CAPAC

Cowboyrækkerne blev de kaldt, de forreste to-tre stolerækker i min barndoms biograf i Esbjerg, Phønix Bio. Det var de billigste pladser, når biografen blev fyldt op. Og det var her, der var garanti for hold i nakken. Jeg erindrer kun at have siddet dernede en enkelt gang. Og ikke i Phønix Bio. Det var i Kosmorama, hvor jeg var inde og se Dirch Passer i “Charles’ Tante” med min mor. Kosmorama lå et lille stenkast fra Phønix.

De mange søndageftermiddage, jeg tilbragte på Phønix Bios hårde plydssæder, sad jeg midt i biografen. Alle pladserne kostede det samme – et par kroner – og der var aldrig fuldt. Hvis der var tyve unger (og en eller to voksne), så var det vist det hele.
Men det var på disse søndage, jeg lærte den amerikanske western og dens mytologi at kende. Afvekslende med ridderfilm, Zorro- og Tarzanfilm og andre B-film fra Hollywoods arkiver løb cowboyfilmeme med John Wayne, Cary Cooper m.fl. over lærredet og blev slugt med barnlig ukritisk appetit. Og min kærlighed til denne særlige alt andet end realistiske genre med dens klare ideologiske overbygning blev grundlagt. Selv halvfjerdsernes ideologikritiske syrebad kunne ikke fjerne min faible for fortællingerne fra de store vidder derovre. Derfor var det også lidt af en skuffelse, da genren i løbet af tresserne og halvfjerdserne og frem stort set gled ud. Og det var en saltvandsindsprøjtning, da de såkaldte spaghetti-western kom frem og gav genren en revival.

Ganske vist var de ikke den rene vare, men i italowesterns rendyrkes genren og dens mytologi med stor næsten tegneserieagtig æstetisk sans – og få kroner. Spaghettifilmene gav mig et velkomment flashback til barndommens timer i Phønix Bios mørke. Og i en periode i halvfjerdserne kom jeg der igen, når jeg besøgte mine forældre. For at se de spaghettifilm, der blev vist. Om aftenen. Stadigvæk var der ikke mange publikummer, men stemningen var intakt i den gamle sal, der stod, som den altid havde gjort.

Phønix Bio er der ikke mere. Kun erindringen. Og med bokssættet Spaghetti Western med hele 20 film og 32 timers underholdning skulle det nok være muligt at genopfriske den lidt. Erindringen altså. 150 kroner alt iberegnet.

Der er sommersange, der falder en lettere ind end andre. I dag kom jeg i tanke om en, jeg aldrig har skrevet om, og som nok var gledet lidt langt tilbage i hukommelsens halvmørke. Nat King Coles Those Lazy Hazy Crazy Days Of Summer. Hvad der kaldte den frem, ved jeg ikke. Men måske var det min egen ugidelighed – fremkaldt af en før-tordenagtig lummerhed. I hvert fald tonede den frem i mit indre.
Sangen var vist nok Coles sidste rigtige hit. Den nåede en sjetteplads på den amerikanske pophitliste i sensommeren 1963, to år før Coles alt for tidlige død som 45-årig. Også i Danmark gjorde den lykke. I uge 31, 1963 nåede den helt op på en andenplads på den danske top 20. Kun overgået af Cliff Richard og hans “Lucky Lips”, og med Elvis’ “Devil in disguise” som truende ny højdespringer på en tredjeplads. Ugen efter indtog Elvis førstepladsen og Cole røg ned på en 7. plads i konkurrence med navne som Petula Clark (“Chariot (I Will Follow Him) “), Gitte Hænning (“Kom ned på jorden igen “), The Shadows (“Atlantis”) og Marlene Dietrich (“Sag mir wo die Blumen sind”). Vi var endnu i før-Beatles-tiden.
Sangen genlød selvfølgelig også fra radioen og var en af dem, der uden modstand gled ind i mit lydtapet. En munter, swingende, optimistisk, let sang af den slags, der får en til uvægerligt at nynne med på omkvædet.

