CAPAC

Der er noget gedigent gammeldags ved irske John Bleks album The Embers. Ikke i betydningen bedaget , anakronistisk eller tilhørende fortiden. Men for et gammelt musikøre som mit er der ingen vej uden om at tænke på dengang i 1960’erne og 1970’erne, hvor folkemusikken fik en renæssance og blev ført up to date som folk.

Det var dengang, man kunne slippe af sted med at udgive et album, der stort set kun bestod af en stemme, en akustisk guitar og nogle sange. Tænk fx på John Renbourne, Bert Jansch eller en Nick Drake. Og det er samme type nøgenhed og umiddelbarhed i æstetikken, John Blek dyrker, selv om han får hjælp af fire andre musikeres analoge instrumenter på pladen. Og måske fortæller den indledende sang “Empty  Pockets” noget om, hvad der er på færde i Bleks musik, noget om, hvad der driver hans sangskrivning. Sangen beretter om et søgende menneske uden en mønt på lommen, men med frihed i sit hjerte:

Following the sky, sleep beneath the stars

Fever in my mind, freedom in my heart

I lost touch I let go

Searching for something more.

With these rusted strings I will make my fortune

Singing for my supper on every corner.

I hear voices in my head

Why  am I so easily lead?

Skal man indkredse et tema på pladen, så er det måske den søgende sjæl og dens refleksioner over det levede liv. Selv når en elsket person er inden for horisontens kreds (fx “Death & his daugther fair”, “Ciara waiting”, “Flame (little death no 3)” og især singleudspillet “Revived”), så  er det på baggrund af den søgendes projekt, så at sige.

Hvis denne beskrivelse kan lyde lidt mismodig eller trist, så ophæves mismodet af den musikalske side. Dels synger John Blek såre smukt. Han har en stemme, der – apropos titlen – har en glød, der varmer mere og mere som nålen bevæger sig ind i sangene. Og han spiller en lige så smuk fingerpicking guitar og har skrevt nogle sange, der er moderne bevægende og smukke folkstykker. Endelig backes Blek op på fineste indfølende vis af de andre musikere.

Med The Embers viderefører John Blek et nøgen, akustisk folktradition på fornemste vis, dvs. han viderefører og tilfører den en god portion personlighed. Så hvis man er til akustisk folk af fineste slags, så er der ingen grund til at betænke sig over for John Blek, men nyde denne plade og se frem til, hvad han kan præstere i fremtiden. Hermed anbefalet.

John Blek. The Embers. Produceret af Brian Casey & John Blek. KF Records. Udkom 7/2-2020

Det forlyder er Signe Svendsens fjerde udspil som solist, og der er gået godt og vel ti år siden, hun sprang ud som sangerinde-sangskriver med albummet Ny passager (2010). Sidst jeg havde fornøjelsen af at anbefale hende var med Kun de faldne rejser sig igen fra 2013.

Dengang kredsede teksterne om de midaldrendes erfaringer fra kærligheds- og parforholdslivet, og denne tematik er da også repræsenteret på den nye plade, blandt andet i titelsangen “Det forlyder”, hvor den udkårne har fundet en anden kvinde:

Det forlyder, du har fundet én
Du har fundet én, der passer bedre ind
Men sig mig, ved hun ingenting
Ved hun, jeg har din ring
Ved hun, jeg har din ring

Hvor skal jeg nu gå hen
Kan du sige mig, hvor jeg kan finde fred
Hvis hun ligger i din seng
Hvor kan jeg så gå hen
Sig mig, hvor er mit hjem

Du tog mig, du tog mig helt
Under månens blik blev vi to til én
Du kaldte mig for din brud
Og sang det imod min hud
Sig mig, hvad gør jeg nu

Over alle bjerge, under have
Gennem byer ser jeg dig
Og mit halve hjerte vil for evigt
Længes mod dit, min ven
Så længe jeg har din ring

Det forlyder, du har fundet én
Du har fundet én, der passer bedre ind
Men sig mig, ved hun ingenting
Ved hun, jeg har din ring
Ved hun, jeg har din ring

Sangen er et udmærket eksempel på, hvor langt Signe Svendsen er kommet som sangskriver her på sin fjerde lp. Med et meget enkelt, nøgternt sprog (bemærk også titlen, der får en til at tænke på den næsten hårdkogte stil i fortidens telegrambureauer…”Det forlyder i følge Ritzaus bureau…”) beskrives en katastrofal følelsesmæssig situation af (formodet) svigt så de underliggende følelser af tab, uro, længsel, bebrejdelse, lidenskab osv. holdes i ave. Og det er jo en kunst at kunne gøre det.

Et andet eksempel fra samme temakreds er sangen “Langsom musik”, hvor Signe får et fint vokalt mod- og medspil af selveste Michael Falch. En sang, der kunne handle om ønsket eller drømmen om at skrue tiden tilbage, nulstille den udvikling, man har været igennem, og starte helt forfra. At tørre tavlen ren og begynde på en frisk:

Hvis jeg siger det, som det er
Vil du lade mig drukne her i dine hænder
Tag hvad jeg ved, tag hvad jeg har
Lad mig lære alt forfra

Vi ku’ drive væk
Til langsom musik
Før dagen sætter ind
Og vi husker alt igen

Hvis jeg siger det, som det er
Vil du lade mørket være, så tæt som det er
Udenfor står frosten klar
Jeg vil gøre alt forfra

Vi ku’ drive væk
Til langsom musik
Før dagen sætter ind
Og vi husker alt igen

Hvad kan du mon mærke
Skal vi altid banke på
En lukket dør
Som vi har gjort det tusinde gange før

Vi ku’ drive væk
Til langsom musik
Før dagen sætter ind
Og vi husker alt igen

Igen bemærker man det nøgterne, hverdags- og talesprogsnære sprog, hvor ordene doseres nøje og nøgternt – og lytteren nødes til at lytte efter, hvis meningen skal begribes.

