CAPAC

Medens jeg sad her til morgen og skrev emails og funderede lidt over verdens skæve gang, kom jeg i tanke om en LP, som var i mit fædrene hjem. En LP med Joe Tex. Hvilken husker jeg ikke længere. Jeg har blot en svag erindring om et mørkt cover med en let smilende Joe Tex på forsiden. Hvordan den kom ind i vores hjem, husker jeg heller ikke. Måske havde min mor købt den, da hun købte sine Jim Reeves plader.

Joe Tex (1933-1982) var en amerikansk singer-song-writer og sanger i soulgenren. Og han er kendt for at have lanceret den såkaldte Southern Soul med sangen “Hold What You’ve Got”, der blev et pænt hit i 1965. Han opfattes også som en af rappens foregangsmænd, fordi han – med sin religiøse baggrund – havde det med at “prædike”, snakke hen over musikken. Han kaldte det selv for “rap“. Stilen var i øvrigt præget af forkyndende sangstil, man finder i sorte kirker i USA.

Joe Tex var tilknyttet det toneangivende Atlantic Records, men pladeselskabet formåede ikke at gøre ham til den stjerne, hans talent berettigede til. I halvtredserne var Tex tilknyttet en lang række små pladeselskaber – fx Ace og Dial Records. Hans plader solgte dårligt, men han havde et vist held med sin sangskrivning. Således fik selveste James Brown en toptiplacering med sin udgave af “Baby You’re Right” i 1962.

Det var først, da Tex kom i forbindelse med Nashville, der skete noget for sangkarrieren. Mødet med Nashvilleproduceren Buddy Killen, som har arbejdet med Dolly Parton, Dottie West, Roger Miller og andre countrystjerner, resulterede i indspilningen af “Hold What You’ve Got”, som gled ind på hitlistens femteplads. Hittet blev fulgt op af en lang ganske succesfulde række singler – fx “Skinny Legs and All” og “Men Are Getting Scarce”, inden Tex’ første soloalbum blev udsendt i 1965.

I 1972 valgte han så at trække sig tilbage efter at have lavet hittet “I Gotcha”. Det var det religiøse, der trak. Allerede i 1966 var Tex konverteret til Islam og kaldte sig derefter Yusuf Hazziez. Efter nogle år som åndelige vejleder vendte han dog tilbage til musikken i 1975 og fik et solidt comebackhit med “Ain’t Gonna Bump No More”.

Han trak sig dog endeligt tilbage igen i firserne for at hellige sig sin tro og Huston Oilers, et amr. football team (!). Han døde kun 49 år gammel af et hjertetilfælde.

I mine ører er der ingen tvivl om, at Tex med sin karakteristiske hæse, lidt prædikende, swingende stemme, har været undervurderet som soulsanger. Lyt selv og døm.

Jeg burde ligge i min seng. Men jeg kan ikke sove og sidder her i natten med en øl og venter på, at adrenalinniveauet skal falde nok til at søvnigheden melder sig. Og så var det jeg kom i tanke om en plade, jeg engang ejede. En live-optagelse med Fats Domino. Den forsvandt ud af min samling for mere end 30 år siden, og jeg kan kun svagt huske coverets brune nuancer, men ikke titlen eller plademærket. Men der har sikkert været tale om en af de mange obskure udgivelser, som pladeselskaber har udgivet. Ukurante, uofficielle udgivelser. Jeg tror nok, at den blev hængende i min mors lille pladesamling, for hun kunne godt lide The Fat Man. Tilbage er erindringen om pladens udgave af Dominos klassiker “Blue Berry Hill”. I found my Thrill on Blue Berry Hill… En af de sange, jeg skal have med på min øde ø.

Frk. Hvass hed hun. Hun var min latin- og fransk-lærerinde i Realskolen. En nydelig, mørkhåret dame, der koketterede med sin karakteristiske, store næse. Lattermild, som jeg husker det. Og altid i godt humør. Også til den lille latinprøve, da jeg på grund af overmåde eksamensnervøsitet fik bragt hende helt ud af fatning.. Hun grundlagde mit kendskab til latin og fransk, hvilket jeg er hende usigeligt taknemmelig for den dag i dag.
En dag fortalte hun så stolt om sin nyanskaffelse. En bil. Ikke hvilken som helst bil, men derimod en Ford Capri. State of the Art anno 1968. Efter sigende inspireret af den udødelige Mustang. Hvid var den. Og jeg kan huske, at det stod parkeret uden for hendes hoveddør. Jeg kunne nemlig se den, når jeg kørte forbi hendes bopæl med bus nr. 22 eller 24 langs Hjertingvej i retning mod Esbjerg centrum. Så stod den dér i indkørslen og skinnede flot i sollyset. Frk. Hvass var single, længe før dette begreb opstod. En enlig dame, der åbenbart levede livet.
Bilen gjorde indtryk. Den havde en formgivning, som man ikke havde set før. I dagens udgave af Jyllands-Posten stødte jeg igen på den. Og kunne læse om dens storhed og fald. Som så ofte set forsøgte bilfabrikken at forbedre på det oprindelige koncept, med det resultat, at man fik skabt en tungere og langt mindre elegant model.

