CAPAC

Fem år  er gået siden Helene Bak debuterede med Oh so quiet, som jeg havde fornøjelse af at anbefale her i bloggen. Og dengang  hæftede jeg mig bl.a. ved, at Helene Baks plade var svært at indfange i en bestemt genre. Var det jazz, singer-songwriter-sange, pop m.m. ? Og min pointe var, at min tvivl eller forvirring netop sagde noget om den særlige niche, som Helene Bak havde fundet med sine intime, inderlige sange.

Og på sin nye plade Under One Roof er Bak lige så svær at sætte på formel som første gang. Og det er en styrke. Det er dog tydeligt, at sangerinden og sangskriveren har noget på hjerte. Hun vil fortælle os noget med otte sange, der er fulde af introspektion, refleksion og erfaring. Det er intime, introverte historier, der inviterer lytteren ind og med på en genkendende oplevelse. Og Helene Baks smukke alt står klart i lydbilledet og sørger for at sangene står tydeligt og letopfatteligt for lytteren (selv om et tekstark ville have været på sin plads i vinylcoveret…).

Og Helene Bak får et godt mod- og medspil af Mikkel Bøggild, der ud over at være medskaber af sangene spiller med (på guitar, lap steel, slagtøj og sang) og står for produktion, optagelse og miksning af pladen. Og dermed er Mikkel også garant for den særlige sound, der er på pladen, hvor singer-songwriter-sangene omfavnes af let americana, folk og diskret jazz-feeling. Igen må man bare sige, at Helene Bak er lykkedes med at tegne sin egen lille niche, der let kunne gå hen og blive hendes stil.

Og bag sig har Helene – ud over Mikkel Bøggild – igen et suverænt hold af musikere – Michael Vestbo (guitar), Jens Jefsen (bas), Søren Pedersen (trommer og slagtøj), Nikolai Bøgelund (trombone) og Jesper Riis (trumpet & flygelhorn) – der forstår at skabe de optimale musikalske rammer for Helenes sange. Med Under One Roof   bekræfter Helene Bak den position, som hun indtog med debutpladen for fem år siden, og der er al mulig god grund til at se frem til næste udspil og til at følge hende fremover.  Hermed anbefalet.

Helene Bak. Under One Roof. Producer: Mikkel Bøggild, Gateway Music. Udkom: 21.08.2020

Michael Dalgas er ikke et ubeskrevet blad her i bloggen. I 2015 anbefalede jeg en plade med Nicolai Mailand Trio, og der sad Michael Dalgas bag trommer og var med til at løfte pladen. Og nu har han så sin egen trio og er ude med albummet Death of a Tree.

Den tid, vi lever i nu, kalder på eftertænksomhed, fordybelse, refleksion og – ja – meditation. Og på den led passer Death of a Tree fornemt til vor pandemiske tids til dels pålagte isolation og indadvendthed. Baggrunden for pladen er, at komponisten – Dalgas selv – blev slået ud af kurs af nogle uheld, der medførte depression og identitetskrise. Og ud af rekonvalescensen er musikken så opstået. Og pladens titel henviser til et træ, som Dalgas plantede som tiårig og som blev ramt af sygdom og døde. Så oven i depression og identitetsproblematik kom så også et memento mori, en påmindelse om altings forgængelighed.

Og musikken stemmer fint med denne kontekst af melankoli, depression, eftertanke og dødsbevidsthed. Numrene – ti i alt – er tilbagelænede, refleksive og stemningsfulde i det mørke register. Og så dominerer det improvisatoriske, sådan som det sig hør og bør, når man har med jazz at gøre. Og musikken svinger mellem det let tilgængelige – grænsende til den sentimentale pop – og det grænseoverskridende, der vil appellere til dem med trænede ører for det eksperimentale i jazzmusikken.

Der er ikke nogen grund til at fremhæve enkelte numre på pladen, selv om de sagtens kan tale for sig selv. For det er som en eftertænksom helhed denne trioplade fungerer optimalt. Og de tre musikere – Dalgas på trommer og cymbaler, Lars Fiil på piano og Würlitzer – og Jasper Jags på bas – musicerer smukt og indforstået, og produktionen lader instrumenterne så klart i deres samspil.

Death of a Tree rammer med sin næsten eksklusive fordybelse og tilbagelænethed noget særligt ved vores tid, og er sådan en plade, der egner sig rigtig godt til stunder, hvor eftertanken skal dominere. Hermed anbefalet

Michael Dalgas. Death of a Tree. Produktion: Thor Madsen. Gateway Music. Udkommer i dag.

En dejlig plade. Det var det, jeg tænkte, da de første, sprøde toner forlod højtalerne. Nogle gange kan man næsten forudsige, hvad der er en i vente, når man sætter en plade på. Og sådan har det i hvert fald været for mig og så Alberte Windings nye plade Martha’s Vineyard. En helt igennem dejlig plade. Og så behøver jeg sådan set ikke skrive mere eller?

Jo, pladens titel henviser til en ø syd for Cape Cod, kendt for en sommerskole for døve og for at være et af velhavernes og de berømtes refugier. Men i dette tilfælde er Martha’s Vineyard mere et personligt mytologisk sted for sangskriver Alberte Winding. Et sted, hvor hun i de formative år mellem 16 og 19 opholdt sig (1980-1982), for at være en slags au pair. Og det blev et sted, det satte sig spor i den unge dame i en alder, hvor man løsriver sig fra sit ophav og forsøger at finde sine egne ben. Og et sted, der med tiden får en nostalgisk og mytologisk betydning for en. Og som voksen beslutter Alberte Winding sig for at vende tilbage og gense og -opleve det sted. Og det afstedkom så –  selvfølgelig  – en række sange, ti i alt, der nu udgør pladen.

