CAPAC

Med deres debutplade tager århusianske LIttle Winter temperaturen på tiden melankolske tilstand med fem skarpe poprocksange. Om hjemve (“Mt Egmont”, “Moment of your time”), ensomhed (“Summer never ends”) og kedsomhed (“Something cool”). Men også en lille portion livsappetit som modvægt (fx i “My Garden”).

Teksterne er forfattet af Nikolai Ryan, der også synger for med en stemme og stemmeføring, der passer helt fint til den fundamentalt melankolske stemning, der præger sangene. Men ellers får stemningen et godt modspil af de kollektivt skrevne sange, der besidder et overbevisende pophitpotentiale. Jo, Århus har fået en sangskriverteam, som vi bør holde øje med fremover – på plade og på scene. Det er poprocksange, der er indspillet live i studiet, hvilket giver dem en særlig friskhed og autenticitet, der ikke skjules, men indrammes af de ekstra lag let støjende og stemningsskabende lyd, der er tilføjet bagefter.

Alt i alt er LIttle Winters EP en overbevisende debut, der vil have let ved at ramme ethvert pophjerte som Amors pil. Hvis Nikolaj Johansaen Sodemann, Alexander Mirz, Daniel Clifton, Martin Welling & Nikolai Ryan forfølger det spor, de har lagt, så skal det nok gå dem godt i musik-Danmark. Hermed anbefalet.

Little Winter. Little Winder. EP. Produceret af: Daniel Clinton. Celebration Records. Er lige udkommet.

Man behøver ikke nødvendigvis en hel LP med fyrre til halvfjerds minutters musik for at overbevise en lytter – mig – om , at man han noget særligt at byde på. Og kvartetten Kúlu overbeviser netop med sin debutEP Quiescence om, at det har noget særligt for med deres musik.

Forleden kunne man i nyhedsstømmen læse om den støj, der er en del af den moderne verden, og som også udgør en konstant baggrundsstøj for vores liv og indirekte er med til at true os på eksistensen – på lige fod med andre klimaforandrende elementer. Og man kan sige, at Kúlu lige netop tager afsæt i denne konstante baggrundstøj og i dens musikalske korellat, vi finder i den støjende post-rock og dens forudsætninger i de tidligere årtiers metropolrock.

Kúlu trækker så at sige baggrundsstøjen ind i deres univers, hvor den forvandles til musik, der består af støjende flader – af forvrængende guitarer, ekspressive, eruptive trommer og en sang, der svæver over det hele. Selv om Quiescence er støjrock, så er de fire numre både markant melodiske og fulde af emotionel dramatik.

Qiescence overbeviser, fordi de fire numre demonstrerer af Kúlu allerede har fundet melodien, eller rettere sagt: deres særlige stil inden for den musikalske strømning, der er båret af den metropole støj. Så hvis man er til støjrock, så kan man roligt give Kúlu en chance på grammofonen og på de scener, hvor de end måtte optræde. Hermed anbefalet.

Kúlu. Quiescence. Produceret af: Asger Techau. Celebrations Records. Udkom d. 26. april.

Jeg er stærk kalder Claudia Campagnol sin debutplade. Og stærk er hun – som komponist, musiker og ikke mindst sanger. Og pladen er en stærk kop te, der dækker et stort spektrum fra saftig halvfjerdserinspireret funk til pop, men alt med et anker i jazzen, der farver hele spektret.

Der lægges ud med “All Through you”, der også er blevet til et singleudspil. Det er er funk, der leder tankerne hen på de fusionsplader, som den unge, ungarskfødte Claudia, lyttede til i sin faders pladesamling. Chick Corea, Mezzoforte m.fl., der leverede den funky, rockinfluerede, elektriske jazzrockfusion, der dominerede plademarkedet en periode. Og Claudia tager tråden op og giver den sit eget personlige anstrøg, blandt andet i kraft af sin smukke, stærke vokal, der både dominerer og spiller med som sit eget særprægede instrument. Det er et nummer, der burde kunne omvende de skeptikere, der mener, at jazz-rock-fusionens tid er ovre. Det er den bestemt ikke.

“I’m strong”, titelsangen og pladens andet nummer, er et helt nedtonet, stille, ligefremt stykke blød jazz, der i høj grav lever højt på Campagnols klare, smukke stemme, der fint fører sig frem på en bund af især keyboards (af Campagnol selv). Og den afløses af pladens mest poppede sag og sang “Do you love me”, hvis banalitet bæres igennem af Campagnols stemmepragt og den uviskelige jazzfeeling, der som en sky bærer melodien frem.

Og det er den bløde, poppede jazz, der dominerer pladen. Og heldigvis for det, for det lægger op til en følsomhed og fraseringslyst, som passer meget fint til Campagnols stærke stemme. Og bag sig har Campagnol et stærkt hold af musikere plus musikalske “special guests” (ingen nævnt, ingen glemt), der sørger for at numrene fremtræder på bedste måde – og for at Campagnols stemme får den plads og rolle, den fortjener.

