Indlæg tagget med computer

To skridt frem og et tilbage: Ubuntu 9.10

29. november 2009

Selv om jeg er Linux-mand eller rettere Ubuntu-fan og ikke har fortrudt en eneste dag, at jeg skiftede fra Microsoft til Linux, så er hermed ikke sagt, at alt er problemfrit. Også i Linux-land har man problemer med at få nye versioner til at spille rent. Selv om problemernes omfang langt fra har Microsoftske dimensioner. Således forsøgte jeg i går at gå fra Ubuntu version 9.04, som har kørt smertefrit, til den nye 9.10. Installationen gik som smurt, men den nye udgave “dræbte” min trådløse internetforbindelse. Heldigvis er der masser af hjælp at hente ude på nettet i diverse fora osv. Men ingen af de råd, jeg kunne finde, afhjalp problemet. Det specifikke problem gjorde så også, at jeg måtte arbejde på to computere samtidig, hvilket ikke ligefrem gjorde processen mindre langsommelig. Det endte med, at jeg tog en rask beslutning og vendte tilbage til den gode gamle 9.04, som straks fandt det trådløse net i et splitsekund… Jovist, træerne vokser ikke ind i himlen i Linux-miljøet, men mindre kan også gøre det.
PS. En lære, man kan drage af denne oplevelse, er, at man aldrig skal springe på nyhedsvognen med det samme. Det er en god idé at vente lidt og se, hvordan de første reaktioner er. Det kunne have sparet mig for en del arbejde…

Mikroblød

23. juni 2009

Hvor er jeg dog glad for, at jeg er sadlet om til Ubuntu (Linux) på mine maskiner. Selv om jeg stadigvæk kører med to styresystemer, fordi der er enkelte funktioner, som Ubuntu ikke kan klare (eller – måske – som jeg ikke har fundet en tilfredsstillende løsning på endnu…), så bruger jeg 99.9% af tiden i Linux-miljøet. Det er meget mere stabilt end Microsoft. Det er væsentligt hurtigere. Og så dækker det alle mine behov for intelligent software – med et par undtagelser, der mest har at gøre med gamle indgroede vaner.
Forleden gik min datters multimediemaskine ned, fordi hun et par gange for meget havde slukket maskinen ved at afbryde strømmen. Og maskinen nægtede at udføre en reperation eller gendannelse af XP. Frøkenen bruger XP, fordi hun spiller – Sims. Et besøg på Microsofts Support-sider efterlod mig bare med nogle særdeles nørdede løsningsforslag, der bl.a. omfattede en redigering af dele af registreringsdatabasen(som jeg af indlysende årsager ikke kunne komme ind i) og en nedsættelse af disk-drevets data-overførselshastighed (fordi en XP-installation åbenbart kan resultere i en ændring af denne). Efter lang tids videre søgen på nettet faldt jeg så tilfældigvis over en enkel, men ikke ligefrem nærliggende løsning. Først installerer man Windows 98 (!) og derefter XP. Det viste sig, at Windows 98 sørgede for at slette de sidste rester af den gamle XP, som selv et formateringsforsøg ikke ville gøre noget ved. Hvis I spørger mig, så er der sørme meget bøvl med Microsoft Windows.

En Ubuntu-maskine

3. januar 2009

Nogen havde dumpet deres gamle computer i skralderummet. Med hele indmaden. Hvis den virker – hvad alt tyder på – så får den æren af at være capacs første “rene” Ubuntu-maskine.

Foreløbige erfaringer med Linux (Ubuntu)…

27. december 2008

I oktober måned installerede jeg linux-styresystemet Ubuntu 8.10.

Det var min anden start, for i april måned havde jeg forsøgt mig med Ubuntu 8.0 Hardy Heron. Men forsøget gik i vasken. Ikke på grund af Ubuntu, men fordi min maskine gik i stykker, da der bogstaveligt talt gik ild i grafikkortet. Da den nye version blev annonceret bestilte jeg en kopi hos firmaet, og fik den tilsendt ganske vederlagsfrit.

Siden da er Ubuntu blevet mit foretrukne styresystem. Faktisk bruger jeg det 95% af tiden. Eller mere. Fordelene ved Ubuntu er blevet omtalt flere gange hos andre bloggere. Ubuntu er gratis. Det samme er alle de programmer, man skal bruge. Og det vil – stort set – sige:  Alle de programmer man almindeligvis har brug for. Dernæst er der sikkerheden over for vira og lignende infektioner. Endelig kræver Linux-styresystemet ikke den samme maskinkraft og den samme mængde RAM som Windows.

