CAPAC

Så vidt jeg husker, så er det vist ikke blevet til så mange skriverier om country i det snart forløbne år 2012. Men jeg kan da lige nå at slå et lille slag for trioen Pistol Annies, som jeg er stødt på for et stykke tid siden.

Amerikanerne kan det der med at kombinere countrymusik og kønne, fotogene, talentfulde damer. Og det sælger, så vidt jeg ved.

Pistol-Annierne – Miranda “Lonestar Annie” Lambert, Ashley “Hippie Annie” Monroe og Angaleena “Holler Annie” Presley – debuterede i 2011 i et tv-country-show, Girls’ Night Out: Superstar Women of Country, og fulgte denne optræden op med debutalbummet Hell on Heels senere samme år. Pladen toppede den amr. countryalbumliste og blev nr. 5 på den generelle albumliste.

Medvirkende til at skabe successen har det givetvis også været, at Miranda Lambert i forvejen er et kendt countrynavn, der siden debuten i 2001 har udsendt en god håndfuld album.

Pistol Annies spiller en mainstreamcountry, som falder godt i amerikanernes smag. Iørefaldende sange om hverdagslivet, dagen og vejen (fx hittet “Takin Pills“) – måske det, de kalder helvede på (høje) hæle?! – arrangeret som let rockende og i hvert fald sejt swingende country. Det er ikke musik, der vil flytter musikalske hegnspæle, provokerer eller støder nogen på manchetterne. Men de unge damer synger dejligt og bekræfter, at jorden stadigvæk drejer om sin akse. Krise eller ej.

Om kort tid udsender Ashley Monroe en soloplade med titlen “Like a rose”.

“Boys from the South” – “Hell over heels” -

“Det var ikke Gud, der skabte honky tonk engle” var titlen på countrysangerinden Kitty Wells gennembrud i 1952. Ikke alene var det et hit, det var også første gang nogensinde, at en kvinde indtog countryhitlisten. Og da Ellen Muriel Deason, som hun oprindeligt hed, først var slået igennem, var hun den førende countrysangerinde på listen de næste mange år – frem til 1968. hvor Tammy Wynette overtog førertrøjen.

Til forskel fra mange af sine kolleger og konkurrenter blev Kitty født i countrymusikkens Mekka, Nashville, Tennessee. Og hun begyndte at synge og spille guitar som barn. Først optrådte hun med sin søster under navnet Deason Sisters. Og da hun i en alder af kun 18 år havde giftet sig med Johnnie Wright, begyndte hun at spille sammen og turnere sammen med ham og hans søster under navnet Johnnie Wright and the Harmony Girls. I 1949 begyndte hun at indspille plader for RCA Victor, men countrymusikken var en mandeverden, og det kneb med opbakningen. Wells måtte forlade RCA, og i 1952 fik hun kontrakt med Decca Records. Og det var her gennembruddet kom.

Hittet kom lidt bag på Wells selv og mange andre. Men noget af forklaringen var måske – bort set fra at det er en god og umiddelbart iørefaldende countrysang – at den teksligt set gjorde op med den kønsdiskrimination, som countrymusikken ellers havde udsat kvinderne for, og signalerede, at nye tider var på vej – også inden for countrymusikken. Med lidt god viljen kunne man kalde “It Wasn’t God Who Made Honky Tonk Angels” for den første feministiske countrysang. Og den mødte da også modstand rundt omkring fx på radiostationer og på selveste Grand Ole Opry. Men dårligt omtale er nogle gange den bedste reklame, man kan få, og publikum kunne godt lide sangen. Den nåede 1. pladsen på countrylisten og lå der i seks uger – og solgte 800.000 eksemplarer.

De næste år var Kitty Wells den eneste kvinde, der gjorde sig som pladekunstner inden for countrymusikken. Hun var også den første, der fik mulighed for at indspille albums. Hun banede med andre ord vejen for andre sangerinder, fx Loretta Lynn, Dolly Parton og Tammy Wynette. Og efterhånden som der kom flere til klingede Wells’ succes af. Hun fortsatte med at have top-10-singlehits og albumhit til sidste halvdel af tresserne.

Selv om Kitty Wells ikke toppede listerne, så fortsatte hun med at udsende plader, der solgte ganske pænt, og med at give efterspurgte koncerter helt frem til årtusindskiftet. I 1976 blev hun beæret med en optagelse i Country Hall of Fame.

Kitty Wells døde den 16. juli efter at have fået et hjertetilfælde.

På dette tidspunkt i april for fyrre år siden udkom Creedence Clearwater Revivals sidste album Mardi Gras. Kort tid efter udgivelsen af pladen gik bandets medlemmer hver til sit.

Tom Fogerty – storebroder til bandleder John Fogerty – havde allerede taget sit gode tøj og var gået. Årsagen var angiveligt, at John Fogertys voksende dominans (for nu at sige det pænt) i gruppen, var blevet en belastning for Tom og de andre.

Paradoksalt nok er Mardi Gras på mange måder udtryk for kollektivet og afspejler ikke John Fogertys kreative førerstilling. På pladen deler Fogerty æren – som forsanger og sangskriver – med Stu Cook og Doug Clifford. Og måske er det også forklaringen på, at pladen – selv om det solgte pænt og indkasserede en guldplade – ikke kunne leve op til de foregående seks albums succes.

