Indlæg tagget med country

En okie runder de 75 – Merle Haggard

5. april 2012

We don’t smoke marijuana in Muskogee;

We don’t take our trips on LSD

We don’t burn our draft cards down on Main Street;

We like livin’ right, and bein’ free.

I’m proud to be an Okie from Muskogee,

A place where even squares can have a ball

We still wave Old Glory down at the courthouse,

And white lightnin’s still the biggest thrill of all

Countrymusikeren Merle Ronald Haggards navn er uløseligt forbundet til sangen “Okie from Muskogee“, som hittede pÃ¥ countrylisten i 1969. Det var ogsÃ¥ den sang, der fik mine ører op for Merle Haggard.

Hvis ellers jeg husker rigtigt, sÃ¥ blev sangen identificeret med den kvalme, højresnoede, amerikanske red neck-nationalisme, som ogsÃ¥ den dag i dag gennemsyrer amerikansk politik. Men i virkeligheden var sangen nok mest af alt en solidaritetserklæring til de menige amerikanerne, der ikke gik sÃ¥ højt op i politik, troede pÃ¥ de amerikanske frihedsidealer – og ofrede deres unge liv i en krig, hvis meningsløshed voksede dag for dag: Vietnamkrigen. Ironisk nok delte okien fra Muskogee værdier med de hippier og universitetstuderende, som sangen langer ud efter. I begge lejre hyldede man friheden og og retten til at være ‘square’. Men det var der ikke mange, der sÃ¥ dengang…

Vietnamkrigen var pÃ¥ sit højeste, og krigsmodstanderne havde ikke altid sans for det anstrøg af satire, der ogsÃ¥ er over Haggards fremstilling af den konservative okie. Identifikation og kritik kan sagtens gÃ¥ hÃ¥nd i hÃ¥nd, men det kan være svært at se, nÃ¥r tingene i kampens hede stilles op som sort og hvidt. Siden er sangen blevet fremført af kunstnere, der bÃ¥de røg pot, dyrkede ‘fri kærlighed’ og lod hÃ¥ret vokse ned over skuldrende. Grateful Dead og The Beach Boys for eksempel. Og det siger vist en del om sangens kulturelle dybde.

For forstÃ¥elsen af sangen er det heller ikke uvæsentligt at vide, at Merle Haggard skrev den kort tid efter, at han havde genvundet sin egen frihed – efter at have afsonet en længere fængselstraf i San Quentin.

Læs mere om Merle Haggard ovre hos seniorblogger Torben – og tjek Haggards seneste to album ud. De er fremragende.

Banjovirtuosen Earl Scruggs er død, 88 år

29. marts 2012

I seks Ã¥rtier var nu afdøde Earl Eugene Scruggs med til at præge countrymusikken – og især den særlige afart af country, bluegrass – med sin ‘Scruggs stil’, der var en rendyrkning af en særlig picking-stil med brug af tre fingre.

Scruggs blev født i en fattig bondefamilie i North Carolina. Faderen døde, da Earl var fire, og sammen med sine fem søskende måtte Earl hjælpe moderen med at få gården til at løbe rundt. Men der var også plads til musikken. Alle i familien kunne spille. Man lærte af hinanden.

I 1939 kom Earl med i Morris Brothers. Men karrieren tog for alvor fart, da Scruggs blev hentet ind i The Blue Grass Boys af selveste Bill Monroe i slutningen af 1945. Det var den direkte adgang til countrymusikkens Mekka: Grand Ole Opry. Et par Ã¥r efter gik Scruggs sammen med kollegaen, guitaristen Lester Flatt, ud og dannede The Foggy Mountain Boys, der ogsÃ¥ gik under navnet Flatt & Scruggs. Det formelle samarbejde med Flatt holdt til 1969 pÃ¥ grund af musikalske og politiske uoverensstemmelse. Flatt var konservativ og Scruggs, hvad man derovre betegner som ‘liberal’.

Sammen med sine sønner dannede Earl Scruggs sin Earl Scruggs Revue, der var baseret på traditionel bluegrass, men lod sig inspirere af tidens nye toner, bl.a. materiale fra Bob Dylan og The Rolling Stones. Bandet var aktiv frem til 1980, hvor Scruggs måtte trække sig på grund af problemer med ryggen.