Parforholds- og kærlighedstematikken fastholdes dog ikke helt, for i en sang som “Lys ud, lys ind” kan man tale om, at et personligt, indadskuende, eksistentielt perspektiv kommer ind eller fremhæves, men det er nærmest som et supplement til de andre sange.

Signe synger sine sange nøgent og smukt og med et ærligt udtryk, der passer fint til teksternes nøgne og til tider næste rå karakter. Og producer og musiker Lars Skjærbæk har skabt et lydbillede, der bærer Signe Svendsens sang og sange frem uden på noget tidspunkt at dominere. Og musikken er en slags voksenpop, der bærer præg af moderne indierock af den mere diskrete slags.

Alt i alt har Signe Svendsen lavet en plade, der bekræfter hendes ubestridelige talent som sanger-sangskriver i sin egen ret og demonstrerer, at hun roligt kan forfølge det spor, hun er inde på. Det vil kun kunne resultere i mere godt. Hermed varmt anbefalet.

Signe Svendsen. Det forlyder. Producer: Lars Skjærbæk. Eget plademærke. Udkom 31. januar 2020

Med titlen på den nye plade – Come on in – inviterer Thorbjørn Risager og bandet The Black Tornado indenfor i det musikalske univers, vi efterhånden kender fra en række fine udspil, seneste Change my game fra 2017.

Og det vil sige et univers, hvor grobunden består af the blues. Ikke kun som en musikalsk doktrin, der foreskriver visse taktarter og akkordstrukturer, men også og ikke mindst i betydningen: en grundfølelse. Og en følelse, der bestemt ikke  er ensbetydende med beklagelse og hængen-med-mulen hele tiden.

For selv om sangskriver Risager på denne plade nok er en kende mere introspektiv (for nu ikke at bruge tidens misforståede term introvert) og gør sig tanker over den fremadskridende alder og hangen til melankoli, så demonstrerer pladens sange, at bluesen – som al god kunst –  rummer sin modsætning. Hvor bluesens melkankolske ensomhed findes, der findes også fælleskabets glæde, hvor det slidsomme arbejdslivs beklagelser presser sig på, ja der finder man også festen med vin, dans og fornøjelser med det modsatte køn. Bluesen – i hvert fald i Risager og Co’s udmøntning – er som livets tragikomik, man kan ikke få det ene uden også at få det andet og modsatte. Livsmismodighed, men også en fundamental overbevisning om, at det nok skal gå alt sammen.

Musikken på pladen er ikke væsensforskellig fra de foregående to, fremragende udspil, som jeg har omtalt her på siden. Måske er der dog en lillebitte,diskret forskel i produktion og arrangement. Det forekommer mig, at Thorbjørn Risagers stemme – i det mindste på en del af sangene – er trukket lidt mere frem og i fokus i lydbilledet, således at produktionen flugter lidt mere med bandnavnet Thorbjørn Risager & the Black Tornado. Og det klæder bestemt Risagers stemme at få en anelse mere accent. Og det ændrer ikke ved, at The Black Tornado fint kommer til deres ret i produktionen, både som det sejt sammenspillede ensemble, det er, og som instrumentalister med solistudfoldelser.

Kom indenfor siger titlen til lytteren, og man kan kun følge det råd og bevæge sig ind i det modsætningsfulde univers, som pladens ti sange byder på. Ti sange, der som oftest hos Risager er helt på højde og niveau med bluesens i almindelighed. Sange, der måske ikke vil dominere vor tids streamingsradiostationer, men til gengæld gør god fyldest i koncertsammenhæng, dvs. der, hvor Thorbjørn Risager & The Black Tornado har hjemme. Hermed anbefalet.

Thorbjørn Risager & The Black Tornado. Come on in. Produceret af: Peter Iversen, Søren Bøjgaard, Joachim Svensmark, Thorbjørn Risager & The Black Tornado. Ruf  Records. Udkom d. 31. jan. 2020

Hanne Boel får meget passende lov til at indlede pladeåret her i bloggen med sit nye album Between Dark & Daylight.

Da jeg fik den nye plade i hænderne og kiggede på den alvorlige Boel på coveret, kunne mine tanker ikke lade være med at glide tilbage til dengang i sidste halvdel af 1980’erne, hvor jeg oplevede Boel sammen med det danske soul-funk-bigband Blast optræde i Tivoli Friheden. Jeg var lokket til koncerten, fordi Boels stemme – sammen med Tina Schäfers og Lisa Dandanells stemmer – havde trukket mine ører i den retning. Og det var – ikke mindst i kraft af d’damers indsats – en af den slags koncerter, der brænder sig fast og bliver siddende længe i kroppen.

Og det er stadigvæk stemmen, der trækker i dag – her mange år og mange soloplader senere. Ikke kun fordi det er en soloplade, men fordi produktionen i den grad fremhæver Boels stemme og sætter den i et naturligt centrum. Det illustreres eksemplarisk af pladens første sang, “Paint me a picture”, hvor stemmen står næsten nøgen i sangens indledning, kun akkompagneret af noget rytmisk electronica. Herefter lægges der lag på lag. Strygere, piano, backingvokaler m.m. om- og indsvøber Hanne Boels stemme, uden at drukne den. Den står beundringsværdigt klart i lydbilledet, helt som den fortjener det.

