CAPAC

Da jeg gik i folkeskolen havde jeg en regnelærer, der ud over at undervise i matematik og regning forstod at opdrage sine elever til at blive tænkende væsner i et borgerligt demokrati. I historie havde vi lært om det parlamentariske system og der erfaret, at det var flertallet, der bestemte. Men min regnelærer gjorde gældende, at et rigtigt demokrati ikke kunne være et simpelt flertalsstyre. Et rigtigt demokrati skulle vise respekt og anerkendelse for mindretallet.

Jeg kom til at tænke på min gamle regnelærer, da jeg i går læste om boligforeningen i Egedalsvænge i Kokkedal, hvor et flertal i bestyrelsen havde afvist at købe det traditionelle juletræ i boligforeningen. Bestyrelsesflertallet består af muslimer, fremgik det af avisartiklerne. Og samme flertal havde tidligere bevilliget 60.000 kroner til afholdelse af den muslimske eid-fest. Så vidt jeg kunne læse ud af referaterne, så var der uenighed mellem bestyrelsesformanden Karin Leegaard Hansen og bestyrelsesmedlemmet og flertalsrepræsentanten Ismail Mestafi om begrundelsen for afslaget. I følge Mestafi var begrundelsen, at ingen ville tage sig af det praktiske. Ingen ville påtage sig opgaven at indkøbe træet. Det afvises dog af Karin Leegaard Hansen. Og efterfølgende – da en lokal virksomhedsejer havde tilbudt at indkøbe træet (og give støtte til eid-festen næste år) – afviste Mestafi tilbuddet, fordi det blev betragtet som et ‘diktat udefra’, og fordi beslutningen var af ‘principiel karakter’ og ikke handlede om penge.

Man må spørge, hvilket princip beslutningen skulle bekræfte? Hvis ikke netop princippet om, at flertallet bestemmer? Sagens udfald illustrerer ganske godt den demokratiske majoriserings problem. Når flertallet overhører minoriteten, så bliver det udtryk for ren magtinteresse og intolerance. På sin Facebookside skriver den radikale kulturminister Uffe Elbæk: “”Jeg har respekt for en beslutning truffet i en legitim, demokratisk valgt forsamling, også når den går imod det, jeg selv mener”.” Jeg mener, at Elbæk med sin respektfuldhed udøver en form for repressiv tolerance. I stedet burde han kritisere bestyrelsesflertallet for at være intolerant over for et kulturelt mindretal i boligforeningen. Ved at vise respekt for beslutningen risikerer han blot at bære ved til anti-islamismens bål, som andre politikere allerede har hældt mere benzin på. Beslutningen i Kokkedal er udtryk for en demokratisk magtfordrejning, og den bør imødegås med demokratiets våben: debat, kritik, analyse, argumentation osv.

I går genhørte jeg et lille interview med den kendte, amerikanske intellektuelle Noam Chomsky. En kendt lingvist, der især er blevet kendt som politisk analytiker og kommentator gennem en årrække med en lang række bøger, hvori han har hudflettet især amerikansk politik ud fra en i bedste forstand ‘radical’ position.

I DR 1 Orientering fra d. 10. februar i år – genudsendt i går (og som kan hentes som podcast på DRs hjemmeside), kunne man høre den aldrende Chomsky kommentere den aktuelle politiske situation i USA og de forestående valg på en måde, der fjernede den sidste rest af Obama-optimisme (We can!?) og leverede ramsaltet desillusion til enhver, der gad lytte efter. I følge Chomsky er det amerikanske demokrati kollapset. De to store partier – Rebublikanerne og Demokraterne – er i lommerne på de store private virksomheder. Man kan kun blive valgt, hvis man har masser af penge, og dem får man fra de private virksomheder. Til gengæld deponerer man politiken i deres interessessfære. Af samme grund er den massive arbejdsløshed i dagens USA slet ikke et privilegeret tema i den aktuelle valgkamp, selv om det burde være det. Og med henvisning til adskillige undersøgelser mente Chomsky at kunne slå fast, at majoriteten af amerikanerne for længst har mistet deres grundfæstede tro på, at det politiske system nogensinde ville kunne indfri deres forventninger til en bedre verden.

