CAPAC

I det lille orange automobil lytter capac til P1s Orientering, der orienterer vældig nuanceret og informativt om det amerikanske valg (uanset hvad de højresnoede æggehoveder så end måtte mene, så er det ikke ensidigt på demokraternes side…). Bliver det Obama eller Billary eller en af de republikanske kandidater? Og vil det gøre nogen forskel på udenrigspolitikken eller – måske vigtigere – klimadiskussionen og -løsningen? Undervejs har capac bemærket sig, at den traditionelt højredrejede countrymusik er begyndt at bevæge sig – mod venstre (i det amerikanske spektrum, forstås). Det er ikke længere sikkert, at countrymusikerne vil støtte republikanerne. Måske man kan tillægge denne tendens positiv betydning – i global sammenhæng?

Tammy Wynette – Stand by your Man
Merle Haggard – Okie from Muskogee

We don’t smoke marijuana in Muskogee;
We don’t take our trips on LSD
We don’t burn our draft cards down on Main Street;
We like livin’ right, and bein’ free.

I’m proud to be an Okie from Muskogee,
A place where even squares can have a ball
We still wave Old Glory down at the courthouse,
And white lightnin’s still the biggest thrill of all

We don’t make a party out of lovin’;
We like holdin’ hands and pitchin’ woo;
We don’t let our hair grow long and shaggy,
Like the hippies out in San Francisco do.

And I’m proud to be an Okie from Muskogee,
A place where even squares can have a ball.
We still wave Old Glory down at the courthouse,
And white lightnin’s still the biggest thrill of all.

Leather boots are still in style for manly footwear;
Beads and Roman sandals won’t be seen.
Football’s still the roughest thing on campus,
And the kids here still respect the college dean.

We still wave Old Glory down at the courthouse,
In Muskogee, Oklahoma, USA.

For snart længe siden var jeg heldig at få fat i et meget velholdt (= ikke særligt ofte spillet) bibliotekseksemplar af Whiskeytowns efterladte album Pneumonia. Whiskeytown var Ryan Adams og Caitlin Carys musikalske legeplads i halvfemserne og resulterede i fire fine albums – Faithless Street (1995), Strangers Almanac (1997), Those Weren’t The Days og Pneumonia (2001). Nu kan man på nettet læse, at det andet album i rækken vil blive genudgivet i en deluxe-udgave. Ud over originalmaterialet vil dobbeltcd’en indholde optagelser fra radiostadionen KCRW fra 1997 og ikke mindre end 20 skæringer, bestående af såkaldte outtakes og alternative versioner. Nogle af numrene har dog været udsendt på obskure EP’er og compilations. Flere detaljer her.

16 Days

75 år ville Patsy Cline have været i dag, hvis ikke en fatal flyvetur havde gjort en ende på hendes liv allerede i 1963. Kun 30 år nåede hun at få i denne verden, men satte et eftertrykkeligt mærke på country-musikken med sin unikke fraseringskunst og sin stemme.

Crazy (den bliver jeg aldrig, aldrig træt af…)

Lovesick blues

I fall to pieces

Walking after Midnight

Som læsere af bloggen vil vide, så gør vi os ikke i personlige lister over de bedste plader i det forgangne år. Af den simple grund, at der kommer så meget lytteværdigt, at det halve kunne være nok. Og det er mere end svært at følge med. Men vi skal da ikke lægge skjul på, at en af de gode oplevelser har været genhøret med den gamle trommeslager og sanger i The Band, Levon Helm. Efter en lang pause – mere end tyve år – udsendte han albummet med den ydmyge titel “Dirt Farmer”. Den ligger i tråd med det bedste, som det legendariske Band lavede. Det er musik, der har alle sine rødder dybt forankret i country, rock’n roll, blues, folkemusik og andre americana-elementer. En af den slags plader, man vil kunne lytte til om ti år og så vil den lyde lige så frisk som i går. Anbefales uden forbehold, varmt. Man kan høre noget af pladen på mandens hjemmeside og på hans myspace-side.

Indiskutabelt køn er hun, Alison Krauss. Og så synger hun, så det er lige før man tror på engle. Her en hjemmegjort video, hvor hun giver Beatles-nummeret “I will”. Frydefuldt.

Men hun er også en fin fiddleplayer. Hør bare her, hvor hun giver Chuck Old Hen samme med Sierre Hull. Det er bluegrass, så græsset det blåner…

Bonus: En meget smuk version af “You” med Alison i selskab med Bonnie Raitt

Jungletrommerne fortæller, at det umage par – bluegrasskunstneren Alison Krauss og rockmusikeren Robert Plant, der udgav en af de mere overraskende og vellykkede plader sidste år (Raising Sand), har planer om at turnere Europa tyndt i maj måned. Nærmere turplan er ikke fremlagt, men de må gerne kommer forbi Århus…

Gone Gone Gone -

Hvis man ikke har andet at lave kl. 23.20 og en lille time frem – og ellers synes, at den slags er interessant – kan man på svensk tv 2 se et interview med countrystjernen (der snart rammer Danmark igen) Dolly Parton. Vi citerer fra den svenske side:

“Dolly Parton berättar om sitt fantastiska liv för Melwin Bragg i en
intervju från 1999. Trots en utstuderad lyxförpackning är Dolly Parton
fortfarande “den lilla flickan från landet” för sin publik. Här
berättar hon om sitt liv och sin enastående karriär som sångartist,
låtskrivare, skådespelerska och “den smartaste affärskvinnan i hela
Nashville”. En film av Daniel Wiles.”

