Indlæg tagget med demokrati

Den kongelige danske folkeskole

29. april 2011

“Har du set, at den lille prins skal gÃ¥ i en almindelig dansk folkeskole?”. SÃ¥dan cirka lød spørgsmÃ¥let i forbifarten pÃ¥ job, hvor man snakker om alt mellem himmel og jord. Og jo, det var ikke forbigÃ¥et min opmærksomhed. For det royale nyhedsstof har jo bredt sig med nærmest viral smitsom- og hurtighed til alle landets medier – mÃ¥ske med undtagelse af Information. Og det er i sig selv en grund til dyb undren hos en erklæret republikaner som overtegnede skrivekugle. Om jeg forstÃ¥r denne dyrkelse af en anakronistisk insistitution, der modsiger alt, hvad jeg forbinder med demokrati.

Alligevel opfattede jeg den lille nyhed som en god nyhed. For nÃ¥r den lille prins skal gÃ¥ i folkeskolen, den udskældte, udsultede danske folkeskole – og ikke som mange af sine forgængere pÃ¥ den elitære Krebs’ skole – sÃ¥ kan det selvfølgelig kun være endnu et tegn pÃ¥, at kongehuset er under langsom, men sikker afvikling. sÃ¥dan er det sikkert ikke tænkt, men det er den rationelle kerne i sagen. Tendensen mod, at de kongelige skal være lige som deres ‘undersÃ¥tter’ – udjævningen, ligemageriet, forskelsudviskningen – er undergravningen af institutionens eksistensberettigelse.

Kongehuset har kun og vil kun eksistere i kraft af dets ekstreme privilegering, afstand til og ulighed i forhold til sÃ¥kaldt almindelige danskere. Med almindeliggørelsen af skolegangen er der taget endnu et skridt mod ligegyldigheden…

Ang. Bilal Philips, Islamisk Trossamfund og det verdslige Danmark

14. april 2011

I den forgangne uge har et af de kontroversielle emner i den hjemlige offentlighed været den muslimske prædikant Bilal Philips’ planlagte møde med herboende unge muslimer pÃ¥ Nørrebro. Bilal Philips har gjort sig bemærket med markante holdninger til fænomener som ‘selvmordsbomber’, korporlig tugtelse af kvinder og homoseksualitet.
Bilals besøg har fÃ¥et danske politikere – fra Dansk Folkeparti – til at mene, at manden skulle forhindres i at komme ind i landet og i at tale. Emnet blev taget op pÃ¥ DR P1 i programmet P1 Debat, som jeg altid hører, nÃ¥r jeg kører fra arbejde. I debatten deltog talsmand for Islamiske Trossamfund, som stÃ¥r bag invitationen af Philips, Imran Shah og de Radikales Manu Sareen.
Det interessante ved debatten er ikke, at Philips kommer til landet og taler. Vi kan kun afvise folk, hvis de udgør en konkret trussel mod vort samfund. Problemet er heller ikke, at Bilal Philips har nogle holdninger, vi forbinder med et fundamentalistisk, religiøst livssyn. Det interessante er, hvad Islamisk Trossamfund forestiller sig en rabiat troende som Bilal Philips kan bidrage med i forhold til unge muslimers forståelse og accept af det samfund, de lever i.
I udsendelsen bliver Imran Shah spurgt direkte, om han – som repræsentant for Islamisk Trossamfund og som erklæret forbillede for de unge – gÃ¥r ind for Sharia-loven, som er indbegrebet af fundamentalistisk, islamisk tro. Hvortil han gentagne gange svarer, at han ikke mener, det er et relevant spørgsmÃ¥l, fordi vi lever i Danmark og her gælder Grundloven. Et retorisk snedigt svar, hvormed Shah tilsyneladende undgÃ¥r at tage stilling til den omstridte Sharia-lov ved at relativere Sharia-lovens gyldighed. Den gælder ikke i den aktuelle, historiske situation i Danmark, (men…).

Problemet er blot, at Shah med den retoriske manøvre kommer til at bekræfte Sharia-lovens gyldighed, fordi man ikke kan relativere denne gyldighed. Enten er du for Sharialoven eller ogsÃ¥ er man imod. Og eftersom Shah ikke udtrykkeligt tager afstand er han – og Islamisk Trossamfund – lønligt for loven, mÃ¥ man konkludere. Og dermed har Shah og hans trosfæller et problem i forhold til det verdslige, danske demokrati, hvor Grundloven stÃ¥r over enhver religiøs forordning og lov.