Sange, der kommer rundt om de følelser og emner, sådan et formativt ophold kan give anledning til. Udlængsel,  hjemve, forelskelse (på godt og ondt), venskaber, fester, hverdagsliv og meget mere. Og det alt sammen filtreret gennem den voksne persons levede liv, hvilket kaster et blidt og forsonende skær over oplevelserne. Desværre er der ikke noget tekstark med pladen (cd-udgaven), og det kunne   Windings tekster godt have fortjent, og måske skulle man lægge dem op på kunstneres hjemmeside af hensyn til os, der gerne vil studere dem nærmere.

Det er da også den eneste indvendig jeg har mod Windings nye plade. For den er som skrevet dejlig. Alberte synger med sin velkendte, bløde, feminine, dejlige stemme. Og alle sangene, der er skrevet af Winding og ægtemanden Andreas Fuglebæk er en slags moderne folk eller americana (med den der amerikanske kategori, der omfatter alskens musikalske rødder). Sprøde melodier i afbalancerede, tilbagelænede arrangementer. Måske er der ikke et lyse nætter-hit på albummet, men sangene er så dejligt indsmigrende og forførende, at man ikke kan andet end at holde af den plade, hvis man er til smagfuld, charmerende voksenpop med noget på hjerte. Og det må man sige, at Alberte Winding stadigvæk har. Nu kan vi så bare se frem til, at Alberte med band får lov til at rejse land og rige rundt og spille sangene for os. Hermed anbefalet.

Alberte Winding. Martha’s Vineyard. Produceret af: Andreas Fuglebæk. Target Records. Er udkommet.

Exitstrategi kalder Laura Illeborg sin nye plade, der er den tiende i rækken siden 1995 (hvis man regner duoplader med Channe Nusbaum, Jens Lysdal og Peter Hegård med). Og ordbogen forklarer, at en exitstrategi er’ en plan for hvordan man slipper ud af en ubehagelig situation som man aktuelt befinder sig i’ og giver eksempler fra udsendte soldater i krig og kriminelle bandemedlemmer.

Men den exitstrategi, Laura Illeborg efterlyser i sangen med samme titel, er af mere eksistentiel art, hvor det store ufattelige himmelrum bliver et billede på ‘det med dig/ og det der alligevel ikke sku blive’ og forgængeligheden (*den om at alt snart er forbi’): “Mørket kom sammen med regnen/I en ret så dunkel synergi/Et foruroligende himmelrum/ Som Johan siger der er sorte huller i/ Så det jeg står og mangler nu baby/Er en exitstrategi”. Og det er nok ikke tilfældigt, at netop den sang er valgt som titel på albummet, for den grundstemning, der er i sangen – en splittelse mellem at være fanget af noget (kærligheden eller livet som sådan) og en frihedstrang – stemmer godt overens med, hvad man som (tekst)lytter til pladen møder.

For eksempel i den første sang på pladen “Yes I do”, hvor det netop er den altid svære kærlighed, der er på spil, og hvor usikkerheden og tvivlen er med som en paradisisk slange. Kan man tro på ham fyren fra Vesterhavet, der fortæller en, at ens øjne er ‘som finske skovsøer’. Og man vakler mellem at tro på kærlighedserklæringen og sige “Yes I do” og at tvivle: “Der er aldrig nogen der er nogens/ Når det er sagt skal du vide jeg er din/ og så vidt jeg kan forstår på det du siger/er du, er du ikke/er du min?”. Er du, er du ikke? Jo, helt fast grund under fødderne får man ikke i kærlighedslivet.

Og denne dobbelthed, denne eksistentielle vaklen genfinder man i den popforførende dejlige sang “I silende regn”, hvor hovedpersonen er fanget i den silende regn efter at ‘slaget er tabt’ og står og håber, at nogen vil komme til undsætning ‘med kort og kompas/med ændringer og tegn’. Et ønske: “Træk mig ind på velkendt land/tør mig og fald mig til ro/fortæl at når en dør bliver lukket/så åbnes dør nummer to” – “Men ingen kom og ingen så/vådt og øde var der/aldeles alene i verden/aldeles alene på vejen/ endegyldigt og i silende regn”. Sangen “Intet andet” er på lignende vis en tekst, hvor der er barberet ned til en ren eksistentiel erfaring eller oplevelse. En oplevelse af at livet er gået i stå i stedet for at bølge: ”

sker i bølger/lige nu er her stille som blik/ikke en krusning ikke en ring i vandet/ingenting intet andet”. Illeborgs tekster er, når de er bedst, poetiske stykker. Og hun har skrevet dem allesammen, men en enkelt undtagelse, Johnny Madsens “Sølver bue”, men den passer fint ind som et vemodigt-muntert modspil til den ovenfor beskrevne grundstemning.

Jo, Laura Illeborgs tekster er vigtige, meget vigtige. Hun rapporterer fra et levet liv med små øjebliksbilleder af, hvordan det står til, når man er blevet voksen, ungerne er fløjet fra reden og man er på kanten af alderdommen. Det er tekster for voksne, lige som pladen i det hele taget er vendt mod et voksent publikum, der sætter pris på alvorlige tekster, der hæver sig op over den gængse popoverfladiskhed og berører sine lyttere.

