CAPAC

Hvad er nu det?, tænkte jeg, da de sprøde, behagelig toner fra Late Bloomer gled ubesværet ind i mine ører. Engang for snart længe siden talte man i musikpressen om cross over-musik, musik, der krydsede genregrænser. Typisk mellem rocken og jazzen, men også mange andre genrer, fx bozza nova, folk. I dag er vi nok mere vant til at se, hvordan musikalske genrer og strømninger glider ubesværet sammen som akvarelfarver på et stativ.

Og projektet Thomas Madsen & I think you’re awesome – sangskriver og band – er tydeligvis et barn af deres tid, hvor grænser er for at overskrides og genrer og stilarter noget, man frit fortolker og forholder sig til efter behov.

I dette tilfælde er det tydeligvis jazzen, der er en slags forankringspunkt, hvilket selvfølgelig afslører sig i en lystig hengivelse til improvisation. Men det er meget mere og andet end jazz. Der er noget dybt nordisk-melodisk over Thomas Madsens numre, en nærmest easy listening-følelse over tilgangen til sangene med deres kredsen omkring de følelser og stemninger, som livets gang giver anledning til og en betagende, kvasi-poppet appel til lytteren.

Det er kun forståeligt, at projektet allerede for længst har gjort sig positivt bemærket (fx ved DMA Jazz og på P8Jazz og diverse streamingtjenester). For det er helt igennem sympatisk musik kollektivet bag Late Bloomer leverer, musik med appel både til jazzpurister og pophoveder og alle dem midt imellem. Jeg kan kun anbefale pladen varmt og vil se frem til endnu flere udgivelser fra denne konstellation.

Thomas Madsen & I think you’re awewsom. Jaeger Community Music. Udkom d. 4. september 2020

Da jeg for fire år siden anbefalede Deerborns Crash and burn placerede jeg bandet et sted mellem heavy metal og indie. Deerborns egen lille niche. Og med deres nye plade Where Demons hide viser de – dvs. Ask Fogh (bas, slagtøj), Daniel Buchwald (leadguitar, theremin, tangenter, flygehorn og banjo), Dennis Winterskov (trommer, trompet), Eik Skibdal (orgel, piano) og Lasse Nedenskov Nørby (forsanger, akustisk guitar) – at de har udviklet og forfinet deres sound.

Og det er stadigvæk det mørke, dystre, skjulte, der tematiserer sangene. I Lasse Nørbys sange, i musikken og såmæn også på coveret, der giver associationer i retning af gotiske romaner og gyserfilm. Mørket kommer fx til udtryk i titelsangen, hvor det hedder:

There’s a faceless soldier on a violent spree
And he wears his shame for all to see
Causin’ broken homes and families
And wounded souls left to bleed
And bullets fly
Fathers die
Where demons hide
Children cry […]

Men man skal ikke bare lade sig nare af Deerborn forkærlighed for det dulgte og mørke. Der er sket noget på den musikalske front. Deres mørke americana finder et modsvar eller modstykke i sangskrivningen, der siden sidst er blevet forfinet og skarpere i sit udtryk. Det slår mig, at sangene ganske enkelt er blevet mere helstøbte. De er melodiske, intense og medrivende. Man kan måske udtrykke det sådan, at Deerborn og sangskriver Nørby har styrket indiesiden lidt i deres musik – uden at mørket og dysterheden er forsvundet. Og sådan er det jo med musikalsk udvikling: Stilen fastholdes, men udtrykket skærpes og bliver tydeligere. Deerborn fastholder med den nye plade deres unikke placering på den danske rockscene og vil sikkert få endnu flere tilhængere. Hermed varmt anbefalet.

Deerborn. Where Demons hide. Produceret af: Ole Wind Bertelsen & Deerborn. Celebration Records. Udkom d. 28. august 2020

Youtube viser ingen video, men man kan fx se videoen til den indledende sang “Figured out” på bandets Facebookside.

Trine Lunau og Peter Sund er ude med et nyt album I dine hænder. Og som tilfældet var på deres 2018-udgivelse Landet brænder, så er duoen udvidet med et band (det samme som sidst). Og den nye plade føjer sig smukt til den foregående plade, både indholdsmæssigt og musikalsk.

