Indlæg tagget med erindring

Onomatopoietikon – erindringsglimt

8. marts 2010

Da jeg gik i realskolen fik jeg min første udgave af Fremmedordbogen. Og bag i den – på de ubeskrevne blade – noterede jeg ord, jeg  stødte på, men ikke kunne finde i selve ordbogen. Da jeg kom i gymnasiet havde jeg en lærer, der udstyrede os med en lille slidstærk, sort notesbog, hvori vi skulle (el. kunne, jeg husker det ikke så nøje) skrive idiomer og ord, vi lige havde lært.

Vanen har jeg holdt ved lige siden. Støder jeg på ord, jeg ikke kender, så skal de slås op. Jeg noterer dem ned, slår dem op og forsøger at huske dem. Mit sprog er min verdens grænse. Og denne praksis har helt sikkert bestyrket min kærlighed til sproget og ordene – og poesien. Og min forkærlighed for bestemte ord, der enten ligger godt i munden (som et ordbær, ville Rifbjerg sige) eller på anden måde har en særlig attraktion. Onomatopoietikon er blot et af dem (og det betyder: lydefterlignende ord, hvis nogen skulle have glemt det). Et andet: lapidarisk (“kortfattet, præcis” – som skrevet på en sten).

Erindringsglimt: Min Hobby

21. februar 2010

I mit barndomshjem var der ikke mange bøger. På den ene boghylde, vi havde, stod der mestendels min faders bøger om alm. sømandskab (som han omhyggeligt havde indbundet i kraftig lærred med syninger), en tilsvarende lægebog (hvorfra min første viden om veneriske sygdomme, graviditet og andre kønsspørgsmål blev hentet med stor og undrende appetit), en søfartens hvem-hvad-hvor, hvor min far var afbildet og min eksistens lige netop nævntes), nogle sort-hvidt illustrerede årbøger om de første år i halvtredserne. Det var sådan cirka det. Ikke just en dør til viden.

Men på et tidspunkt fik jeg så selv en bog, der ikke var den rene fiktion, nemlig Poitikens håndbog “Min Hobby” i et bind. En udgivelse, der allerede udkom i fyrrerne og i både to og trebindsudgaver. Min var grøn og i et bind. Jeg har den desværre ikke mere, men går ud fra, at den stammer fra starten af tresserne. Og det var nok også i det årti, man ophørte med at lave den slags bøger. Altså bøger om, hvordan friske drenge og unge mænd med spejderånd og opfindsomhed kunne lave spændende ting til at forlyste sig selv og andre med. Fx drager, modelfly, krystalradioer og huler. Den tid er forbi. I dag kan du sagtens få håndbøger – også hos Politiken – men emnerne er ikke hobbyprægede, som dengang.

Min Hobby var fuld af instruktive og detaljerede gennemgange af, hvilke værktøjer og materialer, man skulle bruge og illustreret af små fine pennetegninger, der viste processen og det færdige resultat. Jeg var især fascineret af en bestemt hule, man kunne bygge af et grantræ. Og jeg kan endnu se, hvordan tegningen så ud, og huske, hvordan jeg fantaserede om at lave en sådan hule ude i krattet i Vognbølparken. Det blev aldrig til noget, men jeg drømte ofte den drøm. ”

Min Hobby var nok min barndoms svar på det velassorterede bibliotek og internettet. Den var et af mine første møder med pædagogisk oplysning og vidensformidling. Derfor har jeg altid haft en svaghed for den slags håndbøger. At det så siden kom til at handle om filosofihistorie og psykoanalyse er en anden sag.

Af en tidligere groupies erindringer

14. januar 2010

For mange år siden havde jeg en studiekammerat, der spillede guitar. Og han lagde ikke skjul på, at en af grundene til spilleriet var, at det gjorde det med pigerne meget nemmere. De blev tiltrukket af guitaren som møl af flammen. Han havde fundet en nøgle til det, der i den alder er det nærmeste, man kommer paradis. Eller i hvert fald et trick, der kunne få bukserne af pigerne…

Jeg kom i tanke om denne lille personlige anekdote, da jeg læste anmeldelsen af Chris O’Dells erindringsbog “Miss O’Dell: My Hard Days and Long Nights with the Beatles, the Stones, Bob Dylan, Eric Clapton, and the Women They Loved” i The Telegraph. Chris O’Dell var groupie eller rettere: supergroupie. En af de piger, der trofast følger rockens stjerner – store som små – og går i seng med dem m.m. Selv definerer O’Dell begrebet groupie som (kvindelige?) fans, der udvidede deres fornøjelse ved musikken til også at omfatte sex med idolerne. Og man forstår, at sex var en vej til stjernernes indercirkel, som ellers var forbeholdt nogle få udvalgte.

O’Dells vej til stjernerne og sengene gik via et job i Applehovedkvarteret i London i slutningen af tresserne. Og hun var med i de sagnomspundne år i tresserne og halvfjerdserne. Bogen er angiveligt fuld af mere eller mindre saftige anekdoter om Beatles, Stones, Dylan, Clapton m.fl. Og ikke alle kændisserne slipper uden påtale. Clapton beskrives som konstant påvirket og som en, der skulle omgås som et råddent æg. Heller ikke Stones’ Mick Jagger, Bob Dylan (som ville have hende til at sy knapper i) eller Beatles-drengene går ram forbi. De havde alle samme deres “grimme sider”. Men – på den anden side – hvem har ikke det?

