CAPAC

For snart længe siden omtalte jeg en koncert med det amerikanske country-rock-band The Flying Burrito Brothers, som jeg havde det held at overvære i 1975 i Stakladen ved Studenternes Hus i århus. Ideen til bandet opstod tilbage i 1968 i hovederne på legenden Gram Parsons og multiinstrumentalisten Chris Hillman (The Byrds). Parsons var til country fra starten og Hillman havde sammen med The Byrds lavet klassikeren Sweetheart of the Rodeo. De slog kludene sammen med bassisten og pianisten Chris Ethridge og afdøde pedal steel-virtuos “Sneaky” Pete Kleinow og indspillede albummet The Gilded Palace of Sin i 1969. Pladen solgte dårligt, men fik – lige efter bogen – en stor betydning for efterfølgende country-rock-udgivelser.
Nu kan man så i musikpressen læse, at musikarkæologerne på det lille pladeselskab Amoeba Records udgiver hidtil ukendte live-indspilninger med Gram Parsons og The Flying Burrito Brothers under titlen: Gram Parsons Archive vol. 1: The Flying Burrito Brothers LIVE at the Avalon Ballroom 1969. Bag optagelserne står den erfarne lydmand hos Grateful Dead, Owsley “Bear” Stanley, hvilket borger for kvaliteten. Udgivelsen består af to cd’er med ialt 27 numre, hvoraf de 10 aldrig før har været officielt udgivet.

Tracklisten ser således ud:
Track Liste:

Disc 1
1. Close Up the Honky Tonks
2. Dark End of the Street
3. Undo The Right/Somebody’s Back In Town
4. She Once Lived Here
5. We’ve Got to Get Ourselves Together
6. Lucille
7. Hot Burrito #1
8. Hot Burrito #2
9. Long Black Limousine
10. Mental Revenge
11. Sin City
12. Thousand Dollar Wedding
13. When Will I Be Loved

Bonus Disk:
Disc 2
1. Undo The Right/Somebody’s Back In Town
2. She Once Lived Here
3. Sweet Mental Revenge
4. We’ve Got to Get Ourselves Together
5. Lucille
6. Sin City
7. You Win Again
8. Hot Burrito #1
9. Hot Burrito #2
10. You’re Still On My Mind
11. Train Song
12. Long Black Limousine
13. Sweet Dream Baby
14. Do Right Woman

På plademærkets hjemmeside kan man – gratis – downloade nummeret “Long Black Limousine”, så man kan forvisse sig om, at der er noget at gå efter…hvis man ellers er til country..

Video: Flying Burrito Brothers spiller på Altamont Festivalen i 69 “Six days on the Road”: Læs mere »

Her er så country-sangen, der fik min kaffe til at smage lidt bedre og gjorde mine skridt på jorden lidt lettere, da jeg skulle lufte Gravhunden.. Tak til den små Kasey Chambers….

Efter Johnny Cash’ død er der rigtig kommet gang i udsendelsen af mandens efterladte arbejder. Man skulle næste tro, at arvingene var i pengenød… Men heldigvis har det meste af det været kunstnerisk interessant, for Johnny holdt jo den kunstneriske fane højt gennem det meste af sit liv.
Seneste produkt er en obbelt-DVD med titlen “The Best of Johnny Cash TV Show”, besstående af 64 live-optrædener fra de ialt 58 afsnit af The Johnny Cash Show, som blev sendt på amerikansk tv i perioden fra 1969 til 1971. I optagelserne kan man gense Johnny og familien Cash, men også navne som Bob Dylan, Stevie Wonder, Neil Young, Joni Mitchell, Ray Charles, Creedence Clearwater Revival, Louis Armstrong, Loretta Lynn, Neil Diamond, Jerry Lee Lewis, George Jones, Derek and the Dominos og Roy Orbison. Vennen Kris Kristoffersen guider seerne igennem de mange afsnit. Dertil kommer en del dokumentarmaterialer, interviews etc. Sangen fra DVD-projektet kommer også på en særlig cd. Playlisten ser således ud: Læs mere »