I går overhørte jeg en lille nyhed. Det handlede om, hvor mange gram frugt, man skulle indtage om dagen, for at “forebygge” kræft i tyktarmen. Inden jeg havde hørt nyheden til ende dukkede “kostpyramiden” op for mit indre blik. Den var vist mit første møde med sundhedsoplysningen. I mit barndomshjem var der ikke nogen sundhedspolitik. Det handlede mest om at blive mæt, få pengene til at slå til og ellers udvikle en jordnær appetit på spiseligt og drikkeligt. Kostpyramiden hang bl.a. for enden af det venteværelse, der var hos skolelægen. Stor og farverig var den. Og jeg kan huske, at jeg sad der i hvide bomuldsunderbukser og forsøgte at forstå, hvorfor den våde fisk lige netop skulle være på det trin af skalaen. Men efterhånden gled den ind i min bevidsthed som et visuelt sundhedsmantra, der har fulgt mig lige siden, hvor den har gået hånd i hånd med et andet: Spis alsidigt og varieret. Med kostpyramiden blev jeg – heldigvis – vaccineret godt og grundigt mod den fragmenterede sundhedsinformationsjournalistik, der i dag overdøver ethvert tilløb til central styret sundhedsoplysning eller rettere: sundhedsdogmatik. Jeg lukker bare øjnene og ørerne og er tilbage foran plakaten…

Omtalen af Hannes Wader fik mine tanker til at glide tilbage til gymnasieskolens tysk-timer, hvor vi bl.a. dyrkede tyske Liedermacher som Wolf Bierman – tidligere omtalt – og Franz-Josef Degenhart. Et sted mellem mine bøger står bogen Spiel nicht mit den Schmuddelkindern Balladen, Chansons, Grotesken, Lieder, der udkom på Rowolt Verlag i 1969 og indholder teksterne fra albummet af samme navn. Degenhardt var også en samfundskritisk sangskriver, men til forskel fra fx Bierman og Wader var hans tekster mere subtile, grænsende til det surrealistiske. I titelsangen forholder Degenhardt sig kritisk til den arrogance, der ofte følger med social opstigen i samfundet. Og udtrykket Spielt nicht mit den Schmuddelkindern (Leg ikke med ungerne i rendestenen – cirka-oversættelse) er siden blevet et almindeligt udtryk på tysk.

Hør den lille stær den er åh så fornøjet.

Regitze citerer lidt fra sangen, og straks er jeg tilbage i klasseværelset på Sædding Skole, siddende ved et af de linoleumbeklædte borde. Der er omkring første maj.

Lige som Giro 413, “Efter skoletid”, “Top 20″ m.m, så er tysk TV-Unterhaltung en del af min mediale dannelsesbaggrund. Lige fra dengang, mine forældre fik deres første sort-hvide modtager (var det en Arena?), var jeg den uskyldige modtager af det ene tyske tv-underholdningsprogram efter det andet. Konceptet var enkelt. Et stort tv-orkester, dansepiger, en konferencier eller to – og så en række solister af forskellig observans. Det var her jeg lærte den særlige tyske schlagertradition at kende og tyskernes forkærlighed for store, professionelle bigbands, der kunne lægge en solid grund under enhver munter tv-aften og ethvert party.
I tresserne dukkede så fænomenet James Last op. Han havde længe været undervejs (faktisk fra fyrrerne), men blev i løbet af det årti indbegrebet af tysk bigband-Unterhaltung. På det ene album efter det andet omsatte James Last og hans sangere og musikere tidens populære musik til James-Last-sound. Min mor var vild med ham og indkøbte adskillige af hans album, som så fik lov til at spille på min grammofon, når fjernsynet ikke lige forsynede familien med tyske underholdningsprogrammer.
Selv om jeg godt kunne høre, at musikerne var dybt professionelle, så blev det aldrig noget, der faldt i min smag. Det forblev et produkt, en vare, der i al sin forudsigelighed modsagde det, jeg søgte – og stadigvæk – søger i musikken…
James Last fylder i dag 80 år og fejrer sin fødselsdag med en række koncerter i Tyskland og Benelux-landene, hvor han stadigvæk har en stor og trofast fanskare. Til lykke med dagen. Vi vil fejre den med at sætte The Animals’ Collection på grammofonen…

