Indlæg tagget med demokrati

Droner Рn̴r snild krigsteknologi vender sig mod civilsamfundet

30. juli 2013
[Foto lånt fra sitet www.theeyeofthetiber.com]
Der var engang et klogt hovede, der skrev, at hvis noget var teknologisk muligt, s̴ ville det ogs̴ blive en realitet. For eksempel: Hvis det er muligt at manipulere med planters genetiske materiale, s̴ vil det ogs̴ ske. Og det skete Рtrods protester og advarsler.
Den samme lovmæssighed gør sig gældende inden for krigsteknologien. Siden Anden Verdenskrig har vi været vidner til et veritabelt vÃ¥benkapløb. Frem til den Kolde Krigs afslutning omkring Berlinmurens fald handlede det især om nuklearvÃ¥ben. Hvem der havde flest – og hvor de var placeret. Tænk blot pÃ¥ Cuba-krisen…
Siden er der sket meget. Computer- og robotteknologien er kommet i spil. Og en af de meget omtalte snilde krigsteknologier er de sÃ¥kaldte ubemandede droner. SmÃ¥ fly, der styres fra fx en bunker i Nevadaørknen og sendes fx til et andet land – fx Afghanistan eller Pakistan – hvor de dels spionerer og indsamler data, men ogsÃ¥ kan sende misiler af sted for dræbe angivelige fjender.
Danmarks Radio viste i gÃ¥r aftes en meget seværdig udsendelse om disse droner og de problemer, anvendelsen af dem fører med sig. Set ud fra en ren krigsteknologisk synsvinkel, sÃ¥ indebærer dronerne nogle  klare fordele. Dels forhindrer brugen af dem, at nogle af den krigsførende nations soldater kommer til skade ved aktionerne. Og dels er der ogsÃ¥ økonomiske fordele – selv om de er dyre at anskaffe. Man behøver jo ikke at sende mange soldater og meget materiel ud i verden, nÃ¥r sÃ¥dan en lille maskine kan løse selv avancerede opgaver.
Det problematiske kommer ind pÃ¥ en  anden led. For anvendelsen af dronerne rejser spørgsmÃ¥l vedrørende verdensborgerens menneskerettigheder og dennes retssikkerhed. Er det sÃ¥ledes i orden, at USA sender en drone af sted til et fremmed land, hvor den slÃ¥r en borger – ja, fx ogsÃ¥ en amerikansk statsborger – ihjel uden at denne har været stillet over for en domstol med en sigtets rettigheder? Er det i orden, at USA opfører sig som om resten af verden er Amerikas baggÃ¥rd, hvor man bare kan overflyve landes territorier – uden at informere om det og sikre sig disse landes samtykke? Og er det i orden, at et stort antal ansatte i den private vÃ¥benindustri aktivt medvirker, nÃ¥r dronerne er pÃ¥ arbejde? Er det acceptabelt med sÃ¥dan en privatisering af krigsførelsen? Og hvad med disse ansattes rettigheder – fx hvis nogen skal stilles til ansvar for hændelige fejl, hvor mennesker dræbes uden legitim grund? Og udsendelsen stiller andre prekære spørgsmÃ¥l. Hvad vil der ske, nÃ¥r næste teknologiske skridt tages – og man sender droner af sted, der selv skal indsamle information og ‘tage beslutning om’, hvorvidt der skal angribes eller ej? Hvem har sÃ¥ ansvaret? Den amerikanske præsident?
Udsendelsen rejser i det hele taget en lang række spørgsmål om menneskerettigheder, om demokratiske spilleregler, om moderne krigsførelse og etik, om USAs globale rolle, om overvågning af civilsamfundet, om en magtfuld våbenindustris behov for krige osv.
Gense udsendelsen her – den er tankevækkende.

Balladen om et juletræ i Kokkedal – om demokrati og tolerance

9. november 2012

Da jeg gik i folkeskolen havde jeg en regnelærer, der ud over at undervise i matematik og regning forstod at opdrage sine elever til at blive tænkende væsner i et borgerligt demokrati. I historie havde vi lært om det parlamentariske system og der erfaret, at det var flertallet, der bestemte. Men min regnelærer gjorde gældende, at et rigtigt demokrati ikke kunne være et simpelt flertalsstyre. Et rigtigt demokrati skulle vise respekt og anerkendelse for mindretallet.