Pladen består af ni sange, der hver især står som afrundede helheder, sange med deres særlige historie. Men sangene holdes sammen af titlens og titelnummerets budskab. I dine hænder er en sang om et irakisk flygtningepars dramatiske historie, men også en sang om kærlighedens helende kraft. Og kærlighedslivet er pladens tema. Ikke kun den kærlighed, der omfatter mand og kvinde, men også den, der viser sig i forhold til en ven (i sangen “En seng af guld”).

Trine Lunau synger sangene med sin gode, klare stemme. Og suppleres af Peter Sunds mørkere stemme. Og de står begge fremme i lydbilledet, som naturligt er for en duo. Og musikken kan stadigvæk beskrives om en afart af folk med ingredienser af den allestedsnærværende hybrid, americanaen.

I dine hænder lever flot op til de løfter, som forgængerpladen gav. Lunau & Sund har fået deres udtryk, deres stil, og rendyrker den på denne plade. Hvis man var til Landet brænder, så er der ingen grund til at holde sig tilbage med I dine hænder. Og nye lyttere kan passende begynde her. Hermed anbefalet.

Lunau&Sund. I dine hænder. Produceret af: Peter Sund. The Farm Music. Udkom . 9. september 2020.

Bag projektnavnet The Haiku Project gemmer sig musikeren Henrik Hytteballe, der har en fortid som instrumentalist i forskellige rockbands. Han har også beskæftiget sig med musik til teater, tv og film. Og er uddannet på det Alternative Rytmiske Konservatorium i København med pianoet som det foretrukne instrument.

Medens Hytteballe studerede på konservatoriet udsendte han sin første plade under navnet haiku. Det var i 2006, og siden er er kommet en god håndfuld albums. Senest Gratitude, der er det femte album under projektnavnet The Haiku Project, hvor Hytteballe får musikalsk assistance på guitar (Olav Masen), duduk (Canberk Ulas) og Cello (Christophe Luciani).

Som projektnavnet antyder (haiku er navnet på en klassisk japansk digtform) så befinder vi os – musikalsk og kulturelt – i Østen. Det er musik, der et eller andet sted finder sin inspiration i asiatiske traditioner for, hvad man (i mangel af bedre måske) kunne kalde spirituel musik. Musik, der er funktionel og sigter mod lyttere, der ønsker fordybelse, eftertanke, ro, fred og afklaring gennem musikken. Men, for der er et lille men, musikken står også i gæld til det musikfelt, vi her i vesten kender som ambient (tænk fx på Brian Eno), en slags vestlig pendant til netop de meditative strømninger, der gennem mange årtier har inspireret vestlige musikere (vi husker beatmusikernes inspiration fra de indiske ragaer, men det går endnu længere tilbage…).

Haikuprojektets album består af ti relativt lange numre eller stykker (4 minutter og derover). De har alle en titel – fx Choices, Before Sunset og Another Spring – men er uden vokaler. Og fælles for stykkerne er, at de alle er iørefaldende melodiske, og at de er bygget op omkring en rytmisk-melodisk grundstruktur, hvorpå guitar, duduk osv. leger solistisk og broderende. Det er meget fascinerende og umiddelbart appellerende – også for ører, der ikke er vant til den slags musik.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Gratitude er et album, der sigter mod mennesker, der i forvejen orienterer sig mod meditation  og hvad dertil hører (fx yoga og åndelige praksisser). Men musikken rækker langt videre. Vi lever i et samfund, hvor stress og jag er noget, alle i et vist omfang er noget, alle kommer i berøring med, og efter sigende bliver det kun “værre” de kommende år. Derfor kan der være et stort behov for netop musik, der netop fokuserer på fred, ro, fordybelse, eftertanke og selvforglemmelse. Og det er netop, hvad en plade som Gratitude gør. Det er dens berettigelse, og alle kan være med. Hermed varmt anbefalet.

The Haiku Project: Gratitude. Produceret af: Freddy Albrektsen. Nordsø Records. Udkom 17.07.2020

Youtube har desværre spærret for eksempler på musikken, men den kan findes fx på Spotify, Amazon Music, Apple Music og Pandora.

Efter et par fine små plader (EP’er) – Fairground og Vagabond Trail – som jeg har anbefalet her i bloggen, så albumdebuterer Jan Olsen med langspilleren Secret Love.

