Indlæg tagget med erindring

Erindringsglimt: The Parent Trap (Forældrefælden), 1961

6. januar 2009

Det var en kommentar fra AagePK, der sendte mig tilbage i tiden. Det første erindringstrip i det nye år, men forhåbentlig ikke det sidste. Men i hvert fald blev jeg returneret til dengang, jeg var en lille purk, der endnu ikke helt havde fattet interesse for det modsatte køn. Og så alligevel. Der var nogle piger, der på en eller anden vis tiltrak sig min opmærksomhed. George i “De Fem”-bøgerne og -filmene. Og så hende Haley Mills, der fik stor succes med sin dobbeltrolle som Susan og Sharon i Disney-filmen “The Parent Trap”, på dansk “Forældrefælden”. En meget amerikansk hyldest til familien og ægteskabet. Filmen var en dundrende succes og Hayley Mills lå på hitlisten med sin ganske charmerende udgave af “Let’s Get Together”. Med sin ungpige-uskyldige-friske udstråling blev hun mange unge drenges første våde drøm dengang.
Filmen er i øvrigt blevet genindspillet i 1998 med gossip-stjernen Lindsay Lohan i dobbeltrollen.

Suk! ;-)

Mads Doss han var en en kon koltringsknæjt

27. november 2008

Her til morgen greb jeg mig selv i at nynne nedenstående sang, som jeg ofte hørte og brummede med på, da jeg gik i folkeskolen. Den var et hit blandt pigerne. Jeg kan huske, at jeg undrede mig meget over, hvad en “kon koltringsknæjt” var for en størrelse. Og min lærer var flink til at forklare det (kon betyder en lille smule, koltring er en halvvoksen knægt).



Mads Doss
Mads Doss han war en kon koltringsknæjt,
han gek mæ foeren i hien,
imell så slow han lyng te en bejt,
imell så band han åu vien
en liim te hans muer, å så sang han imell,
di hoer ed så vit, nær han tow te å hwell:
La la luh – la la lih – kom! så skal a bih,
la la luh – la la lih – kom! så skal a bih.

Mett Kølvro war en kon stonthostøs,
gek åsse mæ foeren i hien,
å somti hun swedt, å somti hun frøs,
den drywwen slet ett hun ku li en.
Hon snøwsed imell, få hin dawwen wa lång,
iwessomda tahrt hon sin klukker, å sang:
La la luh – la la lih – kom! så skal a bih,
la la luh – la la lih – kom! så skal a bih.

Å somti di mødtes så his å så hæhr,
od mælmad, å språkked så knøwt da,
å let om let fek di hwerranner så kjæhr:
Jen kam, næ den åhn ga en hwøwt da.
Å næ di had ett, gek di hwæ te sit hjaer,
å sang, så de gjall owwe mosser og kjaer:
La la luh – la la lih – kom! så skal a bih,
la la luh – la la lih – kom! så skal a bih!

Såen gek da en sommer, å da gik flier.
Lieg kjærrester så de fann o da.
I hien kam di no ikke mier,
men hjemm ve hweranner di lo da.
Å så bløw di gywt å behøwd ett å sønng,
som fahr di had gjow, i de båreste lønng:
La la luh – la la lih – kom! så skal a bih,
la la luh – la la lih – kom! så skal a bih!

Tekst: St. St. Blicher, 1842

G’nat

27. november 2008

Jeg ligger i natten, fast besluttet på at holde mig vågen, så jeg kan opleve det øjeblik, jeg falder i søvn. Det lykkedes heller ikke denne gang…

(Barndomserindring)

Good Night – The Beatles

En Davy Crockett-hue med hale – erindringsglimt

10. november 2008


Under læsningen af Bo Green Jensens seneste autobiografiske essays Dét der bliver tilbage bliver jeg sendt langt tilbage i barndommen til dengang, mit største ønske var at få en pelshue med stribet hale som den, Davy Crocett bar i følge skrønen. Hvor min interesse stammede fra står ikke helt klart i min erindring, men Crockett var genstand for dyrkelse i bøger – fx Karen Brunés‘ seksten bind om helten – tegneserier, film og sang. Tydeligst husker jeg sangen om David Crockett, The Balad of David Crockett, der også kom i en dansk version (med hvem? Må tjekkes…) – den sang, som Ørkenens Sønner parodierer i deres pikante shows.

PS. Som bloggens kommentatorer rigtignok skriver, så var det selveste Preben Uglebjerg, der sang balladen om Davy Crokett – “Præriens bedste mand”. Jeg har researchet lidt på sangen, men indtil videre kun fundet ud af, at den må være udkommet midt i halvtredserne. Og så er den svær at finde på plade og cd.

Erindring: knallerterne

7. november 2008

Her i nabolaget møder jeg nu og da nogle unge drenge, der fræser rundt på nymodens tohjulede, motoriserede køretøjer. EU-scootere og hvad ved jeg. De er som oftes to eller tre på maskinen. Nogle gange er det en ung mand med en pige bagpå. På det punkt har verden ikke ændret sig en tøddel. Og når man sådan går rundt og er ved at blive kørt ned – for selvfølgelig er de unge trafikanter fløjtende ligeglade med færdselsregler og almindelige hensyn – så er det, man mindes sin egen korte karriere som knallerist. Dengang, man en kort tid var grebet af fartdjævlen, og hormoner og ego styrede det hele. På det punkt har verden heller ikke ændret sig.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg måtte plage min gamle far for at få en knallert. Egentlig havde jeg slet ikke brug for den. Jeg havde en god, lysegrå SCO-cykel, og der var højst fem minutter til skolen. Men alle de andre havde en. Og selv min bedste kammerat havde fået lokket en gammel NSU ud af sin far.
I første omgang fik jeg så allernådigst lov til at overtage – dvs. låne – min fars gamle knallert med vridegear.

Den bar mærket Swell og lignede meget den her afbildede SCO autocykel. Den var sort, havde en dråbeformet tank, en bred gummisaddel og baggagebærer. Det bedste ved den var, at den larmede ad h…… til og ikke respekterede den øvre hastighedsgrænse. Når den først var kommet op i omdrejninger, kørte den hurtigere og hurtigere. Engang kørte jeg fra Nordby til Sønderho sammen med kammeraterne – og kom frem længe før de andre. Jeg kunne nå at købe og spise en is, inden de nåede frem. Ulempen var, at motoren blev ekstremt varm. Det forreste stykke af udstødningsrøret blev hvidglødende, og på et tidspunkt knækkede de helt af, fordi det var brændt igennem lige ved motoren. Da maskinen ikke længere stod til at redde – uden at der skulle investeres mange penge i den, forbarmede min far sig over mig og købte en Tomos Super med hele to gear til mig. Puch var ellers state of the art, men for mig var det en sort Tomos med twinsæde, der var sagen. Det var en lækker sag, men hurtig var den ikke. I hvert fald ikke, før der blev foretaget visse “tekniske ændringer” på den… I to år var den min gode ven, men så kom kørekortet ind i billedet. Og med det forsvandt interessen for knallerter. Den endte sine dage på en spejderauktion nogle år senere og er måske blevet en anden ejers transportmiddel.

Danske knallerter

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Side 8 af 17« Første...45678910111213...Sidste »