Coat Of Many Colors

Den snart 75-årige countrylegende Willie Nelson drager til Danmark med sin rustne stemme, slidte guitar og sit band for at give koncerter i København, Ålborg, Randers og Esbjerg (!). I hvert fald, hvis man skal tro DR Nyhederne, og det er der ikke nogen grund til ikke at gøre. Har århusianerne sovet i timen?

Julen kan godt være en svær tid at komme igennem, ikke mindst musikalsk. Derfor starter jeg her en lille serie med sange, der har med julen at gøre, og som holder også efter jul…

As pretty as a song
A song could ever be
Like Christmas on a river
Without a boat or Christmas tree
This afternoon with you was something like a letter
The kind that someone writes but never sends
And when you look at me like that
I know that someday it’s gonna end
And when you go
I bet you miss your friends

As angry as a breeze
Tugging hard upon the sails
I’ve been moving through these streets forever
From Baltimore to Amsterdam
These things inside me, they repeat like broken records
Spinning pretty somethings behind my eyes
And when I can’t look at you
I can paint your picture perfectly in my mind
And when I get old
I’m gonna miss you all the time

That wind up in the trees
Scattering bluebirds all over the place
Shuffling children and piles of leaves
I wish I was the wind, I’d touch your face
This afternoon with you was something like a letter
The kind that someone writes but never sends
And when your good to me
It makes me blue because someday it’s gonna end
And when we pass on
I bet you miss your friends
Bet you miss your friends
I bet you miss your friends

Sangen “Freinds” stammer fra Ryan Adams & The Cardinals’ dobbeltcd “Cold Roses” (2005)

Mere fra countryens verden. I 1969 kravlede selveste Johnny Cash helt på Billboards andenplads med sin fortælling om drengen, der fik et pigenavn “Sue”. Det er en underfundig historie om forholdet mellem en dreng og hans far, om (misforstået) kærlighed og om, hvad der kan ske, når forældre gør deres bedste for afkommet…

My daddy left home when I was three
And he didn’t leave much to ma and me
Just this old guitar and an empty bottle of booze.
Now, I don’t blame him cause he run and hid
But the meanest thing that he ever did
Was before he left, he went and named me “Sue.”

Well, he must o’ thought that is quite a joke
And it got a lot of laughs from a’ lots of folk,
It seems I had to fight my whole life through.
Some gal would giggle and I’d get red
And some guy’d laugh and I’d bust his head,
I tell ya, life ain’t easy for a boy named “Sue.”

Well, I grew up quick and I grew up mean,
My fist got hard and my wits got keen,
I’d roam from town to town to hide my shame.
But I made a vow to the moon and stars
That I’d search the honky-tonks and bars
And kill that man who gave me that awful name.

Well, it was Gatlinburg in mid-July
And I just hit town and my throat was dry,
I thought I’d stop and have myself a brew.
At an old saloon on a street of mud,
There at a table, dealing stud,
Sat the dirty, mangy dog that named me “Sue.”

Well, I knew that snake was my own sweet dad
From a worn-out picture that my mother’d had,
And I knew that scar on his cheek and his evil eye.
He was big and bent and gray and old,
And I looked at him and my blood ran cold
And I said: “My name is ‘Sue!’ How do you do!
Now your gonna die!!”

Well, I hit him hard right between the eyes
And he went down, but to my surprise,
He come up with a knife and cut off a piece of my ear.
But I busted a chair right across his teeth
And we crashed through the wall and into the street
Kicking and a’ gouging in the mud and the blood and the beer.

I tell ya, I’ve fought tougher men
But I really can’t remember when,
He kicked like a mule and he bit like a crocodile.
I heard him laugh and then I heard him cuss,
He went for his gun and I pulled mine first,
He stood there lookin’ at me and I saw him smile.

And he said: “Son, this world is rough
And if a man’s gonna make it, he’s gotta be tough
And I knew I wouldn’t be there to help ya along.
So I give ya that name and I said goodbye
I knew you’d have to get tough or die
And it’s the name that helped to make you strong.”

He said: “Now you just fought one hell of a fight
And I know you hate me, and you got the right
To kill me now, and I wouldn’t blame you if you do.
But ya ought to thank me, before I die,
For the gravel in ya guts and the spit in ya eye
Cause I’m the son-of-a-bitch that named you “Sue.’”

I got all choked up and I threw down my gun
And I called him my pa, and he called me his son,
And I came away with a different point of view.
And I think about him, now and then,
Every time I try and every time I win,
And if I ever have a son, I think I’m gonna name him
Bill or George! Anything but Sue! I still hate that name!

Når man læser teksten, så er det ikke svært at gætte sig til, at den må være skrevet af den store humorist Shel Silverstein, der netop huserede på hitlisterne i tresserne med flere gode sange, blandt andet i vor egen Poul Dissings udgaver. I øvrigt skrev Silverstein året efter en opfølger til sangen – The Father of a Boy Named Sue – hvor man får faderens version af historien.
Sammen med den berømte live-plade Johnny Cash At San Quentin var A Boy Named Sue med til at sikre Cash hans karrieres hidtil største popularitet. Albummet indtog countrylisternes førsteplads, og singleuddraget med A Boy Named Sue altså andenpladsen på popsinglelisten. Også i Danmark gjorde de to udgivelser sig godt. Jeg kan huske, at San Quentin-pladen lå på Mylles hitliste i ugevis dengang.

Her i den originale optagelse med begejstret publikum…