Og Laura synger teksterne med sin særprægede, dejlige stemme, der får lov til – heldigvis for det – at ligge helt fremme i lydbilledet og kræve lytterens opmærksomhed fra allerførste færd.

Og bag sig har Laura et lille udsøgt hold af musikere, bestående af Knud Møller (akustisk guitar, dobro og sang), Niels Dahl Christiansen (kontrabas og sang) og Peter Hellermann (klaver, harmonika og tangenter). Og de har sammen med Illeborg skabt  en række arrangementer, der består af primært akustisk americana. Der spillet tight og der er ingen slinger i valsen i afleveringen af musikken, der er skrevet af Illeborg, Dahl og Channe Nusbaum.

Som teksterne er musikken nok især rettet mod et modent publikum, der ikke søger letfordøjelig pop, men foretrækker tekster med dybde og musik med langtidsholdbarhed. Samlet set er Exitstrategi et album, der må kunne tilfredsstille enhver voksen, kræsen musiklytter. Og som burde været obligatorisk pensum på de radiostationer, der tager public service alvorligt. Hermed varmt anbefalet.

Laura Illeborg. Exitstrategi. Produceret af: Dahl, Møller og Illeborg. Target. Er udkommet.

Ti år er gået, siden Jes Holtsø og Morten Wittrock slog deres musikalske pjalter sammen. Og det skal selvfølgelig markeres – og markeres med manér. Og hvad kan være mere oplagt og bedre end at udsende en rigtig singleplade, der sammen med EP’en er blevet det nye sort i pladeindustrien (selv om der selvfølgelig er tale om en genkomst af den elskede og elskelige 45″).

Og helt i det gamle medies ånd er også indspilningerne af A- og B-side holdt i gammeldags analog, organisk og håndholdt stil. Med hjælp fra et udsøgt hold af musikere, der omfatter guitaristene Knud Møller og Jacob Rathje og et fantastisk kor, bestående af selveste Ivan Pedersen, Ester Brohus, Lei Moe, Sahra da Silva,Charlotte Vigel og Bossy Bo, griber Holtsø og Wittrock fat om de bluesrødder, de har gjort til deres varemærke. Men den er smurt godt og grundigt ind i rock og rul  (med boogie-woogiee-klaver, svingende guitarer og det hele) og soulfølelse. Jeg Holtsøs karakteristiske stemme lyder bedre end nogensinde, når han fører for i hyldestoden “Holding on”, der lyder som en rigtig kærlighedserklæring til duoprojektet, og som en lovende smagsprøve på det album, der forhåbentlig snart kommer fra den kære duo.

Og fejringen fortsætter på B-siden med “The Bright Side”, der fortæller os den sandhed, at blues ikke er den rene begrædelighed og kun sortsyn, men snarere den grundstemning, der også kan bære både glæde og livsappetit. Og på denne skæring får selveste Charlie McCoy, countrymusikkens elegante harmonikabetvinger, lov til at understrege sangens budskab med skarpe indlæg.

Nej, hvis man er til rigtige singleplader (med stift cover), original dansk blues-rock af bedste skuffe og i det hele taget dansk kvalitetsmusiceren, så er der ikke noget at betænke sig på. Lyt til Holstsø & Wittrock. Ja, køb den skive til samlingen af vinyler.  Hermed anbefalet.

Holtsø & Wittrock. “Holding on”/  “The Bright Side”- Producer: Morten Wittrock. DME. Udkom i går.

Skoven er en gammel mytisk og litterær metafor. Vi kender den fx fra barndommens folkeeventyr, hvor skoven bliver et billede på livets og den menneskelige psykes lyse og mørke sider. Og på Out of the Woods‘ debutalbum arbejdes der videre på metafores dobbeltbundethed.

Bag navnet Out of the Woods gemmer sig sangskriver og musiker Ditte Grube Barild og en til lejligheden sammensat gruppe af musikere og sangere – Christian Dietrichsen – guitar, Thomas Sejthen – kontrabas, Una Sveinbjarnardóttir – violin, Bo Rande – trompet, Michael Andersen – trommer, Nanna Bech – kor, Hjalti Thorkelsson – guitar. Og sammen har de lavet Birds and Beasts, hvis titel netop tematiserer den indledningsvist anslåede tvetydighed ved skoven.

Tekstligt er det dog mørket, der dominerer. Alvoren, eftertænksomheden og den allestedsnærværende melankoli. Hvad enten det drejer sig om søvnløshed, abstrakte rejser, mistede venskaber eller det dyriske. Og der er noget tidstypisk over tekstuniversets indadvendthed og mørke eftertanke.

Men mørkets dimension opvejes af og får kontrapunktisk modspil af sangenes musikalske side. Sfærisk folk er den etikette, der sættes på. Og det er ikke en helt gal betegnelse. Den luftige guitar, Dittes lyse, distinkte vokal og arrangementernes brug af violin og trompet skaber et luftigt og let lydlandskab, der både konnoterer folk, men også en passant jazz. Det er nok ikke tilfældigt, at en af inspirationskilderne til musikken er det afdøde folkvidunderbarn Nick Drake. For såvel stemningsmæssigt som lydligt ligger denne association snublende nær.

