CAPAC

Bo Schiøler har været så elskværdig at sende mig sit og Skavankernes seneste album, der bærer titlen Rekviem for Kraka. Kraka var den smukke og yderst kloge kvinde, som sagnkongen Regnar Lodbrog giftede sig med, og som viste sig at være ret meget klogere end Regnar selv. For Regnar kunne ikke nøjes med Kraka og giftede sig også med en anden og det resulterede i, at Kraka afslørede sin sande identitet, at hun var Aslaug og var datter af Sigurd Fafnersbane og Brynhild.

Men det er slet ikke det mytologiske, pladen cirkler om, men derimod – som undertitlen antyder – sange fra et levet liv. Sange, der portrætterer døde og levende mennesker, der hver især repræsenterer nogle “idealer” og “dyder”, som er lidt trængte i vores tid. Menneskelighed, sammenhold, solidaritet, menneskeret, ordentlighed, retfærdighed, fred, pacifisme, tolerance, accept, sameksistens, ligeværd, venskab, overbærenhed og mere i den dur. For nu at citere Bo selv. Og rekviem skal nok forstås i den almene betydning: en klagesang. Uden at det skal tages for bedrøveligt eller nedslående.

Nej Bo Schiøler ønsker – som på de andre her omtalte plader – at give lytterne en opsang og forholde sig kritisk til den uheldige udvikling, samfundet har taget. Det slås fast i den allerførste sang “Imens vi sov”, hvor kærligt svinger krabasken over udviklingstendenser – men også over os selv ‘de sovende’:

Imens vi sov

gik verden helt af lave

imens vi sov

blev fanden gjort til pave

godhed stod for fald

og skove stod i brand

de onde folk bestemte

over by og land

imens vi sov

[osv.]

Sangen kridter så at sige banen op med ord, der kærligt-kritisk fortæller os om en verden, der er ved at gå i svang og falde fra hinanden, medens vi sover på det døve øre. Og herfra følger den ene sang efter den anden, som varierer temaet. Der lægges ud med “En sur gammel mand” om den gamle mand, der er blevet bitter og skuffet over livet, er frastødende og støder verden fra sig, søger svar på meningen med livet og døden i det guddommelige og forsøger at holde det hele ud med stimulanser og sprut. En efterkommer af Jens Vejmand og en figur, vi alle kender fra vores nærmeste omgangskreds – eller måske endda fra os selv. En sur gammel mand, der med sin surhed og utilnærmelighed netop repræsenterer en uartikuleret kritik af det bestående i al dets elendighed.

Og herfra går det til “Jeg bor her ikke mer'”. En sang om en hjemløs eller boligudsat person, måske endda i overført betydning. Der er dårligt nok et spor efter personen, der boede der. Og igen er det den uheldige samfundsudvikling, der står for skud: “Du slap min hånd og sagde/ at tiden var til forandring/ så blev de del af en floik/ en flok lemminger på vandring/ i gåsegang gik I mod mørket/ – jeg ved at det er sandt/ for jeg mødte dig efter tæppe-fald/ og så dig ved jordens kant”.

Og herfra går det til den selvbiografiske sang om “B-film blues”, hvor sangskriveren drømmer sig tilbage til dengang, (B)film var noget, man så i biografen. Ved dobbeltprogrammet kl. 4 om eftermiddagen, hvor heltene på lærredet – fra Charles Chaplin og Anders And til de amerikanske cowboys – sætter drømmene i gang i hovedet på den mandlige biografgænger som forbilleder og idealer. Og hvor pigen ved siden sørger for, at drømmeriet ender i en B-film-blues, fordi hun hverken vil danse eller kysse. Et stykke nostalgi og søgen tilbage, hvor der – selv på lærredet – var mening med galskaben. Man vidste, hvordan handlingen ville forløbe og enden se ud. Modsat den virkelighed, vi lever i..

Og sådan fortsætter pladen gennem hele tretten sange. Bo Schiøler skriver sine sange lige ud ad landevejen. På et hverdagsnært, klart dansk, der undgår ethvert tilløb til det kunstnerisk søgte, men finder sit poetiske leje i det umiddelbare og konkrete. Og som på de foregående to anbefalelsesværdige albums er sangene indlejret i musikalske arrangementer, der trækker på gammeldags rock, pop, blues, jazz og andre folkelige musikformer. Og de skavankfrie Skavanker – der alle er rundet af Vesterbro Ungdomsgård, som Bo i mange år var leder af – leverer som sidst en loyal, lydhør, empatisk opbakning, ja, mere end det: Skavankerne er kongeniale fortolkere af Bos sangskat.