Efter Chomskys mening var der slet ikke noget demokratisk valg længere, med mindre man opfattede valget mellem to republikanske partier – en hårdere og et blødere – som et reelt valg. Det eneste, der pegede på muligheden for forandring, var Occupy-bevægelserne ude i gaderne. Chomsky var endda overrasket over, at disse bevægelser overhovedet var opstået, selv om de var et produkt af det liberalistiske samfunds fremfærd.

Chomskys skarpe, desillusionerede analyse fik mig til at tænke på, om det var ret meget anderledes i Danmark? For er sagen ikke, at vi ser et lignende billede herhjemme? I stedet for en borgerlig regering af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har vi fået en regering, der kun i kraft af sit parlamentariske grundlag i Enhedslisten kan kalde sig lyserød, men i realiteten er gennemborgerlig i sin kerne. Jovist, der har været småforbedringer, men bottom line er, at man fører borgerlig politik. Og hvor er debatten om arbejdsløsheden? Blikket er fast rettet mod EU og den ‘ansvarlige økonomi’, dvs. nedskæringer, besparelser og såkaldte ‘reformer’, der indebærer forringelser for pensionister, efterlønsmodtagere og andre i bunden af samfundspyramiden. Vi har en regering, der med Margrethe Vestager som økonomiminister har blikket fast fokuseret et sted ude i horisonten, hvor spinkle krusninger i overfladen kan tydes som tegn på, at den begærede ‘vækst’ er på vej som en anden økonomisk reinkarnation af en messias, hvis bare vi holder ud længe nok. Tegn, der sagtens kan læses med modsat fortegn. Vi regeres af parter, der mestendels består af akademikere, der aldrig har været længe nok ude blandt såkaldt almindelige danskere til rigtig at kunne identificere sig med ufaglærte og faglærte danskere.

Selv om det er en light-udgave, vi har at gøre med herhjemme, så er vi vel dybest set i samme båd som millioner af amerikanere, hvor der ikke er noget reelt politisk alternativ i folkestyret? Er der noget, der tyder på, at de magthavende har lært noget som helst af den krise, vi endnu sidder i til halsen? Er der sket radikale ændringer af finansverdenen, som bærer den størstedel af skylden for misèren? Er der ‘sat gang i hjulene’ (et par vindmølleparker kan ikke gøre det…)? Bliver der gjort noget for de mange arbejdsløse, der gerne vil have noget at rive i? Efteruddannelse for eksempel? Og hvad siger det om vores såkaldte folkestyre, at der er så lidt fantasi, når det drejer sig om at finde nye veje ud af krisen? Har vi ikke hørt det hele før?

[PR-foto]

De demografiske prognoser fortæller os, at vi i de kommende år vil få et overtal af ‘seniorer’, mennesker, der er over halvtreds. Og politikerne vil gerne have os til at tro, at der vil blive brug for ‘seniorerne’, når krisen engang er overstået og den begærede ‘vækst’ har sat ‘gang i hjulene’, forbruget er steget til exorbitante højder og så videre.

Men politikernes drømmerier i daglyset modsiges af deres egen ‘seniorpolitik’. For de har slet ikke nogen ‘seniorpolitik’. Ganske vist har de forringet efterlønsordningen, så den for de mange ikke længere er noget værd som flugtvej fra et aldersfjendsk arbejdsmarked – og det kan med lidt god vilje siges at passe til dagdrømmene. Men i forhold til en virkelighed med 160.000 arbejdsløse og udtalt mangel på jobs, så gør politikerne ingenting for at fastholde ‘seniorer’ på arbejdsmarkedet. Tværtimod hører man jævnligt historier om fyringer af ældre medarbejdere – fyringer, der ikke er begrundet i inkompetence, men alene i det faktum, at dåbsattesten har et forkert årstal.

