Indlæg tagget med erindring

Janis Joplin – in memoriam

4. oktober 2015

Vi er kommet til en af de mere kedelige mærkdag. For 45 år siden skrev Janis Joplin sig ind i den meget omtalte 27 års-klub af afdøde rockstjerner, der døde alt for tidligt. Dødsfald, der ofte var relateret til datidens forbrug af stoffer og alkohol. Sådan også i Janis’ tilfælde. Fire album var, hvad det blev til. Men fire meget overbevisende plader fra en stor sangerinde, som det kunne have været spændende at følge mange år endnu. Men sådan skulle det ikke være.

Erindringsglimt: Glib – et alternativ til Brylcreme

14. maj 2015

glib

Hvis vi skruer tiden mange år tilbage – tli dengang det var populært at smøre sit hår ind i hårpomade. Dengang – i halvtredserne – hvor skuespilleren Preben Mahrt blev landskendt for at reklamere for hårpomaden Brylcreme, så var der – sådan er det i forbrugersamfundet – en konkurrent. Nemlig Glib. Jeg har længe ledt efter et billede af Glib, og her er det så. Jeg tror ikke, at jeg fik “fornøjelsen” af at smøre mit hår ind i Glib, men Brylcreme har jeg haft den tvivlsomme fornøjelse af at prøve. Men navnet og billedet af den blå-hvide æske brændte sig alligevel ind i erindringens store bog. Og her er billedet så – venlig stillet til rådighed af en ven fra Facebook.

Torben Bille – husket

12. april 2015

I dag er det to år siden Torben Bille døde. Men han er ikke glemt – i hvert fald ikke her hos mig i bloggen, hvor han stadigvæk er en imaginær sparringspartner og lidelsesfælle udi kunsten at elske musikken.  Og sådan vil det fortsat være.

Den allerførste gang jeg mødte Torben i København foreslog jeg ham, at han skulle gå i gang med at skrive sine erindringer. Men det mente Torben var alt for tidligt. I dag ved vi, at Torben tog fejl. Og jeg sidder her og håber i mit stille sind, at nogen vil tage sig sammen og lave en bog om Torben, hvor der kastes lys over hans levned og ikke mindst hans virke i musikkens tjeneste. Det kunne han godt fortjene i sit eftermæle.

På billedet ovenfor sidder han som relativt ung redaktionssekretær i musiktidsskriftet MMs lokaler i Havnegade. året er vist nok 1978. Og jeg læste med stor ildhu og interesse, hvad der blev skrevet i det blad – af Torben og alle de andre musikelskere med skrivekløe. Det var en væsentlig kilde til min musikalske dannelse. Desværre døde også det blad…

 

Fotoet er lånt fra Torbens endnu eksisterende Facebookside.

Og helt i Torbens ånd får musikken “som altid” det sidste ord! Her med Crazy Horse, som jeg forførte Torben til at investere i (endnu engang)…

 

Erindringsglimt: hinkesten og kridt

8. januar 2015

I min barndom i halvtredserne var der ikke meget legetøj at gøre godt med. Men vi kom langt med lidt. Et stykke hvidt skolekridt og en farvet hinkesten kunne holde os – og ikke mindst pigerne – beskæftiget meget længe. Kridtet blev brugt til at kreere et tårn af hinkeruder, hvor man skulle hinke fra den ene rude til den næste, vende op i toppen og hinke tilbage til start. Drengene var også med, og der var god kappestrid i det, men pigerne vandt, som jeg husker det.

I videoen ovenfor er det en noget mere moderne udgave af hinkeri, man finder, men så vidt jeg kan læse ud af en google-søgning på nettet så findes hinkestenene endnu. Måske er den gamle glæde ikke gået helt fløjten i Ipaden tidsalder. Det kan man jo kun håbe på…

 

Roll me over in the Clover – erindringsglimt

1. december 2012

Roll Me Over

Now this is number one, and the fun has just begun
     Roll me over, lay me down and do it again
     Roll me over, in the clover *
     Roll me over, lay me down and do it again.

And this is number two, and I’m taking off her shoe

number three…  My hand is on her knee

number four…She’s beggin’ me for more

number  five…We’re startin in to jive

number six… She’s starting to do tricks

number seven…she thinks that she’s in Heaven

number eight…the doctor’s at the gate

number nine… the twins are doin’ fine

number ten…  we’re starting in again.

