CAPAC

Dansevise

For at det ikke skal være løgn, så har man også udsendt alle afsnittene af tegnefilmserien og stenalderfamilien The Flintstones. Ialt 24 discs. The Flintstones var et af mine faste tv-programmer i tresserne, hvor både tysk tv og dansk tv viste Hanna-Barberas serie. Ideen med at omplante en typisk (amerikansk) familie til en stenaldermiljø, hvor alle teknologiske nyvindinger var genskabt i stenalderudgaver, var en corny perspektivforvrængning, der gav plads til mange løjerlige og morsomme påfund. Jeg elskede den serie og i en lang periode tegnede jeg Flintstonefigurerne, specielt Fred Flintstone, i mine skolehæfter. Serien vises stadigvæk rundt omkring på det store kabeludbud, og jeg synes stadigvæk, de er ret sjove.
PS. Serien havde altid den samme intro og udgang. Især den sidste, hvor stenalderhunden Dino sabelkatten lukker Fred Flintstone ude, så han må stå og banke på døren og råbe Wilma! Wilma! var en scene, jeg aldrig blev træt af.

Jeg ved ikke om det var mellemmaden eller den forestående jul (som flere forretninger allerede har taget hul på!), der satte associationen igang. I hvert fald kom jeg til at tænke på risklatterne, som både min mor og min farmor lavede af de risengrødsrester, der blev til overs. Halvtredserne og de tidlige tresser var – for nogle i det mindste – nøjsomme år, og man smed ikke madrester ud, med mindre de var uspiselige. Derfor risklatterne eller klatkagerne. Jeg elskede dem. Måske fordi de var rigtigt tilberedt med æg og reven citronskal – plus det søde: syltetøj, sukker eller sirup. Opskriften findes endnu.

Listemageren sendte mig tilbage til barndommen med et kort indlæg om mellemmad. Til min barndoms Hamborger mellemmader, som min mor ofte stak mig i hånden, når der skulle noget indenbords mellem frokost og aftensmad. En simpel, men velsmagende spise bestående af et stykke rugbrød sammenlagt med et stykke fransk- eller sigtebrød. Smør imellem. Eventuelt også sukker. Selv foretrak jeg den simple uden sukker. Jeg kunne godt lide den rene smag af rug- og franskbrød, der løb sammen i munden. Jysk Ordbog skriver følgende: “Naar man er sulten, er det godt at faa en Hamborg´Mellemmad; den mætter godt. Den bestaar af “en Støk Brø (= rugbrød), aa en Støk Kaag” (= sigtebrød). Dette lægges sammen, og saa er der Sukker imellem. SVJy. E kaffe ladt æ stå, men tov en hamborre i e haend o gommelt lav æ strøvve hen øvve e gammel kjergård = kaffen lod jeg stå, men tog en hamborgermellemmad i hånden og gumlede, mens jeg skyndte mig hen over den gamle kirkegård.”. Min mor omtalte altid maden som en Hamborger mellemmad (et vestjysk navn). Den går også under navnet Amagermad.

I min barndom var sparsommelighed en selvfølgelighed og også – en umulighed. For der var ikke ret mange penge at gøre godt med. Jeg tror nok, at jeg først fik min første bankbog, efter jeg var blevet konfirmeret…
Men på et tidspunkt fik jeg dog en sparebøsse. Måske som et led i opdragelsen. Jeg husker det ikke. Men jeg var meget fascineret af sparebøssen. Set med nutidens øjne var den nok temmelig kedsommelig. Det var nemlig et ur, beregnet til at stå på dækketøjsskabet eller kommoden. Det var af træ – teak, tror jeg – rektangulært med en stor urskive, der var gemt bag et glaslåg. Glaslåget kunne åbnes, så man kunne trække uret op. Og oveni det smalle, aflange ur, var der så en sprække, hvor man kunne indkaste sine mønter. Hvis man havde nogen. Jeg kan ikke huske, om der kom noget ud af opsparingen. Men jeg tror det ikke.