The Lazy Hazy…

Her sidder man så i sommerlandet og spiser sit brød fra den lokale håndværksbager. Og jeg kommer i tanke om min skolekammerat Freddy, der købte "gammelt brød" for 25 ører, når vi gik fra Pavillionen til Vestre Skole. Gammelt brød var betegnelsen for daggammelt wienerbrød. Man fik en kæmpestor brun pose med blandet wienerbrød, spandauer, kanelsnegl, stænger i stykker, "bagerens dårlige øje" osv. Og Freddy, som i følge sin egen far havde "større ører end arveprins Knud" fortærede med velbehag hele posen. Siden har jeg ofte tænkt på Freddy ved morgenbordet, når jeg en sjælden gang har sat tænderne i en "wienerbasse". Mon man stadigvæk kan købe "gammelt brød" i brune poser? I hvert fald ikke til 25 ører…

I det lokale supermarked faldt jeg i staver i frugt- og grøntafdelingen. Frøkenen ville have pomelo og avocado. Men der var også ananaskirsebær, carambole, guava, kiwi, mango, papaya, granatæble og flere til. Det fik mig til tænke på dengang i begyndelsen af tresserne, hvor jeg i nogle måneder blev passet af min farmor, fordi min mor var taget med min søfarende far Middelhavet rundt. Højdepunktet på ugen med farmor var lørdag aften, hvor vi delte et par Belle Boskop-æbler og et par Jaffa-appelsiner. Det var luksus. Og det smagte fantastisk. Eksotiske frugter – bortset fra banan, citron og appelsin – havde man dårligt nok hørt om. De var netop – eksotiske.
Da mine forældre havde afsluttet deres odyssé, medbragte de en håndfuld granatæbler. Det var intet mindre end en sensation derhjemme i baggården, hvor man endnu kunne huske rationeringsmærkerne fra efterkrigsårene. Og jeg kan huske den nærmest syltetøjsagtige smag, som den kernede frugt havde.
I dag kan du stort set få, hvad du vil have, hvis du ellers kan betale. Men du kan ikke få sjældne danske æblesorter. Og glæden ved den eksotiske smagsoplevelse er også gået fløjten, nu hvor alle og enhver til enhver tid kan få, hvad de vil have…

Skuespilleren Fess Parker meldes død i en alder af 85 år. Det var Fess Parker, der i 1954, året efter min fødsel, optrådte i Disney-tv-produktionen “Davy Crockett, Indian Fighter”, hvor pelshuen med hale for første gang dukkede op. Pelshuen var udslag af Disneysk fantasi, da ingen af de oprindelige afbildninger af Davy Crockett viste ham med andet end en almindelig hat, hvis han da overhovedet havde noget på sin isse. Det var også i den film, en af min barndoms store hits dukkede op, “Ballad of Davy Crockett”, som vor egen Preben Uglebjerg gav til bedste i en dansk udgave. Præriens bedste mand. I USA hittede sangen på en førsteplads i Bill Hayes udgave. Og siden er den blevet kopieret af flere andre, blandt andre Tennessee Ernie Ford.
Filmsuccessen blev fulgt op af endnu to film i 1955, “Crockett Goes to Washington” og “Davy Crockett at the Alamo”. Og for at det ikke skal være løgn, så klippede Disneykoncernen de tre film sammen til en senere hen, “Davy Crockett, King of the Wild Frontier”. Jeg kan stadigvæk ikke huske, om jeg har set tv-filmen eller biograffilmene. Måske var det bare sangen, omtalen af filmen, tegneserier og fotos i blade, der gjorde Davy Crockett til en helt i min barndom. Og fik mig til at drømme om at eje sådan en hue.

Vi skal spole filmen helt tilbage til de tidlige tressere. Til tv-mediets barndom, hvor kriminalserier ikke var hverdagskost. Men amerikanerne var allerede i gang med at forsyne europæerne med deres opfattelse af, hvad der er ret og vrang i tv-fiktionens verden. Perry Mason – med Raymond Burr og Barbara Hale i rollerne som opdagere – var nogle af de første, der i sort-hvidt underholdt danske tv-seere. Men lige i fodsporet kom serien med den danske title “Preston og søn”, der for alvor sørgede for at få den amerikanske specialitet – retsalsdramaet – ind i de danske stuer. Den amerikanske titel var meget passende “The Defenders” og i hovedrollerne som forsvarsadvokaterne så man “far” E. G. Marshall og “søn” Robert Reed. Til forskel fra Perry Mason-serien var der ikke tale om krimi i “who-done-it”-forstand, men derimod om juridiske og moralske dilemmaer til debat i retslokalet. Serien er nærmest gået i glemmebogen i dag og kan vist ikke fås hverken på vhs eller dvd. Men dengang løb dem med ikke mindre end 13 Emmy-priser, bl.a. tre som ‘fremragende dramaserie’. 132 afsnit blev det til i årene 1961-1965. Jeg husker ikke, om DR viste dem alle. Men jeg husker tydeligt stemningen i seriens afsnit og de to hovedpersoners evindelige diskussioner.