Jeg ved ikke, hvordan eller hvorfor den dukkede op i bevidstheden, men da jeg gik i realskolen og gymnasiet var den ret populær blandt udvalgte repræsentanter for det smukke køn. En lidt frivol sang, der stammer fra fyrrernes England, hvor den også var et folkeligt hit. Den behøver vist ikke at blive fortolket eller udlagt…

Døden på larvefødder – erindringsglimt i anledning af forfatteren Sven Hassels død, 95 år

11. oktober 2012

Pludselig er jeg tilbage i mit barndomshjem i den lille to-værelses lejlighed i baggården i Nygårdsvej i Esbjerg. Og jeg genkalder mig den lille teaktræshylde, der udgjorde det hjemlige bibliotek. Der var nemlig ikke mange bøger derhjemme, selv om min far var storlæsende. Men nogle bøger var der, bl.a. Sven Hassels Døden på larvefødder fra 1958.

Min far altlæsende, men især kriminal- og krigsromaner blev fortæret med stor appetit og i et stort tempo. Gerne en bog om natten, når han havde tid. Og Sven Hassels bøger var populære.

Sven Hassels bøger var, hvad man den gang kaldte smuds- eller kiosklitteratur. Underholdningslitteratur med rod i forfatterens påståede selvoplevede begivenheder under Anden Verdenskrig – på tysk side. En slags forherligende beskrivelse af tyske soldaters krigsoplevelser svarende til dem, man også kunne læse om de allierede soldaters. Et modstykke til Det beskidte dusin eller Commando-serien.

Den første Hassel-roman De fordømtes legion udkom i mit fødeår, 1953, og stod også på teaktræshylden i uindbunden originaludgave. Siden udkom yderligere 13 romaner, skåret over samme læst, som solgte i omegnen af 53 millioner eksemplarer verden rundt.

Sven Hassel insisterede på, at han havde oplevet meget af det, romanerne omhandlede, selv om der blev rejst tvivl om omstændigheder og historiske forhold af kritikerne. Og kritikerne havde også svært ved at goutere Hessels pædagogiske, anti-militaristiske argument for at skrive bøgerne: Han ville forhindre at grusomhederne nogensinde ville gentage sig i fremtiden.

Måske var Hassel blot god til at iscenesætte sig selv som forfatter – at brande sig selv længe før sådan noget blev almindeligt… At markedsføre bøgerne som anti-militarisme og få dem solgt med fascination af krig og vold, var smart i årene efter krigen. I hvert fald havde han succes med sine dramatiske historier, der krydrede hverdagsrealismen på slagmarken med brutale voldsskildringer og fantasiæggende sexditto. Jeg kan huske, at jeg smuglæste i bøgerne, drevet af nysgerrighed og fascineret af min fars begejstrede genfortælling af scener fra bogen. Jeg var mest af alt frastødt af, hvad jeg læste. Men jeg var heller ikke så gammel. Til gengæld brændte nogle af scenerne sig fast – og det samme gjorde de tegnede forsideillustrationer og stemningen omkring dem.

Den 95-årige Hassel (også stavet Hazel) døde i sit hjem i Barcelona, Spanien.

Fra barndommens sangbog: Oh, what a beautiful morning

7. august 2012

There’s a bright, golden haze on the meadow

There’s a bright, golden haze on the meadow.

The corn is as high as an elephant’s eye

And it looks like it’s climbing clear up to the sky.

Oh, what a beautiful Mornin’

Oh, what a beautiful day.

I’ve got a beautiful feelin’

Everything’s goin’ my way.

Sangen “Oh what a beautiful morning” var en af de sange, vi ofte sang, da jeg gik i folkeskolen. I engelsktimerne. Og allerede dengang kunne jeg godt lide Rogers og Hammersteins sang fra musicalen Oklahoma!. Sikkert, fordi den har så oplagte popkvaliteter. Melodien falder lige ind i øret og bevidstheden – og sørgede i mit tilfælde for, at også teksten blev lejret godt og grundigt ind i de grå celler. Jeg kan huske, at jeg dengang syntes, at linjen “The corn is as high as an elephant’s eye” var fantastisk. Sanselig og poetisk ville jeg nok sige i dag.

