CAPAC

I næste måned udkommer TM Hunters EP La Porte. Bag TM Hunter gemmer sig ægteparret Terese og Michael Fischerson fra København. Af pressematerialet fremgår det, at Terese og Michael har ladet sig inspirere af så forskellige navne som Tom Waits, Coco Rosie og Serge Gainsbourg. Og at musikken minder om fransk musik og filmmusik. Og det er der da noget om. Men først og fremmest slår det mig, at jeg ikke har hørt noget lignede i strømmen af dansk musik. Ægteparret Fischerson har skabt deres egen form for pop, der besidder en melodiøs iørefaldenhed uden at være hitlisteorienteret, og som har et let anstrøg af melankoli over sig. På pladen får de to hjælp af Nikolaj Skjold (akustisk guitar og sang), Eva Tandrup Kock (Viola), Heidrun Petersen (Violin), Bettina Marie Tofte (Violin), Nicole Hogstrand (Cello) og Anders Bjerregaard Bass ).

Nedenfor kan man lytte til et af numrene fra EP’en, “Mon chat est mort”. Og det giver et godt indtryk af, hvad TM Hunter har at byde på. Jo, der er noget filmisk og fransk over det. Og Terese Fischerson synger dejligt, og man må håbe EP’en følges op af et album inden længe. TM Hunter er et eksempel på, at dansk populærmusik er frodig, mangfoldig og fuld af talent. Jeg har lagt EP’en ind på min IPod – bedre anbefaling kan jeg ikke give. TM Hunter er en behagelig overraskelse. Døm selv.

PS. Nummeret kan downloades ganske vederlagsfrit på plademærket Father Figure Records hjemmeside – lige her.

Sting. Det var den første indskydelse, jeg fik, da jeg lyttede til Jens Lysdals plade A matter of time. Halvvejs inde i nummeret “Shadows” gik associationer i retning af post-Police-Sting og hans udforskning af grænseområdet mellem jazz, rock og pop. Og så var der også noget i Lysdals stemme, der mindede en del om den gamle Police-bassist. Den næste indskydelse var Mike Batt og så Madeliene Peyroux. Og så…

Men Lysdal er, hvis vi nu skal forfølge den første indskydelse, langt mere eklektisk end hr. Sting. Styret af en udsøgt smagfuldhed lader Lysdal alskens inspirationer glide ind og farve de meget iørefaldende og stemningsfulde sange, der udgør pladen. Lidt jazz-swing her, lidt latinamerikanske toner (ikke mindst, når Øyvind Ougaards harmonika kaster sine forførende mønstre over sangene), lidt rock, lidt…ja, lidt af hvert.

Lysdal, der især har gjort sig bemærket som leverandør af soundtrack til en lang række film og tv-serier (fx Krøniken, Livvagterne, Forbrydelsen og Taxa) har to soloalbum på sit CV. A Matter of Time fra 1995 (og netop genudsendt) og It’s almost Love fra 2006. Dertil skal lægges et par singler og to duoplader. En med bassisten Hugo Rasmussen, Keep the light in your eyes (2001), og en med Laura Illeborg, Hjertekamre (2004).

A Matter of Time, som nu er genudsendt i en opdateret udgave, har næsten to årtier på bagen, men det er kendetegnende for Lysdals musik, at den sagtens kunne være indspillet i dag. Der er noget relativt tidløst over Lysdals smag for den gode melodi og for arrangementer, der ubesværet trækker på erfaringerne fra populærmusikkens seneste halve århundrede. Og på den måde er Lysdal både meget moderne og internationalt, for så vidt det kendetegner megen nutidig musik, at den nærmest hæmningsløst citerer fra alle de musikalske indtryk, verdensmusikken har givet i den nævnte periode.

A Matter of Time er sådan en plade, man fra første gennemlytning bliver rigtig glad for – og gladeligt lader snurre på afspilleren i timevis. Gode melodier, pletfri vellyd, men også en musiceren, der med sine diskrete improvisatoriske indfald og ideer afslører, at det er musik, der vil mere end bare behage et popøre. Easy listening med en kant, hvis man kan sige det så modsætningsfuldt. Musik, der kun kan gøre en opløftet, selv om der også er en vemodighed over nogle af numrene.