Alt i alt er “I’m strong” en meget overbevisende debut, der også leverer et argument for jazzens og fusionsmusikkens fortsatte eksistens på musikscenen. Hermed varmt anbefalet.

Claudia Campagnol. I’m strong. Produceret af: Claudia Campagnol og Peter Sundberg (Executive Producer). Giant Sheep Music. Udkom d. 23. april 2019

Man skal lade musikken tale for sig selv. Det er sådan et princip, jeg har haft i mange, mange år. Lad alle udenomsværkerne ligge og lad musikken tale til dig. Og sådan har jeg det også, når jeg her i min lille blog anbefaler plader. Først bagefter, efterlods, læser jeg, hvad fx PR-folket og anmelderne vil fortælle mig om musikken og kunsterne – og så er skaden sket, pladen anbefalet.

Og i tilfældet The Grandfætters og deres andet album skal jeg et stykke ind i det indledende nummer “Bobby”, før jeg bliver opmærksom på, at vi ikke befinder os fx i Irland, England eller for den sags skyld en afkrog af Amerika, men derimod et afsides udkantsted i lille Danmark. Og det er en påmindelse om, at godt nok befinder vi os i en tid, hvor globalisering og internationalisering med al dens udjævning og homogenisering præger musikken dybt, men at vi måske netop derfor kan og skal gøre en dyd ud af, at vi har en lokal forankring. Et sted, hvorfra vores verden går og udspringer, og som skal skinne igennem, hvis vi ønsker at skille os bare lidt ud fra den ensartethed og forudsigelighed, der er en konstant risiko på det globale musikmarked. Det kan forekomme en smule paradoksalt, men jeg tror, at denne forankring i verden vil blive mere og mere udtalt som globalisering med al dens teknologiske og kulturelle udjævning slår igennem i alle verdens afkroge. Og heldigvis for det.

Og så mange indledende ord for at sige, at The Grandfætters har deres udspring på den jyske vestkyst, hvor vinden altid blæser og havet konstant minder en om natur og forgængelighed – og hvor der også lugter af de fisk, der i årevis har sørget for, at der var en mening med arbejdslivet. Mere præcist kommer Allan, Christian, Christian og Anders, der udgør grandfætrene, fra Thyborøn i Lemvig kommune, hvor Limfjorden møder Vesterhavet.

Og sangen om “Bobby” er sådan en sang, man kan forvente sig at kunstnere, der kommer fra den kant, ja, fra hvilken som helst jysk ud-kant. Et portræt af en af de lokale, Bobby. En mand, der lider af en uhelbredelig form for ludomani, hvor det slet ikke handler om at vinde i bob-spillet på bob-baren, men snarere tværtimod. Bobby har svært ved at lade de andre tabe og foretrækker at forgælde sig selv for at finansiere sin spillemani. Et absurd portræt af en tabertype, men beskrevet af tekstforfatter Christian Toft Bro med så megen indlevelse, sympati og loyalitet, at man ikke kan andet end at holde af spillemanden Bobby, der sidder på den brune bar og lader dig vinde alle pengene.

Det kunne være sådan et portræt, man fandt hos andre kunstnere fra de danske ud-kanter. Det er nærliggende at tænke på og nævne de store forbilleder udi den lokalforankrede sangskrivning, Niels Hausgaard og Allan Olsen, fordi de har været med til at definere den slags sangskrivning. Og et eller andet sted står Grandfætters i gæld til den tradition, som Hausgaard og Olsen m. fl. har videreført og stået som garanter for. Men de forvalter også deres udgave af det traditionsbundne med en god portion egenart og personlighed. Sangen om “Bobby” er således en blanding af Olsens historiefortælling og digterisk indlevelse og -følelse. Lige dele fortællende forløb og digterisk psykologi i en tekst, der trækker mere i retning af prosa end poesi, selv om den er der i form af rim, bogstavrim og leg med lokalsproglig kolorit ( om Bobbys lidelse hedder det fx at ‘den er så noller at det’ til grin’ og ‘inderst inde i Bobby gør det naller’ når han skal betale for sin lidelse – og sådan lyder det ikke i hovedstadens poetik).

Og musikken, der bærer sangen frem, er en slags moderne folkrock med streg under rock. Akustisk med potent banjo og guitar fremme i lydbilledet – og med en særdeles fængende melodi, der lugter langt væk af gammeldags hitkvalitet.

Hitkvalitet er der bestemt også i sangen “Barcelona”, der godt nok foregår i den katalanske hovedstad med grimme fisk og chablis på bordet, men i sin beskrivelse af livet og stedet lige så godt kunne have være foregået i hjembyen. Den lokale erfaringsverdens perspektiv fornægter sig ikke, men skinner smukt igennem turistens fortælling og indlevelsesevne. Og sådan er det med Bros tekster. Det lokale – med dets historie og kultur – er dybt forankret og giver teksterne en dobbeltkarakter, hvor det fortalte og oplevede gennemfarves af det lokale.

