Indlæg tagget med capac præsenterer

Capac præsenterer: Ghost of Belle Starr – Pink Guillotine

28. november 2014

Det aarhusianske indierockensemble Ghost of Belle Starr ( Kenneth Nielsen,trommer, Anders Bloch Bruus,bas, Julius Stefan
Nielsen leadguitar og synths og Jakob Mygind Andersen, rytmeguitar) pladedebuterer med singlen “Pink Guillotine”, der er en let syret sang om en kvinde. En fin collagevideo følger med og understreger gruppens særlige drømmeriske lydbillede.

Singlen følges op af en EP, som jeg nok skal vende tilbage til – til januar.

Capac præsenterer: Metronomy

21. marts 2014

Devon-bandet Metronomy begyndte egentlig med, at gruppens hovedperson Joseph Mount købte en udrangeret computer af sin fader og begyndte at lave elektroniske kompositioner pÃ¥ den. Det er indtil videre resulteret i fire studioalbum. Senest det just udkomne Love letters. Gennembruddet kom med forgængeren The English Riviera, der bÃ¥de solgte godt i hjemlandet og resulterede i nomineringer. PÃ¥ det nye album – ikke mindst titelsangen – lyder Metronomy meget retro. Der er en aura af gammeldags pop over dem, kombineret med enkle rocktoner og elektronica, der lyder som noget fra computerspillenes første tid. Det er skrabet, men ogsÃ¥ vældigt charmerende.

Capac anbefaler: Black Seagull – Random Satellites

20. marts 2014

I dag udkommer bandet Black Seagulls debutalbum Random Satellites pÃ¥ en 12″ vinyl (og de obligatoriske downloads). Black Seagull bestÃ¥r af Bo Morthen (sang), Bjarni Olsen (guitar), Benjamin Hammerum (guitar og kor) og Mads huhl (trommer, slagtøj og kor). Det er en plade, der efter sigende har været længe undervejs, fordi ideerne til pladens sange ikke kunne finde et passende afløb i de musikalske sammenhænge, som sangskriver Bo Morthen var involveret i. Historikken afspejler sig dog ikke i pladens musik pÃ¥ anden mÃ¥de end, at den virker godt gennemarbejdet og autentisk.

Random Satellites bestÃ¥r af seks sange, der har et bredt musikalsk udtryk. Titelsangen “Black Seagull” er en mørk, lidt mystisk sang, der trækker pÃ¥ moderne garage-psych og alt-country, og Bo Morthens mørke, bløde vokal kan minde lidt om en ung Johnny Cash i forbifarten. “I heard it from you” er en akustisk anlagt, melankolsk  ballade om et kærlighedsforhold, der er fortid. Sangen bestÃ¥r stort set kun af en stemme og en guitar, men fÃ¥r et atmosfærisk løft af lidt kor og elguitar pÃ¥ passende afstand i baggrunden. Derfra gÃ¥r det videre til en regulær rocker “Don’t know why i came” med huggende trommer og guitarer i en sang om at sætte sig selv pÃ¥ spil i kærlighedens tjeneste. Det er en lige ud af landevejen no bullshit-rocksang, der opsummerer, hvad Black Seagulls varemærke er: uforfalsket spilleglæde og en ukompliceret tilgang til musikken. Et klassisk rocksetup med guitarer, trommer, bas og sang og en god, iørefaldende sang er sÃ¥dan set nok.

Sang nr. 4 “And the kids will howl” er ogsÃ¥ et rocknummer. Lidt mere sofistikeret i sit arrangement. men skinnet bedraget lidt, for basalt set er det ogsÃ¥ en enkel rocksag, der sender kærlige tanker hen pÃ¥ bl.a. Rolling Stones og lyden af moderne alternativ rock. “Fire” derimod er pladens anden akustiske ballade, krydret med elguitarlyd og slagtøj. En melodiøs, patosfyldt sang, der stÃ¥r i gæld bÃ¥de til poppen og den akustiske folk-rock fra Dylan over Bruce Springsteen og videre.

