CAPAC

Elvis var troende kristen. Og blandt hans religiøse sange, finder man nogle af hans fineste præstationer som sanger. Man kan høre, at han er vokset op med gospelmusikken som et kulturelt bagtæppe. Lyt fx til albummet “His hands in mine” eller et af de mange gospelopsamlinger.

Leiber & Stollers sang “Don’t” fra 1958 er ikke i streng forstand en gospelsang. Og så alligevel. Den lille ballade og kærlighedssang har noget kirkeligt-spirituelt over sig, selv om den handler om kødelig kærlighed. Elvis synger til sin udkårne, som var det til den gudommelige selv. Og måske var kød og ånd to siger af samme sag for den dameglade Elvis…

Sangen blev forståeligt nok et hit for Elvis med en førsteplads på Billboards Hot-100 og en 4. plads på countrylisten. Og Elvis synger da også med al den indlevelse og lidenskab, man kan ønske sig. Og han suppleres fornemt af The Jordanaires i sin besyngelse af den jordiske kærlighed.

I 1955 turnerede Elvis i selskab med countrymusikeren Hank Snow. Og det var her Elvis lærte Bill Traders “(Now and Then There’s) A Fool Such as I” at kende. Snow havde haft et top-10-hit med sin countryudgave i 1953. Elvis gjorde sangen til sin i 1959, hvor han med hjælp fra The Jordanaires forvandlede countrysangen til en poprocksang med doo-wop-overtoner. Alene den dybe basvokal, der lægger op til Elvis, er med til at gøre sangen til noget helt særligt i kataloget over store Elvissangen. Forståeligt nok blev sangen – der oprindeligt var B-side til “I need your love tonight” – nr. 1 i Storbritannien og nr. 2 i USA. Den har altid været en af mine favoritsange – og er selvfølgelig med på antologien over Elvis’ 30 nr. 1-hits.

Vi skal tilbage til Elvis’ debutalbum fra 1953 til sangen “I’m gonna sit right down and cry over you”. Det hører nok ikke til de mest kendte fra den plade, men i mine ører er det en af de allerbedste sange i samlingen. The Beatles havde den med på deres tidlige repertoire (kan høres på deres BBC-optagelser). Og selv om deres version ikke hører til gruppens mest mindeværdige øjeblikke og ikke når Elvis’ til sokkeholderne, så fortæller det mig noget om sangens kvaliteter, at den er med på deres setliste.

“I’m gonna sit right down” er skrevet af Joe Thomas og Howard Biggs i 1953 og er blevet en popstandard, og det skyldes i høj grad Elvis’ lancering af sangen. Igen er der tale om et to minutters popkoncentrat, hvor Elvis og musikerne (Scotty More, guitar, Bill Black,bas, D. J. Fontana, trommer og Floyd Cramer piano) udnytter tiden optimalt. Elvis er tændt, på og veloplagt fra første tone og synger legende og frækt fraserende. Der er også plads til en lille guitarsolo, og pianoet får lov til at brodere improviserende og rockende under sangen. Det er en lille genistreg, som jeg ikke kan blive træt af at lægge øre til.

Hvis ikke min erindring svigter mig helt, så var det min tante Agathe og min onkel Svend, der gav mig singlepladen, som man kan se på fotoet ovenfor. Og jeg kan tydligt huske, at min tante, der aldrig havde gået til spil eller lært noder, men spillede efter gehør, fremførte “Wooden Heart (Muss i denn)” for mig på harmonika – efterfulgt af hendes altid hjertelige latter. Det var nok disse omstændigheder – og så den kendsgerning, at det er en sød, lille, iørefaldende popsang, der sikrede sangen en varig plads på min Elvis-favoritliste.

Selv om single lå hele seks uger på den britiske singlehitliste i 1960, så tror jeg ikke, at den betragtes som en af Elvis store sange. Den var med i filmen “G.I. Blues” og reflekterer sammen med B-siden “Geschichten aus dem Wienerwald” Elvis’ værnepligtsperiode i Vesttyskland. Sangen er en kuriøsitet, der bygger på en gammel tysk folkesang, som er blevet opdateret af Fred Wise, Ben Weisman, Kay Twomey og den kendte tyske orkesterleder Bert Kaempfert. Elvis synger fire linjer på tysk i sangen. Tyskland var jo – og er – et stort marked for underholdningsindustrien.