Selv om jeg er i job – endnu – så har jeg for ganske nyligt mærket aldersdiskriminationen på min egen krop. På et tidspunkt søgte jeg job som deltidsunderviser på en højskole syd for Århus. Jeg vidste, at jeg var topkvalificeret til jobbet – både med hensyn til uddannelsesbaggrund og erfaring på området. Samtalen gik rigtig godt. Alligevel fik jeg ikke jobbet. Og begrundelsen var, at ‘jeg havde det forkerte køn og den forkerte alder’. Ansætteren havde samme køn som mig – og var ældre…

En god bekendt af mig går ledig for tiden. Og vedkommende faldt over en jobannonce fra en stor supermarkedskæde. I jobannoncen var der en formulering, der kunne tydes derhen, at man foretrak et ungt menneske. Men det stod ikke udtrykkeligt i annoncen. I tidligere annoncer havde koncernen ikke stukket noget under stolen og søgt unge under 18 år. En telefonisk henvendelse til kontaktpersonen afslørede da også, at det var unge, de havde i tankerne – og min bekendte kunne godt glemme alt om at få job dér. I en koncern, der udadtil gerne vil tækkes Familien Danmark med grønne produkter og høj forbrugerprofil…

Aldersdiskriminationen på det danske arbejdsmarked eksisterer i bedste velgående. Medens man snakker om kønskvotering for kvinder i ledelseskredse og blandt forskerne på universitetet – i kønsligestillingens hellige og skamridte navn – så behandles voksne, kvalificerede, sunde, raske mennesker som pariaer i det land, de selv har været med til at opbygge. Og politikerne sidder på hænderne. Og erhvervslederne ser kun på bundlinjen – og har åbenbart ingen interesse i voksne mennesker, der har erfaring, kvalifikationer og måske også selv kan tænke noget om det erhvervsliv, de har arbejdet for.

Medens politikerne demonstrerer politisk inkompetence og visionsløshed glider flere og flere seniorer ud i arbejdsløshed og videre ud i bistandssystemet, hvis de ikke er blandt de heldige, der kan komme på efterløn. Med det resultat, at de desillusioneres og demotiveres endegyldigt i forhold til det jobmarked, der alligevel ikke vil have dem. At det også samfundsøkonomisk er en katastrofal udvikling, kan enhver tænke sig til.

Vi lever i et samfund, der praler af at være demokratisk og bygge på demokratiske idealer. Men det gælder åbenbart ikke, når det drejer sig om arbejdsmarkedet og den relevante politik. Her hersker normer, der nærmest kan sammenlignes med enevælden og feudaltiden – og hvor diskrimination foregår dagligt iklædt moderne managementfloskler og retorisk omsvøb.

Hvis politikerne selv troede på, at vi snart bevæger os ind i en ny gylden periode med høj vækst og stor ‘efterspørgsel på arbejdskraft’ – også arbejdskraft fra seniorer, indvandrere, flygtninge, frugtbare kvinder osv. – så burde de for længst have ladet handling følge de floromvundne talestrømme og med lov og magt i hånd havde iværksat en holdningsændring på arbejdsmarkedet.

Nå, men så kan jeg da fortælle dig, at Danmark understrev ACTA i går ved en ceremoni i Tokyo sammen med en række andre lande. Og hvad er så ACTA vil du selvfølgelig spørge. Jo, ACTA står for Anti-Counterfeiting Trade Agreement og er en traktat, der udstikker retningslinjer for beskyttelse af den såkaldte copy right (herhjemme handler det om ophavsretten) og standarder for IP med mere. ACTA skal ses i relation til de meget omtalte SOPA og PIPA, som amerikanerne den sidste tid har debatteret – og som førte til en sort-skærms-protest fra mange internetsider, bl.a. Wikipedia. Hvilket igen sørgede for, at det to lovforslag netop fik medierne interesse. Og vist nok er blevet skrinlagt – indtil videre i hvert fald.