Og heldigvis fortsætter Jan Olsen i det spor, han  har banet med de foregående udgivelser. Det er samme vej, samme sti, han betræder, understreget af at tre af sangene på pladen var med på ep’en fra 2019. Olsen står ved sit musikalske udgangspunkt, der består af personlig sangskrivning med dybe rødder i klassisk rock, blues og folk. Og iklædt et musikalsk udtryk, der ligger langt fra vor tids computergenerede sound og dyrker det analoge, jordnære og hjemmelavede. Gammeldags kunne man også kalde det, forudsat man ikke lægger noget nedsættende i det.

Sangene kredser om et maskulint erfaringsunivers. Fra den  indledende “Bottletower Blues”, der tager sin titel fra en af Dublins mange pubs og fortæller en historie om drikkeriets glæder og sorger, over den Brecht-Weill-Waits-inspirerede “Sados and Psychos”, der tegner et skævt billede af en verden i opløsning til titelsangen “Secret Love” om en endnu ikke helt fuldbyrdet kærlighed, dirrende af forventning, drømme, håb og den altid nagende tvivl.

Jo, med sine ialt otte sange tegner Jan Olsen et  fint, måske lidt altmodisch (igen skal det ikke forstås negativt..), maskulint billede af verden. Jan Olsen står ved den han er og ved den musik, han dyrker og tydeligvis elsker. Et tekstunivers og et musikalsk univers, der helt sikkert peger bagud mod noget af det bedste, vi kender. Waits er nævnt, og andre store mandlige kunstnere kunne nævnes som oplagte indflydelseskilder. Men først og fremmest er Jan Olsen sin egen. Det har han vist med de tre plader, jeg er besiddelse af. Godt nok træder Olsen betrådte stier (af sig selv og andre), men det er med hans helt egne fodaftryk.

Hvis jeg skulle være lidt kæk, ville jeg kalde Secret Love en rigtig mandeplade. En plade, der står ved sin maskulinitet – musikalsk og erfaringsmæssigt. Og det er faktisk lidt rart  i disse kønsforvirrede tider at sidde med den i ørerne og hænderne. Men det betyder ikke – snarere tværtimod – at det kun er en plade for mænd. Det er en plade for alle, der sætter pris på god, traditionsbunden musik og gode sangtekster  fra en mands verden. Hermed varmt anbefalet.

Jan Olsen. Secret Love. Produceret af: Peter Sund. Gateway Music. Udkom 14. august 2020

Fem år  er gået siden Helene Bak debuterede med Oh so quiet, som jeg havde fornøjelse af at anbefale her i bloggen. Og dengang  hæftede jeg mig bl.a. ved, at Helene Baks plade var svært at indfange i en bestemt genre. Var det jazz, singer-songwriter-sange, pop m.m. ? Og min pointe var, at min tvivl eller forvirring netop sagde noget om den særlige niche, som Helene Bak havde fundet med sine intime, inderlige sange.

Og på sin nye plade Under One Roof er Bak lige så svær at sætte på formel som første gang. Og det er en styrke. Det er dog tydeligt, at sangerinden og sangskriveren har noget på hjerte. Hun vil fortælle os noget med otte sange, der er fulde af introspektion, refleksion og erfaring. Det er intime, introverte historier, der inviterer lytteren ind og med på en genkendende oplevelse. Og Helene Baks smukke alt står klart i lydbilledet og sørger for at sangene står tydeligt og letopfatteligt for lytteren (selv om et tekstark ville have været på sin plads i vinylcoveret…).

Og Helene Bak får et godt mod- og medspil af Mikkel Bøggild, der ud over at være medskaber af sangene spiller med (på guitar, lap steel, slagtøj og sang) og står for produktion, optagelse og miksning af pladen. Og dermed er Mikkel også garant for den særlige sound, der er på pladen, hvor singer-songwriter-sangene omfavnes af let americana, folk og diskret jazz-feeling. Igen må man bare sige, at Helene Bak er lykkedes med at tegne sin egen lille niche, der let kunne gå hen og blive hendes stil.

