CAPAC

Torben har sendt mig tilbage til den lille toværelses på Nygårdsvej i halvtredserne. Det magiske ord er “stenkulsnafta”. Og fremkaldervæsken for erindringsstumpen var “tv-farmaceuten Sven Holm”. Jeg husker den trinde, venlige mand, der på den sort-hvide skærm med nærmest naturvidenskabelig akkuratesse fortalte de hjemmegående husmødre – heriblandt min egen mor – hvordan de kunne fjerne alskens pletter med husholdningens arsenal af kemi.

Et af de kemikalier, min mor altid havde stående i de typiske grønne flasker, var stenkulsnafta (benzen – med vor tids betegnelse). Et andet var salmiakspiritus. Siden forsvandt de ud af husholdningen sammen med den ikke-denaturerede sprit, som blev brugt til hjemmebrænderi i tresserne. Sikkert som led i beskyttelsen af forbrugerne – mod forbrugernes selv.

Helt ufarlig var disse væsker heller ikke. Jeg husker nøje, hvordan min mor advarede mig mod vidundermidlerne. Alligevel drev min nysgerrighed mig til en dag at skrue låget af flasken og snuse til den. En sindsoprivende oplevelse, jeg sent vil glemme. Jeg var sikker på, at nu skulle jeg død. Jeg tror, jeg kunne mærke hver eneste celle i mine luftveje, og min unge, følsomme næse brændte, som var der stoppet glødende kul op i næseborene. Men kun en kort tid.

Flasken stod i mine forældres klædeskab (hvorfor ved jeg ikke), og situationen foran de brune skab brændte sig ind i min erindring – som stenkulsnaftadampene brændte sig ind i næseborene…

PS. På Beredskabsstyrelsens hjemmeside kan man studere alle de forbudte stoffer, som vor moder jonglerede med i de vist nok så uskyldige halvtredsere.

Cowboyrækkerne blev de kaldt, de forreste to-tre stolerækker i min barndoms biograf i Esbjerg, Phønix Bio. Det var de billigste pladser, når biografen blev fyldt op. Og det var her, der var garanti for hold i nakken. Jeg erindrer kun at have siddet dernede en enkelt gang. Og ikke i Phønix Bio. Det var i Kosmorama, hvor jeg var inde og se Dirch Passer i “Charles’ Tante” med min mor. Kosmorama lå et lille stenkast fra Phønix.

De mange søndageftermiddage, jeg tilbragte på Phønix Bios hårde plydssæder, sad jeg midt i biografen. Alle pladserne kostede det samme – et par kroner – og der var aldrig fuldt. Hvis der var tyve unger (og en eller to voksne), så var det vist det hele.
Men det var på disse søndage, jeg lærte den amerikanske western og dens mytologi at kende. Afvekslende med ridderfilm, Zorro- og Tarzanfilm og andre B-film fra Hollywoods arkiver løb cowboyfilmeme med John Wayne, Cary Cooper m.fl. over lærredet og blev slugt med barnlig ukritisk appetit. Og min kærlighed til denne særlige alt andet end realistiske genre med dens klare ideologiske overbygning blev grundlagt. Selv halvfjerdsernes ideologikritiske syrebad kunne ikke fjerne min faible for fortællingerne fra de store vidder derovre. Derfor var det også lidt af en skuffelse, da genren i løbet af tresserne og halvfjerdserne og frem stort set gled ud. Og det var en saltvandsindsprøjtning, da de såkaldte spaghetti-western kom frem og gav genren en revival.

Ganske vist var de ikke den rene vare, men i italowesterns rendyrkes genren og dens mytologi med stor næsten tegneserieagtig æstetisk sans – og få kroner. Spaghettifilmene gav mig et velkomment flashback til barndommens timer i Phønix Bios mørke. Og i en periode i halvfjerdserne kom jeg der igen, når jeg besøgte mine forældre. For at se de spaghettifilm, der blev vist. Om aftenen. Stadigvæk var der ikke mange publikummer, men stemningen var intakt i den gamle sal, der stod, som den altid havde gjort.

Phønix Bio er der ikke mere. Kun erindringen. Og med bokssættet Spaghetti Western med hele 20 film og 32 timers underholdning skulle det nok være muligt at genopfriske den lidt. Erindringen altså. 150 kroner alt iberegnet.