Det er den svenske avis Dagens Nyheter, der fortæller historien om det tyske pladeselskab Bear Family Records. Et pladeselskab bestyret af samlere for samlere. Her kan man få tyske schlagere, “Lili Marleen” i flere hundrede udgaver, calypso osv.
Bag pladeselskabet, der har til huse ude på landet nord for Bremen, står Richard Weize og Herman Knülle, der har gjort en levevej ud af at sælge den musik, de elsker. Richard Weize har også sin egen samling på gården. Den består af 30.000 LP-plader, 100.000 singleplader plus en mængde cd’er. I interviewet fortæller Weize om sin interesse for country og genopdagelsen af country-ikonet Merle Haggard. Voksne bloglæsere vil kunne huske, at Merle Haggard brød igennem med sangen “Okie from Muskogee”, der var en hyldest “hjemmebrænd og det amerikanske stjerneflag og en protest mod brændte indkaldelsespapirer, gruppesex og jesussandaler”. Og det kunne Richard ikke lide – dengang. Og nu udgiver forlaget så en boks med seks cd’er fra perioden 1968-1976, der giver et mere nuanceret billede af countrysangeren.
Family Bear udgiver ikke Greatest Hits. For det vil samlerne ikke have. De vil have den rene vare, dvs. revl og krat. Derfor er pladeselskabets kendetegn blevet store, omfattende bokssæt. Foreløbig er det blevet til ca. 250 stykker – i LP-format med tilsvarende store bøger. Fx kan man få det legendariske Sun-pladeselskabs samlede udgivelser på 24 fyldte albums. Eller komplette udgivelser af Willie Nelson, Johnny Cash, Hank Williams og Jim Reeves (som capacs mor var meget glad for…). På pladeselskabets hjemmeside kan man selv søge videre og savle over det.
En sjov ting er, at pladeselskabets gennembrud kom med lanceringen af cd’en. Det nye medie skabte en niche for de lille tyske selskab, der sælger for omkring 50 millioner kroner til samlere i USA. Læs mere om selskabet på Dagens Nyter, blandt andet om partneren Herman Knülle, der hellere vil lytte til Led Zeppelin og Nirvana…

For en rum tid siden havde jeg lejlighed til at se mindekoncert for afdøde George Harrison. Blandt de mange venner, der bidrog til at gøre koncerten til en værdig mindekoncert for den afdøde Beatle, var guitaristen Albert Lee (ikke at forveksle med tidligere omtalte Alvin Lee). Albert Lee startede helt tilbage i halvtredserne med at spille guitar og udviklede sin egen spillestil, der kombinerede brugen af plektrum og fingerspidser.
Musikstilen var en blanding af rhytm-and-blues, country og rock’n roll, og den første succes opnåede han som medlem af sangeren Chris Farlowes band, the Thunderbirds, i tresserne.
Det var dog først med gruppen Heads, Hands & Feet, at Albert Lee opnåede superguitariststatus. De øvrige medlemmer var sangeren Tony Colton,  trommeslageren Pete Gavin, bassisten Chas Hodges, keyboardspilleren Mike O’Neill og andenguitaristen Ray Smith. I perioden 1971-73 indspillede gruppen tre albums af høj kvalitet. Det første, der bar bandets navn, i 71. Og det efterfølgende to år kom henholdsvis On The Tracks og Old Soldiers Never Die. De to første er genudsendt på cd. Der er også kommet en cd med titlen Home from Home (The Missing Album), hvis titel vist siger, hvad det drejer sig om. Derimod er Old Soldiers Never Die vist ikke overført til cd. Hvilket måske skyldes rettighedsproblemer.
Stilen på pladerne var country-inspireret rock med kant. Pladerne er i dag samlerobjekter for folk med smag for countryrock. Efter sigende har de en høj status i countrymusikkens Mekka Nashville… Gruppens og Albert Lee navnkundighed udsprang dog ikke mindst af gruppens hyppige koncerter, der gjorde bandet til et meget populært liveband i Storbritannien. Populariteten var så udtalt, at de blev inviteret til Tyskland for at optræde i capacs nostalgiprogram Beat-Club, hvor man havde næse for gode live-acts. Det var her, jeg fik ørerne op for bandet og dets indlysende kvaliteter.
Efter gruppens opløsning rejste Albert Lee til USA, hvor han ud over at have sit eget band Albert Lee Band (med et par af de gamle venner fra Heads, Hands and Feet) har været sideman for en række store navne: Emmylou Harris’ Hot Band, Eric Clapton, The Everly Brothers og ex-Rolling Stone Bill Wymans Rhytm Kings. Bare for at nævne et par stykker.

Youtube er leveringsdygtig i en håndfuld videoer. Her er nogle af dem:
Læs mere »

Som bekendt spiller de også musik – endda god musik – down under. Blandt andet countrymusik i alle denne genres afskygninger: traditionel, alternativ osv. Og i nattens mulm og mørke vandt capac en cd (hos en australsk auktionarius) med den unge sangskriver, musiker og sangerinde Kasey Chambers: The Wayward Angel. Pladen er hendes seneste (en ny med titlen Caravan er under udgivelse).
Kasey blev født i 1976 og er et stort navn i Australien, hvor hendes tre udgivne albums har nået platinsalgsstatus. Til gengæld er hun knap så kendt uden for de australske grænser, og det kan godt undre capac lidt.