Og bag sig har Helene – ud over Mikkel Bøggild – igen et suverænt hold af musikere – Michael Vestbo (guitar), Jens Jefsen (bas), Søren Pedersen (trommer og slagtøj), Nikolai Bøgelund (trombone) og Jesper Riis (trumpet & flygelhorn) – der forstår at skabe de optimale musikalske rammer for Helenes sange. Med Under One Roof   bekræfter Helene Bak den position, som hun indtog med debutpladen for fem år siden, og der er al mulig god grund til at se frem til næste udspil og til at følge hende fremover.  Hermed anbefalet.

Helene Bak. Under One Roof. Producer: Mikkel Bøggild, Gateway Music. Udkom: 21.08.2020

Michael Dalgas er ikke et ubeskrevet blad her i bloggen. I 2015 anbefalede jeg en plade med Nicolai Mailand Trio, og der sad Michael Dalgas bag trommer og var med til at løfte pladen. Og nu har han så sin egen trio og er ude med albummet Death of a Tree.

Den tid, vi lever i nu, kalder på eftertænksomhed, fordybelse, refleksion og – ja – meditation. Og på den led passer Death of a Tree fornemt til vor pandemiske tids til dels pålagte isolation og indadvendthed. Baggrunden for pladen er, at komponisten – Dalgas selv – blev slået ud af kurs af nogle uheld, der medførte depression og identitetskrise. Og ud af rekonvalescensen er musikken så opstået. Og pladens titel henviser til et træ, som Dalgas plantede som tiårig og som blev ramt af sygdom og døde. Så oven i depression og identitetsproblematik kom så også et memento mori, en påmindelse om altings forgængelighed.

Og musikken stemmer fint med denne kontekst af melankoli, depression, eftertanke og dødsbevidsthed. Numrene – ti i alt – er tilbagelænede, refleksive og stemningsfulde i det mørke register. Og så dominerer det improvisatoriske, sådan som det sig hør og bør, når man har med jazz at gøre. Og musikken svinger mellem det let tilgængelige – grænsende til den sentimentale pop – og det grænseoverskridende, der vil appellere til dem med trænede ører for det eksperimentale i jazzmusikken.

Der er ikke nogen grund til at fremhæve enkelte numre på pladen, selv om de sagtens kan tale for sig selv. For det er som en eftertænksom helhed denne trioplade fungerer optimalt. Og de tre musikere – Dalgas på trommer og cymbaler, Lars Fiil på piano og Würlitzer – og Jasper Jags på bas – musicerer smukt og indforstået, og produktionen lader instrumenterne så klart i deres samspil.

Death of a Tree rammer med sin næsten eksklusive fordybelse og tilbagelænethed noget særligt ved vores tid, og er sådan en plade, der egner sig rigtig godt til stunder, hvor eftertanken skal dominere. Hermed anbefalet

Michael Dalgas. Death of a Tree. Produktion: Thor Madsen. Gateway Music. Udkommer i dag.

En dejlig plade. Det var det, jeg tænkte, da de første, sprøde toner forlod højtalerne. Nogle gange kan man næsten forudsige, hvad der er en i vente, når man sætter en plade på. Og sådan har det i hvert fald været for mig og så Alberte Windings nye plade Martha’s Vineyard. En helt igennem dejlig plade. Og så behøver jeg sådan set ikke skrive mere eller?

Jo, pladens titel henviser til en ø syd for Cape Cod, kendt for en sommerskole for døve og for at være et af velhavernes og de berømtes refugier. Men i dette tilfælde er Martha’s Vineyard mere et personligt mytologisk sted for sangskriver Alberte Winding. Et sted, hvor hun i de formative år mellem 16 og 19 opholdt sig (1980-1982), for at være en slags au pair. Og det blev et sted, det satte sig spor i den unge dame i en alder, hvor man løsriver sig fra sit ophav og forsøger at finde sine egne ben. Og et sted, der med tiden får en nostalgisk og mytologisk betydning for en. Og som voksen beslutter Alberte Winding sig for at vende tilbage og gense og -opleve det sted. Og det afstedkom så –  selvfølgelig  – en række sange, ti i alt, der nu udgør pladen.

