Indlæg tagget med demokrati

Webloggen og gammelmedierne

6. juli 2009

Udgør weblogs en trussel mod de traditionelle medier? Man kunne mÃ¥ske godt fÃ¥ den tanke, nÃ¥r man ser, hvordan de traditionelle medier – aviser og blade ikke mindst – forholder sig til fænomenet weblogs. Men i følge Alex Schulman, der er en af Sveriges kendteste bloggere, er weblogs et overvurderet fænomen. Overvurderet af “gammelmedierne”. I en artikel i Dagens Nyheter beretter han om gammelmediernes næsegruse underdanighed over for bloggerne og citerer ‘modetesen’: Bloggerne sætter dagsordenen for de traditionelle medier.

Derefter sætter han sig for at analysere den svenske weblog-realitet. Der findes et hav af blogs, men de fleste er inaktive eller ligefrem nedlagte. Og sÃ¥ er der mÃ¥ske 60.000 aktive bloggere – svarende til 0,66 % af befolkningen. Der er flere glutenallergikere eller bosniere i Sverige, end der er bloggere. Og universitetet i Göteborg har i en ny undersøgelse argumenteret for, at mÃ¥ske 5 % af befolkningen dagligt læser weblogs. AltsÃ¥ hver tyvende svensker. Nogen magtfaktor kan man altsÃ¥ ikke tale om.

Dertil skal lægges, at de mest læste blogs i Sverige bestyres af teenagepiger, der skriver om mode og sligt. Ikke af en kritisk, intellektuel elite. Schulmann mener, at blogland kunne være en betydningsfuld faktor, hvis den afspejlede det, der diskuteres rundt om ved kaffebordene i samfundet. Men i realiteten er blogland en lille sluttet kreds, der diskuterer emner, der ikke interesserer det store flertal.

Spørgsmålet er så, hvorfor de traditionelle medier tillægger blogs (og andre sociale medier for den sags skyld) så stor betydning? For Schulmann er svaret, at gammelmedierne, som de kaldes derovre, er skrækslagne for ikke at følge med den nye teknologiske udvikling (og ungdommen!) og derfor taler de om bloggernes magt. Men i følge Alex Schulmann er bloggerne ganske betydningsløse og uinteressante.

– Og mÃ¥ske har Schulman ret i sin analyse. Truslen mod gammelmedierne kommer mÃ¥ske ikke umiddelbart fra blogland og de andre sociale medier, men fra gammelmedierne selv. De er fanget i et dilemma mellem journalistikkens traditionelle, historiske demokratiske opgave – at være demokratiets oplysende og kritiske vagthund – og markedets ubønhørlige logik, der tvinger dem til at finde pÃ¥ alt muligt, der kan sælge varen. Gammelmedierne er deres egen værste fjende. NÃ¥r jeg alligevel mener, at Schulmann undervurderer weblogs og lignende medier, sÃ¥ er det pÃ¥ grund af potentialet. De nye medier en netop kendetegnet ved at være – i vidt omfang og i skærende modsætning til gammelmedierne- non-kommercielle, uafhængige, præget af høj grad af uredigeret ytringsfrihed, at være menigmands og -kvindes talerør. Vi har netop været vidne til – i forbindelse med demonstrationerne i Teheran – at en tilsyneladende ligegyldig ny social teknologi, nemlig Twitter, lige pludselig viste sig at være et forum for en demokratisk bevægelse pÃ¥ tværs af grænser og sprog og en kilde til løbende aktuel information. I sin artikel nævner Schulmann ogsÃ¥, at det var blogland, der for tre Ã¥r siden væltede en svensk minister. Det er længe siden. Men det kan meget vel ske igen. Det kan meget vel være, at blogland ikke sætter dagsordnen i dag, men den kan lige sÃ¥ vel ryste den dagsorden, som gammelmedierne og politikerne sætter. Som internettet altid har været – i selve sin struktur – sÃ¥ udgør de ikke-kommercielle sociale medier et anarkistisk, demokratisk potentiale, hvis styrke ingen bør undervurdere.

Journalistikkens krise og demokratiets udvikling

31. maj 2009

Et tilbagevendende tema i denne blog har været, hvad kan kunne kalde de journalistiske mediers trængsler. Aviserne og de tradionelle elektroniske medier er trængt fra flere fronter. Aviserne har – generelt – været i tilbagegang oplagsmæssigt i Ã¥revis med enkeltstÃ¥ende lysende undtagelser. Og indtoget pÃ¥ internettet med gratis læsestof har ikke ændret væsentligt ved det problem. Fra samme front – internettet – presses de traditionelle journalistiske medier ogsÃ¥ af de mange nye, sociale medier: weblogs, facebook, twitter, friendfeed og hvad de nu hedder.

