Indlæg tagget med erindring

En duft af Breining Fougere hårvand

15. maj 2011

En syrenbusk sendte mig tilbage til frisørforretningerne i mit barndoms kvarter i Esbjerg – associationernes indviklede og forgrenede stier. Især til den forretning, der lå i Sjællandsgade og blev bestyret af to dengang ældre herrer i kitler. I det sparsomt dekorerede vindue stod der to flasker Breining Fougere hårdvand – en grøn og en lilla flaske. Den sidste havde en duft af lavendel (ikke syren). Ved siden af igen stor et papskilt med en globus med mavebælte, hvorpå stod skrevet World’s Best.

Duften af hårvandet slog en imøde fra forretningens indre, hvor det blev gnubbet ind i hovedbunden på mange af de mandlige besøgende. Og på hylderne stod flaskerne på rad og række. Jeg prøvede også den grønne en enkelt gang, men brød mig ikke om hverken lugt eller effekt.
Jeg har ledt længe efter et billede af de pågældende flasker, men selv om produktet stadigvæk sælges, så er de gamle flasker for længst gået på pension og åbenbart i glemmebogen…

Erindringsglimt: avispapir og fodtøj

28. november 2010

Da jeg stod der og tog mine langskaftede gummistøvler på for at bevæge mig udendørs, gled erindringen pludselig tilbage til dengang, hvor min mor forede mine sko og støvler med avispapir, der var varmet på kakkelovnen eller (senere) radiatoren. Og fornemmelsen af at stikke foden ned i den tørre, glatte, knitrende varme vældede frem i mit indre. Dengang var der ikke råd til indkøb af termosokker, kevlarbeskyttede støvler og andre objekter fra velstandsoverskuddet. Men der var andre glæder…

Linda Schott – Never in a million Years (1966)

11. oktober 2010

Vi skal ikke slippe de kønne sangfugle fra tressernes begyndelse. Linda Scott besøgte også den danske hitliste en enkelt gang. I uge 7, 1963, indtog hun en 19. plads med “Never in a million Years”. Hun havde allerede på det tidspunkt en snes singleplader på samvittigheden, bl.a. “I’ve Told Every Little Star“, som lå på den amerikanske og engelske top 10 i 1961, solgte millioner af eksemplarer og blev hendes største succes i karrieren.
Som Marcie Blane var Linda Scott (Linda Joy Sampson) en skolesøgende newyorkerpige (fra Queens), da hun blev opdaget af Epic Records. Hun havde stillet op til en radioudsendelse og blev inviteret med. Hendes debut bar den symtomatiske titel “In-Between Teen”. Pladen blev udsendt i hendes borgerlige navn Linda Sampson.
Medens hun endnu gik i high school overtog pladeselskabet Canadian-American Records hende, og forvandlede hende til Linda Scott. Og det var i den stald, hun indspillede Hammerstein og Kerns trediver-musicalsang “I’ve Told Every Little Star” og gjorde den til et rigtigt teenagehit.
Til historien om Scott hører også, at hun fik endnu et stort hit med en standard. Nemlig Ahlerts og Turks “I don’t know why (but I do)“, der nåede en 12. plads i USA. Og så er det interessant, at hun også selv skrev nogle sange. Blandt andet “Don’t Bet Money, Honey”, der også blev et hit derovre med en 9. plads som bedste placering.
Meget sigende for Linda Scotts sangkunst, så kom hendes sidste hitlisteplacering med sangen “Who’s Been Sleeping In My Bed” i januar 1964, den måned, hvor The Beatles indtog den amerikanske hitliste for første gang…
Linda fortsatte med at lave plader frem til starten af halvfjerdserne, men uden den store kommercielle succes, og i lagde hun sangkarrieren på hylde og begyndte at læse teologi.

Stenkulsnafta – en kemikalisk barndomserindring

25. september 2010

Torben har sendt mig tilbage til den lille toværelses på Nygårdsvej i halvtredserne. Det magiske ord er “stenkulsnafta”. Og fremkaldervæsken for erindringsstumpen var “tv-farmaceuten Sven Holm”. Jeg husker den trinde, venlige mand, der på den sort-hvide skærm med nærmest naturvidenskabelig akkuratesse fortalte de hjemmegående husmødre – heriblandt min egen mor – hvordan de kunne fjerne alskens pletter med husholdningens arsenal af kemi.