Christian Toft Bro, der står for både tekst og musik, vil – som beskrevet – både fortælle og beskrive og derfor får hans tekster karakter af en hybrid mellem hverdagsprosatekst og lyrik. Især i sangenes indledning er der markante lyriske tilløb, der er som lyrisk opvarmning til de historie, der kommer. Lyt fx til sangen om “Enkernes paradis” som illustration. Og så kan Bro det der med at lave sange, der er melodisk medrivende og forførende. Og arrangementerne, der lægger hovedvægten på et markant akustisk folkrockudtryk, som har rødder i både den nationale og den internationale folkrocktradition, passer umådeligt godt til Bros iørefaldende sange. Man kan kun håbe, at lytterne vil tage sangene til sig, for de er både umiddelbart fængende og langtidsholdbare.

I en enkelt sang “På vej” får Grandfætters hjælp af bysbarnet Johnny Madsen på kor. Som for at understrege både gælden til traditionen og den lokale forankrings uomgængelighed. Det er en fin gestus, et diskret nik mod et forbillede. En gestus, der blot understreger, at Grandfætters har noget på hjerte med deres musik. Noget der går videre end playlistemainstream og forglemmelig x-factor-appeal. Giv Grandfætters nye plade en varm velkomst. Det fortjener den – hermed anbefalet.

The Grandfætters. The Grandfætters. Produceret af: bandet og Morten Maltesen. Eget forlag. Udkom 29/3-2019.

Om et par dage udkommer skuespiller og musiker Mikkel Lunds debutalbum Built for comfort. Og det er en sympatisk EP med ialt fem numre.

Sympatisk, fordi den musikalsk er gammeldags. Forstået i positiv forstand: De fem sange bevæger sig inden for et rockmusikalsk spektrum, der går langt tilbage, ja helt tilbage til dengang rocken opstod af blues, country og andet godt. Sammen med Niels Ratzer på trommer, Mikkel Riber på bas, Kasper Damgaard guitar og Anders Rose tangenter – og endelig ikke at forglemme: Kathrine Brøndsted på velgørende kor – har komponisten fået drejet fem sange, der på ingen måde gør krav på musikalsk “innovation”. Og det er pladens musikalske styrke, at den står ved  sin traditionsbevidsthed og lader den skinne igennem med traditionens karakteristika – fremtrædende leadguitar og lige så fremtrædende tangenter og så hende der Brøndsted, der krydrer alle numrene med sit korarbejde.

Mikkel Lund er spasser, spastiker, dvs. lever med Cerebal Parese som sit livsvilkår. Og teksterne kredser om de specifikke erfaringer, denne lidelse giver en. Men – til forskel fra PR-materialet – så vil jeg ikke gøre større sag ud af dette forhold end nødvendigt. Musikken og pladen i det hele taget klarer sig fint uden at skulle være bærer af en sag. Og jeg tror – uden at vide det – at det er i kunstnerens ånd, når jeg siger, at man skal sætte parentes om lidelsens faktum og indtage pladen på linje med hvilken som helst andet plade. Og gøre det, hvis man kan lide rock med historie i sig. Hermed anbefalet.

Mikkel Lund. Built for comfort.  Produceret af Niels Ratzer. Gateway. Udkommer d. 5. april

Attituden på det sort-hvide coverfoto på duoen Long LIne Downs debutalbum Days Gone By er ikke til at tage fejl af: Ungdom, vildskab og garagestemning. Og så langt er coveret en nærmest perfekt indgang til de to musikeres musik. For Anders Holms og Martin Christensens musik oser langt væk af at være akkurat lige så ubesmykket, glatproduceret og ‘perfektionistisk’ som fotoet antyder.

Long Line Down spiller musik, der er meget tæt på rødderne, dvs. på den allestedsnærværende blues, som jo er rockens moder, og så en beskidt rock, som vore forfædre og -mødre biksede sammen i garager og kældre tilbage i efterkrigstidens første årtier. Lytter man godt efter – og det anbefales! – kan man spore strejf og spor af andet, fx den kulørte americana.

Selv om Long Line Down kun er en duo får Anders og Martin det optimale ud af deres anstrengelser. Anders synger for med en energi og attitude, der ikke er hverdagskost i dansk rock, og han får også meget ud af sine trommer, der virkerlig fylder godt i lydbilledet og lyder af meget mere, end man kunne forvente. Og Martins guitarspil løfter fint sin rolle med både lyrisk spil (fx i balladen “Sailor’s lullaby”, der afslutter pladeside 1) og bluesy rockvoldsomhed, der ubesværet giver trommemuren et overbevisende modspil. Dertil skal lægges nogle lag af baggrundsvokaler og håndklap m.m., der er med til at udfylde lydbilledet af en duo, der gerne vil lyde af mere, af band.

Days Gone By er sådan en plade, man som gammelt pop- og rockhovede kun kan holde af. En af den slags plader, man altid håber en dag vil ramme grammofonen og minde en om, hvordan det hele begyndte med ungdommelig energi og vildskab, tilsat attitude og fandenivoldskhed. Days Gone By er på den måde en gammeldags plade, der lever højt på at rådyrke de kvaliteter, der altid har været dele af rockens sjæl. Så hvis du er til den slags elementærrock, så skal du kende din besøgelsestid og få fat i den plade – og ellers holde øje med duoens aktiviteter på de danske spillesteder. Hermed varmt anbefalet.

