Indlæg tagget med erindring

Erindringsglimt: Granatæble

11. april 2010

I det lokale supermarked faldt jeg i staver i frugt- og grøntafdelingen. Frøkenen ville have pomelo og avocado. Men der var også ananaskirsebær, carambole, guava, kiwi, mango, papaya, granatæble og flere til. Det fik mig til tænke på dengang i begyndelsen af tresserne, hvor jeg i nogle måneder blev passet af min farmor, fordi min mor var taget med min søfarende far Middelhavet rundt. Højdepunktet på ugen med farmor var lørdag aften, hvor vi delte et par Belle Boskop-æbler og et par Jaffa-appelsiner. Det var luksus. Og det smagte fantastisk. Eksotiske frugter – bortset fra banan, citron og appelsin – havde man dårligt nok hørt om. De var netop – eksotiske.
Da mine forældre havde afsluttet deres odyssé, medbragte de en håndfuld granatæbler. Det var intet mindre end en sensation derhjemme i baggården, hvor man endnu kunne huske rationeringsmærkerne fra efterkrigsårene. Og jeg kan huske den nærmest syltetøjsagtige smag, som den kernede frugt havde.
I dag kan du stort set få, hvad du vil have, hvis du ellers kan betale. Men du kan ikke få sjældne danske æblesorter. Og glæden ved den eksotiske smagsoplevelse er også gået fløjten, nu hvor alle og enhver til enhver tid kan få, hvad de vil have…

Manden med pelshuen er død

19. marts 2010

Skuespilleren Fess Parker meldes død i en alder af 85 år. Det var Fess Parker, der i 1954, året efter min fødsel, optrådte i Disney-tv-produktionen “Davy Crockett, Indian Fighter”, hvor pelshuen med hale for første gang dukkede op. Pelshuen var udslag af Disneysk fantasi, da ingen af de oprindelige afbildninger af Davy Crockett viste ham med andet end en almindelig hat, hvis han da overhovedet havde noget på sin isse. Det var også i den film, en af min barndoms store hits dukkede op, “Ballad of Davy Crockett”, som vor egen Preben Uglebjerg gav til bedste i en dansk udgave. Præriens bedste mand. I USA hittede sangen på en førsteplads i Bill Hayes udgave. Og siden er den blevet kopieret af flere andre, blandt andre Tennessee Ernie Ford.
Filmsuccessen blev fulgt op af endnu to film i 1955, “Crockett Goes to Washington” og “Davy Crockett at the Alamo”. Og for at det ikke skal være løgn, så klippede Disneykoncernen de tre film sammen til en senere hen, “Davy Crockett, King of the Wild Frontier”. Jeg kan stadigvæk ikke huske, om jeg har set tv-filmen eller biograffilmene. Måske var det bare sangen, omtalen af filmen, tegneserier og fotos i blade, der gjorde Davy Crockett til en helt i min barndom. Og fik mig til at drømme om at eje sådan en hue.

Preston & Søn – tv-erindring

16. marts 2010

Vi skal spole filmen helt tilbage til de tidlige tressere. Til tv-mediets barndom, hvor kriminalserier ikke var hverdagskost. Men amerikanerne var allerede i gang med at forsyne europæerne med deres opfattelse af, hvad der er ret og vrang i tv-fiktionens verden. Perry Mason – med Raymond Burr og Barbara Hale i rollerne som opdagere – var nogle af de første, der i sort-hvidt underholdt danske tv-seere. Men lige i fodsporet kom serien med den danske title “Preston og søn”, der for alvor sørgede for at få den amerikanske specialitet – retsalsdramaet – ind i de danske stuer. Den amerikanske titel var meget passende “The Defenders” og i hovedrollerne som forsvarsadvokaterne så man “far” E. G. Marshall og “søn” Robert Reed. Til forskel fra Perry Mason-serien var der ikke tale om krimi i “who-done-it”-forstand, men derimod om juridiske og moralske dilemmaer til debat i retslokalet. Serien er nærmest gået i glemmebogen i dag og kan vist ikke fås hverken på vhs eller dvd. Men dengang løb dem med ikke mindre end 13 Emmy-priser, bl.a. tre som ‘fremragende dramaserie’. 132 afsnit blev det til i årene 1961-1965. Jeg husker ikke, om DR viste dem alle. Men jeg husker tydeligt stemningen i seriens afsnit og de to hovedpersoners evindelige diskussioner.

