Indlæg tagget med Dylan
Nyt album fra Bob Dylan? Shadows in the Night
13. juli 2014
Oplysninger er der ikke mange af, når man går ind på Bob Dylans egen hjemmeside. Men man mødes med ovenstående coverbillede af noget, der må være det kommende album fra his Bobness. Og at dømme ud fra den skæring, man kan lytte til efterfølgende – “Full Moon & *Empty Arms”, så er det ikke helt galt, hvad jeg skrev om Dylans optræden på Amfiscenen: Der er igen gået country i manden. Det er lige før, man kan skelne Nashville Skyline… i horisonten.
Da Bob Dylan og band indtog Amfiscenen i Aarhus
10. juli 2014Som antydet i gårsdagens skriverier i anledning af besøget, så havde jeg forsøgt at skrue forventningerne helt ned til aftenens koncert med Bob Dylan and his band. Mine forventninger var at opleve en kunstner med professionelt fokus på sangene og deres formidling – og som sådan blev forventninger til fulde indfriet.
Men inden vi kom så langt, måtte publikum gennem en lang ventetid. Portene blev åbnet kl. 18.30 og først klokken 22 gik Dylan og Co. på scenen, selv om det efter planen skulle være sket en halv time før.Noget af ventetiden blev tildelt det unge danske stjernefrø Ida Gard, der havde fået den (u)taknemmelige rolle at være opvarmning til Dylan. Og jeg synes, det var et malplaceret valg. Selv om Gard var tydeligt benovet over at skulle dele scene med en anden og større sangskriver, så var afstanden mellem den unge X-Factor-relaterede nærmest på enhver tænkelig måde uoverstigelig og legitimerede i sig selv Dylans lidt forsinkede optræden. Bevares Gard har en køn stemme, hun havde tydeligvis et vist gehør hos det yngste (jævnaldrende) segment nede ved scenens forkant. Men hendes hendes ubehjælpelige melodier (?), hendes meget snakkesalige og meget ungdommelige tekster om at kysse drenge i en mindre provinsby, fordrive tiden med chokoladespiseri og tvkiggeri og spise svanesteg med familien fungerede bedst – hvis man skal være venlig – som kontrast til mesterens sange. Gard satte niveauet i relief så at sige.
Og jeg kunne ikke lade være med at grunde over, hvorfor man i det hele taget synes, det er en god idé at have opvarmning til et stort og varmt navn?! For min skyld kunne man godt droppe det fremover og flytte publikums entre et par timer frem.
Klokken 22 gik Dylan så selv på scenen, efter at guitaristen Stu Kimball og de andre i bandet havde indtaget den helt sorte scene. En ret effektfuld entre, fordi bandet var iklædt grå jakkesæt, der matchede den sorte baggrund perfekt. Dylan selv var i en lys habit og en passende hat og indtog med stoisk ro sin rolle som band leader i et helt igennem professionelt show. Og set og hørt fra min centrale placering i forhold til scenen var det i allerhøjeste grad en bandpræstation, man fik serveret.
Dylan optrådte dels som forsanger i front på scenen eller sad bag flyglet i højre side, når han ikke lige (mellem numrene) gik rundt og gav dessiner til de andre.Og hvilket band! Et tæt sammenspillet rockband med klar forkærlighed for country (understreget af instrumenterne steel guitar, banjo og gulvbas) og andre rootselementer. Og i bandets håndtering fremstod Dylans sange som genfødte.
Undervejs i koncerten kunne jeg høre flere jævnaldrende publikummer omkring mig brokke sig over, at Dylan ikke spillede sine klassikere. Men det gjorde han faktisk. Fx fik vi både “Tangled up in blue” og “A simple twist of fate” fra Blood on the tracks. Men – som tilfældet også var med de andre og senere sange, så blev de leveret i radikalt anderledes arrangementer, der næsten udviskede sangenes oprindelige melodiske kvaliteter og kun lod genkendeligheden skinne igennem i teksterne. Selv de afsluttende udgaver af “All along the Watchtower” og “Blowin in the Wind” lod sangene fremstå som forvandlede og nyfortolkede.