På teksttv så jeg, at sanger- og skuespillerinden Gerda Gilboe er død i den fremskredne alder af 94 år. Og med et smæk var jeg tilbage i starten af tresserne, hvor min moder havde indkøbt en longplaying-plade med musikken fra den danske opsætning af musicalen My Fair Lady. Hun hørte den rigtig meget på min gamle grønne rejsegrammofon, og jeg kunne ikke undgå at høre de iørefaldende sange af Lerner og Loewe. Mine forældre havde set opsætningen i København og havde endda fået fribilletter, fordi en af de medvirkende – Oswald Helmuth – havde været med min fader ude at sejle på Middelhavet. Jeg havde oven i købet fornøjelsen af at hilse på manden og få hans autograf, som siden forsvandt sporløst.
Jeg kan huske, at man snakkede meget om Gerda Gilboes rolle, fordi hun sprang til og overtog hovedrollen i et stykke, der tegnede til at blive en fiasko, men – med hende i front – blev en succes. Melodierne til “Alfred skal giftes”, “En snegl på vejen” osv. ligger stadigvæk i mit baghoved og dukker nu op igen ved meddelelsen om Gilboes død. Hvil i fred.

Det var i engelsklærerinde Helligsøes timer vi sang den. Oh What A Beatiful Morning. Og teksten ligger stadigvæk og roder derinde og dukker nu og da op. The Corn is high as an Elephants Eye. Everything is going my Way. Og selv om denne morgen er grå, og jeg er mere træt, end godt er – og arbejdet kalder – så er det også en smuk morgen.

Curly:
There’s a bright, golden haze on the meadow
There’s a bright, golden haze on the meadow.
The corn is as high as an elephant’s eye
And it looks like it’s climbing clear up to the sky.

Oh, what a beautiful Mornin’
Oh, what a beautiful day.
I’ve got a beautiful feelin’
Everything’s goin’ my way.

All the cattle are standin’ like statues
All the cattle are standin’ like statues
They don’t turn their heads as they see me ride by
But a little brown mav’rick is winkin’ her eye

Oh, what a beautiful Mornin’
Oh, what a beautiful day.
I’ve got a beautiful feelin’
Everything’s goin’ my way.

All the sounds of the earth are like music
All the sounds of the earth are like music
The breeze is so busy it don’t miss a tree
An’ a ol’ weepin’ willer is laughin’ at me

Oh, what a beautiful Mornin’
Oh, what a beautiful day.
I’ve got a beautiful feelin’
Everything’s goin’ my way.
Oh, what a beautiful day!

Da jeg som grønt, ungt menneske fandt ind i litteraturens verden for alvor – i den buldrende, hjernemartrende pubertet – faldt jeg over forfatteren Hans Scherfigs romaner på Sædding Skolebibliotek. Jeg forsvandt ind i Det forsømte forår og Den forsvundne fuldmægtig og blev helt opløftet og bedøvet af den særlige humorgennemlyste stemning i bøgerne. Det var de farvestrålende Tranebogsudgaver fra Gyldendal, og når jeg lukker øjnene og ser dem for mig vækkes stemningen igen og jeg gribes af en ubændig lyst til at læse bøgerne igen.

Fra fuldmægtigen gik det videre til Idealister, den store Frydenholm, Skorpionen og Den fortabte abe. De nævnte romaner havde ikke helt den samme effekt som de første to, men det skyldtes nok mestendels min unge alder og mangel på livserfaring.

Da jeg kom på gymnasiet havde jeg så det held at møde Hans Scherfig i levende live. Han var inviteret for at fortælle om sit forfatterskab, som han på det tidspunkt havde bag det meste af bag sig. En lille mand med stærke briller foran de svage øjne og en gnækkende stemme, som man aldrig glemmer. Scherfig var også kommunist, sad oven i købet i partiets centralkomité. Og det sociale og politiske engagement skinnede igennem hans kommentarer. Jeg husker især hans ramsaltede og meget morsomme kritik af de såkaldte modernistiske tresser-digtere, som den unge capac dyrkede ret intenst de år. En af de formastelige modernister havde udtalt, at han ikke skrev for nogen. Kun for sig selv osv. Og så mente Scherfig, at den pågældende jo lige så godt kunne skrive til skrivebordsskuffen, ja, faktisk kunne nøjes med at memorere digtene for sig selv i sit indre…

Flere år senere – på universitetet – stødte jeg igen ind i forfatterskabet i faglig sammenhæng og kunne genopleve stemningen fra de unge år.

For et par uger eller tre siden kom Fruen så hjem med et billede, som hun havde købt i en lille venstreorienteret boghandel i den indre by. Det var et af Hans Scherfigs farvestrålende billeder med to aber i et træ. Jeg har altid godt kunnet lide Scherfigs lidt naive, farverige naturbilleder med deres latente symbolik. Så inden vi så os om, havde billedet fået følge af endnu to. Et lille og et stort med elefanter på.

Dermed var appetitten på endnu en tur i det scherfigske univers skærpet. Og jeg tænkte, at jeg nu ville genanskaffe mig romanerne i de oprindelige tranebogsudgaver. Samtidig har jeg anskaffet mig – antikvarisk – et splinternyt eksemplar af journalisten Arne Hardis’ biografi om Scherfig “Idealisten”. En cirkel sluttes.