Indlæg tagget med CAPAC anbefaler

Capac anbefaler: Arbirk – Disguises

15. oktober 2017

På det mørke coverfoto til Arbirks debutalbum Disguises ser man kunstneren stå med lukkede øjne. Det ser ud, som om han dukker op og ud af mørket. Og måske er den udlægning ikke helt galt afspadseret.

For baggrunden for pladen er, at Arbirk – kunstnernavn for den 30-årige odenseaner Rasmus Arbirk Larsen – kommer ud af en slags mørke. Bag sig har han oplevelsen af et bands – Dead Young Oaks’ – opløsning. En opløsning, der indtræffer, inden legen egentlig er blevet god, inden bandet rigtig er kommet i gang. Men det er ikke det eneste mørke, der omgiver den unge Arbirk. Han er også ramt af et eksistentielt mørke, søger fred og ro i et skotsk kloster. Og oven i det hele kommer så oplysningen om David Bowies død.

Denne indledning skal ikke forstås som en forklaring på, hvorfor pladen er som den er. Men den forklarer i det mindste, hvorfor også Arbirk lytteværdige album også skriver sig ind i vor tids melankoli. Kunst er jo et restprodukt af kunstnernes oplevelser i bredeste forstand. Kunst er asken af livets ild.

Og Disguises, der er blevet skabt og indspillet over en ganske kort periode, handler om at komme overens med det mørke, der kan omgive en og fylde en. “Don’t be afraid of darkness…” lyder den allerførste linje på pladens indledende sang og anslår den overordnede tematik, der belyses og analyseres på albummets i alt ti sange.

Og musikalsk iscenesættes sangene i en slags lo-fi-akustisk sangskrivning, der er centreret om Arbirks impressive, foredragende vokal, men også giver plads til voldsomme udladninger af fx elektronica som i titelsangen.

Selv om musikken trækker vod i melankoliens store hav, så er der også kontrapunktisk poplethed at finde på pladen, fx i sangen “Beneath”, der fremstår som netop en melankolsk indie-folk-pop-sang med opdrift i trommespillet og legende xylofon (?). Den kontrapunktiske lethed på pladen sikrer, at mørket ikke får det absolutte overtag – eller, sagt på en anden måde – understreger, at melankolien altid bærer sin modsætning i sig.

Samlet set er Disguises både en meget personlig plade og en tidstypisk plade. En plade, der både vil kunne tilfredsstille radiopoplytterne og dem, der foretrækker at trække langtidsholdbar vinyl ud af hylden. Og en plade, der fortjener en opfølger, hvor mørket er kortlagt. Hermed varmt anbefalet.

Arbirk. Disguises. Producer: Valentin Kruse. Celebration Records. Udkom 7. oktober

Capac anbefaler: Sternlumen – Nørrebro Nights

25. september 2017

For et årstid siden anbefalede jeg Sternlumens (Thomas Kudelas) første eponyme, pianobårne plade. Og nu sidder jeg så med opfølgeren Nørrebro Nights. I min omtale af debutpladen understregede jeg Kudelas eksperimenterende, improviserende tilgang til musikken. Og musikkens strømmende, aleatoriske og i en vis forstand grænseløse karakter. Og dette indtryk fortsærkes og bekræftes på den nye plade, hvor de seks stykker kan opfattes og opleves som forsøg på musikalsk at udforske seks forskellige sindstilstande, der hver især er inspireret af den bydel i København, som Kudela bor i og som giver titel til pladen.

Det er en egensindig, insisterende og, ja, aparte musikform Thomas Kudala dyrker. Den minder om moderne kompositionsmusik, moderne improviserende jazz og musik fra rocken progressive grænseområder. Det er, som jeg også skrev i min førse omtale, ikke musik for fastholdere. Sternlumen går sine egne veje i musikken og kun hvis man accepterer det som betingelse får man det fulde udbytte af musikken. Og det kan kun anbefales. Jeg tror ikke, der er nogen som Sternlumen i moderne dansk musik.

Sternlumen. Nørrebro Nights. Gateway. Udkom d. 23. september 2017

Capac anbefaler: Andreas S. Jensen – Disturbed

25. september 2017

Andreas S. Jensen er endnu et skud på det frodige, danske singer-songwriter-træ. Andreas bor i London og skriver på engelsk og har fået hjælp af lokale, britiske musikere til den ny plade – og Disturbed er hans andet album i eget navn. Det første album hed Disconnected.

Den lille forstavelse “dis” (da. “-van”, “-u”) er nok ikke tilfældig og antyder nok en grundliggende, eksistentiel disharmoni. I hvert fald sporer man i albummets ti sange en vis uro, rastløshed og usikkerhed. Sikkert utilpassethed, der kendetegner det moderne storbymenneske, der aldrig rigtig kan falde på plads eller til ro i en verden, hvor alt forandrer sig hurtigt og eksponere mennesket for nye problemer og udfordringer.