Det værste ved Shahs position er ikke, at han gÃ¥r ind for Sharia-loven, men at han ikke stÃ¥r ved det – offentligt. Det er ikke mindst uheldigt og dybt problematisk, nÃ¥r han skal agere forbillede og rollemodel for søgende og forvirrede unge mennesker i et miljø – Nørrebro – hvor der er store problemer med kriminalitet og andre sociale forhold. Set i det lys er invitationen af Bilal Philips ikke en tilfældighed. Det er en konsekvens af den tvetungede tale, der kommer til udtryk i den anførte holdning. Hør udsendelsen og døm selv.

Programmet kan høres her:her

NÃ¥r Wikien lækker – Wikileaks.

2. december 2010

Forleden blev stifteren af Wikileaks, Julian Assange, efterlyst globalt, fordi han i Sverige er under anklage for voldtægt. Hvor mange mon bliver efterlyst globalt, fordi de har fÃ¥et en voldtægtsanklage pÃ¥ halsen? Efterlysningen kaster selvfølgelig et skarpt lys pÃ¥ fænomenet Wikileaks’ projekt: at offentliggør normalt ikke-tilgængelige dokumenter fra anonyme kilder og “internetlæk” med mere. Anmeldelsen siger noget om Wikileaks betydning i den globale politiske virkelighed. Der er ingen tvivl om, at nogle magtfulde personer, institutioner osv. gerne sÃ¥ Assange bag tremmer i hÃ¥b om, at det ville kunne dæmpe den Ã¥reladning af information, som Wikileaks fortløbende bevirker.
Noget af det interessante ved Wikileaksafsløringerne omkring Irak-krigen og de seneste omkring diplomatiets virke er, at afsløringerne giver os almindelige, dødelige borgere i de vestlige, såkaldte demokratier indblik i det dobbeltspil, som foregår. Vi får en fornemmelse af den afgrund, der mellem den officielle politiske virkelighed og det, der foregår bag lukkede døre og (som udgangspunkt) off the record. Selvfølgelig ved vi godt, at det forholder sig sådan. Det har pressen i årevis forsøgt at fortælle os. Det har været den kritiske journalistiks fornemste opgave i demokratiet at gøre. Men med Wikileaks er afsløringerne af dobbeltspillet blevet endnu mere omfattende og uforudsigelig.
Et eksempel er de endnu ikke frigivne dokumenter af den forhenværende, amerikanske ambassadør James Cains e-mail-korrespondance til den tidl. amerikanske præsident George W. Bush. Til Berlingske Tidende afslører Cain, at han i de pÃ¥gældende e-mails forhold sig stærkt kritisk til den danske politiske opposition med Helle Thorning Schmidt i spidsen: »Jeg skrev til præsident Bush, at der var grund til bekymring, hvis der kom et regeringsskifte – fordi jeg vidste, at en socialdemokratisk regering ville være afhængig af Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, og at der derved var udsigt til en kursændring/…/Jeg kendte selvfølgelig til Helle Thorning-Schmidts holdning – og ja, jeg var bekymret for, at hun som ny statsminister i en koalition med SF og De Radikale ville føre en politik, som ikke var den, som USA ønskede«. Vi fÃ¥r se, om de faktiske afsløringer har andre artigheder at byde pÃ¥; men den citerede afsløring viser mÃ¥ske, at den sÃ¥kaldte spionagesag – hvor den amr. ambassade var under anklage for at udspionere almindelige danskere i København – nok ikke var en tilfældighed. Og jeg synes ogsÃ¥, at afsløringen sætter et stort spørgsmÃ¥lstegn ved den siddende regerings ukritiske, vandtætte og blinde loyalitet over for USA som allieret. Hvis ikke amerikanerne kan acceptere en dansk politik formuleret og realiseret af Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og de Radikale, hvordan kan vi sÃ¥ ukritisk være deres allierede? James Cain har selv kaldt sine afsløringer “bagateller”, sÃ¥ man mÃ¥ formode, at der er andre saftigere sager pÃ¥ spil, hvilket ogsÃ¥ understreges af, at han pÃ¥ tv i gÃ¥r kaldte Wikileaks-afsløringerne for “højforædderi”…
Er Wikileaks et gode? Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Wikileaks vil forstærke magthavernes anstrengelser for at begrænse offentlighedens indsigt i, hvad der foregÃ¥r i magtcentrene. AltsÃ¥ forstærke den tendens, vi har set – ogsÃ¥ herhjemme – specielt efter 9/11. Ud fra et demokratisk synspunkt mÃ¥ vi bifalde Wikileaks arbejde. For kun gennem voksende indsigt i magtens arbejde vil vi kunne styrke det demokrati, der altid er truet af magten.

Noget om det borgerlige demokrati

25. november 2010

At følge den nationale politiske udvikling omkring regeringen, oppositionen og Folketinget er en forstemmende oplevelse. Alene det forhold, at de to store oppositionspartier – Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti – til stadighed læner sig op af borgerlige poliske ideer i deres forsøg pÃ¥ at være et politisk alternativ er nedslÃ¥ende.

