CAPAC

Så vidt jeg husker, så er det vist ikke blevet til så mange skriverier om country i det snart forløbne år 2012. Men jeg kan da lige nå at slå et lille slag for trioen Pistol Annies, som jeg er stødt på for et stykke tid siden.

Amerikanerne kan det der med at kombinere countrymusik og kønne, fotogene, talentfulde damer. Og det sælger, så vidt jeg ved.

Pistol-Annierne – Miranda “Lonestar Annie” Lambert, Ashley “Hippie Annie” Monroe og Angaleena “Holler Annie” Presley – debuterede i 2011 i et tv-country-show, Girls’ Night Out: Superstar Women of Country, og fulgte denne optræden op med debutalbummet Hell on Heels senere samme år. Pladen toppede den amr. countryalbumliste og blev nr. 5 på den generelle albumliste.

Medvirkende til at skabe successen har det givetvis også været, at Miranda Lambert i forvejen er et kendt countrynavn, der siden debuten i 2001 har udsendt en god håndfuld album.

Pistol Annies spiller en mainstreamcountry, som falder godt i amerikanernes smag. Iørefaldende sange om hverdagslivet, dagen og vejen (fx hittet “Takin Pills“) – måske det, de kalder helvede på (høje) hæle?! – arrangeret som let rockende og i hvert fald sejt swingende country. Det er ikke musik, der vil flytter musikalske hegnspæle, provokerer eller støder nogen på manchetterne. Men de unge damer synger dejligt og bekræfter, at jorden stadigvæk drejer om sin akse. Krise eller ej.

Om kort tid udsender Ashley Monroe en soloplade med titlen “Like a rose”.

“Boys from the South” – “Hell over heels” -

“Det var ikke Gud, der skabte honky tonk engle” var titlen på countrysangerinden Kitty Wells gennembrud i 1952. Ikke alene var det et hit, det var også første gang nogensinde, at en kvinde indtog countryhitlisten. Og da Ellen Muriel Deason, som hun oprindeligt hed, først var slået igennem, var hun den førende countrysangerinde på listen de næste mange år – frem til 1968. hvor Tammy Wynette overtog førertrøjen.

Til forskel fra mange af sine kolleger og konkurrenter blev Kitty født i countrymusikkens Mekka, Nashville, Tennessee. Og hun begyndte at synge og spille guitar som barn. Først optrådte hun med sin søster under navnet Deason Sisters. Og da hun i en alder af kun 18 år havde giftet sig med Johnnie Wright, begyndte hun at spille sammen og turnere sammen med ham og hans søster under navnet Johnnie Wright and the Harmony Girls. I 1949 begyndte hun at indspille plader for RCA Victor, men countrymusikken var en mandeverden, og det kneb med opbakningen. Wells måtte forlade RCA, og i 1952 fik hun kontrakt med Decca Records. Og det var her gennembruddet kom.

Hittet kom lidt bag på Wells selv og mange andre. Men noget af forklaringen var måske – bort set fra at det er en god og umiddelbart iørefaldende countrysang – at den teksligt set gjorde op med den kønsdiskrimination, som countrymusikken ellers havde udsat kvinderne for, og signalerede, at nye tider var på vej – også inden for countrymusikken. Med lidt god viljen kunne man kalde “It Wasn’t God Who Made Honky Tonk Angels” for den første feministiske countrysang. Og den mødte da også modstand rundt omkring fx på radiostationer og på selveste Grand Ole Opry. Men dårligt omtale er nogle gange den bedste reklame, man kan få, og publikum kunne godt lide sangen. Den nåede 1. pladsen på countrylisten og lå der i seks uger – og solgte 800.000 eksemplarer.

De næste år var Kitty Wells den eneste kvinde, der gjorde sig som pladekunstner inden for countrymusikken. Hun var også den første, der fik mulighed for at indspille albums. Hun banede med andre ord vejen for andre sangerinder, fx Loretta Lynn, Dolly Parton og Tammy Wynette. Og efterhånden som der kom flere til klingede Wells’ succes af. Hun fortsatte med at have top-10-singlehits og albumhit til sidste halvdel af tresserne.

