CAPAC

Sangskriver og forsanger Andreas Laursens ru og lidt hæse vokal sender straks denne skriverkarls tanker hen i retning af Hans Vinding (og Hyldemor), Hasse og William og den lidt flippede del af tressernes rockmusik. Og coverfotoet af et brændenældeblad gør også sit – selv om det nok ville have været et hampeblad dengang… Og Laursen lægger da heller ikke skjul på, at tekst og musik på albummet Brændenælden (gruppens andet album) har en nostalgisk og tilbageskuende karakter. Og det kan da heller ikke undre en, at en af sangene på pladen er Per Dichs berømte sang om kapitalismen ( i en moderniseret, uptempo-folk-udgave).

Titlen, coverfotoet og sangen “Brændenælden” har symbolværdi og peger på, at Laursen vil være talerør for dem og det, der ikke rigtig passer ind i det moderne vækstsamfund. Og i de herlige dansksprogede tekster er det samfundets bærme og udskud, der kommer til orde gennem Andreas Laursens ord, der personligt og ganske originalt vrider det danske sprog for poetisk energi. Og teksterne kunne fortjene en dybere analyse, men fraværet af tekstark gør det til en lidt uoverkommelig opgave.

Musikalsk befinder Laursen sig i krydsfeltet mellem pop, rock og folk. Også her peger projektet nostalgisk bagud mod tresserne og de tidlige halvfjerdsere, hvor folk netop var en markant inspirationskilde. Og med analoge instrumenter som mandolin, banjo, violin og dobro sørger bandet for at folktonen er markant og uomgængelig.

Med Brændenælden skriver Laursen sig ubesværet ind i rækken af dansksprogede sanger-og-sangskrivere, der har noget på hjerte – menneskeligt og socialt – og forstår at omsætte det til velgørende og ørebehagende sange. Og med en air af gamle dage – uden at blive bedaget eller irrelevant for vor tids lyttere. Hermed varmt anbefalet.

Laursen. Brændenælden. Egen produktion. Udkom d. 7. maj 2021.

Voksenmobning hedder det vist, når skolegårdens ondskabsfuld- og nederdrægtigheder fortsætter ind i voksenlivet. Og akkurat som i skolegården, hvor ethvert tilløb til at skille sig ud fra mængden kan give anledning til buksevand og verbale og fysiske overgreb, så kan man også som voksen møde det uudtalte krav om at rette ind og tilpasse sig fællesskabets grå, klæbrige masse.

Og sangerinden Jeanette Christiansen er en af de mange, der på sin egen krop har mærket, hvad det vil sige ikke helt at passe ind i andres forventninger og fordomme om, hvordan man skal se ud og opføre sig. Hvad enten det drejer sig om udseendet eller valget af et liv, der ikke i den konforme forestilling om far, mor, børn, villa, vovse og Tesla i garagen.

Men i stedet for at vælge den nærliggende og tidstypiske reaktion og italesætte krænkelserne på de såkaldt sociale medier, har Jeanette valgt at lade oplevelser være udgangspunkt for kreationen af en række sange, der tematiserer krænkelseskulturen (som fænomenet kaldes nu om stunder), men også – og nok så vigtigt – slår et slag for retten til at være den, man ønsker at være, og besynge livet, der jo er godt nok, selv om det ikke altid er retfærdigt (som Lou Reed gjorde opmærksom på).

Og hvilket medie er bedre til det formål end poppen. Og det er da også popmusik, Jeanette Christiansen har lavet. Ni sange, der måske sammenfattende kan kaldes voksenpop. Popsange, der trækker på det bedste fra poppens mangeårige tradition – med fokus på iørefaldende melodier og arrangementer, der lægger vægt på analoge instrumenter som guitar, klaver og orgel – og ikke på samtidens digitale legetøj.

Og det er lykkedes Jeanette og hendes hold at musikere at få skabt et helstøbt og bundsympatisk album, der uden mislyde får budskabet om at vi alle gerne må være her ud af højtalerne. Projektet er lykkedes, selv om voksenmobberiet jo nok fortsætter derude i virkeligheden. Hermed anbefalet.

Jeanette Christiansen. Jeg er Jeanette. Vi må gerne være her. Produktion: Boe Larsen. Udkom d. 28. maj 2021.

Jeg har nu og da her i bloggen begrædt eller i hvert fald beklaget, at den gammeldags pop, hvor vægten lægges på en god melodi, et godt omkvæd og nogle tekster, der var umiddelbart forståelige og ofte til at synge med på, var på retræte. At poppen på en måde var blevet offer for en udvikling, der har ladet hip hop og elektronisk studieisenkram være dominerende i musikbranchen.

Derfor er det rart at sidde med Isses nye EP En umulig drøm, hvor det netop er renlivet pop og poprock, der sætter dagsordenen. Her er ingen leflen for tidens dominerende tendenser, men en afklaret holdning til, hvad Isse vil med sin musik – og det er ørehængende, dansant og let medrivende poprockmusik.

