CAPAC

Som lovet kommer her en sidste pladeanbefaling (?) i år. Nemlig Kasper Søeborgs & Lars Bo Kujahns Word’n Global.

Jeg har lige været ude og gå min faste tur med min hund. Og det blev en lidt sindsoprivende oplevelse i dag, fordi unge mennesker i nabolaget har taget hul på nytårsfejringen med affyring af (ulovligt) larmende nytårsfyrværkeri. Og min hund, der er en jagthundeblanding, har en formidabel hørelse og han bliver meget bange og skræmt, når der pludselig affyres knaldfyrværkeri. Til gengæld har han det fint med beroligende musik, musik der ikke voldsom og larmende. Faktisk har forskning vist, at musik kan have den modsatte virkning af støj, fx nytårskrudt, og få hundens hjerte- og vejrtrækningsrytme til at falde, dæmpe angst og sågar have en postitiv indflydelse på immunforsvaret.

Så det var meget passende, at jeg nu, hvor den obligatoriske formiddagstur er overstået, har sat Word’n Global på musikafspilleren. For den udstråler alt det, som nytårskrudt ikke gør, nemlig ro, balance, afklarethed og skønhed.

Som pladetitlen antyder er vi ovre i en form for world music. Pladen henter sin inspiration i den berømte persiske digter, teolog, mystiker m.m. Rumis digte. Rumi (Jalāl ad-Dīn Muhammad Rūmī) levede fra 1207-1273 og især hans digte har fået stor udbredelse i de arabiske kulturområder, men også udenfor – fx i USA og i Asien – i kraft af solide oversættelser. Rumis digtekunst betragtes som hovedværker inden for sufilitteraturen og er blevet opfattet af nogle læsere som en slags poetisk pendant til selve Koranen. Og der er tale om digtekunst – i hvert fald på originalsproget – med en særlig metrik.

Præcist hvordan Rumis inspiration har fænget Søeborg & Kujahn ved jeg ikke, men det er tænkeligt, at der både er tale om en spirituel og musikalsk (metrisk) påvirkning. Og i så fald kan man (jeg!) sige, at inspirationen virker i kraft af en meditativ ro og stemningsfuldhed. Med et tidstypisk ord kan man måske vove at tale om en slags musikalsk mindfuldness. En musik, der først og fremmest tilstræber ro, harmoni, fred og skønhed.

Og det opnås i et instrumentalt møde mellem spanske guitarer ( Søeborg), Quanoon (Kuhan), Tabla (Nathan Kumar), bambusfløjte (Shashank Subramyam) og fløjte (Chris Poole). Blid flamenco møder mellemøstlige arabesker og dansk stoicisme. I hvert fald et verdensmusikalsk sammenløb, der lykkes som en meget inciterende og smuk alliance, der kun kan sætte lytteren i en tilstand af afspændthed og ro.

Man kan også vælge at sætte en diskret parentes om al snakken om persisk poesi og verdensmusikalsk legering og konstatere, at der bare er tale om en rigtig dejlig plade, der sagtens “bare” kan lyttes til, og nydes for sine stærkt musikalske, beåndede og beroligende, smukke numre. Som en slags moderne easy listening, der passer perfekt som et modstykke til vor tids rastløshed, hastværk og støj (i enhver forstand). Hermed varmt anbefalet.

Kasper Søeborg & Lars Bo Kujahn – Word’n Global – Producere: Søeborg og Kujahn  – Olafssongs. Er udkommet.

Jeg har her over middag gået lidt rundt om Claus Funchs nye – og andet – soloalbum Noise Tablets som katten om den varme grød eller som skoleeleven om det stilehæfte, der gerne skulle fyldes med endnu en stil. Ordene til en anbefaling kom ikke som de plejer med det samme. Ikke, fordi pladen ikke taler til mig. Tværtimod. Snarere, fordi Funchs musik appellerer til nogle bestemte smagsløg på min musikalske tunge (billedligt talt).

Noise Tablets er en af den slags plader, der med sin tekstlige og musikalske kvalitet skiller sig markant ud fra den store, kulørte strøm af populærmusik, vi dag ud og dag ind præsenteres for. Det er en i ordets egentlige og bedste forstand egensindig plade, der ikke tager sigte mod tidens populære toneart eller forsøger at stryge nogen med hårene.

