Indlæg tagget med DVD

AACS

22. januar 2007

AACS, der står for Advanced Access Content System, er det seneste forsøg på at lave en kopisikring af digitale medier. AACS er lavet i et samarbejde mellem store firmaer som Intel, Microsoft, Sony, Disney og Toshiba. Altså tunge drenge i branchen. Systemet var tænkt som beskyttelse af de nye supermedier HD-DVD og Blu Ray. Men nu kan on-line-magasinet Gear (der er kendt for afklædte damer på forsiden af deres papirudgave…) berette, at såkaldte hackere har knækket koden. Beviset findes på fildelingsnetværket BitTorrent, hvor adskillige knækkede udgaver cirkulerer. Det bekræfter blot, hvad vi altid har vist: At kopisikring er som at tisse i bukserne. Det varmer kun en stund; derefter er man kold i røven og deromkring.

The Pink Panther

3. januar 2007

Peter Sellers aka Inspector Clouseau
Fruen, der lige som blogbestyreren er en stor fan af Peter Sellers’ Pink Panther-film (m.m.), havde hjembragt den sidste film i serien, der blot hedder The Pink Panther og har den amerikanske skuespiller Steve Martin i hovedrollen som den umulige og umådeligt heldige franske politiinspektør Clouseau.
De originale Sellers-film står og falder med især Peter Sellers præstation, men også et par af birollerne (fx Dreyfus-figuren i Herbert Loms skikkelse, den kinesiske tjener og Clouseaus højre hånd i politiet), og de første to-tre stykker er de bedste.
Den nye versionering er intet mindre end en skuffelse. Instruktionen ved Shawn Levy mangler helt handværkeren Blake Edwards musikalitet i de slapstick-lignende optrin.
Jean Reno i rollen som Clouseaus hjælper ser måbende ud, som om han ikke ved, hvad han skal stille op med sin umulige rolle. Den amr. sangstjerne Beonce Knowles er køn, og det er, hvad hun bidrager med. Kevin Kleine er fortabt i rollen som Dreyfus og mangler fuldstændig dennes koleriske udstråling og vanvid, der er brændstof for de oprindelige films plot. Og Steve Martin, der ellers har leveret sjove film som fx Planes, Trains and Automobiles (da. Røvtur på 1. klasse) er ganske enkelt umorsom. Og hvad er værre for en komiker?
Martin har også været med til at skrive manus, og det er han heller ikke sluppet godt fra. Der er gode ideer i manus, fx at lade en stor metalglobus rive sig løs og rulle ned ad en trappe og fortsætte med at rulle i filmen, med realiseringen af komiske optrin er enten decideret umorsomme eller så mekaniske, umusikalske og tempoforladte, at man kun trækker på smilebåndet af ren høflighed. Det værste er næsten, at Martins meget begrænsede komiker- og skuespillertalent stilles tåkrummende til skue i flere optrin. Fx i en scene, hvor han skal øve sig i amerikanske udtale (!) sammen med en talepædagog. En amerikaner, der spiller en fransk politimand, der skal have problemer med at tale amerikansk. En for stor mundfuld for Martin, der end ikke kan tillægge sig en ordentlig fransk accent. Her afsløres det også indirekte, hvilket format Peter Sellers havde…
For at føje spot til spe, så lever end ikke de små intro-tegnefilm med den lyserøde panter og Clouseau op til tidligere tiders høje standard. De var i sig selv en oplevelse på linje med James Bond-introerne. Men i den nye film er de blot en bleg afglans af forne tiders opfindsomhed og musikalske drive.
Alt i alt en stor skuffelse, som bloggens læsere ikke bør investere i – i hvert fald først, når den kommer ned i tilbudskassen til 25 kr. eller derunder…
Næh, jeg skulle have set Deadwood i stedet – og det kan jeg heldigvis nå.

Steve Martin aka Clouseau

Jennifer Aniston – The Good Girl

23. december 2006

Det gode ved at have en filminteresseret teenager i huset er, at man bliver nødt til at se nogle film, som man måske ellers ikke ville have fået set, fordi ens smagsfordomme ville stå i vejen… Således fik min datter mig til at optage Miguel Artetas The Good Girl (2002), der blev sendt sent forleden nat.