Isse er en ung kunstnerinde, og derfor er det da heller ikke overraskende på nogen måde, at temaerne på den ialt fem sange er bristede venneforhold og lige så bristede kærlighedsrelationer. Altså sammen genkendeligt, og sådan har det altid været i poppen.

Isse synger dejligt med en stemme, der med sin klar- og renhed ekkoer af det bedste fra dansk pop – både danskpoppen og den pop, der ikke hører hjemme i denne kategori. Anstrenger man sig, kan man sagtens få associationer til det bedste af fortidens danske pop. Firsernes “gymnasiepop” ligger lige for som sammenligningsgrundlag.

Men Isse er først og fremmest sin egen. Og hendes sange brænder igennem i kraft af den ærlighed og den passion, der driver hendes sange. Og med god støtte fra en god snes musikere, der nok ved, hvordan man skærer en poprockmelodi, og nogle lige så kongeniale producere, har Isse leveret en overbevisende popplade, som man kun kan håbe på vil finde sin naturlige plads på landets mange radiospillelister.

Hermed anbefalet.

Isse. En umulig drøm.  Flere producere. Eget plademærke. Udkom 21.05. 21

Jeg tror, at jeg har været heldig nok til at anbefale det meste af det, Caper Clowns har udsendt. I hvert fald siden Type your text here i 2015 og senest med A salty taste to the lake i 2018. Og hver gang har jeg været ikke bare anbefalende, men også indtaget af dette danske indiebands forvaltning af den musikalske arv.

For det er en del af Caper Clowns vandmærke, at de kender traditionen og ved, at man kun kan blive til noget inden for populærmusikken – lige som kunsten i  det hele taget – hvis man lærer af de gamle mestre – for at kunne beherske udtrykket og for at kunne udvikle og – i bedste fald – forny det.

Og det er denne truisme, jeg finder bekræftet i Caper Clowns nye og dejlige album Abdicate the Throne. Den første association, der ramte mig, da jeg lyttede til albummet var Beatles’ Magical mystery Tour og ægteparret McCartneys jubiliæumsalbum Ram, uden at det på nogen måde skal forstås alt for bogstaveligt eller direkte. Det var mere lyden, ekkoet,  af den qvasi-mccartneyske lyst til eksperimenteren og legen med lyde, der i forbifarten farvede sange som den indledende “Pineapple Songs” og opfølgeren “Caps lock on”. Trangen til lige at tilføje noget ekstra oven på en god melodi og et elementært arrangement af en god rocksang.

Caper Clowns er et familieforetagende. Og måske er det en del af forklaringen på, hvorfor det lykkes så godt for gruppen at skabe en fortættet sound, der emmer af klassiske poprockdyder, som en rytmekerne af trommer og bas, et flot vokalarbejde, hvor det flerstemmige sidder lige i skabet og så nogle nærmest homogene arrangementer, der fint indfanger bandets stil anno 2021.

Hele fjorten sange er det blevet til denne gang. Og det må lytteren nærmest betragte som en gave. Fjorten sange, der alle fortjener at blive inviteret ind i ethvert popøre i dette land. Jo, Caper Clowns har gjort det igen – lavet et album med stor slidstyrke og stor appel til enhver elsker af den melodiske, kreative tradition i poppen og rocken. Hermed begejstret anbefalet.

Caper Clowns. Abdicate the Throne. Gateway Music. Udkom maj 2021.

Da Mathilde Falch i 2012 udsendte sin debut-EP skrev Torben Bille, at Mathildes stemme mindede ham om Chrissie Hynde (The Pretenders) og Lise Cabble (Miss B Haven), men også, at stemmen først og fremmest lød som sin helt egen. Og det er da – lyttet her i år 2021 til Mathildes nye album Solen brænder – især stemmen, der er den helt store attraktion. Mathilde har en stemme. der måske godt i forbifarten kan give mindelser om denne og hin sangerinde, men først og fremmest gør et stort indtryk i kraft af sin helt egen inderlighed, alvorlighed og lidenskabelighed.

Coronapandemien har angiveligt betinget den nye plade. På den måde, at den nødvendige isolation har nødvendiggjort en sangskrivning, der måtte tage udgangspunkt i et intimt samarbejde med Christian Ki for stemme og guitar. Og så senere udfoldet og iscenesat med tidens digitale og elektroniske isenkram i nogle arrangementer, der både dufter af moderne, følsom soul og det brogede, musikalske landskab, der kaldes hip hop.