Jeg kom til at tænke pÃ¥ min gamle regnelærer, da jeg i gÃ¥r læste om boligforeningen i Egedalsvænge i Kokkedal, hvor et flertal i bestyrelsen havde afvist at købe det traditionelle juletræ i boligforeningen. Bestyrelsesflertallet bestÃ¥r af muslimer, fremgik det af avisartiklerne. Og samme flertal havde tidligere bevilliget 60.000 kroner til afholdelse af den muslimske eid-fest. SÃ¥ vidt jeg kunne læse ud af referaterne, sÃ¥ var der uenighed mellem bestyrelsesformanden Karin Leegaard Hansen og bestyrelsesmedlemmet og flertalsrepræsentanten Ismail Mestafi om begrundelsen for afslaget. I følge Mestafi var begrundelsen, at ingen ville tage sig af det praktiske. Ingen ville pÃ¥tage sig opgaven at indkøbe træet. Det afvises dog af Karin Leegaard Hansen. Og efterfølgende – da en lokal virksomhedsejer havde tilbudt at indkøbe træet (og give støtte til eid-festen næste Ã¥r) – afviste Mestafi tilbuddet, fordi det blev betragtet som et ‘diktat udefra’, og fordi beslutningen var af ‘principiel karakter’ og ikke handlede om penge.

Man mÃ¥ spørge, hvilket princip beslutningen skulle bekræfte? Hvis ikke netop princippet om, at flertallet bestemmer? Sagens udfald illustrerer ganske godt den demokratiske majoriserings problem. NÃ¥r flertallet overhører minoriteten, sÃ¥ bliver det udtryk for ren magtinteresse og intolerance. PÃ¥ sin Facebookside skriver den radikale kulturminister Uffe Elbæk: “”Jeg har respekt for en beslutning truffet i en legitim, demokratisk valgt forsamling, ogsÃ¥ nÃ¥r den gÃ¥r imod det, jeg selv mener”.” Jeg mener, at Elbæk med sin respektfuldhed udøver en form for repressiv tolerance. I stedet burde han kritisere bestyrelsesflertallet for at være intolerant over for et kulturelt mindretal i boligforeningen. Ved at vise respekt for beslutningen risikerer han blot at bære ved til anti-islamismens bÃ¥l, som andre politikere allerede har hældt mere benzin pÃ¥. Beslutningen i Kokkedal er udtryk for en demokratisk magtfordrejning, og den bør imødegÃ¥s med demokratiets vÃ¥ben: debat, kritik, analyse, argumentation osv.

Noam Chomsky og det republikanske USA – og det borgerliggjorte Danmark…

11. april 2012

I gÃ¥r genhørte jeg et lille interview med den kendte, amerikanske intellektuelle Noam Chomsky. En kendt lingvist, der især er blevet kendt som politisk analytiker og kommentator gennem en Ã¥rrække med en lang række bøger, hvori han har hudflettet især amerikansk politik ud fra en i bedste forstand ‘radical’ position.

I DR 1 Orientering fra d. 10. februar i Ã¥r – genudsendt i gÃ¥r (og som kan hentes som podcast pÃ¥ DRs hjemmeside), kunne man høre den aldrende Chomsky kommentere den aktuelle politiske situation i USA og de forestÃ¥ende valg pÃ¥ en mÃ¥de, der fjernede den sidste rest af Obama-optimisme (We can!?) og leverede ramsaltet desillusion til enhver, der gad lytte efter. I følge Chomsky er det amerikanske demokrati kollapset. De to store partier – Rebublikanerne og Demokraterne – er i lommerne pÃ¥ de store private virksomheder. Man kan kun blive valgt, hvis man har masser af penge, og dem fÃ¥r man fra de private virksomheder. Til gengæld deponerer man politiken i deres interessessfære. Af samme grund er den massive arbejdsløshed i dagens USA slet ikke et privilegeret tema i den aktuelle valgkamp, selv om det burde være det. Og med henvisning til adskillige undersøgelser mente Chomsky at kunne slÃ¥ fast, at majoriteten af amerikanerne for længst har mistet deres grundfæstede tro pÃ¥, at det politiske system nogensinde ville kunne indfri deres forventninger til en bedre verden.