Og Jacob Funchs produktion kan lige netop det: At lade Hanne Boels stærke stemme komme til sin ret, samtidig med at den lader musikere og medsangere udfolde sig omkring Boels stemme. Og det på en måde, hvor de enkelte instrumenter også får lov til at komme til orde, hvis man kan sige det på den måde. Illustreret af sang nr. 2, titelsangen, hvor fx Funchs basspil står helt skarpt i lydbilledet, i fin kappestrid med strygere og vokaler. Det er en nænsom og respektfuld produktion, Funch har leveret.

Og Hanne Boel, der selv har skrevet sangene (i samspil med Jacob Bellens, Emil Falk, Anders SG, Peter Vetesse og Bobby Ricketts på flertallet af sangene), synger om erfaringerne og oplevelserne fra et voksent liv. Desværre er sangteksterne ikke trykt i mit eksemplar, hvilket de godt kunne fortjene, men Boels synger klart nok til at man godt kan følge med. Og det er refleksive, alvorlige tekster, der passer sig for et voksent menneske i populærmusikkens verden.

Musikken på pladen er meget moderne og international. Bigbandmusik, der helt i tidens ånd blander stilarter frit og ubesværet. Her er elementer af jazz, rock, folk og meget andet, legeret til sin helt egen bigbandlyd. Sangene besidder umiddelbar poptæft og aspirerer til dem, der gerne vil have musik, man kan nynne med eller synge med på. En slags voksen, moderne pop, kunne man måske driste sig til at kalde det. I hvert fald har Hanne Boel og hendes hold af fortræffelige musikere og sangere skabt en plade, der uden problemer må ramme dem, der har ventet i mange år (9!?) på nyt fra Boel, men også mange nye, potentielle Boel-fans. Det er en plade, der fortjener at blive spillet meget og lyttet meget til. Hermed varmt anbefalet.

Hanne Boel. Between Dark & Daylight. Produceret af: Jacob Funch. Stunt Records. Udkommer i dag.

Og dette års pladeomtaler afrunder jeg på bedst tænkelige måde med genudgivelsen af Finn Olafssons soloalbum fra 1981, Elements.

Den konkrete anledning til genudgivelsen er, at trommeslageren Gert Smedegaard døde – alt for tidligt – i slutningen af 2018. Og eftersom Smedegaard er drivkraften på trommer og slagtøj på Elements, så kan man vel ikke fortænke nogen i at bruge den triste baggrund som en passende anledning til en genudgivelse. Og Smedegaard er i øvrigt allerede på behørigt vis blevet mindet, bl.a. ved udgivelsen af datteren Signe Trylles “Bølgerne ved Bellevue” (omtalt i bloggen) og ved en stor mindekoncert.

Jeg tror heller ikke, at det er helt tilfældigt at Elements er valgt som erindringsstof. For Gert Smedegaard spiller – bogstaveligt – en stor rolle på denne plade som trommeslager og slagtøjspiller. Og allerede fra første skæring bliver man mindet om, at Gert Smedegaard ikke kun slog på tromme, men faktisk spillede trommer og slagtøj. På titelsangen, der indleder pladen, ligger Smedegaard både bag og helt fremme i lydbilledet (hvis det giver mening..). Han er både tilbagelænet og helt fremme i lydbilledet og på beatet og bærer det frem med en forbavsende lethed, spændstighed og markant fremdrift.

Løsriver man sig lidt fra lytningen til Smedegaards prægnante spil (og det kan være svært, når først man har indstillet ørerne på det…), så er det selvfølgelig Finn Olafssons plade. Det er hans guitarer, der er i centrum af musikken. Og det er post-Ache-musik, rock der er farvet af akustiske guitarer og de strømninger i datidens rock, som var inspireret af folk , men samtidig har et fast greb om rocken – lyt fx til det heftige “Currents”, hvor Olafsson giver sig selv mulighed for at strække ud på guitaren.

Og måske er Elements nok en tand mere rocket end Savannah, som jeg tidligere har givet min varme anbefaling. Og det klæder Olafsson, Smedegaard, Torsten Olafsson (bas, bambusfløjte og slagtøj), Per Vium (tangenter) og Steen Toft Andersen (mundharmonika på et enkelt nummer) at holde fast i rockudgangspunktet (så det kan kun blive spændede at høre, hvad det netop gendannede Ache kan udrette i det nye år…). Elements består af hele tolv sange (med bidrag fra alle involverede, men primært sange af Finn Olafsson), der besidder en høj grad af homogenitet og stilistisk ensartethed. Det gør pladen til en sand fornøjelse at lytte til.

Elements er en plade, der oser langt væk af spilleglæde. Der musiceres lystigt på mange iørefaldende sange, og ensemblespillet løfter og bærer pladen igennem. Det er en rigtig lytteplade, der kan få lytteren til at fortabe sig i de mange lækre detaljer fra de involverede. Hermed varmt anbefalet.

Finn Olafsson. Elements. Produceret af: Finn Olafsson. Olafssongs. Er udkommet.

Når man har siddet bag trommerne i Danmarks vel nok mest berømmede rockorkester Gasolin, så er der måske ikke så meget, man kan ønske sig som rocktrommeslager?! Eller hvad!? Det skulle da lige være at fortsætte med at spille på sine trommer og spille den rock og rul, man er vokset op med og elsker.

I hvert fald er Søren Berlev aktuel med et nyt rockalbum, Close to the line, som han har lavet sammen med sine medarbejdere i rockhotellet, forsanger Esben Hegelund, guitarist Erik Winther og bassist Søren Fjalland. Close to the line hedder pladen.

Det er ikke sådan, at Berlev har ligget på den lade side, siden dagene med Gasolin. Han har et soloalbum på samvittigheden. En plade, der fik mange knubbede ord med på vejen af den altid nyhedshungrende og sensationalistiske presse. Og så har han ej at forglemme udfyldt rollen som trommeslager i evigtunge Young Flowers, hvor han har været en fuldgod kompensation for den afdøde Ken Gudman.