Et af de kemikalier, min mor altid havde stående i de typiske grønne flasker, var stenkulsnafta (benzen – med vor tids betegnelse). Et andet var salmiakspiritus. Siden forsvandt de ud af husholdningen sammen med den ikke-denaturerede sprit, som blev brugt til hjemmebrænderi i tresserne. Sikkert som led i beskyttelsen af forbrugerne – mod forbrugernes selv.

Helt ufarlig var disse væsker heller ikke. Jeg husker nøje, hvordan min mor advarede mig mod vidundermidlerne. Alligevel drev min nysgerrighed mig til en dag at skrue låget af flasken og snuse til den. En sindsoprivende oplevelse, jeg sent vil glemme. Jeg var sikker på, at nu skulle jeg død. Jeg tror, jeg kunne mærke hver eneste celle i mine luftveje, og min unge, følsomme næse brændte, som var der stoppet glødende kul op i næseborene. Men kun en kort tid.

Flasken stod i mine forældres klædeskab (hvorfor ved jeg ikke), og situationen foran de brune skab brændte sig ind i min erindring – som stenkulsnaftadampene brændte sig ind i næseborene…

PS. På Beredskabsstyrelsens hjemmeside kan man studere alle de forbudte stoffer, som vor moder jonglerede med i de vist nok så uskyldige halvtredsere.

Spaghetti Westerns – erindringsstof

17. august 2010

Cowboyrækkerne blev de kaldt, de forreste to-tre stolerækker i min barndoms biograf i Esbjerg, Phønix Bio. Det var de billigste pladser, når biografen blev fyldt op. Og det var her, der var garanti for hold i nakken. Jeg erindrer kun at have siddet dernede en enkelt gang. Og ikke i Phønix Bio. Det var i Kosmorama, hvor jeg var inde og se Dirch Passer i “Charles’ Tante” med min mor. Kosmorama lå et lille stenkast fra Phønix.

De mange søndageftermiddage, jeg tilbragte på Phønix Bios hårde plydssæder, sad jeg midt i biografen. Alle pladserne kostede det samme – et par kroner – og der var aldrig fuldt. Hvis der var tyve unger (og en eller to voksne), så var det vist det hele.
Men det var på disse søndage, jeg lærte den amerikanske western og dens mytologi at kende. Afvekslende med ridderfilm, Zorro- og Tarzanfilm og andre B-film fra Hollywoods arkiver løb cowboyfilmeme med John Wayne, Cary Cooper m.fl. over lærredet og blev slugt med barnlig ukritisk appetit. Og min kærlighed til denne særlige alt andet end realistiske genre med dens klare ideologiske overbygning blev grundlagt. Selv halvfjerdsernes ideologikritiske syrebad kunne ikke fjerne min faible for fortællingerne fra de store vidder derovre. Derfor var det også lidt af en skuffelse, da genren i løbet af tresserne og halvfjerdserne og frem stort set gled ud. Og det var en saltvandsindsprøjtning, da de såkaldte spaghetti-western kom frem og gav genren en revival.

Ganske vist var de ikke den rene vare, men i italowesterns rendyrkes genren og dens mytologi med stor næsten tegneserieagtig æstetisk sans – og få kroner. Spaghettifilmene gav mig et velkomment flashback til barndommens timer i Phønix Bios mørke. Og i en periode i halvfjerdserne kom jeg der igen, når jeg besøgte mine forældre. For at se de spaghettifilm, der blev vist. Om aftenen. Stadigvæk var der ikke mange publikummer, men stemningen var intakt i den gamle sal, der stod, som den altid havde gjort.

Phønix Bio er der ikke mere. Kun erindringen. Og med bokssættet Spaghetti Western med hele 20 film og 32 timers underholdning skulle det nok være muligt at genopfriske den lidt. Erindringen altså. 150 kroner alt iberegnet.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...