Da jeg gik i realskolen fik jeg min første udgave af Fremmedordbogen. Og bag i den – på de ubeskrevne blade – noterede jeg ord, jeg  stødte på, men ikke kunne finde i selve ordbogen. Da jeg kom i gymnasiet havde jeg en lærer, der udstyrede os med en lille slidstærk, sort notesbog, hvori vi skulle (el. kunne, jeg husker det ikke så nøje) skrive idiomer og ord, vi lige havde lært.

Vanen har jeg holdt ved lige siden. Støder jeg på ord, jeg ikke kender, så skal de slås op. Jeg noterer dem ned, slår dem op og forsøger at huske dem. Mit sprog er min verdens grænse. Og denne praksis har helt sikkert bestyrket min kærlighed til sproget og ordene – og poesien. Og min forkærlighed for bestemte ord, der enten ligger godt i munden (som et ordbær, ville Rifbjerg sige) eller på anden måde har en særlig attraktion. Onomatopoietikon er blot et af dem (og det betyder: lydefterlignende ord, hvis nogen skulle have glemt det). Et andet: lapidarisk (“kortfattet, præcis” – som skrevet på en sten).

I mit barndomshjem var der ikke mange bøger. På den ene boghylde, vi havde, stod der mestendels min faders bøger om alm. sømandskab (som han omhyggeligt havde indbundet i kraftig lærred med syninger), en tilsvarende lægebog (hvorfra min første viden om veneriske sygdomme, graviditet og andre kønsspørgsmål blev hentet med stor og undrende appetit), en søfartens hvem-hvad-hvor, hvor min far var afbildet og min eksistens lige netop nævntes), nogle sort-hvidt illustrerede årbøger om de første år i halvtredserne. Det var sådan cirka det. Ikke just en dør til viden.

Men på et tidspunkt fik jeg så selv en bog, der ikke var den rene fiktion, nemlig Poitikens håndbog “Min Hobby” i et bind. En udgivelse, der allerede udkom i fyrrerne og i både to og trebindsudgaver. Min var grøn og i et bind. Jeg har den desværre ikke mere, men går ud fra, at den stammer fra starten af tresserne. Og det var nok også i det årti, man ophørte med at lave den slags bøger. Altså bøger om, hvordan friske drenge og unge mænd med spejderånd og opfindsomhed kunne lave spændende ting til at forlyste sig selv og andre med. Fx drager, modelfly, krystalradioer og huler. Den tid er forbi. I dag kan du sagtens få håndbøger – også hos Politiken – men emnerne er ikke hobbyprægede, som dengang.

Min Hobby var fuld af instruktive og detaljerede gennemgange af, hvilke værktøjer og materialer, man skulle bruge og illustreret af små fine pennetegninger, der viste processen og det færdige resultat. Jeg var især fascineret af en bestemt hule, man kunne bygge af et grantræ. Og jeg kan endnu se, hvordan tegningen så ud, og huske, hvordan jeg fantaserede om at lave en sådan hule ude i krattet i Vognbølparken. Det blev aldrig til noget, men jeg drømte ofte den drøm. ”

Min Hobby var nok min barndoms svar på det velassorterede bibliotek og internettet. Den var et af mine første møder med pædagogisk oplysning og vidensformidling. Derfor har jeg altid haft en svaghed for den slags håndbøger. At det så siden kom til at handle om filosofihistorie og psykoanalyse er en anden sag.

For mange år siden havde jeg en studiekammerat, der spillede guitar. Og han lagde ikke skjul på, at en af grundene til spilleriet var, at det gjorde det med pigerne meget nemmere. De blev tiltrukket af guitaren som møl af flammen. Han havde fundet en nøgle til det, der i den alder er det nærmeste, man kommer paradis. Eller i hvert fald et trick, der kunne få bukserne af pigerne…

Jeg kom i tanke om denne lille personlige anekdote, da jeg læste anmeldelsen af Chris O’Dells erindringsbog “Miss O’Dell: My Hard Days and Long Nights with the Beatles, the Stones, Bob Dylan, Eric Clapton, and the Women They Loved” i The Telegraph. Chris O’Dell var groupie eller rettere: supergroupie. En af de piger, der trofast følger rockens stjerner – store som små – og går i seng med dem m.m. Selv definerer O’Dell begrebet groupie som (kvindelige?) fans, der udvidede deres fornøjelse ved musikken til også at omfatte sex med idolerne. Og man forstår, at sex var en vej til stjernernes indercirkel, som ellers var forbeholdt nogle få udvalgte.

