CAPAC

Også Middle Kids er en trio, bestående af sangerinden Hanna Joy, Harry Day og Tim Fitz. Men de kommer til forskel fra Sunflower Bean fra Australien. Og musikalsk set har de kastet anker længere fremme i musikhistorien, selv om der selvfølgelig er tråde tilbage i tiden.

Den indledende sang “Bought it” sender med sin tunge baslinje og lidt slæbende trommespil tankerne hen mod såvel Velvet Underground som britiske Joy Division og hele den strøm af besnærende melankoli, de har afsat i rocken. Og oven på det smukke melankolske mørke svæver Hanna Joys uimodståelige, smukke stemme , der tager brodden af den tendentiøst morbide melankoli. Jo, Middle Kids er godt nok børn af indierocken, men har forstået at skabe en fin balance mellem det melankolske dødbideri og rockens dybe livsappetit og ukuelige vitalitet. Lost Friends er et album, der overbeviser og -rumpler ved første gennemlytning. Dels har trioen skabt nogle slidstærke, iørefaldende og uafrystelige sange, der kun vinder ved den udfoldning af detaljerne, som den gentagne lytning medfører. Og det er svært at blive træt af at lytte til Hanna Joys stemme, der både er forførende almindelig og paradoksalt smuk i sin egen ret. Og den klare produktion, der lader instrumenterne stå distinkt og tydeligt i lydbilledet, samtidig med at trommer og guitar på fineste vis supplementerer Joys fremtrædende stemmepragt.

Jo, Middle Kids har fundet deres egen niche som trio i det efterhånde store indierocklandskab. Og det skal blive spændende at følge dem fremover. Kan du håbe, at de holder fast i det spor, de har banet med dette album. Hermed anbefalet.

Middle Kids. Lost Friends. Lucky Number Music Ltd. Udkom d. 4. maj 2018

Forleden kunne man læse, at Lindsay Buckingham var blevet gået af de resterende Fleetwood Mac, og jeg tillod mig at mente, at det var enden på Fleetwood Mac, som vi har kendt dem i tiden med Buckingham og Nicks som sangskrivere. Men måske gør det ikke noget, at Fleetwood Mac er fortid  i den form. Måske er der afløsere på vej, der kan levere voksen, melodiøs mainstreamrock med appel til  både bilradioen og de radiostationer, som unge og knap så unge gider at lytte til.

I hvert fald er det nærliggende at høre New Yorker-trioen Sunflower Bean som et højst kvalificeret bud på lige netop den stilart, hvor meget iørefaldende melodier på en bund af solidt rock bliver fremført af en smægtende kvindelig vokal (Julia Cumming). Og Sunflower Bean overbeviser fra første skæring om, at de har sangskriverpotentiale til at tage arven op efter lige netop den slags bands, som Mac var repræsentanter for i halvfjerdserne og nogle årtier frem. Og det er faktisk – set herfra hvor jeg sidder – opmuntrende og glædeligt, at nogle af de nye, unge bands satser på gode gamle dyder som gode melodier, lækre vokaler, ditto arrangementer og tæft for at komme ud over scenekanten til dem, der både vil danse og dem, der nøjes med at lytte og rocke lidt med.

Medens jeg har lyttet til de ialt 11 sange på albummet har jeg kigget vemodigt over min højre skulder til mine gamle vinylalbum med Mac, Doobie Brothers og de andre, der var med på den amerikanske vestkyst i halvfjerdserne og definere lyden på FM-båndet dengang. For der er, som allerede antydet, noget næste velkomment nostalgisk over Sunflower Beans. De kan deres amerikanske rockhistorie fra Beach Boys og frem til i dag. For selvfølgelig er der også lag i musikken, der har nyere dato end rockens fortid. Specielt når bandet tillader sig at strække lidt ud, som fx i sangen “Memoria” opstår der nogle komplekse lydstrukturer, der bærer præg af moderne rock. Dertil kommer, at teksterne er farvet af den konfuse politiske tid, vi – og ikke mindst amerikanerne – lever i i disse år.

Men først og fremmest er Twentytwo in blue en dejlig langspiller, der holder et  højt sangskriverniveau hele vejen igennem. Sunflower Bean løfter flot den voksne rocks fane højt, så alle lyttere – såvel de gamle, der kan huske halvfjerdserne, og dem, der er kommet til siden hen, kan være med. Hermed varmt anbefalet.

Sunflower Bean. Twentytwo in blue. Produceret af: Jacob Portrait og Matt Molnar. Lucky Number Music. Er udkommet.

Desværre mangler den lille ‘booklet’ på 54 sider, som hører til CD’en i mit eksemplar. Så det er begrænset, hvad jeg kan informere om vedrørende de medvirkende musikere, producer o. lign. Men lidt research afslører, at Wendy McNeill oprindeligt kommer fra Canada, men af uvisse årsager befinder sig i Sverige og arbejder sammen med musikere fra broderlandet. Jeg har også kunne læse mig frem til, at albummet her – Hunger made you brave – udspringer af et foregående concept-album, For The Wolf, A Good Meal , som jeg ikke har hørt.

