CAPAC

I september 2019 lod jeg mig forføre af Ginne Markers overbevisende debutalbum For Seasons to Come, der med en flok stærke sange pustede nyt liv i sanger-sangskriver-genren. Og gjorde det i kraft af et ubetvivleligt talent for sangskrivning, kombineret med en særpræget, smuk stemme og et tilsvarende guitarspil.

Siden har har en lille virus og dens fæller gjort livet svært for alle, og udsigten til et opfølgende album til debuten er blevet skudt ud i en uvis fremtid. Men vira eller ej, så kan man ikke holde talent helt i ave. Og det har i første omgang resulteret i singleudspillet “Never Golden But Beautiful”, der bekræftede alt det, som debutpladen gav løfter om, og singlen er da også blevet et hemmeligt hit på DRs poporienterede kanaler.

Og nu har denne sang så fået følgeskab af sangen “Omen” og er blevet til en rigtig vinylsingleplade af den gode gamle slags med en A- og en B-side – eller rettere: med to A-sider. For det er to stærke sange, der er lagt ned i rillerne på singlepladen med det helt røde omslag. “Never Golden But Beautiful” er en meget smuk, lidenskabelige ballade, hvor Ginnes smukke, berettende stemme akkompagneres af hendes ligeledes smukke, luftige, klare guitarspil, sagte, vuggende trommer, kor og keyboards. En klassisk sanger-sangskriver-sang, der kun giver appetit på et kommende album.

Og på side to finder man så “Omen”. En mørkere sang (om et parforholds forlis), men stadigvæk velgørende melodisk og smuk. Men Ginnes fine stemme og fine guitarspil i centrum, omgivet af Johan Dalgaards diskrete, stemningsskabende keyboards og Aske Jacobys bas.

Med den røde singleplade lægger Ginne Marker endnu et lag på sit i forvejen stærkt overbevisende talentmasse og stimulerer lytterens appetit på mere. Hermed varmt anbefalet.

Ginne Marker. Never Golden But Beautiful/ Omen. Producer: Aske Jacoby. Giant Birch. Udkom d. 9.04.2021

Alvoren, der præger coverfotoet på Tears’ debutalbum Binging, bragging, bitching, passer fint til teksternes fortællinger om de knubs, som livet kan give i form af dyrtkøbte erfaringer, forliste og smertefulde forhold og andre problemer, der forsøges druknet og dulmet i rusens og beruselsens altid lokkende flugtvej. Tydeligt understreget af titelsangen:

“II have been binging, bragging, bitshing/ All my tears away/ I have been far too drunk to care about/ The better yesterdays/ I have been drinking lately/ Thinking/ Why you rew it all away/ Why you took not but one life/ But two of them/ And fucked me once again// Oh oh I doubt you ever cried/ No no no God he never cries// Go, I weep for you/ Now I weep for you/ Now I weep for you// I have been binging, bragging, bitching/ All my dreams away/ I have been sitting/ Reminisching/ About Better yesterdays/ I have been drinking lately/ thinking// Wju you threw it all away/Why you took not but one life/ But thwo of them/ And fucked me hard again// Oh oh I doubt you eve cared/ No no no God he never cares// God, I pity you/ No I pity you/ God, I pity you/ Now I pity you”

Nej, når livet rammer en, så hjælper ingen kære mor eller en gud i det høje. Men teksternes beskrivelse af livets nedture og slag over nakken munder dog ud i noget, man med god vilje kan en slags afklaring og eftertanke – eller tømmermænd af den emotionelle slags.

Så teksterne og det univers, de smukt tegner, har med melankolien og nedslåetheden noget næste tidstypisk over sig. For som jeg ofte har været inde på i mine anbefalinger, så er der en umiskendelig strøm af mismod, melankoli og livsbesværethed i tidens populærmusik. Så det er, som det skal være, kan man påstå.

Men – heldigvis havde jeg nær skrevet – er musikken, sangene, på denne fine plade som balsam for sjælen. De i alt ti sange er i deres afrundethed og velturnerede melodiøsitet som kontrapunktisk opdrift til mismodet og nedslåetheden. De er ti, fine popsange, som hver især aspirerer til langtidsholdbarhed på dagens poporienterede radiostationer og afspilningslister. Med sine iørefaldende sange afslører sangskriver Jeppe Grønbæk Andersen at han er et barn af de foregående mange årtiers sanger-sangskriver-kunst, hvor det er den gode historie og den gode melodi, der er i centrum. Dertil skal lægges, at arrangementerne med Jeppe Grønbæk Andersen i den vokale og centrale forgrund både afslører en forpligtethed på sangskrivertraditionen, samtidig med at den er farvet af post-punkens optagethed af støj og electronica.

