Indlæg tagget med feminisme

Pædagogik, mandekøn og vildfaren feminisme

29. marts 2014

For ikke så længe siden fejredes kvindernes internationale kampdag. Og der er stadigvæk noget at slås for. Ligelønnen er stadigvæk ikke en realitet alle steder, og kvinder i den tredje verden har alskens problemer at slås med. Blot for at nævne et par eksempler. Men feminismen er også – bredt set – kørt af sporet nogle steder. Nogle steder er feminismen degenereret til en egoistisk kamp om at overtage mandlige privilegier med hensyn til karriere og økonomi. En anden udvikling, der er gået helt galt, er der, hvor ligestillingskampen er skrumpet ind og blevet til en kamp mod det andet køn, mandekønnet. Nogle steder i samfundsdebatten kan man høre et ekko af den ultraradikale feminist VAlerie Solanas SCUM-manifest, der slår til lyd for at udrydde mandekønnet, fordi det alt for længe har styret verden og verden derfor er af lave. Med lidt god vilje kan man genfinde Solanas tankegang i forfølgelsen af mandlige pædagoger. Fagforeningen for børne- og ungepædagoger BUPL har netop dokumenteret, at en lang række daginstitutioner har indført særregler for mandlige pædagoger. Regler der er indført for at undgå, at institutionen skal blive udsat for anklager om pædofili. Det er for eksempel regler om pædagogens håndtering af bleskift eller børns toiletbesøg. Enten må den mandlige pædagog slet ikke udføre arbejdet eller også skal han have en kvindelig kontrollant ved sin side. Andre steder må de mandlige pædagoger slet ikke være alene med børnene.

Det er selvfølgelig uhyrligt, at denne form for kønsdiskrimination kan finde sted i dagens Danmark. Og de første til at protestere burde være alle de feminister, der smed BH’en og gik i front i halvfjerdserne og kæmpede mod kønsdiskriminationen af kvinderne. For denne sag handler om kønsdiskrimination og om køns-, krops- og sexforskrækkelse af værste slags. Lige netop den form for forskrækkelse, man kæmpede mod i tresserne, hvor p-pillerne kom på markedet, pornoen frigivet og seksualdebatten blomstrede. På godt og ondt.

Lad os for det første slå fast, at pædofili – den seksuelle trang, der vender sig mod børn under den seksuelle lavalder – ikke er en perversion, der er forbeholdt mandekønnet. Hvis man har fulgt med i pædofilidebatten gennem de sidste mange år, så vil man vide, at kvinder er lige så gode om den slags. Eksemplerne fra Belgien eller Jylland taler deres klare sprog om det kvindelige engagement i den seksuelle udnyttelse af børn. For det andet kaster sagen et ubehageligt lys over en betændt tankegang hos visse dele af det kvindelige, pædagogiske personale og – ikke mindst – hos visse dele af forældregrupperne rundt omkring i dette land. Hvis vi gik og troede, at Inge og Sten Hegeler og hele den ‘seksuelle frigørelse’ i tresserne, havde fået gjort kål på de seksuelle hæmninger og fordomme, så kan vi godt tro om igen. Sagerne om pædofili og ikke mindst denne sag om diskriminationen af de mandlige pædagoger demonstrerer med al ønskelig tydelighed, at det seksuelle stadigvæk er tabubelagt og at vi stadigvæk lider af en dybt forankret køns-, krops og sex-forskrækkelse.

Vi skal selvfølgelig blankt afvise enhver form for diskrimination af de mandlige pædagoger. Myndighederne bør gå ind og slå fast med syvtommersøm, at den slags institutionaliseret diskrimination ikke må finde sted. Og hvis den gør, må det få ansættelsesmæssige konsekvenser for de ansvarlige. Dernæst er det på tide at slå et nyt slag for seksualoplysningen i dette land. Vi skal have en ny nuanceret debat, der også har blik for, at det seksuelle ikke kun er et “gode” eller “det gode”, sådan som det skete i den seksuelle frigørelses tid, men at den menneskelige seksualitet i alle dens afskygninger også har destruktive og “onde” sider, fx i skikkelse af pædofilien. Sider, vi skal forstå naturen af, men selvfølgelig ikke acceptere, fordi perversionens udfoldelse er en kriminel handling. Vi skal med andre ord have en ny oplysningstid på det seksuelle område i en erkendelse af, at det seksuelle stadigvæk – mere end hundrede år efter Sigmund Freud – er et område, der udfordrer vores tanke, moral osv. 

Kussomat

15. marts 2011

I forbindelse med den internationale kvindedag – den 8. marts – blev der på Goethe-instituttet opstillet en såkaldt kussomat, en toiletlignende fotoboks med det formål at fotografere kvinders kusser. Fænomenet vakte så stor opmærksomhed, at apparatet sågar dukkede op i DRs Aftenshowet til almindelig underholdning for familien Danmark. Og Politikens ubetalelige At tænke sig kunne selvfølgelig ikke nære sig for at komme med følgende morsomme indlæg i går:

HVÆSERNE SKRIVER

GRATIS FOTOGRAFERING

Ernst Eskildsen, Greve:

I forbindelse med kvindernes kampdag blev der opstillet en såkaldt kussomat i København, hvor kvinder kunne få fotograferet deres kønsorganer.