Men et album skal jo også tale for sig selv. Og de sparsomme oplysninger ovenfor fortæller allerede noget om, hvad vi får at høre. Vi befinder os i folk-feltet, hvor Wendy McNeills sange og stemme, der er behagelig og svinger mellem regulær sang, tekstforedrag og hvisken, møder en svensk folketone med overvejende brug akustiske instrumenter, fx harmonika og gulvbas. Der er tale om melodiøse, nedtonede sange, der berettiger til McNeills egen etiket “space folk”. Moderne folkemusik, der er melankolsk mørk og meget moderne i sine arrangementer, der er farvet af nutidens rock, fx i “What would it take” (nr. 8 på pladen).

Det er en plade, der fungerer bedst som en helhed, som et album, der skal lyttes til fra ende til anden og ikke egner sig for vor tids streamingfragmentarisering af musikken. Den er et argument for albummet som et værk, der hænger sammen og skal fordøjes som sådan. På den måde er det en plade, der både peger tilbage til gamle dyder, men også frem mod en renæssance af albummet som værkkategori. Og det er en plade, der lever højt på sin folkstemninger, der både fascinerer og drager med sit mørkt-melankolske-melodiøse univers – og føjer sig fint ind i række af moderne folkalbum. Hermed anbefalet.

Wendy McNeill. Hunger made you brave. Startracks. Er udkommet.

Indtil videre ingen smagsprøver på pladen på nettet.

Med nogle blide toner fra sin Kasuga westernguitar slår Son of Caesar – eller Peter Nørgaard Mathiesen, som er kunstnerens borgerlige navn – en folktone an der et kort øjeblik sender tankerne tilbage til de tidligere Simon & Garfunkel. Men ellers er de retrograde associationer også defineret af kunstnernavnet, der reflekterer en forbindelse og måske en arv til tressernes folkemusik, nærmere bestemt Cæsar, der for et halvt århundrede siden besang det brede ungdomsoprør og luftede en almen samfundskritik (“Jorden i flammer”).

Men Son of Caesar er ikke et genoptryk af Cæsar, men en arvtager i den forstand at sønnike på sin egen personlige facon fortolker såvel folktonen og virkelighedsopfattelsen. Borte er den åbenlyse kommentar til samfundets status qvo til fordel for en inderlig beskæftigelse med tilværelsens foranderlighed anno 2018. Som det eksempelvis hedder i den indledende folkagtige sang “Againt the ground”:

“Time, don’t be the reaper fof the young/ we’ve got the pulse against the beat against the ground/ we see our dreams vanish every single morning/ and every chance could be our last/ when you’re calm waiting by your mothers side/ wshen you’re calm wainting for the storm/ when you’re calm sleeping by de fireside/ would you come away with me?”

Tiden som den, der berøver ungdommen, dræber drømmene og spænder ben for chancerne, hvis man ikke følger med den. Kunne man måske hævde. Melankolske og nostalgiske sange, der underskriver titlen på pladen: Intet er hvad det var engang. Nostalgiens grundtanke: Det var bedre engang. Foranderligheden og udviklingen som potentielle trusler mod en skrøbelig identitet. Der er nok at fordybe sig i – i teksterne, hvis man vil studere den melankolske stemning i tidsånden.

Og sangene iscenesættes i en moderne folktone, der afveksler med indierock. Som fx i sangen “Here we go again”, der afløser den netop citerede indledningssang. Her transformeres sangen til indierock med luftigt-tørt trommespil, ringlende guitarer og sfæriske-klingende baggrundssang. Og denne vekslen mellem et akustisk folkudtryk, centreret om Kasugaguitaren, og fuldttonende rocksange præger pladen som helhed og gør både pladen til en både sammenhængende og varieret oplevelse. Og Mathiesen forstår at skrue endog meget iørefaldende sange med hit- og popplaylisteappel sammen (lyt fx til en sang som “Sally Johnson”, der burde aspirere til enhver singlehitliste), så der opstår en slags modvægt til teksternes alt andet end optimistiske grundtone. Modsat sin urfader, Cæsar, er Son of Caesar i bund og grund en moderne melankoliker, der iklæder sine sange poppens formildende klædedragt. Moderne folk-indie-rock-og-pop, der henvender sig til yndere i alle aldre. Hermed anbefalet.

Son of Caesar. Nothing is what it was. Produceret af: Niels Høg og Peter Nørgaard Mathiasen. Celebration Records. 13. april 2018

Det ligger snublende nært, når man her i dansktoppoppens 50års-jubilæumsår lytter til det fjerde,dansksprogede album fra Morten Skou Andersen & de mennesker han normalt sammenligner sig med, Boligindretning, at tænke: moderne danskpop. Og det er da heller ikke helt forkert, men heller ikke helt rigtigt.