Heldigvis var lyden god og gjorde, at man både kunne høre, at Dylan godt kan synge, selv om stemmen er rusten som et gammelt skibsvrag og slidt af alder, og det var faktisk muligt at skelne de enkelte ord, hvilket var en stor fordel for genkendeligheden af sangene. Repertoiret havde lagt hovedvægten på sange fra den sene del af karrieren (bortset fra de allerede nævnte), og arrangementerne var lagt sådan, at sangene fremstod med en overbevisende samtidighed. Som moderne rocksange med en umiskendelig flavour af countryrock, ja endda country swing. Skuffende sikkert for dem, der lod nostalgien råde i forventningernes dyb. Men for mig var det blot et bevis på, at Dylan stadigvæk er en Kunstner med stor K, en kunstner, der fokuserer på sangenes betydning og på formidlingen af dem. Og i den kunstneriske proces må smålige hensyn til nostalgi og genkendelighed vige. Professionalismen var til at føle på. Mellem numrene blev lyset slukket, så sangene kom nærmest som perler på en snor uden kommentarer fra mesteren selv. Det eneste, vi hørte fra Dylan var et høfligt godaften til alle, da pausen kom. Eller blev koncerten afviklet stramt og reguleret. Det lykkedes dog publikum at fremtvinge et par ekstranumre, der blev fremført med ekstra lys på scenen. Men alt i alt var det et højt professionelt show fra en kunstner på uendelig turne med sin sangskat. Dylan og bandet leverede varen denne varme aften i Aarhus og demonstrerede, at han stadigvæk er en kunstner, man gør klogt i at tage alvorlig. En kunstner, der går sine egne veje som altid. Og så er det op til en selv at vurdere, om man er med eller ikke. Bandet ( i flg. medierne):George Recile – trommerTony Garnier – bas Charlie Sexton – leadguitar Stu Kimball – rytmeguitar Donnie Herron – banjo, bratsch, violin, pedal steel, lap steel, elektrisk mandolin
Sætlisten (i følge andre medier):Sætliste1. Things Have Changed2. She Belongs to Me3. Beyond Here Lies Nothin’4. Workingman’s Blues #25. Waiting for You6. Duquesne Whistle7. Pay In Blood8. Tangled Up In Blue9. Love Sick(pause)10. High Water (For Charley Patton)11. Simple Twist of Fate12. Early Roman Kings13. Forgetful Heart14. Spirit On the Water15. Scarlet Town16. Soon After Midnight17. Long and Wasted YearsEkstranumre18. All Along the Watchtower19. Blowin’ In the Wind
PS. Og så lige et par dråber malurt i bægeret. Inden koncerten fik man (hvis man havde købt billet på nettet) en mail om betingelserne for koncerten. Man måtte ikke selv medbringe mad og drikke, men var henvist til et mad- og drikkevaretelt, hvor man kunne fouragere til skyhøje restaurantpriser. Det synes jeg ikke er rimeligt. Dernæst var det forbudt at medbringe billed- og lydudstyr. Det forhindrede dog ikke nogen i at fotografere og filme med deres smartphones. Igen et urimeligt og umuligt krav til publikum (hvis man da ikke vil kropsvisitere alle….). Optrækkeri og hysteriske krav til publikum klæder på ingen måde arrangørerne. Endelig måtte jeg endnu engang konstatere, at folks koncertadfærd i allerhøjeste grad er influeret af vor tids hang til mobiltelefoner og sociale medier. Engang kunne man fornøje sig over et bølgende hav af tændte lightere under koncerten. Denne gang kom lysene fra – ja tænk engang – tændte mobiltelefoner. Og jeg må virkelig undre mig, når jeg ser, at unge og ældre publikummer, der har betalt 700 kroner for en koncertbillet bruger tiden under koncerten på sociale medier på mobilos eller på at se kvartfinale mellem Holland og Argentina på sin 4″-skærm.
Dagens Bob-sang: Tangled Up In Blue
22. maj 2011
Så vidt jeg ved – så er der aldrig udgivet en opsamling med Bob Dylans kærlighedssange. Eller for den sags skyld et udvalg. Selv om synes oplagt at foretage sådan et snit ned gennem hans mange plader. Andre har dog gjort det. Fx sangerinden Maria Muldaur, som i 2006 udsendte et udvalg under titlen “Heart of Mine. Maria Muldaur sings Love Songs of Bob Dylan”. Og gør det godt.
Men på Muldaus plade finder man ikke sangen “Tangled up in blue” fra albummet “Blood on the Tracks” (1975) – et af Dylans mest helstøbte albums – om tematisk kredser om kærlighedens sælsomme natur, dens op- og nedture og ikke mindst ambivalenser.
“Tangled up in blue”, som Steffen Brandt har levet en fin fordanskning af på sin Dylan-plade, er – som titlen antyder – en slags blues uden at anvende bluesskematikken. En nøgtern, beskrivende sang om et brudt kærlighedsforhold, der er et farvel og så alligevel ikke. Om en kvinde, hvis kærlighed bliver ved med at hænge i bevidstheden som en klæbrig skygge og for manden til at søge tilbage. Stadig filtret ind i blåt.