Efter Chomskys mening var der slet ikke noget demokratisk valg længere, med mindre man opfattede valget mellem to republikanske partier – en hÃ¥rdere og et blødere – som et reelt valg. Det eneste, der pegede pÃ¥ muligheden for forandring, var Occupy-bevægelserne ude i gaderne. Chomsky var endda overrasket over, at disse bevægelser overhovedet var opstÃ¥et, selv om de var et produkt af det liberalistiske samfunds fremfærd.

Chomskys skarpe, desillusionerede analyse fik mig til at tænke pÃ¥, om det var ret meget anderledes i Danmark? For er sagen ikke, at vi ser et lignende billede herhjemme? I stedet for en borgerlig regering af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har vi fÃ¥et en regering, der kun i kraft af sit parlamentariske grundlag i Enhedslisten kan kalde sig lyserød, men i realiteten er gennemborgerlig i sin kerne. Jovist, der har været smÃ¥forbedringer, men bottom line er, at man fører borgerlig politik. Og hvor er debatten om arbejdsløsheden? Blikket er fast rettet mod EU og den ‘ansvarlige økonomi’, dvs. nedskæringer, besparelser og sÃ¥kaldte ‘reformer’, der indebærer forringelser for pensionister, efterlønsmodtagere og andre i bunden af samfundspyramiden. Vi har en regering, der med Margrethe Vestager som økonomiminister har blikket fast fokuseret et sted ude i horisonten, hvor spinkle krusninger i overfladen kan tydes som tegn pÃ¥, at den begærede ‘vækst’ er pÃ¥ vej som en anden økonomisk reinkarnation af en messias, hvis bare vi holder ud længe nok. Tegn, der sagtens kan læses med modsat fortegn. Vi regeres af parter, der mestendels bestÃ¥r af akademikere, der aldrig har været længe nok ude blandt sÃ¥kaldt almindelige danskere til rigtig at kunne identificere sig med ufaglærte og faglærte danskere.

Selv om det er en light-udgave, vi har at gøre med herhjemme, sÃ¥ er vi vel dybest set i samme bÃ¥d som millioner af amerikanere, hvor der ikke er noget reelt politisk alternativ i folkestyret? Er der noget, der tyder pÃ¥, at de magthavende har lært noget som helst af den krise, vi endnu sidder i til halsen? Er der sket radikale ændringer af finansverdenen, som bærer den størstedel af skylden for misèren? Er der ‘sat gang i hjulene’ (et par vindmølleparker kan ikke gøre det…)? Bliver der gjort noget for de mange arbejdsløse, der gerne vil have noget at rive i? Efteruddannelse for eksempel? Og hvad siger det om vores sÃ¥kaldte folkestyre, at der er sÃ¥ lidt fantasi, nÃ¥r det drejer sig om at finde nye veje ud af krisen? Har vi ikke hørt det hele før?

[PR-foto]

Du er for gammel

2. marts 2012

De demografiske prognoser fortæller os, at vi i de kommende Ã¥r vil fÃ¥ et overtal af ‘seniorer’, mennesker, der er over halvtreds. Og politikerne vil gerne have os til at tro, at der vil blive brug for ‘seniorerne’, nÃ¥r krisen engang er overstÃ¥et og den begærede ‘vækst’ har sat ‘gang i hjulene’, forbruget er steget til exorbitante højder og sÃ¥ videre.

Men politikernes drømmerier i daglyset modsiges af deres egen ‘seniorpolitik’. For de har slet ikke nogen ‘seniorpolitik’. Ganske vist har de forringet efterlønsordningen, sÃ¥ den for de mange ikke længere er noget værd som flugtvej fra et aldersfjendsk arbejdsmarked – og det kan med lidt god vilje siges at passe til dagdrømmene. Men i forhold til en virkelighed med 160.000 arbejdsløse og udtalt mangel pÃ¥ jobs, sÃ¥ gør politikerne ingenting for at fastholde ‘seniorer’ pÃ¥ arbejdsmarkedet. Tværtimod hører man jævnligt historier om fyringer af ældre medarbejdere – fyringer, der ikke er begrundet i inkompetence, men alene i det faktum, at dÃ¥bsattesten har et forkert Ã¥rstal.

