CAPAC

Sneflokke kommer vrimlende,
henover diger trimlende,
det knyger ud af himlene,
det sluger hegn og gård,
det ryger ind ad sprækkerne
til pølserne på rækkerne,
og fårene ved hækkerne
får blink i pelsens hår.

Og poplerne bag mønningen
de duver dybt i dønningen,
og over stakke-grønningen
omtrimler kærv og neg,
det klaprer en om ørene
fra portene og dørene,
bag hvilke de små Sørene’
har rustet sig til leg.

Og gammelmor i klokkerne
med huen og grålokkerne,
hun haler op i sokkerne
og ser forsagt derud,
for nu er kålen liggende,
og nu står tjørnen stikkende
og spidder sne på piggene;
og nu kom Kjørmes-knud!

Ja, morgenturen med hunden hensatte capac til skolebænken og de obligatoriske sange. I dette tilfælde Jeppe Aakjær “Sneflokke kommer vrimlende”, der slutter med ordene “nu kom Kjørmes-knud”. Det vil sige: Kyndelmisse, den helligdag (den 2. februar helt præcist), hvor man tidligere fejrede, at den halve vinter var gået. I den katolske kirke en lysfest. For mig var det bare en sang, jeg godt kunne lide og som satte sig fast i mine hjerneceller, hvorfra den lyder, så snart sneflokkene kommer vrimlende ned fra himlene….

En af mine tidligste erindringer om sport knytter sig til kampen mellem den svenske sværvægtsbokser Ingemar Johansson og amerikaneren Floyd Patterson. En sagnsomspændende (hov, det var vist en neologisme, tak skaber…) kamp, hvor Johansson blev verdensmester og vandt et ry, der fulgte ham til hans død i nat på et plejehjem uden for Göteborg. Johansson var en helt blandt gadens drenge, selvom ingen af os havde hverken hørt eller set ham bokse. Men medierne havde allerede gjort deres arbejde dengang i de tidlige tressere… Hvil i fred.

UFO i KIna 2006-08-17

Da jeg var dreng, synes jeg, at UFO’er var spændende. Jeg slugte med stor appetit artikler i Familie-Journalen og andre ugeblade, hvor man berettede om mystiske iagttagelser, gjort af jordboerne her og hisset. Og på det lokale bibliotek fordybede jeg mig i litteratur af Erich von Däniken. Overbevist blev jeg aldrig om eksistensen af menneskelignende liv uden for vores lille blå planet. Og bedre blev det ikke, når jeg spurgte min fader, sømanden, der havde tilbragt år af sit liv på de store have som navigatør. Han svarede altid: Jeg har stået på broen den ene dag og nat efter den anden og kigget på den store himmel – og har aldrig set noget som helst. Senere gik det op for mig, at det interessante spørgsmål måske ikke var, om der er noget derude, altså liv. Men hvorfor vi mennesker forestiller os det?
Apropos så har flyvevåbnet netop lagt sine UFO-arkiver på nettet. Her kan man læse, hvad danskerne mener at have set og oplevet.

Denne vinter har ikke just budt på megen sne. Det ville være synd at sige. Og spørgsmålet er vel, om vi overhovedet får noget i år? Eller næste år for den sags skyld. Dette forhold fik mig til at tænke på min barndom, hvor der selvfølgelig var sne hver eneste vinter. Og på de gange, jeg var ude at kælke på Kælkebakken ved Vognsbølparken i Esbjerg. Esbjerg er jo ikke ligefrem et område med bakkelandskab. Det ville være synd at sige. Men en kælkebakke havde man da fået konstrueret for mange år siden. Og da jeg var en lille purk, forekom den mig at være kæmpestor. Når man ikke engang har set Himmelbjerget, så kan selv en tue forekomme stor. Jeg har ikke tal på alle de gange, jeg kørte ned alene eller sammen med kammeraterne. Men jeg husker stadigvæk spændingen i kroppen, når man bevægede sig ned med stor fart og skulle styre uden om andre kælke og forhindringer. Specielt husker jeg en tur, hvor jeg var med mine forældre og nogle bekendte, som havde bygget deres egen kælk med plads til flere personer og med sider af træ. Der var nærmest tale om en kane. Hu-hej-hvor det gik.