Men først og fremmest har Ditte Grube fundet sit eget nøgne, rene udtryk, der cirkulerer omkring hendes fine stemme og guitaren, der står helt fremme og næsten fysisk nærværende i lydbilledet, selv om der lægges flere lag på nogle af de ialt ti numre.

Birds and Beasts er en af den slags plader, der insisterer på sin egen alvor og kræver lyttere, der ikke kun vil underholdes, men magter og ønsker at hengive sig til den melankolske alvor. Til gengæld bliver man så rigt belønnet for sin hengivelse og åbenhed. Hermed varmt anbefalet.

Out of the Woods. Birds and Beasts. Produceret af Ditte Grube Barild. Out of the Woods. Er udkommet.

Fire unge mænd iført jakke og bukser, måske endda jakkesæt, på det sort-hvide coverfoto til Mansfields nye album Star-Crossed Lovers – det kaster mange associationer af sig. Først når vinylen snurrer lystigt på grammofonen falder de værste associationer bort. Nej, der er ikke tale om en flok kontorister på bytur i frokostpausen eller en håndfuld yuppidrenge på gale veje.

Musikken fortæller fra første anslag (på trommer) om en musikalsk udfoldelse, der peger tilbage i tiden. Først og fremmest til den britiske beatmusik fra tresserne, den der rejste sig i sporet af the Beatles, og også brit-poppen, der i halvfemserne samlede arven fra beatmusikken op og pustede liv i en sangskrivning med vægt på gode melodier og klassiske dyder som kvartetrockinstrumentering (guitar, bas, trommer og sang) og jordnær, enkel produktion.

Og det er da lige netop, hvad der møder lytteren på de to pladesider. Elleve iørefaldende sange, der har den der lette popkvalitet, der var vandmærket i meget af den musik, inspirationen hentes i. Elleve sange, der – som den shakespearske albumtitel antyder – i høj grad kredser om den altid svære kærlighed (model: Romeo og Julie), der i bedste fald fremtvinger en real-opti-misme, hvor drømmene godt nok er ramponerede, men hvor kærligheden dog kan udfolde sig.

Christian Stage (der sammen med de andre tre musikere – Mads Havelund (guitar, sang), Mathias Wedeken (bas) og Filip Gulløv (trommer, sang) – har skrevet sangene) synger for på klassisk vis, og han har en af disse rene, intense stemmer, der tager den naturlige føring i sangene og i arrangementerne, der lige præcis lader den rollefordeling være gennemgående på pladen.

Helt efter rockens grønspættebog, så er pladens sange en god blanding af ballader og rockere. Og soliditeten og kvaliteten af sangene er sådan, at det nærmest er umuligt at fremhæve en eller to sange på bekostning af andre. Sangskrivningen niveau er med andre ord højt og adskiller sig måske kun fra den inspirative fortids sangskrivning ved ikke at indeholde et eller to numre med tydelig adresse til singlehitlisterne. Og det taler i sig selv for pladens homogenitet.

Star-Crossed Lovers skal anbefales varmt, fordi den på bedste, moderne vis viderefører en rocktradition, der alt for let kan drukne i vor tids overproducerede, digitaliserede populærmusik. Mansfield er traditionalister i ordets bedste forstand: forvaltere af den gode musik. Hermed varmt anbefalet.

Mansfield. Star-Crossed Lovers. Produceret af: Jakob Winther. DME. Udkom 29/05 2020

Der er plader, det er svært ikke at holde af. En sådan plade er skuespilleren og operasangeren Joachim Knops nye plade Fortællinger fra en jazztid – Evergreens på dansk.

Ja, titlen fortæller helt præcist, hvad Joachim Knop har på hjerte og sinde på denne plade. Sammen med et hold af de bedste danske jazzmusikere – Nikolaj Bentzon (piano), Christ Minh Doky (bas) og Espen Laub von Lillienskjold (trommer) – har Knop kastet sig over en god snes danske og udenlandsk evergreens. Evigtgrønne sange, der årtier efter, de blev lavet, stadigvæk tiltrækker alle med sans og smag for godt sangskriverhåndværk.

Sange, der godt nok bærer farve af den tidsånd, de er rundet af, men samtidig har en almengyldighed – tekstligt og musikalsk – der rækker ud over den tid, de er en frugt af. Hvad enten der er tale om Fabricius-Bjerres og Rifbjergs “Jeg sætter min hat som jeg vil”, kendt i Daimis fortolkning, der iscenesætter en evigtgyldig rebelsk, femini individualisme. Eller Chaplins og Dams “Smil” med dens næsten ubærlige tro på, at det alt sammen nok skal gå, hvis bare man smiler. Sange, der ikke helt kan sige sig fri for sentimentalitet og simpel naivitet, men som lever højt på netop det, fordi vi jo også er det, og nu og da gerne vil tro på det.

Og der er ingen tvivl om, at Joachim Knop gerne køber sangenes budskab. Og han fortolker dem med en næsten blid mandsstemme, der roligt og ubesværet fraserer teksterne, så de står helt tydeligt og let dechiffrerbart i arrangementerne. Tilbagelænet og diskret får Knop lov til at indtaget centrum i arrangementerne, medens musikerne omkring ham får lov til at understøtte på smukkeste vis, samtidig med at der selvfølgelig er plads til at de får lov til at sætte individuelt præg på sangene.