Jeppe Grønbæk Andersen og hans fine band (Patrick Kociszewski – sang, guitar – Anders Ahle – piano, orgel, sologuitar – Julius Lykke – bas – og Lasse Kolding – trommer) har et stort potentiale og man gør klogt i at holde øje og øre med dem fremover. Hvis de får styr på tømmermændene og det, der forårsagede dem, så skal de nok blive store på musikscenen i de kommende år. Hermed varmt anbefalet.

Tears. Binging, Bragging, Bitching. Part Time Records. Er udkommet

For nylig landede et ubemandet fartøj på Mars, udstyret med alskens moderne isenkram til indsamling af informationer og materier på den røde planet så langt ude i himmelrummet, i udkanten af det univers, vi kan opleve noget af med det blotte øje.

På Kúlus debutalbum Lucidity mødes vi på coveret af en austronautlignende person, der befinder sig et sted med en bevoksning, som vi kun kan genkende som jordisk. Og Lucidity kan godt opfattes og opleves om en pendant til Marsprojektet, blot er det ikke det ydre rum, der skal udforskes, men snarere det jordiske liv, eksistensen i vores virkelighed i denne tid. En eksistens, der – hvis vi forsigtigt tager Daniel Buckwalds tekster til indtægt – beskriver et liv præget af fremmedgjorthed, udsathed og søgen efter mening. Som et eksempel kan man tage teksten til et af albummets lange numre “Stranger”, hvor netop distance, fremmedhed, fortabthed og søgen kan læses ind i beskrivelse af oplevelsen .

STRANGER

I can see the hands
of my Stranger
Still feel the touch
of my Stranger
A stranger that
I used to know
I can hear the words
from my Stranger
Still remember the words
from my stranger
Words that I
used to trust
Entering the marshland
Searching for dryland
Drowning where I stand
Nothing left to enhance
She’s only skin and bones
in my anger
Used to be my trust,
lust and anchor
And anchor
that I used to trust
I’m the assailant voice
Hurting my stranger
I’m in the marshy lands
Placed by my stranger
Entering the marshland
Searching for dryland
Drowning where I stand
Nothing left to enhance Searching for a better man
Running for a better land
A place for me to better stand
But I’m Entering the marshland

Jeg skal ikke forfølge en bestemt læsning af Buchwalds tekstunivers, men blot konstatere, at de tidstypisk tematiserer et liv og en verden, vi befinder os i, hvor netop fremmedgørelse, søgen, melankoli og forstemthed sætter dagsordenen for oplevelsen af og tilgangen til livet. Man genkender i øvrigt til delss Buchwalds teksttemaer fra hans arbejde i bandet Deerborn, som jeg tidligere har anbefalet.

Lucidity hedder pladen, og det betyder klarhed i syn og tanke. Og måske skal man forstå det derhen, at det er musikken , der med sine strukturer, variationer og helheder skaber en form for orden i det eksistentielle kaos, som teksterne alt andet lige fremstiller for lytteren. Sådan vil jeg i hvert fald gerne forstå albummets titel. Og sådan er det jo med kunst, det er formen, der skaber betydningen.

Og musikken er meget varieret på pladen. Bandet er allerede blevet stemplet “støjrock” og “postrock”, og sammenlignet med fx War on Drugs. Og det skal alt sammen nok passe, men man kan også løfte blikket lidt og se, at Kúlu som historiske pejlemærker har fx David Bowies Berlintrilogi og Velvet Undergrounds jagt på den hvide lyd og alle de mellemregninger, der fra dengang og til i dag . En musikalsk strømning, der har haft sin styrke i udforskningen af musikkens mange muligheder og ikke i bestræbelsen på at ramme et stadigt vekslende mainstreamsegments popsmag.