Selv om Kitty Wells ikke toppede listerne, så fortsatte hun med at udsende plader, der solgte ganske pænt, og med at give efterspurgte koncerter helt frem til årtusindskiftet. I 1976 blev hun beæret med en optagelse i Country Hall of Fame.

Kitty Wells døde den 16. juli efter at have fået et hjertetilfælde.

På dette tidspunkt i april for fyrre år siden udkom Creedence Clearwater Revivals sidste album Mardi Gras. Kort tid efter udgivelsen af pladen gik bandets medlemmer hver til sit.

Tom Fogerty – storebroder til bandleder John Fogerty – havde allerede taget sit gode tøj og var gået. Årsagen var angiveligt, at John Fogertys voksende dominans (for nu at sige det pænt) i gruppen, var blevet en belastning for Tom og de andre.

Paradoksalt nok er Mardi Gras på mange måder udtryk for kollektivet og afspejler ikke John Fogertys kreative førerstilling. På pladen deler Fogerty æren – som forsanger og sangskriver – med Stu Cook og Doug Clifford. Og måske er det også forklaringen på, at pladen – selv om det solgte pænt og indkasserede en guldplade – ikke kunne leve op til de foregående seks albums succes.

Det var også John Fogertys sange, der blev taget fra som singleudspil – og resulterede i det sidste hit med “Sweet Hitch-Hiker” ( en 6. plads på Billboards popliste). Det var uden tvivl John Fogerty, der havde stemmen i det band – og sangskriverevnerne. Det er Fogertys sange – især “Sweet Hitch-Hiker” og “Someday Never Comes – man husker fra det album. Og så bandets sprælske version af “Hello Mary Lou” (Gene Pitney, Cayet Mangiaracina).

Kritikeresset Robert Christgau – som jeg har for vane at citere på grund af hans fyndige udmeldinger – fælder dommen over pladen: “only inspired Fogerty vocals might save C&C’s competent-plus to competent-minus filler from a lifetime in Lodi.“. Og giver pladen karakteren B. De foregående fik A. Og så bemærker Christgau noget andet – og helt rigtigt. Cooks og Cliffords fremtrædende rolle i flere af sangene gør den til en countrypræget plade (og i mine ører en ret ordinær sådan). Pladen gav også et fingerpeg om, hvad der var i vente. En solokarriere for John Fogerty og en mere anonym rolle for de resterende medlemmer i musiklivet.

Sweet Hitch-Hiker

We don’t smoke marijuana in Muskogee;

We don’t take our trips on LSD

We don’t burn our draft cards down on Main Street;

We like livin’ right, and bein’ free.

I’m proud to be an Okie from Muskogee,

A place where even squares can have a ball

We still wave Old Glory down at the courthouse,

And white lightnin’s still the biggest thrill of all

Countrymusikeren Merle Ronald Haggards navn er uløseligt forbundet til sangen “Okie from Muskogee“, som hittede på countrylisten i 1969. Det var også den sang, der fik mine ører op for Merle Haggard.

Hvis ellers jeg husker rigtigt, så blev sangen identificeret med den kvalme, højresnoede, amerikanske red neck-nationalisme, som også den dag i dag gennemsyrer amerikansk politik. Men i virkeligheden var sangen nok mest af alt en solidaritetserklæring til de menige amerikanerne, der ikke gik så højt op i politik, troede på de amerikanske frihedsidealer – og ofrede deres unge liv i en krig, hvis meningsløshed voksede dag for dag: Vietnamkrigen. Ironisk nok delte okien fra Muskogee værdier med de hippier og universitetstuderende, som sangen langer ud efter. I begge lejre hyldede man friheden og og retten til at være ‘square’. Men det var der ikke mange, der så dengang…

Vietnamkrigen var på sit højeste, og krigsmodstanderne havde ikke altid sans for det anstrøg af satire, der også er over Haggards fremstilling af den konservative okie. Identifikation og kritik kan sagtens gå hånd i hånd, men det kan være svært at se, når tingene i kampens hede stilles op som sort og hvidt. Siden er sangen blevet fremført af kunstnere, der både røg pot, dyrkede ‘fri kærlighed’ og lod håret vokse ned over skuldrende. Grateful Dead og The Beach Boys for eksempel. Og det siger vist en del om sangens kulturelle dybde.

