Indlæg tagget med country

Steve Earle giver koncert på nettet

13. oktober 2007


For ikke så længe siden omtalte jeg den fremragende, amerikanske country-poet og sanger Steve Earle. Nu er det muligt at høre en dugfrisk koncert med samme kunstner på NPR. Det foregår her. Koncerten er optaget i Philadelphia.

The Court & Spark “Ventura White”

28. september 2007

SÃ¥ var der igen lidt at høste pÃ¥ det lokale biblioteks bog- og cd-udsalg. Og denne gang fandt jeg en plade, jeg længe har haft pÃ¥ min ønskeliste: The Court & Sparks debutplade “Venture Whites” fra 1999 (Tumult/Glitterhouse).
The Court & Spark, der mÃ¥ske har taget navn efter Joni Mitchells album af samme navn, er – eller var? – et San Francisco-baseret indieband, hvis musik mÃ¥ske kan beskrives som et møde mellem den amerikanske alternative-country musik og den Sonic Youth-støjende rockscene. Debutpladen fik begejstrede anmeldelser og gjorde gruppen til et kult-objekt. The Court & Spark bestÃ¥r (pÃ¥ debutpladen) af Scott Hirsch, James Kim, Joseph Rogers og sangeren M. C. Taylor. De har siden udgivet disse plader, der alle er udkommet pÃ¥ forlaget Absolutely Kosher:

Bless You (2001)
Witch Season (2004)
Dead Diamond River EP (2004)
Hearts (2006)

YouTube har en enkelt optagelse med bandet. Ikke den bedste, men man får dog et indtryk af gruppens musik. I øvrigt kan man på bandets hjemmeside læse, at det er gået mere eller mindre i opløsning. Indtil videre i hvert fald.

Bobby Bare & Shel Silverstein – genudgivet

7. september 2007

For snart længe siden skrev jeg en nostalgisk notits om traktørstedet Kruses Stue i Esbjerg. Det var her, jeg – og en hÃ¥ndfuld kammerater – fordrev tiden med at lytte til de toner, som jukeboxen kunne vederkvæge os med. En af de sange, jeg forbinder med stedet var den amerikanske countrysanger og -sangskriver Bobby Bares (eneste) pophit 500 Miles Away From Home. Ã…ret var 1963.
Jeg kom i tanke om Bobby Bare i gÃ¥r, da jeg skrev lidt om Skeeter Davis. De to lavede to duoplader sammen. Og i dag falder jeg sÃ¥ over en notits angÃ¥ende genudgivelsen af et af Bobby Bares gamle albums Bobby Bare Bobby Bare Sings Lullabys, Legends & Lies (And More). Parentesen (And More) angiver, at der er supplerende materiale pÃ¥ jubilæumsudgaven, faktisk en hel ekstra cd.Pladen, der oprindeligt udkom i 1973 og blev en succes i USA, er interessant, fordi den bygger pÃ¥ et – lidt overraskende – samarbejde mellem den notoriske “redneck” Bobby Bare og selveste hippie-flipper-poeten Shel Silverstein. Blandt sangene pÃ¥ den genudsendte, udvidede og remasterede udgave, finder man fx Sylvia’s Mother, som Dr. Hook ogsÃ¥ gjorde til et stort hit. Bobbys egen version nÃ¥ede en 12. plads pÃ¥ hitlisten i 1973.

500 Miles Away From Home – i en norsk optagelse fra dengang Kruses Stuen endnu fandtes:

Verdens ende – med Skeeter Davis

6. september 2007

“Kender du den?”, lyder det ovre fra sofahjørnet. Frøknens musikalske ører har opfattet en sang, der kommer fra lydsporet til filmen Girl Interrupted, som dansk tv udstrÃ¥ler (DR2). Frøknens interesse for musik er vokset stødt det sidste Ã¥rs tid, og hendes øre for melodier fornægter sig ikke. Sangen, der har indfanget hende, er “The End of the World” med den amerikanske country-hillbilly-sangerinden Skeeter Davis, der scorede sit største hit med netop den sang i 1963.
Skeeter Davis, hvis borgerlige navn var Mary Frances Penick, døde i 2004, 72 Ã¥r gammel. Hendes fortjeneste -var at være en af de første kvindelige solister, der lavede country i grænselandet til den rene pop. Country-pop. En anden var Patsy Cline. Og Skeeter Davis blev – som Patsy Cline – et forbillede for senere store stjerner pÃ¥ omrÃ¥det som fx Dolly Parton og Tammy Wynette. Hendes solokarriere blomstrede i tresserne og den fortsatte med en række singlehits frem til midten af halvfjerdserne, hvor efterspørgslen efter hendes bløde vokal dalede.

