Indlæg tagget med elvis

Beatles diskuterer Elvis

9. januar 2015

Et klip fra Anthology-dvd’erne

Mere Elvis: Got a Lot O’ Livin’ To Do!

8. januar 2015

Vi skal ikke helt slippe fødselaren Elvis. Kristian var så rar at lægge et link til tidsskriftet Mojo, der har samlet 20 af kongens filmsange, som de mener, vi alle burde høre. Og – der er faktisk mange perler imellem. Fx “Got A Lot O’ Livin’ to Do!” fra Loving You (1957). Ud over at være en fin sang, så viser klippet fra filmen i koncentrat, hvad problemet med film-Elvis var. Han var ikke noget stor skuespiller, og fandt ikke rigtig nogen naturlighed i sin ageren på lærredet. Bortset fra det tidspunkt, hvor han – som her – fik en guitar i armene og en god sang at aflevere. Så skete der en øjeblikkelig transformation, og Elvis fandt sit rette medium – som en fisk i vandet – når han fik lov at synge og underholde med rock’n roll.

Elvis – 80

8. januar 2015

Nedtælling til Elvis 2…

7. januar 2015

Man skal nok være mere end almindelig fan af Elvis for at investere i den oppulente boks med alle hans filmsoundtracks. Perioden, hvor Elvis forsvandt i Hollywoods filmhelvede betragtes almindeligvis som den musikalsk svageste tid i mandens karriere. Men måske er tiden ved hans 80-årsdag ind til at revurdere filmsangene lidt? I hvert fald er der stor kvalitetsforskel på de ialt 27 film, Elvis lavede, og på de sange, der fulgte med. Måske skulle Ernst Jørgensen eller en anden Elvis-kender lytte det hele igennem og lave et bokssæt med cremen af sange fra de mange lydspor?! Hermed er ideen givet videre.

elvispresley-elvisatthemovies-doublecd-482860

PS. Der findes faktisk allerede en lille opsamling med noget af det bedste fra filmene, nemlig dobbeltcd’en Elvis at the Movies med 40 numre. Så vidt jeg kan se, er der numre fra de fleste af filmene (RCA/Sony).

Nedtælling til Elvis…

6. januar 2015

Om et par dage er det årsdagen for Elvis Presley. Den 8. januar ville han være fyldt 80 år, hvis altså han ikke for længst havde forladt bygningen – for at spøge rundt i folks bevidsthed lige siden. For hans musik kaster stadigvæk lange slagskygger ind over populærmusikken – godt hjulpet på vej af bobestyrelsen, der sørger for at genudsende mandens værker i forskellige udgaver og omfang. Således har året i år allerede budt på en tre-cd-boks med titlen The Real…Elvis Presley (The 60s Collection).

Uden Elvis ville denne blog nok aldrig være blevet til noget. Det var hos Elvis det hele startede – det med musikken. Dengang man var enten til Elvis eller Cliff… Jeg var til Elvis indtil the Beatles kom på banen. Så var jeg stadigvæk til Elvis – og er det sådan set stadigvæk. Elvis inkorporerede efterkrigsungdommens drømme – blandt andet drømmen om at bryde ud af efterkrigstidens materielle elendighed og moralske konformisme. Rocken blev Elvis’ fribillet til et andet liv.

Elvis: That’s the Way it is

19. juni 2014

Der er ingen grænser for genudgivelser af Elvis. Og nu er turen kommet til That’s The Way It Is, der dokumenterer The Kings tilbagevenden til scenen i 1970. Genudsendelsen puster begivenheden op til 8 cd’er og 2 dvd’er, indeholdende seks hele koncerter og de obligatoriske ekstranumre. Med andre ord indeholder den nye udgave mere end dobbelt så meget som den særudgave, der kom i 2001 på 3 cd’er.

  • CD 1 – The Original Album plus outtakes and single versions
  • CD 2 – August 10, 1970 Opening Night concert at Las Vegas’ International Hotel
  • CD 3- August 11, 1970 Dinner Show
  • CD 4 – August 11, 1970 Midnight Show
  • CD 5 – August 12, 1970 Dinner Show
  • CD 6 – August 12, 1970 Midnight Show
  • CD 7 – August 13, 1970 Dinner Show
  • CD 8 – The Rehearsals
  • DVD 1: 2001 Special Edition, Restoration Featurette, Elvis Career Highlights, Director/Restorer Filmographies, Theatrical Trailer
  • DVD 2: 1970 Original Theatrical Version, Outtakes

Nye Elvisfans kan passende begynde her…

Og så faldt jeg lige over dette herlige billede af en ung Elvis, der forsøger at få liv i en kvindelig fan, der er besvimet ved mødet med The King.