Og udgangspunktet passer faktisk fantastisk godt til Mathilde Falchs søgende, sjælegranskende, sårbare tekstunivers, hvor den dobbeltbundede, tidstypiske og for Falch typiske melankoli udfolder sig og stortrives. Og netop den for melankolien karakteristiske tvivlen og usikkerhed gennemsyrer teksterne på en markant og særgen vis, der kunne fortjene en nærmere læsning (hvilket dog ikke er muligt for mig, da teksterne ikke er trykt i CD-udgaven, som jeg besidder – den eneste lille anke, jeg har mod udgivelsen…).

Heldigvis ophæves den grundliggende melankoli af den musikalske ramme, som Mathildes melodier og bandets og producentens arrangementer sætter. Det er en række iørefaldende, indtagende og bevægende sange, der ikke er pop, men besidder samme evne til at påkalde et og flere genhør, når først man er begyndt at lytte. Det er sange, der giver indtryk af, at Mathilde Falch med denne udgivelse –  i hvert fald for en tid –  har fundet et kunstnerisk ståsted, der både rummer udviklingsmuligheder og måske løfter om en egentlig personlig stil. I hvert fald er der god grund til at lytte til Solen brænder og se frem mod nye landvindinger.  Hermed varmt anbefalet.

Mathilde Falch. Solen brænder. Produktion: Chritian Ki. Just for the Record. Udkom 21. maj i år.

Når man har et alenlangt musikalsk CV, der går lige fra de århusianske punkere i  Lost Kids til årelang tjeneste hos selveste Johnny Madsen – plus alt det mere eller mindre løse og fast – og så brænder inde med nogle sange, som man ikke rigtig har kunnet komme af med eller som ikke rigtige passede ind på den lange rejse i musikkens tjeneste, ja, hvad gør man så. Jo, man gør det, som ligger lige for, når man er sangmager: Man laver sit eget album.

Og i Nellos – Niels Nello Mogensens – tilfælde skal det tages næsten bogstaveligt. Han står selv for det meste på sit første regulære soloalbum, der bærer titlen Perfect Sense. Men hel alene er man jo aldrig, vel? For det første står sangene – alle til hobe – i gæld til kvinden i Nellos liv. Hende konen, kællingen og – musen, uden hvem sangene ikke var blevet til. Og af samme årsag handler sangene selvfølgelig om den evigt udfordrende kærlighed og om livet slet og ret. Og det med fare for at ende i banalitetens garn, som det ofte er sket i poppen og rocken. Men Nello undgår det, fordi han har noget på hjerte og fordi ærligheden og ægtheden har overtaget.

Men ellers har Nello selv stået for sange, arrangementer og produktion. Og man mærker allerede fra første skæring, at Nello har masser af erfaring at gøre godt med. Produktionen og arrangementerne sidder “lige i skabet”, som man siger nu om stunder. Og det hele bliver ikke ringere af, at Nello har allieret sig med nogle folk, der forstår, hvordan man får det hele ind i det der skab. Det gælder fx og ikke mindst Per Kolling, der leverer nogle trommer, som man straks bemærker, fordi de har en særlig, lækker lyd. Og det gælder Søren Jacobsen, der supplerer Nello på guitar og er garanti for en homogen lyd gennem alle sangene. Nævnes skal også Marianne Lange/Mari Mana, der i sit duet med Nello – “I Will” – giver sangen og dermed albummet et ekstra løft. Og noget lignende kan siges om Palle Hjorth, der i den sidste sang – “Let love lead your life” giver Nello både med- og modspil på den gode måde.

Nello selv står naturligvis central på albummet med sin guitar og sin gode stemme. Og hvis han minder om  nogle af de sangskrivere, der gennem årtier har sat dagsordenen – fx Neil Young – så er det nok alt andet end tilfældigt. For selvfølgelig er Nellos soloalbum farvet af al den gode musik, han selv er vokset op med og har levet med. Og sådan skal det være. Men Nello gør det dog helt på sin egen måde og sætter sit eget markante vandmærke i sangene med sin akustiske guitar og sin modne, følsomme stemme.

Kvinden i hans liv må kun kunne være tilfreds, lige som alle os andre. Perfect Sense giver rigtig god mening som debutsoloalbum fra en mand med et imponerende CV og en masse på hjerte. Hermed varmt anbefalet.

Nello. Perfect Sense. Life is Good Music. Produktion: Nello. Udkom d. 7. maj 2021

Hvad får cirkushesten til at opsøge savsmuldet i cirkusarenaen igen? Hvad får en erfaren, navnkundig korsangerinde til at indspille sit tredje soloalbum efter årtiers virke bag cremen af dansk pop og rock? I Lei Moes tilfælde skulle der en Morten Wittrock (her i bloggen kendt for sit fornemme virke sammen med Jes Holtsø) til at lokke Lei ud af sin selverklærede pensionisttilstand for at gribe mikrofonen og stå i den lidt uvante rolle som soloartist og frontfigur.

Hvad Wittrock kunne og kan er at skrive sange (og producere dem), der stikker deres rødder dybt ned i blues, soul og funk. Og det er lige dernede, Lei finder sine musikalske rødder.

