Indlæg tagget med erindring

Janis Joplin – in memoriam

4. oktober 2015

Vi er kommet til en af de mere kedelige mærkdag. For 45 Ã¥r siden skrev Janis Joplin sig ind i den meget omtalte 27 Ã¥rs-klub af afdøde rockstjerner, der døde alt for tidligt. Dødsfald, der ofte var relateret til datidens forbrug af stoffer og alkohol. SÃ¥dan ogsÃ¥ i Janis’ tilfælde. Fire album var, hvad det blev til. Men fire meget overbevisende plader fra en stor sangerinde, som det kunne have været spændende at følge mange Ã¥r endnu. Men sÃ¥dan skulle det ikke være.

Erindringsglimt: Glib – et alternativ til Brylcreme

14. maj 2015

glib

Hvis vi skruer tiden mange år tilbage – tli dengang det var populært at smøre sit hår ind i hårpomade. Dengang – i halvtredserne – hvor skuespilleren Preben Mahrt blev landskendt for at reklamere for hårpomaden Brylcreme, så var der – sådan er det i forbrugersamfundet – en konkurrent. Nemlig Glib. Jeg har længe ledt efter et billede af Glib, og her er det så. Jeg tror ikke, at jeg fik “fornøjelsen” af at smøre mit hår ind i Glib, men Brylcreme har jeg haft den tvivlsomme fornøjelse af at prøve. Men navnet og billedet af den blå-hvide æske brændte sig alligevel ind i erindringens store bog. Og her er billedet så – venlig stillet til rådighed af en ven fra Facebook.

Torben Bille – husket

12. april 2015

I dag er det to Ã¥r siden Torben Bille døde. Men han er ikke glemt – i hvert fald ikke her hos mig i bloggen, hvor han stadigvæk er en imaginær sparringspartner og lidelsesfælle udi kunsten at elske musikken.  Og sÃ¥dan vil det fortsat være.

Den allerførste gang jeg mødte Torben i København foreslog jeg ham, at han skulle gå i gang med at skrive sine erindringer. Men det mente Torben var alt for tidligt. I dag ved vi, at Torben tog fejl. Og jeg sidder her og håber i mit stille sind, at nogen vil tage sig sammen og lave en bog om Torben, hvor der kastes lys over hans levned og ikke mindst hans virke i musikkens tjeneste. Det kunne han godt fortjene i sit eftermæle.

PÃ¥ billedet ovenfor sidder han som relativt ung redaktionssekretær i musiktidsskriftet MMs lokaler i Havnegade. Ã…ret er vist nok 1978. Og jeg læste med stor ildhu og interesse, hvad der blev skrevet i det blad – af Torben og alle de andre musikelskere med skrivekløe. Det var en væsentlig kilde til min musikalske dannelse. Desværre døde ogsÃ¥ det blad…

 

Fotoet er lånt fra Torbens endnu eksisterende Facebookside.

Og helt i Torbens Ã¥nd fÃ¥r musikken “som altid” det sidste ord! Her med Crazy Horse, som jeg forførte Torben til at investere i (endnu engang)…

 

Erindringsglimt: hinkesten og kridt

8. januar 2015

I min barndom i halvtredserne var der ikke meget legetøj at gøre godt med. Men vi kom langt med lidt. Et stykke hvidt skolekridt og en farvet hinkesten kunne holde os – og ikke mindst pigerne – beskæftiget meget længe. Kridtet blev brugt til at kreere et tÃ¥rn af hinkeruder, hvor man skulle hinke fra den ene rude til den næste, vende op i toppen og hinke tilbage til start. Drengene var ogsÃ¥ med, og der var god kappestrid i det, men pigerne vandt, som jeg husker det.

I videoen ovenfor er det en noget mere moderne udgave af hinkeri, man finder, men sÃ¥ vidt jeg kan læse ud af en google-søgning pÃ¥ nettet sÃ¥ findes hinkestenene endnu. MÃ¥ske er den gamle glæde ikke gÃ¥et helt fløjten i Ipaden tidsalder. Det kan man jo kun hÃ¥be pÃ¥…

 

Roll me over in the Clover – erindringsglimt

1. december 2012

Roll Me Over

Now this is number one, and the fun has just begun
     Roll me over, lay me down and do it again
     Roll me over, in the clover *
     Roll me over, lay me down and do it again.

And this is number two, and I’m taking off her shoe

number three…  My hand is on her knee

number four…She’s beggin’ me for more

number  five…We’re startin in to jive

number six… She’s starting to do tricks

number seven…she thinks that she’s in Heaven

number eight…the doctor’s at the gate

number nine… the twins are doin’ fine

number ten…  we’re starting in again.