Jeg blev mindet om denne sang, da jeg faldt over James Taylors fortolkning (fra albummet Covers (2008). Taylors på en gang loyale og samtidigt meget personlige og ufravigeligt Taylorske udlægning er en eksemplarisk illustration af, hvad den gode fortolkning kan. Nemlig åbne ens ører for de kvaliteter, der er i en sang eller et stykke musik. Kvaliteter, der måske er blevet glemt, fordi man har hørt de kendte udgaver så ofte…

Og James Taylor kan det der – det kan man læse om i Torbens koncertomtale fra Taylors optræden i Tivoli tidligere på året.

Erindringer på anden hånd: Musik fra dengang far og mor var unge

30. juni 2012

Et tilfældig surfen på YouTube fik mig på sporet af en håndfuld ‘videoer’ med 78″-indspilninger fra legendariske plademærker som Odeon og Polyphon. Og derfra var springet ikke så langt til de historier, min far og mor fortalte mig om deres ungdomstid i København i mellemkrigstiden og under besættelsen.

Min mor var via et job på en gård uden for århus og et job på Kalundborg-færgen endt i en tjeneste som kokkepige hos det bedre borgerskab i København (på Tagesvej hos en rig enkefrue). Og min far var matros, bådsmand og senere marinesoldat i de år. Det var der, de mødtes og muliggjorde denne skribent.

Mange af de historier jeg lagde øre til som barn, handlede om deres ture ud i det københavnske forlystelseliv. Værtshusene på Christianshavn og andre steder. Og danselokalerne, bl.a. Adlon, hvor man fra tyverne og frem kunne danse til levende musik. Hvilke orkestre de dansede til husker jeg ikke men måske var Erik Tuxen, Teddy Pedersen eller Kai Ewans. Teddy Pedersens Orkester nævnte min mor mange gange.

Det kunne måske have været nedenstående eksempler. Mange af numrene kender jeg fra min barndoms radio. Og i dag tænker jeg, at det var datidens svar på rock’n roll og pigtrådsmusik. Det rocker måske ikke så meget, men det swinger…

“En lille rystedans”, Erik Tuxen, 1934

“Hot, Hot”, Margurite Viby og Teddy Pedersens Orkester, 1937

“Aa aa aa Aase”, Teddy Pedersens Orkester, 1928

Leo Mathisens Orkester, “Anita”, 1941

Det er hvidt herude…

27. januar 2012

Det er hvidt herude,

kyndelmisse slår sin knude

overmåde hvas og hård,

hvidt forneden, hvidt foroven,

pudret tykt står træ i skoven

som udi min abildgård.

Det er tyst herude,

kun med sagte pik på rude

melder sig den små musvit.

Der er ingen fugl, der synger,

finken kun på kvisten gynger,

ser sig om og hvipper lidt.

Det er koldt herude,

ravne skrige, ugler tude,

søge føde, søge læ.

Kragen spanker om med skaden

højt på rygningen af laden,

skeler til det tamme kræ.

Hanen sig opsvinger

på en snemand, sine vinger

klaskende han sammenslår.

Krummer halsen stolt og galer –

hvad monstro han vil, den praler?

Hvis endda om tø han spår!

Inderlig jeg længes

efter vår, men vintren strænges,

atter vinden om til nord!

Kom, sydvest, som frosten tvinger,

kom med dine tågevinger,

kom og løs den bundne jord!

Teksten er af St. St. Blicher (1838) og melodien af Thomas Laub (1914). Det var en af de sange, vi sang i folkeskolen. Stort set hvert år ved vintertide. Og jeg har altid hold af den sang – teksten og melodien, der næsten har popkvalitet. Jeg kan huske, at vi fik teksten forklaret nøje. Hvad meningen med ‘kyndelmisse’ var, hvad det vil sige, at ‘kyndelmisse slog sin knude’, hvad en ‘abildgård’ var osv. Ordene er selvfølgelig bedagede – og var det allerede dengang for over fyrre år siden – men teksten er også et udmærket eksempel på, hvor udtryksfuldt det danske sprog er, hvis ellers vi gider bruge dets muligheder… Og det er stadigvæk en smuk sang. Og i dag, hvor sneen ligger uden for min rude og kulden bider, dukker  den selvfølgelig op…