Rekviem for Kraka er et album, der selvfølgelig taler til og tiltaler den generation, som Bo Schiøler tilhører (Bo er årgang 1945). Men med sit dobbelte greb om nutiden og historien, sin usvigeligt humant-kritiske tilgang til sangenes emner og sine solide, vellydende og medrivende sange bør dette album nå langt ud over generationsgrænserne til alle, der holder af langtidsholdbar, velspillet sanger-sangskriverkunst. Hermed varmt anbefalet.

Bo Schiøler & Skavankerne. Rekviem for Kraka – sange fra et levet liv. Producer: Lars Schiøler. Sundance Music. Udkom d. 11. oktober 2019

Mennesker mødes og sød musik opstår i hjertet kaldte Jens August Schade sin romantisk-erotisk roman fra 1944. Og titlen passer så fint til mange menneskers møde. Nogle gange opstår der musik, andre gange romantik og nogle gange begge dele. Danske Peter Smith og svenske Caroline Leander mødtes på Bornholm for at arbejde med sangskrivningen. Og det kom der – i hvert fald – sød musik ud af. Og musikken er resulteret i den plade, der lige nu snurrer på min afspiller og bærer titlen “Du eller aldrig”.

Og helt i mødets ånd så er der både danske, svenske, dansk-svenske og engelske sange på pladen. Og helt i Schades ånd så kredser sangene om kærligheden i mange af dens schatteringer og facetter.

Men det er også et møde mellem to garvede kunstnere, der begge kommer med musikalsk ballast i form af solokarrierer inden for pop (Smith) og jazz (Leander). Og duoens baggrunde smelter smukt sammen i pladens sange, der vel bedst kan beskrives som værende voksenpop med jazzfeel. Sange der alle – uden undtagelse – er popmelodisk forførende og med deres umiddelbare appel til popøret aspirerer til rotation (streaming) på de danske, svenske og ja internationale radiostationer. Og debutsinglen “Den jeg bliver med dig” har allerede vist vejen og er blevet et hit på DR og andre radiostationer her i landet.

Leander og Smith synger dejligt begge to og får fin musikalsk støtte af Jens Lindgård ( programmering, bas, slagtøj, guitar og synth) og Rasmus Svensson (trommer). Selv tager de sig af tangenter (Leander) og guitarer (Smith).

Du eller aldrig er easy listening-jazzy-pop af fineste aftapning. Sådan en plade, der med sine behagelige, ukantede sange glider stille og roligt ind i øret, blodet og sindet. En plade, der godt i en tid, hvor verden er præget af meget kaos og konflikter. Pop, der er lidt gammeldags (i positiveste forstand) ved sin insisteren på den gode melodi, og som der altid vil være plads til. Hermed anbefalet.

Leander & Smith – Du eller aldrig. Producer: Jens Lindgård. Gateway Music. Udkom 27. september 2019.

Kvintetten Indian Cane er ikke et helt ubeskrevet blad. Jeg har kunnet læse mig til på nettet, at de bl.a. har været omkring DR P4s Karrierekanonen, har ageret supportband for adskille etablerede navne på de danske scener og har en debut-EP, Turning Point (2014) på samvittigheden. En debut, der i Gaffa blev fremhævet for sit høje ambitionsniveau og kritiseret for endnu ikke at have fundet sin plads i sangskrivningen.

Med debutalbummet In Between holder kvintetten et højt ambitionsniveau i deres kompositioner, der udmærker sig ved at være krydret med alskens stilistiske og instrumentelle farver og stor eksperimenterlyst. Du finder elementer af støjrock, men også dens modsætning i det folkprægede og akustiske. Med andre ord er Indian Cane et barn af vores tid, hvor musikken ofte er gennemstrømmet af alle de lyde og stemninger, der er tilstede i på den globale musikscene. Det kunne tages som udtryk for en retningsløshed og stilistisk forvirring. Men lytter man nøje efter, så kan man sagtens høre, at fundamentet er en snes velskrevne, klassiske (indie)rocksange, som de stilistiske elementer er bygget oven på.

Ørkenrock bliver musikstilen kaldt. Men for at undgå stil- og etiketteforvirring kan vi bare kalde det rock. For det er i bund og grund det ærinde, Indian Cane er ude i. Moderne indierock, bevares, men rock. Velproduceret ambitiøs rock med en snes gode sange, der tematisk spænder vidt, lige fra myrer (“Ants”) til noget om manderollen (“Be A Man”). Og Johnny Kühn (guitar,kor), Bjarne Roursgaard (guitar), Mikael Odder Nielsen ( bas ) ogRolf Alstrup ( trommer ) leverer rockvaren. De kører som smurt i rækken af velproducerede sange, der har en meget moderne studielyd. Og oven på det hele finder vi sangerinden Laura Lundfold, der virkelig er et aktiv for gruppen med en markant god stemme, der emmer af tekstindlevelse og udsøgt sans for frasering.