Long Line Down. Days Gone By. Produceret af: Long LIne Down. Early Bird Records. Udkom 1.3.2019

Sidst vi hørte noget til Yellowbellies her i bloggen var med de foregående album Asnywhere but here i 2016. Dengang var der tale om en slags concept-album, idet bandet kredsede om temat “flygtningekatastrofen”. Men på det nye album All the in between er der ikke et bærende concept, men derimod en samling sange, der peger i forskellge retninger. Titelsangen handler således om København, “Not Around” om en besteforælders afsked med livet, “Cruise ship captain” om at komme overes med sig selv og sine rødder. Og så videre.

Det der binder sangene sammen er Yellowbellies udgave af moderne indierock. En rock, der båret af iørefaldende melodier og arrangementer, der har en særlig lethed, der til tider – fx i den titelbærende sange – nærmer sig et akustisk udtryk, men ellers består af luftige arrangementer, hvor producer (og trommeslager) Asger Møller har forstået at skabe et musikalsk univers, hvor der både er sammenhængende tæthed og hvor de enkelte instrumenter og vokaler får lov til at træde frem.

Samlet set er All the in between tydeligvis et album, der tager sigte mod det store mainstreamsegment. Og lur mig om ikke flere af sangene på dette album vil snige sig ind på de førende radiostationers playlister, hvor de passer ind som Hans i Grete. Hermed anbefalet fra capac.

Yellowbellies. All the in between. Producer: Asger Møller. Soundchest Records. Udkom fredag d. 22/2-19.

Hard Jazz, Hård Jazz, kalder Jan Lippert Hard Company – der også tæller Hans Emborg (bas, tangenter), Mikkel Brink (trommer) og Mads Storm (piano) – gruppens vist nok tredje fælles udgivelse. For nogle årtier siden ville man nok have omtalt musikken som jazzrock eller måske fusionsmusik. I

I hvert fald går der en lige, klar linje eller rød tråd fra denne plade og tilbage til og gennem den funky Miles Davies i 1980’erne og videre tilbage til halvfjerdsernes store navne inden for det særlige, vitale møde mellem jazzen og rocken. Weather Report, Mahavisnu Orchestra, Return to forever, Brødrene Brecker og mange flere.

Og den råde tråd træder tydeligt frem allerede ved indledningen af første nummer “Humongous”, hvor en potent, legende el-guitar tager føringen og hurtigt ledsages af lige så markante trommer og tangenter. Ja, der er streg under hard i Hard Jazz. Rockkanten fornægter sig ikke, men det gør jazzen heller ikke, for fra første færd er det ludisk-improviserende på færde og spil, og der broderes lystigt hen over de klare melodiske strukturer i numrene, der er skrevet af Lippert og Emborg.

Men selv om Hard Company altså står trygt og godt på skuldrene af en jazz-rock-tradition, så har deres bud på denne hybrid sin egen karakter og farve. Hard Company svinger, swinger, let mellem de to punkter, samtidig med, at der er toner af noget nordisk – eller måske ligefrem dansk – melankoli over dele af musikken. Hvorved fusionen får en særlig dobbeltkarakter, hvor jazz og rock, leg og tungsind, melodiøsitet og improvisorisk vildskab danser med hinanden og rækker ud mod både et inkarneret jazz- og rockpublikum – og dem, der sagtens kan sidde mellem begge stole uden at falde igennem.

Hard Jazz er et godt bud på en opfriskning af en fusionsmusik, der måske har haft trange tider hen over årtusindskiftet, og et godt argument for at tage den op og alvorligt igen. Hermed varmt anbefalet.

Jan Lippert Hard Company. Hard Jazz. Gateway Music. Er udkommet.

Johannes Andersen får lov til at indlede dette blogårs musikanbefalinger med sit nye album Der er grænser. En dobbelt- eller flertydig titel, der i det mindste både rummer det konstaterende – der er grænser, ja, det er der! – og det moralsk-etiske, ‘der er grænser’, der må være en grænse, en blonde… Hertil og så ikke længere…

Men det ville ligne Johannes Andersen dårligt, hvis der blot var tale om et tema eller en firkantet bærende idé for hele pladen. Pladens concept så at sige. Der er snarere tale om, at fænomenet “grænse” er et symptom på den tid, vi lever i her et par årtier inde i det nye årtusinde. En  problematisk tid, som pladens tekster belyser fra meget forskellige, konkrete vinkler.