Og Lei er som en lille fisk i vandet på de ialt otte sange på pladen, hvor hun får kollegial hjælp af skuespilleren Troels Lyby (på sangen “Honey”), sangeren Allan Mortensen (på sangen “Won’t let go”) og nevøen Joey Moe (på den indleden sang “Mighty Good”). Og bag sig har Lei lutter gode kræfter. Ud over Wittrock på tangenter fx Pete Repete på orgel, Knud Møller guitar og Anders Gårdmand på saksofon. Et solidt set-up, der garanterer, at Lei kommer god i land med sit projekt. Og det gør hun.

Selvfølgelig er der noget (i bedste forstand) altmodisch over den musikalske retning. Vi befinder os herligt langt fra vor tids computeriserede og ofte sterile lydbillede. Til gengæld vækker Lei og Co. minder om tidligere tiders udprægede sans for behjertet, jordnær, swingende, saftig soul. Lei synger med al sin erfaring, fraserer ubesværet og får sangene til at swinge og danse i ørerne og kroppen.

Det er – helt musikkens ånd – sange om familie, kærlighed og livsappetit. Helt som det skal være. Med Wittrocks lydhøre produktion og arrangementer sidder de otte sange lige i skabet, som man siger nu om stunder. Albummet er et værdigt come back til rollen som solist der sagtens kunne bane vejen for endnu en solopladen engang med tiden. I hvert fald et album, der kun kan tilfredsstille enhver lytter, der endnu kan huske, hvad der blev lavet af musik i sidste halvdel af forrige århundrede. Så er du til musik af den ærlige, ægte slags, så er der ingen vej uden om Lei Moe. Hermed varmt anbefalet.

Lei Moe. St. Prdducer: Morten Wittrock. Crawfish Music. Udkom d. 9. april 2021

Den danske kvartet Sundays brændte igennem – også her i bloggen – i 2019 med udspillet Wiaca, der med sine indfangende indiepopsange både gav løfter til fremtiden og krævede umiddelbar opmærksomhed af indiesegmentet. Og med deres nye album Inner Coasts lægger de op til at erobre endnu flere fans og tilhængere.

Inner Coasts vender tekstmæssigt blikket indad – mod de indre kyster, både i direkte og indirekte forstand. Men det er først og fremmest i kraft af bandets sound, at pladen sætter krogen i lytteren. Man mødes således af lækker, indsmigrende strengeleg fra guitarer på pladens indledende sang “Salt of the Earth”. Og da de lette, lyse stemmer sætter ind, understøttet af bløde trommer og bas, hensættes man let til en stemning af luftig tresserfolk. Og det fængende melodiske tag har overtaget i forhold til sangtekstens melankoli.

Og sådan fortsætter det med den ene velafrundede, melodisk gribende sang efter den anden. I arrangementer, der yder sangene den bedst støttende og underbindende ramme. Med en slags hitpotentiel højdepunkt i kærlighedssangen “All we have is time”, hvor et rocket drive giver sangen retning mod popplaylisterne i radioen, hvor sangen vil skille sig ud fra mainstream i kraft af en rigtig god melodi, der oven i købet har sing-a-long-kvaliteter.

Og Magnus Jacobsen har indiskutabel nemme for den gode popmelodi og tæft for publikumsappel i sangene. Og han hjælpes mere end godt på vej af producer (og medsangskriver på “All we have is time”) Asger Teshcau, der helt sikkert bærer en stor del af æren for den indtagende sfæriske atmosfære og forlokkende vellyd på pladen. Og så skal bandets øvrige medlemmer selvfølgelig ikke glemmes. For deres smukke flerstemmighed og instrumentelle lydhøre diskretion, der fremmer sangene.

Med Inner Coasts bekræfter Sundays kun de løfter og det potentiale, de lagde for dagen i 2019. Albummet er som skabt til lytning i disse nedlukningsdage, men kalder også på de sommerscener, vi forhåbentligt får nogle af senere på sommeren.

Sundays. Inner Coasts. Producer: Sundays og Asger Teshcau. Celebration Records. Udkom marts 2021.

I september 2019 lod jeg mig forføre af Ginne Markers overbevisende debutalbum For Seasons to Come, der med en flok stærke sange pustede nyt liv i sanger-sangskriver-genren. Og gjorde det i kraft af et ubetvivleligt talent for sangskrivning, kombineret med en særpræget, smuk stemme og et tilsvarende guitarspil.

Siden har har en lille virus og dens fæller gjort livet svært for alle, og udsigten til et opfølgende album til debuten er blevet skudt ud i en uvis fremtid. Men vira eller ej, så kan man ikke holde talent helt i ave. Og det har i første omgang resulteret i singleudspillet “Never Golden But Beautiful”, der bekræftede alt det, som debutpladen gav løfter om, og singlen er da også blevet et hemmeligt hit på DRs poporienterede kanaler.