For forståelsen af sangen er det heller ikke uvæsentligt at vide, at Merle Haggard skrev den kort tid efter, at han havde genvundet sin egen frihed – efter at have afsonet en længere fængselstraf i San Quentin.

Læs mere om Merle Haggard ovre hos seniorblogger Torben - og tjek Haggards seneste to album ud. De er fremragende.

I seks årtier var nu afdøde Earl Eugene Scruggs med til at præge countrymusikken – og især den særlige afart af country, bluegrass – med sin ‘Scruggs stil’, der var en rendyrkning af en særlig picking-stil med brug af tre fingre.

Scruggs blev født i en fattig bondefamilie i North Carolina. Faderen døde, da Earl var fire, og sammen med sine fem søskende måtte Earl hjælpe moderen med at få gården til at løbe rundt. Men der var også plads til musikken. Alle i familien kunne spille. Man lærte af hinanden.

I 1939 kom Earl med i Morris Brothers. Men karrieren tog for alvor fart, da Scruggs blev hentet ind i The Blue Grass Boys af selveste Bill Monroe i slutningen af 1945. Det var den direkte adgang til countrymusikkens Mekka: Grand Ole Opry. Et par år efter gik Scruggs sammen med kollegaen, guitaristen Lester Flatt, ud og dannede The Foggy Mountain Boys, der også gik under navnet Flatt & Scruggs. Det formelle samarbejde med Flatt holdt til 1969 på grund af musikalske og politiske uoverensstemmelse. Flatt var konservativ og Scruggs, hvad man derovre betegner som ‘liberal’.

Sammen med sine sønner dannede Earl Scruggs sin Earl Scruggs Revue, der var baseret på traditionel bluegrass, men lod sig inspirere af tidens nye toner, bl.a. materiale fra Bob Dylan og The Rolling Stones. Bandet var aktiv frem til 1980, hvor Scruggs måtte trække sig på grund af problemer med ryggen.

Earl Scruggs var aktiv frem til slutningen af halvfemserne, hvor en seksdobbelt bypass-operation lagde en dæmper på hans musikalske udfoldelser. I retrospekt vil Scruggs blive huske som manden, der var med til at gøre banjoen til et fremtrædende instrument i bluesgrass og anden country, lige som han med sin nyorientering mod nye musikalske strømninger var med til at holde liv i countrymusikken, fordi man kun kan bevare en tradition gennem fortløbende fornyelse.

Foggy Mountain Breakdown – Flat & Scruggs

Billie Jo Spears’ hit fra 1975 “Blanket on the Ground” – om at finde tilbage til den ungdommelige, lidenskabelige forelskelses tid i et forhold, hvor kærligheden er blevet opslugt af hverdagen – blev et stort hit. Også på pophitlisterne, hvilket var usædvanligt dengang. Mindre udsædvanligt blev det ikke af, at sangen i al sin uskyldighed kom på tværs af mange af de familieværdier, som også hersker i countrymusikken. Opfordring til lidenskabelig løssluppenhed (sex i det fri!) er ikke altid faldet i god jord blandt konservative countryfans.

“Blanket on the Ground” blev Spears’ største succes og adgangsbillet til countryparnasset. Hun havde ellers været undervejs i mange år, siden hun som kun 13-årig startede i hjemstaten Texas med sangen “Too Old for Toys, Too Young for Boys”.

Rigtig gang i karrieren fik hun først, da hun i 1964 tog til countrymusikkens Mekka, Nashville og fik kontrakt med United Artists og senere Capitol Records. Og de første countryhits kom med sange som “He’s Got More Love in His Little Finger” og “Mr Walker, It’s All Over”.

Efter nogle alvorlige problemer med stemmebåndet og obskure indspilninger for nogle obskure små plademærker fik hun karrieren på fode igen i 1974, hvor hun igen kom i stald hos UA. Og den første sang hun fik tilbudt var Roger Bowlings “Blanket on the Ground”. Successen førte til, at Spears i årene efter indspillede flere sange med lignende tematisk indhold. Det er helt efter pladeselskabernes marketingshåndbog.

