Indlæg tagget med etik

Politiske rockerrelationer: Fra Sass Larsen til Anders Samuelsen

6. november 2011

For ikke sÃ¥ længe siden blev socialdemokraten Henrik Sass Larsen indhentet af fortiden i form af nogle sms-beskeder, som han han udvekslet med en sÃ¥kaldt rocker. Og “sagen”, som mÃ¥ske, mÃ¥ske ikke, er afsluttet, sendte Sass Larsen ned i det politiske hierarki, fordi PET ikke kunne cleare ham. Det kostede en ministerstol.

Nu er en anden politiker – Liberal Alliances leder Anders Samuelsen – kommet i mediernes søgelys, fordi ogsÃ¥ han har haft en relation til rockerverdenen. I to tilfælde har han angiveligt ageret sendebud mellem en ven og rockere. Samuelsen har afleveret penge i en afsluttet narkohandel.

Den garvede forsvarsadvokat Thorkild Høyer forklarer til Berlingske Tidende, at Samuelsen ikke har begÃ¥et noget ulovligt. Handlen var indgÃ¥et. Og Samuelsen hjalp ‘bare’ sin ven med at overdrage pengene. Ved at smide dem i en postkasse og give dem til en ukendt mandsperson.

Men – som i tilfældet med Sass Larsen – sÃ¥ handler det vel ikke om lovbrud? Sass Larsen og Samuelsen har ikke forbrudt sig mod landets love. Men mod nogle uskrevne – moralsk-etiske – regler for politikeres opførsel. Det er selve relationen til en dybt kriminel rockerverden, der er problematisk. Hvor overfladisk den end mÃ¥ttet være.

Det kan godt være, at Samuelsen ikke har begÃ¥et noget ulovligt. Det kan godt være, at han ‘bare’ ville hjælpe en ven i nød. Og det kan godt være, at handlen under alle omstændigheder var indgÃ¥et – og betalingen blot var en formalitet. Men, ikke desto mindre, var Samuelsen involveret i en transaktion, der i sit udgangspunkt er en ulovlighed. Narkohandel er en alvorlig forbrydelse i Danmark.

Nu tror jeg ikke, at hverken Sass Larsens’ eller Samuelsens’ “relationer” til rockerverdenen pÃ¥ lidt længere sigt fÃ¥r den store betydning for deres politiske karriere. Men de er en understregning af, at der stadigvæk i offentligheden ligger en forventning og en ideal forstilling om, at politikere skal leve et eksemplarisk liv. De skal holde deres sti ren, og der skal være sammenhæng mellem ord og handling – ogsÃ¥ med tilbagevirkende kraft.

At fuske og at duske – det seksuelle spor i Penkowa-sagen.

6. marts 2011

Sagaen om den højpandede hjernefusker i den knaldrøde sportsvogn fortsætter i medierne, selv om man mÃ¥ske kan spore en vis metaltræthed. Senest har selveste TV2 fundet ud af, at sagen ogsÃ¥ har underholdningsværdi, og lavet en dokumentar, som jeg endnu ikke har set. Men ogsÃ¥ i Information finder man spalteplads til sagen. Og i denne weekend er sagen sÃ¥mænd endt som leder under overskriften “NÃ¥r kvinder svindler”. Signaturen ansp , som jeg formoder er en kvindelig journalist, kaster sig over det, man kunne kalde det seksuelle spor i sagaen.

Lederskribenten noterer sig, at det begyndte med antydninger og rygter om, at rektor Hemmingsen havde være i nærkontakt af tredje grad med den unge kvindelige forsker. Rygterne og de subtile insinuationer fortsatte og blev ikke dementeret af rektors egen insisteren på, at den årelange relation til hjernefuskeren kun havde haft en ren faglig karakter.

Bedre blev det ikke, da mediernes granskning af sagen begyndte at grave i tidligere forskningsminister Helge Sanders relation til Penkowa. Sander lagde ikke skjul på sit venskabelige, nærmest familiære, forhold til den unge dame, som bl.a. havde opholdt sig hos familien Sander flere gange. Antydningerne om en interessant udenomsægteskabelig relation til fuskeren lå at læse mellem linjerne.