Der er sommersange, der falder en lettere ind end andre. I dag kom jeg i tanke om en, jeg aldrig har skrevet om, og som nok var gledet lidt langt tilbage i hukommelsens halvmørke. Nat King Coles Those Lazy Hazy Crazy Days Of Summer. Hvad der kaldte den frem, ved jeg ikke. Men måske var det min egen ugidelighed – fremkaldt af en før-tordenagtig lummerhed. I hvert fald tonede den frem i mit indre.
Sangen var vist nok Coles sidste rigtige hit. Den nåede en sjetteplads på den amerikanske pophitliste i sensommeren 1963, to år før Coles alt for tidlige død som 45-årig. Også i Danmark gjorde den lykke. I uge 31, 1963 nåede den helt op på en andenplads på den danske top 20. Kun overgået af Cliff Richard og hans “Lucky Lips”, og med Elvis’ “Devil in disguise” som truende ny højdespringer på en tredjeplads. Ugen efter indtog Elvis førstepladsen og Cole røg ned på en 7. plads i konkurrence med navne som Petula Clark (“Chariot (I Will Follow Him) “), Gitte Hænning (“Kom ned på jorden igen “), The Shadows (“Atlantis”) og Marlene Dietrich (“Sag mir wo die Blumen sind”). Vi var endnu i før-Beatles-tiden.
Sangen genlød selvfølgelig også fra radioen og var en af dem, der uden modstand gled ind i mit lydtapet. En munter, swingende, optimistisk, let sang af den slags, der får en til uvægerligt at nynne med på omkvædet.

The Lazy Hazy…

Her sidder man så i sommerlandet og spiser sit brød fra den lokale håndværksbager. Og jeg kommer i tanke om min skolekammerat Freddy, der købte "gammelt brød" for 25 ører, når vi gik fra Pavillionen til Vestre Skole. Gammelt brød var betegnelsen for daggammelt wienerbrød. Man fik en kæmpestor brun pose med blandet wienerbrød, spandauer, kanelsnegl, stænger i stykker, "bagerens dårlige øje" osv. Og Freddy, som i følge sin egen far havde "større ører end arveprins Knud" fortærede med velbehag hele posen. Siden har jeg ofte tænkt på Freddy ved morgenbordet, når jeg en sjælden gang har sat tænderne i en "wienerbasse". Mon man stadigvæk kan købe "gammelt brød" i brune poser? I hvert fald ikke til 25 ører…

I det lokale supermarked faldt jeg i staver i frugt- og grøntafdelingen. Frøkenen ville have pomelo og avocado. Men der var også ananaskirsebær, carambole, guava, kiwi, mango, papaya, granatæble og flere til. Det fik mig til tænke på dengang i begyndelsen af tresserne, hvor jeg i nogle måneder blev passet af min farmor, fordi min mor var taget med min søfarende far Middelhavet rundt. Højdepunktet på ugen med farmor var lørdag aften, hvor vi delte et par Belle Boskop-æbler og et par Jaffa-appelsiner. Det var luksus. Og det smagte fantastisk. Eksotiske frugter – bortset fra banan, citron og appelsin – havde man dårligt nok hørt om. De var netop – eksotiske.
Da mine forældre havde afsluttet deres odyssé, medbragte de en håndfuld granatæbler. Det var intet mindre end en sensation derhjemme i baggården, hvor man endnu kunne huske rationeringsmærkerne fra efterkrigsårene. Og jeg kan huske den nærmest syltetøjsagtige smag, som den kernede frugt havde.
I dag kan du stort set få, hvad du vil have, hvis du ellers kan betale. Men du kan ikke få sjældne danske æblesorter. Og glæden ved den eksotiske smagsoplevelse er også gået fløjten, nu hvor alle og enhver til enhver tid kan få, hvad de vil have…