Medierne herhjemme har til gengæld ikke brugt krudt på ACTA, men det er der så meget desto større grund til, da rigtig mange lande har underskrevet traktaten, og fordi den er alt andet end uskyldig. For det første betyder Danmarks tiltrædelse, at man overlader til transnationale institutioner som fx WTO (verdenshandelsorganisationen), WTO (World Intellectual Property Organization – beskyttelse af ophavs- og kopieringsret) og FN at sætte reglerne for, hvordan rettighedernes skal beskyttes. Danmark afgiver med andre ord suverænitet i forhold til lovgivningen på ophavsretsområdet. Og det kan undre, at den aktuelle politiske debat om den såkaldte brev-sanktions-model (hvor ulovlig download kan medføre breve og sanktioner) vist ikke har medført en eneste bemærkning om ACTA. For det andet er ACTA – til forskel fra SOPA og PIPA – meget mere omfattende, idet det ikke kun drejer sig om ophavsret/copyright til musik, film osv., men også om kopivarer generelt og medicin.

Det er tankevækkende, at ACTA ikke har været genstand for offentlig debat i Danmark og andre lande, fordi den i sin konsekvens kan komme til at anfægte borgernes rettigheder. Fx privatlivets fred, hvis ACTA fx går ind og regulerer internetudbydernes servicering af kunderne (fx i form af kontrol, registrering osv.). Bare som eksempel. Og det kan undre, at ACTA ikke har fyldt godt op i medierne, eftersom traktaten stammer helt tilbage fra 2006, hvor den blev fremlagt af USA og Japan. Undervejs har kritiske grupper – bl.a. folkene bag Wikileaks, Læger uden grænser, IP Justice m.fl. – forsøgt at få aktiindsigt, men det har mødt modstand fra især de amr. myndigheder. Og det har med rette kastet et tvivlsomt lys over traktaten, der langt hen ad vejen er blevet skrevet i tæt samarbejde med de store firmaer, der har en oplagt interesse i at beskytte deres produkter. I den sammenhæng er borgerne i de forskellige lande og den offentlige debat blevet ladt i stikken. Og det er et bekymrende forhold…

Læs mere om ACTA her. Og her.

For ikke så længe siden blev socialdemokraten Henrik Sass Larsen indhentet af fortiden i form af nogle sms-beskeder, som han han udvekslet med en såkaldt rocker. Og “sagen”, som måske, måske ikke, er afsluttet, sendte Sass Larsen ned i det politiske hierarki, fordi PET ikke kunne cleare ham. Det kostede en ministerstol.

Nu er en anden politiker – Liberal Alliances leder Anders Samuelsen – kommet i mediernes søgelys, fordi også han har haft en relation til rockerverdenen. I to tilfælde har han angiveligt ageret sendebud mellem en ven og rockere. Samuelsen har afleveret penge i en afsluttet narkohandel.

Den garvede forsvarsadvokat Thorkild Høyer forklarer til Berlingske Tidende, at Samuelsen ikke har begået noget ulovligt. Handlen var indgået. Og Samuelsen hjalp ‘bare’ sin ven med at overdrage pengene. Ved at smide dem i en postkasse og give dem til en ukendt mandsperson.

Men – som i tilfældet med Sass Larsen – så handler det vel ikke om lovbrud? Sass Larsen og Samuelsen har ikke forbrudt sig mod landets love. Men mod nogle uskrevne – moralsk-etiske – regler for politikeres opførsel. Det er selve relationen til en dybt kriminel rockerverden, der er problematisk. Hvor overfladisk den end måttet være.

Det kan godt være, at Samuelsen ikke har begået noget ulovligt. Det kan godt være, at han ‘bare’ ville hjælpe en ven i nød. Og det kan godt være, at handlen under alle omstændigheder var indgået – og betalingen blot var en formalitet. Men, ikke desto mindre, var Samuelsen involveret i en transaktion, der i sit udgangspunkt er en ulovlighed. Narkohandel er en alvorlig forbrydelse i Danmark.

Nu tror jeg ikke, at hverken Sass Larsens’ eller Samuelsens’ “relationer” til rockerverdenen på lidt længere sigt får den store betydning for deres politiske karriere. Men de er en understregning af, at der stadigvæk i offentligheden ligger en forventning og en ideal forstilling om, at politikere skal leve et eksemplarisk liv. De skal holde deres sti ren, og der skal være sammenhæng mellem ord og handling – også med tilbagevirkende kraft.

