Indlæg tagget med erindring

Sneflokke kommer vrimlende… musikalsk erindring

4. februar 2009

Sneflokke kommer vrimlende,
henover diger trimlende,
det knyger ud af himlene,
det sluger hegn og gård,
det ryger ind ad sprækkerne
til pølserne på rækkerne,
og fårene ved hækkerne
får blink i pelsens hår.

Og poplerne bag mønningen
de duver dybt i dønningen,
og over stakke-grønningen
omtrimler kærv og neg,
det klaprer en om ørene
fra portene og dørene,
bag hvilke de små Sørene’
har rustet sig til leg.

Og gammelmor i klokkerne
med huen og grålokkerne,
hun haler op i sokkerne
og ser forsagt derud,
for nu er kålen liggende,
og nu står tjørnen stikkende
og spidder sne på piggene;
og nu kom Kjørmes-knud!

Ja, morgenturen med hunden hensatte capac til skolebænken og de obligatoriske sange. I dette tilfælde Jeppe Aakjær “Sneflokke kommer vrimlende”, der slutter med ordene “nu kom Kjørmes-knud”. Det vil sige: Kyndelmisse, den helligdag (den 2. februar helt præcist), hvor man tidligere fejrede, at den halve vinter var gået. I den katolske kirke en lysfest. For mig var det bare en sang, jeg godt kunne lide og som satte sig fast i mine hjerneceller, hvorfra den lyder, så snart sneflokkene kommer vrimlende ned fra himlene….


Ingemar Johansson er død, 76 år

31. januar 2009

En af mine tidligste erindringer om sport knytter sig til kampen mellem den svenske sværvægtsbokser Ingemar Johansson og amerikaneren Floyd Patterson. En sagnsomspændende (hov, det var vist en neologisme, tak skaber…) kamp, hvor Johansson blev verdensmester og vandt et ry, der fulgte ham til hans død i nat på et plejehjem uden for Göteborg. Johansson var en helt blandt gadens drenge, selvom ingen af os havde hverken hørt eller set ham bokse. Men medierne havde allerede gjort deres arbejde dengang i de tidlige tressere… Hvil i fred.

Erindring: UFO’erne kommer…

28. januar 2009

UFO i KIna 2006-08-17

Da jeg var dreng, synes jeg, at UFO’er var spændende. Jeg slugte med stor appetit artikler i Familie-Journalen og andre ugeblade, hvor man berettede om mystiske iagttagelser, gjort af jordboerne her og hisset. Og på det lokale bibliotek fordybede jeg mig i litteratur af Erich von Däniken. Overbevist blev jeg aldrig om eksistensen af menneskelignende liv uden for vores lille blå planet. Og bedre blev det ikke, når jeg spurgte min fader, sømanden, der havde tilbragt år af sit liv på de store have som navigatør. Han svarede altid: Jeg har stået på broen den ene dag og nat efter den anden og kigget på den store himmel – og har aldrig set noget som helst. Senere gik det op for mig, at det interessante spørgsmål måske ikke var, om der er noget derude, altså liv. Men hvorfor vi mennesker forestiller os det?
Apropos så har flyvevåbnet netop lagt sine UFO-arkiver på nettet. Her kan man læse, hvad danskerne mener at have set og oplevet.

Erindringsstump: Kælkebakken

14. januar 2009

Denne vinter har ikke just budt på megen sne. Det ville være synd at sige. Og spørgsmålet er vel, om vi overhovedet får noget i år? Eller næste år for den sags skyld. Dette forhold fik mig til at tænke på min barndom, hvor der selvfølgelig var sne hver eneste vinter. Og på de gange, jeg var ude at kælke på Kælkebakken ved Vognsbølparken i Esbjerg. Esbjerg er jo ikke ligefrem et område med bakkelandskab. Det ville være synd at sige. Men en kælkebakke havde man da fået konstrueret for mange år siden. Og da jeg var en lille purk, forekom den mig at være kæmpestor. Når man ikke engang har set Himmelbjerget, så kan selv en tue forekomme stor. Jeg har ikke tal på alle de gange, jeg kørte ned alene eller sammen med kammeraterne. Men jeg husker stadigvæk spændingen i kroppen, når man bevægede sig ned med stor fart og skulle styre uden om andre kælke og forhindringer. Specielt husker jeg en tur, hvor jeg var med mine forældre og nogle bekendte, som havde bygget deres egen kælk med plads til flere personer og med sider af træ. Der var nærmest tale om en kane. Hu-hej-hvor det gik.

Fadervor i skolen… Vor herre bevares

11. januar 2009

Da jeg gik i Vestre Skole i Esbjerg i årene 1959-1965 blev hver eneste dag indledt med salmesang og fadervor. Vi blev bedt om at folde hænderne andægtigt og fremsige remsen: Fader Vor, du som er i himlene.. osv. Jeg gjorde, hvad jeg blev bedt om. De andre lige så. For det var før ungdomsoprøret og tressernes frigørelse for alvor var sat ind. I hvert fald på Vestre Skole. Ganske vist nåede jeg at få Beatles-frisure, inden jeg forlod skolen. Men alligevel.
Nu kan jeg forstå, at Bertel “Bims” Haarder vil pålægge folkeskolerne at indføre obligatorisk fadervor. Og jeg kan kun ryste på hovedet. Allerede dengang jeg blev tvunget til det, var det en dårlig idé. Religion er en privatsag (jvf. Luther), og den slags indoktrinering bør høre fortiden til. Den sorte skoles tid. Haarders forslag vidner om, i hvor høj grad Dansk Folkepartis islamofobi har inficeret partiet Venstre – eller måske snarere: Har fremkaldt visse venstrefolks xenofobiske tendenser. Og det vidner også om Haarders evindelige revanchistiske tilbøjeligheder. Alt, hvad der smager af tressere og halvfjerdsere, skal rulles tilbage til de “gode gamle dage”. Men udviklingen er irreversibel. Skal noget ændres til noget bedre, så er der kun en vej: fremad.
Jeg er ret sikker på, at min stærke skepsis over for alt, der har med religion og religiøsitet at gøre, fik kraftig næring af Fadervors-øvelserne i min barndom. Når jeg tænker tilbage, kan jeg stadigvæk mærke det fysiske ubehag ved at skulle folde hænderne og fremmumle nogle ord, der ikke sagde mig noget som helst. Dengang kunne det endnu praktiseres. Men i dagens multietniske og -kulturelle Danmark, hvor autoritetstro og disciplin er anakronistiske begreber, vil indførelse af obligatorisk Fadervor være en umulighed.

Læs også Rasmus’ vrede indlæg

John Lennon – God

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...