Sjovt nok fik Billie Jo Spears en stor fanskare i Storbritannien. Hun var med i det første store country-ryk-ind derovre (sammen med Buck Owens o.a.) og fik smag for landet. Hun blev også gift med en englænder, og briterne kunne åbenbart gengælde hendes begejstring. I hvert fald hittede flere af hendes album på de lokale hitlister derovre, og hun gav utallige koncerter rundt om i riget.

På trods af hjerteproblemer og andre skavanker er Billie Jo Spears fortsat med at indspille plader og optræde helt frem til sin død.

“Blanket on the Ground” er klassisk country. En af den slags sange, man husker. På grund af melodien og på grund af Billie Jo Spears lidt hæse stemme.

Jeg har været inde på temaet før: Den amerikanske countrymusiks mange fine sangerinder. En af de yngre, som bestemt fortjener at blive lyttet til er Sunny Micaela Sweeny, der har et album på samvittigheden, Heartbreaker’s Hall of Fame fra 2007 (Big Machine Records). Og en ny plade er på trapperne, Concrete, som skulle være i handlen til august.

Sunny Sweeny havde egentlig en tidstypisk drøm om en fremtid på de skrå brædder som komediant, men drømmen brast i New York, og hun vendte tilbage til sin fødeegn i Texas. Her blev hun hurtigt kendt i det lokale musikmiljø, og rygterne om hendes talent resulterede i en pladekontrakt med det lille pladeselskab Big Machine. Inden da havde Sweeny allerede for egne penge indspillet, produceret og udsendt sin debutplade. Og Big Machine genudsendte den som sin første handling.

Siden har hun været på en Europaturné og har skiftet pladeselskab til Republic Nashville, som Universal Records har del og lod i sammen med Big Machine. Hendes første og hidtil eneste hit kom i marts 2001, hvor hun røg op i Billboards Hot Country Songs-listes top 10 med “From a Table Away”. I maj måned kom endnu en single – Staying’s Worse Than Leaving. Den røg lige ind på min mp3-afspiller…

Sweeny fornyer på ingen måde countrymusikken, men hun har en god stemme med en klar texansk accent, fortolker og fraserer godt – og passer som fod i hose til den mainstreamcountry, som mange amerikanere (og andre…) elsker at lægge øre til. Poppet, velproduceret, velspillet og helt igennem livsbekræftende….

Lyt også til sangen Drink Myself Single, som først fik mig til at spidse ørerne…

Jeg nåede ikke at skrive dette indlæg i går på grund af travlhed. Men det skal ikke forhindre mig i at råde bod på forsømmelsen i dag. For det er nok værd at kaste en rune over sangskriveren Tomas Hall – kaldet Tom T. Hall – der fyldte 75 år i går.
Med i omegnen af et dusin nr. 1 hits og snesevis at top 10-placeringer har han for længst understreget sine evner ud i sangskrivningens kunst.
Når han ikke er så kendt herhjemme hænger det sikkert sammen med, at han især har slået sine folder i countrymusikken, hvor han fra starten af tresserne har været sangleverandør med udgangspunkt i countrymusikkens hjerte: Nashville. Navne som Johnny Cash, Loretta Lynn, Walon Jennings og Bobby Bare er bare nogle af dem, der har nydt godt af The Storytellers evner.
Men en sang må han også kunne huskes for herhjemme. Den blev i hvert fald flittigt spillet i Danmarks Radios program 3: Harper Valley PTA – i Jeannie C. Rileys fortolkning. En iørefaldende sang om konflikten mellem tressernes moralske opbrud – kaldet ‘frisind’ – og den herskende moral. En sang, der på bedste vis afslører Tom T. Halls særlige sangskriverkvaliteter: Kombinationen af en iørefaldende melodi og en fortællende tekst.
Men Hall har, som nævnt, haft mange andre hits i ærmet, bl.a. “A Week in a Country Jail”, “(Old Dogs, Children and) Watermelon Wine”, “I Love”, “Country Is”, “The Year Clayton Delaney Died”, “I Like Beer” og “Faster Horses (the Cowboy and the Poet)”. Alle hits over there.
Som mange andre countrysangskrivere har Hall også haft sin egen sangkarriere og har udgivet en lang række album, hvoraf flere har ligget på countryhitlistens top 20. Blandt andet Rhymer and Other Five and Dimes (1973), der indtog førstepladsen. Der er også kommet adskillige opsamlingsplader med hans bedste sange.