Men den aktuelle politiske situations forudsigelig- og fantasiløshed har uden tvivl ogsÃ¥ noget at gøre med den mÃ¥de, det borgerlige demokrati fungerer pÃ¥. Sagt pÃ¥ en anden mÃ¥de: Hvis vi skal gøre os forhÃ¥bninger om radikale ændringer pÃ¥ det politiske niveau – fx i form af langsigtede, konstruktive, strukturelle reformer – sÃ¥ kræver det en styrkelse af demokratiet. I den forbindelse er det tankevækkende, at netop en konservativ politiker tager fat pÃ¥ dette i en vis forstand tabuiserede tema. Det er kulturminister Per Stig Møller, som i en ny bog slÃ¥r til lyd for (gen)indførelsen af et “landsting” ved siden af Folketinget. I følge Kristeligt Dagblads referat er forklaringen, at Møller vil gøre op med “stemningsdemokratiet“, hvor politikerne løber hovedløse rundt i en politisk virkelighed, hvor dagsordnen er sat af mediernes fragmentariske og summariske nyhedsbombardement og spinkulturens iscenesættelser af, hvad politik skal være. Møller vil have plads til eftertanken – bl.a. i lovgivningsprocessen. Det nye kammer vil – efter Møllers mening – kunne indføre en tiltrængt inerti i den politiske proces.

Om det er vejen, skal jeg lade være usagt. Den konservative Møller har sikkert ogsÃ¥ skelet til det amerikanske tokammersystem i sin genopfriskning af ideen. Og dette systems tendens til nogle gange at lamme den politiske proces er vel ikke ligefrem noget at stræbe efter. Men det er en velkommen diskussion Møller lægger op til, fordi det nærmest er uhørt at sætte spørgsmÃ¥lstegn ved vort alt andet en perfekte repræsentative demokratis forudsætninger og fungeren. Hvis hensigten kunne være at styrke og forbedre demokratiet – altsÃ¥: folkestyret – sÃ¥ mÃ¥tte denne diskussion gerne smitte af pÃ¥ de politiske partiers interne debatter…

Arven fra 9/11 – Big Mother’s watching you!

8. november 2010

Siden dengang, hvor tvillingetÃ¥rnene sank i grus i New Yorks finansielle hjerte har danske borgeres fundamentale rettigheder – som fx ytringsfriheden og retssikkerheden – været under et voldsomt politisk pres. Især den sÃ¥kaldte terrorlovgivning, der angiveligt skulle gøre det nemmere for PET og myndighederne at komme konspirerende terrorister i forkøbet (men indtil videre har vist sig overflødige og ligefrem ineffektive, som sagen om hotelbombemanden viste…), har betydet en begrænsning af borgernes retssikkerhed i kraft af en omfattende logging af persondata (sms, emails etc.).

Og hvad værre er, så har denne lovgivning, haft en afsmittende effekt på andre sider af retssikkerheden. Således har regeringen og dens kompaner netop besluttet at øge overvågningen og kontrollen af personer, der formodes at snyde med sociale ydelser. Det drejer sig om danske statsborgere, der af den ene eller anden grund opholder sig i udlandet, medens de modtager fx starthjælp, bistandsydelse eller pension. De nye initiativer indebærer bl.a., at der skal etableres særlige kontrolteams i lande som Tyrkiet, Spanien, Marokko og Thailand.

Selv om disse indsatser sandsynligvis vil kunne afsløre snyd og dermed – som skatteminister Troels Lund Poulsen hævder – vil kunne tilvejebringe nogle af de (anslÃ¥et) 2-3 milliarder kroner, som snyderiet omfatter, sÃ¥ er der tale om en markant øgning af overvÃ¥gningen og kontrollen med danske statsborgere. Og CEPOS’ chefjurist, Jacob Mchangama, mener, at regeringen er gÃ¥et for vidt i sin iver for at krasse penge ind til den slunkne statskasse. Jeg har tidligere kritiseret CEPOS i denne blog – især for tænketankens rabiate nyliberalistiske ideologi – men pÃ¥ dette punkt er jeg ret enig med Mchangama. 9/11 og de efterfølgende anti-terrorlove har “legitimeret” en tankegang, der i sin kerne er en trussel mod fundamentale demokratiske rettigheder. Den uudtalte, i sit væsen anti-demokratiske, legitimering understreges af den kendsgerning, at den planlagte evaluering af terrorlovgivningen – og dens mulige ophævelse – endnu ikke har fundet sted, medens nye “ideer” og forslag til overvÃ¥gning og kontrol blomstrer i borgerlige politiske hjerner…

Hotspotblogcast nr. 1