Men tilbage til rockhotellet. Konstellationen Berlev, Hegelund, Winther og Fjalland byder på rock, der ikke kan og heller ikke vil benægte gælden til en rockform, der havde sin storhedstid i de sene tressere og ikke mindst halvfjerdserne. Rock, hvor kvalitetsstemplet er sat i form af velturnerede sange med latent hitlisteappel, gode guitarriffs (der nok har været brugt før, men bevares…), grooves og så en masse energi. Energi, der selvfølgelig leveres af Berlev selv bag trommerne, men også af Hegelund, der leverer en klassisk energisk vokalpræstation i forgrunden med mange associationer til forgængene i faget. Og også resten af det tætte combo gør, hvad de kan for at leve op til de krav og forventninger, som klassisk rock fra halvfjerdserne sætter.

Og der er, som stilen foreskriver, plads til både de mere balladeagtige sange og så de decideret uforfalskede rocksange. Berlevs hotel opfinder hverken den dybe tallerken eller det varme barbervand i så henseeende, men stiller sig tilfreds med at træde allerede trådte stier. Men kvartetten gør det med sin egen insisteren på berettigelse og en umiskendelig kærlighed til en rockform, der måske/måske ikke har haft større publikumsappel end her på kanten til et nyt årti!? I hvert fald er der ingen grund til at holde sig tilbage, hvis man er gammel Gasolinfan, elsker halvfjerdserrocken  og/eller trænger til at få pulsen sparket op her op til årsskiftet. Hermed varmt anbefalet.

Berlev’s Rock ‘N’ Hotel. Close to the Line. +Musiccode. Er udkommet.,

Mere end fem år skulle der gå, før Astrid Nora lod høre fra sig igen. Sidst var det med albummet Shimmer (omtalt her i bloggen). Og nu gælder det mini-LP’en eller EP’en Womb of Life.

Og såvel titel som tidsafstanden peger i retning af en årsag til den lange ventetid. I mellemtiden er Nora blevet mor til to små piger. Og netop denne begivenhed er – som den altid er – skelsættende i et menneskes liv. Og i en kunstners. Og i Astrid Noras tilfælde har den nye status og alle oplevelserne undervejs givet noget eksistentielt at tænke over, sådan som det meget ofte sker. Meningen med livet og alt det der. Og det kan man sagtens læse ind i pladens tekster, hvor den nye erfaring skriver sig tydeligt ind, som fx i sangen “Surroundet by light”:

Surrounded by light
Vibrating my shattered body
I let it in
For too long
I carried far too heavy a load
To prove that I could
Now I let go
Aid comes in all the many shapes of light
Let it comfort you
All draped in colors of the womb of life
Let it shelter you
Or are you too stubborn
Too busy proving your worth?
Darling, let it go
They’re all patterns – shadows of the past
They no longer hold the truth
Let it go
Aid comes in all the many shapes of light
Let it comfort you
All draped in colors of the womb of life
Let it shelter you
Surrounded by light
Vibrating my shattered body
Let it in

Den nye status udmønter sig her i en tro på, at der var en mening med galskaben, og i at man skal tro på og tillid til livet og det, der kommer til en som lys udefra.

Musikalsk er der er en klar forbindelse til de gamle udgivelser. Det er stadigvæk Astrid Noras specielle stemme, der er den store attraktion i lydbilledet. Musikken er indspillet “live i studiet”, som det hedder, når miksning og redigering er begrænset til minimale. Og det kan da også høres, at der er et særligt klangligt nærvær.

Dertil kommer, at Astrid Nora får det fornemste med- og modspil af Jacob Haubjerg (bas), Anders Bach Pedersen (slagtøj og tangenter), Aske Bode (tangenter) og Brian Batz (tangenter og effekter). De har sammen med Astrid Nora skabt et lydunivers, der passer fint til hendes stemme og sangenes seriøsitet. Et lydbillede, der emmer af både noget gammelt og noget helt moderne. Jovist, Astrid Nora er tilbage med manér. Tag godt imod Womb of Life.

Where did Nora go. Womb of Life. Produktion: Brian Batz. Celebration Records. Er udkommet.

I dag kan man i pressen læse om en exo-planet, der har fået et dansk mytologisk navn, Surt. Men det er ikke den eneste astrobegivenhed, dagen byder på. Her i bloggen skal Death Machines tredje album med den astronomiske titel Orbit anbefales. Orbit betyder bl.a. en planets eller rumfærges omløbsbane. I bredere forstand er orbit et billede på det, der kredser om noget andet – uden at der nødvendigvis bliver tale om kontakt mellem de to ting. Og hvis jeg ellers har forstået sangskriver Jesper Mogensens tekster, så er Orbit en slags metafor for eller billede på det moderne menneske i dets på samme tid distante, iagttagende og lidt alienerede udsathed i vor tid. Tag som eksempel den indledende sang “Alien”, hvor det hedder:

Alien
I am not quite here
Not there
I’m the man who used
to care
I’ve been walking many miles
But now and then it seems
Like memories of places I’ve never seen
We’ve been talking many times
But now I can’t recall
If everything is built upon dilusive core
Don’t know where it goes
if blown to a hole
Don’t know
I’ve been up all night
Just waiting
Need to dye your eyes
I’m fading
I will go for anything I’m longing to connect
But something deep inside me will not eject
Going down this road where I’ve been a thousand times
Wait! this ain’t getting anywhere,
I let you drive
Don’t know where it goes
if blown to a hole
Don’t know
Don’t know

Fremmedfølelse, uvished, uvirkelighedsfornemmelse osv. Uden skulle eller ville overfortolke teksten her, så fornemmer man en fundamental fremmedgjorthed, der er som grundlag for oplevelsen i denne sang – og flere af de andre.