De journalistiske mediers achilleshæl er deres økonomi. Stort set alle – mÃ¥ske med DR som en slags undtagelse – er forretninger, der skal give overskud. Og presset pÃ¥ økonomien tvinger dem til at finde veje, der kan skaffe flere læsere, seere, lyttere osv. – og flere annonceindtægter. Det har fx fÃ¥et de samme medier til at satse pÃ¥ mere underholdning – pÃ¥ bekostning af de klassiske journalistiske dyder. Medierne forsøger ogsÃ¥ at rumme det hele. Ingen avis uden en internetside med tilhørende weblog. Gerne flere. Og sÃ¥ videre.

Men når man gaber over så meget og satser på den lette underholdning, så går det uvægerligt ud over de traditionelle journalistiske styrker. De gennemresearchede artikler, den kritiske journalistik, den afbalancerede, velredigerede debat osv. Og dermed bliver den aktuelle udvikling et problem for selve demokratiet.

Et symptom pÃ¥ denne effekt er den sÃ¥kaldte tænketank Cepos’ markante eksponering i sÃ¥vel de skrevne som de elektroniske medier. Jeg har længe undret mig over, at en sÃ¥dan ideologisk minoritetsorganisation sÃ¥ ofte kom til orde i pressen – og ofte i sammenhænge, hvor de ikke har ekspertstatus.

I Information har Ida Willig stillet samme spørgsmÃ¥l. Og hun giver tre forklaringer. For det første anerkender hun, at de er dygtige til at sætte historier i verden. De er dygtige til – ud fra deres særlige liberalistiske vinkel – at søsætte “nyheder”. For det andet lever de højt pÃ¥ netop mediernes økonomiske trængthed. De ved, at medierne er som glubske hunde, der ganske ukritisk sluger alt, hvad der blot lugter af nyhed. Derfor laver de præfabrikerede “nyheder”, der bygger pÃ¥ selektiv anvendt statistik og ditto “videnskabelige undersøgelser” fra fx Center for Politiske Studier, som journalisterne sÃ¥ – pÃ¥ grund af travlhed og manglende ressourcer – sluger rÃ¥t… En tredje forklaring er, at oppositionen – den gesamte venstrefløj – ikke formÃ¥r at gøre dem kunststykket efter. Og det er et vink med en vognstang. Kom ud af kommunikationshullerne folkens.

Derfor ser man igen og igen Cepos-folk deltage i debatter, hvor de de facto ikke har mere at bidrage med end menigmand. Willig konkluderer skarpt: “CEPOS’s egentlige genistreg bestÃ¥r nemlig ikke i at være dygtige til at komme i medierne. Genistregen bestÃ¥r i, at sÃ¥ længe CEPOS missionerer fra en meget yderlig højrefløj, og medierne giver dem taletid som ekspertkilder, sÃ¥ fremstÃ¥r regeringens liberalistiske projekt som en pragmatisk blød midterpolitik. Hvis et SR-alternativ med Helle Thorning-Schmidt i spidsen skal have en chance for at sætte sig pÃ¥ fremtidens mediedagsorden, kan de lære meget af CEPOS.”

Man må håbe, at Helle Thorning og alle andre til venstre for regeringen læser flammeskriften på væggen.

Noget andet er: Hvordan fÃ¥r vi medierne tilbage pÃ¥ rette spor? Det er et demokratisk problem, nÃ¥r medierne ikke i tilstrækkeligt omfang formÃ¥r at hÃ¥ndtere samfundsdebatten og nyhedsformidlingen pÃ¥ en kvalificeret vis og er sÃ¥rbare over for ideologiske strategier som Cepos’. Læs hele artiklen og kommentarer her

Ministerkalendere

17. maj 2009

I England er det politiske system kastet ud i en mindre krise, der handler om det Ã¥benbart evigt tilbagevendende problem: grÃ¥dige politikere, der misbruger offentlige midler til egen vinding. Herhjemme har vi ogsÃ¥ haft en række sager, senest Bendt Bendtsens jagt-, golf- og køreture med jagtgevær, hvor politikere har haft et meget afslappet forhold til anvendelsen af skatteborgernes penge. Statsminister Lars Løkke Rasmussen, der selv har været genstand for kritik i forbindelse med “bilagsrod” i sin tid som amtspolitiker, har i forlængelse heraf fremsat et lovforslag, der indebærer en de facto begrænsning af befolkningens adgang til indsigt i den offentlige forvaltning. Lovforslaget gÃ¥r ud pÃ¥, at samtlige ministres kalendere skal undtages kravet om aktindsigt. For at lægge et røgslør over denne forringelse af den demokratisk kontrol med den offentlige forvaltning har statsministeren sÃ¥ Ã¥bnet mulighed for, at samtlige kalendere skal lægges ud pÃ¥ internettet – i redigeret form… Den enkelte minister og dennes embedsmænd vil fremover – billedligt talt – kunne udstrege oplysninger om betalte jagtture, dyre restaurationsbesøg, gaver osv. efter behag. Hvis loven vedtages – hvilket er meget sandsynligt med det nuværende regeringsflertal, sÃ¥ bliver det en demonstration af, hvor udemokratisk den nuværende regering er. Lige som det er et radikalt brud med sÃ¥vel dansk forvaltningstradition som Offentlighedslovens intentioner. Det er skræmmende…