Selv om jeg er i job – endnu – sÃ¥ har jeg for ganske nyligt mærket aldersdiskriminationen pÃ¥ min egen krop. PÃ¥ et tidspunkt søgte jeg job som deltidsunderviser pÃ¥ en højskole syd for Ã…rhus. Jeg vidste, at jeg var topkvalificeret til jobbet – bÃ¥de med hensyn til uddannelsesbaggrund og erfaring pÃ¥ omrÃ¥det. Samtalen gik rigtig godt. Alligevel fik jeg ikke jobbet. Og begrundelsen var, at ‘jeg havde det forkerte køn og den forkerte alder’. Ansætteren havde samme køn som mig – og var ældre…

En god bekendt af mig gÃ¥r ledig for tiden. Og vedkommende faldt over en jobannonce fra en stor supermarkedskæde. I jobannoncen var der en formulering, der kunne tydes derhen, at man foretrak et ungt menneske. Men det stod ikke udtrykkeligt i annoncen. I tidligere annoncer havde koncernen ikke stukket noget under stolen og søgt unge under 18 Ã¥r. En telefonisk henvendelse til kontaktpersonen afslørede da ogsÃ¥, at det var unge, de havde i tankerne – og min bekendte kunne godt glemme alt om at fÃ¥ job dér. I en koncern, der udadtil gerne vil tækkes Familien Danmark med grønne produkter og høj forbrugerprofil…

Aldersdiskriminationen pÃ¥ det danske arbejdsmarked eksisterer i bedste velgÃ¥ende. Medens man snakker om kønskvotering for kvinder i ledelseskredse og blandt forskerne pÃ¥ universitetet – i kønsligestillingens hellige og skamridte navn – sÃ¥ behandles voksne, kvalificerede, sunde, raske mennesker som pariaer i det land, de selv har været med til at opbygge. Og politikerne sidder pÃ¥ hænderne. Og erhvervslederne ser kun pÃ¥ bundlinjen – og har Ã¥benbart ingen interesse i voksne mennesker, der har erfaring, kvalifikationer og mÃ¥ske ogsÃ¥ selv kan tænke noget om det erhvervsliv, de har arbejdet for.

Medens politikerne demonstrerer politisk inkompetence og visionsløshed glider flere og flere seniorer ud i arbejdsløshed og videre ud i bistandssystemet, hvis de ikke er blandt de heldige, der kan komme på efterløn. Med det resultat, at de desillusioneres og demotiveres endegyldigt i forhold til det jobmarked, der alligevel ikke vil have dem. At det også samfundsøkonomisk er en katastrofal udvikling, kan enhver tænke sig til.

Vi lever i et samfund, der praler af at være demokratisk og bygge pÃ¥ demokratiske idealer. Men det gælder Ã¥benbart ikke, nÃ¥r det drejer sig om arbejdsmarkedet og den relevante politik. Her hersker normer, der nærmest kan sammenlignes med enevælden og feudaltiden – og hvor diskrimination foregÃ¥r dagligt iklædt moderne managementfloskler og retorisk omsvøb.

Hvis politikerne selv troede pÃ¥, at vi snart bevæger os ind i en ny gylden periode med høj vækst og stor ‘efterspørgsel pÃ¥ arbejdskraft’ – ogsÃ¥ arbejdskraft fra seniorer, indvandrere, flygtninge, frugtbare kvinder osv. – sÃ¥ burde de for længst have ladet handling følge de floromvundne talestrømme og med lov og magt i hÃ¥nd havde iværksat en holdningsændring pÃ¥ arbejdsmarkedet.

Har du (heller ikke) hørt om ACTA?

27. januar 2012

NÃ¥, men sÃ¥ kan jeg da fortælle dig, at Danmark understrev ACTA i gÃ¥r ved en ceremoni i Tokyo sammen med en række andre lande. Og hvad er sÃ¥ ACTA vil du selvfølgelig spørge. Jo, ACTA stÃ¥r for Anti-Counterfeiting Trade Agreement og er en traktat, der udstikker retningslinjer for beskyttelse af den sÃ¥kaldte copy right (herhjemme handler det om ophavsretten) og standarder for IP med mere. ACTA skal ses i relation til de meget omtalte SOPA og PIPA, som amerikanerne den sidste tid har debatteret – og som førte til en sort-skærms-protest fra mange internetsider, bl.a. Wikipedia. Hvilket igen sørgede for, at det to lovforslag netop fik medierne interesse. Og vist nok er blevet skrinlagt – indtil videre i hvert fald.