Teksterne (der kan læses håndskrevne på et ark i coveret) kredser omkring kunstnerens “dæmoner”, nedtrykthed og spleen. Og de gør det i form af en slags Streams of Consciousness, der taler i sønderrevne sætninger og fragmenter om den mentale tilstand.

Og bevidstehedsstrømmene er itonesat en rudimentær, elementær skrabet og lidt skramlende udgave af moderne, americanaindflueret rock i otte sange, der udmærker sig ved en stilfærdig melodiøsitet og en paradoksal næsten introvert karakter. Det er ikke en storladen, oppulent og kostbar produktion, men en produktion, der skærer ind til benet i den musikalske nødvendighed, der lyser ud af projektet.

Claus Funch har skrevet alle sangene og synger selv for med sin egen vedkommende stemme, der fra første rille påkalder sig lytterens opmærksomhed. Han får støtte og selskab af Emma Fleming, der tager têten på sangen “Poesy for a dead Friend”, men ellers gør rigtig god nytte som stemningssættende baggrundssangerinde.

Funch selv står også for de fleste instrumenter på pladen. Piano, trommer, glockenspiel, tangenter og mere. Og får indfølt hjælp af medproducer Tim Graubæk på slideguitar, bas og slagtøj og af en håndfuld andre musikere.

Noise Tablets er en af den slags egensindige plader, der kalder på sin egen særlige plads på pladereolen. En af den slags vellykkede skiver, man gerne vender tilbage til igen og igen, når man får nok af streamingflodens behagesyge og vil sætte sine tanker og følelser på prøve. Hermed varmt anbefalet.

Claus Funch. Noise Tablets. Produceret af: Claus Funch og Tim Graubæk. Celebration Records. Udkom d. 9.10.2020

I 2016 anbefalede jeg Tue Wests skilsmisseplade Der er ingen der venter på os, og nu er han tilbage som musiker (trommer, tangenter), tekstforfatter og medkomponist i musikkollektivet Wanna be brothers og på deres nye album Countryman. Dengang skrev West indlevet og følsomt registrerende om det der var sket. Og på Countryman er det også det spegede forhold til det andet køn, der er på spil i flere af pladens sange. Men også forholdet til livet mere generelt, kunne man sige.

Således allerede i titelsangen “Countryman”, hvor det hedder:

I’m a fucking country man, drinking with a single friend, trying not to be like them
Hitting winds and missing dates
Staying late at boring diners, with the latest wedding singers
I’m gone
Sorry folks
A dream
Sorry folks
Leaving it all
Sorry folks
Behind, like family
I’m gone
Sorry folks
A burned down House
Sorry folks
No escuses
Sorry folks
No getting over it

Portræt af en mand, der er kørt sur i livet, er træt af det og siger farvel og tak. Melankoli og livstræthed går hånd i hånd. Men i Nis Peter Toke Madsens lette vokal og kompositionens og arrangementets tilsvarende melodiske lethed og poppede opløftende karakter får mismodet og sortsynet et modspil og en -vægt, der måske ikke ligefrem ophæver misstemningen med i hvert fald forlener den med noget livsbekræftende og vitaliserende.

Denne balanceren mellem tekstuniversets mørke og melodiernes og arrangementers poppede lethed og lys genfinder man i flere af de følgende tekster, fx “Things  You  Say” og “Did This Life Look Easy”, hvor forholdet til det andet køn er på spil igen som en faktor, der bringer uro, splittelse og melankoli ind i tilværelsen.

Og sådan er der med Countryman, der slutter med den instrumentale, tekstløse, indtagende “Kolibri”, der understreger, at pladen som helhed nok kan anskues – som jeg gør det her – som en brydekamp mellem tekstuniversets melankoli og sortsyn og så melodiernes og kompositionernes modsatrettede opdrift og livskraft, men det er sidstnævnte side, der i sidste ende vinder brydekampen.

Wanne Be Brothers, der vist allerede er i gang med en opfølger til denne plade, fremstår som et godt bud på nogle nye, moderne popkonger, der med deres alvorlige, men også forførende dejlige popsange må appellere til alle med smag for god pop – også dem, der styrer radioprogrammernes playlister og dem der ikke er forvænt med god, gedigen pop. Kom bare igen Wanna Be Brothers. Hermed varmt anbefalet.