The King i Stax – halvfjerdserindspilninger med Elvis i nye klæder

6. august 2013

Navnet Elvis Presley forbindes oftes med plademærkerne Sun (hvor det hele startede) og RCA (hvor karrieren lå). Men i 1973 besøgte Elvis også de berømte Stax-studier, hvor folk som Otis Redding, Sam & Dave, Isaac Hayes og mange andre soulkunstnere havde indspillet.
Elvis var i 1973 inde i en comebackperiode, hvor han efter års ørkenvandring som filmskuespiller turnerede igen og optrådte i Las Vegas. Det var også det år, hvor han lavede tv-udsendelsen “Aloha from Hawaii”, der blev set af millioner af mennesker og blev en stor succes for The King.
Af kontraktlige grunde gik Elvis i Stax-studierne og indsppillede en række country-, R&B- og popsange, der siden blev udsendt på tre forskellige albums. Nu 40 år senere har RCA samlet indspilningerne og udsender dem under titlen “Elvis at Stax: Deluxe Edition” – en tre-cd-udgivelse med diverse outtakes og interessant billedmateriale.

Elvis – 10 jeg kan li’ – nr. 9

26. august 2012

Elvis var troende kristen. Og blandt hans religiøse sange, finder man nogle af hans fineste præstationer som sanger. Man kan høre, at han er vokset op med gospelmusikken som et kulturelt bagtæppe. Lyt fx til albummet “His hands in mine” eller et af de mange gospelopsamlinger.

Leiber & Stollers sang “Don’t” fra 1958 er ikke i streng forstand en gospelsang. Og så alligevel. Den lille ballade og kærlighedssang har noget kirkeligt-spirituelt over sig, selv om den handler om kødelig kærlighed. Elvis synger til sin udkårne, som var det til den gudommelige selv. Og måske var kød og ånd to sider af samme sag for den dameglade Elvis…

Sangen blev forståeligt nok et hit for Elvis med en førsteplads på Billboards Hot-100 og en 4. plads på countrylisten. Og Elvis synger da også med al den indlevelse og lidenskab, man kan ønske sig. Og han suppleres fornemt af The Jordanaires i sin besyngelse af den jordiske kærlighed.

Elvis – 10 jeg kan li’ – nr. 8

24. august 2012

I 1955 turnerede Elvis i selskab med countrymusikeren Hank Snow. Og det var her Elvis lærte Bill Traders “(Now and Then There’s) A Fool Such as I” at kende. Snow havde haft et top-10-hit med sin countryudgave i 1953. Elvis gjorde sangen til sin i 1959, hvor han med hjælp fra The Jordanaires forvandlede countrysangen til en poprocksang med doo-wop-overtoner. Alene den dybe basvokal, der lægger op til Elvis, er med til at gøre sangen til noget helt særligt i kataloget over store Elvissangen. Forståeligt nok blev sangen – der oprindeligt var B-side til “I need your love tonight” – nr. 1 i Storbritannien og nr. 2 i USA. Den har altid været en af mine favoritsange – og er selvfølgelig med på antologien over Elvis’ 30 nr. 1-hits.

Elvis – 10 jeg kan li’ – nr. 6

22. august 2012

Vi skal tilbage til Elvis’ debutalbum fra 1953 til sangen “I’m gonna sit right down and cry over you”. Det hører nok ikke til de mest kendte fra den plade, men i mine ører er det en af de allerbedste sange i samlingen. The Beatles havde den med på deres tidlige repertoire (kan høres på deres BBC-optagelser). Og selv om deres version ikke hører til gruppens mest mindeværdige øjeblikke og ikke når Elvis’ til sokkeholderne, så fortæller det mig noget om sangens kvaliteter, at den er med på deres setliste.

I’m gonna sit right down” er skrevet af Joe Thomas og Howard Biggs i 1953 og er blevet en popstandard, og det skyldes i høj grad Elvis’ lancering af sangen. Igen er der tale om et to minutters popkoncentrat, hvor Elvis og musikerne (Scotty More, guitar, Bill Black,bas, D. J. Fontana, trommer og Floyd Cramer piano) udnytter tiden optimalt. Elvis er tændt, på og veloplagt fra første tone og synger legende og frækt fraserende. Der er også plads til en lille guitarsolo, og pianoet får lov til at brodere improviserende og rockende under sangen. Det er en lille genistreg, som jeg ikke kan blive træt af at lægge øre til.

Elvis Presley – 10 jeg kan li’ – nr. 3

19. august 2012

Hvis ikke min erindring svigter mig helt, så var det min tante Agathe og min onkel Svend, der gav mig singlepladen, som man kan se på fotoet ovenfor. Og jeg kan tydligt huske, at min tante, der aldrig havde gået til spil eller lært noder, men spillede efter gehør, fremførte “Wooden Heart (Muss i denn)” for mig på harmonika – efterfulgt af hendes altid hjertelige latter. Det var nok disse omstændigheder – og så den kendsgerning, at det er en sød, lille, iørefaldende popsang, der sikrede sangen en varig plads på min Elvis-favoritliste.