Apropos det irske valg – noget om demokratiets ‘krise’

15. juni 2008

Det irske valg er overstÃ¥et. Det blev et nej. Og selv om den politiske elite i Europa prøver at fremstÃ¥ fattede i situationen og lade som om det kun er af perifer betydning, sÃ¥ er der ingen tvivl om, at nej’et er ubehageligt. Endnu et nej er føjet til rækken af nej’er til et europæisk projekt, der mere og mere fremstÃ¥r som den politiske elites projekt, men ikke befolkningernes…
I radioen hørte jeg en debat mellem DFs Morten Messerschmidt og De Radikales Lone Dybkær, hvor sidstnævnte med stor arrogance forsøgte at argumenterer for, at der skulle være færre folkeafstemninger i sådanne store spørgsmål. Man skulle overlade det til de folkevalgte repræsentanter og deres visioner at afgøre fx hvordan EUs traktat skulle se ud. Morten Messerschmidt var derimod langt mere basalt demokratisk, idet han slog fast, at irerne havde sagt nej, og dermed var traktaten fejet af bordet, og politikerne måtte have arbejdstøjet på igen.
OvenstÃ¥ende fik mig til at tænke pÃ¥, om ikke vi er inde i en slags demokratisk krise!? Jeg synes, der er flere og flere tegn pÃ¥, at vi pÃ¥ nationalt og overstatsligt plan har at gøre med en politisk elite, der ikke forstÃ¥r at repræsentere dem, de forestiller at repræsentere: befolkningerne – eller mere patetisk – Folket. Problemet er bestemt ikke nyt. Ovre hos Lotte i Eksistens kan man læse noget af Kristen Bjørnkærs anmeldelse af den norske forfatter Magnus Marsdals bog om Fremskritts-partiets succes i Norge, og anmeldelsen handler blandt andet om afstanden mellem de politiske repræsentanter og vælgerne. Han noterer tørt, at den sÃ¥kaldte halvfjerdser-venstrefløj, der talte ‘arbejderklassens sag’ pÃ¥ intet tidspunkt for alvor havde arbejderne eller lønmodtagerne pÃ¥ deres side og derfor forblev et umuligt projekt.[1. Allerede i trediverne kritiserede den tyske filosof Ernst Bloch de tyske kommunister for ikke at være i stand til at opfange folkedybets stemninger – i modsætning til nationalsocialister – og dermed havde et medansvar for nazismens opkomst..]
Tre-fire Ã¥rtier senere er vi vidne til Socialdemokratiets politiske deroute, der blandt andet handler om, at partiets højtuddannede, akademiske, elitære ledere for længst har tabt følingen med de vælgere, der historisk har været partiets eksistensgrundlag, og som har søgt tilflugt hos især Dansk Folkeparti, der jo er et af de fÃ¥ partier, der har formÃ¥et at opsamle visse folkelige strømninger, fx bekymringen og skepsissen over for indvandringen og bekymringen for ‘velfærdet’.
MÃ¥ske handler denne ‘krise’ blandt andet om, at det sÃ¥kaldt repræsentative demokrati er blevet en selvfølge, der ikke længere rigtig stÃ¥r til debat. Jo, vi kan godt diskutere det demokratiske underskud i EU, men ikke rigtig om sÃ¥dan en overstatslig overbygning er en bevægelse væk fra det demokratiske. Det repræsentative demokrati er en selvfølge, hvor det ikke er muligt at diskutere muligheden af at indføre et mere direkte demokrati – hvilket jo er teknisk muligt med internettet og de digitale teknologier – og dermed reducere repræsentativiteten i anden, tredje, fjerde osv. potens.
De folkelige afstemninger – nationalt og overnationalt – er de begivenheder, hvor de folkelige politiske stemninger bliver mærkbare. Det er her mediernes opinionsmÃ¥linger og de politiske analyser kommer til kort. Verden ville se meget anderledes ud, hvis vi fik flere af dem…

Hør en fin koncert-optagelse med Kathleen Edwards pÃ¥ NPR – her.

En politiker i en nøddeskal 2 – Charlotte Dyremose

6. juni 2008

SÃ¥ er det her igen. Dilemmaet mellem personlig overbevisning og partidisciplin. Sidst sÃ¥ vi det med integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, der mÃ¥tte bøje sig for regeringsflertallet i sagen om de forbaskede tørklæder (selv om hun fortsætter sin kamp…til stregen). Samme sag gjorde ogsÃ¥ Karen Ellemann politisk skizofren. Og nu gælder det sÃ¥ Charlotte Dyremose fra de konservative. Dyremose er imod et tørklædeforbud, og de konservatives formand Bendt Bendtsen “forventer”, at hun stemmer med gruppen – imod sine egne overbevisninger. Mit gæt er, at hun… Nej, lad det ligge. Vi nøjes med at henvise til Grundlovens § 56…