Hendes karriere begyndt for alvor i 1986, hvor hun blev medlem af familiens band Dead Ringer Band med far Bill og mor Diana i forgrunden. Bandet havde stor succes frem til 1998, hvor ægteparrets veje skiltes og Dead Ringer Band opløstes. Samme år indspillede Kasey sin første langspiller “The Captain” med Bill på guitar og et andet familiemedlem – Nash – som producer. Pladen solgte dobbelt platin og blev valgt som årets “bedste countryplade”, samtidig udnævntes Kasey til årets “bedste sangerinde”. Siden er successen blot vokset.

De to efterfølgende albums – og singleuddrag herfra – har solgt endnu bedre en debutpladen. Toeren “Barricades & Brickwalls” fra 2001 solgte således 7-dobbelt platin. Og “Wayward Angel” storsælger stadigvæk.
Hun burde være mere kendt uden for Australiens grænser efter min mening. Men døm selv: Læs mere »

I sidste måned omtalte jeg Porter Wagoner i forbindelse med udgivelsen af pladen “Wagonmaster”. I mellemtiden er jeg blevet opmærksom på en genudgivelse af interesse, nemlig albummet Rubber Room: The Haunting Poetic Songs of Porter Wagoner 1966-1977, der – som titlen antyder – består af det bedste fra mandens sangskriverhånd i den nævnte periode. En mere omfattende omtale af udgivelsen kan man læse her.

En tekstsmagsprøve – sangen The Rubber Room:

In a buildin’ tall with a stone wall around there’s a rubber room
When a man sees things and hears sounds that’s not there
He’s headed for the rubber room
Illusions in a twisted mind to save from self-destruction hmm it’s the rubber room
Where a man can run into the wall till his strenght makes him fall and lie still
And wait for help in the rubber room
From his blurry vision of doom a psycho in the rubber room
The man in the room right next to mine screams a woman’s name hits the wall in vain He’s in the rubber room
I hear footsteps poundin’ on the floor God I hope they don’t stop at my door
Hmm I’m in the rubber room
Now they’ve come to get me but they find
I’m a screamin’ pretty words tryin’ to make ’em rhyme
I’m n the rubber room hmm a psycho I’m in the rubber room hmm

Og her en corny video, hvor Porter synger sammen med en næste uigenkendelig Dolly Parton: Læs mere »

Addendernes orden er ligeglad, som min regnelærer sagde med et smørret smil. Indlægget om John Mayall skulle være kommet før Pere Ubu. Men sådan kan det gå, når der går ged i rækkefølgen.
Den sidste plade – 3 for 20 kr. – jeg fik fat i på biblioteket var Whiskeytowns udgivelse Pneumonia fra 2001. Whiskeytown er et projekt ledet af den hyperproduktive, amerikanske alt-country-americana-sanger-og-sangskriver Ryan Adams (f. 1974).
Whiskeytown blev dannet i 1994, og ud over Adams er Caitlin Cary, Phil Wandscher, Eric “Skillet” Gilmore og Mike Daly med. Gruppen opløstes mere eller mindre i 1999 på grund af interne problemer (Adams har ry for at være svær at arbejde sammen med…). Men både Caitlin og Adams, der udgjorde den faste kerne i gruppen, gav udtryk for at bandet ville blive gendannet.
Tre albums er det blevet til. Pneumonia er det sidste. Som hos andre alternative country-bands, fx Uncle Tupelo, så er der tale om musik, der står solidt plantet i country- og countryrock-traditionen, fx repræsenteret af Gram Parsons, og samtidig er musikken under indflydelse af moderne amerikansk rockmusik.
Debutpladen Faithless Street, der udkom på et lille plademærke ved navn Mood Food Records i 1996, gjorde Whiskeytown til et af de førende alt-country-bands. Allerede her kunne man se, at Ryan Adams var en sangskriver med potentiale. Noget, der blev bekræftet af album nr. 2 Stranger’s Almanac, der kom på det store Geffen Records i 1997.
Pneumonia var allerede indspillet i 1999, men på grund af nogle problemer med pladeselskabet (Outpost Records), der kom i klemme i samarbejdet mellem Polygram og Universal, blev pladen først udsendt i 2001 af Ryans nye pladeselskab Lost Highway Records. Undervejs under indspilningen af de tre plader foretog gruppen en række udskiftninger af medlemmerne.
Musikalsk har gruppen bevæget sig fra en mere traditionel countrylyd på den første plade til en mere sofistikeret country-rock-sound på den sidste skive.
Både Caitlin og Adams har været aktive ved siden af og efter gruppens opløsning. Caitlin har fx været med til at danne det tidligere omtalte americana-pigeband Tres Chicas.

