Indlæg tagget med erindring

Joe Tex – et erindringsglimt

26. november 2009

Medens jeg sad her til morgen og skrev emails og funderede lidt over verdens skæve gang, kom jeg i tanke om en LP, som var i mit fædrene hjem. En LP med Joe Tex. Hvilken husker jeg ikke længere. Jeg har blot en svag erindring om et mørkt cover med en let smilende Joe Tex på forsiden. Hvordan den kom ind i vores hjem, husker jeg heller ikke. Måske havde min mor købt den, da hun købte sine Jim Reeves plader.

Joe Tex (1933-1982) var en amerikansk singer-song-writer og sanger i soulgenren. Og han er kendt for at have lanceret den såkaldte Southern Soul med sangen “Hold What You’ve Got”, der blev et pænt hit i 1965. Han opfattes også som en af rappens foregangsmænd, fordi han – med sin religiøse baggrund – havde det med at “prædike”, snakke hen over musikken. Han kaldte det selv for “rap“. Stilen var i øvrigt præget af forkyndende sangstil, man finder i sorte kirker i USA.

Joe Tex var tilknyttet det toneangivende Atlantic Records, men pladeselskabet formåede ikke at gøre ham til den stjerne, hans talent berettigede til. I halvtredserne var Tex tilknyttet en lang række små pladeselskaber – fx Ace og Dial Records. Hans plader solgte dårligt, men han havde et vist held med sin sangskrivning. Således fik selveste James Brown en toptiplacering med sin udgave af “Baby You’re Right” i 1962.

Det var først, da Tex kom i forbindelse med Nashville, der skete noget for sangkarrieren. Mødet med Nashvilleproduceren Buddy Killen, som har arbejdet med Dolly Parton, Dottie West, Roger Miller og andre countrystjerner, resulterede i indspilningen af “Hold What You’ve Got”, som gled ind på hitlistens femteplads. Hittet blev fulgt op af en lang ganske succesfulde række singler – fx “Skinny Legs and All” og “Men Are Getting Scarce”, inden Tex’ første soloalbum blev udsendt i 1965.

I 1972 valgte han så at trække sig tilbage efter at have lavet hittet “I Gotcha”. Det var det religiøse, der trak. Allerede i 1966 var Tex konverteret til Islam og kaldte sig derefter Yusuf Hazziez. Efter nogle år som åndelige vejleder vendte han dog tilbage til musikken i 1975 og fik et solidt comebackhit med “Ain’t Gonna Bump No More”.

Han trak sig dog endeligt tilbage igen i firserne for at hellige sig sin tro og Huston Oilers, et amr. football team (!). Han døde kun 49 år gammel af et hjertetilfælde.

I mine ører er der ingen tvivl om, at Tex med sin karakteristiske hæse, lidt prædikende, swingende stemme, har været undervurderet som soulsanger. Lyt selv og døm.


Joe Tex – The Love You Save …
by LostPirate77

Blue Berry Hill

17. juli 2009

Jeg burde ligge i min seng. Men jeg kan ikke sove og sidder her i natten med en øl og venter på, at adrenalinniveauet skal falde nok til at søvnigheden melder sig. Og så var det jeg kom i tanke om en plade, jeg engang ejede. En live-optagelse med Fats Domino. Den forsvandt ud af min samling for mere end 30 år siden, og jeg kan kun svagt huske coverets brune nuancer, men ikke titlen eller plademærket. Men der har sikkert været tale om en af de mange obskure udgivelser, som pladeselskaber har udgivet. Ukurante, uofficielle udgivelser. Jeg tror nok, at den blev hængende i min mors lille pladesamling, for hun kunne godt lide The Fat Man. Tilbage er erindringen om pladens udgave af Dominos klassiker “Blue Berry Hill”. I found my Thrill on Blue Berry Hill… En af de sange, jeg skal have med på min øde ø.


