CAPAC

Bag Dirty Old Town gemmer sig den 33-Ã¥rige danske sanger, musiker og sangskriver Morten Christensen. Og albummet Beauty and Truth er den ‘svære toer’, der følger op pÃ¥ debuten No Returning Home fra 2013.

Den nye plade er på sæt og vis et klassisk album. Dels tematisk. Den beskæftiger sig til dels om den svære kærlighed og de knubs med kærlighedslivet, der hører til, når man er blevet midaldrende og har oplevet kærlighedens ups and downs. Det er sikkert også det tematiske, der et eller andet sted har været bestemmende for pladens grundstemning. Den allestedsnærværende melankoli ligger som et fint tæppe under de ialt otte sange på pladen. Og i pladens melankolske mood finder vi så også et andet klassisk træk.

Den melankolsk stemte stemning er også bestemmende for musikkens nedtonede, tilbagelænede, melodiøse og forfinede udgave af, hvad man vist kalder new eller alternative country. Og som vi i Danmark er så heldige at have en lille portion eksponenter for. Og Dirty Old Town hører med i den bedre ende af det spektrum. Det er tydeligt, at der er kælet for de enkelte sange, der er både påfaldende melodiøse (hvilket passer fint til Morten Christensens lyse mandsstemme) og nuancerede i udtrykket. Og som genrens konventioner foreskriver er der rigeligt med sprød, stoflig akustisk guitar, pedal steel guitar og smægtende kor. Og produktionen sørger for, at man uden besvær kan nyde disse country-ingredienser i et nærmest umiddelbart nærvær. I det hele taget yder Morten Christensen og hans medhjælpende musikere et fornemt stykke arbejde i skabelsen af denne tilbagelænede og stemningsfulde plade, der burde falde i enhver countryelskers smag. Hermed anbefalet.

Dirty Old Town. Beauty and Truth. Produceret af Valentin Kruse og Morten Christensen. Celebration Records. Er udkommet.

Som læserne af denne blog vil vide, sÃ¥ har jeg et svagt punkt, nÃ¥r det kommer til moderne country – ikke mindst, men ikke kun, nÃ¥r den kommer fra spindesiden. Ashley Monroe, der er kendt fra trioen Pistol Annies, har fÃ¥et succes med sit soloalbum The Blade har været forbi NPRs Word Cafe og fortolket nogle af sine sange i ubesmykkede, akustiske udgaver, som gÃ¥r rent ind i countryhjertet.

Jeg har flere gange slÃ¥et nogle slag for country-trioen Pistol Annies – og for medlemmet Ashley Monroe, der har flere soloplager i baggagen. Og nu er sidstnævnte aktuel med et splinternyt album med titlen The Blade. Den kan man lytte til lige her… Anbefales alle med en svaghed for moderne country.

Jessica Lynne har været sÃ¥ venlig at sende mig sin seneste single, “Calling me home”. Jessica har udlevet en drøm om at blive countrysangerinde i countryens eget land, Amerika, og har slÃ¥et sig ned Seattle, hvorfra drømmen forfølges.

I februar måned er hun dog tilbage i hjemlandet Danmark for at give koncert. Koncerten finder sted d. 12. februar på Kvarterhuset Amagerbro i København.

Ud fra singleudspillet at dømme, sÃ¥ er der ingen grund til at tro, at Jessica ikke skulle kunne gøre sig derovre i United Bluff eller herhjemme blandt rigets mange inkarnerede countryfans. Traditionsbunden country med et moderne touch. Det kunne være spændende at blive præsenteret for et helt album… Værsgo.

Mere om billetter til koncerten m.m. finder du på Jessicas hjemmeside.

For halvandet Ã¥r siden slog jeg et lille slag for trioen Pistol Annies moderne country og noterede i den forbindelse, at en af de tre skønne damer – Ashley Monroe – var pÃ¥ vej med en soloplade. Den kom sidste Ã¥r under titlen Like a Rose og er Ashleys andet album. Det første – Satisfied – kom i 2009 som digital download. Det store hitlistegennembrud har Monroe ikke fÃ¥et endnu, men hun har været flittig soms sangskriver for andre talenter i countrymusikken, bl.a. kollegaen Miranda Lambert fra Pistol Annies. Like a Rose er heller ikke brudt igennem til toppen af hitlisterne, men er endnu et eksempel pÃ¥, hvor meget talent, der er blandt unge amerikanerinder med hang til countrymusik.