Ud over sladderhistorierne, som nok skal sælge bogen, så forstår man, at den også er et tidsbillede af tresserne og halvfjerdserne som en periode, hvor frihedsidealer og drømme strømmede gennem musikken og medierne, men hvor det i virkeligheden kneb med den “frie kærlighed” og de smukke lighedsidealer for mænd og kvinder.

Sprut og stoffer var selvfølgelig også en del af spillet, hvilket vel ikke kan komme bag på nogen, der har blot lidt kendskab til den tid. Efter at have læst anmeldelsen spørger man så sig selv, om det er en bog, man bør læse. Måske. Ser man bort fra Se-og-Hør-fascinationsværdien af “afslørende” anekdoter om vores idoler, så er argumentet måske, at vi ikke kommer uden om groupiefænomenet i musikken. Og det er godt at få belyst den side ved musiklivet. Hvis man så oven i købet får et signalement af de to årtier som kan nuancere billedet, så er det vel ikke så galt?

Joe Tex – et erindringsglimt

26. november 2009

Medens jeg sad her til morgen og skrev emails og funderede lidt over verdens skæve gang, kom jeg i tanke om en LP, som var i mit fædrene hjem. En LP med Joe Tex. Hvilken husker jeg ikke længere. Jeg har blot en svag erindring om et mørkt cover med en let smilende Joe Tex på forsiden. Hvordan den kom ind i vores hjem, husker jeg heller ikke. Måske havde min mor købt den, da hun købte sine Jim Reeves plader.

Joe Tex (1933-1982) var en amerikansk singer-song-writer og sanger i soulgenren. Og han er kendt for at have lanceret den såkaldte Southern Soul med sangen “Hold What You’ve Got”, der blev et pænt hit i 1965. Han opfattes også som en af rappens foregangsmænd, fordi han – med sin religiøse baggrund – havde det med at “prædike”, snakke hen over musikken. Han kaldte det selv for “rap“. Stilen var i øvrigt præget af forkyndende sangstil, man finder i sorte kirker i USA.

Joe Tex var tilknyttet det toneangivende Atlantic Records, men pladeselskabet formåede ikke at gøre ham til den stjerne, hans talent berettigede til. I halvtredserne var Tex tilknyttet en lang række små pladeselskaber – fx Ace og Dial Records. Hans plader solgte dårligt, men han havde et vist held med sin sangskrivning. Således fik selveste James Brown en toptiplacering med sin udgave af “Baby You’re Right” i 1962.

Det var først, da Tex kom i forbindelse med Nashville, der skete noget for sangkarrieren. Mødet med Nashvilleproduceren Buddy Killen, som har arbejdet med Dolly Parton, Dottie West, Roger Miller og andre countrystjerner, resulterede i indspilningen af “Hold What You’ve Got”, som gled ind på hitlistens femteplads. Hittet blev fulgt op af en lang ganske succesfulde række singler – fx “Skinny Legs and All” og “Men Are Getting Scarce”, inden Tex’ første soloalbum blev udsendt i 1965.

I 1972 valgte han så at trække sig tilbage efter at have lavet hittet “I Gotcha”. Det var det religiøse, der trak. Allerede i 1966 var Tex konverteret til Islam og kaldte sig derefter Yusuf Hazziez. Efter nogle år som åndelige vejleder vendte han dog tilbage til musikken i 1975 og fik et solidt comebackhit med “Ain’t Gonna Bump No More”.

Han trak sig dog endeligt tilbage igen i firserne for at hellige sig sin tro og Huston Oilers, et amr. football team (!). Han døde kun 49 år gammel af et hjertetilfælde.

I mine ører er der ingen tvivl om, at Tex med sin karakteristiske hæse, lidt prædikende, swingende stemme, har været undervurderet som soulsanger. Lyt selv og døm.


Joe Tex – The Love You Save …
by LostPirate77

Blue Berry Hill

17. juli 2009

Jeg burde ligge i min seng. Men jeg kan ikke sove og sidder her i natten med en øl og venter på, at adrenalinniveauet skal falde nok til at søvnigheden melder sig. Og så var det jeg kom i tanke om en plade, jeg engang ejede. En live-optagelse med Fats Domino. Den forsvandt ud af min samling for mere end 30 år siden, og jeg kan kun svagt huske coverets brune nuancer, men ikke titlen eller plademærket. Men der har sikkert været tale om en af de mange obskure udgivelser, som pladeselskaber har udgivet. Ukurante, uofficielle udgivelser. Jeg tror nok, at den blev hængende i min mors lille pladesamling, for hun kunne godt lide The Fat Man. Tilbage er erindringen om pladens udgave af Dominos klassiker “Blue Berry Hill”. I found my Thrill on Blue Berry Hill… En af de sange, jeg skal have med på min øde ø.


Fats Domino – Blueberry Hill
by LeBalayeur
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 5 af 1712345678910...Sidste »