Her spiller Whiskeytown nummeret “16 Days” fra Stranger’s Almanac: Læs mere »

Hvis man er til traditionel country & western med tekster, der kan mere end blot være musikkens svar på fødselsdagskort, så er Porter Wagoners seneste udspil The Wagonmaster lige sagen.
Porter blev født i 1927 i Ozark Bjergene i Missouri, og er et stort navn i amerikansk country. Blandt andet havde han sit eget tv-show – The Porter Wagoner Show – fra 1960 til 1979, hvor han blandt andet præsenterede en ung sangerinde og sangskriver ved navn Dolly Parton. De blev siden en duo – Porter and Dolly – der havde stor succes. Og da Dolly gik sine egne vegne, skrev hun sit megahit I Will Always Love You til Porter. Sangen blev også et stort hit med Whitney Houston, da hun indspillede den til filmen The Bodyguard.
Wagoner er en kæmpe, der rangerer på højde med Johnny Cash eller deromkring. På pladen finder man også Cash-nummeret Committed to Parkview, som Johnny donerede til Porter for år tilbage. En sang om sindets veje og ikke mindst irgange. Andre sange på pladen fortæller om kærlighed, de gode – men hårde – gamle dage, Vorherre og hverdagens dont i almindelighed. Pladen er et vidnesbyrd om, at man ikke behøver at gå i stå, blot fordi man har stået på Grand Ole Opry, countrymusikkens museale Mekka, og nærmer sig de 80 år. Wagoner har noget på hjerte og synger og fortæller, så mange yngre epigoner kunne lære en masse af det. Anbefalet.

Det måtte jo ske: At der blev lavet et bokssæt med Emmylou Harris. Hun har et hav af albums bag sig -alle af høj karat. Det er igen det nostalgisk-anakronistisk orienterede forlag Rhino, der udsender en boks med 80 sange på fire cd’er. I følge Billboard og Harris er der mange sjældenheder på skiverne, ikke tidligere udgivne sange med Harris selv og den Trio, hun lavede med Linda Rondstadt og Dolly Parton og sange fra diverse hyldestplader og compilations.
Men – efter en fireårig pause – er Harris også igang med at indspille en ny plade med hjælp fra blandt andre The McGarrigle Sisters – Kate & Anna. Udkommer på Nonesuch Records.

Så er der godt nyt på vej med den lille sanglærke og sangskriverske Laura Veirs, som blandt andet er blevet fremhævet af Listemageren. Den 28. marts udkommer hendes nye plade, der har fået navn efter backinggruppen Saltbreakers. På Lauras hjemmeside kan man høre lidt af pladen, der allerede har fået pæne omtaler i udenlandske medier. Stilen bliver kaldt country og folk. Men det er for så vidt ligegyldigt. Gode sange, god stemme og gode tekster – det er, hvad man får for pengene…

Where Gravity is Dead:

To timer om country-legenden Johnny Cash – det er, hvad DR2 byder på i aften. Så country-fans bør kende deres besøgelsestid kl. 20.00.

. Læs fx her.

Svensk TV 1 sender i aften kl. 22.50 og 1½ time frem programmet Willie Nelson and Freinds – Outlaws and Angels. Blandt de lovløse og englene finder man fx Bob Dylan, Merle Haggard, Keith Richards, Kid Rock, Al Green, Jerry Lee Lewis og Lucinda Williams. Hvis man ikke har SV1, ikke har tid, ikke kender nogen, der skal se programmet, så kan det også købes på DVD for et mindre beløb…

Man skal høre meget, før ørerne falder af, som min gamle far, søulken sagde. Nogle gange blev høre til hore, men det er en anden historie. For nylig gravede Klaus The Bee Gees’ gamle sange frem af mørket, hvilket de bestemt godt kan tåle, og nu kan man så læse, at den centrale figur i den gamle australske band, Barry Gibb, har købt selveste Johnny og June Cash’ hus og er ved at sætte det i stand. I den forbindelse siger Barry, at han har planer om at skrive sange i huset og at lave sin egen countryplade! Han udtaler til ABC News: “”I am a country artist, always have been a country artist, and this is my chance to get some self-expression out because the group is no longer the group” . For The Bee Gees eksisterer jo ikke mere, efter at Maurice Gibb døde i 2003 på tragisk vis. Det skal blive spændende at se, hvad det gamle BrødreneGebis-medlem kan få ud af den udfordring. Han kan jo godt skrive sange, når han vil. Så må man blot håbe, at det ikke bliver en blanding af Saturday Night Fever-falset og country…