Indlæg tagget med DVD

Beach Boys – Endless Harmony

18. april 2009

I den forgangne uge fik jeg taget mig sammen til at se dokumentar-filmen om The Beach Boys Endless Harmony fra 2001. Filmen er lavet i den udmærkede VH1-serie, og den markedsfører sig selv med undertitlen “The definitive Story in their own Words”. Den slags skal man selvfølgelig altid tage med en sæk groft vejsalt. I det hele taget skal den slags biografiske fortællinger tages med forbehold. OgsÃ¥ biografier og dokumentarfilm er en slags fiktioner. Vi fÃ¥r ikke Sandheden, men derfor kan der jo godt være noget sandt og oplysende at hente…
NÃ¥r jeg alligevel havde investeret i fllmen var det, fordi den indeholder hel- eller delvise 45 liveudgaver af gruppens kendte sange. Heraf mange sjældne optagelser. Og som bonus 5.1 surround sound audio-udgaver af California Girls, Kiss me Baby, Surf’s Up, God Only Knows, Long Promised Road, Sail on Sailor og Do it Again. SÃ¥ pengene kunne ikke være helt spildt, hvis filmen skulle vise sig at være en skuffelse.


Det var den så ikke. Dokumentaren tegner faktisk et fint, nuanceret billede af det talent- og succesfulde bands historie fra begyndelsen og frem til de første år efter Carl Wilsons død i 1998.
Hvis man kender lidt til gruppens historie, vil man vide, at Wilson-brødrenes fader, Murray, i karrierens start spillede en problematisk rolle som bÃ¥de inspirator og som tyrannisk manager. Dette billede bekræftes af filmen, hvor de interviewede – medlemmerne af gruppen – bÃ¥de giver udtryk for mandens musikalske talent, men ogsÃ¥ for hans stadig mere egocentriske dominans, som til sidst gør, at de mÃ¥ fyre ham pÃ¥ grÃ¥t papir.
En anden kendt mytologisk historie er historien om den begavede og talentfulde Brian Wilson, der lider af sceneskræk, hader turnélivet og fÃ¥r større og større psykiske problemer for til sidst at isolere sig selv fra omverden i Ã¥revis. OgsÃ¥ denne historie fÃ¥r vi i en ganske usminket version – fortalt af Brian selv, brødrene, Al Jardine og andre i gruppens nærhed.


Noget af det fascinerende ved filmen er, at den fremhæver de forskellige gruppemedlemmers til dels oversete kvaliteter. Al Jardine fremstår i sin egen fremtræden og gennem de andres kommentarer som den seriøse sanger og guitarist, der ikke involverer sig i gruppens eksperimenteren med stoffer i tresserne. Dennis Wilson er den på en og samme tid oversete talentfulde sangskriver og et menneske, der lider af et menneskeligt underskud, som han forgæves forsøger at kompensere for i en evig jagt efter sex, stoffer, alkohol osv.
Den selvsikre, høje forgrundfigur, Mike Love viser sig at være den skarpe analytiker, hvis kommentarer sætter mange ting pÃ¥ plads. Og endelig er der Carl Wilson, der omtales som gruppens “bevidsthed”. Det er ham med den formidable stemme, og det er ham, der i en lang periode er det anker, der sørger for, at gruppen ikke flyder mÃ¥lløst rundt.
Og sÃ¥ er der den “femte” Beach Boy, Bruce Johnston, der træder ind i stedet for Brian Wilson, da dennes problemer tager overhÃ¥nd. Bruce er elskværdigheden selv. En talentfuld musiker og sangskriver, der bare nyder den succes, som han bliver en del af og udviser stor respekt for gruppens kunstneriske potentiale.


Filmen er fuld af smÃ¥ sjove oplysninger og anekdoter. Fx er det sjovt at høre, at Bruce Johnsson synes, at albummet Sunflower (1970) er gruppens bedste. Fordi indspilningen af den gik lydefrit. Lige sÃ¥ overraskende er det at høre mesteren selv, Brian Wilson, udnævne Love You til sit favoritalbum. Ikke Pet Sounds eller Surf’s Up.
Interessant er det ogsÃ¥ at fÃ¥ dokumenteret, hvor stort et navn bandet var i dets storhedstid. Med det ene singlehit efter hinanden i en imponerende rækkefølge. Selv da The Beatles kom pÃ¥ banen og trak den internationale opmærksomhed væk fra Stranddrengene, fortsatte de ufortrødent med at sende sange op pÃ¥ listen. Samtidig med, at Beatles gjorde Brian Wilson erkendt jalous og kickstartede en kreativ udfoldelse, der via Pet Sounds fik Lennon & Mccartney til at yde deres ypperste i form af Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band.
Og man kan blive ved. Der er den forstemmende og alt for genkendelige historie om pladeselskabets købmand, der ikke interesserer sig en tøddel for musik, men blot vil fastholde gruppen i deres surfer-automobil-image med hurtige singlehits og overhovedet ikke har forstÃ¥else for musikken pÃ¥ fx Pet Sounds. Og aldrig fÃ¥r det. Og der er den lige sÃ¥ forudsigelige historie om de avancerede skæringers elendige kommercielle gennemslagskraft…


