Indlæg tagget med erindring

Spaghetti Westerns – erindringsstof

17. august 2010

Cowboyrækkerne blev de kaldt, de forreste to-tre stolerækker i min barndoms biograf i Esbjerg, Phønix Bio. Det var de billigste pladser, nÃ¥r biografen blev fyldt op. Og det var her, der var garanti for hold i nakken. Jeg erindrer kun at have siddet dernede en enkelt gang. Og ikke i Phønix Bio. Det var i Kosmorama, hvor jeg var inde og se Dirch Passer i “Charles’ Tante” med min mor. Kosmorama lÃ¥ et lille stenkast fra Phønix.

De mange søndageftermiddage, jeg tilbragte pÃ¥ Phønix Bios hÃ¥rde plydssæder, sad jeg midt i biografen. Alle pladserne kostede det samme – et par kroner – og der var aldrig fuldt. Hvis der var tyve unger (og en eller to voksne), sÃ¥ var det vist det hele.
Men det var på disse søndage, jeg lærte den amerikanske western og dens mytologi at kende. Afvekslende med ridderfilm, Zorro- og Tarzanfilm og andre B-film fra Hollywoods arkiver løb cowboyfilmeme med John Wayne, Cary Cooper m.fl. over lærredet og blev slugt med barnlig ukritisk appetit. Og min kærlighed til denne særlige alt andet end realistiske genre med dens klare ideologiske overbygning blev grundlagt. Selv halvfjerdsernes ideologikritiske syrebad kunne ikke fjerne min faible for fortællingerne fra de store vidder derovre. Derfor var det også lidt af en skuffelse, da genren i løbet af tresserne og halvfjerdserne og frem stort set gled ud. Og det var en saltvandsindsprøjtning, da de såkaldte spaghetti-western kom frem og gav genren en revival.

Ganske vist var de ikke den rene vare, men i italowesterns rendyrkes genren og dens mytologi med stor næsten tegneserieagtig æstetisk sans – og fÃ¥ kroner. Spaghettifilmene gav mig et velkomment flashback til barndommens timer i Phønix Bios mørke. Og i en periode i halvfjerdserne kom jeg der igen, nÃ¥r jeg besøgte mine forældre. For at se de spaghettifilm, der blev vist. Om aftenen. Stadigvæk var der ikke mange publikummer, men stemningen var intakt i den gamle sal, der stod, som den altid havde gjort.

Phønix Bio er der ikke mere. Kun erindringen. Og med bokssættet Spaghetti Western med hele 20 film og 32 timers underholdning skulle det nok være muligt at genopfriske den lidt. Erindringen altså. 150 kroner alt iberegnet.

Those Lazy Hazy Crazy Days Of Summer – Nat King Cole

19. juli 2010

Der er sommersange, der falder en lettere ind end andre. I dag kom jeg i tanke om en, jeg aldrig har skrevet om, og som nok var gledet lidt langt tilbage i hukommelsens halvmørke. Nat King Coles Those Lazy Hazy Crazy Days Of Summer. Hvad der kaldte den frem, ved jeg ikke. Men mÃ¥ske var det min egen ugidelighed – fremkaldt af en før-tordenagtig lummerhed. I hvert fald tonede den frem i mit indre.
Sangen var vist nok Coles sidste rigtige hit. Den nÃ¥ede en sjetteplads pÃ¥ den amerikanske pophitliste i sensommeren 1963, to Ã¥r før Coles alt for tidlige død som 45-Ã¥rig. OgsÃ¥ i Danmark gjorde den lykke. I uge 31, 1963 nÃ¥ede den helt op pÃ¥ en andenplads pÃ¥ den danske top 20. Kun overgÃ¥et af Cliff Richard og hans “Lucky Lips”, og med Elvis’ “Devil in disguise” som truende ny højdespringer pÃ¥ en tredjeplads. Ugen efter indtog Elvis førstepladsen og Cole røg ned pÃ¥ en 7. plads i konkurrence med navne som Petula Clark (“Chariot (I Will Follow Him) “), Gitte Hænning (“Kom ned pÃ¥ jorden igen “), The Shadows (“Atlantis”) og Marlene Dietrich (“Sag mir wo die Blumen sind”). Vi var endnu i før-Beatles-tiden.
Sangen genlød selvfølgelig også fra radioen og var en af dem, der uden modstand gled ind i mit lydtapet. En munter, swingende, optimistisk, let sang af den slags, der får en til uvægerligt at nynne med på omkvædet.