Som nævnt vil jeg bruge 2014 til at få rådet bod på nogle af mine undladelsessynder. Og i musikalsk sammenhæng er en af mine store undladelsessynder, at jeg ikke har fået omtalt og anbefalet Hans Wehners album Country My Way. Der var hele tiden noget, der kom i vejen. Om ikke andet så overspringshandlinger og almindelig dovenskab. Men nu er tiden så kommet. Skrivebordet er ryddet for presserende opgaver, der er ro i lejren, fred i sindet. For en stund.

Hans Wehner er fra Esbjerg og har dyrket musik siden barndommen. Jeg hÃ¥ber, at jeg kan vende tilbage med en mere udførlig præsentation af Wehner ved lejlighed. Men albummet Country My Way har været et con amore-projekt, som Wehner har været længe undervejs med og har mÃ¥ske været et af hans undladelsessynder, der først blev rÃ¥det bod pÃ¥ i perioden 2009 til 2011, hvor Hans ene mand realiserede sin drøm og indspillede et helt album med country. Det specielle ved pladen er ogsÃ¥, at Hans stÃ¥r for det hele selv – fra komposition af musik over hÃ¥ndtering af instrumenterne – og det vil primært sige Hammond B3- og Tyros 3-keyboards, der gør det ud for mange andre instrumenter – og sang til indspilning, mixning osv. Et one-man-band-projekt med andre ord.

Det mest imponerende er mÃ¥ske i virkeligheden ikke den kraftpræstation, det er, at stÃ¥ for det hele selv – men derimod, at det endelige resultat ikke fremtræder som sÃ¥dan. Hvis man ikke lige vidste det – fra Wehners egne tekstnoter i pladehæftet – sÃ¥ kunne man sagtens forledes til at tro, at det var et kollektivt projekt.

Titlen pÃ¥ pladen Country pÃ¥ min mÃ¥de angiver klart pladens karakter af egensindigt con amore-projekt. Wehner brænder tydeligvis for countryen. Eller skulle man sige countryrocken. For det er tydeligt nok for mig, at Wehner blandt andet henter megen inspiration i netop den countryrock, der strømmede til os i halvfjerdserne fra den californiske vestkyst. Det understreges bl.a. et par covernumre, der sÃ¥ at sige viser, hvor højt kvalitetsoverliggeren ligger i Wehners projekt. Vi finder sÃ¥ledes en fortolkning af Crosby, Stills, Nash & Youngs klassiker ”Teach you children” (fra albummet Deja Vu). Og Wehner kommer meget tæt pÃ¥ originalen. Udgaven er mere tilbagelænet, originalens fremtrædende pedal steel lige sÃ¥ og de vokale harmonier er ogsÃ¥ – helt forstÃ¥eligt – et stykke fra originalens unisone skønsang. En anden udfordring Wehner kaster sig over er Allman Brothers’ største hit ”Ramblin Man” (fra albummet Brothers & Sisters). En af sydstats-countryrockens milepæle, beundret for sit fængende kor og sangskriver Dickie Betts sang og – ikke mindst – guitarspil, der fÃ¥r lov til at strække helt ud sidst i sangen. I Wehners udgave er musikken trukket mere i baggrunden og vægten lægges pÃ¥ solistens sang og pÃ¥ den tilbagelænede tilgang til sangen. Man kan mÃ¥ske udtrykke det sÃ¥ledes, at Wehner sætter sin streg under country i countryrock. Eller snarere er det sÃ¥dan, at det er Wehner inspiration fra den traditionelle country, der skinner igennem i disse to nedtonede countryrockere, der har mere med forbindelse til en Bobby Bare end til vestkystrockerne. Og mÃ¥ske finder vi i denne kompromisdannelse mellem det traditionelle og det moderne den my Way albumtitlen sigter til. Dybest set er Wehner traditionalist, selv om han elsker countryrocken…

Traditionalismen afslører sig også i sangskredsens kredsen om den traditionelle countrymytologi med hverdagsnære tekster om at sidde med fødderne i vand,slappe af og drikke en øl (”Toes”) – eller sange til hende den særligt udvalgte blandt det smukke køns repræsentanter (”Love of a woman”). Ja helt ud i coveret, hvor Wehner poserer iført cowboyhat og -skjorte skinner traditionalismen igennem.