Faktisk får man mere ud af sin maskine med Ubuntu! Når jeg er skiftet over fra Windows (XP), så skyldes det gradvist voksende irritation over Microsofts software-politik. Jeg har været Microsoft-bruger, siden man kørte med DOS og har været igennem de fleste af styresystemerne – Win 3.11, Win 98 og XP, for at nævne de vel nok mest kendte. Det seneste irritationspunkt, jeg mærkede, var da min datter fik en pc med Windows Vista og den tilhørende Office-pakke.

Det viste sig for det første, at programmernes filer ikke var bagud-kompatible. En fil gemt i Vista-Word kunne ikke åbnes i Word XP. I hvert fald ikke før man havde fået installeret et konvertionsmodul. Dernæst var der problemer med at installere nogle ældre programmer på maskinen. Et andet problem, jeg til stadighed er blevet mere og mere irriteret over, er, at Windows “sander til” og bliver langsommere og langsommere. Hvis man ikke konstant renser maskinen for temp-filer, gamle installationsfiler m.m. og renser og optimere registreringsdatabasen, så taber Windows pusten.

Bedre bliver det ikke, hvis man tillader alle Windows-opdateringerne at blive installeret. Endelig forekommer Windows mig at være en kende ustabil. Efter nogen tid dukker der sære, uprovokerede fejlmeddelelser op. I det hele taget har jeg det indtryk, at Windows er en slags halvfabrikata. Microsoft bruger jo også åbenlyst sine kunder som fejlsøgere – til trods for, at de ofte har betalt i dyre domme for produktet. Det kan man vist kun tillade sig, når man nærmest har monopol på området!

Mine erfaringer med Ubuntu har stort set kun være positive. Jeg kører Ubuntu parallelt med Windows og fortsætter med det, indtil jeg er helt fortrolig med Linux-systemet. Og Ubuntu virker meget mere stabilt end Windows. Det er klart hurtigere at starte op og afvikle. Og jeg har næsten fundet adækvate programmer til de Windows-programmer, jeg plejer at bruge.Indtil videre er jeg kun løbet ind i to problemer.

I Windows bruger jeg Audiograbber (freeware), når jeg ripper mine grammofonplader. Men det har jeg endnu ikke fået til at virke i Ubuntu på grund af en aspi-driver. Der er dog et alternativ, nemlig Audacity, der oven i købet kan suppeleres med en normaliserings-modul, der også er ganske gratis.

Det andet problem er, at jeg ikke kan få min Canon-skanner til at køre. Canon er åbenbart et af de mærker, der kan være problemer med i Linux-miljøet. Men mon ikke jeg finder en løsning på det problem?! I hvert fald er der masser af fora, hvor man kan hente hjælp.  Selv om jeg ikke er færdig med at lære Ubuntu at kende, så er jeg ikke i tvivl om, at det fremover vil være løsningen for mig. Hasta la Vista Vista og hvad Microsoft ellers finder på…

—————-

De ovenstående overvejelser er skrevet på opfordring fra Carsten Agger (Modspil.dk).

 

Windows Installer og min bare…

30. marts 2008

Et mislykket forsøg på at installere et Windows-program resulterede i, at Windows Installeren gik itu (eller noget, som man siger). I hvert fald “popper” den op, hver gang jeg vil åbne noget Windows-relateret, fx Stifinderen – eller noget. Intens research på nettet – danske såvel som udenlandske sider – afslørede, at problemet er særdeles velkendt. Men løsningsforslagene er ikke hjælpsomme. Og oven i hatten, så kan jeg ikke få lov til at “reparere” Windows, fordi den kræver et administrationspassword, der ikke eksisisterer… Nu har jeg så gjort kort proces: Har købt en ny og bedre – og større – harddisk (det skulle jeg alligevel have gjort for længe siden) og er ved at retablere hele molevitten. Det tager tid, men til gengæld får jeg en ren røv at trutte i.