Steve Earle – en outlaw-country-poet

27. august 2007

Biblioteket havde nye forsyninger af kassable cd’er, og jeg kom hjem med to albums af Stephen Fain Earle, der bare kaldes Steve Earle. Amerikansk sanger og sangskriver, der udfolder sig i den afdeling af americana, der bunder i rock og country.
Anmeldere, kritikere og andre musikere har altid haft et godt øre for Steve Earles sange. Selv om Earle har haft mange odds imod sig – et massivt stofmisbrug, konflikter med loven og (ikke mindst) et utvetydigt politisk engagement, sÃ¥ har han fÃ¥et et godt ry og succes som sangskriver. Han er sÃ¥ledes modtaget ikke mindre end 11 Grammy-nomineringer, har været pÃ¥ forsiden The Rolling Stone som Ã¥rets country-kunstner i 1996, blev tildelt “Lifetime Achievement Award” som sangskriver af BBC Radio 2 og har modtaget en Grammy – i 2005 – for det countryalbummet The Revolution Starts Now. Dertil kommer, at han har arbejdet sammen med et hav af anerkende musikerkolleger, som fx Emmylou Harris, Lucinda Williams, Chris Hillman og Sheryl Crow.
Politisk må han betegnes som en slags ventreorienteret (radical), der har arbejdet sammen med anti-Vietnam-kampagnefolk, imod dødsstraf, for afskaffelse af landminer og senest imod krigen i Irak. En kompromisløs, lidenskabeligt engageret sangskriver, som beviser, at man sagtens kan skrive gode sangtekster, der også er politiske. Helt i traditionen fra Woody Guthrie.
De to skiver, jeg fik suppeleret min country-samling med, er The Mountain, som Earle indspillede med Del McCoury Band, et hæderkronet bluegrass-band (1999) og forløberen El Corazon (1996). Hvis man synes, at Whiskeytown og Ryan Adams er noget, sÃ¥ bør man ogsÃ¥ lytte til Steve Earle…

En smagsprøve pÃ¥ Earles sangskrivning, It’s Christmastime in Washington (fra El Corazon): Læs mere »

Flying Burrito Brothers og Gram Parsons

17. august 2007

For snart længe siden omtalte jeg en koncert med det amerikanske country-rock-band The Flying Burrito Brothers, som jeg havde det held at overvære i 1975 i Stakladen ved Studenternes Hus i Ã…rhus. Ideen til bandet opstod tilbage i 1968 i hovederne pÃ¥ legenden Gram Parsons og multiinstrumentalisten Chris Hillman (The Byrds). Parsons var til country fra starten og Hillman havde sammen med The Byrds lavet klassikeren Sweetheart of the Rodeo. De slog kludene sammen med bassisten og pianisten Chris Ethridge og afdøde pedal steel-virtuos “Sneaky” Pete Kleinow og indspillede albummet The Gilded Palace of Sin i 1969. Pladen solgte dÃ¥rligt, men fik – lige efter bogen – en stor betydning for efterfølgende country-rock-udgivelser.
Nu kan man sÃ¥ i musikpressen læse, at musikarkæologerne pÃ¥ det lille pladeselskab Amoeba Records udgiver hidtil ukendte live-indspilninger med Gram Parsons og The Flying Burrito Brothers under titlen: Gram Parsons Archive vol. 1: The Flying Burrito Brothers LIVE at the Avalon Ballroom 1969. Bag optagelserne stÃ¥r den erfarne lydmand hos Grateful Dead, Owsley “Bear” Stanley, hvilket borger for kvaliteten. Udgivelsen bestÃ¥r af to cd’er med ialt 27 numre, hvoraf de 10 aldrig før har været officielt udgivet.