Rosinen i pølseenden er sangen “Half past summer”, der ogsÃ¥ dyrker det umiddelbare akustiske udtryk, hvor den grundlæggende vokal + guitar-konstellation stlle opgraderes til flerstemmighed og flere guitarer. En tilbageskuende sang, der hører til pladens afdæmpede afdeling og demonstrerer spændvidden i Black Seagulls udtryk. Og den peger nok frem mod det album, der mÃ¥ ligge i kortene hos Black Seagull.

Alt i alt er Random Satellites et udspil, der viser, at Black Seagull har meget at byde på. De fire musikere forvalter rocktraditionen med stor personlighed i udtrykket og ikke minds en mærkbar spilleglæde. Vinylen burde kunne finde vej til rockelskernes pladespllere. Hermed anbefalet.

Black Seagull. Random Satellites. Produceret af Benjamin Hammerum. Udkommer i dag.

Capac præsenterer: Desperate Journalist

15. marts 2014

Jeg fortsætter lidt med ugens fund af ny musik. Her drejer det sig om kvartetten Desperate Journalist fra det nordlige London. To unge damer (Jo Bevan, sang, og Caz Hellbent, trommer) og to unge mænd (Simon Drowner, bas, og Rob Hardy på guitar). De spiller opfindsom, støjende, melodiøs indierock, der nok burde interesse de store pladeselskaber mere end tilfældet har været indtil nu. Giv dem en chance i hovedtelefonerne.

Capac præsenterer: Violet Hours

14. marts 2014

Dagens popmusikalske fund er Violet Hours fra London. Hos Violet glider tressernes feminine vokalpop elegant sammen med en guitarlyd, der står i gæld til såvel firsernes som halvfemsernes storladne guitarrock. Det er ikke poprock, der forandrer verden, men det er charmerende og indtagende.

Smoke Fairies – Eclipse them all

5. marts 2014

Smoke Fairies er en duo, bestående af Katherine Blamire og Jessica Davies. De henter inspiretion i britisk folk og americana. De har været support for Bryan Ferry og Laura Marling, og alene det borger jo for en vis kvalitet, skulle man mene. Og de er på trapperne med deres andet album Smoke Fairies. Her er de med singlen Eclipse them all, en lidt dyster, men også melodiøs sag, der er båret af stemningsfuldhed vævet ind i en moderne synth-lyd.

Capac anbefaler: Hans Wehner – Country My Way

17. februar 2014

Som nævnt vil jeg bruge 2014 til at få rådet bod på nogle af mine undladelsessynder. Og i musikalsk sammenhæng er en af mine store undladelsessynder, at jeg ikke har fået omtalt og anbefalet Hans Wehners album Country My Way. Der var hele tiden noget, der kom i vejen. Om ikke andet så overspringshandlinger og almindelig dovenskab. Men nu er tiden så kommet. Skrivebordet er ryddet for presserende opgaver, der er ro i lejren, fred i sindet. For en stund.

 

Hans Wehner er fra Esbjerg og har dyrket musik siden barndommen. Jeg hÃ¥ber, at jeg kan vende tilbage med en mere udførlig præsentation af Wehner ved lejlighed. Men albummet Country My Way har været et con amore-projekt, som Wehner har været længe undervejs med og har mÃ¥ske været et af hans undladelsessynder, der først blev rÃ¥det bod pÃ¥ i perioden 2009 til 2011, hvor Hans ene mand realiserede sin drøm og indspillede et helt album med country. Det specielle ved pladen er ogsÃ¥, at Hans stÃ¥r for det hele selv – fra komposition af musik over hÃ¥ndtering af instrumenterne – og det vil primært sige Hammond B3- og Tyros 3-keyboards, der gør det ud for mange andre instrumenter – og sang til indspilning, mixning osv. Et one-man-band-projekt med andre ord.

Det mest imponerende er mÃ¥ske i virkeligheden ikke den kraftpræstation, det er, at stÃ¥ for det hele selv – men derimod, at det endelige resultat ikke fremtræder som sÃ¥dan. Hvis man ikke lige vidste det – fra Wehners egne tekstnoter i pladehæftet – sÃ¥ kunne man sagtens forledes til at tro, at det var et kollektivt projekt.