Det ville være synd og skam, hvis denne plade skulle blive glemt i mængde af udgivelser. Det er en af den slags plader, der ikke vil få lov at samle støv – på min pladereol. Bedre anbefaling kan jeg næsten ikke give. Værsgo.

Torben Bille har også lyttet til Lysdal igen…

For nogle indlæg siden omtalte jeg Sebastians engelske debutalbum, The Goddess, og tillod mig i den forbindelse at undre mig over, at Sebastian slet ikke er repræsenteret i Politikens bogudgivelse “1001 album du skal høre før du dør”. Med en markant karriere, der strækker sig over fire årtier og i omegnen af tredive album, synes Sebastian at være en figur, der er svær at komme uden om i hvilken som helst bog om dansk populærmusik. Min undren skal selvfølgelig ses i lyset af, at omtalte bog er en oversættelse af en engelsk udgivelse, som den danske journalist Jan Sneum så har fået lov til at supplere med 18 danske titler. Sikkert for at give udgivelsen et anstrøg af noget dansk – og, rimeligt nok, for at skubbe lidt til de danske musikelskeres købelyst. 18 titler og navne er jo ikke meget, selv om de valgte er rimelige nok, set herfra. Otto Brandenburg er med (men det er Peter Belli og pigtråden ikke), Cy, Maia & Robert og deres Out of our Times er selvskreven. Det samme er Steppeulvene og Hip (men Beefeaters er udelukket). Kliché og Supertanker er heller ikke til at komme uden om (selv om jeg nok ville have valgt toeren Okay Okay Boys). Til gengæld er hele firser-”gymnasierocken” sat i parantes. Savage Rose skal selvfølgelig med. Og det er også i orden med Skousen & Ingeman (men hvor er Røde Mor?). C. V. Jørgensen, Gasolin og TV2 er selvskrevne. Det er Anne Linnet åbenbart ikke – og heller ikke Kim Larsen som soloartist. Osv. Men i stedet for at kritisere en bog på dens begrænsninger kunne man jo også supplere den. Derfor starter jeg endnu en lille serie, der i princippet kan køre i årevis: Danske plader, du bør høre, inden det er for sent.Dermed kan jeg også råde lidt bod på min underprioritering af dansk musik.

Som nævnt er Sebastian ikke med i samlingen af 1001 album (i øvrigt: Hvilke udenlandske palder måtte vige for de danske? Nåh…videre…). Og spørgsmålet er så, hvilken eller hvilke plader i den store produktion, man skal unde sig selv at lytte til. I første omgang vil jeg pege på Sebastians fortolkninger af den tyske digter Bertold Brecht, “Tiderne Skifter” fra 1979. Pladen, der i øvrigt netop er blevet genudsendt i en dobbelt-jubilæumsudgave, er et kunstnerisk modigt projekt. Dels, fordi den autoritative Kurt Weillske musikalske iscenesættelse af Drei Grosschen Oper m.m. kan forekomme lidt skræmmende, men også, fordi det er modigt at trække den politiske digter Brecht over i en regulær popsammenhæng. Dertil skal lægges det mod, det var at udsende en plade med politisk kant så sent som i 1979, hvor vi stod med næsen i retning af de af-politiserede firsere og med de venstresnoede halvfjerdsere i bakspejlet. Selvfølgelig vil en sådan udgivelse falde Brecht-purister og politiske pernittengrynere for brystet (hvilket da også skete…), men jeg synes, projektet er vellykket – og i øvrigt i Brechts politiske ånd. Poppen er vor tids folkemusik. Derfor er det oplagt at itonesætte Brechts digte her. Og Sebastian gør Ivan Malinovskis og Erik Knudsens kongeniale fordanskninger til sine egne. Samtidig lykkes det for ham – og den gruppe af fremtrædende musikere, han benytter sig af (bl.a. Alex Riel, Kenneth Knudsen og Palle Mikkelborg) – at skabe hørlig forbindelse til Weill og få teksterne til at fremstå friske og aktuelle. Det er flot.

Tilbagespoling.