Lydstyrkekontrol på skrivebordet

17. marts 2008

Jeg lytter meget til musik, når jeg sidder ved computeren. Og jeg bruger helst afspilleren Foobar 2000 til formålet. En no-bullshit-afspiller, der ikke fylder alverden i hukommelsen, og som har en forbavsende god lydgengivelse. Dog har den en enkelt mangel i forhold til fx Winamp eller WinMedia-afspilleren. Foobar har ikke nogen volumenkontrol. Man skal åbne Windows-lydstyrke-programmet. Og det er – for at sige det pænt – lidt bøvlet. Men nu har jeg fundet en løsning. Løsningen hedder Volume Control 1.0. Det er et blå-sort lille Widget, hvormed man kan skrue op og ned og slukke for lyden lige så let som at klø sig der, hvor man er højest, når man plukker jordbær. Og så er den gratis…
Opdatering: I mellemtiden har jeg så opdaget, at der er kommet en ny version af Foobar2000 med volumenkontrol…

Brændt af af en brænder..

6. februar 2008

Efter at have ryddet op på min harddisk – familiefotos, dokumenter m.m. – brændte jeg en dvd med materialet. Og det ellers pålidelige brænderprogram gjorde tilsyneladende arbejdet og meddelte glad og fro, at nu var skiven færdig. Hvorefter det – som det var indstillet til – slettede den image-fil, der var brugt. Men, da jeg lige ville tjekke om dvd-skiven var læselig, så var der så at sige ingenting på den. Nada. Underligt. Min teori hælder i retning af, at selve skiven har været behæftet med fejl. Brænderen er ganske ny og har hidtil fungeret upåklageligt.

Mozbackup

3. februar 2008

Rigtige mænd laver ikke backup, men græder meget, siger man. Jeg ved nu ikke. Så hellere lave backup, når det er muligt. Mit emailprogram – Mozilla Thunderbird – fik et sammenbrud og al min post og så videre forsvandt fra brugefladen. Efter at have fundet hjælp på nettet – og som med al andet opensource, så er der rigeligt at hente derude – er problemet løst. Samtidig blev jeg opmærksom på et smart lille program – Mozbackup – der kan sørge for, at man får backuppet sine data. Du han finde det – på dansk oven i købet – her.

Nostalgisk computer: Blood

19. november 2007

Jeg faldt lige over en gammel “ven” på nettet….

Spamferie

20. juli 2007

Alle holder sommerferie,
undtagen spammerne.
De sender sommerpostkort.
Pr. email.

Dvd-drevets uophørlige snurren

13. juli 2007

Kender I det? Man har sat en cd/dvd i drevet – afspillet eller brændt en sådan. Og så fortsætter skiven med at køre – og man kan ikke lukke drevet uden at slukke maskinen? Eller kan man?

Har Ildræven ild i ræven?

28. marts 2007

To gange er det sket, at min Firefox har lukket ned pga. en eller anden fejl og hver gang har den taget mine bogmærker med i faldet (har selvfølgelig backup). Er der mon tale om en bug? Vi taler om version 2.0.0.3…

Bogmærker og opbakning

14. marts 2007

Blogbestyreren har prøvet det før – at miste sine bogmærker. Det er sket et par gange i forbindelse med retablering af computeren (pga. af virusangreb og andet). Og så skete det igen – i Firefox – på grund af “en menneskelig fejl” (hm…). Ganske vist havde jeg for noget tid siden lavet en backup, så nogle af dataene kunne retableres. Men en del var forsvundet. Det vil sige – der er hjælp at hente. På denne side kan man læse, hvordan man kan finde gamle bogmærkefiler og gendanne dem. Hurra for Ildræven!

Fileext – en lille nyttig side

22. januar 2007

Som it-lærer og almindelig computerbruger gennem mange år sætter man pris på hjemmesider, hvor man får nyttig besked. Igennem årene har jeg stået over for mange mystiske filer, og da man jo aldrig kan vide, om den pågældende fil måske er “skadelig” eller blot ubrugelig, så er det rart at kunne gå ind et sted og få svar. Og nu faldt jeg over sådan en side: www.fileext.com. Her kunne jeg så få at vide at *.zm9 blot var en omdøbt *.zip. Rart at vide.

Blog-dyt-bot

22. december 2006

Hallo! Er der nogen derude? Er Blogbot.dk afgået ved døden eller omfatter at kommunale it-system-flytninger? Den virker i hvert fald ikke her i Lidenlund…
Det vil sige: Forsiden kan man ikke åbne, men undersiderne kan man godt…

Capac ved maskinen...