Det er lykkedes for Knop og venner at skabe en af den slags plader, der forstår at videreføre de valgte evergreens og – det er den svære kunst – at bevare tidløsheden, således at pladen vil forblive aktuel og relevant længe efter, at den er udsolgt og gledet ud af radioprogrammernes spillelister. Hvis man er til gammeldags evergreens i nye klæder skal man kende sin besøgelsestid nu og få fat i den plade.

Joachim Knop. Fortællinger fra en jazztid. Evergreens på dansk. Producer: Chris Minh Doky. RDM. Er lige udkommet.

På nettet kan man rundt omkring se og læse om, hvordan vor tids elektroniske og computeriserede musikproduktionsmuligheder efterhånden har taget livet af såvel pop som rock og anden populærmusik. Og der er da ingen tvivl om, at de digitale muligheder kan blive en blindgyde eller ligefrem motorvej, hvor musikken ikke hjælpes frem og understøttes med tværtmod aflives. Eksemplerne er legio.

Men der er også eksempler, der viser, at udstyret og dets muligheder i de rette hænder kan stå i musikkens tjeneste. Et nyt eksempel på denne truisme er Favors plade Crush. Bag kunstnernavnet Favor gemmer sig Jeppe Gade Hviervelkær. Og som Favor har han lavet en plade, der som produkt er et barn af sin tid. Såvel produktion som instrumentering er udpræget (fuldstændig?) digital.

Men det, der gør Crush, til en vellykket popplade, er, at den bærer sin elektroniske og digitale klædedragt på en måde, så man ikke et øjeblik er i tvivl om, at den først og fremmest er en moderne popplade. En plade, man kunne forestille sig, at the Bee Gees eller nogle amerikanske soulkunstnere fra sidste halvdel af forrige århundrede, havde lavet, hvis de havde været unge i dag og havde haft nutiden digitale muligheder.

Crush er en plade, der lever – og lever godt og højt – på sine lette, næsten skrøbelige melodier, som Favor fremfører med en lys, levende stemme. Melodier, der signalerer sommer og dagdrømme og helt tydeligt fremstår som en probat modgift til tidens hang til melankoli, navlepilleri og sortsyn – og som en diskret opfordring til at nyde livet, synge med, danse og komme i feststemning. Det er en let, men ikke letbenet, svævende, drømmende oplevelse at lytte til Favor. En plade, der må kunne gøre sig i den sommer, vi venter på lige nu i coronaens skygge. Crush er en af den slags plader, der gør en lettere om hjertet, som et glas med lækre bobler på en dansk sommeraften. Hermed anbefalet.

Favor. Crush. Producer: Morten Søgaard. Celebration Records. Udkom 27. marts 2020.

Women hed trioen The Great Dictators’ seneste album, som jeg var så heldig at anbefale i november 2016. Det var et album, der dyrkede de mørke sider af livet og musikken. Civilisationens bagside af medaljen kan man sige. Siden dengang har bandmedlem og forsanger Dragut Lugalzagosi været igennem en svær depression, som man set i bagklogskabens lys godt kunne spore ansatser til på Women.

Og den nye plade One Eye Opener fortsætter, hvor Women slap. Igen befinder vi os – tekstligt og musikalsk – i et mørke- og skyggeområde, et post-punk landskab, hvor de musikhistoriske pejlemærker og koordinater er Velvet Underground, Joy Division (og New Order) og Kraftwerk. I en egensindig og stilbevist opdateret indie rock-udgave. Og tekstligt spalter mørket sig i en introvert og en ekstrovert o rientering, som ganske fint skitseres i titelsangen:

your world is ending

hell is a new beginning

democracy is a cute little lie

here comres the tide

here comes the tide

to wash us away

there was one eye open

everybody’s dyring

everybody’s dying

to feel something

everybody’s dying

everybody’s dying

to feel something

keeping up apperance

keeping down the sickness

was it at clash of a melting together

again today, when people met

here comes the tide…

everybody’s dying

everybody’s dyring to feel something…

mama’s little man don’t feel to good

mama’s little man don’t feel to good

someone asked for some change

the someone took the money and ran away

everybody’s dying

everybody’s dying

Noget er helt galt. Både indvendig og udvendig. Teksten nærmer sig næste noget psykotisk eller i hvert fald psykopatologisk i sin anonymt-personlige beskrivelse af en verden af lave, hvor helvede åbner sig, meningen skrider og ‘alle dør’. Måske kan man gå så vidt som til at påstå, at denne sang og flere andre på pladen indkredser og beskriver noget ved tidsånden i den tid, vi lever i, hvor melankoli, depression, (døds)angst og livslede er blevet nærmest generelle diagnoser.

Heldigvis underbinder og -støtter musikken ikke kun tekstuniversets mørke, men udgør også noget kontrapunktisk. Noget, der peger mod lyset og opad. I forgrunden finder vi Lugalzagosis markante stemme, der indtrængende og til tider næsten slæbende foredrager teksterne, og omkring stemmen bygges musikken op, bestående af både elektroniske instrumenter og maskiner og analoge ditto. Og The Great Dictators har helt sikkert fundet deres specielle udtryk og lyd på denne plade, selv om sporene fra de store mestre fra de foregående mange årtier ikke lader sig udviske.

Der er både langsomme numre og numre med mere skub og fremdrift i. Det er intelligent indie rock, der kender sit musikalske ophav, står ved det og rendyrker sin egen nichestil.