Ikke helt forkert, fordi musikken sagtens kunne falde inden for det spektrum, vi kender som dansktop. Men heller ikke helt rigtigt, fordi teksterne på pladen er mere komplekse og krævende – og i en vis forstand politiske eller i hvert fald samfundsdebatterende på en facon, der ligger langt fra dansktoppens eksempler på det (fx en Thøger Olesen eller John Mogensen). Her minder Boligindretning nok mere om den samfundskritiske rock, der blomstrede i halvfjedserne – fx omkring plademærket Demos – uden at pladen simpelthen kan tages til indtægt for at  være “venstreorienteret”. I hvert fald ikke i snæver, fordomsfuld forstand.

Men der er ikke noget forgjort ved at forstå pladen som moderne danskpop, måske endda som et bud på en modernisering og opdatering af den jubilerende genre, der i tekst og musik henvender sig til et stort udsnit af befolkningen. Enkle iørefaldende melodier, der går lige ind i øret. Og tekster, der med Skou Andersens egne ord drejer sig om “identitet og forvandling”. Lad os tage et eksempel, sang nr. 2 “En ny regering”:

“Jeg har sat mit kryds/ mit blyantskys/ men der var intet navn som dit på listen,/ og den revne, vi/ stak sedlen i,/ var ganske uden lighed med dit skød./ Da en ikke-dig/ spurgte mig, hvad jeg/ havde stemt, forstod jeg knap, hvad det betød.// En ny regering ændrer ingenting/ Du bliver aldrig min igen.// Og jeg ved, at jeg/ må ændre mig,/ hvis jeg vil drømme, jeg får dig tiltage./Og jeg ved, at jeg/ må ændre mig./ hvis jeg vil gemme drømmende om dig./ Retter verden sig,/ gør jeg selv, hvis jeg/stemmer på, at en forvandling er på vej?//En ny regering ændrer ingenting./Du bliver aldrig min igen.// før var jeg rebelsk, nu er jeg helt konform og stiv./Aldrig mere glemsom, ubeslutsom og naiv./Ansvarsfuldt, stabilt, fornuftigt dækker nu mit liv./ Jeg fik lyst til at sende sedlen til dig.// Men jeg betroede min fremtid til en urnes dom./Og en ofring, som er givet, gøres ikke om./ Jeg sank en klump og trådte ud på gaden, netop som regnen kom// En ny regering ændrer ingenting./ du bliver aldrig min igen.”

Teksten beskriver – for nu at blive inden for tematikken “identitet og forvandling” – en skrøbelig identitet. Teksten hævder, at en forvandling har fundet sted – fra et glemsomt, ubeslutsomt og naivt subjet til et konformt og stift. Men forvandlingen modsiges af det skred mellem to virkelighder, der foregår i sangen. En valghandling glider sammen med en kærlighedsbegæring til en forhenværende pige, og valghandlingen kommer mere til at handle om at få pigen tilbage end om at gøre en forskel politisk set. Subjektet, den unge mand, er lige vidt efter at have puttet sedlen i stemmeboksen og er trådt ud i regnvejret. Det politiske vil ikke ændre sig, og den unge mand er lige så usikker, som da han trådte ind i valglokalet.

Måske er det et tidstypisk træk ved pladens tekstunivers, at samfundsengagementet udspringer af eller er gennemfarvet af et individcentreret perspektiv. En individualisme, der både er engagementets uomgængelige forudsætning og dets “politiske” begrænsning.

Teksterne på pladen – der heldigvis er trykt i det medfølgende hæfte – er ordrige og bevæger sig i en form for prosadigtning, selv om de ikke går af vejen fra rim her og hisset. Et testunivers, der – som allerede nævnt – godt kan minde om forne tiders mere ekstrovert-politiske tekster, fx hos en Jesper Jensen. Altså en slagt moderne politisk danskpop, kunne man forsøgsvis kalde det.

Pladen er i øvrigt et prisværdigt eksempel på en vellykket udgivelse, hvor der er kælet for de muligheder, som et albumcover giver. Her er et stort hæfte med fotos af “boligindretningen” (formodentlig i hovedpersonens hjem og hjemmestudie?) og tekster, og et foldeud-cover, holdt i lilla, guld og gråt og med kunstnerisk udtryk, der indfanger pladens grundliggende tematik. Dertil kommer en oplysning om, hvordan man kan få fat i en digital udgave af musikken på nettet. Fornemt.

Samlet set er pladen et interessant bud på, hvordan moderne samfundsengageret, dansksproget musik kan tage sig ud anno 2018. En plade, der både lægger om til modsigelse og debat – og til bare at lytte til de melodiske sange som var det den rene (moderne) danskpop. Hvad det jo så også er… Hermed anbefalet.

Morten Skou Andersen og de mennesker han normalt sammenligner sig med. Eget forlag. Udkom 7. april 2018