Der lægges ud med den nærmest – set i konteksten – balladeagtige “Ghost”, der løftes frem af sanger Dennis Winterskovs sagte, nedtonede stemme, som ligger på et skrøbeligt lag af lydflader, der langsomt får mere bund og struktur. På “Biggest Tone” skrues der op for udtrykket. En ligefrem, pågående rocksang, der bliver drevet frem af Kashmir-trommeslager Asger Techaus spil og Winderskovs dansende sang. Det er poprock med strejf af Depeche Mode og deres afkom. Og på “Grandees” får den en tand til. Igen står trommerne frem i lydbilledet, men de får fint mod- og medspil af ringlende guitarer og Winderskovs sang, der udfolder sig mere.

Og sådan fortsætter det over i alt otte relativt lange ( ca. 5 minutter) sange, der alle er særdeles formstøbte, gennemarbejdede rocksange. Støj- og post-rock, ja, men først og fremmest vellavede, afrundede rocksange med henførende melodier og komplekse arrangementer. Egentlig ganske klassiske rocksange bemærker man ved gentagne lytninger. Og det er måske i virkeligheden det overraskende ved Kúĺus debut: Bandet genopfinder den klassiske rock – iført noget af post- og støjrockens fjerdragt. Hermed varmt anbefalet.

Kúlu. Lucidity. Producer: Kúlu. Celebration Records. Er udkommet.

Ude i Whitesburg, South-East Kentucky sidder brødrene Hayden og Kenny Miles stadigvæk og laver musik med deres venner. Og det har de nu snart gjort i lang tid og på – vist nok – seks album. I forældrenes kælder har de fået lov til at indrette et lille studie, hvor deres plader er blevet til. Og det er måske denne forankring i et lille bysamfund langt uden for storbyernes støj og med røddernes langt nede i den muld, der nu om stunder betegnes “Trump-land”. I hver fald et sted, der på mange ledder og kanter kan betegnes som ærkeamerikansk.

Det er nærliggende at tænke på et andet, gammelt band, der også med held slog sig ned lidt uden for civilisationens radius og puls. Jeg tænker selvfølgelig – og langt fra tilfældigt – på bandet The Band, der jo beboede huset Big Pink, hvor de skabte noget af deres allerbedste – og hjalp Bob Dylan med – endnu engang – at finde melodien (i mere end en forstand). Og det var lige netop med albummet Music from Big Pink (1968), om ikke skabte så dog støbte formen til den ikke-genre eller musikalske hybrid, musikkritikere i dag ynder at betegne americana. Som betegnelse for en musik, der lystigt, men også kræsent, genbruger gamle stilarter og lader det hele smelte sammen med den hybrid, vi kalder rock.

Og det er for så vidt af de samme tråde stier, de samme spor, som The Band dengang trådte, og som mange siden har betrådt, at Kenny og Hayden Miles træder med deres plader. Og på den nye plade, der bærer titlen 1% Juice, er det som om støbeformen passer bedre end fx  på Songs only a mother could love, som er det album, jeg har anbefalet, og kender bedst til.  Det er som om sangmagerne er nået frem til en eller anden form for afklaring, sådan rent musikalsk.

Og den musikalske afklaring afspejler sig på den måde, at pladen består af en portion sange – tolv styks i alt – der hver især udgør små, afrundede, særprægede enheder. Sange, der ikke nødvendigvis kan/skal forstås som tematisk eller indholdsmæssigt forbundne, men som udgør den helhed, som kun et album kan danne. Sange, der hver især har penselstrejf af vidt forskellige stilarter – psychedelia, folkrock, gospel og meget mere – samtidig med at bunden skabes af Kenny Miles’ fremtrædende, gode stemme og hans markante guitarspil – og Haydens lige så centrale og vitale trommer med deres ‘tørre’ swing og faste drive. Også de andre musikere sætter deres præg på helheden, fx Ludwig Bauers synth, men der er ikke nogen tvivl om, at brødrene udgør Wayne Grahams bærende søjler.

Som skrevet, så er 1 %Juice et udpræget album og skal helst/bedst indtages som sådan. Til gengæld er man så sikret en varig musikalsk nydelse, der faktisk vokser stille og støt for hver gennemlytning. Det er udstedsamericana, når det er bedst, og jeg vil godt melde mig som fan. Lige som jeg gjorde i 1968. Det bliver spændende at følge brødrene også i årene, der kommer.

Wayne Graham. 1% Juice. Produceret af: Michael & Chastity Day. Hometown Caravan/ KF Records/ Celebration Records. Er udkommet.

