet et album sammen, der også har et særligt anstrøg af dansk tungsindighed. Hvorfor vi danske har hang til det melankolske, kan man jo godt fundere over, men i hvert fald passer det lette mismod vældig godt til den tilbagelænede americana…

Pladecoveret på Sam Robas nye plade er holdt helt i sort-hvidt. Måske som et modspil til musikken, der i det kompetente hold af musikeres hænder nok er mismodig at lytte på, men også udstråler en varme og farverigdom. Og det er jo paradokset med melankolien: At den dybest set er vældig livsbekræftende. Som musikken på denne plade er det. Mississippialabamageorgiatennessee
lægger sig fint i forlængelse af andre fine americana-inspirerede plader, der er kommet her i landet gennem de senere år. Og fortjener at få mange lyttere blandt danske americana-elskere. Hermed anbefalet.

Sam Robas. Mississippialabamageorgiatennessee. EMSM Recordings. Udkommer i dag.