Indlæg tagget med erindring

Erindringsglimt m.m.: Hans Scherfig

28. marts 2009

Da jeg som grønt, ungt menneske fandt ind i litteraturens verden for alvor – i den buldrende, hjernemartrende pubertet – faldt jeg over forfatteren Hans Scherfigs romaner på Sædding Skolebibliotek. Jeg forsvandt ind i Det forsømte forår og Den forsvundne fuldmægtig og blev helt opløftet og bedøvet af den særlige humorgennemlyste stemning i bøgerne. Det var de farvestrålende Tranebogsudgaver fra Gyldendal, og når jeg lukker øjnene og ser dem for mig vækkes stemningen igen og jeg gribes af en ubændig lyst til at læse bøgerne igen.

Fra fuldmægtigen gik det videre til Idealister, den store Frydenholm, Skorpionen og Den fortabte abe. De nævnte romaner havde ikke helt den samme effekt som de første to, men det skyldtes nok mestendels min unge alder og mangel på livserfaring.


Da jeg kom på gymnasiet havde jeg så det held at møde Hans Scherfig i levende live. Han var inviteret for at fortælle om sit forfatterskab, som han på det tidspunkt havde bag det meste af bag sig. En lille mand med stærke briller foran de svage øjne og en gnækkende stemme, som man aldrig glemmer. Scherfig var også kommunist, sad oven i købet i partiets centralkomité. Og det sociale og politiske engagement skinnede igennem hans kommentarer. Jeg husker især hans ramsaltede og meget morsomme kritik af de såkaldte modernistiske tresser-digtere, som den unge capac dyrkede ret intenst de år. En af de formastelige modernister havde udtalt, at han ikke skrev for nogen. Kun for sig selv osv. Og så mente Scherfig, at den pågældende jo lige så godt kunne skrive til skrivebordsskuffen, ja, faktisk kunne nøjes med at memorere digtene for sig selv i sit indre…


Flere år senere – på universitetet – stødte jeg igen ind i forfatterskabet i faglig sammenhæng og kunne genopleve stemningen fra de unge år.


For et par uger eller tre siden kom Fruen så hjem med et billede, som hun havde købt i en lille venstreorienteret boghandel i den indre by. Det var et af Hans Scherfigs farvestrålende billeder med to aber i et træ. Jeg har altid godt kunnet lide Scherfigs lidt naive, farverige naturbilleder med deres latente symbolik. Så inden vi så os om, havde billedet fået følge af endnu to. Et lille og et stort med elefanter på.


Dermed var appetitten på endnu en tur i det scherfigske univers skærpet. Og jeg tænkte, at jeg nu ville genanskaffe mig romanerne i de oprindelige tranebogsudgaver. Samtidig har jeg anskaffet mig – antikvarisk – et splinternyt eksemplar af journalisten Arne Hardis’ biografi om Scherfig “Idealisten”. En cirkel sluttes.

Sneflokke kommer vrimlende… musikalsk erindring

4. februar 2009

Sneflokke kommer vrimlende,
henover diger trimlende,
det knyger ud af himlene,
det sluger hegn og gård,
det ryger ind ad sprækkerne
til pølserne på rækkerne,
og fårene ved hækkerne
får blink i pelsens hår.

Og poplerne bag mønningen
de duver dybt i dønningen,
og over stakke-grønningen
omtrimler kærv og neg,
det klaprer en om ørene
fra portene og dørene,
bag hvilke de små Sørene’
har rustet sig til leg.

Og gammelmor i klokkerne
med huen og grålokkerne,
hun haler op i sokkerne
og ser forsagt derud,
for nu er kålen liggende,
og nu står tjørnen stikkende
og spidder sne på piggene;
og nu kom Kjørmes-knud!

Ja, morgenturen med hunden hensatte capac til skolebænken og de obligatoriske sange. I dette tilfælde Jeppe Aakjær “Sneflokke kommer vrimlende”, der slutter med ordene “nu kom Kjørmes-knud”. Det vil sige: Kyndelmisse, den helligdag (den 2. februar helt præcist), hvor man tidligere fejrede, at den halve vinter var gået. I den katolske kirke en lysfest. For mig var det bare en sang, jeg godt kunne lide og som satte sig fast i mine hjerneceller, hvorfra den lyder, så snart sneflokkene kommer vrimlende ned fra himlene….


Ingemar Johansson er død, 76 år

31. januar 2009

En af mine tidligste erindringer om sport knytter sig til kampen mellem den svenske sværvægtsbokser Ingemar Johansson og amerikaneren Floyd Patterson. En sagnsomspændende (hov, det var vist en neologisme, tak skaber…) kamp, hvor Johansson blev verdensmester og vandt et ry, der fulgte ham til hans død i nat på et plejehjem uden for Göteborg. Johansson var en helt blandt gadens drenge, selvom ingen af os havde hverken hørt eller set ham bokse. Men medierne havde allerede gjort deres arbejde dengang i de tidlige tressere… Hvil i fred.

Erindring: UFO’erne kommer…

28. januar 2009

UFO i KIna 2006-08-17

Da jeg var dreng, synes jeg, at UFO’er var spændende. Jeg slugte med stor appetit artikler i Familie-Journalen og andre ugeblade, hvor man berettede om mystiske iagttagelser, gjort af jordboerne her og hisset. Og på det lokale bibliotek fordybede jeg mig i litteratur af Erich von Däniken. Overbevist blev jeg aldrig om eksistensen af menneskelignende liv uden for vores lille blå planet. Og bedre blev det ikke, når jeg spurgte min fader, sømanden, der havde tilbragt år af sit liv på de store have som navigatør. Han svarede altid: Jeg har stået på broen den ene dag og nat efter den anden og kigget på den store himmel – og har aldrig set noget som helst. Senere gik det op for mig, at det interessante spørgsmål måske ikke var, om der er noget derude, altså liv. Men hvorfor vi mennesker forestiller os det?
Apropos så har flyvevåbnet netop lagt sine UFO-arkiver på nettet. Her kan man læse, hvad danskerne mener at have set og oplevet.

Erindringsstump: Kælkebakken

14. januar 2009

Denne vinter har ikke just budt på megen sne. Det ville være synd at sige. Og spørgsmålet er vel, om vi overhovedet får noget i år? Eller næste år for den sags skyld. Dette forhold fik mig til at tænke på min barndom, hvor der selvfølgelig var sne hver eneste vinter. Og på de gange, jeg var ude at kælke på Kælkebakken ved Vognsbølparken i Esbjerg. Esbjerg er jo ikke ligefrem et område med bakkelandskab. Det ville være synd at sige. Men en kælkebakke havde man da fået konstrueret for mange år siden. Og da jeg var en lille purk, forekom den mig at være kæmpestor. Når man ikke engang har set Himmelbjerget, så kan selv en tue forekomme stor. Jeg har ikke tal på alle de gange, jeg kørte ned alene eller sammen med kammeraterne. Men jeg husker stadigvæk spændingen i kroppen, når man bevægede sig ned med stor fart og skulle styre uden om andre kælke og forhindringer. Specielt husker jeg en tur, hvor jeg var med mine forældre og nogle bekendte, som havde bygget deres egen kælk med plads til flere personer og med sider af træ. Der var nærmest tale om en kane. Hu-hej-hvor det gik.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...