Tangled up in blue er en af mine favoritter blandt Dylans sange om den store K. Han synger den, som den sande troubadur han er, uden sentimentalitet og føleri – og med fokus og accent på teksten, der siger det hele. Hvis man ellers gider lytte efter…
Og Torben fortsætter med at guide nybegyndere og let øvede gennem den anseelige stak plader, Dylan har udsendt gennem årene…
Dagens Bob-sang: Forever young
21. maj 2011
På sit fjortende studioalbum, Planet Wawes (1974), fandt Dylan igen sammen med The Band. Siden de sidst spillede sammen var The Band blevet et af de helt store bands. Men samspillet på pladen er som et møde mellem gamle venner om det, der betyder noget: musikken. Tætheden, intimiteten og den sikre forankring i de amerikanske musikalske rødders muld.
Sangen “Forever Young“, som vi får i to omgange på pladen, blev straks en af mine Dylan-favoritter. Dels på grund af dens umiddelbare popkvaliteter. Enhver kan synge med på omkvædet, når man først har hørt den én gang. Dels på grund af teksten, der er som en verdslig bøn til et ungt menneske, et barn. En sang om alle de fromme ønsker, man fx som forældre kan sende til sit afkom. En enkel og smuk tekst, der viser Dylan fra en ukompliceret, poetisk side. Og så synger – ja, synger – Dylan, som om han fandme mente, hvad han sang…
Siden er sangen blevet en af de sange, der igen og igen henvises til. Og mon ikke den – og titlen – vil dukke op i et hav af fødselsdagsartikler om his Bobness?! Jeg tror det.
I øvrigt var pladen ikke til at få fat på herhjemme dengang i halvfjerderserne. Der var vist problemer med pladeselskaber og rettigheder. Og der gik en rum tid, inden man kunne sætte nålet i rillen. Men det stimulerede bare interessen for os bobomaner.
PS. Torben giver et modbud til Schnack og Thomsens Dylan-guide.
Dagens Bob-sang: The Boxer (1970)
20. maj 2011
Jovist. Dagens Bob-sang er slet ikke en sang, skrevet og komponeret af Dylan selv, men af Paul Simon. For vi skal jo ikke glemme, at troubaduren Bob Dylan længe før, han blev den berømmede og feterede digter-og-rockmusiker var en kopist, som alle andre – fx The Beatles – og i øvrigt er fortsat med at være det, selv om hærskarer af Dylanpurister har rynket på næsen og trukket på skuldrene.
Da det med Beatles’ overgang til egne sange for alvor blev en ambition for andre at skrive egne sange, var det som om sangfortolkningen dalede lidt i anseelse. Det var ikke længere helt så fint som at synge egne sange. Men uden den gode sangfortolkning ville igen sange være noget værd. Og der er sandt for dyden skrevet mange sange, der ikke har været værd at fortolke…
Troubaduren Dylan har ikke haft disse fine fornemmelser eller skrupler. Hans kriterium for valget af en sang har været, om den var god nok til at fremføre for andre. Og det har han vist på flere af sine plader. For slet ikke at tale om hans koncerter.
Selvportrait, som kom i 1970, var, hvad vi i dag ville kalde et cover-album. Et dobbeltalbum med fortolkninger af pop- og folkesange. Plus instrumentalnumre og egne sange. Ingen smalle steder der. Og der var dem, der ikke vidste, hvad de skulle stille op med denne samling sange. Flere kritikere vendte tommelfingrene nedad, men publikum lod sig ikke nare og pladen hittede både i USA og Europa.
Selfportrait har været et af mine yndlings-Dylan-album, siden jeg anskaffede mig den udgivelsesåret. Et overflødighedshorn af gode sange i Dylans egen, egensindige fortolkninger, der var ikke så lidt præget af den countryfeeling, han havde pådraget sig på Nashville Skyline (1969) og som også kunne spores på efterfølgeren til Selfportrait, New Morning (1970).
Og jeg forstår godt, hvorfor Dylan kastede sig over Paul Simons “The Boxer”, der forbinder en af periodens bedste, fortællende, sangbare digte med en regulær singalong-popmelodi. Lie-la-lie... Her var en kunstner, der kunne skrive sange på et niveau som Dylans eget. Når han var bedst.
Dylans egen fortolkning har været omstridt blandt Dylanologer. Ikke mindst, fordi Dylan selv havde givet udtryk for, at hele pladen var en stor vittighed. Og derfor var der nogen, der mente, at Dylan ikke tog Simons sang alvorlig. Men Dylan lavede en pirouette og trak i land igen. Han ville blot ryste sig fri af al den opmærksomhed, han fik.
Hvorom alting er, så viser Dylans fortolkning af Simons sang, hvor fantastisk en sang vi har at gøre med. Sangens poetiske energi og dramatiske styrke skinner klart igennem Dylans nærmest dogmeagtige version. I sit arrangement har Dylan så at sige skrællet originalindspilningens forfinede iscenesættelse bort og er kommet ind til sangens kerne. En slags dekonstruktion. Ikke smukt, men dybt interessant.
PS. Dylans bagmænd vogter nidkært over enhver af Dylansangene på nettet, så i må hen til pladereolen eller ITunes, hvis i vil høre den…