Ambitionerne fejler bestemt ikke noget på det færøsk-danske indieband Fremmands andet album Wrong. Ambitionsniveauet afspejler sig i musikken, men også i det forhold, at bandet med sig som gæstemusikere har guitaristen Carlos Alomar (kendt fra sit samarbejde med ikke mindst David Bowie i Berlinperioden), Richard Fortus (Guns and Roses), Peter Hayes (Black Rebel Motor Cycle Club), New Yorkeren Null+Void, der er kendt for sit electroniske samarbejde med en lang række kunstnere.

Men hvis en sådan namedropping bare var et udslag af salgsmarkedsføring kunne det være ligemeget. Det er det imidlertid ikke. Indkaldelsen af de store navne giver mere end god mening i musikken, som Fremmand selv opfatter som liggende i slipstrømmen af goth- og postpunkrocken. Og det er også som arvtagere af disse strømninger, Fremmand fremstår på de nye opus.

Med den fascinerende og indtagende forsangerinde Jana Hjalgrimsdóttir i spidsen føres lytteren gennem ni sange, der har det tilfælles, at de alle er præget af en melankolsk-sfærisk stemning, der understreger teksternes livssyn. Et livssyn, der er båret af lige dele rastløshed, melankoli og storbyforstemthed. Sangene er melodiske uden at være poppede og lever primært højt på den stemning, der skabes. En stemning, der får kant og gennemslagskraft af den involverede guitarer.

Wrong er et album med streg under album, idet pladen bærer albummets fineste karakteristika, nemlig at musikken skal høres – lyttes – i sin helhed. Sangene kan sagtens tåle at stå alene, men det er som albumhelhed musikken vinder ved hver gennemlytning. Og på den måde er det en plade, der bærer traditionen (fx fra omtale Bowie og dennes storbytrilogi) med sig, samtidig med at Wrong giver løfter om nye landvindinger i fremtiden. I kraft af sin traditionsbundethed peger musikken fremad ind i fremtiden.  Hermed varmt anbefalet.

Fremmand. Wrong. Producer: Tobias Weltzer. Tutl Records. Er udkommet.

For et halvt århundrede siden dukkede singer-songwriter-genrebetegnelsen op, da et stor flok unge mennesker med langt hår, bare tæer og en akustisk guitar i hånden slog sig ned i Los Angeles’ opland. Og siden har betegnelsen været bærende også for kunstnere fra før halvfjerdserne. Og siden er der kommet en lang række kunstnere og plader, der kan tilskrives netop denne kategori: Kunstnere, der selv skriver musik og tekst og selv spiller musikken, evt. med hjælp fra musikalske venner.

Jeg kom i tanke om dette historiske perspektiv, da jeg modtog odenseanske Simon Høirups nye plade Gennem blåt glas, der er Høirups første plade på dansk. Ti sange på dansk, hvor Høirup netop lever op til sanger-sangskrivermodellen med hjemmegjorte sange på dansk og med guitaren i hånd – og med hjælp fra en håndfuld musikalske legekammerater.

Som titlen Gennem blåt glas, der også er titlen på en sang, antyder, så er det sange, der helt i pagt med tidsånden anskuer verden fra et rastløst og lidt melankolsk perspektiv. “Angsten lurer hvert et sted/ Støjen skurer i mine ører/ Uroen har slået sig ned/ Inden og uden for mine døre/ Sådan ser det ud/ Gennem blot glas/ Hvor rastløsheden styrer/ Og intet falder på plads […]”.  Og Simon Høirup synger de mundrette, enkle tekster, der ligger tættere på hverdagssprogets prosa end på poesiens sproglige indgreb, ærligt og ligefremt og uden iscenesættelse. Og Høirup kan undervejs få en til at tænke på både en Hans Vinding og på nogle af danskpoppens mandlige stemmer. Og det er nok også her musikken placeret sig – et sted mellem hippierock og danskpop. En blød rock, der er uhyre velspillet og passer rigtig godt til de jordnære tekster om en rastløs, urolig og “blå” verden.

Man kan kun ønske Høirup til lykke med danskdebuten og håbe, at han og vennerne vil fortsætte ad det spor. Det er en vellykket udgivelse og der er bestemt noget at arbejde videre med på kommende udgivelser. Hermed anbefalet.

Simon Høirup. Gennem blåt glas. Produceret af: Peter Sund. Gateway. Udkom 21.1.21.