I 1971 læste vi Shakespeares Macbeth i gymnasiet. Og nærlæste udvalgte tekststeder i det stykke om magt, bedrageri, mord og begær. Jeg blev af en eller andet grund revet meget med at teksten og købte min egen udgave af bogen, så jeg kunne skrive noter osv. Jeg har den endnu.
Tilfældet ville, at den polske instruktør Roman Polansk samme år udsendte sin filmversion af historien om den skotske konge med Jon Finch i hovedrollen og Francesca Annis som Lady Macbeth. Polanskis filmatisering er realistisk betonet og gør fx en del ud af nogle særdeles voldelige scener. Og jeg kan huske, at den blev fortolket som kunstnerisk udtryk for Polanskis personlige oplevelser, da hans kone Sharon Tate og nogle bekendte blev slagtet af satanisten Charles Manson og hans bande.
Filmen gjorde indtryk, da jeg så den i min fødebys Strandbio. Speciel scenerne med heksene og den nøgne og sindsyge Lady Macbeth blev hængende i erindringen mange år efter.
Filmen er optaget med subjektiv kameraføring og dialogerne ledsages af en særpræget musik, der blev leveret af Third Ear Band. Musikken er udgivet på plade og kan fås på cd.
Third Ear Band var et eksperimenterende tresserband, der lavede improvisationer med rod i indiske ragaer, folkemusik, middelaldermusik og andet. I 1969 fik bandet udsendt et album på EMIs progressive plademærke Harvest. Titlen var Alchemy og en vis John Peel medvirker på jødeharpe. Alchemy blev året efter fulgt op af Air, Earth, Fire, Water. De fik også æren af at indlede Rolling Stones berømte koncert i Hyde Park i 1969.
Selv om man ikke har hørt meget til dem har Third Ear Band med skiftende besætninger været aktive helt frem til slutningen af halvfemserne.
Siden dengang er Polanskis Macbeth vist gået lidt i glemmebogen. I hvert fald måtte jeg ty til Amazon.co.uk for at finde en dvd-udgave uden danske undertekster…
Mosaic - Sea

I disse varme sommerdage vækkes tørsten. Fantasierne om kølige, læskende drikke vælder frem for ens indre øje. Kolde fadøl, vand med citrussmag og så – pludselig – dukker rabarbersaftevand op og fejer alt det andet til side. Pludselig er jeg tilbage i den glohede baggård en sommerdag og får skænket kølig, frisklavet rabarbersaftevand op af mødrene i deres stribede liggestole. Eller jeg er på strandtur på Fanø eller ved Vejers og Blåvand og flasker med patentprop hentes op af frokostkurven. Rabarbersaftevand. En gudedrik…

Dovenskab er ikke egenskab, der har stor anseelse i det arbejdsomme, danske samfund. Her giver det status at arbejde – længe, over, meget… At knokle, det er der noget ved. Selv i ferierne skal vi helst være aktive. Aktiv ferie. Bygge om, ordne køkkenhave, male vægge eller tage på såkaldt “aktiv ferie”. For slet ikke at tale om de ufrivilligt in-aktive, de ledige, der absolut skal gøres til genstand for aktiv-ering.
I min folkeskole havde jeg en regnelærer, der besang dovenskaben. Når vi havde lavet for mange mellemregninger i et regnestykke med flere ligninger og flere ubekendte størrelser, så sagde han altid, at vi skulle bruge vores indbyggede dovenskab og springe den og den og den mellemregning over…
At dovenskaben ikke er en modsætning til det virksomme liv, havde han forstået. Til forskel fra mange andre. At dovenskaben er de gode ideers vugge, energikilden uden hvilken, vi er aktive på halv kraft, effektivitetens og produktivitets skygge – dét vidste han.

Bakelit må have været det første kunststof, plaststof, der kom ind i min tilværelse. Bakelit blev opfundet helt tilbage ved begyndelsen af forrige århundrede og blev brugt meget. I mit barndomshjem fulgte den tunge, sorte telefon med tobaksfnuller i røret os i rigtig mange år, fordi den ikke var til at slide op. Og den blev først skiftet ud – eller rettere suppleret – da vi gik fra seks til otte cifre. Vores gamle telefonummer fra 129045.
Det var vist også bakelit, der sad på de cykelstyr, som vi brændte af ved hjælp af brændeglas. Og alle vores el-kontakter og -afbrydere var bakelit. Især husker jeg en kuglerund afbryder, der hang i en lang ledning ned over mine forældres seng. Den havde to knapper. En til at tænde med og en til at slukke med.