CAPAC

Jeg har haft fornøjelsen af at anbefale Consolation hele to gange før. Og jeg gør det gerne igen. For Consolation er noget så sjældent i disse x-factor-tider et band, der har fundet sin niche i det store, uoverskuelige musikalske landskab. Nichen har mange kælenavne. Americana, roots osv. Altså en musikform, der dyrker, ja rendyrker, de genrer, der udgør den amerikanske populærmusiks dybeste rødder. Og det er det sangskriver Nis Gaarde(sang, guitar, tangenter og slagtøj) gør sammen med sine gode medspillemænd, Jacob Svensson-Hahn (bas), Svens Busck Andersen (trommer), vincent Daly (guitar, sang) og Leif Bruun (steel guitar).

Som sidst har Nis Gaarde skrevet en snes sange, der ikke lader de amerikanske sangskrivere meget tilbage at ønske. Sange, der er både medrivende, iørefaldende på den poppede måde og som besidder nogle tekster, der har noget på hjerte og give lytterne lidt at tænke over og tygge på. Fx balladen “Invisible girl”, der godt kunne være en ode til en vis svensk pige, der har sat verdens politikere til vægs med sin autistiske insisteren på det banale, at vi skal passe på den jord, vi alle sammen deler. Eller titelsangen “Astoria”, der – hvis ellers jeg forstår den – er et stykke nostalgi, der passer smukt til Consolations ægte traditionalisme.

Hvis den nye plade Astoria adskiller sig fra de foregående to, så er det måske på den måde, at der er blevet skruet lidt op for rockknappen. En lille smule mere smæld i trommerne, lidt mere potens i guitarakkorderne. Det er i hvert fald det indtryk, man umiddelbart får, når man starter pladen med det heftige nummer “Running the light”. Og måske hjælpes det indtryk på vej af produktionen (af Nis Gaarde), der virkelig har fundet en fin balance mellem et fortættet bandudtryk og klarhed i de enkelte instrumenters fremtræden i lydebilledet.

Med til det let fornyede lydbillede hører også, at bandet får hjælp af en flok musikere, der hver på deres måde kvalificerer det samlede lydunivers. Emma Sommer lægger en lækker backingvokal og Michael Hartvig (slagtøj), Johan Bylling Lang (saxofon), Bjarke Nikolajsen (trompet), Søen Dahl-Pederen (orgel), Line Feldig (cello) og Lasse Storgaard (accordion) skaber en nuanceret kontekst for kvintetten som underbinder og understøtter Consolations modnede udgave af dansk americana (hvis man ellers kan mene det – det kan man godt i disse internationalistisk og globaliserede tider…).

Med Astoria sætter Nis Gaarde og Consolation en tyk, sort streg under deres position som et af genrens førende eksponenter i vort lille land. Og selv om pladen måske ikke lægger mange alen til de to vellykkede forløbere, så overbeviser den fuldt og helt om, at Consolation har fundet deres stilistiske hjem. Og man kan kun opfordre dem til at fortsætte ad det spor, så er der meget mere godt i vente. Hermed varmt anbefalet af capac.

Consolation. Astoria. Produceret af: Nis Gaarde. DME. Er udkommet

Ole Frimer behøver vist ikke den store introduktion. Og slet ikke her i det østjyske, hvor jeg sidder og skriver om musik m.m. Som der står på Frimers hjemmeside, så har han i årtier været ‘en prominent figur’ i det skandinaviske musiklandskab. Og med utallige koncerter – i forskellige konstellationer – og et betragteligt antal album har Frimer været en ypperlig eksponent for blues i dansk aftapning.

På sin seneste plade med Ole Frimer Band – Blålys – har bandet kastet sig over det danske sprog. Og denne nyorientering fortsættes på det seneste album, der hedder faerd. Altså færd, der er et gammeldags ord for bevægelse, det at bevæge sig fra et sted til et andet. Stavemåden skyldes måske, at pladen også kan og skal appellere til publikum uden for landets grænser.

Og faerd bevæger sig rundt. Fra barndommens Ålborg, tilbage i tiden til forfædrenes 1800-tals Nordamerika, til Galapagosøerne, hvor færdet bliver genfærd, til Los Angeles og videre endnu.

Og det ligger næsten i kortene at al den bevægelse fra sted til andet kalder på fortællingen. Det er det fortællingen gør, beskriver vores bevægelser i direkte og overført forstand. Og derfor er teksterne på faerd  nærmere prosaen end poesien. Ja, der er nærmest tale om en slags talking blues, hvor sangen eller talestrømmen følger rytmen tæt, medens den forholder sig mere frit til det melodiske. Og det er netop det, Ole Frimer som forsanger gør: fortæller sine historier  i et rytmisk fastholdt og pointerende, næsten hverdagsagtigt sprog, der rocker af sted på en sej bund af bluesfølelse.