Da så historien om Penkowas amourøse forhold til en embedsmand i Sanders ministerium blev gravet frem og vist nok bekræftet i formiddagsaviserne, så var der mange, der ikke længere var i tvivl om, at vi havde at gøre med en ung dame, der ikke bare kunne fuske med videnskabelige data om rotter, men også duskede sig frem i det videnskabelige hierarki. Hvor frydefuldt at få bekræftet sin gamle fordom om, at nogle kvinder gør karriere ved at bruge det trick, som de dumme mænd åbenbart ikke kan stå for: sex.

Problemet med emnet sex er, at dets opdukken i medierne har det med at fortrænge fornuften. Og som lederskribenten, sÃ¥ er det et stort problem i denne sag, hvor der – i hvert fald i visse medier – er en tilbøjelighed til at lugte sex og glemme sagens egentlige substans og vigtighed. Sagens principielle karakter:”Det er nemlig en sag, der ikke bare rejser spørgsmÃ¥l om den nuværende ledelse pÃ¥ universitetet, eller forvaltningen i det ansvarlige ministerium. Den kunne ogsÃ¥ indlede en grundlæggende debat om, hvad det er for et universitet, vi har skabt, hvor folk opfinder ekstra rotter for at opnÃ¥ elitepriser“.

Journalisten knalder dernæst sin dom over mediernes medieliderlige forfølgelse af sexsporet pÃ¥ bordet. De danske medier er sexistiske. NÃ¥r sexinsinuationerne klæber til sagen og tendentielt “overtrumfer” de andre og vigtigere emner, sÃ¥ er det, fordi det handler om en ung, køn, sportsvognskørende, fræk, selvbevidst kvinde. Og ikke om en Kurt Thorsen, Finn NørbygÃ¥rd, Stein Bagger, Klaus Riskjær Petersen eller en anden mandsperson med en anløben moral. Som ansp pointerer, sÃ¥ mÃ¥ man spørge: “selv hvis den hæderkronede institution Københavns Universitet sÃ¥ havde lagt rammer til et veritabelt orgie, hvad har det sÃ¥ egentlig med sagen at gøre?“. Er sexismen mon udtryk for, at vi ikke – dybest set – vil acceptere, at kvinder kan gøre det samme som mænd, nÃ¥r det drejer sig om at komme frem i verden: skrupelløst svindle, bedrage, forføre sig til magt, penge og status? At kvinder med andre ord ogsÃ¥ pÃ¥ dette punkt er blevet ligestillet?

Lederskribenten har sikkert ret i, at der er en god portion gammeldags sexisme i medierne optagethed af det seksuelle spor i sagen. Fordommen om den træske kvinde, der bruger sin krop for at opnÃ¥ fordele, er ældgammel. Og lederskribenten har ogsÃ¥ ret  i den banale konstatering af, at kvinder sagtens kan matche mændene, nÃ¥r det drejer sig om at være dumme, magtliderlige svin, der bare vil til fadet – for enhver pris.

Men stopper det her? Må vi ikke spørge: Er det irrelevant og ligegyldigt, om Penkowa har dusket den ene efter den anden i forbindelse med sin forskerkarriere? Er det ikke rigtigt, at det erotiske kan forblænde, forvirre, sløve dømmekraften og måske endda forlede nogen til at træffe beslutninger og udføre handlinger, som ikke burde være truffet og udført? Jo. Og vi ved det godt.

Og jeg er ret sikker på, at den enkelte læser kender eksempler på, hvor galt det kan gå, når sex blandes ind i faglige relationer. Og det handler om moral og etik. Hvis Penkowa, Hemmingsen, Sander m.fl. har kneppet hinanden, så har det været kompromitterende i flere dimensioner. I forhold til det videnskabelige samfunds idealer, i forhold til universitetets ledelse, i forhold til det politiske i et demokrati osv.