Og musikken i de i alt ti sange på pladen passer på smukkeste vis til denne grundfølelse. Sangene er alle sært betagende og melodisk besnærende uden på noget tidspunkt at blive tilnærmelsesvis poppede. De tager uden tvivl sigte mod hitlisternes fællesnævner, men arrangementerne, der måske bedst kan beskrives som lydlandskaber (soundscapes) eller lyduniverser, sørger for at det samlede udtryk befinder sig udenfor “mainstream”, et sted, hvor analoge og digitale elementer (lige fra gammeldags trædeorgel til moderne “synths”) helt i tidens ånd blandes til en musikalsk kompot, der unddrager sig selv de mest komplekse genrebetegnelser, men associerer til alt muligt fra moderne og ældre folk over americana til moderne ambient. Men først og fremmest afslører arrangementerne, at Death Machine har fundet en lyd og et udtryk, der er deres eget.

Orbit er en af den slags plader, der falder lidt uden for kategori og med sin forførende stemning og særprægede lyd gør krav på en vis tidløshed og derfor fortjener en plads blandt den slags plader på pladereolen. Orbit skal nok appellere til vor tids streamere, men fortjener også et stort publikum blandt de lyttere, der foretrækker at lytte til et helt album ad gangen. Hermed anbefalet.

Death Machine . Orbit. Produktion: Death Machine. Celebration Records. Er lige udkommet.

At have deltaget i tv-programmet “X-factor” er ikke ensbetydende med, at man har den der “x-factor”. Men det udelukker det heller ikke. Og Ise, der var med i programmet i 2011 er et godt eksempel på, at man sagtens kan have noget på hjerte, selv om man ikke lige vandt den der konkurrence.

Efter sin deltagelse udsendte Ise, der til daglig hedder Annelouise Adolph, albummet Kø på Himalaya. Og nu følger hun så op med EP’en Født på kanten.

Hvad det er for en kant, Ise er født på, er jeg ikke helt sikker på. Ud-kanten? Livets kant? Selv skriver Ise i sangen, der giver titel til pladen: “Jeg er født på kanten af kortet/ Med fare for at falde ud af kurs/ Jeg er født som plaster på såret/ Med tidsfordriv og kedsomhed/ Og frihedstrang på min samvittighed“. Ja, måske er den kant, der er tale om, i virkeligheden den kant, vi alle som unge mennesker skal balancere på i vores forsøg på at finde en mening med galskaben (livet!), i vores søgen efter at finde en balance, fast grund under fødderne og noget at holde fast i. En søgen, der – i Ises tilfælde – er drevet af “frihedstrang” og en grundliggende tro på, at det nok skal gå, at det nok skal lykkes med at finde den der balance.

Sangteksterne vejer tungt på Ises plade. Det er ligefremme sange uden litterærlige tilbøjeligheder. Selv om Ise  nok har skelet til sine forbilleder (fx Anne Linnet), så er hendes tekster helt deres egne i deres ukunstlede, hverdagsagtige beskrivelse af en rastløs og dog tillidsfuld søgen efter mening med det, vi kalder livet.: “Jeg er ingen PJ eller Emmylou, jeg ved det godt/ Jeg er kun mig selv, måske en smule lunefuld” (“Frie hjerter”). Det er ganske normalt at være født på kanten og bevæge sig ad den. Det kan der komme ganske gode sange ud af.

Musikalsk byder Ise på poppet sanger-sangskrivning med klare popelementer, der sagtens ville kunne klare sig på diverse playlister rundt omkring. Men egentlig er der mere tale om en slags voksenpop i sin vorden – som fortjener at blive lytte til i de små hjem, hvor grammofonen snurrer. Hermed anbefalet.

Ise. Født på kanten. Produceret af: Ise & Rasmus Glendorf. Ise Rec. Er lige udkommet.

Musikken taler til hjernen og – måske især – til følelserne. Som moderne hjerneforskning fortæller os, så hænger de to ting sammen. Vi kan ikke forstår noget, uden at følelserne er med. Og for mig personligt er det følelserne, der åbner musikken for mig. Og måske lader mig forstå noget af, hvad der sker.

Og den unge Ginne Markers debutalbum For Seasons to Come har talt til mine følelser. Ja, for at sige det lige ud: Jeg er blevet forført af Ginne Markers musik. En musik, der – skåret ind til benet – er sanger-sangskriver-kunst, når den er bedst. En forførende, indtagende, personlig stemme, en guitar og en snes gode, slidstærke sange.  Mere skal der ikke til for at overbevise. En lytter som mig.

Og Ginne Marker, der kommer fra det nordjyske, er 24 år gammel, har det hele, og overbeviser med sin debutplade om, at her er en sangskriver, som vi roligt kan forvente os meget af de kommende år.

De i alt ti sange på pladen breder sig stilistisk over et stort sanger-sangskriver-spektrum. Fra nedtonede, inderlige folk-pop-sange over fransk chancon-tradition-livtag (singleudspillet “La vie en glace”) til sange, der befinder sig et udefinerligt sted mellem pop og jazz. Jovist, Ginne Marker er ikke fremmed for de forskellige genrer og man mærker, at det er, fordi det personlige udtryk, der vejer tungest og presser sig på. Ikke genremæssige og stilistiske hensyn, så at sige.