Wanna Be Brohters. Countryman. Produceret af: Wanna Be Brothers. Celebration Records. Udkom d. 25.10.2020

Coronapandemien er ikke kun en global sundhedskrise, men også en kraftig påmindelse om, at menneskehedens antropocentrisme, der sætter mennesket i centrum – over for og i modsætning til naturen  – beror på en fatal misforståelse og miskendelse af, at mennesket “kun” er en selvoptaget del af et meget større biologisk fælleskab og kredsløb. Og det er en erkendelse, der med den såkaldte klimakrise, er begyndt at sætte sig igennem på mange ledder og kanter. Fx taler man i medierne meget om, at de yngste generationer bedre end deres forgængere har forstået nødvendigheden af at skabe en verden, der er – som det hedder i tidens ordvalg – “bæredygtig”, altså hvor mennesket agerer i balance med al den anden biologi, der er (på) jorden.

Og debuterende Freja Eriksen, der i sit civile liv er læge med speciale i biokemi, går endda et skridt længere og besynger en verden, der er båret af kærlighedsbånd mellem mennesker og en dyb tro på, at menneskene i fællesskab – menneskeheden – kan bryde den gamle antropocentrisme og realisere en verden i balance, en bæredygtig verden.

Og det sker i ni sange, hvis titler og tekster taler deres tydelige sprog om projektet eller programmet for Freja Eriksen og hendes album It’s time – for a sustainable world: “Love revolution arise”, “Seed of life”, “Shine”, “Spread your wings” osv.

Og musikken på pladen passer fint til det ambitiøse ideprojekt, der er pladens motiv. For det første synger Freja Eriksen med en klar, feminin stemme, der står klart i centrum af en meget melodisk pop, der især har sine rødder i folkemusikken. Arrangementerne er præget af akustiske instrumenter og ikke mindst strengeinstrumenter som strygere og harpe. Det er luftigt og let, vellydende og ret så forførende. Og måske skulle jeg tilføje, at man ikke behøver at købe budskabet på pladen for at få en dejlig musikalsk oplevelse af pladen, selv om det selvfølgelig er meningen med det.

Samlet set lykkes det for Freja Eriksen at skabe en lydverden, et musikalsk rum, der passer fornemt sammen med det idealistiske projekt, hun er ude i. Og så kan man vel ikke forvente mere!? Hermed anbefalet.

Freja Eriksen. It’s time for a sustainable world. Eget plademærke. Udkom d. 6. 11. 2020

Bo Schiøler & Skavankerne har gjort det igen! Et år efter Rekviem for Kraka. Sange fra et levet liv er de ude med endnu en samling gode sange – tretten stykker i alt – under titlen Rapsodi for drømmere. Dogme-pop fra jordens kant.

Der er Bo selv, der er rapsoden, der synger og reciterer sine tekster om et levet liv for os, drømmerne, der har levet og lever og tager livet i al dets kompleksitet alvorligt. Og som på de foregående fine plader, så breder sangene sig over et ret stor tematisk spektrum. Indledende med en sang, der giver mening til titelordet “dogme-pop”:

Dogme-pop kom fra kælderen

dogme-pop kom fra himlen

du prøver på af finde en udvej

Inde fra menneske-vrimlen

dogme-pop lod fra en talerstol

de brugte kun store ord

de døve stopper op og lytter

de troløse knæler og tror

Dogme-pop er, som jeg læser det, et ord for poppens evne til at ‘tale for døve øren’, dens evne til at tale verden midt imod, dens befriende og frigørende, iboende kraft. Og dermed et ord for troen på populærmusikkens vitalitet og respektløshed, der også er udtryk for livsudfoldelse slet og ret. God pop er dogme-pop.