Der er al mulig grund til at rose sådan et initiativ, men desværre er kussomaten, så vidt jeg har forstået, allerede blevet fjernet igen til stor skuffelse for de mange kvinder, der gerne ville have taget billeder.

De skal dog ikke fortvivle, for jeg stiller mig gerne til rådighed. Har netop investeret i et helt nyt vaginalkamera, som tager knivskarpe billeder både nedefra, ovenfra og bagfra, og hvis kvinderne skulle have lyst til at blive fotograferet med mit (fork. af red.) i deres (fork. af red.), kan jeg også klare det.”

Uden morskab går det som bekendt ikke, men ideen med kussomat-projektet var, at man ville gøre op med den kusseæstetik, der dominerer pornografien – hårløse kusser, der ved hjælp af nutidens plastikkirurgi er gjort symmetriske osv. – og vise kussernes forskellighed og mangfoldighed. Med henvisning til bl.a. Mithu Sanyals netop udkomne bog “Vulva – det usynlige køn” vil man – dvs. kvinderne bag sitet “Kvinde kend din krop” – gennem offentliggørelse af disse fotos synliggøre det, der åbenbart har været og er usynligt. De første dokumenter kan allerede beskues her.

Tanken om, at de kvindelige kønsdele skulle være mere usynlige end de mandlige, er bestemt ikke ny. Det var således en pointe for gode gamle Freud for et århundrede siden. Og jeg mindes også en bog fra halvfjerdserne, der var ude i samme dokumentarisktiske ærinde med afbildninger af kusser (i sort/hvidt…). Nogle ting har med andre ord ikke ændret sig så meget siden dengang, hvor halvfjerdserfeminismen kom til og bogen “Kvinde kend din krop” blev en sællert. Kvinder har åbenbart stadigvæk store problemer med at acceptere den krop, naturen nu engang har udstyret dem med. Enhver far med teenagedøtre, som belejrer badeværelset, vil nikke forstående her. Og gamle Freud ville hinsides graven hvisle noget om den kvindelige narcissisme…

Men måske er der også noget symptomatisk i denne navle- , jeg mener: kussebeskuende, aktion anno 2011, hvor feminismen endnu engang er til debat . Kan man forstille sig et mere sigende billede af feminismen anno 2011 end en kvinde, der sidder med trusserne nede om hælene for at fotografere sit eget køn for siden at publicere det på nettet? Uden at ville bagatellisere problemet, så kunne man godt mene, at der var andre og vigtigere ting at forholde sig til som kvinde i den verden, vi lever i?! Kvinder diskrimineres stadigvæk på det danske arbejdsmarked på grund af deres køn, vi har ikke ligeløn – og kigger vi uden for vores egen kulturelle horisont, så er der nok at graverende problemer at tage fat på.

Birthe Rønn Hornbech og kvindernes internationale kampdag

8. marts 2011

Man kan vælge at se noget symbolsk i, at integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech fyres den 8. marts, kvindernes internationale kampdag. Det er et tilfældigt sammenfald, men der er alligevel en symbolsk forbindelse.
Birthe Rønn Hornbechs politiske opstigen har været et billede på den moderne feminismes ligestillingsideal. At kvinder kunne gøre det samme, som mænd har gjort. Gøre karriere og – ikke mindst – komme til tops, blive leder. Et ideal, der i disse år realiseres mere og mere.
Men Birthe Rønns opstigen og fald er også et billede på den fejludvikling, feminismen har taget siden halvfjerdserne, hvor kvindekampen stadigvæk kunne sætte i relation til kampen for et andet og bedre samfund. Ingen kvindekamp uden klassekamp og vice versa, hed det bl.a. i marxistisk sproglig klædedragt. Men tanken var klar nok: Man kunne kun radikalt ændre kvinders stilling i samfundet, hvis man samtidig ændrede samfundets indretning.

Siden blæste der mere borgerligt-liberale vinde og borgerligt orienterede kvinder tog førerskabet i feminismen og gjorde karrieren til en privilegeret kampplads. Kvinderne havde for længst overtaget føringen i uddannelsessektoren. Nu gjaldt det om på komme til tops, ind i bestyrelseslokalerne og på lederposterne. Er du i tvivl om denne påstand, så læs de førende dameblade (undskyld, kvindeblade). Det er der, man får noget at vide om, hvad moderne kvinder tænker…

Birthe Rønn Hornbechs storhed og fald er en illustration af, at det ikke gør nogen forskel, om det er en mand eller en kvinde, der sidder på toppen af pyramiden. Kvinderne har ikke alene overtaget mændenes gamle bastioner, men også deres handle- og tænkemåde.