‘Hvordan kan man vokse op i Seattle i firserne og så ende med at lave countrymusik?’ Spørgsmålet står at læse på Zoe Muths hjemmeside. Og hun svarer selv: ‘Jeg ved det ikke, jeg åbner bare munden, og så er det det, der kommer ud’. Selvfølgelig, kunne man næsten tilføje. For er det ikke netop det, der kendetegner musikken i vor såkaldt globaliserede tid, at musikformerne ikke længere er så lokalt geografisk forankret, som de var engang? Ikke mindst med nettet og digitaliseringen er musikken blevet mere tilgængelig, og det har gjort globaliseringen endnu mere udtalt.

Zoe Muth blev som andre i hendes generation flasket op med rock’n roll og MTV. Men i high school fik hun øjnene og ørerne op for dem amerikanske musiktradition gennem Alan Lomax, Harry Smith osv. Og fandt Woody Guthrie, Leadbelly, Carter Family osv. I countrymusikken fandt hun et udtryk, der passede til det, hun følte, og til de historier, hun ønskede at fortælle. Om den almindelige amerikaner med hårdt arbejde og problemer i kærlighedslivet. Lige som forbillederne. Woody, bluesmusikerne osv.
Om sin tilgang til musikken fortæller Zoe selv:
“For me so much of the history of American music is based not just in the drive to make “art” or perfect it, but to escape what can often become the drudgery of the working class life and to escape poverty when most of the avenues offered by mainstream society just aren’t any fun. “ Og Guthrie nikker sikkert et sted hinsides graven…
To album er det blevet til indtil videre for Zoe Muth og hendes fire mand store band The Lost High Rollers. Et eponymt album og så Starlight Hotel, som lige er udkommet. Man kan høre smagsprøver på begge album på hjemmesiden.

Zoe revolutionerer ikke countrymusikken. Men jeg er faldet for hendes nøgne, ærlige, umanierede stemme, der i passager kan minde om Emmylou Harris, men ellers er helt sin egen. Lyt med her:

Man skal ikke lytte længe på internettets country-radiostationer for at bekræftet i den kendsgerning,  at country er en stor musikgenre derovre med masser af talent og potentiale. I skyggen af de store etablerede navne dukker den ene potentielle stjerne efter den anden op. Et eksempel er Elizabeth Cook (f. 1972). Allerede som ganske ung var Elizabeth med sin musikalske far (der spillede mandolin, guitar og bas) i forskellige lokale countrybands i Florida, hvor de hørte hjemme. Efter at have taget en universitetsuddannelse i bogføring og it udsendte hun sit første album – The Blue Album – på eget plademærke. Det var i 2000. To år efter havde hun kontrakt med Warner Bros. og udsendte album nr. 2 med titlen Hey, Y’All. Og siden er der kommet endnu tre plader. I 2005 kom This Side of the Moon (Hog Country) og i 2007 udsendtes Balls (31 Tigers). Sidstnævnte blev produceret af selveste Rodney Crowell, der også havde en finger med i sangskriveriet. I år har Elizabeth Cook så udsendte sit seneste opus, Welder (31 tigers).

Elisabeth Cooks stemme er meget feminin og kan i passager minde om en ung Dolly Parton, men den har også sin helt eget sødme og charme. Stilen er moderne country, der både læner sig op af den traditionelle countrys hang til swingende, fortællende sange og rockmusikken. I det hele taget er der bredde i repertoirevalg og stil. Således går hun ikke af vejen for at give en charmerende countryudgave af Velvet Undergrounds klassiske ballade, Sunday Morning! Lyt med til Elizabeth på hendes myspaceside og hendes hjemmeside. Det er boblende country med spilleglæde og talent nok til mange plader. At hun også er en fryd for øjet, gør jo heller ikke noget…