Den første sang hedder simpelthen “Grænser”:”Der er hul i grænser/ Skyer krydser dem/Ørkensandet flyver rundt/ Havet bølger frem/ Se der er en spurv/ På grænsebommens snor/Myrer på rov/Uden at få lov/Kun et menneske kan være en fremmed/ Mellem hvorfra og hvorhen“. Det er svært ikke at læse denne tekst som en spidsfindig kommentar til vor tids helt store grænseudfordring, migrationen. Som en kommentar til alle dem – murbyggende præsidenter, nationale hegnopsættende og grænsebomshævdende politikere, grænsedragende europolitikere osv. – der tror, det er muligt at holde det fremmede, det andet helt ude i et konstant “hvorfra”. Grænserne brydes hele tiden, af naturen og af mennesker. Ingen grænse er absolut. Men samtidig peger sangen måske også på den grænse, der er mest problematisk, nemlig den – i vores hoveder – der skelner mellem, skiller, mennesker: “dem” og “os”, danskerne og “de fremmede”. En mental – psykologisk, politisk osv. – grænsesætning, der bærer den generelle grænsedragnings usikkerhed, ustabilitet og uro i sig.

Hvis det er rigtigt, forklarer det også noget af den næste, alt andet end enkle sang, “Skyggebokser på vejen”, der i et enkelt billedsprog (skyggebokseren) indfanger et menneske, der “i en vild fantasi” forsøger at bokse sig ud af usikkerheden, uroen og utrygheden: “Løber gennem regnene/Svupper i mine sko/ Hunden gør bag hækken/Skræmmer os begge to/ Der holdes vagt hele dagen/ Fremmede jages på flugt/ Rygter svæver i vinden/ Drevet af en indre frygt// Er der grænser/Ingen vil se/ Er der steder/ Uden anstændighed/...”. Det er kendetegnende for Johannes Andersen som sangskriver, at han forstår og formår at trække en almen tematik eller problematik (grænsen) helt ned på et konkret, individuelt plan, hvor den singulære oplevelse for alvor opløser ethvert tilløb til sort-hvid begribelse af emnet eller problemet. Som i tilfældet med skyggebokseren, der fanget i og blændet af bilernes lyskegler ikke rammer noget, men slår sine hænder til blods , får vand i skoene og spilder sin og vores energi: “Altid bedst at vinde/ Konkurrencen er så tæt/ Er man stærk som fanden/Hævder man de stærkes ret/ Skyggebokser midt på vejen/Spilder vores energi/Svært at finde hinanden/Og nu er klokken over ti”.  Måske er ‘skyggebokseren på vejen’ et billede på den politisk impotente verdensborger, der i en tid, hvor såkaldt ‘globalisering’ og ‘internationalisering’ nedbryder den ene grænse efter den anden, reagerer irrationelt og er tilbøjelig til at følge med dominerende dagsorden, hvor konkurrencen styrer og de stærke får deres ret.

I sange som “Terroristen”, “Rimelighed”, “En mand der viser mod” og “Hadet” tangerer sangskriveren emner, der er tæt knyttet migration og globalisering. Man kan måske driste sig til at hævde, at disse sange beskriver aspekter af den fælles virkelighed, vi deler, og som er præget af ikke mindst de mentale (psykologiske og politiske) grænser, vi har draget i vores hoveder.

Men hvis vi skal holde fast i grænsen som symptom, så er der også andre sange om andre grænser. Det gælder fx sangene “En kat alene i en lejlighed” og “Godt 70”, der hver på deres måde taler om den grænse, livet har. Katten går rundt på “tredje døgn i træk” i en lejlighed, hvor “en er død”. Ogi den anden sang handler det om de overvejelser, man som “godt 70” kan gøre sig, når ungdommens utålmodige higen efter at få tiden til at gå og blive voksen er afløst af tidens begrænsning. Til samme gruppe af sange hører nok også “Glæden ved at gå”, der først og fremmest gælder glæden ved at leve – helt banalt: gå, stå, høre, se, sove, vågne osv. – men også rummer det tilbagevendende kritiske blik på samme liv: “Glæden ved at være/glæden ved at sidde/ Og vide at vi går glip af en masse/ Men mere ulighed – kan det nu passe?”

Og – måske lidt uden for nummer, hvis vi skal være pendantiske (det skal vi ikke..) – så slutter pladen af med en dansk udgave af et Bob Dylan-nummer. Dylans “Sweetheart like you” (fra Infidels) er blevet til “En pige som dig”. Og med den sang vedgår Johannes Andersen sin arv og gæld og fremhæver den røde tråd, der går tilbage til Natten er nær fra 2012.

Musikken på den nye plade knytter på fineste vis an til de foregående plader med en blanding af rockende og mere balladeagtige sange. Måske har tangenterne en lidt mere fremtrædende rolle dennegang? (og de trakteres af Nikolaj Heyman og Gæst Vincent), men der er stadigvæk tale om musik, der står i gæld til den allestedsnærværende “americana” og dens forkærlighed for at blande alskens musikalske elementer. Her er den dog med et anker i den sanger-sangskrivertraditon, der går tilbage til og gennem Bob Dylan.

Som i forbindelse med de foregående plader kan jeg kun anbefale Der er grænser på det varmeste. Det er uden tvivl en plade, der ikke kun holder året ud, men langt ind i fremtiden.

Johannes Andersen. Der er grænser. Produktion: Nikolaj Hayman og Gæst Vincent. JLA Records.Udkommer til februar.