I Rønns tilfælde forstærkes det eksemplariske lærestykke af, at Rønn, inden hun blev gjort til minister af Anders Fogh Rasmussen, var indbegrebet af en rettænkende borgerlig, kvindelig politiker, som ikke ville gå på kompromis med sine grundholdninger og ikke var bange for at tale sine egne partifæller midt imod. Men hun sagde ja til ministerembedet og dets særlige mandelogik – og så røg integriteten og troværdigheden. Hun spillede det spil, som mænd tidligere har spillet og tabt. En illustration af, hvorfor kvindekampen i dag går på et ben…
På den internationale kampdag kunne kvinderne måske stoppe op ved den kendsgerning, at Rønn er blevet fyret og sætte sig i retablerede demokratiske basisgrupper for at diskutere, hvordan det egentlig går med den ligestillingskamp. Kvinderne er kommet til fadet, javist. Men er verden blevet bedre af den grund? Sådan grundlæggende? God kampdag.

En anden vinkel på ligestillingen i verden hentet omme hos Ramdom og Co. i Røvkassen (tak).

Helen Mirren Goes Topless in New York Magazine

22. juni 2010

Rubrikken ovenfor er et citat (fra Popeater). Den skal – selvfølgelig – trække husarerne til. Men det interessante ved artiklen i New York Magazine er ikke den topløse Helen Mirren i badekarret (selv om Mirren bestemt er velholdt), men derimod det hun siger. Hun har – som forfatterinden Fay Weldon – en velgørende evne til fx at sige noget tankevækkende om sin eget køn. Noget, der på samme tid er solidarisk med kvindekønnets stræben efter ligestilling og frihed – og samtid bærer selverkendelsens og erfaringens langt fra smigrende kritik i sig. I det hele taget er det tveæggede sværd på spil i meget af det hun udtrykker.

Om sit gamle ry som værende en “slem” pige siger hun: “I’m still the good girl who wants to be a bad girl. But I’ll never make it as a bad girl … I’m not a prude or a moralist and I never have been, but I’m too fearful, too much of a wimp, really.” Om sine “frække” roller (fx i filmen Caligula): “I much prefer overt sexuality to sleazy, vulgar prurience.” Og om den såkaldt seksuelle frigørelse i tresserne og halvfjerdserne: “The Playboy Mansion, coke, and the rise of all that—Guccione and Hefner always pushed it as liberation, but it didn’t seem like that to me…That was women obeying the sexualized form created by men—though maybe we always do that, because we want to be attractive. But I was kind of a trailblazer because I demanded to do it my own way. I’d say, ‘I’m not having it put on me by someone else.’ I didn’t want to be the sort of puritanical good girl with a little white collar who says, ‘Don’t shag until you get married.’ ” Man skal ikke forvente nogen politisk korrekt feminisme fra Lady Mirren. Dertil kender hun sit køn og selv selv for godt…

Apropos den 8. Marts – 100 år

5. marts 2010

På mandag er det 100-årsdagen for indførelsen af kvindernes internationale kampdag. Og dagen vil selvfølgelig blive fejret med manér og være i alle medier. Derfor denne lille tankestreg i god tid.

Selvfølgelig er der meget at kæmpe for endnu med hensyn til kvinders position i samfundet. Lad mig bare nævne den ømme tå: ligeløn for lige arbejde. Personligt kunne jeg godt ønske mig, at kvinderne begyndte at diskutere begreberne “ligestilling” og “frihed”, der i overvejende grad er overtaget fra deres mødres og bedstemødres diskussioner. Handler ligestilling i dagens Danmark bare om, at kvinder har samme ret højt betalte og indflydelsesrige jobs i et et samfund, hvor de uddannelsesmæssige, sociale og økonomiske forskelle i øvrigt bliver større og større? Er der tale om ligestilling, når nogle særligt kvalificerede og socialt begunstigede kvinder kan indtræde i de private virksomheders bestyrelser, medens andre aldrig nogensinde kommer i nærheden af muligheden? Bare som eksempel.

Og med hensyn til friheden. Hvor langt vil man gå i kravet om, at kvinder skal have frihed til selv at vælge? Gælder det både retten til at vælge fra og til? Tørklæder for eksempel. Eller om man har lyst til at sælge sex for penge? Frihed for Loke såvel som for Thor?

I den udskældte halvfjerdserfeminisme (som også denne blogger har været ude efter) blev ligestillings- og frihedsdiskussionen kædet sammen med debatten om, hvilket samfund, vi ville have. Fx i slagord som “Ingen kvindekamp uden klassekamp” og vice versa. I den aktuelle feministiske debat er det, som om det samfundsmæssige aspekt er gledet helt i baggrunden til fordel for individuelle rundsave på albuerne og karrierepleje. Som om vi slet ikke kan forestille os, at samfundet kunne indrettes på en anden måde. Til lykke med de 100 år – og fortsat god kamp. Der er stadig meget at kæmpe for – og, ikke mindst, at tænke over…