Man skal passe på med at lytte til P1 Debat, når man kører hjem fra arbejde efter midnat. Man risikerer at køre i grøften eller ind i en lygtepæl. På grund af ophidselse eller frustration. – Det er efterhånden gået op for mig, at programmet ikke er et rigtigt debatprogram, men en karikatur af en demokratisk funderet debat. Den demokratisk funderede debat fungerer – forenklet sagt – sådan, at de debatterende lytter til hinanden og fremfører deres argumenter om det debatterede emne. Ideal set vinder den, der har de stærkeste argumenter ,og modparten lader sig bevæge et andet sted hen end der, hvor vedkommende oprindeligt stod.

I denne midnats udgave af P1 Debat blev karikaturen kørt helt ud i hampen – ad absurdum. Og det skyldtes primært en af de medvirkende, partiet Venstres arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs. Over for hende stod Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen. Og ordstyreren (in spe) var Eva-Marie Møller.

Ulla Tørnæs’ indlæg i det, der skulle være en debat, destruerede ethvert tilløb til meningsbrydning. Hendes destruktive strategi gik i sin enkelhed ud på, at hun 1. ikke lyttede til, hvad der blev spurgt om, 2. i stedet for at svare, fremturede hun med den ideologiske lektie, som hun har lært udenad og kunne aflire som en anden grammofonplade eller papegøje. Eva Marie Møller forsøgte forgæves at fastholde Tørnæs på sine spørgsmål – fx hvorfor regeringen gennem 10 år har brugt 8 milliarder på aktivering, der ikke har fået folk i arbejde – men Tørnæs forhold sig overhovedet ikke til det, der blev spurgt om. Enten lod hun, som om hun svarede, medens hun fremturede monologisk med sin ideologiske doktrin, eller også sagde hun direkte, at hun hellere ville kommentere noget andet.

Ulla Tørnæs er et – måske ekstremt – eksempel på, hvordan den politiske debat i den danske offentlighed er degenereret til et grotesk, absurd teater, hvor det ikke længere handler om konsensusorienteret dialog og debat, men netop om en meningsløs karikatur eller parodi. Becketts og Onescos absurde teaterstykker overført til den politiske scene med et halvt århundredes forsinkelse. Man ved næsten ikke, om man skal le eller græde – eller måske begge dele. Prøv selv at opleve det – her.

I USA vil man gerne sælge billedet af sig selv som det vestlige demokratis foregangsland, hvor de demokratiske friheder betyder noget. Fx ytringsfriheden. Men til tider har fx ytringsfriheden svære vilkår. Det så man fx i 2003, hvor Natalie Maines fra gruppen Dixie Chicks tillod sig at tale den amr. præsident George W. Bush midt imod med en bemærkning om, at hun og de andre i gruppen skammede sig over, at Bush kom fra deres hjemstat, Texas.

Begivenheden resulterede i, at Dixie Chicks blev lagt for had mange steder, deres CD’er blev ødelagt, der blev arrangeret kampagner mod gruppen på nettet og ved koncerter osv. Selv om andre sympatiserede med gruppens markante holdning til den krigsførende præsident – og bl.a. sørgede for at Dixie Chicks blev tildelt fem Grammys – så illustrerede Dixie Chicks oplevelser, at det har sin pris at ytre sig i The Land of the Free…

Sagen er nu blevet genstand for en film med titlen Dixie Chicks: Shut Up & Sing, som genfortæller, hvad der skete, set fra de tre countrypigers synsvinkel. Filmen har premiere i disse dage i USA og her er en smagsprøve:

»Ekstremismen tager til. Flere og flere mener sig berettiget til at tage sig selv til rette. Optøjerne på Nørrebro. Kirkebesættere. Østerild. Og ekstremismens hidtil mest sataniske fjæs nu i Norge. Det er 70’erne om igen. De næste år handler om demokratiets og retsstatens klippegrund. Nok er nok. Enten er man med. Eller også imod«.