Og nu har denne sang så fået følgeskab af sangen “Omen” og er blevet til en rigtig vinylsingleplade af den gode gamle slags med en A- og en B-side – eller rettere: med to A-sider. For det er to stærke sange, der er lagt ned i rillerne på singlepladen med det helt røde omslag. “Never Golden But Beautiful” er en meget smuk, lidenskabelige ballade, hvor Ginnes smukke, berettende stemme akkompagneres af hendes ligeledes smukke, luftige, klare guitarspil, sagte, vuggende trommer, kor og keyboards. En klassisk sanger-sangskriver-sang, der kun giver appetit på et kommende album.

Og på side to finder man så “Omen”. En mørkere sang (om et parforholds forlis), men stadigvæk velgørende melodisk og smuk. Men Ginnes fine stemme og fine guitarspil i centrum, omgivet af Johan Dalgaards diskrete, stemningsskabende keyboards og Aske Jacobys bas.

Med den røde singleplade lægger Ginne Marker endnu et lag på sit i forvejen stærkt overbevisende talentmasse og stimulerer lytterens appetit på mere. Hermed varmt anbefalet.

Ginne Marker. Never Golden But Beautiful/ Omen. Producer: Aske Jacoby. Giant Birch. Udkom d. 9.04.2021

Alvoren, der præger coverfotoet på Tears’ debutalbum Binging, bragging, bitching, passer fint til teksternes fortællinger om de knubs, som livet kan give i form af dyrtkøbte erfaringer, forliste og smertefulde forhold og andre problemer, der forsøges druknet og dulmet i rusens og beruselsens altid lokkende flugtvej. Tydeligt understreget af titelsangen:

“II have been binging, bragging, bitshing/ All my tears away/ I have been far too drunk to care about/ The better yesterdays/ I have been drinking lately/ Thinking/ Why you rew it all away/ Why you took not but one life/ But two of them/ And fucked me once again// Oh oh I doubt you ever cried/ No no no God he never cries// Go, I weep for you/ Now I weep for you/ Now I weep for you// I have been binging, bragging, bitching/ All my dreams away/ I have been sitting/ Reminisching/ About Better yesterdays/ I have been drinking lately/ thinking// Wju you threw it all away/Why you took not but one life/ But thwo of them/ And fucked me hard again// Oh oh I doubt you eve cared/ No no no God he never cares// God, I pity you/ No I pity you/ God, I pity you/ Now I pity you”

Nej, når livet rammer en, så hjælper ingen kære mor eller en gud i det høje. Men teksternes beskrivelse af livets nedture og slag over nakken munder dog ud i noget, man med god vilje kan en slags afklaring og eftertanke – eller tømmermænd af den emotionelle slags.

Så teksterne og det univers, de smukt tegner, har med melankolien og nedslåetheden noget næste tidstypisk over sig. For som jeg ofte har været inde på i mine anbefalinger, så er der en umiskendelig strøm af mismod, melankoli og livsbesværethed i tidens populærmusik. Så det er, som det skal være, kan man påstå.

Men – heldigvis havde jeg nær skrevet – er musikken, sangene, på denne fine plade som balsam for sjælen. De i alt ti sange er i deres afrundethed og velturnerede melodiøsitet som kontrapunktisk opdrift til mismodet og nedslåetheden. De er ti, fine popsange, som hver især aspirerer til langtidsholdbarhed på dagens poporienterede radiostationer og afspilningslister. Med sine iørefaldende sange afslører sangskriver Jeppe Grønbæk Andersen at han er et barn af de foregående mange årtiers sanger-sangskriver-kunst, hvor det er den gode historie og den gode melodi, der er i centrum. Dertil skal lægges, at arrangementerne med Jeppe Grønbæk Andersen i den vokale og centrale forgrund både afslører en forpligtethed på sangskrivertraditionen, samtidig med at den er farvet af post-punkens optagethed af støj og electronica.

Jeppe Grønbæk Andersen og hans fine band (Patrick Kociszewski – sang, guitar – Anders Ahle – piano, orgel, sologuitar – Julius Lykke – bas – og Lasse Kolding – trommer) har et stort potentiale og man gør klogt i at holde øje og øre med dem fremover. Hvis de får styr på tømmermændene og det, der forårsagede dem, så skal de nok blive store på musikscenen i de kommende år. Hermed varmt anbefalet.

Tears. Binging, Bragging, Bitching. Part Time Records. Er udkommet

For nylig landede et ubemandet fartøj på Mars, udstyret med alskens moderne isenkram til indsamling af informationer og materier på den røde planet så langt ude i himmelrummet, i udkanten af det univers, vi kan opleve noget af med det blotte øje.

