Indlæg tagget med erindring

Erindringsglimt i anledning af Gerda Gilboes død

15. april 2009

På teksttv så jeg, at sanger- og skuespillerinden Gerda Gilboe er død i den fremskredne alder af 94 år. Og med et smæk var jeg tilbage i starten af tresserne, hvor min moder havde indkøbt en longplaying-plade med musikken fra den danske opsætning af musicalen My Fair Lady. Hun hørte den rigtig meget på min gamle grønne rejsegrammofon, og jeg kunne ikke undgå at høre de iørefaldende sange af Lerner og Loewe. Mine forældre havde set opsætningen i København og havde endda fået fribilletter, fordi en af de medvirkende – Oswald Helmuth – havde været med min fader ude at sejle på Middelhavet. Jeg havde oven i købet fornøjelsen af at hilse på manden og få hans autograf, som siden forsvandt sporløst.
Jeg kan huske, at man snakkede meget om Gerda Gilboes rolle, fordi hun sprang til og overtog hovedrollen i et stykke, der tegnede til at blive en fiasko, men – med hende i front – blev en succes. Melodierne til “Alfred skal giftes”, “En snegl på vejen” osv. ligger stadigvæk i mit baghoved og dukker nu op igen ved meddelelsen om Gilboes død. Hvil i fred.

Erindringsstump – Oh, what a beautiful morning

8. april 2009

Det var i engelsklærerinde Helligsøes timer vi sang den. Oh What A Beatiful Morning. Og teksten ligger stadigvæk og roder derinde og dukker nu og da op. The Corn is high as an Elephants Eye. Everything is going my Way. Og selv om denne morgen er grå, og jeg er mere træt, end godt er – og arbejdet kalder – så er det også en smuk morgen.

Curly:
There’s a bright, golden haze on the meadow
There’s a bright, golden haze on the meadow.
The corn is as high as an elephant’s eye
And it looks like it’s climbing clear up to the sky.

Oh, what a beautiful Mornin’
Oh, what a beautiful day.
I’ve got a beautiful feelin’
Everything’s goin’ my way.

All the cattle are standin’ like statues
All the cattle are standin’ like statues
They don’t turn their heads as they see me ride by
But a little brown mav’rick is winkin’ her eye

Oh, what a beautiful Mornin’
Oh, what a beautiful day.
I’ve got a beautiful feelin’
Everything’s goin’ my way.

All the sounds of the earth are like music
All the sounds of the earth are like music
The breeze is so busy it don’t miss a tree
An’ a ol’ weepin’ willer is laughin’ at me

Oh, what a beautiful Mornin’
Oh, what a beautiful day.
I’ve got a beautiful feelin’
Everything’s goin’ my way.
Oh, what a beautiful day!

Erindringsglimt m.m.: Hans Scherfig

28. marts 2009

Da jeg som grønt, ungt menneske fandt ind i litteraturens verden for alvor – i den buldrende, hjernemartrende pubertet – faldt jeg over forfatteren Hans Scherfigs romaner på Sædding Skolebibliotek. Jeg forsvandt ind i Det forsømte forår og Den forsvundne fuldmægtig og blev helt opløftet og bedøvet af den særlige humorgennemlyste stemning i bøgerne. Det var de farvestrålende Tranebogsudgaver fra Gyldendal, og når jeg lukker øjnene og ser dem for mig vækkes stemningen igen og jeg gribes af en ubændig lyst til at læse bøgerne igen.

Fra fuldmægtigen gik det videre til Idealister, den store Frydenholm, Skorpionen og Den fortabte abe. De nævnte romaner havde ikke helt den samme effekt som de første to, men det skyldtes nok mestendels min unge alder og mangel på livserfaring.