BT og presseetik

7. september 2009

Tabloid-avisen BT har ringet til præsten for Brorson-kirken og fÃ¥et ham til at fortælle, at han har videregivet adresser pÃ¥ “flygtningevenner”, der vil skjule illegale flygtninge. SpørgsmÃ¥let er, om almindelige regler er overtrÃ¥dt ved den henvendelse, for journalisten foregav at være en sÃ¥dan “flygtningeven”, der villle hjælpe skjulte irakere. BTs chefredaktør Peter Brückmann mener, at der er tale om en hel legitim journalistisk metode, som BT har brugt for at fÃ¥ bekræftet et tip. Journalisthøjskolens mediejurist, Oluf Jørgensen, mener, at BT er gÃ¥et for vidt og har draget uholdbare konklusioner af telefonsamtalen (der er blevet gengivet ordret i BT). BT hænger som bekendt præsten ud for at være organiserende “bagmand” i et netværk. Hvem har ret?

Brugen af falsk identitet, skjult kamera osv. bør kun tages i brug, når det ikke er muligt at få oplysninger af samfundsmæssig betydning frem på anden måde, dvs. ved hjælp af almindelige journalistiske metoder som interview, research osv. I det aktuelle tilfælde er det jo ikke nogen overraskelse for nogen som helst, at præsten nærede sympati for de irakiske flygtninge. Derfor kan man ikke påstå, at det er af samfundsmæssig betydning, at få manden til at indrømme sin støtte til flygtningene pr. telefon. Dernæst må man spørge, om det er sandsynligt, at han i et almindeligt journalistisk interview ville benægte sin etiske forpligtelse over for flygtningene? Jeg tror det ikke. BT har en dårlig sag.

Politisk kundepleje – Bendt Bendtsen pÃ¥ anklagebænken

15. marts 2009

Den første nyhed, der sivede ind i min bevidsthed via DR Update, var, at den tidligere formand for Det Konservative Folkeparti, ex-minister og EU-Parlaments-kandidat, Bendt Bendtsen var blevet anmeldt til politiet for bestikkelse af borgmesteren i Hørsholm. En ekspert i forvaltningsret skød straks skandaleballonen ned, for det kan godt være, at Bendtsen har deltaget i 33 dyre golf- og jagtrejser til en værdi af omkring en halv million danske kroner, men det kan ikke bevises, at han har gjort noget til gengæld for de givende firmaer (Danfoss, Danisco m.fl.). Reglerne er overtrådt. Og det har Bendtsen gjort før, da han misbrugte sin ministerbil til privat kørsel. Uden, at det fik konsekvenser.
Sagen handler selvfølgelig om politisk moral og etik. Da de gældende regler på området engang blev indført, så var forudsætningen, at politikere ikke kunne modtage store gaver uden at deres dømmekraft og upartiskhed ville blive berørt af det (= korruption). Selvfølgelig vil det nok være umuligt at bevise, at Bendtsen nu er i lommen på de glade givere, men enhver idiot uden for de politiske kredse ved, at får man en stor gave af nogen, så står man i en moralsk gæld til giveren. Det forpligter. Man må yde noget til gengæld. Man må adlyde gavens logik.
Ganske vist fik de konservative ikke fjernet topskatten helt i den nye “skattereform”, men det fik lettet skatten betragteligt for erhvervslivets ledere. Noget for noget….
NB. Selvfølgelig afviser Bendtsen anklagen. Der var blot tale om “arrangementer“, udtaler han.

Designerbaby

10. marts 2009

I gÃ¥r aftes – eller nat rettere sagt – hørte jeg en diskussion mellem videnskabsjounalist Lone Frank (Weekendavisen) og en repræsentant for Etisk RÃ¥d. Det drejede sig om en ny trend i de sÃ¥kaldte sædbanker. Nu kunne kunderne søge oplysninger om donors hÃ¥r- og øjenfarve, uddannelsesniveau og andre kulturelle faktorer. Det etiske problem var, hvor langt vi kan gÃ¥, nÃ¥r det gælder om at designe den perfekte baby. I debatten blev et par ledere af sædbanker interviewet og en af den sagde noget, der forklarede, hvorfor grænserne hele tiden flytter sig i denne sammenhæng. Han sagde noget i retning af: “Patienterne eller kunderne, for nu kalder vi dem kunderne…”. Jovist. Sæddonation er blevet en lukrativ del af det til stadighed ekspanderende Marked. Og her gælder loven om det profitable. Hvis kunderne vil vide, om barnet kan have midterskilning eller chokoladebrun hud, sÃ¥ skal kunden have det.