Indlæg tagget med demokrati

Politiske rockerrelationer: Fra Sass Larsen til Anders Samuelsen

6. november 2011

For ikke sÃ¥ længe siden blev socialdemokraten Henrik Sass Larsen indhentet af fortiden i form af nogle sms-beskeder, som han han udvekslet med en sÃ¥kaldt rocker. Og “sagen”, som mÃ¥ske, mÃ¥ske ikke, er afsluttet, sendte Sass Larsen ned i det politiske hierarki, fordi PET ikke kunne cleare ham. Det kostede en ministerstol.

Nu er en anden politiker – Liberal Alliances leder Anders Samuelsen – kommet i mediernes søgelys, fordi ogsÃ¥ han har haft en relation til rockerverdenen. I to tilfælde har han angiveligt ageret sendebud mellem en ven og rockere. Samuelsen har afleveret penge i en afsluttet narkohandel.

Den garvede forsvarsadvokat Thorkild Høyer forklarer til Berlingske Tidende, at Samuelsen ikke har begÃ¥et noget ulovligt. Handlen var indgÃ¥et. Og Samuelsen hjalp ‘bare’ sin ven med at overdrage pengene. Ved at smide dem i en postkasse og give dem til en ukendt mandsperson.

Men – som i tilfældet med Sass Larsen – sÃ¥ handler det vel ikke om lovbrud? Sass Larsen og Samuelsen har ikke forbrudt sig mod landets love. Men mod nogle uskrevne – moralsk-etiske – regler for politikeres opførsel. Det er selve relationen til en dybt kriminel rockerverden, der er problematisk. Hvor overfladisk den end mÃ¥ttet være.

Det kan godt være, at Samuelsen ikke har begÃ¥et noget ulovligt. Det kan godt være, at han ‘bare’ ville hjælpe en ven i nød. Og det kan godt være, at handlen under alle omstændigheder var indgÃ¥et – og betalingen blot var en formalitet. Men, ikke desto mindre, var Samuelsen involveret i en transaktion, der i sit udgangspunkt er en ulovlighed. Narkohandel er en alvorlig forbrydelse i Danmark.

Nu tror jeg ikke, at hverken Sass Larsens’ eller Samuelsens’ “relationer” til rockerverdenen pÃ¥ lidt længere sigt fÃ¥r den store betydning for deres politiske karriere. Men de er en understregning af, at der stadigvæk i offentligheden ligger en forventning og en ideal forstilling om, at politikere skal leve et eksemplarisk liv. De skal holde deres sti ren, og der skal være sammenhæng mellem ord og handling – ogsÃ¥ med tilbagevirkende kraft.

Ulla Tørnæs – en ideologisk papegøje

2. september 2011

Man skal passe pÃ¥ med at lytte til P1 Debat, nÃ¥r man kører hjem fra arbejde efter midnat. Man risikerer at køre i grøften eller ind i en lygtepæl. PÃ¥ grund af ophidselse eller frustration. – Det er efterhÃ¥nden gÃ¥et op for mig, at programmet ikke er et rigtigt debatprogram, men en karikatur af en demokratisk funderet debat. Den demokratisk funderede debat fungerer – forenklet sagt – sÃ¥dan, at de debatterende lytter til hinanden og fremfører deres argumenter om det debatterede emne. Ideal set vinder den, der har de stærkeste argumenter ,og modparten lader sig bevæge et andet sted hen end der, hvor vedkommende oprindeligt stod.

I denne midnats udgave af P1 Debat blev karikaturen kørt helt ud i hampen – ad absurdum. Og det skyldtes primært en af de medvirkende, partiet Venstres arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs. Over for hende stod Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen. Og ordstyreren (in spe) var Eva-Marie Møller.

Ulla Tørnæs’ indlæg i det, der skulle være en debat, destruerede ethvert tilløb til meningsbrydning. Hendes destruktive strategi gik i sin enkelhed ud pÃ¥, at hun 1. ikke lyttede til, hvad der blev spurgt om, 2. i stedet for at svare, fremturede hun med den ideologiske lektie, som hun har lært udenad og kunne aflire som en anden grammofonplade eller papegøje. Eva Marie Møller forsøgte forgæves at fastholde Tørnæs pÃ¥ sine spørgsmÃ¥l – fx hvorfor regeringen gennem 10 Ã¥r har brugt 8 milliarder pÃ¥ aktivering, der ikke har fÃ¥et folk i arbejde – men Tørnæs forhold sig overhovedet ikke til det, der blev spurgt om. Enten lod hun, som om hun svarede, medens hun fremturede monologisk med sin ideologiske doktrin, eller ogsÃ¥ sagde hun direkte, at hun hellere ville kommentere noget andet.

Ulla Tørnæs er et – mÃ¥ske ekstremt – eksempel pÃ¥, hvordan den politiske debat i den danske offentlighed er degenereret til et grotesk, absurd teater, hvor det ikke længere handler om konsensusorienteret dialog og debat, men netop om en meningsløs karikatur eller parodi. Becketts og Onescos absurde teaterstykker overført til den politiske scene med et halvt Ã¥rhundredes forsinkelse. Man ved næsten ikke, om man skal le eller græde – eller mÃ¥ske begge dele. Prøv selv at opleve det – her.