Jeg ved ikke, hvordan eller hvorfor den dukkede op i bevidstheden, men da jeg gik i realskolen og gymnasiet var den ret populær blandt udvalgte repræsentanter for det smukke køn. En lidt frivol sang, der stammer fra fyrrernes England, hvor den ogsÃ¥ var et folkeligt hit. Den behøver vist ikke at blive fortolket eller udlagt…

Døden på larvefødder – erindringsglimt i anledning af forfatteren Sven Hassels død, 95 Ã¥r

11. oktober 2012

Pludselig er jeg tilbage i mit barndomshjem i den lille to-værelses lejlighed i baggården i Nygårdsvej i Esbjerg. Og jeg genkalder mig den lille teaktræshylde, der udgjorde det hjemlige bibliotek. Der var nemlig ikke mange bøger derhjemme, selv om min far var storlæsende. Men nogle bøger var der, bl.a. Sven Hassels Døden på larvefødder fra 1958.

Min far altlæsende, men især kriminal- og krigsromaner blev fortæret med stor appetit og i et stort tempo. Gerne en bog om natten, når han havde tid. Og Sven Hassels bøger var populære.

Sven Hassels bøger var, hvad man den gang kaldte smuds- eller kiosklitteratur. Underholdningslitteratur med rod i forfatterens påståede selvoplevede begivenheder under Anden Verdenskrig – på tysk side. En slags forherligende beskrivelse af tyske soldaters krigsoplevelser svarende til dem, man også kunne læse om de allierede soldaters. Et modstykke til Det beskidte dusin eller Commando-serien.

Den første Hassel-roman De fordømtes legion udkom i mit fødeår, 1953, og stod også på teaktræshylden i uindbunden originaludgave. Siden udkom yderligere 13 romaner, skåret over samme læst, som solgte i omegnen af 53 millioner eksemplarer verden rundt.

Sven Hassel insisterede på, at han havde oplevet meget af det, romanerne omhandlede, selv om der blev rejst tvivl om omstændigheder og historiske forhold af kritikerne. Og kritikerne havde også svært ved at goutere Hessels pædagogiske, anti-militaristiske argument for at skrive bøgerne: Han ville forhindre at grusomhederne nogensinde ville gentage sig i fremtiden.

Måske var Hassel blot god til at iscenesætte sig selv som forfatter – at brande sig selv længe før sådan noget blev almindeligt… At markedsføre bøgerne som anti-militarisme og få dem solgt med fascination af krig og vold, var smart i årene efter krigen. I hvert fald havde han succes med sine dramatiske historier, der krydrede hverdagsrealismen på slagmarken med brutale voldsskildringer og fantasiæggende sexditto. Jeg kan huske, at jeg smuglæste i bøgerne, drevet af nysgerrighed og fascineret af min fars begejstrede genfortælling af scener fra bogen. Jeg var mest af alt frastødt af, hvad jeg læste. Men jeg var heller ikke så gammel. Til gengæld brændte nogle af scenerne sig fast – og det samme gjorde de tegnede forsideillustrationer og stemningen omkring dem.

Den 95-årige Hassel (også stavet Hazel) døde i sit hjem i Barcelona, Spanien.

Fra barndommens sangbog: Oh, what a beautiful morning

7. august 2012

There’s a bright, golden haze on the meadow

There’s a bright, golden haze on the meadow.

The corn is as high as an elephant’s eye

And it looks like it’s climbing clear up to the sky.

Oh, what a beautiful Mornin’

Oh, what a beautiful day.

I’ve got a beautiful feelin’

Everything’s goin’ my way.

Sangen “Oh what a beautiful morning” var en af de sange, vi ofte sang, da jeg gik i folkeskolen. I engelsktimerne. Og allerede dengang kunne jeg godt lide Rogers og Hammersteins sang fra musicalen Oklahoma!. Sikkert, fordi den har sÃ¥ oplagte popkvaliteter. Melodien falder lige ind i øret og bevidstheden – og sørgede i mit tilfælde for, at ogsÃ¥ teksten blev lejret godt og grundigt ind i de grÃ¥ celler. Jeg kan huske, at jeg dengang syntes, at linjen “The corn is as high as an elephant’s eye” var fantastisk. Sanselig og poetisk ville jeg nok sige i dag.

Jeg blev mindet om denne sang, da jeg faldt over James Taylors fortolkning (fra albummet Covers (2008). Taylors pÃ¥ en gang loyale og samtidigt meget personlige og ufravigeligt Taylorske udlægning er en eksemplarisk illustration af, hvad den gode fortolkning kan. Nemlig Ã¥bne ens ører for de kvaliteter, der er i en sang eller et stykke musik. Kvaliteter, der mÃ¥ske er blevet glemt, fordi man har hørt de kendte udgaver sÃ¥ ofte…

Og James Taylor kan det der – det kan man læse om i Torbens koncertomtale fra Taylors optræden i Tivoli tidligere pÃ¥ Ã¥ret.