Earl Scruggs var aktiv frem til slutningen af halvfemserne, hvor en seksdobbelt bypass-operation lagde en dæmper på hans musikalske udfoldelser. I retrospekt vil Scruggs blive huske som manden, der var med til at gøre banjoen til et fremtrædende instrument i bluesgrass og anden country, lige som han med sin nyorientering mod nye musikalske strømninger var med til at holde liv i countrymusikken, fordi man kun kan bevare en tradition gennem fortløbende fornyelse.

Foggy Mountain Breakdown – Flat & Scruggs

Countrysangerinden Billie Jo Spears er død, 74 år

16. december 2011

Billie Jo Spears’ hit fra 1975 “Blanket on the Ground” – om at finde tilbage til den ungdommelige, lidenskabelige forelskelses tid i et forhold, hvor kærligheden er blevet opslugt af hverdagen – blev et stort hit. OgsÃ¥ pÃ¥ pophitlisterne, hvilket var usædvanligt dengang. Mindre udsædvanligt blev det ikke af, at sangen i al sin uskyldighed kom pÃ¥ tværs af mange af de familieværdier, som ogsÃ¥ hersker i countrymusikken. Opfordring til lidenskabelig løssluppenhed (sex i det fri!) er ikke altid faldet i god jord blandt konservative countryfans.

“Blanket on the Ground” blev Spears’ største succes og adgangsbillet til countryparnasset. Hun havde ellers været undervejs i mange Ã¥r, siden hun som kun 13-Ã¥rig startede i hjemstaten Texas med sangen “Too Old for Toys, Too Young for Boys”.

Rigtig gang i karrieren fik hun først, da hun i 1964 tog til countrymusikkens Mekka, Nashville og fik kontrakt med United Artists og senere Capitol Records. Og de første countryhits kom med sange som “He’s Got More Love in His Little Finger” og “Mr Walker, It’s All Over”.

Efter nogle alvorlige problemer med stemmebÃ¥ndet og obskure indspilninger for nogle obskure smÃ¥ plademærker fik hun karrieren pÃ¥ fode igen i 1974, hvor hun igen kom i stald hos UA. Og den første sang hun fik tilbudt var Roger Bowlings “Blanket on the Ground”. Successen førte til, at Spears i Ã¥rene efter indspillede flere sange med lignende tematisk indhold. Det er helt efter pladeselskabernes marketingshÃ¥ndbog.

Sjovt nok fik Billie Jo Spears en stor fanskare i Storbritannien. Hun var med i det første store country-ryk-ind derovre (sammen med Buck Owens o.a.) og fik smag for landet. Hun blev også gift med en englænder, og briterne kunne åbenbart gengælde hendes begejstring. I hvert fald hittede flere af hendes album på de lokale hitlister derovre, og hun gav utallige koncerter rundt om i riget.

På trods af hjerteproblemer og andre skavanker er Billie Jo Spears fortsat med at indspille plader og optræde helt frem til sin død.

“Blanket on the Ground” er klassisk country. En af den slags sange, man husker. PÃ¥ grund af melodien og pÃ¥ grund af Billie Jo Spears lidt hæse stemme.

Endnu en countrypige: Sunny Sweeney

19. juli 2011

Jeg har været inde pÃ¥ temaet før: Den amerikanske countrymusiks mange fine sangerinder. En af de yngre, som bestemt fortjener at blive lyttet til er Sunny Micaela Sweeny, der har et album pÃ¥ samvittigheden, Heartbreaker’s Hall of Fame fra 2007 (Big Machine Records). Og en ny plade er pÃ¥ trapperne, Concrete, som skulle være i handlen til august.

Sunny Sweeny havde egentlig en tidstypisk drøm om en fremtid på de skrå brædder som komediant, men drømmen brast i New York, og hun vendte tilbage til sin fødeegn i Texas. Her blev hun hurtigt kendt i det lokale musikmiljø, og rygterne om hendes talent resulterede i en pladekontrakt med det lille pladeselskab Big Machine. Inden da havde Sweeny allerede for egne penge indspillet, produceret og udsendt sin debutplade. Og Big Machine genudsendte den som sin første handling.