Sidst Strangers on a Train var forbi bloggen her, var det med den overbevisende The Doghouse Suite, hvor bandet viste sig som troværdige arvtagere af en særlig vesterlandsk kabarettradtion, hvor der hersker en udpræget sans for for det dekadente og dionysiske. En tradition og en musikalsk niche, der går direkte tilbage til tredivernes Berlin, Kurt Weil og flere til.

Og Strangers on a Train fortsætter i samme spor på deres nye plade med den næsten dystopiske titel The end is nigh but the night is young. Jovist, orkesteret spiller lystigt og forrygende videre, selv om enden er nær.Og måske er det i virkeligheden pladens let skjulte tematik. Hvor forgængeren var ganske eksplicit i sin dyrkelse af den musikalske niches grænsesøgende og -overskridende beskæftigelse med det burleskes driftsbesathed og livsappetit, så er den nye plade lidt mere diskret og skilter måske ikke så direkte med sit budskab om at fortsætte festen, selv om enden er nær. Men tag ikke fejl. Den er der.

Og som sidst står Frederik Juul Rasmussen i spidsen med en stemme, der ikke lader Tom Waits noget tilbage med hensyn til whisky- og tobakspatina.  Og sammen med bandet føres lytteren gennem hele tolv numre på en samlet spilletid lige i underkanten af de 40 minutter. Sange om ludere (Whores), djævlen (Baby, I’m the devil) og enden (…And so it ends). Der spilles suverænt og helt i stilens ånd er der godt med mandolin, harmonika og trombone  involveret. Og musikken appellerer til de indre dansesko og den indre festabe. Så hvis man er til den niches musik – der fx også kan høres i den fabelagtige tyske tv-serie Babylon Berlin – så er der al mulig god grund til at få fat i pladen og smide den på pladeafspilleren. Og i øvrigt finde forgængeren. Hermed varmt anbefalet.

Strangers on a Train. The End is nigh but the night is young. Celebrations Records. Er udkommet.

Ja da. Capac kan lige så godt tage skridtet fuldt ud og anbefale en rigtig jazzplade. Og samtidig foreslå, at man – i stedet for at overveje at give sig selv en julegave – bruger denne plade som julegave til en man holder af og som man gerne vil give en god musikalsk oplevelse.

Det drejer sig om sangeren Hans Toft Olsens album Four.  Der er tale om crooner-jazz, og sammen med sit lille hold af musikere – Thomas Vang (bas), Morten Lund (trommer) og Heine Hansen (piano) – crooner Hans Toft Olsen sig gennem 11 jazzstandards af navne som Miles Davies (titelnummeret), Cole Porter (“Every time we say goodbye”) og Thelonius Monk (“‘Round Midnight”). Og det sker i en produktion, der er renset for teknologiske gimmicks og deslige. En produktion (forestået af Olsens selv), der naturligt og forståelig sætter stemmen i centrum, men samtidig sørger for at akkompagnerende instrumenter står forbilledligt klart i det samlede lydbillede. En produktion, der – modsat meget af tidens produktioner – gør musikken en stor tjeneste i stedet for at sløre den.

Og Toft Olsen har en rigtig god stemme, der passer smukt til croonerjazzen. Fraseringernen og udtalen sidder lige i skabet, så man både kan aflæse teksterne uden besvær, samtidig med at sangen fremføres med både swing og swung. I entid, hvor selv Bob Dylan har kastet sig over croonerjazzen, så er det godt, at Toft Olsen er trådt ud af sit århusianske skjul (hvor han vist mest underviser) og demonstrerer, at vi har fået endnu en kvalificeret crooner i Danmark.

Det er kort fortalt en dejlig plade, de fire musikere har fået skruet sammen. En plade, der fortjener mange lyttere og burde kunne overbevise mangen en jazzskeptiker om, at jazz er noget, man også sagtens kan lytte til. En plade, der fortjener at ligge under juletræet. Og nu ligger den på min pladetallerken, så jeg behøver slet ikke at give mig selv en julegave alligevel. – Hermed varmt anbefalet.

Toft Olsen. Four. Producer: Hans Toft Olsen. AarhusArt. Er udkommet.

Jeg har brugt temmelig lang tid på at finde et coverfoto af Le Ducs nye album/EP “Too”. Og jeg fandt da også et lille bitte foto på Spotifys side, hvor pladen allerede ligger. Se her.

Bag kunstnernavnet Le Duc gemmer sig 20-årige Thea, der pladedebuterede i maj måned med “One”. Og nu får vi så, hvad der skulle være den “svære toer”.  Men den har angiveligt været en leg at lave, og det er da altid et godt udgangspunkt.