Og sÃ¥ er der som sagt de mange fine optagelser med gruppen. Optagelser, som understreger, at gruppen ogsÃ¥ var et imponerede live-act. Og som har givet mig lyst til at gÃ¥ pÃ¥ genopdagelse pÃ¥ gruppens fÃ¥ live-indspilninger…

Gensyn: Paul Mccartney in Red Square

2. april 2009

I gÃ¥r aftes – ja, nat var det faktisk – kunne jeg ikke lige falde til ro og satte mig derfor til at se noget af Paul Mccartneys live-dvd “In Red Square” fra 2004. Ud over at være en fremragende koncertfilm med Mccartney og bandet i topform, sÃ¥ er den et bevægende dokument over det russiske publikums oplevelser med The Beatles i tiden før “murens fald”. Som den franske filosof Michel Serres engang pointerede var The Beatles og deres musik symbol pÃ¥ kærligheden og pÃ¥ den personlige frihed. Og selv om gruppen pÃ¥ ingen mÃ¥de var firkantet politiske, sÃ¥ dokumenterer de enkelte publikummers udsagn med al ønskelig tydelighed, at musikken – sÃ¥dan som de progressive bands i tresserne og halvfjerdserne pÃ¥stod – faktisk kan pÃ¥virke, inspirere og bevæge andre mennesker til at fastholde drømmen om et andet liv og et andet samfund – og give dem styrke til at arbejde for det…

Til dvd-hylden: Grace Kelly, Cary Grant, Audrey Hepburn…

21. marts 2009

Taggeriet forleden mindede mig om en af mine undladelsessynder. Jeg mangler nogle danse-film i min samling – med Fred Astaire, Ginger Rogers, Gene Kelly osv. Især vil jeg gerne have Singing in the Rain, En amerikaner i Paris og et par stykker mere med Kelly.
NÃ¥, men lidt er det da blevet til. I forgangne uge har jeg indkøbt et par billige kvalitetsdvder. Prinsessen holder fridag med den evigtunge Audrey Hepburn over for træmanden Gregory Peck. Og William Wylers instruktion borger jo for god underholdning i halvanden times tid. Den anden er Alfred Hitchcocks Fang tyven. MÃ¥ske ikke en af Hitchcocks mest hitchcockske film. Men en charmerende lille røverhistorie, hvor den billedskønne Grace Kelly spiller over for Hollywoods inkarnerede charmør Cary Grant. To nostalgiske muntre film, der egner sig godt til at glemme finanskrise, klimaproblemer osv – for en tid…

Med gud p̴ vores side Рmere Dylan

19. marts 2009

Lad os bare tage en mere af samme slags. With God On Our Side fra “Genuine Telecast”-bootleg-dvd’en. Der ligger en hel guldgrube af klip fra denne dvd pÃ¥ YouTube. Følg dette link. Der er Ã¥benbart ingen ende pÃ¥ Zimmermann…

Alain Bashung – fransk singer-songwriter – 1947-2009

18. marts 2009


Den 14. marts døde den franske sangskriver og musiker Alain Bashung og hans dødsfald gav genlyd i store dele af de fransktalende medier. Til gengæld er nyheden kun ad omveje sluppet igennem til denne blogskriver. PÃ¥ det musikalske landkort er det frankofone stadigvæk – men nogle lysende undtagelser – et ukendt land for de fleste.
Alain Bashung var en af dem, der via rocken – storbyrocken, som den spilles i New York (Mink de Ville, Lou Reed…), London (Roxy Music…) og andre metropoler – fornyede den franske chancon-tradition, sÃ¥ nye generationer tog den til sig. Fra 1980 og frem til sin død af lungekræft for nogle dage siden blev han forgylt med den ene pris og udmærkelse efter den anden. Bashung var mere end en fransk epigon. Faktisk arbejdede han sammen med en række af sine udenlandske forbilleder (Phil Manzenera, Marc Ribot (Tom Waits), Adrian Utley (Portishead), Colin Newman (Wire) m.fl. og skabte sin helt egen sofistikerede rock-and-chanson.
Historien om Bashung er endnu en historie om en ung mand, der blev smittet med rock’n roll-virussen, da Elvis, Cochran, Holly, Berry m.fl. satte gang i adrenalin og hormoner. Som andre i sin generation mÃ¥tte han slide for successen i mange Ã¥r, og det var først i slutningen af halvfjerdserne det egentlige gennembrud kom. Gennembruddet faldt sammen med, at Bashung fandt en soulbrother og kongenial tekstforfatter i Boris Bergman. Og med millionsællerten Gaby, Oh Gaby brød de igennnem til det store fransktalende publikum.
Bashung nåede at indspille i omegnen af 15 album. Og lige inden sin død blev han udnænvt til medlem af Æreslegionen og modtog Frankrigs svar på en Grammy, Victoires de la Musique, for sin seneste plade Bleu Pétrole.
Ud over sit musikalske karriere havde han også succes som skuespiller og medvirkede i tyve produktioner. Hvil i fred.