Da jeg kom på gymnasiet havde jeg så det held at møde Hans Scherfig i levende live. Han var inviteret for at fortælle om sit forfatterskab, som han på det tidspunkt havde bag det meste af bag sig. En lille mand med stærke briller foran de svage øjne og en gnækkende stemme, som man aldrig glemmer. Scherfig var også kommunist, sad oven i købet i partiets centralkomité. Og det sociale og politiske engagement skinnede igennem hans kommentarer. Jeg husker især hans ramsaltede og meget morsomme kritik af de såkaldte modernistiske tresser-digtere, som den unge capac dyrkede ret intenst de år. En af de formastelige modernister havde udtalt, at han ikke skrev for nogen. Kun for sig selv osv. Og så mente Scherfig, at den pågældende jo lige så godt kunne skrive til skrivebordsskuffen, ja, faktisk kunne nøjes med at memorere digtene for sig selv i sit indre…


Flere år senere – på universitetet – stødte jeg igen ind i forfatterskabet i faglig sammenhæng og kunne genopleve stemningen fra de unge år.


For et par uger eller tre siden kom Fruen så hjem med et billede, som hun havde købt i en lille venstreorienteret boghandel i den indre by. Det var et af Hans Scherfigs farvestrålende billeder med to aber i et træ. Jeg har altid godt kunnet lide Scherfigs lidt naive, farverige naturbilleder med deres latente symbolik. Så inden vi så os om, havde billedet fået følge af endnu to. Et lille og et stort med elefanter på.


Dermed var appetitten på endnu en tur i det scherfigske univers skærpet. Og jeg tænkte, at jeg nu ville genanskaffe mig romanerne i de oprindelige tranebogsudgaver. Samtidig har jeg anskaffet mig – antikvarisk – et splinternyt eksemplar af journalisten Arne Hardis’ biografi om Scherfig “Idealisten”. En cirkel sluttes.

Sneflokke kommer vrimlende… musikalsk erindring

4. februar 2009

Sneflokke kommer vrimlende,
henover diger trimlende,
det knyger ud af himlene,
det sluger hegn og gård,
det ryger ind ad sprækkerne
til pølserne på rækkerne,
og fårene ved hækkerne
får blink i pelsens hår.

Og poplerne bag mønningen
de duver dybt i dønningen,
og over stakke-grønningen
omtrimler kærv og neg,
det klaprer en om ørene
fra portene og dørene,
bag hvilke de små Sørene’
har rustet sig til leg.

Og gammelmor i klokkerne
med huen og grålokkerne,
hun haler op i sokkerne
og ser forsagt derud,
for nu er kålen liggende,
og nu står tjørnen stikkende
og spidder sne på piggene;
og nu kom Kjørmes-knud!

Ja, morgenturen med hunden hensatte capac til skolebænken og de obligatoriske sange. I dette tilfælde Jeppe Aakjær “Sneflokke kommer vrimlende”, der slutter med ordene “nu kom Kjørmes-knud”. Det vil sige: Kyndelmisse, den helligdag (den 2. februar helt præcist), hvor man tidligere fejrede, at den halve vinter var gået. I den katolske kirke en lysfest. For mig var det bare en sang, jeg godt kunne lide og som satte sig fast i mine hjerneceller, hvorfra den lyder, så snart sneflokkene kommer vrimlende ned fra himlene….


Ingemar Johansson er død, 76 år

31. januar 2009

En af mine tidligste erindringer om sport knytter sig til kampen mellem den svenske sværvægtsbokser Ingemar Johansson og amerikaneren Floyd Patterson. En sagnsomspændende (hov, det var vist en neologisme, tak skaber…) kamp, hvor Johansson blev verdensmester og vandt et ry, der fulgte ham til hans død i nat på et plejehjem uden for Göteborg. Johansson var en helt blandt gadens drenge, selvom ingen af os havde hverken hørt eller set ham bokse. Men medierne havde allerede gjort deres arbejde dengang i de tidlige tressere… Hvil i fred.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 7 af 17« Første...3456789101112...Sidste »