Da jeg gik i Vestre Skole i Esbjerg i årene 1959-1965 blev hver eneste dag indledt med salmesang og fadervor. Vi blev bedt om at folde hænderne andægtigt og fremsige remsen: Fader Vor, du som er i himlene.. osv. Jeg gjorde, hvad jeg blev bedt om. De andre lige så. For det var før ungdomsoprøret og tressernes frigørelse for alvor var sat ind. I hvert fald på Vestre Skole. Ganske vist nåede jeg at få Beatles-frisure, inden jeg forlod skolen. Men alligevel.
Nu kan jeg forstå, at Bertel “Bims” Haarder vil pålægge folkeskolerne at indføre obligatorisk fadervor. Og jeg kan kun ryste på hovedet. Allerede dengang jeg blev tvunget til det, var det en dårlig idé. Religion er en privatsag (jvf. Luther), og den slags indoktrinering bør høre fortiden til. Den sorte skoles tid. Haarders forslag vidner om, i hvor høj grad Dansk Folkepartis islamofobi har inficeret partiet Venstre – eller måske snarere: Har fremkaldt visse venstrefolks xenofobiske tendenser. Og det vidner også om Haarders evindelige revanchistiske tilbøjeligheder. Alt, hvad der smager af tressere og halvfjerdsere, skal rulles tilbage til de “gode gamle dage”. Men udviklingen er irreversibel. Skal noget ændres til noget bedre, så er der kun en vej: fremad.
Jeg er ret sikker på, at min stærke skepsis over for alt, der har med religion og religiøsitet at gøre, fik kraftig næring af Fadervors-øvelserne i min barndom. Når jeg tænker tilbage, kan jeg stadigvæk mærke det fysiske ubehag ved at skulle folde hænderne og fremmumle nogle ord, der ikke sagde mig noget som helst. Dengang kunne det endnu praktiseres. Men i dagens multietniske og -kulturelle Danmark, hvor autoritetstro og disciplin er anakronistiske begreber, vil indførelse af obligatorisk Fadervor være en umulighed.

Læs også Rasmus’ vrede indlæg

John Lennon – God

Det var en kommentar fra AagePK, der sendte mig tilbage i tiden. Det første erindringstrip i det nye år, men forhåbentlig ikke det sidste. Men i hvert fald blev jeg returneret til dengang, jeg var en lille purk, der endnu ikke helt havde fattet interesse for det modsatte køn. Og så alligevel. Der var nogle piger, der på en eller anden vis tiltrak sig min opmærksomhed. George i “De Fem”-bøgerne og -filmene. Og så hende Haley Mills, der fik stor succes med sin dobbeltrolle som Susan og Sharon i Disney-filmen “The Parent Trap”, på dansk “Forældrefælden”. En meget amerikansk hyldest til familien og ægteskabet. Filmen var en dundrende succes og Hayley Mills lå på hitlisten med sin ganske charmerende udgave af “Let’s Get Together”. Med sin ungpige-uskyldige-friske udstråling blev hun mange unge drenges første våde drøm dengang.
Filmen er i øvrigt blevet genindspillet i 1998 med gossip-stjernen Lindsay Lohan i dobbeltrollen.

Suk!

Her til morgen greb jeg mig selv i at nynne nedenstående sang, som jeg ofte hørte og brummede med på, da jeg gik i folkeskolen. Den var et hit blandt pigerne. Jeg kan huske, at jeg undrede mig meget over, hvad en “kon koltringsknæjt” var for en størrelse. Og min lærer var flink til at forklare det (kon betyder en lille smule, koltring er en halvvoksen knægt).

Mads Doss
Mads Doss han war en kon koltringsknæjt,
han gek mæ foeren i hien,
imell så slow han lyng te en bejt,
imell så band han åu vien
en liim te hans muer, å så sang han imell,
di hoer ed så vit, nær han tow te å hwell:
La la luh – la la lih – kom! så skal a bih,
la la luh – la la lih – kom! så skal a bih.

Mett Kølvro war en kon stonthostøs,
gek åsse mæ foeren i hien,
å somti hun swedt, å somti hun frøs,
den drywwen slet ett hun ku li en.
Hon snøwsed imell, få hin dawwen wa lång,
iwessomda tahrt hon sin klukker, å sang:
La la luh – la la lih – kom! så skal a bih,
la la luh – la la lih – kom! så skal a bih.