Det betyder også, at sangene denne gang har fået et meget homogent og indbyrdes sammenhængende udtryk, og at detaljerne derfor kommer til at spille en stor rolle for det samlede udtryk. Som fx i sangen “Ses vi?”, hvor gæstemusiker Jacob Buchanans flygelhorn tilfører sangen en dimension af nordisk melankoli.

Samlet set har Ole Frimer Band begået et solidt album, der er båret af en konsistent og forenende idé, der styrer såvel det tekstlige univers som det musikalske. Det fungerer rigtig godt. Hermed anbefalet.

Ole Frimer Band. Faerd. Egen produktion. LongLife Records. Udkom januar 2020.

Det er næsten to år siden, jeg havde fornøjelsen af at-anbefale den irske brødreduo Hudson Taylors fine EP Feel it again. Dengang var udspillet præget af et moderne akustisk folkudtryk med klare rødder i fortidens folk. Og styrken ved den plade var brødrenes fornemme vokalarbejde og så en mærkbar sans for den gode popmelodi.

Og Harry og Alfie udfolder deres stærkeste sider optimalt på deres nye album Loving Everywhere I go. Pladen er indspillet i hjemlandet og i USA og produceret af John Rausch, der bl.a. har Taylor Swift på sit CV. Og Harry og Alfie har med de fjorten nye sange formået at finde et bredt musikalsk spektrum, der har taget farve fra mange stilarter, men alle har det tilfælles at de har den gode pops iørefaldenhed og forførelse i sig. Faktisk vil samtlige fjorten sange ubesværet kunne gøre sig på vor tids popstationers spillelister.

Tematisk kredser sangene, som titlen understreger, om at have et positivt livssyn og være åben over for, hvad livet bringer. Og det passer jo smukt til en gedigen popplade som denne. Pop, men ikke i den mest banale forstand. Harry og Alfie laver pop, der ikke kun appellerer til ungdommens popfans, men i allerhøjeste grad tager sigte mod et modent publikum, der ikke lader sig spise af med x-factor-metervare og musik, der er digitalt tappet for livskraft og -saft. Og Hudson Taylor leverer med Loving Everywhere I Go en portion moderne popmusik, der i kraft af sine melodier, sit flotte vokalarbejde og sine udsøgte arrangementer vil være langtidsholdbar. Hermed anbefalet.

Hudson Taylor. Loving Everywhere I go. Producer: John Rausch. Rubyworks. Er udkommet.

Der er noget gedigent gammeldags ved irske John Bleks album The Embers. Ikke i betydningen bedaget , anakronistisk eller tilhørende fortiden. Men for et gammelt musikøre som mit er der ingen vej uden om at tænke på dengang i 1960’erne og 1970’erne, hvor folkemusikken fik en renæssance og blev ført up to date som folk.

Det var dengang, man kunne slippe af sted med at udgive et album, der stort set kun bestod af en stemme, en akustisk guitar og nogle sange. Tænk fx på John Renbourne, Bert Jansch eller en Nick Drake. Og det er samme type nøgenhed og umiddelbarhed i æstetikken, John Blek dyrker, selv om han får hjælp af fire andre musikeres analoge instrumenter på pladen. Og måske fortæller den indledende sang “Empty  Pockets” noget om, hvad der er på færde i Bleks musik, noget om, hvad der driver hans sangskrivning. Sangen beretter om et søgende menneske uden en mønt på lommen, men med frihed i sit hjerte:

Following the sky, sleep beneath the stars

Fever in my mind, freedom in my heart

I lost touch I let go

Searching for something more.

With these rusted strings I will make my fortune

Singing for my supper on every corner.

I hear voices in my head

Why  am I so easily lead?

Skal man indkredse et tema på pladen, så er det måske den søgende sjæl og dens refleksioner over det levede liv. Selv når en elsket person er inden for horisontens kreds (fx “Death & his daugther fair”, “Ciara waiting”, “Flame (little death no 3)” og især singleudspillet “Revived”), så  er det på baggrund af den søgendes projekt, så at sige.

Hvis denne beskrivelse kan lyde lidt mismodig eller trist, så ophæves mismodet af den musikalske side. Dels synger John Blek såre smukt. Han har en stemme, der – apropos titlen – har en glød, der varmer mere og mere som nålen bevæger sig ind i sangene. Og han spiller en lige så smuk fingerpicking guitar og har skrevt nogle sange, der er moderne bevægende og smukke folkstykker. Endelig backes Blek op på fineste indfølende vis af de andre musikere.

Med The Embers viderefører John Blek et nøgen, akustisk folktradition på fornemste vis, dvs. han viderefører og tilfører den en god portion personlighed. Så hvis man er til akustisk folk af fineste slags, så er der ingen grund til at betænke sig over for John Blek, men nyde denne plade og se frem til, hvad han kan præstere i fremtiden. Hermed anbefalet.