O’Dells vej til stjernerne og sengene gik via et job i Applehovedkvarteret i London i slutningen af tresserne. Og hun var med i de sagnomspundne år i tresserne og halvfjerdserne. Bogen er angiveligt fuld af mere eller mindre saftige anekdoter om Beatles, Stones, Dylan, Clapton m.fl. Og ikke alle kændisserne slipper uden påtale. Clapton beskrives som konstant påvirket og som en, der skulle omgås som et råddent æg. Heller ikke Stones’ Mick Jagger, Bob Dylan (som ville have hende til at sy knapper i) eller Beatles-drengene går ram forbi. De havde alle samme deres “grimme sider”. Men – på den anden side – hvem har ikke det?

Ud over sladderhistorierne, som nok skal sælge bogen, så forstår man, at den også er et tidsbillede af tresserne og halvfjerdserne som en periode, hvor frihedsidealer og drømme strømmede gennem musikken og medierne, men hvor det i virkeligheden kneb med den “frie kærlighed” og de smukke lighedsidealer for mænd og kvinder.

Sprut og stoffer var selvfølgelig også en del af spillet, hvilket vel ikke kan komme bag på nogen, der har blot lidt kendskab til den tid. Efter at have læst anmeldelsen spørger man så sig selv, om det er en bog, man bør læse. Måske. Ser man bort fra Se-og-Hør-fascinationsværdien af “afslørende” anekdoter om vores idoler, så er argumentet måske, at vi ikke kommer uden om groupiefænomenet i musikken. Og det er godt at få belyst den side ved musiklivet. Hvis man så oven i købet får et signalement af de to årtier som kan nuancere billedet, så er det vel ikke så galt?

Medens jeg sad her til morgen og skrev emails og funderede lidt over verdens skæve gang, kom jeg i tanke om en LP, som var i mit fædrene hjem. En LP med Joe Tex. Hvilken husker jeg ikke længere. Jeg har blot en svag erindring om et mørkt cover med en let smilende Joe Tex på forsiden. Hvordan den kom ind i vores hjem, husker jeg heller ikke. Måske havde min mor købt den, da hun købte sine Jim Reeves plader.

Joe Tex (1933-1982) var en amerikansk singer-song-writer og sanger i soulgenren. Og han er kendt for at have lanceret den såkaldte Southern Soul med sangen “Hold What You’ve Got”, der blev et pænt hit i 1965. Han opfattes også som en af rappens foregangsmænd, fordi han – med sin religiøse baggrund – havde det med at “prædike”, snakke hen over musikken. Han kaldte det selv for “rap“. Stilen var i øvrigt præget af forkyndende sangstil, man finder i sorte kirker i USA.

Joe Tex var tilknyttet det toneangivende Atlantic Records, men pladeselskabet formåede ikke at gøre ham til den stjerne, hans talent berettigede til. I halvtredserne var Tex tilknyttet en lang række små pladeselskaber – fx Ace og Dial Records. Hans plader solgte dårligt, men han havde et vist held med sin sangskrivning. Således fik selveste James Brown en toptiplacering med sin udgave af “Baby You’re Right” i 1962.

Det var først, da Tex kom i forbindelse med Nashville, der skete noget for sangkarrieren. Mødet med Nashvilleproduceren Buddy Killen, som har arbejdet med Dolly Parton, Dottie West, Roger Miller og andre countrystjerner, resulterede i indspilningen af “Hold What You’ve Got”, som gled ind på hitlistens femteplads. Hittet blev fulgt op af en lang ganske succesfulde række singler – fx “Skinny Legs and All” og “Men Are Getting Scarce”, inden Tex’ første soloalbum blev udsendt i 1965.

I 1972 valgte han så at trække sig tilbage efter at have lavet hittet “I Gotcha”. Det var det religiøse, der trak. Allerede i 1966 var Tex konverteret til Islam og kaldte sig derefter Yusuf Hazziez. Efter nogle år som åndelige vejleder vendte han dog tilbage til musikken i 1975 og fik et solidt comebackhit med “Ain’t Gonna Bump No More”.

Han trak sig dog endeligt tilbage igen i firserne for at hellige sig sin tro og Huston Oilers, et amr. football team (!). Han døde kun 49 år gammel af et hjertetilfælde.

I mine ører er der ingen tvivl om, at Tex med sin karakteristiske hæse, lidt prædikende, swingende stemme, har været undervurderet som soulsanger. Lyt selv og døm.