Å somti di mødtes så his å så hæhr,
od mælmad, å språkked så knøwt da,
å let om let fek di hwerranner så kjæhr:
Jen kam, næ den åhn ga en hwøwt da.
Å næ di had ett, gek di hwæ te sit hjaer,
å sang, så de gjall owwe mosser og kjaer:
La la luh – la la lih – kom! så skal a bih,
la la luh – la la lih – kom! så skal a bih!

Såen gek da en sommer, å da gik flier.
Lieg kjærrester så de fann o da.
I hien kam di no ikke mier,
men hjemm ve hweranner di lo da.
Å så bløw di gywt å behøwd ett å sønng,
som fahr di had gjow, i de båreste lønng:
La la luh – la la lih – kom! så skal a bih,
la la luh – la la lih – kom! så skal a bih!

Tekst: St. St. Blicher, 1842

Jeg ligger i natten, fast besluttet på at holde mig vågen, så jeg kan opleve det øjeblik, jeg falder i søvn. Det lykkedes heller ikke denne gang…

Good Night – The Beatles

Under læsningen af Bo Green Jensens seneste autobiografiske essays Dét der bliver tilbage bliver jeg sendt langt tilbage i barndommen til dengang, mit største ønske var at få en pelshue med stribet hale som den, Davy Crocett bar i følge skrønen. Hvor min interesse stammede fra står ikke helt klart i min erindring, men Crockett var genstand for dyrkelse i bøger – fx Karen Brunés‘ seksten bind om helten – tegneserier, film og sang. Tydeligst husker jeg sangen om David Crockett, The Balad of David Crockett, der også kom i en dansk version (med hvem? Må tjekkes…) – den sang, som Ørkenens Sønner parodierer i deres pikante shows.

PS. Som bloggens kommentatorer rigtignok skriver, så var det selveste Preben Uglebjerg, der sang balladen om Davy Crokett – “Præriens bedste mand”. Jeg har researchet lidt på sangen, men indtil videre kun fundet ud af, at den må være udkommet midt i halvtredserne. Og så er den svær at finde på plade og cd.

Her i nabolaget møder jeg nu og da nogle unge drenge, der fræser rundt på nymodens tohjulede, motoriserede køretøjer. EU-scootere og hvad ved jeg. De er som oftes to eller tre på maskinen. Nogle gange er det en ung mand med en pige bagpå. På det punkt har verden ikke ændret sig en tøddel. Og når man sådan går rundt og er ved at blive kørt ned – for selvfølgelig er de unge trafikanter fløjtende ligeglade med færdselsregler og almindelige hensyn – så er det, man mindes sin egen korte karriere som knallerist. Dengang, man en kort tid var grebet af fartdjævlen, og hormoner og ego styrede det hele. På det punkt har verden heller ikke ændret sig.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg måtte plage min gamle far for at få en knallert. Egentlig havde jeg slet ikke brug for den. Jeg havde en god, lysegrå SCO-cykel, og der var højst fem minutter til skolen. Men alle de andre havde en. Og selv min bedste kammerat havde fået lokket en gammel NSU ud af sin far.
I første omgang fik jeg så allernådigst lov til at overtage – dvs. låne – min fars gamle knallert med vridegear.

Den bar mærket Swell og lignede meget den her afbildede SCO autocykel. Den var sort, havde en dråbeformet tank, en bred gummisaddel og baggagebærer. Det bedste ved den var, at den larmede ad h…… til og ikke respekterede den øvre hastighedsgrænse. Når den først var kommet op i omdrejninger, kørte den hurtigere og hurtigere. Engang kørte jeg fra Nordby til Sønderho sammen med kammeraterne – og kom frem længe før de andre. Jeg kunne nå at købe og spise en is, inden de nåede frem. Ulempen var, at motoren blev ekstremt varm. Det forreste stykke af udstødningsrøret blev hvidglødende, og på et tidspunkt knækkede de helt af, fordi det var brændt igennem lige ved motoren. Da maskinen ikke længere stod til at redde – uden at der skulle investeres mange penge i den, forbarmede min far sig over mig og købte en Tomos Super med hele to gear til mig. Puch var ellers state of the art, men for mig var det en sort Tomos med twinsæde, der var sagen. Det var en lækker sag, men hurtig var den ikke. I hvert fald ikke, før der blev foretaget visse “tekniske ændringer” på den… I to år var den min gode ven, men så kom kørekortet ind i billedet. Og med det forsvandt interessen for knallerter. Den endte sine dage på en spejderauktion nogle år senere og er måske blevet en anden ejers transportmiddel.

Danske knallerter