Tracklisten ser således ud:
Track Liste:

Disc 1
1. Close Up the Honky Tonks
2. Dark End of the Street
3. Undo The Right/Somebody’s Back In Town
4. She Once Lived Here
5. We’ve Got to Get Ourselves Together
6. Lucille
7. Hot Burrito #1
8. Hot Burrito #2
9. Long Black Limousine
10. Mental Revenge
11. Sin City
12. Thousand Dollar Wedding
13. When Will I Be Loved

Bonus Disk:
Disc 2
1. Undo The Right/Somebody’s Back In Town
2. She Once Lived Here
3. Sweet Mental Revenge
4. We’ve Got to Get Ourselves Together
5. Lucille
6. Sin City
7. You Win Again
8. Hot Burrito #1
9. Hot Burrito #2
10. You’re Still On My Mind
11. Train Song
12. Long Black Limousine
13. Sweet Dream Baby
14. Do Right Woman

PÃ¥ plademærkets hjemmeside kan man – gratis – downloade nummeret “Long Black Limousine”, sÃ¥ man kan forvisse sig om, at der er noget at gÃ¥ efter…hvis man ellers er til country..

Video: Flying Burrito Brothers spiller pÃ¥ Altamont Festivalen i 69 “Six days on the Road”: Læs mere »

Dagens sang: Not Pretty Enough

7. august 2007

Her er sÃ¥ country-sangen, der fik min kaffe til at smage lidt bedre og gjorde mine skridt pÃ¥ jorden lidt lettere, da jeg skulle lufte Gravhunden.. Tak til den smÃ¥ Kasey Chambers….


Not Pretty Enough @ Yahoo! Video

TV-stjernen Johnny Cash

5. august 2007

Efter Johnny Cash’ død er der rigtig kommet gang i udsendelsen af mandens efterladte arbejder. Man skulle næste tro, at arvingene var i pengenød… Men heldigvis har det meste af det været kunstnerisk interessant, for Johnny holdt jo den kunstneriske fane højt gennem det meste af sit liv.
Seneste produkt er en obbelt-DVD med titlen “The Best of Johnny Cash TV Show”, besstÃ¥ende af 64 live-optrædener fra de ialt 58 afsnit af The Johnny Cash Show, som blev sendt pÃ¥ amerikansk tv i perioden fra 1969 til 1971. I optagelserne kan man gense Johnny og familien Cash, men ogsÃ¥ navne som Bob Dylan, Stevie Wonder, Neil Young, Joni Mitchell, Ray Charles, Creedence Clearwater Revival, Louis Armstrong, Loretta Lynn, Neil Diamond, Jerry Lee Lewis, George Jones, Derek and the Dominos og Roy Orbison. Vennen Kris Kristoffersen guider seerne igennem de mange afsnit. Dertil kommer en del dokumentarmaterialer, interviews etc. Sangen fra DVD-projektet kommer ogsÃ¥ pÃ¥ en særlig cd. Playlisten ser sÃ¥ledes ud: Læs mere »