Det illustreres fx af singleudspillet “Trust is my anchor”, hvor det bl.a. hedder. “Fear is a reason for me to stay/where I am on my knees, but I’m safe/from the unknown before me// Time is a never connecting line/there’s a point where I make up my mind/but I’ll never feel safe there, now/Show me how […]. I disse få indledende sanglinjer tegnes et billede af et moderne udsat menneske med dobbeltbundede følelser og hvor usikkerheden og rastløsheden hersker.

Sangene er vævet ind i en afart af moderne indiepoprock, der helt i tidens ånd  låner og stjæler med arme og bed fra alskens genrer. Sangene har klare popkvaliteter, der aspirerer til de medier, der dyrker poppen, og nogle af sangene har efter sigende allerede gjort indtryk på såvel inden- som udenlandske radiostationer. Og med sin plade placerer Andreas S. Jensen sig da også midt i det danske singer-songwriter-landskab. I middelstrømmen så at sige. Der hvor poppen spiller. Hermed anbefalet.

Andreas S. Jensen Disturbed. Produceret af: Andreas S. Jensen. Avibeyplace. Er udkommet.

 

Capac anbefaler: Thomas Tang – Råt for usødet

18. september 2017

Råt for usødet kalder Thomas Tang sit debutalbum. Og titlen, der konnoterer en kontant, usleben ærlighed, passer fint på de ti sange på pladen.

Der er tale om singer-songwriter-kunst, hvor den enkelte sang taler for sig selv i kraft af smittende melodier og fængende pop-rock-arrangementer, der forfører med en solid rytmegruppe (Rasmus Grosell, trommer og slagtøj, Henrik West, bas) og Tangs egen imponerende strengeleg (guitar, dobro). Det er ikke for meget at hævde, at de ti sange alle besidder hitkvaliteter, der burde gøre dem til selvfølgelige valg på enhver radiostation med pop og rock som indhold.

Tekstuniverset på pladen bevæger sig inden for kendte tematikken, men Tang fremfører dem med en uforstilt, ligefrem stemmeføring, der passer godt til deres hverdagsærlighed. Tang synger godt og har en stemme, der passer rigtig godt til disse syng-med-poprock-sange.

Samlet set har vi med Thomas Tang fået endnu en sanger-sangskriver (vi har mange – og der er plads til endnu flere, hvis de har format som Tang…), det er værd at holde øje og øre med fremover. For der burde være flere usødede sange, hvor de kommer fra. Hermed varmt anbefalet.

Thomas Tang. Råt for usødet. Gateway. Udkom d. 1. september

Capac anbefaler: Karen Troldborg – Over revet langt ude

18. september 2017

Når tiøren falder (sagde vi engang, når noget går op for os…), når nogen dør – så får vi trang til at tale og skrive – ja, i videre forstand, at skrive digte og skabe musik. Døden er en læremester. Måske den bedste vi har, hvis ellers vi tør lære af vores egen dødelighed…

Karen Troldborg mistede sig mor til kræften og pladen her er en reaktion ( et lidt fattigt ord i denne sammenhæng) på den uigenkaldelighed, et sådant tab er. Men også en slags fortsættelse af moderens virke som skribent og digter. Og set på den måde fortsætter moderen med at sætte sig spor i de levendes rige.

Sammen med musikere fra Aarhus Symfoniorkester – Chiao Hui (cello), Søs Nyengaard (violin), Sarah Foldager (violin), Mette Dahl Kristensen (bratsch) og Niels Troldborg (klaver) – har Karen Foldager med hjælp fra mette.dk itonesat og arrangeret sine digte og indspillet dem i Odder Kirke. Dertil skal lægges, at skuespillerinden Vigga Bro imellem sangene får lov til at læse op af skriften med sin kendte, velgørende stemme.

Jeg skal ikke gå i dybden med teksterne (selv om der er al mulig god grund til det), da jeg ikke har dem ved hånden (og som bogorm er afhængig af det…), men alvoren hersker selvsagt i ordene og alvoren understøttes af Karens Troldborgs passionerede sang, der spænder vidt i følelsesregisteret – fra den sagte kommenteren til den voldsomme udageren – og af arrangementerne og kompositionerne, der befinder sig inden for moderne klassisk musiks udtryksrammer.

Det er ikke en plade, der sigter mod populærmusiksforbrugeren, men med sin dybde og alvor mod os alle sammen, der har brug for at tænke lidt over livets finalitet, vores dødelighed. Hermed anbefalet.

Karen Troldborg. Over revet langt ude. Gateway/Attika.Udkommer d. 23. oktober.