Og som sagt er viften af dogme-pop-sange på pladen bred. Fra “Bliv lidt”, der er en stille ballade om den ensomhed, der er alles livsvilkår, men som måske får særlig opmærksomhed i disse år, over “De lyver”, en frisk sang om livets løgnere, livsløgnerne og (måske) de løgnere, der fører os rundt ved næsen, politikere, mediefolk og andet “godtfolk” til en regulær kærlighedserklæring til en nu afdød, farverig original i det københavnske bybillede, nemlig Otto Sigvaldi. Sidstnævnte sang viser med stor tydelighed spændvidden i Bo Schiølers sangskriverkunst. En rapsodi der som en lille anekdote eller novelle fortæller Schiøler om Sigvaldis liv og død. En hyldest til en stor original, men også en hyldest til livet som sådant:

Tiden var til de skæve

og han var klart en smutter

fra tiden før verden døde af

principper og absolutter

hvad er der sket – med loyalitet

og hvor blev tosserne af

hvem tog hans plads – og solgte latter-gas

og dope med hindbær-smag

Det er svært ikke at holde af Bo Schiølers sange. De bliver bedre og bedre med årene og er drevet af en kernesund humanisme, der består af lige dele livslidenskab og skepsis over for den vej, verden nu engang går. Bo er fyldt 75 år i år, og livets tyngde mærkes da, men ellers er sangene og livssynet præget af energi og lidenskabelighed, der må gøre mangen en yngre sangskriver grøn af misundelse. Og det bliver kun bedre af, at han bag sig og sammen med sig har Skavankerne – Jens Muhlig (guitar), Lennie Hedegaard Jakobsen (sang), Rune Wilken (tangenter), Jens Birkedal (bas), Christian Winding (slagtøj) – der indforstået, loyalt, swingende og velklingende itonesætter Bos dogme-pop-sange. Hvis man ikke allerede har stiftet bekendtskab med Bo Schiøler & Skavankerne fra mine tidligere anbefalinger, så er tiden inde til at gøre det nu med denne herlige skive. Hermed varmt anbefalet.

Bo Schiøler & Skavankerne. Rapsodi for drømmere. Dogme-pop fra jordens kant. Producer: Lars Schiøler. SÅDAN’sk/Sundance Music. Udkom 23. oktober 2020

Søren Damm har flere romaner på samvittigheden og har itonesat digteren Tom Kristensen på en tidligere plade. Men på Det bliver så tidligt sent er det Damms egne tekster, der er genstand for imusiksættelse.

Og man mærker fra første færd, fra først sang – titelsangen – at Damm er forfatter og komponist. Det litterære anslag viser sig i et ord- og billedvalg, der uden tvivl vil få visse såkaldte anmeldere og kritikere til at rynke på næsen og vrisse “litterært”. Men ikke her, og det skal ikke stå i vejen for en erkendelse af, at Søren Damm har noget på hjerte, som ikke kun handler om litterære aspirationer. Søren Damm vil fortælle noget om den virkelighed, han deler med alle os andre.

I den indledende titelsang handler det måske dybest set om livet og om det livtag, vi vælger at tage med det ‘satans’ liv:

Livet er alt for kort til at blive ved med at stille sig stridigt an;

Forsøge at være noget andet end en famlende og fejlende Mand

Tankemylderet masserer mildt min anmassende Melankoli.

Der er altid et Sted uden Sikkerhedsnet;

En Dør der lukker, når du bliver fundet for let.

Et Forsvindingspunkt.

Navneordene med (gammeldags) stort begyndelsesbogstav og tegnsætningen med både punktum og semikolon (!) står for Søren Damms regning. Og jeg tænker, at den lidt bedagede retskrivning fortæller os noget om Damms skismatiske tekster, der både bærer et element af nostalgi i sig , et uforløst opgør med samtiden og  en åbning mod fremtiden: “Hvor går vi hen?”. Som det hedder i den sang, “Soning”, der er udkommet som videosingle (eller hvad det nu hedder nutildags…).

Søren Damms tekster er som sæben i Ribjergs badeværelse. Ikke sådan at få greb om og fat i. De er konkrete, hverdagsagtige i deres tematik, men lader sig hverken – simpelthen – kategorisere som samfundskritik eller som -accept. De aftvinger med andre ord lytteren (og læseren af pladens tekstark) en  selvstændig tanke og en forholden sig.

Musikken på pladen kan beskrives som en slags moderne sanger-sangskriver-rock. Melodiske sange med en kant af rock. Musik og tekster, der nok især henvender sig til et moderne, modent publikum, der gerne vil have sat deres egen virkelighedsforståelse på prøve. Der er ingen tvivl om, at  Søren Damm sammen med sit hold af gode musikere har lavet en plade, der ikke sådan lader sig indfange i de forhåndenværende kategorier i moderne populærmusik. Et plade, der skiller sig ud. Og alene dette forhold gør den til noget særligt. Hermed anbefalet.