Le Duc er barn af sin tid. Opvokset med elektronisk musikisenkram inden for rækkevidde (fx mosters Roland RE-201 Space Echo, der som navnet antyder leger med gentagelses-/ekkoeffekter). Og det er da også en meget legende, eksperimenterende musik, der møder en på albummets ialt fem numre. Instrumentale numre, der sammenklipper/blander, ja citerer, lydsekvenser (bas, tangenter, stemmer, guitarer, “grooves”) til relativt lange forløb, hvor det repetetive, ja monotone, er dominerende. Monotonien er fremherskende, og der er ikke spor af popmusikkens traditionelle strukturer, hvor der fx bygges meld A- og B-stykker eller forløb med klimaks. Nej, musikken bevæger sig konstant inden for sine egne monotone rammer. Men det skal ikke forstårs negativt. Monotoni er en del af det musikalske udtryk og kan være meget stemningsskabende . Og det er da også tilfældet på Le Ducs plade, der i høj grad eksisterer og fascinerer i kraft af sin særlige minimalisme, der er en slags ekstrem udgave af dub/electronica /groove-musik, som Le Duc selv kalder den.

Too er ikke en plade for sarte popsjæle eller for folk, der synes at musikkens udvikling gik i stå sidst i forrige århundrede. Men hvis man kan åben ørerne igen, så er der en fascinerende oplevelse at hente i Theas musikalske legestuen, hvor det moderne isenkram er i højsædet.

Le Duc. Too. LD Records. Udkom d. 23/11-2018

Forleden gik jeg tur på det aarhusianske strøg i et bestemt ærinde. Nærmere bestemt Ryesgade ved Banegården. Og der var ingen tvivl om, at julen står for døren og har gjort det nogen tid. Selv om jeg af natur og gemyt skubber julen foran mig til engang omkring den 24. december, for at det ikke skal blive for meget, så er det ikke til at tage fejl af, at julen – i hvert fald den kommercielle del af den – er over os her i november måned. Med LED-lys og alskens kommers – i alle dette ords betydninger.

Så der er ikke noget underligt i, at jeg nu sidder med den første af årets juleplader i hånden. Det er Jette Torps plade med den enkle titel Jul.

Jette Torp har i mange år været et kendt ansigt og navn i dansk underholdningsoffentlighed. Men hun har holdt en pause fra al det fokus og støhej, der hører med til at være fremme i offentlighedens søgelys. Og den nye plade er et produkt af denne tid, hvor der har været skruet ned for det store format og de store armbevægelser.

Og det er da også et album, der er præget af, hvad man kunne kalde begrænsningens kunst. Den kunst, hvor kunstneren ved, hvor langt man kan gå uden at træde ved siden af eller overgøre projektet. Og det er positivt, for som man siger er det i begrænsningens kunst mesteren viser sig.

Jul består af en række velkendte julesange – af fx Brorson, Grundtvig og Laub – suppleret med et par selvkomponerede sange af Jette Torp – i samarbejde med hhv. Jan Kaspersen og Odd Nordstoga. Og netop de to selvskrevne sange – “Julen er tilbage igen” og “Lad glæden spire, lad glæde gro” – viser, at Jette Torp helt står inde for de kvaliteter, vi almindeligvis forbinder med den danske jul: det følelsesmæssige, fælleskabet og den religiøse dimension. Og selv om de to sange måske ikke bliver selvskrevne til fremtidige juleopsamlingsplader eller bliver obligatoriske i de små hjem, så lever de helt op til de melodiske og indholdmæssige forventninger, man kan have til sang til og om den forestående højtid.

Og Jette Torp synger godt, måske endda bedre end hun har gjort længe. Måske, fordi hun med dette sæsonbestemte projekt har fundet én hjemmebane, der passer til stemmen og de kunstneriske ambitioner. Og så får hun god hjælp af en række musikere – ikke mindst Jan Kaspersen – der formår at itonesætte julesangene, så de på fineste facon foregriber den julestemning, som mange af os ellers kan have svært ved at finde, når det hele går op i stress, jag og forbrugerisme. Så samlet set er Jul en særdeles vellykket plade, der sagtens kan supplere eller ligefrem erstatte de juleplader, man har i forvejen. Hermed anbefalet.

Jette Torp. Jul. Produceret af: Jan Kaspersen. Eget forlag. Er udkommet.

Også The Consolation – Nis Gaarde (sang, guitar, banlo, piano og synths), Rasmus Skov (guitarerpå “the fire”), Jacob Svensson-Hahn (bas), Uffe Nørtoft (pedal steel) og Sven Busck Andersen (trommer) – er gamle kendinge her i bloggen. Det vil sige: Jeg omtalte og anbefalede bandets eponyme debutalbum tilbage i april 2015, hvor jeg især fremhævede bandets fine eksponering af den efterhånden allestedsnærværende americana.