Samlet set er One Eye Opener en overbevisende plade, der smukt skriver sig ind i den række plader, der beskriver den såkaldte post-punks historie. Og en plade, der fortjener at have sin plads blandt disse på musikelskerens grammofonpladehylder. Hermed varmt anbefalet.

The Great Dictators. One Eye Opener. Producer: Dragut Lugalzagosi. Celebration Records. Er udkommet.

Hvad den aktuelle pandemi måske fortæller os noget om er, at vi alle er blevet en del af et stort globalt netværk, der også indebærer et opgør med forne tiders opfattelse af de globale, kulturelle magtforhold. For ikke så mange år siden fokuserede vi gladeligt og ubesværet på kulturelle metropoler, der dominerede de kulturelle udvekslinger. Men den tid er mere eller mindre forbi. Det er ikke længere en selvfølge at New York, London, Paris eller Tokio skal sætte enhver dagsorden for, hvilken vej de kulturelle tendenser blæser. Nej, i dag er det lokale, det afsides, ud-kanterne  – både de nationale og de internationale – blevet steder, der taler med lige så stor vægt som de metropole centrer.

Musikken har været et område, der tidligt har opsnappet denne udviklingstendens. Og i dag er det – bl.a. i kraft af World Music-trenden – en selvfølge at lytte til musik fra en afrikansk provins eller en dansk ditto  – på lige fod med musik fra de store studier i storbyerne. En afrikansk nomade eller en vestjysk troubadour taler med lige så stor vægt som en superstjerne fra Amerika. Det er det nye globale netværks vilkår  – heldigvis.

Ovenstående kulturanalytiske betragtninger er blevet ansporet af Chrestens nye album Vindfang, der udkom i fredags. Chresten har en fortid som vinder af tv-programmet X-factor, men efter et debutalbum på engelsk, har Chresten fundet tilbage til sit udgangspunkt, det danske sprog og dets forankring i det nordvestjyske. Og det er der kommet en lytteværdig plade ud af, en plade, som fortjener, at alle Chrestens X-factor-tiljublere – og mange andre – for en tid slukker for streamingtjenesten og giver Vindfang en chance på afspilleren.

Chresten synger som skrevet på dansk, og han har noget på hjerte. Et opgør med netop den gamle dem-og-os-tænkning, modsætningen mellem “København” og “udkanten”. Ingen tvivl om det, Chresten har fået nok og kæfter op, råber op. Men det blødes dog lidt op, når han fx gribes af en særlig følsom- og ømhed i sangen “Da far var dreng”.  En sang, der peger på en mulig udviklingsretning for den nye dansksprogede sangskriver.

Pladen er blevet til i tæt samarbejde med musiker og producer Knut Haavik, og musikalsk byder pladen på et konglomerat af stilarter – fra elementær rock til blues. Helt i vor globale tids tidsånd, fristes man til at sige. Velproduceret er den og giver os et første indtryk af en regional (og global) sanger-sangskriver, der sagtens kan vokse sig større på kommende plader. Vindfang er en plade, der fortjener at bryde igennem hos mainstream-folket og alle dem, der luller sig ind i streamingens behagesyge listeri. Hermed anbefalet.

Chresten. Vindfang. Produceret af: Knut Haavik. Fjellskabet. Udkom i fredags.

Et nyt, dansksproget rockalbum på orange vinyl. What’s not to like, som vi siger, når vi læner os alt for kærligt op af det angelsaksiske. Det sidste orkester brager gennem lydmuren med et dansksproget conceptalbum, der som sådan skriver sig ind i, hvad jeg vil tilllade mig at kalde, en lang tradition i dansk populærmusik. En tradition, der i hvert fald går tilbage tll 1960’erne. Og som sådan har Det Sidste Orkester noget at leve op til. Uskrevne forventninger om tekster, der rager op over den gennemsnitlige sproglige havregrød, og om et musikalsk udtryk, der i hvert fald ikke lader lytteren uberørt. Og lad mig bare afsløre, at jeg synes, Det Sidste Orkester kommer i land med deres ambitioner.

Ungdomsstungsind tur/retur, som pladens titel er, er et conceptalbum. Der er tale om en slags situationsrapport fra den fase i livet, som englænderne og amerikanerne kalder coming of age, et begreb, der er blevet en genrebetegnelse i kunst, litteratur og film, og som betegner den periode i livet, hvor man ikke er helt ung længere, og hvor man forventes at etablere sig med arbejde, familie osv. En periode, der ofte er præget af uskyldstab, ængstelse, forvirring, usikkerhed og nogle gange livsangst eller ligefrem livslede.

Sangskriver Asbjørn de Meza Jensen beskriver denne særlige udsatte situation i den første sang på pladen, “Dørmand”:

Jeg stod i kø i et år

Men blev ikke lukket ind

Nu jeg for gammel til at dø

Af ungdommeligt tungsind

Højt at flyve, Klub Syvogtyve

Ingen vinger, dybt at dø,

I valsen var der slinger

Selvom dansegulvet havde kø

Jeg mangler et sted at gå ud

Hvor man for altid må bli’

Den evige natklub,

Det aller sidste skrig

Et sted hvor musikken aldrig lukker ned

Lad nu djævelen stemple mit håndled

Syvogtyve år, og ude på dybt vand

Men her noget ældre

Bliver jeg afvist af en dørmand

Fanget mellem det, der var, og det der endnu ikke rigtig er, i et ingenmandsland, hvor der ikke er nogen vej tilbage, selv om længslen mod det tabte brænder som et begær efter ‘den evige natklub’, hvor musikken aldrig holder op. Jeg tror mange vil kunne nikke genkendende til denne følelse af splittelse mellem en tabt fortid og en uvis fremtid. Og lige netop taler for sangskriverens tekster, der formår med et enkelt sprogbrug at beskrive stemningen i en situation af opbrud, forandring og usikker bevægelse.