Indian Cane er et band, man gør klogt i at holde øje med. Måske har kvintetten endnu ikke helt fundet sit stilistiske leje, men den er godt på vej. Og In Between er mere end lovende. Et modigt og vellykket debutalbum, der fortjener mange rocklyttere. Hermed varmt anbefalet.

Indian Cane. In Between. Eget plademærke. Er udkommet.

Dawn comes quietly hedder Sarah Elgeti Quartets nye album. Og i PR-materialet citeres Sarah Elgeti for at ville “skabe et behageligt rum, hvor man kan fordybe sig og slappe af”. Som en slags modvægt eller modspil til en verden, hvor vi dagligt bombarderes med indtryk, lyde og informationer.

Og billedet af et sådant behageligt rum er en godt nøgle at have med sig, når man lytter til pladen. For det man oplever som lytter er netop at blive lukket ind i et rum eller univers, hvor musikken fra første færd inviterer en til at læne sig tilbage og fordybe sig musikkens detaljer.

Og det er værd at tage imod invitationen. Quartetten med Elgeti i spidsen som komponist og instrumentalist (tværfløjte og saksofon) byder på moderne jazz, der spænder fra det følsomme og lyriske til det sprælske og sejt funky swingende.  Og der musiceres så det er den rene fryd. Elgeti synger ikke, men får hjælp af den her fra bloggen kendte Sidsel Storm på tre af albummets numre, men ellers  er det instrumentalt. Og instrumentalisterne får herligt lov til at udfolde sig undervejs, så Elgetis kompositioner rigtig kommer til deres ret.

Ud over sine egne kompositioner, har Elgeti valgt at nyfortolke to stykker af Carl Nielsen (“En sommeraften” og “Tit er jeg glad”), der får lov til at afslutte pladen med maner.

Jo, at lytte til kvartettens plade er som at sidde i sit eget lille musikalske rum og opleve, hvordan dagen gryr. En jazzmusikalsk dæmning, der efterlader en med ro i sind og krop. Hermed anbefalet.

Sarah Elgeti Quartet with friends. Dawn comes quietly. Produceret af: Sahra Elgeti. Gateway Music. Er udkommet.

Change, Forandring hedder Mette Juuls nye album. Og man kan hævde, at det er en titel, der forpligter. Tekstligt og musikalsk. Og pladen lever da også op til titlen dobbelttydighed.

På tekstplanet drejer det sig om de forandringer, der udgør – ja er – livet eller i hvert fald livets vilkår. Fx at vi mødes og skilles på vores veje gennem livet. Sådan som Mette Juul selv tematiserer det i sin selvskrevne sang “It might be time to say goodbye”:

What if it’s time to say goodbye

and suddenly I realise

this might be the dumbest thing I’ll ever do

might never find someone

sweet as you

Men Forandring er ikke et rigidt bindende tema, mere et synonym for selve livet. Og sangene, der både er skrevet af Juul selv og hentet fra den store sangskat, der omfatter navne som Cole Porter (“Get out of town”) og Antonio Carlos Jobim (“Double Rainbow”), tangerer tematikken mere eller mindre direkte.

Hvis der er tale om musikalsk forandring, så er det måske i den forstand, at Mette Juul på denne plade stilistisk drejer sig markant i retning af den brasilianske bozza nova og samba og oven i købet i den amerikaniserede udgave, der opstod i tresserne, da de brasilianske toner ramte den amerikanske jazz og pop. Fra første laserspor farves sangene af den lette bossa nova-følelse og -stemning, der skabes smukt af det yderst kompetente ensemble, Mette Juul har allieret sig med: Ulf Wakenius (guitar), Lars Danielsson (bas, cello m.m.), Heine Hansen (piano, harmonika m.m.), Gilad Hekselman (guiatr) og Per Møllehøj (guitar).

Og Mette Juul tager den stilistiske forandring eller drejning til sig som det naturligste i verden. Den passer bare så godt til hendes smukke stemme, der med sin feminine klarhed og ro forvalter den stilistiske inspirations tradition med stor overbevisning, samtidig med at den tilfører noget personligt.

Hvis man er til bozza nova, easy listening jazz, amerikansk vokaltradition, så er der ingen grund til at betænke sig med at kaste sig over Mette Juuls plade. Hermed anbefalet.

Mette Juul. Change. Produceret af. Mette Juul, Lars Danielsson og Lasse Nilsson. Universal. Er udkommet.