Som sagt har Hans Wehner hjertet med i projektet. Og det gør indtryk, at musikken kommer lige fra hjertet og udføres med sans for countrymusikkens særlige æstetik. Musikalsk er der ikke noget at sætte sin kritiske finger på, men man kan godt tage sig i at drømme om et album, hvor Hans fik lov til at gøre det på sin måde med et hold countrymusikere fra det store land derovre, hvor musikken kommer fra. Måske sker det – i hvert fald er Wehner vist allerede i gang med projekt nr. 2.

Hermed varmt anbefalet alle med smag for country.

Hans Wehner. Country My Way. Produceret m.m af Hans Wehner. Wehner Records. (dobbeltcd m. mp3-filer)

Vi skal helt tilbage til 2006 for at finde de rebelske countrypiger Dixie Chicks seneste studioalbum, Taking the long way. Siden er det kun blevet til et par opsamlingsalbum. Men pausen har også resulteret i et sideprojekt, idet søstrene Martie Maguire og Emily Robison i 2009 dannede duoen Court Yard Hounds i frustration over det kreative dødvande i Chicks. Det nye projekt er indtil videre resulteret i to album. I 2010 kom det eponyme debutalbum og det filk følgeskab i år af albummet Amelita.

Court Yard Hounds spiller moderne country, der læner sig smukt op ad countrymusikkens tradition for melodiøse, personlige sange og med et tradtionelt arrangement.

Så vidt jeg husker, så er det vist ikke blevet til så mange skriverier om country i det snart forløbne år 2012. Men jeg kan da lige nå at slå et lille slag for trioen Pistol Annies, som jeg er stødt på for et stykke tid siden.

Amerikanerne kan det der med at kombinere countrymusik og kønne, fotogene, talentfulde damer. Og det sælger, så vidt jeg ved.

Pistol-Annierne – Miranda “Lonestar Annie” Lambert, Ashley “Hippie Annie” Monroe og Angaleena “Holler Annie” Presley – debuterede i 2011 i et tv-country-show, Girls’ Night Out: Superstar Women of Country, og fulgte denne optræden op med debutalbummet Hell on Heels senere samme Ã¥r. Pladen toppede den amr. countryalbumliste og blev nr. 5 pÃ¥ den generelle albumliste.

Medvirkende til at skabe successen har det givetvis også været, at Miranda Lambert i forvejen er et kendt countrynavn, der siden debuten i 2001 har udsendt en god håndfuld album.

Pistol Annies spiller en mainstreamcountry, som falder godt i amerikanernes smag. Iørefaldende sange om hverdagslivet, dagen og vejen (fx hittet “Takin Pills“) – mÃ¥ske det, de kalder helvede pÃ¥ (høje) hæle?! – arrangeret som let rockende og i hvert fald sejt swingende country. Det er ikke musik, der vil flytter musikalske hegnspæle, provokerer eller støder nogen pÃ¥ manchetterne. Men de unge damer synger dejligt og bekræfter, at jorden stadigvæk drejer om sin akse. Krise eller ej.

Om kort tid udsender Ashley Monroe en soloplade med titlen “Like a rose”.

“Boys from the South” – “Hell over heels” –

“Det var ikke Gud, der skabte honky tonk engle” var titlen pÃ¥ countrysangerinden Kitty Wells gennembrud i 1952. Ikke alene var det et hit, det var ogsÃ¥ første gang nogensinde, at en kvinde indtog countryhitlisten. Og da Ellen Muriel Deason, som hun oprindeligt hed, først var slÃ¥et igennem, var hun den førende countrysangerinde pÃ¥ listen de næste mange Ã¥r – frem til 1968. hvor Tammy Wynette overtog førertrøjen.

Til forskel fra mange af sine kolleger og konkurrenter blev Kitty født i countrymusikkens Mekka, Nashville, Tennessee. Og hun begyndte at synge og spille guitar som barn. Først optrådte hun med sin søster under navnet Deason Sisters. Og da hun i en alder af kun 18 år havde giftet sig med Johnnie Wright, begyndte hun at spille sammen og turnere sammen med ham og hans søster under navnet Johnnie Wright and the Harmony Girls. I 1949 begyndte hun at indspille plader for RCA Victor, men countrymusikken var en mandeverden, og det kneb med opbakningen. Wells måtte forlade RCA, og i 1952 fik hun kontrakt med Decca Records. Og det var her gennembruddet kom.