Selv om single lå hele seks uger på den britiske singlehitliste i 1960, så tror jeg ikke, at den betragtes som en af Elvis store sange. Den var med i filmen “G.I. Blues” og reflekterer sammen med B-siden “Geschichten aus dem Wienerwald” Elvis’ værnepligtsperiode i Vesttyskland. Sangen er en kuriøsitet, der bygger på en gammel tysk folkesang, som er blevet opdateret af Fred Wise, Ben Weisman, Kay Twomey og den kendte tyske orkesterleder Bert Kaempfert. Elvis synger fire linjer på tysk i sangen. Tyskland var jo – og er – et stort marked for underholdningsindustrien.

Jeg har stadigvæk singlen, og det er en af den slags sange, der vækker bestemte, udefinerbare følelser og hensætter en til et bestemt sted og en bestemt tid.

Elvis Presley – 10 jeg kan li’

17. august 2012

Markeringen af Elvis’ bortgang for 35 år siden blev hængende lidt i bevidstheden. Og lister over Elvis-sange – bl.a. ovre hos Unmack – satte mig på sporet af listemageriet. Så jeg tænkte, jeg ville fremhæve 10 Elvis-sange, der står mit hjerte særligt nært. Det er sange, jeg enten har på plade og har lyttet meget til, eller sange, der af en eller anden grund gik rent ind, første gang jeg hørte dem. Forklaring og oplysning følger. Her er den første – “Don’t be cruel”.

Elvis’ fortolkning af Otis Blackwells “Don’t be cruel” har for længst skrevet sig ind i rock- og pophistoriebøgerne som et af alle tiders største sange. Rolling Stone har taget den med som nr. 96 på deres top 500 over de bedste sange gennem alle tider. Og i mine ører er lige netop det nummer nærmest den perfekte popsang inden for 2 minuttersskabelonen. B-stykket, der sidder lige i korttidshukommelsen, den swingende basguitar, der indleder sangen og anlægger det swing, som løber gennem hele sangen, den enkle, elegante udgang – og så det sublime samarbejde mellem koret – The Jordanaires – og Elvis’ helt ubesværede frasering, der får det hele til at lyde så ligetil – sådan som en popsang helst skal være.

Historien om, hvordan Otis Blackwell forærede royaltiesrettigheder bort til Elvis til gengæld for, at han indspillede sangen er legendariske. Elvis var i 1956, hvor sangen blev indsunget, en shooting star. Og Blackwell vidste det. Og når man lytter til en sang som “Don’t be cruel” er det svært ikke at blive benovet over, hvor god en sanger Elvis var dengang. Det var også en sang, der pegede frem – fra den hoftevridende rock’n roll (der stadig kan høres på “Hound Dog”, B-siden til “Don’t be cruel”) mod tressernes pop.

Der gik faktisk mange år, inden jeg fik denne sang på plade, så det var gennem radioen, den først fik sin virkning.

Mysteriet om Elvis’ tungekys løst

8. august 2011

I sommeren 1956 var Elvis Presley kun 21 år gammel. Og han havde for længst opdaget fornøjelsen ved at kysse på pigerne – og mere til, så vidt vides. Et enkelt af kyssene blev foreviget af Alfred Wertheimer og blev berømt i Elvis-mytologien. På det fine sort-hvide foto ser man Elvis stikket tungen ud mod en ung dame fra Richmond, Virginia. Billedet er siden blevet kendt som “Kysset”. Men i alle årene, der er gået siden dengang, Wertheimer trykkede på udløseren, lige da de to unge mennesker skulle til at bytte kropsvæsker, har man ikke vidst, hvem den kønne unge dame var. I 55 år var hun bare ‘Elvis’ date den dag’.

Men nu kan Vanity Fair afsløre, at det drejer sig om Barbara Gray, en nu 75.årig ejendomsmægler. Dengang var den kun 20-årige Barbare vist ikke særlig benovet over sin relation til den voksende berømthed – hun havde også noget kørende med rivalen Pat Boone. Hun var et livstykke, en ” skamløs party girl”, der ikke fornægtede sig selv livets glæder.

 

Men et tv-udsendelse fik hendes mand til at reagere og genopfriske erindringen om kysset ved trappen i Mosque Theatre, i Richmond, Virginia. Dengang var hun blot en blandt mange piger, Elvis kyssede på, og der var reelt ingen interesse i at vide, hvem hun var. Men efter The Kings død har alt med relation til ham fået betydning. Og den voksende interesse for at få at vide, hvem netop denne pige var, fik Barbara til at skrive på fotograf Wertheimers Facebookside: “Jeg er pigen, Kysset, jeg har en god historie at fortælle dig”. Signeret: Bobbie Owen, Barbaras pigenavn.