Jeg ved ikke, om ideen har været brugt før. Måske. Men det er også underordnet, for ideen er god og giver god musikalsk mening: At den samme musik, de samme sange, præsenteres i to forskellige arranementer og instrumenteringer. Fordelt over en dobbelt EPs to dele. Man kunne også, hvis man skal være bare lidt nøjeregnende sige – fordelt over to albumsider. For sådan er det også. Den udgave jeg  sidder med er 12-tommer-formatet, altså LP’en, hvor musikken altså gengives på to måder, en på hver side. Men lad os ikke fortabe os i formatdiskussionen, der jo alligevel er lidt bedaget i disse streamingtider, og i stedet vende os mod musikken. Og det er der al mulig god grund til.

For Moonbee (der er kunstnernavnet for Gry Ebbesen) og musikerne i henholdsvis The Astronauts og Who Killed Bambi har noget på hjerte med musikken. Ikke kun sende lytterne til en anden dimension i intergalaktisk forstand. Om vi vil lege med på den idé eller ikke, er nok en smagssag. Men uanset hvilken position, man indtager som lytter, så er det ikke til at tage fejl af, at Moonbee og Co. er ude i et musikalsk ærinde, man kunne kalde moderne pop. Men ikke mere moderne end man sagtens kan opfatte de mange stilistiske tråde, der går tilbage i poppens historie. Til 1980’ernes leg med alskens elecgtronica og til 1960’ernes beat eksempelvis, men også de andre årtier, der går forud for vores tidsregning. Og det er en styrke ved projektet, at inspirationen skinner igennem. Det afslører, at man bygger videre på et solidt, virksomt grundlag.

Men ellers er det, der især gør indtryk ved projektet, Moonbees dejlige popstemme, der har en fremtrædende og naturlig rolle i sangene. Dernæst at der er tale om popmusik, der især er båret af stemning (i gamle dage ville man tale om mood music) og følelse. Det er let, svævende og ganske melodiøs popmusik, som det er en fryd at lytte til og som man let kan blive forfalden til. Og disse kvaliteter bliver understreget og styrket af de to forskellige arrangementer. Ideen med at lade de to forskellige orkestre indspille sangene har i hvert fald en effekt, nemlig at man bliver overbevist om, at sangene er mere en døgnfluer og holder ud over denne sæson.

Så står du og mangler noget musik til at trække dig ud af coronaisolationens “træthed” og få dig til at rejse ud på fantasiens vinger med lethed, så sæt Moonbee og Co.’s nye debut-dobbelt-EP på din afspiller. Hermed anbefalet.

Moonbee + The Astronauts + Who Killed Bambi – Come Move in another dimension Part I & Part II. Produktion: Anders Boll. Er udkommet.

Årets første anbefaling gælder meget passende esbjergensiske Big Sky Country og deres tredje album Autumn of Love. Meget passende, fordi jeg, sidst jeg anbefalede gruppen her i bloggen, udnævnte den til at være en af mine personlige favoritter blandt tidens rockbands. Og sådan er det stadigvæk, og måske endda i endnu højere grad end tidligere i kraft af den nye plade.

Den første sang på pladen hedder “If the Muse runs dry” – Hvis musen tørrer ud, kunne man fordanske det til – men, når man har lyttet til pladen i sin helhed, er man ikke bekymret for at inspirationens kilder skulle tørre ud. Snarere har man en fornemmelse af, at den muse, der har leveret inspirationen til musikken på Autumn of Love er fuld af ideer og musikalske indspark. Og det hænger sikkert sammen med, at Big Sky Country – og ikke mindst sangskriver Philip Skovgaard – som jeg tidligere har fremhævet og understreget ved, hvad musen trækker på i rockens tradition.

Albummets titel afslører det også indirekt. Autumn of Love spiller selvfølgelig på Summer of Love, den sommer i 1967, hvor der skete et nybrud i verden, som vi måske endnu ikke helt har forstået, hvor ikke mindst ungdommen under slagord som “fred”, “kærlighed”, “forståelse” osv. satte verden i bevægelse på en hidtiil uset og uhørt vis. Skovgaard kommer ind på denne forbindelse i pladens Liner Notes, hvor han trækker en forbindelseslinje fra dengang for 53 år siden og den nye, sociale situation, vi befinder os i nu. Om parallellen holder, skal jeg lade være usagt og lade stå åben (vi får se…), men der er ingen tvivl om, at Big Sky Country står ved den musikalske gæld og arv fra den tid og årene derefter.