Det er den garvede musiker (guitarist m.m.) Aske Jacoby, der har taget Ginne Marker under sine vinger og har udgivet hende på sit eget plademærke. Og det forstår jeg godt, når jeg her ved tastaturet lader Ginne Marker besætte min musikopmærksomhed. Ginne Marker har et stort potentiale i enhver henseende. Hun kan skrive sange, der rører og bevæger lytteren, hun kan håndtere guitaren på overbevisende måde og så er der hendes sang, der som sagt er forførende og indtagende. Hvad kan man næsten forlange mere?! Jeg ved det ikke. Men jeg vil gerne give Ginne min varmeste anbefaling, og jeg håber at høre meget mere fra hende de kommende år. Så kære læser og medlytter: Giv Ginne en chance – på vinyl eller hvilket medie, i kan finde pladen på.

Ginne Marker. For Seasons to Come. Produceret af Aske Jacoby. Giant Birch. Er udkommet.

Med 40 kunstnerår og nu 23 album på bagen fortsætter Ole Berthelsen med at udsende sange fra sin lokation i det nordjyske. Og jeg har været så heldig og priviligeret at være med siden den sidste plade, Hvalvær, som jeg anbefalede i september 2018.

På den nye plade, Snakker med giraffer, er udsynet det samme som på Hvalvær. Begge ben er solidt plantet i den nordjyske jord, hvorfra Ole Berthelsens verden går. Og den går også ud over den nordjyske lokalitet. Sidst var polarcirklen det yderpunkt, hvorfra verden blev betragtet og oplevet. På Snakker med giraffer er det, som titlen antyder, Afrika, der får det globale perspektiv ind på pladen.

Men ankeret, tyngdepunktet, forbliver det hjemlige. Det understreges allerede i den første sang “Sommervind”, hvor den påtrængende ydre verden, i form af “breaking news” (der viser sig at være vor moderne verdens svar på sladder) og dyrkelsen af kændisser og “notabiliteter” bliver for meget. Så meget at “hjernen går i spind”. Men så kommer en sommervind og blæser det hele ud af hovedet og kroppen, som kun en sommervind ved vestkysten kan gøre det:

Så er du lige her

Hvor du ka li at vær

båret  frem

Af en sommervind

Det hjemlige, det nære, det lokale, det kendte er det, der forankrer sangskriveren i virkeligheden. Hvad enten det er oplevelsen af – igen – som farfar at være med til at bringe en ny verdensborger ind i den virkelighed som i sangen “Baby kommer til verden” eller mødet med den emblematiske landevejsridder, der kommer forbi med sin barnevogn og markerer årstidernes gang og et fast indslag i livet i det lokale.

Det globale, ja afrikanske perspektiv på verden kommer frem i tre sange. Både som et eksotisk indslag om oplevelsen af en ganske anderledes natur og fauna i sangen “Limpopo måne”, men også som – i bredeste og generelle forstand – politiske kommentarer til en afrikansk virkelighed, der ligger langt fra den dansk-europæiske – både geografisk og mentalt – som i sangen “Går Limpopo over sine bredder”, hvor et systemskifte rejser spørgsmål om demokrati og fattigdom eller i titelsangen, hvor de kritiske blik gælder storvildtjagten og dens modsætning:

Ja der er dem der snakker med giraffer

fløjter med fuglen i et træ

andre der går og plaffer

for at sikre sig et trofæ

Men udsynet på pladen går ikke kun fra det nære til det fjerne og tilbage igen, men også fra nutid til fortid. Som i sangen “En krones peng'”, hvor sangskriveren tænker tilbage på dengang, hvor en krone var den kærkomne adgangsbillet til det lille paradis, der udgjordes af slikmutters butik. Et stykke nostalgi med pinocchiokugler, Piratos, tyggegummi-“tatoveringer” og meget mere, som fyldte posen “da farfar var dreng”. Nostalgien får en lille samtidskritisk dimension i sangen “De troede jeg var en 68’er”, hvor krabasken rammer dem, der alt for hurtigt og som en rygmarvsrefleks  dømmer alle 68’ere ude, bare fordi de bar den tids modeluner:

Men jo jeg var der da i 68

men ikke i det ungdomsoprør

jeg gik og passed’ min læreplads

hos en gammel blikkensla’r

 

Men om lørdagen skifted’ jeg outfit

pandebånd og hæklet vest

med tidens tone jeg gjorde mig et

som Wanna Be luftguitarist

Jo, Ole var og er 68’er og fornægter ikke, hvad den tid havde med sig af godt, hvad enten det var Mohammed Alis protest mod Vietnamkrigen eller John Lennons tro på, at vi skulle give freden en chance.

Og sådan er det på denne plade. Ole Berthelsen kigger indad og udad, frem og tilbage i de ialt tolv sange, der er med. Og måske er han den “Mr. Vakkelvorn”, der godt ved, at det muliges kunst er at “stå fast” og ikke give efter for den vakkelvornhed, som alderen og tidsånden påfører os.

Sammen med sit lille orkester – bestående af Ole Albrechtsen (guitarer og kor), Jesper Bylling (el-bas), Steen Lindgaard (tangenter og harmonika) og Klaus Thräne (trommer og slagtøj) – afleverer Ole (sang, kor og mundharpe) de tolv sanges tekster ligefremt og ubesværet med sin gode, erfarne stemme. Og musikken er igen en afart af det, vi kalder rock, der – som tiden det vil – har taget farve fra mange musikalske udtryk. Og som helhed er der igen tale om en plade, der uden problemer vil kunne glide ind i pladesamlingen hos enhver, der holder af rock og sanger-sangskrivning. Hermed varmt anbefalet.

Ole Berthelsen. Snakker med giraffer. Produceret af Ole Albrechtsen. Gurre Records. Er udkommet.