På Kúlus debutalbum Lucidity mødes vi på coveret af en austronautlignende person, der befinder sig et sted med en bevoksning, som vi kun kan genkende som jordisk. Og Lucidity kan godt opfattes og opleves om en pendant til Marsprojektet, blot er det ikke det ydre rum, der skal udforskes, men snarere det jordiske liv, eksistensen i vores virkelighed i denne tid. En eksistens, der – hvis vi forsigtigt tager Daniel Buckwalds tekster til indtægt – beskriver et liv præget af fremmedgjorthed, udsathed og søgen efter mening. Som et eksempel kan man tage teksten til et af albummets lange numre “Stranger”, hvor netop distance, fremmedhed, fortabthed og søgen kan læses ind i beskrivelse af oplevelsen .

STRANGER

I can see the hands
of my Stranger
Still feel the touch
of my Stranger
A stranger that
I used to know
I can hear the words
from my Stranger
Still remember the words
from my stranger
Words that I
used to trust
Entering the marshland
Searching for dryland
Drowning where I stand
Nothing left to enhance
She’s only skin and bones
in my anger
Used to be my trust,
lust and anchor
And anchor
that I used to trust
I’m the assailant voice
Hurting my stranger
I’m in the marshy lands
Placed by my stranger
Entering the marshland
Searching for dryland
Drowning where I stand
Nothing left to enhance Searching for a better man
Running for a better land
A place for me to better stand
But I’m Entering the marshland

Jeg skal ikke forfølge en bestemt læsning af Buchwalds tekstunivers, men blot konstatere, at de tidstypisk tematiserer et liv og en verden, vi befinder os i, hvor netop fremmedgørelse, søgen, melankoli og forstemthed sætter dagsordenen for oplevelsen af og tilgangen til livet. Man genkender i øvrigt til delss Buchwalds teksttemaer fra hans arbejde i bandet Deerborn, som jeg tidligere har anbefalet.

Lucidity hedder pladen, og det betyder klarhed i syn og tanke. Og måske skal man forstå det derhen, at det er musikken , der med sine strukturer, variationer og helheder skaber en form for orden i det eksistentielle kaos, som teksterne alt andet lige fremstiller for lytteren. Sådan vil jeg i hvert fald gerne forstå albummets titel. Og sådan er det jo med kunst, det er formen, der skaber betydningen.

Og musikken er meget varieret på pladen. Bandet er allerede blevet stemplet “støjrock” og “postrock”, og sammenlignet med fx War on Drugs. Og det skal alt sammen nok passe, men man kan også løfte blikket lidt og se, at Kúlu som historiske pejlemærker har fx David Bowies Berlintrilogi og Velvet Undergrounds jagt på den hvide lyd og alle de mellemregninger, der fra dengang og til i dag . En musikalsk strømning, der har haft sin styrke i udforskningen af musikkens mange muligheder og ikke i bestræbelsen på at ramme et stadigt vekslende mainstreamsegments popsmag.

Der lægges ud med den nærmest – set i konteksten – balladeagtige “Ghost”, der løftes frem af sanger Dennis Winterskovs sagte, nedtonede stemme, som ligger på et skrøbeligt lag af lydflader, der langsomt får mere bund og struktur. På “Biggest Tone” skrues der op for udtrykket. En ligefrem, pågående rocksang, der bliver drevet frem af Kashmir-trommeslager Asger Techaus spil og Winderskovs dansende sang. Det er poprock med strejf af Depeche Mode og deres afkom. Og på “Grandees” får den en tand til. Igen står trommerne frem i lydbilledet, men de får fint mod- og medspil af ringlende guitarer og Winderskovs sang, der udfolder sig mere.

Og sådan fortsætter det over i alt otte relativt lange ( ca. 5 minutter) sange, der alle er særdeles formstøbte, gennemarbejdede rocksange. Støj- og post-rock, ja, men først og fremmest vellavede, afrundede rocksange med henførende melodier og komplekse arrangementer. Egentlig ganske klassiske rocksange bemærker man ved gentagne lytninger. Og det er måske i virkeligheden det overraskende ved Kúĺus debut: Bandet genopfinder den klassiske rock – iført noget af post- og støjrockens fjerdragt. Hermed varmt anbefalet.

Kúlu. Lucidity. Producer: Kúlu. Celebration Records. Er udkommet.

Ude i Whitesburg, South-East Kentucky sidder brødrene Hayden og Kenny Miles stadigvæk og laver musik med deres venner. Og det har de nu snart gjort i lang tid og på – vist nok – seks album. I forældrenes kælder har de fået lov til at indrette et lille studie, hvor deres plader er blevet til. Og det er måske denne forankring i et lille bysamfund langt uden for storbyernes støj og med røddernes langt nede i den muld, der nu om stunder betegnes “Trump-land”. I hver fald et sted, der på mange ledder og kanter kan betegnes som ærkeamerikansk.