Sange, der kommer rundt om de følelser og emner, sådan et formativt ophold kan give anledning til. Udlængsel,  hjemve, forelskelse (på godt og ondt), venskaber, fester, hverdagsliv og meget mere. Og det alt sammen filtreret gennem den voksne persons levede liv, hvilket kaster et blidt og forsonende skær over oplevelserne. Desværre er der ikke noget tekstark med pladen (cd-udgaven), og det kunne   Windings tekster godt have fortjent, og måske skulle man lægge dem op på kunstneres hjemmeside af hensyn til os, der gerne vil studere dem nærmere.

Det er da også den eneste indvendig jeg har mod Windings nye plade. For den er som skrevet dejlig. Alberte synger med sin velkendte, bløde, feminine, dejlige stemme. Og alle sangene, der er skrevet af Winding og ægtemanden Andreas Fuglebæk er en slags moderne folk eller americana (med den der amerikanske kategori, der omfatter alskens musikalske rødder). Sprøde melodier i afbalancerede, tilbagelænede arrangementer. Måske er der ikke et lyse nætter-hit på albummet, men sangene er så dejligt indsmigrende og forførende, at man ikke kan andet end at holde af den plade, hvis man er til smagfuld, charmerende voksenpop med noget på hjerte. Og det må man sige, at Alberte Winding stadigvæk har. Nu kan vi så bare se frem til, at Alberte med band får lov til at rejse land og rige rundt og spille sangene for os. Hermed anbefalet.

Alberte Winding. Martha’s Vineyard. Produceret af: Andreas Fuglebæk. Target Records. Er udkommet.

Exitstrategi kalder Laura Illeborg sin nye plade, der er den tiende i rækken siden 1995 (hvis man regner duoplader med Channe Nusbaum, Jens Lysdal og Peter Hegård med). Og ordbogen forklarer, at en exitstrategi er’ en plan for hvordan man slipper ud af en ubehagelig situation som man aktuelt befinder sig i’ og giver eksempler fra udsendte soldater i krig og kriminelle bandemedlemmer.

Men den exitstrategi, Laura Illeborg efterlyser i sangen med samme titel, er af mere eksistentiel art, hvor det store ufattelige himmelrum bliver et billede på ‘det med dig/ og det der alligevel ikke sku blive’ og forgængeligheden (*den om at alt snart er forbi’): “Mørket kom sammen med regnen/I en ret så dunkel synergi/Et foruroligende himmelrum/ Som Johan siger der er sorte huller i/ Så det jeg står og mangler nu baby/Er en exitstrategi”. Og det er nok ikke tilfældigt, at netop den sang er valgt som titel på albummet, for den grundstemning, der er i sangen – en splittelse mellem at være fanget af noget (kærligheden eller livet som sådan) og en frihedstrang – stemmer godt overens med, hvad man som (tekst)lytter til pladen møder.

For eksempel i den første sang på pladen “Yes I do”, hvor det netop er den altid svære kærlighed, der er på spil, og hvor usikkerheden og tvivlen er med som en paradisisk slange. Kan man tro på ham fyren fra Vesterhavet, der fortæller en, at ens øjne er ‘som finske skovsøer’. Og man vakler mellem at tro på kærlighedserklæringen og sige “Yes I do” og at tvivle: “Der er aldrig nogen der er nogens/ Når det er sagt skal du vide jeg er din/ og så vidt jeg kan forstår på det du siger/er du, er du ikke/er du min?”. Er du, er du ikke? Jo, helt fast grund under fødderne får man ikke i kærlighedslivet.

Og denne dobbelthed, denne eksistentielle vaklen genfinder man i den popforførende dejlige sang “I silende regn”, hvor hovedpersonen er fanget i den silende regn efter at ‘slaget er tabt’ og står og håber, at nogen vil komme til undsætning ‘med kort og kompas/med ændringer og tegn’. Et ønske: “Træk mig ind på velkendt land/tør mig og fald mig til ro/fortæl at når en dør bliver lukket/så åbnes dør nummer to” – “Men ingen kom og ingen så/vådt og øde var der/aldeles alene i verden/aldeles alene på vejen/ endegyldigt og i silende regn”. Sangen “Intet andet” er på lignende vis en tekst, hvor der er barberet ned til en ren eksistentiel erfaring eller oplevelse. En oplevelse af at livet er gået i stå i stedet for at bølge: ”

sker i bølger/lige nu er her stille som blik/ikke en krusning ikke en ring i vandet/ingenting intet andet”. Illeborgs tekster er, når de er bedst, poetiske stykker. Og hun har skrevet dem allesammen, men en enkelt undtagelse, Johnny Madsens “Sølver bue”, men den passer fint ind som et vemodigt-muntert modspil til den ovenfor beskrevne grundstemning.