Jeg burde ligge i min seng. Men jeg kan ikke sove og sidder her i natten med en øl og venter på, at adrenalinniveauet skal falde nok til at søvnigheden melder sig. Og så var det jeg kom i tanke om en plade, jeg engang ejede. En live-optagelse med Fats Domino. Den forsvandt ud af min samling for mere end 30 år siden, og jeg kan kun svagt huske coverets brune nuancer, men ikke titlen eller plademærket. Men der har sikkert været tale om en af de mange obskure udgivelser, som pladeselskaber har udgivet. Ukurante, uofficielle udgivelser. Jeg tror nok, at den blev hængende i min mors lille pladesamling, for hun kunne godt lide The Fat Man. Tilbage er erindringen om pladens udgave af Dominos klassiker “Blue Berry Hill”. I found my Thrill on Blue Berry Hill… En af de sange, jeg skal have med på min øde ø.

Frk. Hvass hed hun. Hun var min latin- og fransk-lærerinde i Realskolen. En nydelig, mørkhåret dame, der koketterede med sin karakteristiske, store næse. Lattermild, som jeg husker det. Og altid i godt humør. Også til den lille latinprøve, da jeg på grund af overmåde eksamensnervøsitet fik bragt hende helt ud af fatning.. Hun grundlagde mit kendskab til latin og fransk, hvilket jeg er hende usigeligt taknemmelig for den dag i dag.
En dag fortalte hun så stolt om sin nyanskaffelse. En bil. Ikke hvilken som helst bil, men derimod en Ford Capri. State of the Art anno 1968. Efter sigende inspireret af den udødelige Mustang. Hvid var den. Og jeg kan huske, at det stod parkeret uden for hendes hoveddør. Jeg kunne nemlig se den, når jeg kørte forbi hendes bopæl med bus nr. 22 eller 24 langs Hjertingvej i retning mod Esbjerg centrum. Så stod den dér i indkørslen og skinnede flot i sollyset. Frk. Hvass var single, længe før dette begreb opstod. En enlig dame, der åbenbart levede livet.
Bilen gjorde indtryk. Den havde en formgivning, som man ikke havde set før. I dagens udgave af Jyllands-Posten stødte jeg igen på den. Og kunne læse om dens storhed og fald. Som så ofte set forsøgte bilfabrikken at forbedre på det oprindelige koncept, med det resultat, at man fik skabt en tungere og langt mindre elegant model.

I går overhørte jeg en lille nyhed. Det handlede om, hvor mange gram frugt, man skulle indtage om dagen, for at “forebygge” kræft i tyktarmen. Inden jeg havde hørt nyheden til ende dukkede “kostpyramiden” op for mit indre blik. Den var vist mit første møde med sundhedsoplysningen. I mit barndomshjem var der ikke nogen sundhedspolitik. Det handlede mest om at blive mæt, få pengene til at slå til og ellers udvikle en jordnær appetit på spiseligt og drikkeligt. Kostpyramiden hang bl.a. for enden af det venteværelse, der var hos skolelægen. Stor og farverig var den. Og jeg kan huske, at jeg sad der i hvide bomuldsunderbukser og forsøgte at forstå, hvorfor den våde fisk lige netop skulle være på det trin af skalaen. Men efterhånden gled den ind i min bevidsthed som et visuelt sundhedsmantra, der har fulgt mig lige siden, hvor den har gået hånd i hånd med et andet: Spis alsidigt og varieret. Med kostpyramiden blev jeg – heldigvis – vaccineret godt og grundigt mod den fragmenterede sundhedsinformationsjournalistik, der i dag overdøver ethvert tilløb til central styret sundhedsoplysning eller rettere: sundhedsdogmatik. Jeg lukker bare øjnene og ørerne og er tilbage foran plakaten…

Omtalen af Hannes Wader fik mine tanker til at glide tilbage til gymnasieskolens tysk-timer, hvor vi bl.a. dyrkede tyske Liedermacher som Wolf Bierman – tidligere omtalt – og Franz-Josef Degenhart. Et sted mellem mine bøger står bogen Spiel nicht mit den Schmuddelkindern Balladen, Chansons, Grotesken, Lieder, der udkom på Rowolt Verlag i 1969 og indholder teksterne fra albummet af samme navn. Degenhardt var også en samfundskritisk sangskriver, men til forskel fra fx Bierman og Wader var hans tekster mere subtile, grænsende til det surrealistiske. I titelsangen forholder Degenhardt sig kritisk til den arrogance, der ofte følger med social opstigen i samfundet. Og udtrykket Spielt nicht mit den Schmuddelkindern (Leg ikke med ungerne i rendestenen – cirka-oversættelse) er siden blevet et almindeligt udtryk på tysk.

Hør den lille stær den er åh så fornøjet.

Regitze citerer lidt fra sangen, og straks er jeg tilbage i klasseværelset på Sædding Skole, siddende ved et af de linoleumbeklædte borde. Der er omkring første maj.