CAPAC

Det var countryrocken i tresserne, der sparkede døren ind til countrymusikken for mit vedkommende. Og ikke mindst bluegrass kom til at stå mit hjerte nær. Og der står den endnu. Skal humøret have et spark op, så er en god bluegrassplade den bedste kur. Et af Jerry Garcias sideprojekter, Dolly Partons The Grass is Blue eller – fx – Patty Loveless.

Patty Loveless, der fyldte 53 for et par uger siden, er traditionalist. Ja, tilhører den bevægelse, man paradoksalt kalder neotraditional country. Men egentlig er hun ikke særlig traditionsbunden i firkantet konservativ forstand. Hun spiller både honky tonk, countryrock med halvfjerdserinspiration, bluegrass og mainstream countrypop. Med hjertet på rette plads og glød i stemmen.

Siden 1987 har hun udsendt hele 14 studioplader, som har solgt godt i staterne. Hun er medlem af Grand Ol’ Opry og har modtaget flere Grammynomineringer. Selv om det er langt ude, så er hun i familie med countryikonerne Crystal Gayle og Loretta Lynn. Og jeg bilder mig ind, at man godt kan høre countrygenerne i Pattys musik. I hvert fald synger og spiller hun med en frydefuld autencitet, der kun kan få ens parader af forbehold til at sænke sig.

Hendes seneste udspil hedder Mountain Soul II og er en vellykket opfølger til 2001-hovedværket Mountain Soul. Mountain Soul II kan man høre fire numre fra på Patty Loveless’ egen hjemmeside og på hendes Myspaceside. Patty Loveless er et stort navn i USA. Men herhjemme er hun nærmest ukendt uden for cirklen af countryelskere. Man undres. Giv hende en chance.

Da beatmusikken tog countrymusikken til sig (officielt) i tresserne var reaktionerne hos publikum blandede. Faldt den oprørske ungdom til patten – eller bekendte den sig bare til den tradition, uden hvilken den alligevel aldrig ville være blevet til noget? Svaret afhænger vel af, hvor man stod dengang. I hvert fald har denne kronikør ofte kunnet konstatere en tydelig ambivalens hos rockfolket, når talen faldt på countrymusikken. Ikke mindst den mere traditionelle af slagsen. For der er jo alternative country, modern country osv. Og det er – i hvert fald på papiret – noget ganske andet.

Men countrymusikken er en væsentlig og vital del af dem amerikanske folkelige musik. Mange af rockens ikoner er opflasket med den musik, lige som vi andre fik Giro 413 ind i øret, om vi ville det eller ej. I countrymusikken møder man den såkaldt “almindelige” amerikaner og lægger øre til tekster om kærlighedens veje og vildveje – og andre, i ordets bedste forstand, banale emner fra den store hverdag. Countrymusikken er amerikanernes svar på danskpoppen. Og lige som den – når den er mest vellykket – er der tale om populærmusik udført med største professionalisme og inden for de afstukne skabeloner og klicheer.

Heather Myles er en af de yngre (f. 1963) traditionalister i countrymusikken. Hun excellerer i den såkaldte Bakersfield Sound, der blev skabt tilbage i halvtredserne i musikmiljøet i Bakersfield, Californien. En sound eller stil, der lægger afstand til Nashvilles’ mere moderne, slebne produktioner og ofte stort anlagte arrangementer. Forbillederne i Bakersfieldgenren er fx Merle Haggard og Buck Owens.

Albummet med den genretypiske titel “Sweet Talk & Good Lies” fra 2002 er Myles’ femte. Og den er udsendt på det lille traditionalistforlag Rounder Records, der bl.a. har Alison Krauss i sin stald. Tematikken på pladen er helt efter bogen. Sange om at være til den eneste ene og de problemer, det afføder, store biler og en enkelt kommentar til countrymusikken (“Nashville’s Gone Hollywood”!). Og så er der et par vellykkede coverversioner af dels Jimmy Webbs uopslidelige “By The Time I Get To Phoenix”, der tager sig godt ud som honky-tonk-sang, og Arthur Hamiltons “Cry My A River”. Nævnes skal det også, at Heather Myles får hjælp af kollegaen Dwight Yoakam på nummeret “Little Chapel”. Anbefales dem, der kan lide trad. country.

Kitty Wells – It Wasn’t God Who Made Honky Tonk Angels

På NPR Musics side kan man læse om Emmylou Harris’ opfattelse af Kitty Wells’ skandalehit “It Wasn’t God Who Made Honky Tonk Angels”. En sang, der med et slag gav mange amerikanske efter-krigs-kvinder en stemme. En kvindefrigørelsesang før feminismen satte sig på kvindefrigørelsen…

Forleden døde country-musikeren Charlie Walker af kræft, 81 år gammel. Walker var sammen med vennen Ray Price skaberne af den populære, såkaldte country shuffle eller honky tonk, der som navnet nærmest antyder er et musikalsk supplement til livet på the honky tonks. Han mest berømte sang blev “Pick Me Up On Your Way Down”, der hittede helt tilbage i 1958. Andre sigende titler er: Who Will Buy the Wine”, “Wild as a Wildcat”, “Don’t Squeeze My Charmin”, and “I Wouldn’t Take Her To A Dog Fight Even If I Thought That She Could Win”. Han indspillede også meget loyalt The Rolling Stones hyldest til “Honky Tonk Women“. Selvfølgelig kunne man fristes til at sige. Hvil i fred.

Det er snart fem år siden, Emmylou Harris udsendte sit seneste soloalbum, det fremragende Stumble Into Grace. Nu er der nyt på vej. Den 10. juni udkommer albummet All I Intended To Be på Nonesuch Records. I mellemtiden har hun udsendte den tidligere omtalte duoplade med Mark Knopfler og bokssættet Songbird. I øvrigt bliver Harris indlemmet i Country Music Hall Of Fame i denne måned. Til lykke med det.