Siden har hun været pÃ¥ en Europaturné og har skiftet pladeselskab til Republic Nashville, som Universal Records har del og lod i sammen med Big Machine. Hendes første og hidtil eneste hit kom i marts 2001, hvor hun røg op i Billboards Hot Country Songs-listes top 10 med “From a Table Away”. I maj mÃ¥ned kom endnu en single – Staying’s Worse Than Leaving. Den røg lige ind pÃ¥ min mp3-afspiller…

Sweeny fornyer pÃ¥ ingen mÃ¥de countrymusikken, men hun har en god stemme med en klar texansk accent, fortolker og fraserer godt – og passer som fod i hose til den mainstreamcountry, som mange amerikanere (og andre…) elsker at lægge øre til. Poppet, velproduceret, velspillet og helt igennem livsbekræftende….

Lyt ogsÃ¥ til sangen Drink Myself Single, som først fik mig til at spidse ørerne…

Tom T. Hall – 75

26. maj 2011

Jeg nÃ¥ede ikke at skrive dette indlæg i gÃ¥r pÃ¥ grund af travlhed. Men det skal ikke forhindre mig i at rÃ¥de bod pÃ¥ forsømmelsen i dag. For det er nok værd at kaste en rune over sangskriveren Tomas Hall – kaldet Tom T. Hall – der fyldte 75 Ã¥r i gÃ¥r.
Med i omegnen af et dusin nr. 1 hits og snesevis at top 10-placeringer har han for længst understreget sine evner ud i sangskrivningens kunst.
Når han ikke er så kendt herhjemme hænger det sikkert sammen med, at han især har slået sine folder i countrymusikken, hvor han fra starten af tresserne har været sangleverandør med udgangspunkt i countrymusikkens hjerte: Nashville. Navne som Johnny Cash, Loretta Lynn, Walon Jennings og Bobby Bare er bare nogle af dem, der har nydt godt af The Storytellers evner.
Men en sang mÃ¥ han ogsÃ¥ kunne huskes for herhjemme. Den blev i hvert fald flittigt spillet i Danmarks Radios program 3: Harper Valley PTA – i Jeannie C. Rileys fortolkning. En iørefaldende sang om konflikten mellem tressernes moralske opbrud – kaldet ‘frisind’ – og den herskende moral. En sang, der pÃ¥ bedste vis afslører Tom T. Halls særlige sangskriverkvaliteter: Kombinationen af en iørefaldende melodi og en fortællende tekst.
Men Hall har, som nævnt, haft mange andre hits i ærmet, bl.a. “A Week in a Country Jail”, “(Old Dogs, Children and) Watermelon Wine”, “I Love”, “Country Is”, “The Year Clayton Delaney Died”, “I Like Beer” og “Faster Horses (the Cowboy and the Poet)”. Alle hits over there.
Som mange andre countrysangskrivere har Hall også haft sin egen sangkarriere og har udgivet en lang række album, hvoraf flere har ligget på countryhitlistens top 20. Blandt andet Rhymer and Other Five and Dimes (1973), der indtog førstepladsen. Der er også kommet adskillige opsamlingsplader med hans bedste sange.

Zoe Muth and the Lost High Rollers

20. april 2011

‘Hvordan kan man vokse op i Seattle i firserne og sÃ¥ ende med at lave countrymusik?’ SpørgsmÃ¥let stÃ¥r at læse pÃ¥ Zoe Muths hjemmeside. Og hun svarer selv: ‘Jeg ved det ikke, jeg Ã¥bner bare munden, og sÃ¥ er det det, der kommer ud’. Selvfølgelig, kunne man næsten tilføje. For er det ikke netop det, der kendetegner musikken i vor sÃ¥kaldt globaliserede tid, at musikformerne ikke længere er sÃ¥ lokalt geografisk forankret, som de var engang? Ikke mindst med nettet og digitaliseringen er musikken blevet mere tilgængelig, og det har gjort globaliseringen endnu mere udtalt.

