Indlæg tagget med erindring

Retro: Hør den lille stær – erindringsglimt

26. april 2009


Hør den lille stær den er åh så fornøjet.

Morgenklokken ringer, og marken står i damp.

Nylig er den vågnet, men altid i tøjet

aldrig skal den sæbes og vaskes med en svamp.

Den har hverken hat eller sløjfe og kjole,

ingen fine støvler, den først skal pudse a`.

Den har ingen lektier, skal aldrig i skole,

den kan gå og fløjte den hele lange dag.

Og når den bli´r sulten deroppe på kassen,

finder den en orm, den kender hvor de er.

Den skal ikke først ha´ den kogt over gassen,

den kan få den ned, li´så levende den er.

Og når den vil rejse, den venter ikke længe

Vips, er den af sted og ta´r på eventyr!

Den har hverken kuffert, billet eller penge,

den har bare vinger, den er en lystig fyr.

Åh, den flyver højt, flyver højt under skyen,

den må passe på, den ikke falder ned.

Den er fløjet langt bort et sted ned i byen,

den har nok en ven dér, som ingen, ingen ved.

Regitze citerer lidt fra sangen, og straks er jeg tilbage i klasseværelset på Sædding Skole, siddende ved et af de linoleumbeklædte borde. Der er omkring første maj.

Erindringsglimt: James Last – en tysk koncertleder

17. april 2009

Lige som Giro 413, “Efter skoletid”, “Top 20″ m.m, så er tysk TV-Unterhaltung en del af min mediale dannelsesbaggrund. Lige fra dengang, mine forældre fik deres første sort-hvide modtager (var det en Arena?), var jeg den uskyldige modtager af det ene tyske tv-underholdningsprogram efter det andet. Konceptet var enkelt. Et stort tv-orkester, dansepiger, en konferencier eller to – og så en række solister af forskellig observans. Det var her jeg lærte den særlige tyske schlagertradition at kende og tyskernes forkærlighed for store, professionelle bigbands, der kunne lægge en solid grund under enhver munter tv-aften og ethvert party.
I tresserne dukkede så fænomenet James Last op. Han havde længe været undervejs (faktisk fra fyrrerne), men blev i løbet af det årti indbegrebet af tysk bigband-Unterhaltung. På det ene album efter det andet omsatte James Last og hans sangere og musikere tidens populære musik til James-Last-sound. Min mor var vild med ham og indkøbte adskillige af hans album, som så fik lov til at spille på min grammofon, når fjernsynet ikke lige forsynede familien med tyske underholdningsprogrammer.
Selv om jeg godt kunne høre, at musikerne var dybt professionelle, så blev det aldrig noget, der faldt i min smag. Det forblev et produkt, en vare, der i al sin forudsigelighed modsagde det, jeg søgte – og stadigvæk – søger i musikken…
James Last fylder i dag 80 år og fejrer sin fødselsdag med en række koncerter i Tyskland og Benelux-landene, hvor han stadigvæk har en stor og trofast fanskare. Til lykke med dagen. Vi vil fejre den med at sætte The Animals’ Collection på grammofonen…

Erindringsglimt i anledning af Gerda Gilboes død

15. april 2009

På teksttv så jeg, at sanger- og skuespillerinden Gerda Gilboe er død i den fremskredne alder af 94 år. Og med et smæk var jeg tilbage i starten af tresserne, hvor min moder havde indkøbt en longplaying-plade med musikken fra den danske opsætning af musicalen My Fair Lady. Hun hørte den rigtig meget på min gamle grønne rejsegrammofon, og jeg kunne ikke undgå at høre de iørefaldende sange af Lerner og Loewe. Mine forældre havde set opsætningen i København og havde endda fået fribilletter, fordi en af de medvirkende – Oswald Helmuth – havde været med min fader ude at sejle på Middelhavet. Jeg havde oven i købet fornøjelsen af at hilse på manden og få hans autograf, som siden forsvandt sporløst.
Jeg kan huske, at man snakkede meget om Gerda Gilboes rolle, fordi hun sprang til og overtog hovedrollen i et stykke, der tegnede til at blive en fiasko, men – med hende i front – blev en succes. Melodierne til “Alfred skal giftes”, “En snegl på vejen” osv. ligger stadigvæk i mit baghoved og dukker nu op igen ved meddelelsen om Gilboes død. Hvil i fred.

