Indlæg tagget med erindring

Tørsvømning

19. juni 2011

Og pludselig sÃ¥ jeg mig selv beamet tilbage til starten af tresserne. Liggende fladt pÃ¥ maven pÃ¥ en lille, vÃ¥d og kold skammel, iført badebukser og et stort, vÃ¥dt korkbælte. Med benene sparkes der bagud og armene føres frem foran ansigtet og ud til siderne og tilbage igen. Stedet er GrÃ¥dybbadet i Esbjerg. Der er svømmeundervisning i Vestre Skoles gymnastiktime. Det er rÃ¥koldt. Overskyet. Og der er vÃ¥dt overalt. Lærer Johnsen kommanderer med os, sÃ¥ vi kan fÃ¥ banket svømmebevægelserne ind i hovedet. Teorien er, at nÃ¥r vi først har lært bevægelserne, kan vi sænkes ned i det vÃ¥de element og begynde at bevæge os gennem vandet, som nogle af de smÃ¥ plastikbÃ¥de, man kan trække op ved at dreje pÃ¥ en vinge. Men sÃ¥dan var det ikke…

OvenstÃ¥ende flashback er foranlediget af en nyhed om, at flere skoler pÃ¥ grund af kommunale besparelser kun kan tilbyde deres elever tørsvømning. I følge regeringens mÃ¥lsætning for folkeskolen skal børnene have lært at svømme m.m. senest 5. klasse. Og den ansvarlige minister, Troels Lund Poulsen (V), fastholder, at kravet skal overholdes – vand eller ej. Tørsvømningen er tilbage. Og det er ikke en vandet vittighed…

Foto er lånt fra siden Danskernes Egen Historie (og det er helt legalt)

Og det giver mig anledning til at spille en af mine all-time-favorit-sange: Loudon Wanwrights Swimming Song.

En duft af Breining Fougere hårvand

15. maj 2011

En syrenbusk sendte mig tilbage til frisørforretningerne i mit barndoms kvarter i Esbjerg – associationernes indviklede og forgrenede stier. Især til den forretning, der lÃ¥ i Sjællandsgade og blev bestyret af to dengang ældre herrer i kitler. I det sparsomt dekorerede vindue stod der to flasker Breining Fougere hÃ¥rdvand – en grøn og en lilla flaske. Den sidste havde en duft af lavendel (ikke syren). Ved siden af igen stor et papskilt med en globus med mavebælte, hvorpÃ¥ stod skrevet World’s Best.

Duften af hårvandet slog en imøde fra forretningens indre, hvor det blev gnubbet ind i hovedbunden på mange af de mandlige besøgende. Og på hylderne stod flaskerne på rad og række. Jeg prøvede også den grønne en enkelt gang, men brød mig ikke om hverken lugt eller effekt.
Jeg har ledt længe efter et billede af de pÃ¥gældende flasker, men selv om produktet stadigvæk sælges, sÃ¥ er de gamle flasker for længst gÃ¥et pÃ¥ pension og Ã¥benbart i glemmebogen…

Erindringsglimt: avispapir og fodtøj

28. november 2010

Da jeg stod der og tog mine langskaftede gummistøvler pÃ¥ for at bevæge mig udendørs, gled erindringen pludselig tilbage til dengang, hvor min mor forede mine sko og støvler med avispapir, der var varmet pÃ¥ kakkelovnen eller (senere) radiatoren. Og fornemmelsen af at stikke foden ned i den tørre, glatte, knitrende varme vældede frem i mit indre. Dengang var der ikke rÃ¥d til indkøb af termosokker, kevlarbeskyttede støvler og andre objekter fra velstandsoverskuddet. Men der var andre glæder…

Linda Schott – Never in a million Years (1966)