Hvis man har læst dagens aviser og medier, vil man med garanti have stødt på ovenstående citat i en eller anden form. Venstreminister Søren Pinds emotionelt drevne udtalelser på sin Facebookside har givet anledning til mange kommentarer rundt omkring på nettet. Og det er kun forståeligt. At sætte fredelige vindmølleprotesterende, irakiske kirkebesættere, unge bz-ere osv. på fællesnævneren ”ekstremismen”, må nødvendigvis fremkalde protester, modsigelser osv.

Termen “ekstremisme” – her oven i købet i bestemt form – er kendetegnet ved at blive brugt fra en udsigelsesposition, der opfatter sig selv som stående i midten, centralt i det politiske felt, på den Pinds selv betegner en “klippegrund”. Det er altid “de andre”, der er yderliggående, ekstremister.

Og termen bruges især i politisk retorik, hvad enten der er tale om venstre- eller højrefløjsretorik. I borgelig forstand – som i Pinds tilfælde – drejer det sig om positioner, der opfattes som antagonistiske, uforsonlige i forhold til det borgerlige demokrati (“demokratiets og retsstatens klippegrund”).

Det er også kendetegnende for dem, der bruger termen “ekstremisme”, at den ofte forbindes med ideer, der forstås som sikring af det borgerlige demokrati: styrkelse af politiet og dets magtmidler, udvidelse af efterretningstjenesternes beføjelser og i det hele taget en effektivisering af statens magtmidler over for befolkningen. Derfor ser vi også i kølvandet på begivenhederne i Norge, at der efterspørges flere love, censurregler (fx i forhold til den norske mands terrormanual) osv. Brugen af ordet ‘ekstremisme’ er tæt forbundet med en tankegang, der vil løse politiske problemeer med instrumentelle og administrative midler – og ikke ad demokratisk vej. Altså gennem dialog, oplysning osv.

Når Pinds slår alt i hartkorn og taler om “ekstremismen” foretager han en alvorlig generalisering, hvis konsekvenser vil være lige så generelle sanktioner og forholdsregler. Sagt på en anden måde: Fordi Pind nægter at skelne mellem de forskellige former for ‘ekstremisme’ (som han forstår det), vil hans løsninger blive almene og i sidste ende komme til at gælde alle (andre).

Problemet med denne ekstremismetankegang er, at den er fuldstændig blind over for sin egen udsigelses position. Pinds associationskæde eller metonymiske glidning omfatter i sin konsekvens enhver dissens eller kritik i og af det borgerlige demokrati. Den demokratiske uenighed, som jo er demokratiets essens, bliver gjort til ekstremisme. Enten er man med Pind. Eller også er man ikke. Og dermed placerer Pind sig i en udemokratisk og ekstremistisk position.

Link

“Har du set, at den lille prins skal gå i en almindelig dansk folkeskole?”. Sådan cirka lød spørgsmålet i forbifarten på job, hvor man snakker om alt mellem himmel og jord. Og jo, det var ikke forbigået min opmærksomhed. For det royale nyhedsstof har jo bredt sig med nærmest viral smitsom- og hurtighed til alle landets medier – måske med undtagelse af Information. Og det er i sig selv en grund til dyb undren hos en erklæret republikaner som overtegnede skrivekugle. Om jeg forstår denne dyrkelse af en anakronistisk insistitution, der modsiger alt, hvad jeg forbinder med demokrati.

Alligevel opfattede jeg den lille nyhed som en god nyhed. For når den lille prins skal gå i folkeskolen, den udskældte, udsultede danske folkeskole – og ikke som mange af sine forgængere på den elitære Krebs’ skole – så kan det selvfølgelig kun være endnu et tegn på, at kongehuset er under langsom, men sikker afvikling. sådan er det sikkert ikke tænkt, men det er den rationelle kerne i sagen. Tendensen mod, at de kongelige skal være lige som deres ‘undersåtter’ – udjævningen, ligemageriet, forskelsudviskningen – er undergravningen af institutionens eksistensberettigelse.

Kongehuset har kun og vil kun eksistere i kraft af dets ekstreme privilegering, afstand til og ulighed i forhold til såkaldt almindelige danskere. Med almindeliggørelsen af skolegangen er der taget endnu et skridt mod ligegyldigheden…