CAPAC

I mine gemmer findes en lille bronzenål. På nålen står Terpsichore – dansens gudinde. Nålen erhvervede jeg mig ved det ene afdansningsbal, som jeg nåede at deltage i på Kaj Hansens danseskole i Esbjerg.

Danseskolen lå, så vidt jeg husker, i Norgesgade. Min mor havde fået den idé, at jeg “skulle gå til noget”. Enten spejder eller dans. Fodbold lå vist uden for hendes interessessfære. Efter lidt diskussion fik hun så trumfet igennem, at jeg – sammen med naboens to drenge, Leif og Jørgen – skulle træde ud i dansen. Men jeg var da allerede et godt stykke inde i min oprørske periode (med udtalt Beatlemania…) og nægtede at iføre mig en hvid skjorte med “charmepropel”. I stedet fik jeg en sort t-shirt med rullekrave og en sort nylonskjorte ud over. Det smagte da lidt af John Lennon…
Hr. Kaj Hansen var en lidt korpulent, venlig og adræt mandsperson. Og fru Hansen en slank, lys dame, der med håndfast autoritet kommanderede de vordende dansere rundt på gulvet. Pigerne var i klart overtal. Det betød, at Hansens måtte indkalde ældre, erfarne dansere (af hunkøn) som supportere. I første omgang var jeg så heldig at få pige som partner. Desværre havde hun som jeg en far, der sejlede, og efter kort tid forsvandt hun fra holdet, fordi hun skulle besøge ham et sted derude i den store verden. I stedet fik jeg en af de erfarne piger.

Hun var et hoved kortere end mig, men førte mig bestemt rundt på gulvet, medens hun højlydt repeterede dansetrinnene. 1-2-3… Engelsk vals, kvikstep, tango osv. Mest af alt husker jeg en stor beklemmelse og våde håndflader på en pigeryg…
Men året gik, og jeg fik lært nogle trin, som jeg aldrig siden har brugt. Twisten var kommet til verden. Og tressernes moderne, formløse danseformer tog over, så det ikke var nødvendigt at kunne andet end at bevæge sig for at få en pige ud på dansegulvet. Man behøvede ikke engang at røre ved hinanden.

Den sidste udfordring – eller måske snarere: prøvelse – var det årlige afdansningsbal, der blev afholdt på en kro i udkanten af Esbjerg. Her skulle man så vise, hvad man kunne. Og hvis man var heldig, kunne man få en nål. Enten en af guld, sølv eller bronze. Jeg tror ikke, at der var nogen, der “dumpede”. Og jeg fik netop points nok til at få bronzenålen til evig eje.
Til prøvelserne hørte også – men det vidste jeg ikke – at man var forpligtet til at danse med de medbragte forældre. Og min kammerat Litas moder insisterede på at danse med mig. Klam håndflade på en dameryg…

Jeg tror, at min mor indså, at min fremtid ikke lå i dansesporten. Så da sæsonen startede igen, var jeg ikke tilmeldt Kaj Hansens Danseinstitut.

Happiness is a warm gun, yes it is - sang John Lennon. Og selv om han måske ikke tænkte på det samme som jeg – legetøjspistoler – så er det rigtig nok. I min barndom var er ikke meget legetøj. En trehjulet cykel, lidt legetøjsbiler. Det var vist sådan cirka det.
Men jeg husker som var det igår den dag, hvor min far vendte tilbage fra en af sine langfartsture og medbragte et cowboyudstyr til mig. Cowboyhat, Winchester-gevær, bælte med skede og pistol. Det var lykken.
Selv om vi drenge klarede os fint med træsværd og andet, når vi legede cowboys og indianere, så var det alligevel noget andet at få fat i noget, der lignede. Til geværet hørte små røde plastikringe med knaldperler. Man skulle sætte ringen ind i geværets tromle med forsigtighed. Og så var der knald for alle pengene. Pistolen kunne nøjes med ruller af rødt papir med indlagt krudt. De kunne købes i enhver legetøjsbutik.
Jeg husker ikke længere, hvor disse klenodier blev af. Måske blev de givet bort til andre børn, da jeg var vokset fra dem. Det kunne ligne mine forældre at gøre sådan. Men i hvert fald havde jeg megen glæde af dem, så længe det varede.
Siden har jeg altid haft det lidt svært med velmenende pædagoger, der helst ville forbyde “krigslegetøj”..