John Blek. The Embers. Produceret af Brian Casey & John Blek. KF Records. Udkom 7/2-2020

Det forlyder er Signe Svendsens fjerde udspil som solist, og der er gået godt og vel ti år siden, hun sprang ud som sangerinde-sangskriver med albummet Ny passager (2010). Sidst jeg havde fornøjelsen af at anbefale hende var med Kun de faldne rejser sig igen fra 2013.

Dengang kredsede teksterne om de midaldrendes erfaringer fra kærligheds- og parforholdslivet, og denne tematik er da også repræsenteret på den nye plade, blandt andet i titelsangen “Det forlyder”, hvor den udkårne har fundet en anden kvinde:

Det forlyder, du har fundet én
Du har fundet én, der passer bedre ind
Men sig mig, ved hun ingenting
Ved hun, jeg har din ring
Ved hun, jeg har din ring

Hvor skal jeg nu gå hen
Kan du sige mig, hvor jeg kan finde fred
Hvis hun ligger i din seng
Hvor kan jeg så gå hen
Sig mig, hvor er mit hjem

Du tog mig, du tog mig helt
Under månens blik blev vi to til én
Du kaldte mig for din brud
Og sang det imod min hud
Sig mig, hvad gør jeg nu

Over alle bjerge, under have
Gennem byer ser jeg dig
Og mit halve hjerte vil for evigt
Længes mod dit, min ven
Så længe jeg har din ring

Det forlyder, du har fundet én
Du har fundet én, der passer bedre ind
Men sig mig, ved hun ingenting
Ved hun, jeg har din ring
Ved hun, jeg har din ring

Sangen er et udmærket eksempel på, hvor langt Signe Svendsen er kommet som sangskriver her på sin fjerde lp. Med et meget enkelt, nøgternt sprog (bemærk også titlen, der får en til at tænke på den næsten hårdkogte stil i fortidens telegrambureauer…”Det forlyder i følge Ritzaus bureau…”) beskrives en katastrofal følelsesmæssig situation af (formodet) svigt så de underliggende følelser af tab, uro, længsel, bebrejdelse, lidenskab osv. holdes i ave. Og det er jo en kunst at kunne gøre det.

Et andet eksempel fra samme temakreds er sangen “Langsom musik”, hvor Signe får et fint vokalt mod- og medspil af selveste Michael Falch. En sang, der kunne handle om ønsket eller drømmen om at skrue tiden tilbage, nulstille den udvikling, man har været igennem, og starte helt forfra. At tørre tavlen ren og begynde på en frisk:

Hvis jeg siger det, som det er
Vil du lade mig drukne her i dine hænder
Tag hvad jeg ved, tag hvad jeg har
Lad mig lære alt forfra

Vi ku’ drive væk
Til langsom musik
Før dagen sætter ind
Og vi husker alt igen

Hvis jeg siger det, som det er
Vil du lade mørket være, så tæt som det er
Udenfor står frosten klar
Jeg vil gøre alt forfra

Vi ku’ drive væk
Til langsom musik
Før dagen sætter ind
Og vi husker alt igen

Hvad kan du mon mærke
Skal vi altid banke på
En lukket dør
Som vi har gjort det tusinde gange før

Vi ku’ drive væk
Til langsom musik
Før dagen sætter ind
Og vi husker alt igen

Igen bemærker man det nøgterne, hverdags- og talesprogsnære sprog, hvor ordene doseres nøje og nøgternt – og lytteren nødes til at lytte efter, hvis meningen skal begribes.

Parforholds- og kærlighedstematikken fastholdes dog ikke helt, for i en sang som “Lys ud, lys ind” kan man tale om, at et personligt, indadskuende, eksistentielt perspektiv kommer ind eller fremhæves, men det er nærmest som et supplement til de andre sange.

Signe synger sine sange nøgent og smukt og med et ærligt udtryk, der passer fint til teksternes nøgne og til tider næste rå karakter. Og producer og musiker Lars Skjærbæk har skabt et lydbillede, der bærer Signe Svendsens sang og sange frem uden på noget tidspunkt at dominere. Og musikken er en slags voksenpop, der bærer præg af moderne indierock af den mere diskrete slags.

Alt i alt har Signe Svendsen lavet en plade, der bekræfter hendes ubestridelige talent som sanger-sangskriver i sin egen ret og demonstrerer, at hun roligt kan forfølge det spor, hun er inde på. Det vil kun kunne resultere i mere godt. Hermed varmt anbefalet.

Signe Svendsen. Det forlyder. Producer: Lars Skjærbæk. Eget plademærke. Udkom 31. januar 2020