Og sådan fortsætter det på pladen. I sangen “Platinhits” er situationsrapporten helt aktuel og beskriver, hvordan et bandmedlem forlader skuden på et tidspunkt, hvor gennembruddet synes at ligge lige for. Og man får det indtryk at den person, der dropper ud af bandet, ikke er en konkret person, men måske snarere en del af sangskriverens splittede jeg:

Du droppede ud af bandet, før vi nåede at slå en tone an

Og før du nåede at erkende, at vi var som to dråber vand

Vi var ikke skabt til 15 minutter, men til den helt lange vej

Og selv hvis bandet skulle fejle, havde du allerede vundet mig

Du droppede ud af bandet, før vi nåede at stemme rent

Men hvis du skulle have droppet ud af mit hjerte, så gjorde du det for sent

Så gjorde du det virkelig for sent

Men måske overfortolker jeg… Derimod er der ingen tvivl om, hvad “Rodehoved” handler om. Netop det kaos, der kan opstå i hovedet på en, når man er fanget i det ingenmandsland eller limbo, det er at befinde sig mellem ungdommen og den voksentilstand, man forventes at indtræde i. Og rodet i hovedet modsvares selvfølgelig af et sprogligt ditto, som sangen “Paradoks” fint beskriver den sproglige tilstand, samtidig med at sangen også har tilløb til en slags samfundskritik eller i hvert fald et opgør med den omgivende verden:

Det er vel nok et paradoks -men det er ikke så stort som os

Det ikke så stort som os – ikke så stort som os

Ja det vel nok et paradoks -men det er ikke så stort som os

Det ikke så stort som os – det er ikke så stort

Fuck fordomsfulde mennesker, jeg ved hvilke typer I er

og fuck ”dem og os”-terminologi det bli’r jo kun brugt af jer

Fuck tyngdekraften jeg er jordbunden nok i mig selv..

og fuck foragt for menneskeliv, i burde sgu slås ihjel

Og sådan kunne man blive ved med at citere fra tekstuniverset og underbygge, hvordan conceptet udfolde i dybden og bredden. I de første akkorder på pladen blev denne lytter sendt tilbage til C.V. Jørgensen. Det var noget med stemmeføringen hos Asbjørn de Meza Jensen. Men det var blot en forbigående association. For sangskriverens tekster ligner heldigvis ikke C. V. Jørgensens særegne udtryk, men har sine egne kvaliteter. Asbjørn de Meza Jensen skriver fyldige prosaagtige tekster, der ligger tæt på talesproget og uden litterære aspirationer, men krydret med humoristiske tilløb.

Musikken er regulær, hård rock, der især udmærker sig ved flotte flerstemmige vokaler. Sangene er meget homogene, sådan som man kan forvente sig af et helstøbt conceptalbum. Og det er som sådan denne orange vinylplade skal nydes: Et vellykket conceptalbum, der med sine egensindige tekster og sit rastløse univers på fineste vis lever op til de forventninger, man kan have til en ny, dansksproget rockplade. Giv De Sidste Orkester en chance på din grammofon. Hermed anbefalet.

Det Sidste Orkester. Ungdomstungsind Tur / Retur. Nordsø Records. Er udkommet.

Jeg har haft fornøjelsen af at anbefale Consolation hele to gange før. Og jeg gør det gerne igen. For Consolation er noget så sjældent i disse x-factor-tider et band, der har fundet sin niche i det store, uoverskuelige musikalske landskab. Nichen har mange kælenavne. Americana, roots osv. Altså en musikform, der dyrker, ja rendyrker, de genrer, der udgør den amerikanske populærmusiks dybeste rødder. Og det er det sangskriver Nis Gaarde(sang, guitar, tangenter og slagtøj) gør sammen med sine gode medspillemænd, Jacob Svensson-Hahn (bas), Svens Busck Andersen (trommer), vincent Daly (guitar, sang) og Leif Bruun (steel guitar).

Som sidst har Nis Gaarde skrevet en snes sange, der ikke lader de amerikanske sangskrivere meget tilbage at ønske. Sange, der er både medrivende, iørefaldende på den poppede måde og som besidder nogle tekster, der har noget på hjerte og give lytterne lidt at tænke over og tygge på. Fx balladen “Invisible girl”, der godt kunne være en ode til en vis svensk pige, der har sat verdens politikere til vægs med sin autistiske insisteren på det banale, at vi skal passe på den jord, vi alle sammen deler. Eller titelsangen “Astoria”, der – hvis ellers jeg forstår den – er et stykke nostalgi, der passer smukt til Consolations ægte traditionalisme.

Hvis den nye plade Astoria adskiller sig fra de foregående to, så er det måske på den måde, at der er blevet skruet lidt op for rockknappen. En lille smule mere smæld i trommerne, lidt mere potens i guitarakkorderne. Det er i hvert fald det indtryk, man umiddelbart får, når man starter pladen med det heftige nummer “Running the light”. Og måske hjælpes det indtryk på vej af produktionen (af Nis Gaarde), der virkelig har fundet en fin balance mellem et fortættet bandudtryk og klarhed i de enkelte instrumenters fremtræden i lydebilledet.