Skuespilleren Fess Parker meldes død i en alder af 85 år. Det var Fess Parker, der i 1954, året efter min fødsel, optrådte i Disney-tv-produktionen “Davy Crockett, Indian Fighter”, hvor pelshuen med hale for første gang dukkede op. Pelshuen var udslag af Disneysk fantasi, da ingen af de oprindelige afbildninger af Davy Crockett viste ham med andet end en almindelig hat, hvis han da overhovedet havde noget på sin isse. Det var også i den film, en af min barndoms store hits dukkede op, “Ballad of Davy Crockett”, som vor egen Preben Uglebjerg gav til bedste i en dansk udgave. Præriens bedste mand. I USA hittede sangen på en førsteplads i Bill Hayes udgave. Og siden er den blevet kopieret af flere andre, blandt andre Tennessee Ernie Ford.
Filmsuccessen blev fulgt op af endnu to film i 1955, “Crockett Goes to Washington” og “Davy Crockett at the Alamo”. Og for at det ikke skal være løgn, så klippede Disneykoncernen de tre film sammen til en senere hen, “Davy Crockett, King of the Wild Frontier”. Jeg kan stadigvæk ikke huske, om jeg har set tv-filmen eller biograffilmene. Måske var det bare sangen, omtalen af filmen, tegneserier og fotos i blade, der gjorde Davy Crockett til en helt i min barndom. Og fik mig til at drømme om at eje sådan en hue.

Vi skal spole filmen helt tilbage til de tidlige tressere. Til tv-mediets barndom, hvor kriminalserier ikke var hverdagskost. Men amerikanerne var allerede i gang med at forsyne europæerne med deres opfattelse af, hvad der er ret og vrang i tv-fiktionens verden. Perry Mason – med Raymond Burr og Barbara Hale i rollerne som opdagere – var nogle af de første, der i sort-hvidt underholdt danske tv-seere. Men lige i fodsporet kom serien med den danske title “Preston og søn”, der for alvor sørgede for at få den amerikanske specialitet – retsalsdramaet – ind i de danske stuer. Den amerikanske titel var meget passende “The Defenders” og i hovedrollerne som forsvarsadvokaterne så man “far” E. G. Marshall og “søn” Robert Reed. Til forskel fra Perry Mason-serien var der ikke tale om krimi i “who-done-it”-forstand, men derimod om juridiske og moralske dilemmaer til debat i retslokalet. Serien er nærmest gået i glemmebogen i dag og kan vist ikke fås hverken på vhs eller dvd. Men dengang løb dem med ikke mindre end 13 Emmy-priser, bl.a. tre som ‘fremragende dramaserie’. 132 afsnit blev det til i årene 1961-1965. Jeg husker ikke, om DR viste dem alle. Men jeg husker tydeligt stemningen i seriens afsnit og de to hovedpersoners evindelige diskussioner.

Da jeg gik i realskolen fik jeg min første udgave af Fremmedordbogen. Og bag i den – på de ubeskrevne blade – noterede jeg ord, jeg  stødte på, men ikke kunne finde i selve ordbogen. Da jeg kom i gymnasiet havde jeg en lærer, der udstyrede os med en lille slidstærk, sort notesbog, hvori vi skulle (el. kunne, jeg husker det ikke så nøje) skrive idiomer og ord, vi lige havde lært.

Vanen har jeg holdt ved lige siden. Støder jeg på ord, jeg ikke kender, så skal de slås op. Jeg noterer dem ned, slår dem op og forsøger at huske dem. Mit sprog er min verdens grænse. Og denne praksis har helt sikkert bestyrket min kærlighed til sproget og ordene – og poesien. Og min forkærlighed for bestemte ord, der enten ligger godt i munden (som et ordbær, ville Rifbjerg sige) eller på anden måde har en særlig attraktion. Onomatopoietikon er blot et af dem (og det betyder: lydefterlignende ord, hvis nogen skulle have glemt det). Et andet: lapidarisk (“kortfattet, præcis” – som skrevet på en sten).

I mit barndomshjem var der ikke mange bøger. På den ene boghylde, vi havde, stod der mestendels min faders bøger om alm. sømandskab (som han omhyggeligt havde indbundet i kraftig lærred med syninger), en tilsvarende lægebog (hvorfra min første viden om veneriske sygdomme, graviditet og andre kønsspørgsmål blev hentet med stor og undrende appetit), en søfartens hvem-hvad-hvor, hvor min far var afbildet og min eksistens lige netop nævntes), nogle sort-hvidt illustrerede årbøger om de første år i halvtredserne. Det var sådan cirka det. Ikke just en dør til viden.