Medierne herhjemme har til gengæld ikke brugt krudt pÃ¥ ACTA, men det er der sÃ¥ meget desto større grund til, da rigtig mange lande har underskrevet traktaten, og fordi den er alt andet end uskyldig. For det første betyder Danmarks tiltrædelse, at man overlader til transnationale institutioner som fx WTO (verdenshandelsorganisationen), WTO (World Intellectual Property Organization – beskyttelse af ophavs- og kopieringsret) og FN at sætte reglerne for, hvordan rettighedernes skal beskyttes. Danmark afgiver med andre ord suverænitet i forhold til lovgivningen pÃ¥ ophavsretsomrÃ¥det. Og det kan undre, at den aktuelle politiske debat om den sÃ¥kaldte brev-sanktions-model (hvor ulovlig download kan medføre breve og sanktioner) vist ikke har medført en eneste bemærkning om ACTA. For det andet er ACTA – til forskel fra SOPA og PIPA – meget mere omfattende, idet det ikke kun drejer sig om ophavsret/copyright til musik, film osv., men ogsÃ¥ om kopivarer generelt og medicin.

Det er tankevækkende, at ACTA ikke har været genstand for offentlig debat i Danmark og andre lande, fordi den i sin konsekvens kan komme til at anfægte borgernes rettigheder. Fx privatlivets fred, hvis ACTA fx gÃ¥r ind og regulerer internetudbydernes servicering af kunderne (fx i form af kontrol, registrering osv.). Bare som eksempel. Og det kan undre, at ACTA ikke har fyldt godt op i medierne, eftersom traktaten stammer helt tilbage fra 2006, hvor den blev fremlagt af USA og Japan. Undervejs har kritiske grupper – bl.a. folkene bag Wikileaks, Læger uden grænser, IP Justice m.fl. – forsøgt at fÃ¥ aktiindsigt, men det har mødt modstand fra især de amr. myndigheder. Og det har med rette kastet et tvivlsomt lys over traktaten, der langt hen ad vejen er blevet skrevet i tæt samarbejde med de store firmaer, der har en oplagt interesse i at beskytte deres produkter. I den sammenhæng er borgerne i de forskellige lande og den offentlige debat blevet ladt i stikken. Og det er et bekymrende forhold…

Læs mere om ACTA her. Og her.

Politiske rockerrelationer: Fra Sass Larsen til Anders Samuelsen

6. november 2011

For ikke sÃ¥ længe siden blev socialdemokraten Henrik Sass Larsen indhentet af fortiden i form af nogle sms-beskeder, som han han udvekslet med en sÃ¥kaldt rocker. Og “sagen”, som mÃ¥ske, mÃ¥ske ikke, er afsluttet, sendte Sass Larsen ned i det politiske hierarki, fordi PET ikke kunne cleare ham. Det kostede en ministerstol.

Nu er en anden politiker – Liberal Alliances leder Anders Samuelsen – kommet i mediernes søgelys, fordi ogsÃ¥ han har haft en relation til rockerverdenen. I to tilfælde har han angiveligt ageret sendebud mellem en ven og rockere. Samuelsen har afleveret penge i en afsluttet narkohandel.

Den garvede forsvarsadvokat Thorkild Høyer forklarer til Berlingske Tidende, at Samuelsen ikke har begÃ¥et noget ulovligt. Handlen var indgÃ¥et. Og Samuelsen hjalp ‘bare’ sin ven med at overdrage pengene. Ved at smide dem i en postkasse og give dem til en ukendt mandsperson.

Men – som i tilfældet med Sass Larsen – sÃ¥ handler det vel ikke om lovbrud? Sass Larsen og Samuelsen har ikke forbrudt sig mod landets love. Men mod nogle uskrevne – moralsk-etiske – regler for politikeres opførsel. Det er selve relationen til en dybt kriminel rockerverden, der er problematisk. Hvor overfladisk den end mÃ¥ttet være.