Jeg har stadigvæk singlen, og det er en af den slags sange, der vækker bestemte, udefinerbare følelser og hensætter en til et bestemt sted og en bestemt tid.

Markeringen af Elvis’ bortgang for 35 år siden blev hængende lidt i bevidstheden. Og lister over Elvis-sange – bl.a. ovre hos Unmack – satte mig på sporet af listemageriet. Så jeg tænkte, jeg ville fremhæve 10 Elvis-sange, der står mit hjerte særligt nært. Det er sange, jeg enten har på plade og har lyttet meget til, eller sange, der af en eller anden grund gik rent ind, første gang jeg hørte dem. Forklaring og oplysning følger. Her er den første – “Don’t be cruel”.

Elvis’ fortolkning af Otis Blackwells “Don’t be cruel” har for længst skrevet sig ind i rock- og pophistoriebøgerne som et af alle tiders største sange. Rolling Stone har taget den med som nr. 96 på deres top 500 over de bedste sange gennem alle tider. Og i mine ører er lige netop det nummer nærmest den perfekte popsang inden for 2 minuttersskabelonen. B-stykket, der sidder lige i korttidshukommelsen, den swingende basguitar, der indleder sangen og anlægger det swing, som løber gennem hele sangen, den enkle, elegante udgang – og så det sublime samarbejde mellem koret – The Jordanaires – og Elvis’ helt ubesværede frasering, der får det hele til at lyde så ligetil – sådan som en popsang helst skal være.

Historien om, hvordan Otis Blackwell forærede royaltiesrettigheder bort til Elvis til gengæld for, at han indspillede sangen er legendariske. Elvis var i 1956, hvor sangen blev indsunget, en shooting star. Og Blackwell vidste det. Og når man lytter til en sang som “Don’t be cruel” er det svært ikke at blive benovet over, hvor god en sanger Elvis var dengang. Det var også en sang, der pegede frem – fra den hoftevridende rock’n roll (der stadig kan høres på “Hound Dog”, B-siden til “Don’t be cruel”) mod tressernes pop.

Der gik faktisk mange år, inden jeg fik denne sang på plade, så det var gennem radioen, den først fik sin virkning.

I sommeren 1956 var Elvis Presley kun 21 år gammel. Og han havde for længst opdaget fornøjelsen ved at kysse på pigerne – og mere til, så vidt vides. Et enkelt af kyssene blev foreviget af Alfred Wertheimer og blev berømt i Elvis-mytologien. På det fine sort-hvide foto ser man Elvis stikket tungen ud mod en ung dame fra Richmond, Virginia. Billedet er siden blevet kendt som “Kysset”. Men i alle årene, der er gået siden dengang, Wertheimer trykkede på udløseren, lige da de to unge mennesker skulle til at bytte kropsvæsker, har man ikke vidst, hvem den kønne unge dame var. I 55 år var hun bare ‘Elvis’ date den dag’.

Men nu kan Vanity Fair afsløre, at det drejer sig om Barbara Gray, en nu 75.årig ejendomsmægler. Dengang var den kun 20-årige Barbare vist ikke særlig benovet over sin relation til den voksende berømthed – hun havde også noget kørende med rivalen Pat Boone. Hun var et livstykke, en ” skamløs party girl”, der ikke fornægtede sig selv livets glæder.

Men et tv-udsendelse fik hendes mand til at reagere og genopfriske erindringen om kysset ved trappen i Mosque Theatre, i Richmond, Virginia. Dengang var hun blot en blandt mange piger, Elvis kyssede på, og der var reelt ingen interesse i at vide, hvem hun var. Men efter The Kings død har alt med relation til ham fået betydning. Og den voksende interesse for at få at vide, hvem netop denne pige var, fik Barbara til at skrive på fotograf Wertheimers Facebookside: “Jeg er pigen, Kysset, jeg har en god historie at fortælle dig”. Signeret: Bobbie Owen, Barbaras pigenavn.