Hittet kom lidt bag pÃ¥ Wells selv og mange andre. Men noget af forklaringen var mÃ¥ske – bort set fra at det er en god og umiddelbart iørefaldende countrysang – at den teksligt set gjorde op med den kønsdiskrimination, som countrymusikken ellers havde udsat kvinderne for, og signalerede, at nye tider var pÃ¥ vej – ogsÃ¥ inden for countrymusikken. Med lidt god viljen kunne man kalde “It Wasn’t God Who Made Honky Tonk Angels” for den første feministiske countrysang. Og den mødte da ogsÃ¥ modstand rundt omkring fx pÃ¥ radiostationer og pÃ¥ selveste Grand Ole Opry. Men dÃ¥rligt omtale er nogle gange den bedste reklame, man kan fÃ¥, og publikum kunne godt lide sangen. Den nÃ¥ede 1. pladsen pÃ¥ countrylisten og lÃ¥ der i seks uger – og solgte 800.000 eksemplarer.

De næste Ã¥r var Kitty Wells den eneste kvinde, der gjorde sig som pladekunstner inden for countrymusikken. Hun var ogsÃ¥ den første, der fik mulighed for at indspille albums. Hun banede med andre ord vejen for andre sangerinder, fx Loretta Lynn, Dolly Parton og Tammy Wynette. Og efterhÃ¥nden som der kom flere til klingede Wells’ succes af. Hun fortsatte med at have top-10-singlehits og albumhit til sidste halvdel af tresserne.

Selv om Kitty Wells ikke toppede listerne, så fortsatte hun med at udsende plader, der solgte ganske pænt, og med at give efterspurgte koncerter helt frem til årtusindskiftet. I 1976 blev hun beæret med en optagelse i Country Hall of Fame.

Kitty Wells døde den 16. juli efter at have fået et hjertetilfælde.

På dette tidspunkt i april for fyrre år siden udkom Creedence Clearwater Revivals sidste album Mardi Gras. Kort tid efter udgivelsen af pladen gik bandets medlemmer hver til sit.

Tom Fogerty – storebroder til bandleder John Fogerty – havde allerede taget sit gode tøj og var gÃ¥et. Ã…rsagen var angiveligt, at John Fogertys voksende dominans (for nu at sige det pænt) i gruppen, var blevet en belastning for Tom og de andre.

Paradoksalt nok er Mardi Gras pÃ¥ mange mÃ¥der udtryk for kollektivet og afspejler ikke John Fogertys kreative førerstilling. PÃ¥ pladen deler Fogerty æren – som forsanger og sangskriver – med Stu Cook og Doug Clifford. Og mÃ¥ske er det ogsÃ¥ forklaringen pÃ¥, at pladen – selv om det solgte pænt og indkasserede en guldplade – ikke kunne leve op til de foregÃ¥ende seks albums succes.

Det var ogsÃ¥ John Fogertys sange, der blev taget fra som singleudspil – og resulterede i det sidste hit med “Sweet Hitch-Hiker” ( en 6. plads pÃ¥ Billboards popliste). Det var uden tvivl John Fogerty, der havde stemmen i det band – og sangskriverevnerne. Det er Fogertys sange – især “Sweet Hitch-Hiker” og “Someday Never Comes – man husker fra det album. Og sÃ¥ bandets sprælske version af “Hello Mary Lou” (Gene Pitney, Cayet Mangiaracina).

Kritikeresset Robert Christgau – som jeg har for vane at citere pÃ¥ grund af hans fyndige udmeldinger – fælder dommen over pladen: “only inspired Fogerty vocals might save C&C’s competent-plus to competent-minus filler from a lifetime in Lodi.“. Og giver pladen karakteren B. De foregÃ¥ende fik A. Og sÃ¥ bemærker Christgau noget andet – og helt rigtigt. Cooks og Cliffords fremtrædende rolle i flere af sangene gør den til en countrypræget plade (og i mine ører en ret ordinær sÃ¥dan). Pladen gav ogsÃ¥ et fingerpeg om, hvad der var i vente. En solokarriere for John Fogerty og en mere anonym rolle for de resterende medlemmer i musiklivet.

Sweet Hitch-Hiker