Skovgaard peger helt konkret på lokationen Laurel Canyon, hvor nogle af de bedste af datidens sangskrivere og musikere slog sig ned og skabte musik, der den dag i dag inspirerer og farvetoner megen sangskrivning. Og Big Sky Country går endda så langt som til at genindspille en sang af selveste Scott “San Francisco (Be sure to wear flowers in your hair)” McKenzie fra dennes debutalbum The Voice of… (1967). Og Philip rejser spørgsmålet, om det er muligt at længes efter noget, man ikke selv var en del af, hørte eller så – dengang?

Hertil er svaret ganske enkelt: Selvefølgelig er det det. Som T. S. Elliott bemærkede om forholdet til traditionen (i digtekunsten, men det kommer ud på det samme…), så står kunstnerne på skuldrene af deres forgængere. Først når man vedgår sig arv og gæld fra “de gamle” kan man for alvor løfte sin kunst op til noget, der er værd at beskæftige sig med. Og sådan er det også i rocken. De bedste navne – Beatles, Dylan, you name them – står ved, at de har suget til sig af forgængerne i faget. Og Big Sky Country føjer sig helt naturligt til den bevægelse.

Og netop inspirationen fra før muliggør også, at man kan udvikle sig. Og sådan er det også med Big Sky Country, der på den nye plade har fundet et udtryk, der både er genkendeligt, men også har fået en ny enkelhed og følsomhed. Sangene er, som tidligere, af høj kvalitet med indsmigrende melodiøsitet og forførende lethed. Og der er fokus på en overvejende akustisk folk-singer-songwriter-lyd, der fortæller noget om, hvor inspirationen denne gang især er kommet fra, men måske også er et tegn på, at Big Sky Country for alvor er ved at finde formen, det stilleje, hvor bandet føler sig hjemme og hvor musen kan få frit spil.

Skovgaard slutter af med at citere Robert Hunter – sangskriver for Greatful Dead og samarbejdspartner for bl.a. Bob Dylan: “Let there be songs, to fill the air”. Og Big Sky Country lever med den nye plade op til den opfordring. Ti sange, der godt kan stå for sig selv, men som bedst folder sig ud som en helhed, på en plade, der kommenterer verden skæve gang og drømmer om en ny Summer/Autumn of… for musikken og menneskeheden. Hermed varmt anbefalet.

Big Sky Country. Autumn of Love. Produceret af: Philip Skovgaard. 10 Fingers. Er endnu ikke udkommet, men kan forudbestilles her. 

Som lovet kommer her en sidste pladeanbefaling (?) i år. Nemlig Kasper Søeborgs & Lars Bo Kujahns Word’n Global.

Jeg har lige været ude og gå min faste tur med min hund. Og det blev en lidt sindsoprivende oplevelse i dag, fordi unge mennesker i nabolaget har taget hul på nytårsfejringen med affyring af (ulovligt) larmende nytårsfyrværkeri. Og min hund, der er en jagthundeblanding, har en formidabel hørelse og han bliver meget bange og skræmt, når der pludselig affyres knaldfyrværkeri. Til gengæld har han det fint med beroligende musik, musik der ikke voldsom og larmende. Faktisk har forskning vist, at musik kan have den modsatte virkning af støj, fx nytårskrudt, og få hundens hjerte- og vejrtrækningsrytme til at falde, dæmpe angst og sågar have en postitiv indflydelse på immunforsvaret.

Så det var meget passende, at jeg nu, hvor den obligatoriske formiddagstur er overstået, har sat Word’n Global på musikafspilleren. For den udstråler alt det, som nytårskrudt ikke gør, nemlig ro, balance, afklarethed og skønhed.

Som pladetitlen antyder er vi ovre i en form for world music. Pladen henter sin inspiration i den berømte persiske digter, teolog, mystiker m.m. Rumis digte. Rumi (Jalāl ad-Dīn Muhammad Rūmī) levede fra 1207-1273 og især hans digte har fået stor udbredelse i de arabiske kulturområder, men også udenfor – fx i USA og i Asien – i kraft af solide oversættelser. Rumis digtekunst betragtes som hovedværker inden for sufilitteraturen og er blevet opfattet af nogle læsere som en slags poetisk pendant til selve Koranen. Og der er tale om digtekunst – i hvert fald på originalsproget – med en særlig metrik.