Erindringer på anden hånd: Musik fra dengang far og mor var unge

30. juni 2012

Et tilfældig surfen pÃ¥ YouTube fik mig pÃ¥ sporet af en hÃ¥ndfuld ‘videoer’ med 78″-indspilninger fra legendariske plademærker som Odeon og Polyphon. Og derfra var springet ikke sÃ¥ langt til de historier, min far og mor fortalte mig om deres ungdomstid i København i mellemkrigstiden og under besættelsen.

Min mor var via et job på en gård uden for Århus og et job på Kalundborg-færgen endt i en tjeneste som kokkepige hos det bedre borgerskab i København (på Tagesvej hos en rig enkefrue). Og min far var matros, bådsmand og senere marinesoldat i de år. Det var der, de mødtes og muliggjorde denne skribent.

Mange af de historier jeg lagde øre til som barn, handlede om deres ture ud i det københavnske forlystelseliv. Værtshusene på Christianshavn og andre steder. Og danselokalerne, bl.a. Adlon, hvor man fra tyverne og frem kunne danse til levende musik. Hvilke orkestre de dansede til husker jeg ikke men måske var Erik Tuxen, Teddy Pedersen eller Kai Ewans. Teddy Pedersens Orkester nævnte min mor mange gange.

Det kunne mÃ¥ske have været nedenstÃ¥ende eksempler. Mange af numrene kender jeg fra min barndoms radio. Og i dag tænker jeg, at det var datidens svar pÃ¥ rock’n roll og pigtrÃ¥dsmusik. Det rocker mÃ¥ske ikke sÃ¥ meget, men det swinger…

“En lille rystedans”, Erik Tuxen, 1934

“Hot, Hot”, Margurite Viby og Teddy Pedersens Orkester, 1937

“Aa aa aa Aase”, Teddy Pedersens Orkester, 1928

Leo Mathisens Orkester, “Anita”, 1941

Det er hvidt herude…

27. januar 2012

Det er hvidt herude,

kyndelmisse slår sin knude

overmåde hvas og hård,

hvidt forneden, hvidt foroven,

pudret tykt står træ i skoven

som udi min abildgård.

Det er tyst herude,

kun med sagte pik på rude

melder sig den små musvit.

Der er ingen fugl, der synger,

finken kun på kvisten gynger,

ser sig om og hvipper lidt.

Det er koldt herude,

ravne skrige, ugler tude,

søge føde, søge læ.

Kragen spanker om med skaden

højt på rygningen af laden,

skeler til det tamme kræ.

Hanen sig opsvinger

på en snemand, sine vinger

klaskende han sammenslår.

Krummer halsen stolt og galer –

hvad monstro han vil, den praler?

Hvis endda om tø han spår!

Inderlig jeg længes

efter vår, men vintren strænges,

atter vinden om til nord!

Kom, sydvest, som frosten tvinger,

kom med dine tågevinger,

kom og løs den bundne jord!

Teksten er af St. St. Blicher (1838) og melodien af Thomas Laub (1914). Det var en af de sange, vi sang i folkeskolen. Stort set hvert Ã¥r ved vintertide. Og jeg har altid hold af den sang – teksten og melodien, der næsten har popkvalitet. Jeg kan huske, at vi fik teksten forklaret nøje. Hvad meningen med ‘kyndelmisse’ var, hvad det vil sige, at ‘kyndelmisse slog sin knude’, hvad en ‘abildgÃ¥rd’ var osv. Ordene er selvfølgelig bedagede – og var det allerede dengang for over fyrre Ã¥r siden – men teksten er ogsÃ¥ et udmærket eksempel pÃ¥, hvor udtryksfuldt det danske sprog er, hvis ellers vi gider bruge dets muligheder… Og det er stadigvæk en smuk sang. Og i dag, hvor sneen ligger uden for min rude og kulden bider, dukker  den selvfølgelig op…

DR Pigekoret – Det er hvidt herude

Som en overnatning hos din bedste ven, da du var 13 – Mark Ronson mindes Amy Winehouse

11. december 2011

"She was one of those magical people who burn more brightly than the rest of us…

It sounds creepy, but I used to love going to visit Amy at the London Clinic. Every now and then she’d get tired of the drink and she’d check herself into this private hospital about five minutes’ taxi from Camden. It was her way of cleaning up, on her own terms, without having to go to rehab."

Amy Winehouse er borte. Sprutten gjorde af med hende. De kommercielle gribbe frÃ¥dser i efterladenskaberne. Og nekrologerne er skrevet – de forudsigelige. Men vennen Mark Ronson har skrevet et læseværdigt erindringsblad om den afdøde, unge diva. MÃ¥ske forstÃ¥r vi bedre, hvad Amy var gjort af, nÃ¥r vi har læst det. Det forestiller jeg mig i hvert fald. Læs Ronsons fine erindringsstykke lige her.

[Ukrediteret privat foto fra bloggen Let’s Sexy Fighting]