Bo Schiøler har været så elskværdig at sende mig sit og Skavankernes seneste album, der bærer titlen Rekviem for Kraka. Kraka var den smukke og yderst kloge kvinde, som sagnkongen Regnar Lodbrog giftede sig med, og som viste sig at være ret meget klogere end Regnar selv. For Regnar kunne ikke nøjes med Kraka og giftede sig også med en anden og det resulterede i, at Kraka afslørede sin sande identitet, at hun var Aslaug og var datter af Sigurd Fafnersbane og Brynhild.

Men det er slet ikke det mytologiske, pladen cirkler om, men derimod – som undertitlen antyder – sange fra et levet liv. Sange, der portrætterer døde og levende mennesker, der hver især repræsenterer nogle “idealer” og “dyder”, som er lidt trængte i vores tid. Menneskelighed, sammenhold, solidaritet, menneskeret, ordentlighed, retfærdighed, fred, pacifisme, tolerance, accept, sameksistens, ligeværd, venskab, overbærenhed og mere i den dur. For nu at citere Bo selv. Og rekviem skal nok forstås i den almene betydning: en klagesang. Uden at det skal tages for bedrøveligt eller nedslående.

Nej Bo Schiøler ønsker – som på de andre her omtalte plader – at give lytterne en opsang og forholde sig kritisk til den uheldige udvikling, samfundet har taget. Det slås fast i den allerførste sang “Imens vi sov”, hvor kærligt svinger krabasken over udviklingstendenser – men også over os selv ‘de sovende’:

Imens vi sov

gik verden helt af lave

imens vi sov

blev fanden gjort til pave

godhed stod for fald

og skove stod i brand

de onde folk bestemte

over by og land

imens vi sov

[osv.]

Sangen kridter så at sige banen op med ord, der kærligt-kritisk fortæller os om en verden, der er ved at gå i svang og falde fra hinanden, medens vi sover på det døve øre. Og herfra følger den ene sang efter den anden, som varierer temaet. Der lægges ud med “En sur gammel mand” om den gamle mand, der er blevet bitter og skuffet over livet, er frastødende og støder verden fra sig, søger svar på meningen med livet og døden i det guddommelige og forsøger at holde det hele ud med stimulanser og sprut. En efterkommer af Jens Vejmand og en figur, vi alle kender fra vores nærmeste omgangskreds – eller måske endda fra os selv. En sur gammel mand, der med sin surhed og utilnærmelighed netop repræsenterer en uartikuleret kritik af det bestående i al dets elendighed.

Og herfra går det til “Jeg bor her ikke mer'”. En sang om en hjemløs eller boligudsat person, måske endda i overført betydning. Der er dårligt nok et spor efter personen, der boede der. Og igen er det den uheldige samfundsudvikling, der står for skud: “Du slap min hånd og sagde/ at tiden var til forandring/ så blev de del af en floik/ en flok lemminger på vandring/ i gåsegang gik I mod mørket/ – jeg ved at det er sandt/ for jeg mødte dig efter tæppe-fald/ og så dig ved jordens kant”.

Og herfra går det til den selvbiografiske sang om “B-film blues”, hvor sangskriveren drømmer sig tilbage til dengang, (B)film var noget, man så i biografen. Ved dobbeltprogrammet kl. 4 om eftermiddagen, hvor heltene på lærredet – fra Charles Chaplin og Anders And til de amerikanske cowboys – sætter drømmene i gang i hovedet på den mandlige biografgænger som forbilleder og idealer. Og hvor pigen ved siden sørger for, at drømmeriet ender i en B-film-blues, fordi hun hverken vil danse eller kysse. Et stykke nostalgi og søgen tilbage, hvor der – selv på lærredet – var mening med galskaben. Man vidste, hvordan handlingen ville forløbe og enden se ud. Modsat den virkelighed, vi lever i..

Og sådan fortsætter pladen gennem hele tretten sange. Bo Schiøler skriver sine sange lige ud ad landevejen. På et hverdagsnært, klart dansk, der undgår ethvert tilløb til det kunstnerisk søgte, men finder sit poetiske leje i det umiddelbare og konkrete. Og som på de foregående to anbefalelsesværdige albums er sangene indlejret i musikalske arrangementer, der trækker på gammeldags rock, pop, blues, jazz og andre folkelige musikformer. Og de skavankfrie Skavanker – der alle er rundet af Vesterbro Ungdomsgård, som Bo i mange år var leder af – leverer som sidst en loyal, lydhør, empatisk opbakning, ja, mere end det: Skavankerne er kongeniale fortolkere af Bos sangskat.

Rekviem for Kraka er et album, der selvfølgelig taler til og tiltaler den generation, som Bo Schiøler tilhører (Bo er årgang 1945). Men med sit dobbelte greb om nutiden og historien, sin usvigeligt humant-kritiske tilgang til sangenes emner og sine solide, vellydende og medrivende sange bør dette album nå langt ud over generationsgrænserne til alle, der holder af langtidsholdbar, velspillet sanger-sangskriverkunst. Hermed varmt anbefalet.

Bo Schiøler & Skavankerne. Rekviem for Kraka – sange fra et levet liv. Producer: Lars Schiøler. Sundance Music. Udkom d. 11. oktober 2019

Mennesker mødes og sød musik opstår i hjertet kaldte Jens August Schade sin romantisk-erotisk roman fra 1944. Og titlen passer så fint til mange menneskers møde. Nogle gange opstår der musik, andre gange romantik og nogle gange begge dele. Danske Peter Smith og svenske Caroline Leander mødtes på Bornholm for at arbejde med sangskrivningen. Og det kom der – i hvert fald – sød musik ud af. Og musikken er resulteret i den plade, der lige nu snurrer på min afspiller og bærer titlen “Du eller aldrig”.

Og helt i mødets ånd så er der både danske, svenske, dansk-svenske og engelske sange på pladen. Og helt i Schades ånd så kredser sangene om kærligheden i mange af dens schatteringer og facetter.