Det er nærliggende at tænke på et andet, gammelt band, der også med held slog sig ned lidt uden for civilisationens radius og puls. Jeg tænker selvfølgelig – og langt fra tilfældigt – på bandet The Band, der jo beboede huset Big Pink, hvor de skabte noget af deres allerbedste – og hjalp Bob Dylan med – endnu engang – at finde melodien (i mere end en forstand). Og det var lige netop med albummet Music from Big Pink (1968), om ikke skabte så dog støbte formen til den ikke-genre eller musikalske hybrid, musikkritikere i dag ynder at betegne americana. Som betegnelse for en musik, der lystigt, men også kræsent, genbruger gamle stilarter og lader det hele smelte sammen med den hybrid, vi kalder rock.

Og det er for så vidt af de samme tråde stier, de samme spor, som The Band dengang trådte, og som mange siden har betrådt, at Kenny og Hayden Miles træder med deres plader. Og på den nye plade, der bærer titlen 1% Juice, er det som om støbeformen passer bedre end fx  på Songs only a mother could love, som er det album, jeg har anbefalet, og kender bedst til.  Det er som om sangmagerne er nået frem til en eller anden form for afklaring, sådan rent musikalsk.

Og den musikalske afklaring afspejler sig på den måde, at pladen består af en portion sange – tolv styks i alt – der hver især udgør små, afrundede, særprægede enheder. Sange, der ikke nødvendigvis kan/skal forstås som tematisk eller indholdsmæssigt forbundne, men som udgør den helhed, som kun et album kan danne. Sange, der hver især har penselstrejf af vidt forskellige stilarter – psychedelia, folkrock, gospel og meget mere – samtidig med at bunden skabes af Kenny Miles’ fremtrædende, gode stemme og hans markante guitarspil – og Haydens lige så centrale og vitale trommer med deres ‘tørre’ swing og faste drive. Også de andre musikere sætter deres præg på helheden, fx Ludwig Bauers synth, men der er ikke nogen tvivl om, at brødrene udgør Wayne Grahams bærende søjler.

Som skrevet, så er 1 %Juice et udpræget album og skal helst/bedst indtages som sådan. Til gengæld er man så sikret en varig musikalsk nydelse, der faktisk vokser stille og støt for hver gennemlytning. Det er udstedsamericana, når det er bedst, og jeg vil godt melde mig som fan. Lige som jeg gjorde i 1968. Det bliver spændende at følge brødrene også i årene, der kommer.

Wayne Graham. 1% Juice. Produceret af: Michael & Chastity Day. Hometown Caravan/ KF Records/ Celebration Records. Er udkommet.

Ambitionerne fejler bestemt ikke noget på det færøsk-danske indieband Fremmands andet album Wrong. Ambitionsniveauet afspejler sig i musikken, men også i det forhold, at bandet med sig som gæstemusikere har guitaristen Carlos Alomar (kendt fra sit samarbejde med ikke mindst David Bowie i Berlinperioden), Richard Fortus (Guns and Roses), Peter Hayes (Black Rebel Motor Cycle Club), New Yorkeren Null+Void, der er kendt for sit electroniske samarbejde med en lang række kunstnere.

Men hvis en sådan namedropping bare var et udslag af salgsmarkedsføring kunne det være ligemeget. Det er det imidlertid ikke. Indkaldelsen af de store navne giver mere end god mening i musikken, som Fremmand selv opfatter som liggende i slipstrømmen af goth- og postpunkrocken. Og det er også som arvtagere af disse strømninger, Fremmand fremstår på de nye opus.

Med den fascinerende og indtagende forsangerinde Jana Hjalgrimsdóttir i spidsen føres lytteren gennem ni sange, der har det tilfælles, at de alle er præget af en melankolsk-sfærisk stemning, der understreger teksternes livssyn. Et livssyn, der er båret af lige dele rastløshed, melankoli og storbyforstemthed. Sangene er melodiske uden at være poppede og lever primært højt på den stemning, der skabes. En stemning, der får kant og gennemslagskraft af den involverede guitarer.

Wrong er et album med streg under album, idet pladen bærer albummets fineste karakteristika, nemlig at musikken skal høres – lyttes – i sin helhed. Sangene kan sagtens tåle at stå alene, men det er som albumhelhed musikken vinder ved hver gennemlytning. Og på den måde er det en plade, der bærer traditionen (fx fra omtale Bowie og dennes storbytrilogi) med sig, samtidig med at Wrong giver løfter om nye landvindinger i fremtiden. I kraft af sin traditionsbundethed peger musikken fremad ind i fremtiden.  Hermed varmt anbefalet.

Fremmand. Wrong. Producer: Tobias Weltzer. Tutl Records. Er udkommet.