Det kan godt være, at Samuelsen ikke har begÃ¥et noget ulovligt. Det kan godt være, at han ‘bare’ ville hjælpe en ven i nød. Og det kan godt være, at handlen under alle omstændigheder var indgÃ¥et – og betalingen blot var en formalitet. Men, ikke desto mindre, var Samuelsen involveret i en transaktion, der i sit udgangspunkt er en ulovlighed. Narkohandel er en alvorlig forbrydelse i Danmark.

Nu tror jeg ikke, at hverken Sass Larsens’ eller Samuelsens’ “relationer” til rockerverdenen pÃ¥ lidt længere sigt fÃ¥r den store betydning for deres politiske karriere. Men de er en understregning af, at der stadigvæk i offentligheden ligger en forventning og en ideal forstilling om, at politikere skal leve et eksemplarisk liv. De skal holde deres sti ren, og der skal være sammenhæng mellem ord og handling – ogsÃ¥ med tilbagevirkende kraft.

Ulla Tørnæs – en ideologisk papegøje

2. september 2011

Man skal passe pÃ¥ med at lytte til P1 Debat, nÃ¥r man kører hjem fra arbejde efter midnat. Man risikerer at køre i grøften eller ind i en lygtepæl. PÃ¥ grund af ophidselse eller frustration. – Det er efterhÃ¥nden gÃ¥et op for mig, at programmet ikke er et rigtigt debatprogram, men en karikatur af en demokratisk funderet debat. Den demokratisk funderede debat fungerer – forenklet sagt – sÃ¥dan, at de debatterende lytter til hinanden og fremfører deres argumenter om det debatterede emne. Ideal set vinder den, der har de stærkeste argumenter ,og modparten lader sig bevæge et andet sted hen end der, hvor vedkommende oprindeligt stod.

I denne midnats udgave af P1 Debat blev karikaturen kørt helt ud i hampen – ad absurdum. Og det skyldtes primært en af de medvirkende, partiet Venstres arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs. Over for hende stod Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen. Og ordstyreren (in spe) var Eva-Marie Møller.

Ulla Tørnæs’ indlæg i det, der skulle være en debat, destruerede ethvert tilløb til meningsbrydning. Hendes destruktive strategi gik i sin enkelhed ud pÃ¥, at hun 1. ikke lyttede til, hvad der blev spurgt om, 2. i stedet for at svare, fremturede hun med den ideologiske lektie, som hun har lært udenad og kunne aflire som en anden grammofonplade eller papegøje. Eva Marie Møller forsøgte forgæves at fastholde Tørnæs pÃ¥ sine spørgsmÃ¥l – fx hvorfor regeringen gennem 10 Ã¥r har brugt 8 milliarder pÃ¥ aktivering, der ikke har fÃ¥et folk i arbejde – men Tørnæs forhold sig overhovedet ikke til det, der blev spurgt om. Enten lod hun, som om hun svarede, medens hun fremturede monologisk med sin ideologiske doktrin, eller ogsÃ¥ sagde hun direkte, at hun hellere ville kommentere noget andet.

Ulla Tørnæs er et – mÃ¥ske ekstremt – eksempel pÃ¥, hvordan den politiske debat i den danske offentlighed er degenereret til et grotesk, absurd teater, hvor det ikke længere handler om konsensusorienteret dialog og debat, men netop om en meningsløs karikatur eller parodi. Becketts og Onescos absurde teaterstykker overført til den politiske scene med et halvt Ã¥rhundredes forsinkelse. Man ved næsten ikke, om man skal le eller græde – eller mÃ¥ske begge dele. Prøv selv at opleve det – her.

Hold kæft og syng! – Dixie Chicks og ytringsfriheden

9. august 2011

I USA vil man gerne sælge billedet af sig selv som det vestlige demokratis foregangsland, hvor de demokratiske friheder betyder noget. Fx ytringsfriheden. Men til tider har fx ytringsfriheden svære vilkår. Det så man fx i 2003, hvor Natalie Maines fra gruppen Dixie Chicks tillod sig at tale den amr. præsident George W. Bush midt imod med en bemærkning om, at hun og de andre i gruppen skammede sig over, at Bush kom fra deres hjemstat, Texas.