Med til det let fornyede lydbillede hører også, at bandet får hjælp af en flok musikere, der hver på deres måde kvalificerer det samlede lydunivers. Emma Sommer lægger en lækker backingvokal og Michael Hartvig (slagtøj), Johan Bylling Lang (saxofon), Bjarke Nikolajsen (trompet), Søen Dahl-Pederen (orgel), Line Feldig (cello) og Lasse Storgaard (accordion) skaber en nuanceret kontekst for kvintetten som underbinder og understøtter Consolations modnede udgave af dansk americana (hvis man ellers kan mene det – det kan man godt i disse internationalistisk og globaliserede tider…).

Med Astoria sætter Nis Gaarde og Consolation en tyk, sort streg under deres position som et af genrens førende eksponenter i vort lille land. Og selv om pladen måske ikke lægger mange alen til de to vellykkede forløbere, så overbeviser den fuldt og helt om, at Consolation har fundet deres stilistiske hjem. Og man kan kun opfordre dem til at fortsætte ad det spor, så er der meget mere godt i vente. Hermed varmt anbefalet af capac.

Consolation. Astoria. Produceret af: Nis Gaarde. DME. Er udkommet

Ole Frimer behøver vist ikke den store introduktion. Og slet ikke her i det østjyske, hvor jeg sidder og skriver om musik m.m. Som der står på Frimers hjemmeside, så har han i årtier været ‘en prominent figur’ i det skandinaviske musiklandskab. Og med utallige koncerter – i forskellige konstellationer – og et betragteligt antal album har Frimer været en ypperlig eksponent for blues i dansk aftapning.

På sin seneste plade med Ole Frimer Band – Blålys – har bandet kastet sig over det danske sprog. Og denne nyorientering fortsættes på det seneste album, der hedder faerd. Altså færd, der er et gammeldags ord for bevægelse, det at bevæge sig fra et sted til et andet. Stavemåden skyldes måske, at pladen også kan og skal appellere til publikum uden for landets grænser.

Og faerd bevæger sig rundt. Fra barndommens Ålborg, tilbage i tiden til forfædrenes 1800-tals Nordamerika, til Galapagosøerne, hvor færdet bliver genfærd, til Los Angeles og videre endnu.

Og det ligger næsten i kortene at al den bevægelse fra sted til andet kalder på fortællingen. Det er det fortællingen gør, beskriver vores bevægelser i direkte og overført forstand. Og derfor er teksterne på faerd  nærmere prosaen end poesien. Ja, der er nærmest tale om en slags talking blues, hvor sangen eller talestrømmen følger rytmen tæt, medens den forholder sig mere frit til det melodiske. Og det er netop det, Ole Frimer som forsanger gør: fortæller sine historier  i et rytmisk fastholdt og pointerende, næsten hverdagsagtigt sprog, der rocker af sted på en sej bund af bluesfølelse.

Det betyder også, at sangene denne gang har fået et meget homogent og indbyrdes sammenhængende udtryk, og at detaljerne derfor kommer til at spille en stor rolle for det samlede udtryk. Som fx i sangen “Ses vi?”, hvor gæstemusiker Jacob Buchanans flygelhorn tilfører sangen en dimension af nordisk melankoli.

Samlet set har Ole Frimer Band begået et solidt album, der er båret af en konsistent og forenende idé, der styrer såvel det tekstlige univers som det musikalske. Det fungerer rigtig godt. Hermed anbefalet.

Ole Frimer Band. Faerd. Egen produktion. LongLife Records. Udkom januar 2020.

Det er næsten to år siden, jeg havde fornøjelsen af at-anbefale den irske brødreduo Hudson Taylors fine EP Feel it again. Dengang var udspillet præget af et moderne akustisk folkudtryk med klare rødder i fortidens folk. Og styrken ved den plade var brødrenes fornemme vokalarbejde og så en mærkbar sans for den gode popmelodi.

Og Harry og Alfie udfolder deres stærkeste sider optimalt på deres nye album Loving Everywhere I go. Pladen er indspillet i hjemlandet og i USA og produceret af John Rausch, der bl.a. har Taylor Swift på sit CV. Og Harry og Alfie har med de fjorten nye sange formået at finde et bredt musikalsk spektrum, der har taget farve fra mange stilarter, men alle har det tilfælles at de har den gode pops iørefaldenhed og forførelse i sig. Faktisk vil samtlige fjorten sange ubesværet kunne gøre sig på vor tids popstationers spillelister.

Tematisk kredser sangene, som titlen understreger, om at have et positivt livssyn og være åben over for, hvad livet bringer. Og det passer jo smukt til en gedigen popplade som denne. Pop, men ikke i den mest banale forstand. Harry og Alfie laver pop, der ikke kun appellerer til ungdommens popfans, men i allerhøjeste grad tager sigte mod et modent publikum, der ikke lader sig spise af med x-factor-metervare og musik, der er digitalt tappet for livskraft og -saft. Og Hudson Taylor leverer med Loving Everywhere I Go en portion moderne popmusik, der i kraft af sine melodier, sit flotte vokalarbejde og sine udsøgte arrangementer vil være langtidsholdbar. Hermed anbefalet.

Hudson Taylor. Loving Everywhere I go. Producer: John Rausch. Rubyworks. Er udkommet.