Men det er også et møde mellem to garvede kunstnere, der begge kommer med musikalsk ballast i form af solokarrierer inden for pop (Smith) og jazz (Leander). Og duoens baggrunde smelter smukt sammen i pladens sange, der vel bedst kan beskrives som værende voksenpop med jazzfeel. Sange der alle – uden undtagelse – er popmelodisk forførende og med deres umiddelbare appel til popøret aspirerer til rotation (streaming) på de danske, svenske og ja internationale radiostationer. Og debutsinglen “Den jeg bliver med dig” har allerede vist vejen og er blevet et hit på DR og andre radiostationer her i landet.

Leander og Smith synger dejligt begge to og får fin musikalsk støtte af Jens Lindgård ( programmering, bas, slagtøj, guitar og synth) og Rasmus Svensson (trommer). Selv tager de sig af tangenter (Leander) og guitarer (Smith).

Du eller aldrig er easy listening-jazzy-pop af fineste aftapning. Sådan en plade, der med sine behagelige, ukantede sange glider stille og roligt ind i øret, blodet og sindet. En plade, der godt i en tid, hvor verden er præget af meget kaos og konflikter. Pop, der er lidt gammeldags (i positiveste forstand) ved sin insisteren på den gode melodi, og som der altid vil være plads til. Hermed anbefalet.

Leander & Smith – Du eller aldrig. Producer: Jens Lindgård. Gateway Music. Udkom 27. september 2019.

Kvintetten Indian Cane er ikke et helt ubeskrevet blad. Jeg har kunnet læse mig til på nettet, at de bl.a. har været omkring DR P4s Karrierekanonen, har ageret supportband for adskille etablerede navne på de danske scener og har en debut-EP, Turning Point (2014) på samvittigheden. En debut, der i Gaffa blev fremhævet for sit høje ambitionsniveau og kritiseret for endnu ikke at have fundet sin plads i sangskrivningen.

Med debutalbummet In Between holder kvintetten et højt ambitionsniveau i deres kompositioner, der udmærker sig ved at være krydret med alskens stilistiske og instrumentelle farver og stor eksperimenterlyst. Du finder elementer af støjrock, men også dens modsætning i det folkprægede og akustiske. Med andre ord er Indian Cane et barn af vores tid, hvor musikken ofte er gennemstrømmet af alle de lyde og stemninger, der er tilstede i på den globale musikscene. Det kunne tages som udtryk for en retningsløshed og stilistisk forvirring. Men lytter man nøje efter, så kan man sagtens høre, at fundamentet er en snes velskrevne, klassiske (indie)rocksange, som de stilistiske elementer er bygget oven på.

Ørkenrock bliver musikstilen kaldt. Men for at undgå stil- og etiketteforvirring kan vi bare kalde det rock. For det er i bund og grund det ærinde, Indian Cane er ude i. Moderne indierock, bevares, men rock. Velproduceret ambitiøs rock med en snes gode sange, der tematisk spænder vidt, lige fra myrer (“Ants”) til noget om manderollen (“Be A Man”). Og Johnny Kühn (guitar,kor), Bjarne Roursgaard (guitar), Mikael Odder Nielsen ( bas ) ogRolf Alstrup ( trommer ) leverer rockvaren. De kører som smurt i rækken af velproducerede sange, der har en meget moderne studielyd. Og oven på det hele finder vi sangerinden Laura Lundfold, der virkelig er et aktiv for gruppen med en markant god stemme, der emmer af tekstindlevelse og udsøgt sans for frasering.

Indian Cane er et band, man gør klogt i at holde øje med. Måske har kvintetten endnu ikke helt fundet sit stilistiske leje, men den er godt på vej. Og In Between er mere end lovende. Et modigt og vellykket debutalbum, der fortjener mange rocklyttere. Hermed varmt anbefalet.

Indian Cane. In Between. Eget plademærke. Er udkommet.

https://youtu.be/OexLKhz0m_4

Dawn comes quietly hedder Sarah Elgeti Quartets nye album. Og i PR-materialet citeres Sarah Elgeti for at ville “skabe et behageligt rum, hvor man kan fordybe sig og slappe af”. Som en slags modvægt eller modspil til en verden, hvor vi dagligt bombarderes med indtryk, lyde og informationer.

Og billedet af et sådant behageligt rum er en godt nøgle at have med sig, når man lytter til pladen. For det man oplever som lytter er netop at blive lukket ind i et rum eller univers, hvor musikken fra første færd inviterer en til at læne sig tilbage og fordybe sig musikkens detaljer.

Og det er værd at tage imod invitationen. Quartetten med Elgeti i spidsen som komponist og instrumentalist (tværfløjte og saksofon) byder på moderne jazz, der spænder fra det følsomme og lyriske til det sprælske og sejt funky swingende.  Og der musiceres så det er den rene fryd. Elgeti synger ikke, men får hjælp af den her fra bloggen kendte Sidsel Storm på tre af albummets numre, men ellers  er det instrumentalt. Og instrumentalisterne får herligt lov til at udfolde sig undervejs, så Elgetis kompositioner rigtig kommer til deres ret.

Ud over sine egne kompositioner, har Elgeti valgt at nyfortolke to stykker af Carl Nielsen (“En sommeraften” og “Tit er jeg glad”), der får lov til at afslutte pladen med maner.

Jo, at lytte til kvartettens plade er som at sidde i sit eget lille musikalske rum og opleve, hvordan dagen gryr. En jazzmusikalsk dæmning, der efterlader en med ro i sind og krop. Hermed anbefalet.

Sarah Elgeti Quartet with friends. Dawn comes quietly. Produceret af: Sahra Elgeti. Gateway Music. Er udkommet.