The Lazy Hazy…

“Gammelt brød” – erindringsglimt

16. juli 2010

Her sidder man sÃ¥ i sommerlandet og spiser sit brød fra den lokale hÃ¥ndværksbager. Og jeg kommer i tanke om min skolekammerat Freddy, der købte "gammelt brød" for 25 ører, nÃ¥r vi gik fra Pavillionen til Vestre Skole. Gammelt brød var betegnelsen for daggammelt wienerbrød. Man fik en kæmpestor brun pose med blandet wienerbrød, spandauer, kanelsnegl, stænger i stykker, "bagerens dÃ¥rlige øje" osv. Og Freddy, som i følge sin egen far havde "større ører end arveprins Knud" fortærede med velbehag hele posen. Siden har jeg ofte tænkt pÃ¥ Freddy ved morgenbordet, nÃ¥r jeg en sjælden gang har sat tænderne i en "wienerbasse". Mon man stadigvæk kan købe "gammelt brød" i brune poser? I hvert fald ikke til 25 ører…

Erindringsglimt: Granatæble

11. april 2010

I det lokale supermarked faldt jeg i staver i frugt- og grøntafdelingen. Frøkenen ville have pomelo og avocado. Men der var ogsÃ¥ ananaskirsebær, carambole, guava, kiwi, mango, papaya, granatæble og flere til. Det fik mig til tænke pÃ¥ dengang i begyndelsen af tresserne, hvor jeg i nogle mÃ¥neder blev passet af min farmor, fordi min mor var taget med min søfarende far Middelhavet rundt. Højdepunktet pÃ¥ ugen med farmor var lørdag aften, hvor vi delte et par Belle Boskop-æbler og et par Jaffa-appelsiner. Det var luksus. Og det smagte fantastisk. Eksotiske frugter – bortset fra banan, citron og appelsin – havde man dÃ¥rligt nok hørt om. De var netop – eksotiske.
Da mine forældre havde afsluttet deres odyssé, medbragte de en håndfuld granatæbler. Det var intet mindre end en sensation derhjemme i baggården, hvor man endnu kunne huske rationeringsmærkerne fra efterkrigsårene. Og jeg kan huske den nærmest syltetøjsagtige smag, som den kernede frugt havde.
I dag kan du stort set fÃ¥, hvad du vil have, hvis du ellers kan betale. Men du kan ikke fÃ¥ sjældne danske æblesorter. Og glæden ved den eksotiske smagsoplevelse er ogsÃ¥ gÃ¥et fløjten, nu hvor alle og enhver til enhver tid kan fÃ¥, hvad de vil have…

Manden med pelshuen er død

19. marts 2010

Skuespilleren Fess Parker meldes død i en alder af 85 Ã¥r. Det var Fess Parker, der i 1954, Ã¥ret efter min fødsel, optrÃ¥dte i Disney-tv-produktionen “Davy Crockett, Indian Fighter”, hvor pelshuen med hale for første gang dukkede op. Pelshuen var udslag af Disneysk fantasi, da ingen af de oprindelige afbildninger af Davy Crockett viste ham med andet end en almindelig hat, hvis han da overhovedet havde noget pÃ¥ sin isse. Det var ogsÃ¥ i den film, en af min barndoms store hits dukkede op, “Ballad of Davy Crockett”, som vor egen Preben Uglebjerg gav til bedste i en dansk udgave. Præriens bedste mand. I USA hittede sangen pÃ¥ en førsteplads i Bill Hayes udgave. Og siden er den blevet kopieret af flere andre, blandt andre Tennessee Ernie Ford.
Filmsuccessen blev fulgt op af endnu to film i 1955, “Crockett Goes to Washington” og “Davy Crockett at the Alamo”. Og for at det ikke skal være løgn, sÃ¥ klippede Disneykoncernen de tre film sammen til en senere hen, “Davy Crockett, King of the Wild Frontier”. Jeg kan stadigvæk ikke huske, om jeg har set tv-filmen eller biograffilmene. MÃ¥ske var det bare sangen, omtalen af filmen, tegneserier og fotos i blade, der gjorde Davy Crockett til en helt i min barndom. Og fik mig til at drømme om at eje sÃ¥dan en hue.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...