Zoe Muth blev som andre i hendes generation flasket op med rock’n roll og MTV. Men i high school fik hun øjnene og ørerne op for dem amerikanske musiktradition gennem Alan Lomax, Harry Smith osv. Og fandt Woody Guthrie, Leadbelly, Carter Family osv. I countrymusikken fandt hun et udtryk, der passede til det, hun følte, og til de historier, hun ønskede at fortælle. Om den almindelige amerikaner med hÃ¥rdt arbejde og problemer i kærlighedslivet. Lige som forbillederne. Woody, bluesmusikerne osv.
Om sin tilgang til musikken fortæller Zoe selv:
“For me so much of the history of American music is based not just in the drive to make “art” or perfect it, but to escape what can often become the drudgery of the working class life and to escape poverty when most of the avenues offered by mainstream society just aren’t any fun. “ Og Guthrie nikker sikkert et sted hinsides graven…
To album er det blevet til indtil videre for Zoe Muth og hendes fire mand store band The Lost High Rollers. Et eponymt album og så Starlight Hotel, som lige er udkommet. Man kan høre smagsprøver på begge album på hjemmesiden.

Zoe revolutionerer ikke countrymusikken. Men jeg er faldet for hendes nøgne, ærlige, umanierede stemme, der i passager kan minde om Emmylou Harris, men ellers er helt sin egen. Lyt med her:

Amerikansk country: Elizabeth Cook

25. marts 2010

Man skal ikke lytte længe pÃ¥ internettets country-radiostationer for at bekræftet i den kendsgerning,  at country er en stor musikgenre derovre med masser af talent og potentiale. I skyggen af de store etablerede navne dukker den ene potentielle stjerne efter den anden op. Et eksempel er Elizabeth Cook (f. 1972). Allerede som ganske ung var Elizabeth med sin musikalske far (der spillede mandolin, guitar og bas) i forskellige lokale countrybands i Florida, hvor de hørte hjemme. Efter at have taget en universitetsuddannelse i bogføring og it udsendte hun sit første album – The Blue Album – pÃ¥ eget plademærke. Det var i 2000. To Ã¥r efter havde hun kontrakt med Warner Bros. og udsendte album nr. 2 med titlen Hey, Y’All. Og siden er der kommet endnu tre plader. I 2005 kom This Side of the Moon (Hog Country) og i 2007 udsendtes Balls (31 Tigers). Sidstnævnte blev produceret af selveste Rodney Crowell, der ogsÃ¥ havde en finger med i sangskriveriet. I Ã¥r har Elizabeth Cook sÃ¥ udsendte sit seneste opus, Welder (31 tigers).

Elisabeth Cooks stemme er meget feminin og kan i passager minde om en ung Dolly Parton, men den har ogsÃ¥ sin helt eget sødme og charme. Stilen er moderne country, der bÃ¥de læner sig op af den traditionelle countrys hang til swingende, fortællende sange og rockmusikken. I det hele taget er der bredde i repertoirevalg og stil. SÃ¥ledes gÃ¥r hun ikke af vejen for at give en charmerende countryudgave af Velvet Undergrounds klassiske ballade, Sunday Morning! Lyt med til Elizabeth pÃ¥ hendes myspaceside og hendes hjemmeside. Det er boblende country med spilleglæde og talent nok til mange plader. At hun ogsÃ¥ er en fryd for øjet, gør jo heller ikke noget…

Bluegrass m.m.: Patty Loveless

13. januar 2010

Det var countryrocken i tresserne, der sparkede døren ind til countrymusikken for mit vedkommende. Og ikke mindst bluegrass kom til at stÃ¥ mit hjerte nær. Og der stÃ¥r den endnu. Skal humøret have et spark op, sÃ¥ er en god bluegrassplade den bedste kur. Et af Jerry Garcias sideprojekter, Dolly Partons The Grass is Blue eller – fx – Patty Loveless.

Patty Loveless, der fyldte 53 for et par uger siden, er traditionalist. Ja, tilhører den bevægelse, man paradoksalt kalder neotraditional country. Men egentlig er hun ikke særlig traditionsbunden i firkantet konservativ forstand. Hun spiller både honky tonk, countryrock med halvfjerdserinspiration, bluegrass og mainstream countrypop. Med hjertet på rette plads og glød i stemmen.