Jo, Laura Illeborgs tekster er vigtige, meget vigtige. Hun rapporterer fra et levet liv med små øjebliksbilleder af, hvordan det står til, når man er blevet voksen, ungerne er fløjet fra reden og man er på kanten af alderdommen. Det er tekster for voksne, lige som pladen i det hele taget er vendt mod et voksent publikum, der sætter pris på alvorlige tekster, der hæver sig op over den gængse popoverfladiskhed og berører sine lyttere.

Og Laura synger teksterne med sin særprægede, dejlige stemme, der får lov til – heldigvis for det – at ligge helt fremme i lydbilledet og kræve lytterens opmærksomhed fra allerførste færd.

Og bag sig har Laura et lille udsøgt hold af musikere, bestående af Knud Møller (akustisk guitar, dobro og sang), Niels Dahl Christiansen (kontrabas og sang) og Peter Hellermann (klaver, harmonika og tangenter). Og de har sammen med Illeborg skabt  en række arrangementer, der består af primært akustisk americana. Der spillet tight og der er ingen slinger i valsen i afleveringen af musikken, der er skrevet af Illeborg, Dahl og Channe Nusbaum.

Som teksterne er musikken nok især rettet mod et modent publikum, der ikke søger letfordøjelig pop, men foretrækker tekster med dybde og musik med langtidsholdbarhed. Samlet set er Exitstrategi et album, der må kunne tilfredsstille enhver voksen, kræsen musiklytter. Og som burde været obligatorisk pensum på de radiostationer, der tager public service alvorligt. Hermed varmt anbefalet.

Laura Illeborg. Exitstrategi. Produceret af: Dahl, Møller og Illeborg. Target. Er udkommet.

Ti år er gået, siden Jes Holtsø og Morten Wittrock slog deres musikalske pjalter sammen. Og det skal selvfølgelig markeres – og markeres med manér. Og hvad kan være mere oplagt og bedre end at udsende en rigtig singleplade, der sammen med EP’en er blevet det nye sort i pladeindustrien (selv om der selvfølgelig er tale om en genkomst af den elskede og elskelige 45″).

Og helt i det gamle medies ånd er også indspilningerne af A- og B-side holdt i gammeldags analog, organisk og håndholdt stil. Med hjælp fra et udsøgt hold af musikere, der omfatter guitaristene Knud Møller og Jacob Rathje og et fantastisk kor, bestående af selveste Ivan Pedersen, Ester Brohus, Lei Moe, Sahra da Silva,Charlotte Vigel og Bossy Bo, griber Holtsø og Wittrock fat om de bluesrødder, de har gjort til deres varemærke. Men den er smurt godt og grundigt ind i rock og rul  (med boogie-woogiee-klaver, svingende guitarer og det hele) og soulfølelse. Jeg Holtsøs karakteristiske stemme lyder bedre end nogensinde, når han fører for i hyldestoden “Holding on”, der lyder som en rigtig kærlighedserklæring til duoprojektet, og som en lovende smagsprøve på det album, der forhåbentlig snart kommer fra den kære duo.

Og fejringen fortsætter på B-siden med “The Bright Side”, der fortæller os den sandhed, at blues ikke er den rene begrædelighed og kun sortsyn, men snarere den grundstemning, der også kan bære både glæde og livsappetit. Og på denne skæring får selveste Charlie McCoy, countrymusikkens elegante harmonikabetvinger, lov til at understrege sangens budskab med skarpe indlæg.

Nej, hvis man er til rigtige singleplader (med stift cover), original dansk blues-rock af bedste skuffe og i det hele taget dansk kvalitetsmusiceren, så er der ikke noget at betænke sig på. Lyt til Holstsø & Wittrock. Ja, køb den skive til samlingen af vinyler.  Hermed anbefalet.

Holtsø & Wittrock. “Holding on”/  “The Bright Side”- Producer: Morten Wittrock. DME. Udkom i går.