Præcist hvordan Rumis inspiration har fænget Søeborg & Kujahn ved jeg ikke, men det er tænkeligt, at der både er tale om en spirituel og musikalsk (metrisk) påvirkning. Og i så fald kan man (jeg!) sige, at inspirationen virker i kraft af en meditativ ro og stemningsfuldhed. Med et tidstypisk ord kan man måske vove at tale om en slags musikalsk mindfuldness. En musik, der først og fremmest tilstræber ro, harmoni, fred og skønhed.

Og det opnås i et instrumentalt møde mellem spanske guitarer ( Søeborg), Quanoon (Kuhan), Tabla (Nathan Kumar), bambusfløjte (Shashank Subramyam) og fløjte (Chris Poole). Blid flamenco møder mellemøstlige arabesker og dansk stoicisme. I hvert fald et verdensmusikalsk sammenløb, der lykkes som en meget inciterende og smuk alliance, der kun kan sætte lytteren i en tilstand af afspændthed og ro.

Man kan også vælge at sætte en diskret parentes om al snakken om persisk poesi og verdensmusikalsk legering og konstatere, at der bare er tale om en rigtig dejlig plade, der sagtens “bare” kan lyttes til, og nydes for sine stærkt musikalske, beåndede og beroligende, smukke numre. Som en slags moderne easy listening, der passer perfekt som et modstykke til vor tids rastløshed, hastværk og støj (i enhver forstand). Hermed varmt anbefalet.

Kasper Søeborg & Lars Bo Kujahn – Word’n Global – Producere: Søeborg og Kujahn  – Olafssongs. Er udkommet.

Jeg har her over middag gået lidt rundt om Claus Funchs nye – og andet – soloalbum Noise Tablets som katten om den varme grød eller som skoleeleven om det stilehæfte, der gerne skulle fyldes med endnu en stil. Ordene til en anbefaling kom ikke som de plejer med det samme. Ikke, fordi pladen ikke taler til mig. Tværtimod. Snarere, fordi Funchs musik appellerer til nogle bestemte smagsløg på min musikalske tunge (billedligt talt).

Noise Tablets er en af den slags plader, der med sin tekstlige og musikalske kvalitet skiller sig markant ud fra den store, kulørte strøm af populærmusik, vi dag ud og dag ind præsenteres for. Det er en i ordets egentlige og bedste forstand egensindig plade, der ikke tager sigte mod tidens populære toneart eller forsøger at stryge nogen med hårene.

Teksterne (der kan læses håndskrevne på et ark i coveret) kredser omkring kunstnerens “dæmoner”, nedtrykthed og spleen. Og de gør det i form af en slags Streams of Consciousness, der taler i sønderrevne sætninger og fragmenter om den mentale tilstand.

Og bevidstehedsstrømmene er itonesat en rudimentær, elementær skrabet og lidt skramlende udgave af moderne, americanaindflueret rock i otte sange, der udmærker sig ved en stilfærdig melodiøsitet og en paradoksal næsten introvert karakter. Det er ikke en storladen, oppulent og kostbar produktion, men en produktion, der skærer ind til benet i den musikalske nødvendighed, der lyser ud af projektet.

Claus Funch har skrevet alle sangene og synger selv for med sin egen vedkommende stemme, der fra første rille påkalder sig lytterens opmærksomhed. Han får støtte og selskab af Emma Fleming, der tager têten på sangen “Poesy for a dead Friend”, men ellers gør rigtig god nytte som stemningssættende baggrundssangerinde.

Funch selv står også for de fleste instrumenter på pladen. Piano, trommer, glockenspiel, tangenter og mere. Og får indfølt hjælp af medproducer Tim Graubæk på slideguitar, bas og slagtøj og af en håndfuld andre musikere.

Noise Tablets er en af den slags egensindige plader, der kalder på sin egen særlige plads på pladereolen. En af den slags vellykkede skiver, man gerne vender tilbage til igen og igen, når man får nok af streamingflodens behagesyge og vil sætte sine tanker og følelser på prøve. Hermed varmt anbefalet.

Claus Funch. Noise Tablets. Produceret af: Claus Funch og Tim Graubæk. Celebration Records. Udkom d. 9.10.2020