Lad mig sige det, som det er: Jeg har ikke været vildt begejstret for Freinds-stjernen Jennifer Anistons skuespilpræstationer på film. Indrømmet: Hun er da en køn lille sag, og i Freinds’ letbenede ungdomsunivers udfylder hun sin rolle mindst lige så godt som de andre deltagere. Derimod synes jeg, at hendes skuespil i filmroller har vist sin begrænsninger alt for tydeligt. I en hvis forstand spiller hun ofte den samme rolle: Jennifer Aniston i Freinds.

Den seneste film, jeg har set med hende, var Rumor has it…, hvor hun bl.a. spiller sammen med Kevin Costner, Shirley Maclain m.fl. En i og for sig underholdende film med en sjov idé, der dog ikke helt kommer til sin ret.
Derfor var jeg lidt forbeholden over for The Good Girl, som datteren gerne ville se – ikke mindst på grund af Jake Gyldenhaal.

Og så viser det sig, at Aniston faktisk får vredet noget godt ud af sin rolle som ekspeditricen i Rodeo Retail, der rammes af 30-års-krisen, hvor livets eksistentielle tomhed larmer lige så højt som det biologisk klokkeværk, hvorfor hun kaster sig ud i en udsigtsløs amourøs affære med en ung hjemmeboende mand med helt urealistiske forfatterdrømme.

Historien, der foregår i et umanerligt kedeligt amerikansk provinshul, fortælles lige ud af landevejen i et udramatisk tempo, men med en underfundig, skæv humoristisk tone. Aniston er godt typecastet til rollen som den af desperation ramte ægteviv, der er ved at kvæles i et dødsygt arbejdsliv og med et pothead af en mand, der ikke kan levere de nødvendige antal sædceller til at etablere den familiære treenighed. I denne rolle får hun hevet det optimale ud af sit begrænsede skuespillertalent. Og sådan skal det være. Filmen er hermed anbefalet.

The Good Girl

Marias elskere

22. december 2006

Blogbestyreren var i byen i dag for at købe de sidste julegaver og andre nødvendigheder til de nærmeste – forhåbentlig – fredelige helligdage. Og det gik som smurt, til trods for at det meste af Jylland stod på nakken af hverandre for at få kradset de sidste ting ind og brugt de sidste surt sammenarbejdede moneter. Så derfor “belønnede” blogbestyreren sig selv med en lille film, Andrei Konchalovskys Maria’s Lovers med den absolut appetitlige Natassja Kinski i hovedrollen og Robert Mitchum i rollen som en af dem, der synes, at hun er appetitlig… Andre medvirkende er Keith Carradine og John Savage. Det er mange år siden, jeg så den første gang, i 1984, hvor den havde premiere. Instruktøren blev dengang udråbt til at være en af de nye russiske instruktørstjerner. Han har måske ikke helt levet op til de forventninger siden hen…
Jeg husker den som en film fuld af lidenskaber, hvor Natassja Kinski spiller en af sine bedste roller. Dertil kommer Robert Mitchum, der altid oser af maskulinitet, i en fin rolle som en ældre mand, der bestemt ikke har glemt livets glæder…
Maria's Lovers

Arthur Penn

15. december 2006

Pudsigt som tingene kan være sammenfaldende. For nylig omtalte jeg den amr. filminstruktør Arthur Penns kongeniale filmatisering af historien om Alice’s Restaurant, Arlo Guthries lange sangforedrag. Og nu vælger Berlin Filmfestival at uddele en ærespris den nu 84-årige filmskaber. AP fremhæver filmene Bonnie and Clyde og Night Moves. Men man kunne – ud over Alice’s Restaurant – også nævne fx Little Big Man med Dustin Hoffman eller den skammeligt oversete Four Friends (også kaldet: Georgia’s Friends) fra 1981, der med rette er blevet sammenlignet med Lawrence Kasdans The Big Chill og John Sayles’ The Return of the Secaucus Seven på grund af sit fine tidsbillede af tresserne. Filmen er ikke proppet med de mest kendte skuespillere, og det forklarer måske noget af dens manglende succes, men den gjorde et dybt indtryk på mig, da jeg så den i biografen i 1981-82.

Four Friends aka Georgia's Friends