Det var også John Fogertys sange, der blev taget fra som singleudspil – og resulterede i det sidste hit med “Sweet Hitch-Hiker” ( en 6. plads på Billboards popliste). Det var uden tvivl John Fogerty, der havde stemmen i det band – og sangskriverevnerne. Det er Fogertys sange – især “Sweet Hitch-Hiker” og “Someday Never Comes – man husker fra det album. Og så bandets sprælske version af “Hello Mary Lou” (Gene Pitney, Cayet Mangiaracina).

Kritikeresset Robert Christgau – som jeg har for vane at citere på grund af hans fyndige udmeldinger – fælder dommen over pladen: “only inspired Fogerty vocals might save C&C’s competent-plus to competent-minus filler from a lifetime in Lodi.“. Og giver pladen karakteren B. De foregående fik A. Og så bemærker Christgau noget andet – og helt rigtigt. Cooks og Cliffords fremtrædende rolle i flere af sangene gør den til en countrypræget plade (og i mine ører en ret ordinær sådan). Pladen gav også et fingerpeg om, hvad der var i vente. En solokarriere for John Fogerty og en mere anonym rolle for de resterende medlemmer i musiklivet.

Sweet Hitch-Hiker

We don’t smoke marijuana in Muskogee;

We don’t take our trips on LSD

We don’t burn our draft cards down on Main Street;

We like livin’ right, and bein’ free.

I’m proud to be an Okie from Muskogee,

A place where even squares can have a ball

We still wave Old Glory down at the courthouse,

And white lightnin’s still the biggest thrill of all

Countrymusikeren Merle Ronald Haggards navn er uløseligt forbundet til sangen “Okie from Muskogee“, som hittede på countrylisten i 1969. Det var også den sang, der fik mine ører op for Merle Haggard.

Hvis ellers jeg husker rigtigt, så blev sangen identificeret med den kvalme, højresnoede, amerikanske red neck-nationalisme, som også den dag i dag gennemsyrer amerikansk politik. Men i virkeligheden var sangen nok mest af alt en solidaritetserklæring til de menige amerikanerne, der ikke gik så højt op i politik, troede på de amerikanske frihedsidealer – og ofrede deres unge liv i en krig, hvis meningsløshed voksede dag for dag: Vietnamkrigen. Ironisk nok delte okien fra Muskogee værdier med de hippier og universitetstuderende, som sangen langer ud efter. I begge lejre hyldede man friheden og og retten til at være ‘square’. Men det var der ikke mange, der så dengang…

Vietnamkrigen var på sit højeste, og krigsmodstanderne havde ikke altid sans for det anstrøg af satire, der også er over Haggards fremstilling af den konservative okie. Identifikation og kritik kan sagtens gå hånd i hånd, men det kan være svært at se, når tingene i kampens hede stilles op som sort og hvidt. Siden er sangen blevet fremført af kunstnere, der både røg pot, dyrkede ‘fri kærlighed’ og lod håret vokse ned over skuldrende. Grateful Dead og The Beach Boys for eksempel. Og det siger vist en del om sangens kulturelle dybde.

For forståelsen af sangen er det heller ikke uvæsentligt at vide, at Merle Haggard skrev den kort tid efter, at han havde genvundet sin egen frihed – efter at have afsonet en længere fængselstraf i San Quentin.

Læs mere om Merle Haggard ovre hos seniorblogger Torben - og tjek Haggards seneste to album ud. De er fremragende.

I seks årtier var nu afdøde Earl Eugene Scruggs med til at præge countrymusikken – og især den særlige afart af country, bluegrass – med sin ‘Scruggs stil’, der var en rendyrkning af en særlig picking-stil med brug af tre fingre.

Scruggs blev født i en fattig bondefamilie i North Carolina. Faderen døde, da Earl var fire, og sammen med sine fem søskende måtte Earl hjælpe moderen med at få gården til at løbe rundt. Men der var også plads til musikken. Alle i familien kunne spille. Man lærte af hinanden.

I 1939 kom Earl med i Morris Brothers. Men karrieren tog for alvor fart, da Scruggs blev hentet ind i The Blue Grass Boys af selveste Bill Monroe i slutningen af 1945. Det var den direkte adgang til countrymusikkens Mekka: Grand Ole Opry. Et par år efter gik Scruggs sammen med kollegaen, guitaristen Lester Flatt, ud og dannede The Foggy Mountain Boys, der også gik under navnet Flatt & Scruggs. Det formelle samarbejde med Flatt holdt til 1969 på grund af musikalske og politiske uoverensstemmelse. Flatt var konservativ og Scruggs, hvad man derovre betegner som ‘liberal’.

Sammen med sine sønner dannede Earl Scruggs sin Earl Scruggs Revue, der var baseret på traditionel bluegrass, men lod sig inspirere af tidens nye toner, bl.a. materiale fra Bob Dylan og The Rolling Stones. Bandet var aktiv frem til 1980, hvor Scruggs måtte trække sig på grund af problemer med ryggen.

Earl Scruggs var aktiv frem til slutningen af halvfemserne, hvor en seksdobbelt bypass-operation lagde en dæmper på hans musikalske udfoldelser. I retrospekt vil Scruggs blive huske som manden, der var med til at gøre banjoen til et fremtrædende instrument i bluesgrass og anden country, lige som han med sin nyorientering mod nye musikalske strømninger var med til at holde liv i countrymusikken, fordi man kun kan bevare en tradition gennem fortløbende fornyelse.

Foggy Mountain Breakdown – Flat & Scruggs