Bear Family Records – et pladeselskab for samlere

28. juli 2007


Det er den svenske avis Dagens Nyheter, der fortæller historien om det tyske pladeselskab Bear Family Records. Et pladeselskab bestyret af samlere for samlere. Her kan man fÃ¥ tyske schlagere, “Lili Marleen” i flere hundrede udgaver, calypso osv.
Bag pladeselskabet, der har til huse ude pÃ¥ landet nord for Bremen, stÃ¥r Richard Weize og Herman Knülle, der har gjort en levevej ud af at sælge den musik, de elsker. Richard Weize har ogsÃ¥ sin egen samling pÃ¥ gÃ¥rden. Den bestÃ¥r af 30.000 LP-plader, 100.000 singleplader plus en mængde cd’er. I interviewet fortæller Weize om sin interesse for country og genopdagelsen af country-ikonet Merle Haggard. Voksne bloglæsere vil kunne huske, at Merle Haggard brød igennem med sangen “Okie from Muskogee”, der var en hyldest “hjemmebrænd og det amerikanske stjerneflag og en protest mod brændte indkaldelsespapirer, gruppesex og jesussandaler”. Og det kunne Richard ikke lide – dengang. Og nu udgiver forlaget sÃ¥ en boks med seks cd’er fra perioden 1968-1976, der giver et mere nuanceret billede af countrysangeren.
Family Bear udgiver ikke Greatest Hits. For det vil samlerne ikke have. De vil have den rene vare, dvs. revl og krat. Derfor er pladeselskabets kendetegn blevet store, omfattende bokssæt. Foreløbig er det blevet til ca. 250 stykker – i LP-format med tilsvarende store bøger. Fx kan man fÃ¥ det legendariske Sun-pladeselskabs samlede udgivelser pÃ¥ 24 fyldte albums. Eller komplette udgivelser af Willie Nelson, Johnny Cash, Hank Williams og Jim Reeves (som capacs mor var meget glad for…). PÃ¥ pladeselskabets hjemmeside kan man selv søge videre og savle over det.
En sjov ting er, at pladeselskabets gennembrud kom med lanceringen af cd’en. Det nye medie skabte en niche for de lille tyske selskab, der sælger for omkring 50 millioner kroner til samlere i USA. Læs mere om selskabet pÃ¥ Dagens Nyter, blandt andet om partneren Herman Knülle, der hellere vil lytte til Led Zeppelin og Nirvana…

Heads, Hands and Feet

19. juli 2007



For en rum tid siden havde jeg lejlighed til at se mindekoncert for afdøde George Harrison. Blandt de mange venner, der bidrog til at gøre koncerten til en værdig mindekoncert for den afdøde Beatle, var guitaristen Albert Lee (ikke at forveksle med tidligere omtalte Alvin Lee). Albert Lee startede helt tilbage i halvtredserne med at spille guitar og udviklede sin egen spillestil, der kombinerede brugen af plektrum og fingerspidser.
Musikstilen var en blanding af rhytm-and-blues, country og rock’n roll, og den første succes opnÃ¥ede han som medlem af sangeren Chris Farlowes band, the Thunderbirds, i tresserne.
Det var dog først med gruppen Heads, Hands & Feet, at Albert Lee opnÃ¥ede superguitariststatus. De øvrige medlemmer var sangeren Tony Colton,  trommeslageren Pete Gavin, bassisten Chas Hodges, keyboardspilleren Mike O’Neill og andenguitaristen Ray Smith. I perioden 1971-73 indspillede gruppen tre albums af høj kvalitet. Det første, der bar bandets navn, i 71. Og det efterfølgende to Ã¥r kom henholdsvis On The Tracks og Old Soldiers Never Die. De to første er genudsendt pÃ¥ cd. Der er ogsÃ¥ kommet en cd med titlen Home from Home (The Missing Album), hvis titel vist siger, hvad det drejer sig om. Derimod er Old Soldiers Never Die vist ikke overført til cd. Hvilket mÃ¥ske skyldes rettighedsproblemer.
Stilen pÃ¥ pladerne var country-inspireret rock med kant. Pladerne er i dag samlerobjekter for folk med smag for countryrock. Efter sigende har de en høj status i countrymusikkens Mekka Nashville… Gruppens og Albert Lee navnkundighed udsprang dog ikke mindst af gruppens hyppige koncerter, der gjorde bandet til et meget populært liveband i Storbritannien. Populariteten var sÃ¥ udtalt, at de blev inviteret til Tyskland for at optræde i capacs nostalgiprogram Beat-Club, hvor man havde næse for gode live-acts. Det var her, jeg fik ørerne op for bandet og dets indlysende kvaliteter.
Efter gruppens opløsning rejste Albert Lee til USA, hvor han ud over at have sit eget band Albert Lee Band (med et par af de gamle venner fra Heads, Hands and Feet) har været sideman for en række store navne: Emmylou Harris’ Hot Band, Eric Clapton, The Everly Brothers og ex-Rolling Stone Bill Wymans Rhytm Kings. Bare for at nævne et par stykker.

Youtube er leveringsdygtig i en håndfuld videoer. Her er nogle af dem:
Læs mere »