11. oktober 2010

Vi skal ikke slippe de kønne sangfugle fra tressernes begyndelse. Linda Scott besøgte ogsÃ¥ den danske hitliste en enkelt gang. I uge 7, 1963, indtog hun en 19. plads med “Never in a million Years”. Hun havde allerede pÃ¥ det tidspunkt en snes singleplader pÃ¥ samvittigheden, bl.a. “I’ve Told Every Little Star“, som lÃ¥ pÃ¥ den amerikanske og engelske top 10 i 1961, solgte millioner af eksemplarer og blev hendes største succes i karrieren.
Som Marcie Blane var Linda Scott (Linda Joy Sampson) en skolesøgende newyorkerpige (fra Queens), da hun blev opdaget af Epic Records. Hun havde stillet op til en radioudsendelse og blev inviteret med. Hendes debut bar den symtomatiske titel “In-Between Teen”. Pladen blev udsendt i hendes borgerlige navn Linda Sampson.
Medens hun endnu gik i high school overtog pladeselskabet Canadian-American Records hende, og forvandlede hende til Linda Scott. Og det var i den stald, hun indspillede Hammerstein og Kerns trediver-musicalsang “I’ve Told Every Little Star” og gjorde den til et rigtigt teenagehit.
Til historien om Scott hører ogsÃ¥, at hun fik endnu et stort hit med en standard. Nemlig Ahlerts og Turks “I don’t know why (but I do)“, der nÃ¥ede en 12. plads i USA. Og sÃ¥ er det interessant, at hun ogsÃ¥ selv skrev nogle sange. Blandt andet “Don’t Bet Money, Honey”, der ogsÃ¥ blev et hit derovre med en 9. plads som bedste placering.
Meget sigende for Linda Scotts sangkunst, sÃ¥ kom hendes sidste hitlisteplacering med sangen “Who’s Been Sleeping In My Bed” i januar 1964, den mÃ¥ned, hvor The Beatles indtog den amerikanske hitliste for første gang…
Linda fortsatte med at lave plader frem til starten af halvfjerdserne, men uden den store kommercielle succes, og i lagde hun sangkarrieren på hylde og begyndte at læse teologi.

Stenkulsnafta – en kemikalisk barndomserindring

25. september 2010

Torben har sendt mig tilbage til den lille toværelses pÃ¥ NygÃ¥rdsvej i halvtredserne. Det magiske ord er “stenkulsnafta”. Og fremkaldervæsken for erindringsstumpen var “tv-farmaceuten Sven Holm”. Jeg husker den trinde, venlige mand, der pÃ¥ den sort-hvide skærm med nærmest naturvidenskabelig akkuratesse fortalte de hjemmegÃ¥ende husmødre – heriblandt min egen mor – hvordan de kunne fjerne alskens pletter med husholdningens arsenal af kemi.

Et af de kemikalier, min mor altid havde stÃ¥ende i de typiske grønne flasker, var stenkulsnafta (benzen – med vor tids betegnelse). Et andet var salmiakspiritus. Siden forsvandt de ud af husholdningen sammen med den ikke-denaturerede sprit, som blev brugt til hjemmebrænderi i tresserne. Sikkert som led i beskyttelsen af forbrugerne – mod forbrugernes selv.

Helt ufarlig var disse væsker heller ikke. Jeg husker nøje, hvordan min mor advarede mig mod vidundermidlerne. Alligevel drev min nysgerrighed mig til en dag at skrue låget af flasken og snuse til den. En sindsoprivende oplevelse, jeg sent vil glemme. Jeg var sikker på, at nu skulle jeg død. Jeg tror, jeg kunne mærke hver eneste celle i mine luftveje, og min unge, følsomme næse brændte, som var der stoppet glødende kul op i næseborene. Men kun en kort tid.

Flasken stod i mine forældres klædeskab (hvorfor ved jeg ikke), og situationen foran de brune skab brændte sig ind i min erindring – som stenkulsnaftadampene brændte sig ind i næseborene…

PS. På Beredskabsstyrelsens hjemmeside kan man studere alle de forbudte stoffer, som vor moder jonglerede med i de vist nok så uskyldige halvtredsere.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...