Men på et tidspunkt fik jeg så selv en bog, der ikke var den rene fiktion, nemlig Poitikens håndbog “Min Hobby” i et bind. En udgivelse, der allerede udkom i fyrrerne og i både to og trebindsudgaver. Min var grøn og i et bind. Jeg har den desværre ikke mere, men går ud fra, at den stammer fra starten af tresserne. Og det var nok også i det årti, man ophørte med at lave den slags bøger. Altså bøger om, hvordan friske drenge og unge mænd med spejderånd og opfindsomhed kunne lave spændende ting til at forlyste sig selv og andre med. Fx drager, modelfly, krystalradioer og huler. Den tid er forbi. I dag kan du sagtens få håndbøger – også hos Politiken – men emnerne er ikke hobbyprægede, som dengang.

Min Hobby var fuld af instruktive og detaljerede gennemgange af, hvilke værktøjer og materialer, man skulle bruge og illustreret af små fine pennetegninger, der viste processen og det færdige resultat. Jeg var især fascineret af en bestemt hule, man kunne bygge af et grantræ. Og jeg kan endnu se, hvordan tegningen så ud, og huske, hvordan jeg fantaserede om at lave en sådan hule ude i krattet i Vognbølparken. Det blev aldrig til noget, men jeg drømte ofte den drøm. ”

Min Hobby var nok min barndoms svar på det velassorterede bibliotek og internettet. Den var et af mine første møder med pædagogisk oplysning og vidensformidling. Derfor har jeg altid haft en svaghed for den slags håndbøger. At det så siden kom til at handle om filosofihistorie og psykoanalyse er en anden sag.

For mange år siden havde jeg en studiekammerat, der spillede guitar. Og han lagde ikke skjul på, at en af grundene til spilleriet var, at det gjorde det med pigerne meget nemmere. De blev tiltrukket af guitaren som møl af flammen. Han havde fundet en nøgle til det, der i den alder er det nærmeste, man kommer paradis. Eller i hvert fald et trick, der kunne få bukserne af pigerne…

Jeg kom i tanke om denne lille personlige anekdote, da jeg læste anmeldelsen af Chris O’Dells erindringsbog “Miss O’Dell: My Hard Days and Long Nights with the Beatles, the Stones, Bob Dylan, Eric Clapton, and the Women They Loved” i The Telegraph. Chris O’Dell var groupie eller rettere: supergroupie. En af de piger, der trofast følger rockens stjerner – store som små – og går i seng med dem m.m. Selv definerer O’Dell begrebet groupie som (kvindelige?) fans, der udvidede deres fornøjelse ved musikken til også at omfatte sex med idolerne. Og man forstår, at sex var en vej til stjernernes indercirkel, som ellers var forbeholdt nogle få udvalgte.

O’Dells vej til stjernerne og sengene gik via et job i Applehovedkvarteret i London i slutningen af tresserne. Og hun var med i de sagnomspundne år i tresserne og halvfjerdserne. Bogen er angiveligt fuld af mere eller mindre saftige anekdoter om Beatles, Stones, Dylan, Clapton m.fl. Og ikke alle kændisserne slipper uden påtale. Clapton beskrives som konstant påvirket og som en, der skulle omgås som et råddent æg. Heller ikke Stones’ Mick Jagger, Bob Dylan (som ville have hende til at sy knapper i) eller Beatles-drengene går ram forbi. De havde alle samme deres “grimme sider”. Men – på den anden side – hvem har ikke det?

Ud over sladderhistorierne, som nok skal sælge bogen, så forstår man, at den også er et tidsbillede af tresserne og halvfjerdserne som en periode, hvor frihedsidealer og drømme strømmede gennem musikken og medierne, men hvor det i virkeligheden kneb med den “frie kærlighed” og de smukke lighedsidealer for mænd og kvinder.

Sprut og stoffer var selvfølgelig også en del af spillet, hvilket vel ikke kan komme bag på nogen, der har blot lidt kendskab til den tid. Efter at have læst anmeldelsen spørger man så sig selv, om det er en bog, man bør læse. Måske. Ser man bort fra Se-og-Hør-fascinationsværdien af “afslørende” anekdoter om vores idoler, så er argumentet måske, at vi ikke kommer uden om groupiefænomenet i musikken. Og det er godt at få belyst den side ved musiklivet. Hvis man så oven i købet får et signalement af de to årtier som kan nuancere billedet, så er det vel ikke så galt?