Søren Damm. Det bliver så tidligt sent. Producer: Jesper Andersen. Innersleeve Records. Udkom 30. 10.2020

Bandnavnet, pladetitlen og pladecoveret sender straks associationerne i retning af det psykedeliske. Og The Cosmic Rabbit Holes’ nye album markedsføres da også ganske forståeligt som psych, som den psykedeliske musik betegnes her mere end et halvt århundrede efter, at den blev skabt på især den amerikanske vestkyst.

Men selv om inspirationen fra psychedeliaen er både iøjne- og iørefaldende på pladen, så skal min opfordring til potentielle lyttere lyde: Prøv at lytte uden om hele dette psych-setup. For The Cosmic Rabbit Holes er mere end moderne arvtagere af den psykedeliske musik. Nemlig fem unge musikere, der både er ferme musikere og lige så ferme sangsnedkere. Sagt på en anden måde, så byder albummet på ni velturnerede sange om sære fænomener som flødeskumsindtagelse, snak med træer og andet. Ni sange, der ud over de psykedeliske træk er klart poppede med iørefaldende melodier, smægtende, flerstemmig sang og en poplyd, der nu og da både minder om sider af de psykedeliske  Beach Boys og Beatles – og i allerhøjeste grad om tressernes sans for flerstemmig sang og leg med inciterende lydflader.

Efter sigende har nogle af bandets fem medlemmer en (måske stadig aktiv) fortid i den hårde rock. Og på den baggrund virker The World is drugs som et kreativt sidespring, hvor musikerne har fået lov til at give los for lyster og tilbøjeligheder, der ikke har fået lov til at komme til udtryk før. Pladen er som en musikalsk legestue, hvor de fem musikere har fået lov til at genopfinde spille- og legeglæden i studiet (Black Tornado Studios) og glemme al den teknologi, der i dag ofte er mere reglen end undtagelsen. Og resultatet er blevet en charmerende, poppet – og ja psykedelisk forførende – plade, som Cosmic Rabbit Holes sagtens kan være stolte af og bygge videre på. Og som viser, at der stadigvæk er masser af inspiration af hente i forrige århundredes rockmusik. Hermed anbefalet.

The Cosmic Rabbit Holes. The World is drugs. Eget plademærke. Udkom 2. oktober

Efter et par uger med lidt for meget om ørerne, vil jeg meget passende bruge noget af søndagen på at omtale to nye danske albums. Først drejer det sig om Select Captains Comes in Waves. Select Captain er en gammel kending her i bloggen som Kristian Gaardskjærs soloprojekt. På den nye plade er Select Captain blevet en duo, idet musiker, producer og sangskriver Søren Vestergaard nu er blevet en mere fremtrædende del af det musikalske samarbejde, så det er rimeligt at tale om en regulær duo.

Den seneste forskydning i samarbejdsrelationerne ændrer dog heldigvis ikke ved – og heldigvis for det – projektets egenart. Der er stadigvæk tale om melankolske, eftertænksomme og selvreflekterende sange, hvor tilværelsens svære byrder – angst, depression, misbrug m.fl. – vendes på hudløs, ærlig og følsom vis. Og det hele i en musikalsk ramme, hvor solide melodier sørger for, at der til stadigvæk er en opløftende hånd under den truende håbløshed.

Pladen er overvejende akustisk med Gaardskjærs gode stemme i forgrunden. Den akustiske guitar og nogle steder klaveret er lige så dominerende i lydbilledet, der samlet set kan opfattes som en moderne variant af folk. Folk, der vel at mærke farves af anstrøg af electronica og afslører en diskret inspiration fra firsernes lydverden (bl.a. de allestedsnærværende Depeche Mode).

Samlet set har Select Captain formået at lave et album, der lever højt på et kompositorisk højt niveau og en homogen samling sange. En plade, der er appellerer til lytteren med gode sange, en nærmest analog, ren og letfordøjelig lyd og budskaber, der passer godt ind i tidsåndens tendenser. Comes in Wawes er sådan en folkplade, der altid vil være brug for i tider som dem, vi befinder os i. Hermed varmt anbefalet.