Fats Domino – Blueberry Hill
by LeBalayeur

Erindringsglimt: Ford Capri Mk I 1600 GT anno 1968

13. juni 2009

Frk. Hvass hed hun. Hun var min latin- og fransk-lærerinde i Realskolen. En nydelig, mørkhåret dame, der koketterede med sin karakteristiske, store næse. Lattermild, som jeg husker det. Og altid i godt humør. Også til den lille latinprøve, da jeg på grund af overmåde eksamensnervøsitet fik bragt hende helt ud af fatning.. Hun grundlagde mit kendskab til latin og fransk, hvilket jeg er hende usigeligt taknemmelig for den dag i dag.
En dag fortalte hun så stolt om sin nyanskaffelse. En bil. Ikke hvilken som helst bil, men derimod en Ford Capri. State of the Art anno 1968. Efter sigende inspireret af den udødelige Mustang. Hvid var den. Og jeg kan huske, at det stod parkeret uden for hendes hoveddør. Jeg kunne nemlig se den, når jeg kørte forbi hendes bopæl med bus nr. 22 eller 24 langs Hjertingvej i retning mod Esbjerg centrum. Så stod den dér i indkørslen og skinnede flot i sollyset. Frk. Hvass var single, længe før dette begreb opstod. En enlig dame, der åbenbart levede livet.
Bilen gjorde indtryk. Den havde en formgivning, som man ikke havde set før. I dagens udgave af Jyllands-Posten stødte jeg igen på den. Og kunne læse om dens storhed og fald. Som så ofte set forsøgte bilfabrikken at forbedre på det oprindelige koncept, med det resultat, at man fik skabt en tungere og langt mindre elegant model.

Erindringsglimt: Kostpyramiden

14. maj 2009

I går overhørte jeg en lille nyhed. Det handlede om, hvor mange gram frugt, man skulle indtage om dagen, for at “forebygge” kræft i tyktarmen. Inden jeg havde hørt nyheden til ende dukkede “kostpyramiden” op for mit indre blik. Den var vist mit første møde med sundhedsoplysningen. I mit barndomshjem var der ikke nogen sundhedspolitik. Det handlede mest om at blive mæt, få pengene til at slå til og ellers udvikle en jordnær appetit på spiseligt og drikkeligt. Kostpyramiden hang bl.a. for enden af det venteværelse, der var hos skolelægen. Stor og farverig var den. Og jeg kan huske, at jeg sad der i hvide bomuldsunderbukser og forsøgte at forstå, hvorfor den våde fisk lige netop skulle være på det trin af skalaen. Men efterhånden gled den ind i min bevidsthed som et visuelt sundhedsmantra, der har fulgt mig lige siden, hvor den har gået hånd i hånd med et andet: Spis alsidigt og varieret. Med kostpyramiden blev jeg – heldigvis – vaccineret godt og grundigt mod den fragmenterede sundhedsinformationsjournalistik, der i dag overdøver ethvert tilløb til central styret sundhedsoplysning eller rettere: sundhedsdogmatik. Jeg lukker bare øjnene og ørerne og er tilbage foran plakaten…

Fra gemmerne: Franz-Josef Degenhart

1. maj 2009

Omtalen af Hannes Wader fik mine tanker til at glide tilbage til gymnasieskolens tysk-timer, hvor vi bl.a. dyrkede tyske Liedermacher som Wolf Bierman – tidligere omtalt – og Franz-Josef Degenhart. Et sted mellem mine bøger står bogen Spiel nicht mit den Schmuddelkindern Balladen, Chansons, Grotesken, Lieder, der udkom på Rowolt Verlag i 1969 og indholder teksterne fra albummet af samme navn. Degenhardt var også en samfundskritisk sangskriver, men til forskel fra fx Bierman og Wader var hans tekster mere subtile, grænsende til det surrealistiske. I titelsangen forholder Degenhardt sig kritisk til den arrogance, der ofte følger med social opstigen i samfundet. Og udtrykket Spielt nicht mit den Schmuddelkindern (Leg ikke med ungerne i rendestenen – cirka-oversættelse) er siden blevet et almindeligt udtryk på tysk.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...