DR Pigekoret – Det er hvidt herude

Som en overnatning hos din bedste ven, da du var 13 – Mark Ronson mindes Amy Winehouse

11. december 2011

"She was one of those magical people who burn more brightly than the rest of us…

It sounds creepy, but I used to love going to visit Amy at the London Clinic. Every now and then she’d get tired of the drink and she’d check herself into this private hospital about five minutes’ taxi from Camden. It was her way of cleaning up, on her own terms, without having to go to rehab."

Amy Winehouse er borte. Sprutten gjorde af med hende. De kommercielle gribbe frådser i efterladenskaberne. Og nekrologerne er skrevet – de forudsigelige. Men vennen Mark Ronson har skrevet et læseværdigt erindringsblad om den afdøde, unge diva. Måske forstår vi bedre, hvad Amy var gjort af, når vi har læst det. Det forestiller jeg mig i hvert fald. Læs Ronsons fine erindringsstykke lige her.

[Ukrediteret privat foto fra bloggen Let’s Sexy Fighting]

Tørsvømning

19. juni 2011

Og pludselig så jeg mig selv beamet tilbage til starten af tresserne. Liggende fladt på maven på en lille, våd og kold skammel, iført badebukser og et stort, vådt korkbælte. Med benene sparkes der bagud og armene føres frem foran ansigtet og ud til siderne og tilbage igen. Stedet er Grådybbadet i Esbjerg. Der er svømmeundervisning i Vestre Skoles gymnastiktime. Det er råkoldt. Overskyet. Og der er vådt overalt. Lærer Johnsen kommanderer med os, så vi kan få banket svømmebevægelserne ind i hovedet. Teorien er, at når vi først har lært bevægelserne, kan vi sænkes ned i det våde element og begynde at bevæge os gennem vandet, som nogle af de små plastikbåde, man kan trække op ved at dreje på en vinge. Men sådan var det ikke…

Ovenstående flashback er foranlediget af en nyhed om, at flere skoler på grund af kommunale besparelser kun kan tilbyde deres elever tørsvømning. I følge regeringens målsætning for folkeskolen skal børnene have lært at svømme m.m. senest 5. klasse. Og den ansvarlige minister, Troels Lund Poulsen (V), fastholder, at kravet skal overholdes – vand eller ej. Tørsvømningen er tilbage. Og det er ikke en vandet vittighed…

Foto er lånt fra siden Danskernes Egen Historie (og det er helt legalt)

Og det giver mig anledning til at spille en af mine all-time-favorit-sange: Loudon Wanwrights Swimming Song.

En duft af Breining Fougere hårvand

15. maj 2011

En syrenbusk sendte mig tilbage til frisørforretningerne i mit barndoms kvarter i Esbjerg – associationernes indviklede og forgrenede stier. Især til den forretning, der lå i Sjællandsgade og blev bestyret af to dengang ældre herrer i kitler. I det sparsomt dekorerede vindue stod der to flasker Breining Fougere hårdvand – en grøn og en lilla flaske. Den sidste havde en duft af lavendel (ikke syren). Ved siden af igen stor et papskilt med en globus med mavebælte, hvorpå stod skrevet World’s Best.

Duften af hårvandet slog en imøde fra forretningens indre, hvor det blev gnubbet ind i hovedbunden på mange af de mandlige besøgende. Og på hylderne stod flaskerne på rad og række. Jeg prøvede også den grønne en enkelt gang, men brød mig ikke om hverken lugt eller effekt.
Jeg har ledt længe efter et billede af de pågældende flasker, men selv om produktet stadigvæk sælges, så er de gamle flasker for længst gået på pension og åbenbart i glemmebogen…

Erindringsglimt: avispapir og fodtøj

28. november 2010

Da jeg stod der og tog mine langskaftede gummistøvler på for at bevæge mig udendørs, gled erindringen pludselig tilbage til dengang, hvor min mor forede mine sko og støvler med avispapir, der var varmet på kakkelovnen eller (senere) radiatoren. Og fornemmelsen af at stikke foden ned i den tørre, glatte, knitrende varme vældede frem i mit indre. Dengang var der ikke råd til indkøb af termosokker, kevlarbeskyttede støvler og andre objekter fra velstandsoverskuddet. Men der var andre glæder…