Onomatopoietikon – erindringsglimt

8. marts 2010

Da jeg gik i realskolen fik jeg min første udgave af Fremmedordbogen. Og bag i den – på de ubeskrevne blade – noterede jeg ord, jeg  stødte på, men ikke kunne finde i selve ordbogen. Da jeg kom i gymnasiet havde jeg en lærer, der udstyrede os med en lille slidstærk, sort notesbog, hvori vi skulle (el. kunne, jeg husker det ikke så nøje) skrive idiomer og ord, vi lige havde lært.

Vanen har jeg holdt ved lige siden. Støder jeg på ord, jeg ikke kender, så skal de slås op. Jeg noterer dem ned, slår dem op og forsøger at huske dem. Mit sprog er min verdens grænse. Og denne praksis har helt sikkert bestyrket min kærlighed til sproget og ordene – og poesien. Og min forkærlighed for bestemte ord, der enten ligger godt i munden (som et ordbær, ville Rifbjerg sige) eller på anden måde har en særlig attraktion. Onomatopoietikon er blot et af dem (og det betyder: lydefterlignende ord, hvis nogen skulle have glemt det). Et andet: lapidarisk (“kortfattet, præcis” – som skrevet på en sten).

Erindringsglimt: Min Hobby

21. februar 2010

I mit barndomshjem var der ikke mange bøger. På den ene boghylde, vi havde, stod der mestendels min faders bøger om alm. sømandskab (som han omhyggeligt havde indbundet i kraftig lærred med syninger), en tilsvarende lægebog (hvorfra min første viden om veneriske sygdomme, graviditet og andre kønsspørgsmål blev hentet med stor og undrende appetit), en søfartens hvem-hvad-hvor, hvor min far var afbildet og min eksistens lige netop nævntes), nogle sort-hvidt illustrerede årbøger om de første år i halvtredserne. Det var sådan cirka det. Ikke just en dør til viden.

Men på et tidspunkt fik jeg så selv en bog, der ikke var den rene fiktion, nemlig Poitikens håndbog “Min Hobby” i et bind. En udgivelse, der allerede udkom i fyrrerne og i både to og trebindsudgaver. Min var grøn og i et bind. Jeg har den desværre ikke mere, men går ud fra, at den stammer fra starten af tresserne. Og det var nok også i det årti, man ophørte med at lave den slags bøger. Altså bøger om, hvordan friske drenge og unge mænd med spejderånd og opfindsomhed kunne lave spændende ting til at forlyste sig selv og andre med. Fx drager, modelfly, krystalradioer og huler. Den tid er forbi. I dag kan du sagtens få håndbøger – også hos Politiken – men emnerne er ikke hobbyprægede, som dengang.

Min Hobby var fuld af instruktive og detaljerede gennemgange af, hvilke værktøjer og materialer, man skulle bruge og illustreret af små fine pennetegninger, der viste processen og det færdige resultat. Jeg var især fascineret af en bestemt hule, man kunne bygge af et grantræ. Og jeg kan endnu se, hvordan tegningen så ud, og huske, hvordan jeg fantaserede om at lave en sådan hule ude i krattet i Vognbølparken. Det blev aldrig til noget, men jeg drømte ofte den drøm. ”

Min Hobby var nok min barndoms svar på det velassorterede bibliotek og internettet. Den var et af mine første møder med pædagogisk oplysning og vidensformidling. Derfor har jeg altid haft en svaghed for den slags håndbøger. At det så siden kom til at handle om filosofihistorie og psykoanalyse er en anden sag.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...