Helt tilfældigt faldt jeg over en pose med gule Viking-blyanter. Ti stykker for 29 kr. I den lokale brugs. Og lige pludselig kunne jeg huske smagen af itugnasket træ – og ikke mindst – den kolde, skarpe smag af blyet, når skoletimerne blev for lange, for kedelige og blyanten gled ind i munden. Og træfnulleret man bagefter måtte spytte ud lidt efter lidt…

I mit morgenbad flød tankerne tilbage til tiden, før vi fik brusebad. Jeg elsker brusebad, og har taget brusebad hverdag, siden jeg var en 10-12 år. De dage, hvor jeg ikke har kunnet gøre det, kan vist tælles på en hånd, som man siger. Medens vandet løb ned over mit ansigt tænkte jeg på, hvilken luksus, det er, sådan at kunne lade drikkevand løbe gennem håret og ned over kroppen. Hvor mange steder i verden er det beskåret befolkningerne at gøre det? For slet ikke at tale om alle de steder, hvor forekomsten af vand i sig selv er det største luksus? Jeg ved godt, at vi betragter det som en selvfølge i dag at kunne tage et dagligt bad. Men alligevel. Tænker man lidt over det, så er det et luksusgode eller måske – for nu at lade det ord falde – et velfærdsgode.
For såden har det jo ikke altid været. I min tidlige barndom var den personlige hygiejne “etagevask” i en stor zinkbalje på køkkengulvet. Baljen havde tidligere rummet margarine, og jeg kan endnu huske, at der på siderne af den stod noget om margarine. Måske endda et navn. Når hånden gled hen over siden af baljen kunne fingerspidserne mærke de forhøjede tegn. Baljen var oval – og som jeg husker det – lidt forhøjet i enderne. Den havde to håndtag. En i hver ende. Her blev jeg så placeret på den vaskebræt-rillede bund, når min mor havde fået kogt tilstrækkeligt med varmt vand på det lille gasblus. Hvor tit det foregik husker jeg ikke helt. Men der gik nok en uge imellem disse højdepunkter i halvtredserhverdagen.
Bedst husker jeg afskyldningen efter indsæbningen. Når min mor lod håndlunkent vand fosse ned over mit hoved. Det var denne fornemmelse, der greb mig her til morgen.
Jeg søgte lidt på nettet for at finde et billede af min barndoms zinkbalje og lidt om margarineproduktionen historie. Og fandt ud af, at margarinebaljebadet er en del af min generations fælles kulturarv.
En dag fik vi installeret bruser i kælderen, og det var slut med baljen. I dag sælges de gamle zinkbaljer antikvarisk til høje priser.

Det forlyder fra forstemte kilder, at Århus Bogcafé er ved at lukke. Årsagen er banal: økonomi. De studerende køber bøger på nettet, og universitetet kan ikke handle, hvor det selv vil.
Jeg skal være den første til at begræde lukningen af den lille bogoase i Nørregade. Da jeg som ganske grøn student ved Nordisk Institut skulle på mit første bogindkøb i studieøjemed var det i bogcaféen, der dengang lå i Ny Munkegade. Tre bind Karl Marx i norsk oversættelse fra Pax-forlaget. Bogcaféen udsprang af det venstreorienterede miljø i halvfjerdserne, lige som folkeværtshuset Æsken, Fronthuset og forlaget Modtryk. Og selv om den nok aldrig har været en regulær guldgrube, så havde den vind i sejlene dengang den antiautoritære studenterbevægelse havde sine gyldne øjeblikke.
Efter Ny Munkegade flyttede bogcaféen til større lokaler i Anholtsgade, hvor den delte adresse med blandt andet værtshus Æsken. Dernæst rykkede den så ned og blev mere synlig i Nørregade, hvor den altså ligger en stund endnu.
Jeg har frekventeret Århus Bogcafé gennem alle årene og har altid nydt at kunne stå og ose blandt bøger og tidsskrifter, jeg aldrig havde hørt eller læst om. Og jeg er også ofte kommet hjem med litteratur, jeg ellers ikke ville have fået anskaffet. Bogcaféen vil blive savnet.

Det er sommer. Og ungdommen springer ud i små bikinier og små badebukser. Og jeg kommer pludselig i tanke om mine allerførste badebukser. De var af kraftig bomuld og mellemblå, havde en hvid, påsyet stribe i hver side og blev holdt oppe af en bred, hvid elastikkant. Det vil sige: ‘Holdt op’ er så meget sagt; for jeg kan endnu erindre fornemmelsen af de vandtunge bukser, der truede med at falde til jorden og blotte mit understel for Gud og hvermand.
Jeg havde vist overtaget dem efter min far, der aldrig havde brugt dem – for han brød sig ikke om strandlivet – og i øvrigt havde købt dem et par numre for små.