Select Captain. Comes in Waves. Produceret af. Søren Vestergaard. Soundchest Records. Udkom d. 2. oktober 2020

Det er hele fem år siden, Gry Harrit sprang ud som selvstændig sangskriver og solist med albummet Album. Og nu er hun så tilbage med mini-albummet (eller EP’en, om man vil) Transformer med fem nye sange.

Titelsammenfaldet med Lou Reeds 1972-album Transformer er ikke den rene tilfældighed. For Gry Harrits sange og deres lyd står helt givet i gæld til halvfjerdsernes analoge rock. Og skulle man være lidt i tvivl om denne påstand, så bør man starte med at lægge øre til albummets ballade “Denne sommer”, hvor Jon Brunlands bas afslører diskret, men umiskendeligt inspirationen fra Lou Reed og ikke mindst dennes klassiker “Walk on the wild side”.

Og Gry Harrits orientering mod rockens storhedstid i halvfjerdserne, hvor setuppet med guitar, bas og trommer netop var essensen (i følge Reed), modsvares af sangteksternes autencitet og ærlighed, der netop dyrker en tilsvarende enkelhed i forholdet til mennesker. Hvad enten det gælder i kærligheden, i forholdet til andre mennesker i det hele taget eller den digitale verdens fremmedgørelse af mennesket.

Og helt i den analoge, ligefremme rocks ånd synger Gry Harrit sine sange med usmykket kraft og saft. Bortset fra den afsluttende balladeagtige, Reedske “Denne Sommer” er numrene på pladen eftertænksomme, kraftige rocknumre, der ikke skal lyttes til som hitsange, men som perler på den sammenhængende snor, som albummet udgør. Et album, der – for nu at trække lidt mere på Lou Reed – helt klart aspirerer til at være årets danske bud på en voksen rockplade, der henvender sig til generationerne før milleniumgenerationen – uden på nogen måde at udelukke den.

Samlet betragtet er det en herlig lille plade, Gry Harrit har fået skruet sammen med sit tætte band. Og med kyndig hjælp af Morten Bue (Mastering) og produktion og mix af Finn Verwohlt. Så mangler du en rigtig rockplade på din reol, så gør Gry Harrit og Co. valget let. Hermed anbefalet.

Gry Harrit. Tranformer. Produceret af: Finn Verwohlt. Dawn Productions. Udkom d. 2. 10. 2020

Hvad er nu det?, tænkte jeg, da de sprøde, behagelig toner fra Late Bloomer gled ubesværet ind i mine ører. Engang for snart længe siden talte man i musikpressen om cross over-musik, musik, der krydsede genregrænser. Typisk mellem rocken og jazzen, men også mange andre genrer, fx bozza nova, folk. I dag er vi nok mere vant til at se, hvordan musikalske genrer og strømninger glider ubesværet sammen som akvarelfarver på et stativ.

Og projektet Thomas Madsen & I think you’re awesome – sangskriver og band – er tydeligvis et barn af deres tid, hvor grænser er for at overskrides og genrer og stilarter noget, man frit fortolker og forholder sig til efter behov.

I dette tilfælde er det tydeligvis jazzen, der er en slags forankringspunkt, hvilket selvfølgelig afslører sig i en lystig hengivelse til improvisation. Men det er meget mere og andet end jazz. Der er noget dybt nordisk-melodisk over Thomas Madsens numre, en nærmest easy listening-følelse over tilgangen til sangene med deres kredsen omkring de følelser og stemninger, som livets gang giver anledning til og en betagende, kvasi-poppet appel til lytteren.

Det er kun forståeligt, at projektet allerede for længst har gjort sig positivt bemærket (fx ved DMA Jazz og på P8Jazz og diverse streamingtjenester). For det er helt igennem sympatisk musik kollektivet bag Late Bloomer leverer, musik med appel både til jazzpurister og pophoveder og alle dem midt imellem. Jeg kan kun anbefale pladen varmt og vil se frem til endnu flere udgivelser fra denne konstellation.

Thomas Madsen & I think you’re awewsom. Jaeger Community Music. Udkom d. 4. september 2020