For et halvt århundrede siden dukkede singer-songwriter-genrebetegnelsen op, da et stor flok unge mennesker med langt hår, bare tæer og en akustisk guitar i hånden slog sig ned i Los Angeles’ opland. Og siden har betegnelsen været bærende også for kunstnere fra før halvfjerdserne. Og siden er der kommet en lang række kunstnere og plader, der kan tilskrives netop denne kategori: Kunstnere, der selv skriver musik og tekst og selv spiller musikken, evt. med hjælp fra musikalske venner.

Jeg kom i tanke om dette historiske perspektiv, da jeg modtog odenseanske Simon Høirups nye plade Gennem blåt glas, der er Høirups første plade på dansk. Ti sange på dansk, hvor Høirup netop lever op til sanger-sangskrivermodellen med hjemmegjorte sange på dansk og med guitaren i hånd – og med hjælp fra en håndfuld musikalske legekammerater.

Som titlen Gennem blåt glas, der også er titlen på en sang, antyder, så er det sange, der helt i pagt med tidsånden anskuer verden fra et rastløst og lidt melankolsk perspektiv. “Angsten lurer hvert et sted/ Støjen skurer i mine ører/ Uroen har slået sig ned/ Inden og uden for mine døre/ Sådan ser det ud/ Gennem blot glas/ Hvor rastløsheden styrer/ Og intet falder på plads […]”.  Og Simon Høirup synger de mundrette, enkle tekster, der ligger tættere på hverdagssprogets prosa end på poesiens sproglige indgreb, ærligt og ligefremt og uden iscenesættelse. Og Høirup kan undervejs få en til at tænke på både en Hans Vinding og på nogle af danskpoppens mandlige stemmer. Og det er nok også her musikken placeret sig – et sted mellem hippierock og danskpop. En blød rock, der er uhyre velspillet og passer rigtig godt til de jordnære tekster om en rastløs, urolig og “blå” verden.

Man kan kun ønske Høirup til lykke med danskdebuten og håbe, at han og vennerne vil fortsætte ad det spor. Det er en vellykket udgivelse og der er bestemt noget at arbejde videre med på kommende udgivelser. Hermed anbefalet.

Simon Høirup. Gennem blåt glas. Produceret af: Peter Sund. Gateway. Udkom 21.1.21.

Jeg ved ikke, om ideen har været brugt før. Måske. Men det er også underordnet, for ideen er god og giver god musikalsk mening: At den samme musik, de samme sange, præsenteres i to forskellige arrangementer og instrumenteringer. Fordelt over en dobbelt EPs to dele. Man kunne også, hvis man skal være bare lidt nøjeregnende sige – fordelt over to albumsider. For sådan er det også. Den udgave jeg  sidder med er 12-tommer-formatet, altså LP’en, hvor musikken altså gengives på to måder, en på hver side. Men lad os ikke fortabe os i formatdiskussionen, der jo alligevel er lidt bedaget i disse streamingtider, og i stedet vende os mod musikken. Og det er der al mulig god grund til.

For Moonbee (der er kunstnernavnet for Gry Ebbesen) og musikerne i henholdsvis The Astronauts og Who Killed Bambi har noget på hjerte med musikken. Ikke kun sende lytterne til en anden dimension i intergalaktisk forstand. Om vi vil lege med på den idé eller ikke, er nok en smagssag. Men uanset hvilken position, man indtager som lytter, så er det ikke til at tage fejl af, at Moonbee og Co. er ude i et musikalsk ærinde, man kunne kalde moderne pop. Men ikke mere moderne end man sagtens kan opfatte de mange stilistiske tråde, der går tilbage i poppens historie. Til 1980’ernes leg med alskens electronica og til 1960’ernes beat eksempelvis, men også de andre årtier, der går forud for vores tidsregning. Og det er en styrke ved projektet, at inspirationen skinner igennem. Det afslører, at man bygger videre på et solidt, virksomt grundlag.

Men ellers er det, der især gør indtryk ved projektet, Moonbees dejlige popstemme, der har en fremtrædende og naturlig rolle i sangene. Dernæst at der er tale om popmusik, der især er båret af stemning (i gamle dage ville man tale om mood music) og følelse. Det er let, svævende og ganske melodiøs popmusik, som det er en fryd at lytte til og som man let kan blive forfalden til. Og disse kvaliteter bliver understreget og styrket af de to forskellige arrangementer. Ideen med at lade de to forskellige orkestre indspille sangene har i hvert fald en effekt, nemlig at man bliver overbevist om, at sangene er mere en døgnfluer og holder ud over denne sæson.

Så står du og mangler noget musik til at trække dig ud af coronaisolationens “træthed” og få dig til at rejse ud på fantasiens vinger med lethed, så sæt Moonbee og Co.’s nye debut-dobbelt-EP på din afspiller. Hermed anbefalet.

Moonbee + The Astronauts + Who Killed Bambi – Come Move in another dimension Part I & Part II. Produktion: Anders Boll. Er udkommet.