Linda Schott – Never in a million Years (1966)

11. oktober 2010

Vi skal ikke slippe de kønne sangfugle fra tressernes begyndelse. Linda Scott besøgte også den danske hitliste en enkelt gang. I uge 7, 1963, indtog hun en 19. plads med “Never in a million Years”. Hun havde allerede på det tidspunkt en snes singleplader på samvittigheden, bl.a. “I’ve Told Every Little Star“, som lå på den amerikanske og engelske top 10 i 1961, solgte millioner af eksemplarer og blev hendes største succes i karrieren.
Som Marcie Blane var Linda Scott (Linda Joy Sampson) en skolesøgende newyorkerpige (fra Queens), da hun blev opdaget af Epic Records. Hun havde stillet op til en radioudsendelse og blev inviteret med. Hendes debut bar den symtomatiske titel “In-Between Teen”. Pladen blev udsendt i hendes borgerlige navn Linda Sampson.
Medens hun endnu gik i high school overtog pladeselskabet Canadian-American Records hende, og forvandlede hende til Linda Scott. Og det var i den stald, hun indspillede Hammerstein og Kerns trediver-musicalsang “I’ve Told Every Little Star” og gjorde den til et rigtigt teenagehit.
Til historien om Scott hører også, at hun fik endnu et stort hit med en standard. Nemlig Ahlerts og Turks “I don’t know why (but I do)“, der nåede en 12. plads i USA. Og så er det interessant, at hun også selv skrev nogle sange. Blandt andet “Don’t Bet Money, Honey”, der også blev et hit derovre med en 9. plads som bedste placering.
Meget sigende for Linda Scotts sangkunst, så kom hendes sidste hitlisteplacering med sangen “Who’s Been Sleeping In My Bed” i januar 1964, den måned, hvor The Beatles indtog den amerikanske hitliste for første gang…
Linda fortsatte med at lave plader frem til starten af halvfjerdserne, men uden den store kommercielle succes, og i lagde hun sangkarrieren på hylde og begyndte at læse teologi.

Stenkulsnafta – en kemikalisk barndomserindring

25. september 2010

Torben har sendt mig tilbage til den lille toværelses på Nygårdsvej i halvtredserne. Det magiske ord er “stenkulsnafta”. Og fremkaldervæsken for erindringsstumpen var “tv-farmaceuten Sven Holm”. Jeg husker den trinde, venlige mand, der på den sort-hvide skærm med nærmest naturvidenskabelig akkuratesse fortalte de hjemmegående husmødre – heriblandt min egen mor – hvordan de kunne fjerne alskens pletter med husholdningens arsenal af kemi.

Et af de kemikalier, min mor altid havde stående i de typiske grønne flasker, var stenkulsnafta (benzen – med vor tids betegnelse). Et andet var salmiakspiritus. Siden forsvandt de ud af husholdningen sammen med den ikke-denaturerede sprit, som blev brugt til hjemmebrænderi i tresserne. Sikkert som led i beskyttelsen af forbrugerne – mod forbrugernes selv.

Helt ufarlig var disse væsker heller ikke. Jeg husker nøje, hvordan min mor advarede mig mod vidundermidlerne. Alligevel drev min nysgerrighed mig til en dag at skrue låget af flasken og snuse til den. En sindsoprivende oplevelse, jeg sent vil glemme. Jeg var sikker på, at nu skulle jeg død. Jeg tror, jeg kunne mærke hver eneste celle i mine luftveje, og min unge, følsomme næse brændte, som var der stoppet glødende kul op i næseborene. Men kun en kort tid.

Flasken stod i mine forældres klædeskab (hvorfor ved jeg ikke), og situationen foran de brune skab brændte sig ind i min erindring – som stenkulsnaftadampene brændte sig ind i næseborene…

PS. På Beredskabsstyrelsens hjemmeside kan man studere alle de forbudte stoffer, som vor moder jonglerede med i de vist nok så uskyldige halvtredsere.