Hold kæft og syng! – Dixie Chicks og ytringsfriheden

9. august 2011

I USA vil man gerne sælge billedet af sig selv som det vestlige demokratis foregangsland, hvor de demokratiske friheder betyder noget. Fx ytringsfriheden. Men til tider har fx ytringsfriheden svære vilkår. Det så man fx i 2003, hvor Natalie Maines fra gruppen Dixie Chicks tillod sig at tale den amr. præsident George W. Bush midt imod med en bemærkning om, at hun og de andre i gruppen skammede sig over, at Bush kom fra deres hjemstat, Texas.

Begivenheden resulterede i, at Dixie Chicks blev lagt for had mange steder, deres CD’er blev ødelagt, der blev arrangeret kampagner mod gruppen pÃ¥ nettet og ved koncerter osv. Selv om andre sympatiserede med gruppens markante holdning til den krigsførende præsident – og bl.a. sørgede for at Dixie Chicks blev tildelt fem Grammys – sÃ¥ illustrerede Dixie Chicks oplevelser, at det har sin pris at ytre sig i The Land of the Free…

Sagen er nu blevet genstand for en film med titlen Dixie Chicks: Shut Up & Sing, som genfortæller, hvad der skete, set fra de tre countrypigers synsvinkel. Filmen har premiere i disse dage i USA og her er en smagsprøve:

Pind over gevind – eller ekstremismebjælken i øjet

26. juli 2011

»Ekstremismen tager til. Flere og flere mener sig berettiget til at tage sig selv til rette. Optøjerne på Nørrebro. Kirkebesættere. Østerild. Og ekstremismens hidtil mest sataniske fjæs nu i Norge. Det er 70’erne om igen. De næste år handler om demokratiets og retsstatens klippegrund. Nok er nok. Enten er man med. Eller også imod«.

Hvis man har læst dagens aviser og medier, vil man med garanti have stødt på ovenstående citat i en eller anden form. Venstreminister Søren Pinds emotionelt drevne udtalelser på sin Facebookside har givet anledning til mange kommentarer rundt omkring på nettet. Og det er kun forståeligt. At sætte fredelige vindmølleprotesterende, irakiske kirkebesættere, unge bz-ere osv. på fællesnævneren ”ekstremismen”, må nødvendigvis fremkalde protester, modsigelser osv.

Termen “ekstremisme” – her oven i købet i bestemt form – er kendetegnet ved at blive brugt fra en udsigelsesposition, der opfatter sig selv som stÃ¥ende i midten, centralt i det politiske felt, pÃ¥ den Pinds selv betegner en “klippegrund”. Det er altid “de andre”, der er yderliggÃ¥ende, ekstremister.

Og termen bruges især i politisk retorik, hvad enten der er tale om venstre- eller højrefløjsretorik. I borgelig forstand – som i Pinds tilfælde – drejer det sig om positioner, der opfattes som antagonistiske, uforsonlige i forhold til det borgerlige demokrati (“demokratiets og retsstatens klippegrund”).

Det er ogsÃ¥ kendetegnende for dem, der bruger termen “ekstremisme”, at den ofte forbindes med ideer, der forstÃ¥s som sikring af det borgerlige demokrati: styrkelse af politiet og dets magtmidler, udvidelse af efterretningstjenesternes beføjelser og i det hele taget en effektivisering af statens magtmidler over for befolkningen. Derfor ser vi ogsÃ¥ i kølvandet pÃ¥ begivenhederne i Norge, at der efterspørges flere love, censurregler (fx i forhold til den norske mands terrormanual) osv. Brugen af ordet ‘ekstremisme’ er tæt forbundet med en tankegang, der vil løse politiske problemeer med instrumentelle og administrative midler – og ikke ad demokratisk vej. AltsÃ¥ gennem dialog, oplysning osv.

NÃ¥r Pinds slÃ¥r alt i hartkorn og taler om “ekstremismen” foretager han en alvorlig generalisering, hvis konsekvenser vil være lige sÃ¥ generelle sanktioner og forholdsregler. Sagt pÃ¥ en anden mÃ¥de: Fordi Pind nægter at skelne mellem de forskellige former for ‘ekstremisme’ (som han forstÃ¥r det), vil hans løsninger blive almene og i sidste ende komme til at gælde alle (andre).

Problemet med denne ekstremismetankegang er, at den er fuldstændig blind over for sin egen udsigelses position. Pinds associationskæde eller metonymiske glidning omfatter i sin konsekvens enhver dissens eller kritik i og af det borgerlige demokrati. Den demokratiske uenighed, som jo er demokratiets essens, bliver gjort til ekstremisme. Enten er man med Pind. Eller også er man ikke. Og dermed placerer Pind sig i en udemokratisk og ekstremistisk position.

“Der var engang en retsstat” – Eva Smith har ordet

4. juni 2011

Link