Erindringsstump – Oh, what a beautiful morning

8. april 2009

Det var i engelsklærerinde Helligsøes timer vi sang den. Oh What A Beatiful Morning. Og teksten ligger stadigvæk og roder derinde og dukker nu og da op. The Corn is high as an Elephants Eye. Everything is going my Way. Og selv om denne morgen er grå, og jeg er mere træt, end godt er – og arbejdet kalder – så er det også en smuk morgen.

Curly:
There’s a bright, golden haze on the meadow
There’s a bright, golden haze on the meadow.
The corn is as high as an elephant’s eye
And it looks like it’s climbing clear up to the sky.

Oh, what a beautiful Mornin’
Oh, what a beautiful day.
I’ve got a beautiful feelin’
Everything’s goin’ my way.

All the cattle are standin’ like statues
All the cattle are standin’ like statues
They don’t turn their heads as they see me ride by
But a little brown mav’rick is winkin’ her eye

Oh, what a beautiful Mornin’
Oh, what a beautiful day.
I’ve got a beautiful feelin’
Everything’s goin’ my way.

All the sounds of the earth are like music
All the sounds of the earth are like music
The breeze is so busy it don’t miss a tree
An’ a ol’ weepin’ willer is laughin’ at me

Oh, what a beautiful Mornin’
Oh, what a beautiful day.
I’ve got a beautiful feelin’
Everything’s goin’ my way.
Oh, what a beautiful day!

Erindringsglimt m.m.: Hans Scherfig

28. marts 2009

Da jeg som grønt, ungt menneske fandt ind i litteraturens verden for alvor – i den buldrende, hjernemartrende pubertet – faldt jeg over forfatteren Hans Scherfigs romaner på Sædding Skolebibliotek. Jeg forsvandt ind i Det forsømte forår og Den forsvundne fuldmægtig og blev helt opløftet og bedøvet af den særlige humorgennemlyste stemning i bøgerne. Det var de farvestrålende Tranebogsudgaver fra Gyldendal, og når jeg lukker øjnene og ser dem for mig vækkes stemningen igen og jeg gribes af en ubændig lyst til at læse bøgerne igen.

Fra fuldmægtigen gik det videre til Idealister, den store Frydenholm, Skorpionen og Den fortabte abe. De nævnte romaner havde ikke helt den samme effekt som de første to, men det skyldtes nok mestendels min unge alder og mangel på livserfaring.


Da jeg kom på gymnasiet havde jeg så det held at møde Hans Scherfig i levende live. Han var inviteret for at fortælle om sit forfatterskab, som han på det tidspunkt havde bag det meste af bag sig. En lille mand med stærke briller foran de svage øjne og en gnækkende stemme, som man aldrig glemmer. Scherfig var også kommunist, sad oven i købet i partiets centralkomité. Og det sociale og politiske engagement skinnede igennem hans kommentarer. Jeg husker især hans ramsaltede og meget morsomme kritik af de såkaldte modernistiske tresser-digtere, som den unge capac dyrkede ret intenst de år. En af de formastelige modernister havde udtalt, at han ikke skrev for nogen. Kun for sig selv osv. Og så mente Scherfig, at den pågældende jo lige så godt kunne skrive til skrivebordsskuffen, ja, faktisk kunne nøjes med at memorere digtene for sig selv i sit indre…


Flere år senere – på universitetet – stødte jeg igen ind i forfatterskabet i faglig sammenhæng og kunne genopleve stemningen fra de unge år.


For et par uger eller tre siden kom Fruen så hjem med et billede, som hun havde købt i en lille venstreorienteret boghandel i den indre by. Det var et af Hans Scherfigs farvestrålende billeder med to aber i et træ. Jeg har altid godt kunnet lide Scherfigs lidt naive, farverige naturbilleder med deres latente symbolik. Så inden vi så os om, havde billedet fået følge af endnu to. Et lille og et stort med elefanter på.


Dermed var appetitten på endnu en tur i det scherfigske univers skærpet. Og jeg tænkte, at jeg nu ville genanskaffe mig romanerne i de oprindelige tranebogsudgaver. Samtidig har jeg anskaffet mig – antikvarisk – et splinternyt eksemplar af journalisten Arne Hardis’ biografi om Scherfig “Idealisten”. En cirkel sluttes.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...