Nu er bandets så tilbage – i en let modificeret udgave (og med tilføjelse af seks andre musiske mennesker) – med opfølgeren Heartland med en bisonokse og et umiskendeligt amerikansk landskab på coveret. For ligesom at understrege, at det med americanaindflydelsen slet ikke var – eller er – nogen tilfældighed. The Consolation lægger på inden måde skjul på, hvor hovedinspirationen kommer fra – det store land derovre. Og måske er det det, der er hjertelandet? Landets hjerte? Kernen i landet? Eller måske er det i virkeligheden et imaginært land!? Hvad ved jeg…

I hvert fald er der ingen tvivl om, hvor inspirationen er hentet. Og denne gang er der ekstra accent på og understregning af, at amerikansk rock også er en væsentlig påvirkning. Fra allerførste skæring – “Stampede” – er der smæld i trommerne, bassen pumper løst,  kontante, markerede riffs på guitarerne rammer trommehinderne og en attitude, hvor sanger og band er helt fremme i skoene og appellerer direkte til koncert- og festivalpublikum med hang til at danse og skeje lidt ud. Nis Gaarde synger godt med den autoritet og selvbevidsthed, der hører med til den store stolte amerikanske tradition for fortællende rock. Og bag ham sørger bandet for at  får rockbudskabet igennem med tæt, dirrende rock og rul.

Men det er ikke kun rock. Der er selvfølgelig også spor af alt det andet fra den store americanagryde, der synes at være en konstant inspirationskilde her og hisset. Den rigt facetterede country sætter også sin umiskendelige spor på sangene – ikke mindst i form af countryens flair for fortællende sange. Et rigtig godt eksempel er titelsangen “Heartland”, der – hvis ellers jeg har dechifreret teksten rigtigt – handler om kærligheden – til hjertelandet og en eller anden skøn dame… Et andet godt eksempel er den efterfølgende sang om hjertedamen “Mary Sue”, der svinger af sted ad countryens velkendte, trådte stier.

Consolation tager med Heartland et skridt fremad og bjergtager mig med et album, der minder mig om store albums fra min ungdom. Album med, ja, Little Feat, The Band m. fl. Sådan at forstå, at det er et album, der overbeviser ved sin musikalske konsekvens, sit tætte samspil og sin tro på projektet. Heartland er et album, der har beriget mig her i 2018. Og det er jeg glad for. Hermed varmt anbefalet.

Consolation. Heartland. Producer: Nis Gaarde. DME. Er lige udkommet.

Søren Lampe er, heldigvis, en gammel kending her i bloggen. Jeg har anbefalet hans jazz på danska ogog hans Slow & Sentimental. Og på sin nye plade med den lidt drilske titel I Lampens skær fortsætter Søren Lampe i samme spor. Det vil sige det spor, hvor jazz og croonersang møder sange af forskellig observans og bliver til let fordøjelig jazz, easy listening. Og hvis der er noget nyt på den nye plade, så er det måske, at Lampe dyrker det danske sprog og fremstår som medsangskriver på samtlige numre.

Et godt, og måske også lidt overraskende (men på den gode måde) eksempel, er sangen og undtagelsen  fra reglen om egenkomposition “Den blå anemone”, hvor Lampe og Co. kaster sig over Kaj Munks kendte tekst. Men netop som undtagelse understreger nummeret, hvor produktivt det er, at Lampe vender sig mod sit modersmål. For i Lampes udgave afsløres det netop, hvor oplagt det kan være at itonesætte danske sange, der almindeligvis henlever deres efterliv i Højskolesangbogen. Munks livshyldende og religiøse tekst passer som fod i hose til Lampes livsbekræftende og lidt melankolske jazzudtryk.

Og med denne undtagelse kridter Lampe så at sige banen op for sine egne sange, der – som pladens undertitel fortæller – er små jazzede fortællinger. Og her træder Lampe ud i det spor, som Munks sang om anemonen, har lagt, hvor spaltningen mellem den danske melankoli og livsglæde løber gennem sangene. Hvad enten det er den åbenlyse kærlighedserklæring til storbyen København, en “Selfie blues” (alene titlen siger det hele…) eller en dansk udgave af Jobims vidunderlige “Girl from Ipanema”, hvor pigen er fra Hornbæk, uden at det gør den store forskel.

Det danske sprog  bliver ofte underkendt som udtryksform for musik, men i Sørens Lampes eksempel bliver det tydeligt, at brugen af vort modersmål fremtivinger en særlig ærlig følsomhed, som vi ikke – eller i hvert fald sjældent – mestrer på engelsk. Så det er et klogt valg af Lampe at vende sig mod vores fælles sprog. Jeg kan kun anbefale Lampe at fortsætte i det spor…

Lampe bakkes på smukkeste vis op af et hold musikere, der forstår at jazzificere Lampes luner. På tangenter finder vi Søren Møller, på slagtøj Morten Lund, Thomas Ovesen på bas, Per Gade på guitar, Steen Hansen trombone og endelig Mads Lacour på flügelhorn. Og de spiller dejligt tæt og indforstået og får pladens easy listening til at swinge helt naturligt.

Samlet set har Søren Lampe og Co. fået lavet en plade, der matcher de foregående to – og overgår dem i ovenfor beskrevne forstand. Derfor kan jeg kun anbefale pladen til alle dem, der sætter pris på det lette jazzede udtryk, der er kulør på tilværelsen.

Søren Lampe. I lampens skær. Ti små jazzede fortællinger. Producer: Søren Møller. Gateway Music. Er udkommet.

Video kommer, når der findes en sådan…