Titlen pÃ¥ pladen Country pÃ¥ min mÃ¥de angiver klart pladens karakter af egensindigt con amore-projekt. Wehner brænder tydeligvis for countryen. Eller skulle man sige countryrocken. For det er tydeligt nok for mig, at Wehner blandt andet henter megen inspiration i netop den countryrock, der strømmede til os i halvfjerdserne fra den californiske vestkyst. Det understreges bl.a. et par covernumre, der sÃ¥ at sige viser, hvor højt kvalitetsoverliggeren ligger i Wehners projekt. Vi finder sÃ¥ledes en fortolkning af Crosby, Stills, Nash & Youngs klassiker ”Teach you children” (fra albummet Deja Vu). Og Wehner kommer meget tæt pÃ¥ originalen. Udgaven er mere tilbagelænet, originalens fremtrædende pedal steel lige sÃ¥ og de vokale harmonier er ogsÃ¥ – helt forstÃ¥eligt – et stykke fra originalens unisone skønsang. En anden udfordring Wehner kaster sig over er Allman Brothers’ største hit ”Ramblin Man” (fra albummet Brothers & Sisters). En af sydstats-countryrockens milepæle, beundret for sit fængende kor og sangskriver Dickie Betts sang og – ikke mindst – guitarspil, der fÃ¥r lov til at strække helt ud sidst i sangen. I Wehners udgave er musikken trukket mere i baggrunden og vægten lægges pÃ¥ solistens sang og pÃ¥ den tilbagelænede tilgang til sangen. Man kan mÃ¥ske udtrykke det sÃ¥ledes, at Wehner sætter sin streg under country i countryrock. Eller snarere er det sÃ¥dan, at det er Wehner inspiration fra den traditionelle country, der skinner igennem i disse to nedtonede countryrockere, der har mere med forbindelse til en Bobby Bare end til vestkystrockerne. Og mÃ¥ske finder vi i denne kompromisdannelse mellem det traditionelle og det moderne den my Way albumtitlen sigter til. Dybest set er Wehner traditionalist, selv om han elsker countryrocken…

Traditionalismen afslører sig også i sangskredsens kredsen om den traditionelle countrymytologi med hverdagsnære tekster om at sidde med fødderne i vand,slappe af og drikke en øl (”Toes”) – eller sange til hende den særligt udvalgte blandt det smukke køns repræsentanter (”Love of a woman”). Ja helt ud i coveret, hvor Wehner poserer iført cowboyhat og -skjorte skinner traditionalismen igennem.

Som sagt har Hans Wehner hjertet med i projektet. Og det gør indtryk, at musikken kommer lige fra hjertet og udføres med sans for countrymusikkens særlige æstetik. Musikalsk er der ikke noget at sætte sin kritiske finger på, men man kan godt tage sig i at drømme om et album, hvor Hans fik lov til at gøre det på sin måde med et hold countrymusikere fra det store land derovre, hvor musikken kommer fra. Måske sker det – i hvert fald er Wehner vist allerede i gang med projekt nr. 2.

Hermed varmt anbefalet alle med smag for country.

Hans Wehner. Country My Way. Produceret m.m af Hans Wehner. Wehner Records. (dobbeltcd m. mp3-filer)

 

 

 

Capac præsenterer: Wonderland

15. februar 2014

[Klik på billedet for at se det i en lidt større udgave]

Fra Troels har jeg modtaget Wonderlands nye 7″ med dobbelt A-side. Den københavnske kvartet springer flot og fredigt ud og rider med pÃ¥ en lille bølge af rock, der bÃ¥de er smækker og lækker indiepopvellydende og har klare røde trÃ¥de tilbage til den for tiden sÃ¥ populære psychedeliske musik fra tresserne. Lyt fx til det Farfisa-saftige, potentielle playlistehit “Far away”. Det burde kunne vække selv indslumrede P3-lyttere op til dans og medsang. I B-side-balladen “Alabama” fÃ¥r “Far away” et eftertænksomt, roligt modspil, der om ikke andet viser at de fire københavnere har spændvidde nok til at kunne bestride et større pladeformat næste gang. MÃ¥ske endda et helt album. Tag godt imod Wonderland, der understreger grokraften i den danske rocks undergrund. Jeg hÃ¥ber, Troels ogsÃ¥ sender mig deres næste udspil. Kom igen.

Pladen er udgivet af Levitation Records.