Siden 1987 har hun udsendt hele 14 studioplader, som har solgt godt i staterne. Hun er medlem af Grand Ol’ Opry og har modtaget flere Grammynomineringer. Selv om det er langt ude, sÃ¥ er hun i familie med countryikonerne Crystal Gayle og Loretta Lynn. Og jeg bilder mig ind, at man godt kan høre countrygenerne i Pattys musik. I hvert fald synger og spiller hun med en frydefuld autencitet, der kun kan fÃ¥ ens parader af forbehold til at sænke sig.

Hendes seneste udspil hedder Mountain Soul II og er en vellykket opfølger til 2001-hovedværket Mountain Soul. Mountain Soul II kan man høre fire numre fra pÃ¥ Patty Loveless’ egen hjemmeside og pÃ¥ hendes Myspaceside. Patty Loveless er et stort navn i USA. Men herhjemme er hun nærmest ukendt uden for cirklen af countryelskere. Man undres. Giv hende en chance.

Honky Tonk Woman: Heather Myles

28. november 2009

Da beatmusikken tog countrymusikken til sig (officielt) i tresserne var reaktionerne hos publikum blandede. Faldt den oprørske ungdom til patten – eller bekendte den sig bare til den tradition, uden hvilken den alligevel aldrig ville være blevet til noget? Svaret afhænger vel af, hvor man stod dengang. I hvert fald har denne kronikør ofte kunnet konstatere en tydelig ambivalens hos rockfolket, nÃ¥r talen faldt pÃ¥ countrymusikken. Ikke mindst den mere traditionelle af slagsen. For der er jo alternative country, modern country osv. Og det er – i hvert fald pÃ¥ papiret – noget ganske andet.

Men countrymusikken er en væsentlig og vital del af dem amerikanske folkelige musik. Mange af rockens ikoner er opflasket med den musik, lige som vi andre fik Giro 413 ind i øret, om vi ville det eller ej. I countrymusikken møder man den sÃ¥kaldt “almindelige” amerikaner og lægger øre til tekster om kærlighedens veje og vildveje – og andre, i ordets bedste forstand, banale emner fra den store hverdag. Countrymusikken er amerikanernes svar pÃ¥ danskpoppen. Og lige som den – nÃ¥r den er mest vellykket – er der tale om populærmusik udført med største professionalisme og inden for de afstukne skabeloner og klicheer.

Heather Myles er en af de yngre (f. 1963) traditionalister i countrymusikken. Hun excellerer i den sÃ¥kaldte Bakersfield Sound, der blev skabt tilbage i halvtredserne i musikmiljøet i Bakersfield, Californien. En sound eller stil, der lægger afstand til Nashvilles’ mere moderne, slebne produktioner og ofte stort anlagte arrangementer. Forbillederne i Bakersfieldgenren er fx Merle Haggard og Buck Owens.

Albummet med den genretypiske titel “Sweet Talk & Good Lies” fra 2002 er Myles’ femte. Og den er udsendt pÃ¥ det lille traditionalistforlag Rounder Records, der bl.a. har Alison Krauss i sin stald. Tematikken pÃ¥ pladen er helt efter bogen. Sange om at være til den eneste ene og de problemer, det afføder, store biler og en enkelt kommentar til countrymusikken (“Nashville’s Gone Hollywood”!). Og sÃ¥ er der et par vellykkede coverversioner af dels Jimmy Webbs uopslidelige “By The Time I Get To Phoenix”, der tager sig godt ud som honky-tonk-sang, og Arthur Hamiltons “Cry My A River”. Nævnes skal det ogsÃ¥, at Heather Myles fÃ¥r hjælp af kollegaen Dwight Yoakam pÃ¥ nummeret “Little Chapel”. Anbefales dem, der kan lide trad. country.

It Wasn’t God Who Made Honky Tonk Angels

15. december 2008

Kitty Wells – It Wasn’t God Who Made Honky Tonk Angels

PÃ¥ NPR Musics side kan man læse om Emmylou Harris’ opfattelse af Kitty Wells’ skandalehit “It Wasn’t God Who Made Honky Tonk Angels”. En sang, der med et slag gav mange amerikanske efter-krigs-kvinder en stemme. En kvindefrigørelsesang før feminismen satte sig pÃ¥ kvindefrigørelsen…