Med nyheden om Mel Ferrers død sendes jeg igen tilbage til barndommens og den tidlige ungdoms filmoplevelser i biografen og på tv. Den flotte, elegante mand har sat sig sine spor i mine erindringers annaler, selv om jeg har svært ved at forbinde ham med ret mange film. Dog husker jeg ham fra krigsfilmen “Den længste dag”, fægtefilmen “Scaramouche” og et enkelt afsnit af Columbo-tv-serien! Jo, og så selvfølgelig den film, hvor han måske fik sin bedste rolle, den charmerende bagatel “Lili” fra 1953, hvor ham fik lov til at spille over for den underskønne Leslie Caron. Nævnes bør også, at den traditionsbevidste tyske instruktør Rainer Werner Fassbinder gav han en lille rolle i sin film “Lili Marleen” i 1981.
I øvrigt var Mel Ferrer kendt for sit lange, ægteskabelige forhold til ikonet Audrey Hepburn, og for ikke at være særlig begejstret for sit arbejde som skuespiller, som han betragtede som “en beskæftigelse i selvoptagethed”. Han ville hellere have haft en stor karriere som filminstruktør. Han fik dog også lavet nogle film, uden at det blev den store succes.
Sådan kan det gå. Hvil i fred.

På nettet læser jeg, at Velo Solexen blev lavet i Frankrig tilbage i 1946 som et pålideligt transportmiddel til den jævne mand og kvinde. Men historien går faktisk helt tilbage til århundreskiftet, hvor Solex-fabriken blev grundlagt. Siden blev den solgt i otte millioner eksemplarer i Europa og – ikke mindst – Skandinavien. Successen skyldtes ikke mindst, at den var kvik, økonomisk og pålidelig. Solexen kom i flere modeller.
Omkring 1960 fik Solexen hård konkurrence af Sociétés ABGs Velo Vap, der umiskendeligt var en klon, omend den var lyseblå og havde en rundere tank. Efter sigende var den en udmærket og solid konstruktion. Da den begyndte at dukke op i gadebilledet vakte den opmærksomhed. Men jeg tror ikke, at den fik helt den udbredelse, som Solexen havde…

Donald har rørt ved min erindringsgenerator. Velo Solex var kodeordet. Da jeg blev konfirmeret fik jeg en ny cykel, som jeg havde ønsket mig. Det var en lysegrå SCO med tre Tornado-gear. Jeg kan endnu huske, hvordan den stod inde på mit værelse, funklende ny og duftede herligt af cykelsmedeforretning. Jeg skulle primært bruge den til at køre til skole på. Der var ikke langt fra parcelhuset til Sædding Skole, vel en 500 meter eller sådan. Afhængigt af, hvilken af de to veje man tog.
På vej til skolen blev jeg som regel overhalet af Vibeke. Hun gik i min klasse og var lidt ældre end os andre. Derfor kunne hun køre på en Velo Solex. Vibeke var ikke blot den ældste af pigerne, også den mest begærede. Mørt hår og – for alderen – iøjespringende former. Dertil en hel del uimodståelig charme og talent for lattermild flirteri. Desværre var hun uopnåelig for os drengerøve. Hun stilede højere…
Når jeg tænker på Velo Solex, så ser jeg altid for mit indre blik Vibeke drøne af sted ad Neptunvej med vinden i det mørke hår…

I min barndoms gade var der ikke meget legetøj. Jo, trehjulede cykler, hoolahopringe, hinkesten, hønseringe og “esser”… Men større legesager var der langt imellem. Jeg husker dog, at en dreng, der boede (eller måske besøgte) bygningen på hjørnet af Nygårdsvej og Strandbygade over for autoværkstedet, havde en legetøjsbil, der kunne drives frem ved hjælp af pedaler, der blev skubbet frem og tilbage. Bilen havde en kølerlignende forende og mindede mest af alt om en ældre racerbil. Og – kors – hvor var vi drenge misundelige. Og vi plagede den stakkels unge om at få lov at prøve. Og det lykkedes…
Ellers husker jeg en enkelt gang, hvor en sæbekassebil var attraktionen. Den klassiske model med et sæde, lavet af en (sæbe)kasse, fire hjul fra en udrangeret barnevogn, snoretræk og planker. Det var vild luksus i de fattige halvtredsere.. Mange år senere lavede jeg en finere model til min søn og hans kammerater. Og de elskede den.