Begivenheden resulterede i, at Dixie Chicks blev lagt for had mange steder, deres CD’er blev ødelagt, der blev arrangeret kampagner mod gruppen pÃ¥ nettet og ved koncerter osv. Selv om andre sympatiserede med gruppens markante holdning til den krigsførende præsident – og bl.a. sørgede for at Dixie Chicks blev tildelt fem Grammys – sÃ¥ illustrerede Dixie Chicks oplevelser, at det har sin pris at ytre sig i The Land of the Free…

Sagen er nu blevet genstand for en film med titlen Dixie Chicks: Shut Up & Sing, som genfortæller, hvad der skete, set fra de tre countrypigers synsvinkel. Filmen har premiere i disse dage i USA og her er en smagsprøve:

Pind over gevind – eller ekstremismebjælken i øjet

26. juli 2011

»Ekstremismen tager til. Flere og flere mener sig berettiget til at tage sig selv til rette. Optøjerne på Nørrebro. Kirkebesættere. Østerild. Og ekstremismens hidtil mest sataniske fjæs nu i Norge. Det er 70’erne om igen. De næste år handler om demokratiets og retsstatens klippegrund. Nok er nok. Enten er man med. Eller også imod«.

Hvis man har læst dagens aviser og medier, vil man med garanti have stødt på ovenstående citat i en eller anden form. Venstreminister Søren Pinds emotionelt drevne udtalelser på sin Facebookside har givet anledning til mange kommentarer rundt omkring på nettet. Og det er kun forståeligt. At sætte fredelige vindmølleprotesterende, irakiske kirkebesættere, unge bz-ere osv. på fællesnævneren ”ekstremismen”, må nødvendigvis fremkalde protester, modsigelser osv.

Termen “ekstremisme” – her oven i købet i bestemt form – er kendetegnet ved at blive brugt fra en udsigelsesposition, der opfatter sig selv som stÃ¥ende i midten, centralt i det politiske felt, pÃ¥ den Pinds selv betegner en “klippegrund”. Det er altid “de andre”, der er yderliggÃ¥ende, ekstremister.

Og termen bruges især i politisk retorik, hvad enten der er tale om venstre- eller højrefløjsretorik. I borgelig forstand – som i Pinds tilfælde – drejer det sig om positioner, der opfattes som antagonistiske, uforsonlige i forhold til det borgerlige demokrati (“demokratiets og retsstatens klippegrund”).

Det er ogsÃ¥ kendetegnende for dem, der bruger termen “ekstremisme”, at den ofte forbindes med ideer, der forstÃ¥s som sikring af det borgerlige demokrati: styrkelse af politiet og dets magtmidler, udvidelse af efterretningstjenesternes beføjelser og i det hele taget en effektivisering af statens magtmidler over for befolkningen. Derfor ser vi ogsÃ¥ i kølvandet pÃ¥ begivenhederne i Norge, at der efterspørges flere love, censurregler (fx i forhold til den norske mands terrormanual) osv. Brugen af ordet ‘ekstremisme’ er tæt forbundet med en tankegang, der vil løse politiske problemeer med instrumentelle og administrative midler – og ikke ad demokratisk vej. AltsÃ¥ gennem dialog, oplysning osv.

NÃ¥r Pinds slÃ¥r alt i hartkorn og taler om “ekstremismen” foretager han en alvorlig generalisering, hvis konsekvenser vil være lige sÃ¥ generelle sanktioner og forholdsregler. Sagt pÃ¥ en anden mÃ¥de: Fordi Pind nægter at skelne mellem de forskellige former for ‘ekstremisme’ (som han forstÃ¥r det), vil hans løsninger blive almene og i sidste ende komme til at gælde alle (andre).

Problemet med denne ekstremismetankegang er, at den er fuldstændig blind over for sin egen udsigelses position. Pinds associationskæde eller metonymiske glidning omfatter i sin konsekvens enhver dissens eller kritik i og af det borgerlige demokrati. Den demokratiske uenighed, som jo er demokratiets essens, bliver gjort til ekstremisme. Enten er man med Pind. Eller også er man ikke. Og dermed placerer Pind sig i en udemokratisk og ekstremistisk position.

“Der var engang en retsstat” – Eva Smith har ordet

4. juni 2011

Link